U.1965.437H

H. D. 27. april 1965 i sag I 29/1965

Rigsadvokaten mod Theodor Rindom Madsen (hrs. Christrup efter ordre).

Århus søndre herredsrets dom 26. oktober 1964.

Under nærværende sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales


arbejdsmand Theodor Rindom Madsen, Danmarksgade 15, Herning,


ved anklageskrift af 4. august 1964 fra statsadvokaten i Viborg til straf efter færdselslov nr. 153 af 24. maj 1955 § 69, stk. 1, for overtrædelse af dens
I.§ 37, stk. 2, ved den 12. juli 1964 ca. kl. 13,00 i Harlev-Framlev kommune som fører af varemotorvogn DA 53.919 under kørsel ad Skanderborg-Randers landevej i nordlig retning - efter at have gjort fuldt stop ved nævnte vejs udmunding i hovedvej A 15 - at have foretaget svingning til venstre og kørt ud på hovedvejen uden at iagttage den ham påhvilende ubetingede vigepligt over for færdselen på denne,
II.§ 24, stk. 1, ved under nævnte kørsel at have undladt at optræde hensynsfuldt og udvise foreskreven agtpågivenhed til afværgelse af skade for andre, idet han ikke i tilstrækkelig grad havde sin opmærksomhed henledt på færdselsforholdene, hvilket alt bevirkede, at han i vejkrydset - i hovedvejens nordlige side - påkørtes af personmotorvogn XB 21.358, der førtes af Olaf Kristian Jørgensen, Århus, der kørte ad hovedvejen i vestlig retning, hvorved der opstod skade på begge køretøjer.


Der nedlægges påstand om, at tiltalte i medfør af færdselslovens § 70, stk. 1, jfr. stk. 3, frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves førerbevis.


Tiltalte, der er født den 17. december 1934 i Vorgod sogn, er ikke tidligere straffet.


Der er alene afgivet forklaring af tiltalte, som har forklaret, at han kom kørende ad Skanderborg-Randers landevej i retning mod Randers. Han stoppede op ved den hvide stribe i vejudmundingen og så såvel mod venstre som mod højre ad Århus-Silkeborg landevej. Det regnede jævnt stærkt, og der var vanddråber på sideruderne. Tiltalte blev derfor holdende et stykke tid for at orientere sig helt sikkert om, hvorvidt der var trafik på Århus-Silkeborg-vejen. Han tør ikke udtale sig om, hvorvidt der kørte køretøjer forbi, medens han holdt stille. Der kom et andet automobil fra Skanderborgsiden, og det kørte op på tiltaltes højre side og så langt frem, at forhjulene var helt fremme ved den hvide stribe. På et tidspunkt, hvor tiltalte ikke kunne se nogen trafik fra Århussiden, og hvor der fra Silkeborgsiden kom en vogn så langt borte, at tiltalte mente, at der var rigelig tid for ham til at køre frem, begyndte han at køre langsomt frem i krydset, idet han fortsatte med at se både til højre og venstre. Han tør ikke sige, om det automobil, der havde holdt ved hans højre side, og som skulle dreje mod Århus, samtidig begyndte at køre frem. Han bemærkede ikke noget til det automobil, der påkørte hans automobil, før han hørte bumpet fra påkørslen. Der lå glasskar på kørebanen på det sted, hvor påkørslen havde fundet sted.


Anklagemyndigheden har under domsforhandlingen frafaldet sin begæring om vidneførsel af føreren af personmotorvogn XB 21.358, murermester Olaf Kristian Jørgensen, Århus, der efter det oplyste var på ferie.


Den i politirapporten optagne forklaring af murermester Jørgensen er herefter blevet dokumenteret i retten.


Der er under domsforhandlingen fremsat følgende erstatningskrav:


Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring for
reparation af XB 21.358 .................... 918 kr. 50 øre.
Murermester Jørgensen for leje af
automobil den 13., 14. og 15. juli 1964 ... 240 kr. 00 øre.



Mejeriernes og Landbrugets Ulykkesforsikring, der er indtrådt i sagen som ansvarsforsikrer for det af tiltalte førte automobil, har anerkendt, at der foreligger fuld erstatningspligt, men har ikke for tiden kunnet tage stilling til de fremsatte.erstatningskravs størrelse.


Behandlingen af erstatningskravene i sagen er herefter udsat, idet erstatningsparterne har erklæret, at de vil søge spørgsmålene om erstatningsbeløbenes størrelse forligsmæssigt afgjort.


Efter det oplyste må tiltalens rigtighed i det hele anses for tilstrækkelig godtgjort, og tiltalte vil herefter i medfør af færdselslovens § 69, stk. 1, jfr. § 24, stk. 1, og 37, stk. 2, være at anse med en statskassen tilfaldende bøde på 300 kr. Forvandlingsstraffen fastsættes til hæfte i 10 dage.


Da tiltalte endvidere ved at være kørt ud på hovedvejen på en sådan måde og i så kort afstand fra det fra hans højre side ad hovedvejen kommende automobil, at der skete sammenstød med dette automobil findes at have gjort sig skyldig i groft uforsvarligt forhold, vil retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves førerbevis, derhos i medfør af færdselslovens § 70, stk. 1, jfr. stk. 3, være at frakende tiltalte for et tidsrum af 6 måneder fra dommens afsigelse at regne.

- - -

Vestre Landsrets dom 18. december 1964 (V afd.).


Den i denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, af Århus søndre herredsret den 26. oktober 1964 afsagte dom er påanket af tiltalte og derefter af anklagemyndigheden.


Sagen er indbragt for landsretten ved 7. jydske statsadvokaturs anklageskrift af 4. november 1964, der angiver tiltalen overensstemmende med den i første instans rejste, dog at der i forhold I er rejst tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 37, stk. 1, i stedet for § 37, stk. 7.


For landsretten har anklagemyndigheden nedlagt påstand om domfældelse af tiltalte i overensstemmelse med anklagen og om skærpelse, medens der fra tiltaltes side er nedlagt påstand om formildelse, navnlig således at der ikke sker frakendelse af førerretten.


Under domsforhandlingen for landsretten er der påny afgivet forklaring af tiltalte, hvorhos murermester Olaf Kristian Jørgensen, Århus, har afgivet vidneforklaring.


Tiltalte har forklaret bl. a., at han har haft førerbevis i 7 år, og at han har kørt ca. 19.000 km det sidste år og jævnligt i de øvrige år. Han har aldrig tidligere haft uheld. Om uheldet den 12. juli 1964 har han forklaret i det væsentlige som i første instans.


Murermester Jørgensen har forklaret, at han ca. 1,50 m før krydset så to vogne holde stille i krydsets venstre side. Den vogn, der holdt nærmest, begyndte at dreje til højre mod Århus, og han tænkte på muligheden af, at den anden vogn også ville køre frem, hvorfor han begyndte at bremse. Han kørte da med en hastighed på ca. 70 km/t. I det samme kørte den anden vogn frem, og han bremsede hårdt op og fik farten taget så meget af vognen, at påkørslen skete med ringe kraft. Vidnets vogn er koksgrå.


Det bemærkes, at oversigtsforholdene i krydset er gode. Ifølge den optagne politirapport var det regnvejr, og føret var vådt og fedtet.


Af de i dommen anførte grunde tiltrædes det, at tiltalte er anset skyldig som ved dommen sket, dog at forhold I findes at måtte henføres under færdselslovens § 37, stk. 1. Den af tiltalte i medfør af færdselslovens § 69, stk. 1, jfr. § 37, stk. 1, og § 24, stk. 1, forskyldte straf findes ved dommen passende bestemt.


Efter alt foreliggende findes det betænkeligt at antage, at tiltalte ved under de oplyste omstændigheder at køre frem på hovedvejen har ført sit motorkøretøj på groft uforsvarlig måde, og tiltalte vil derfor være at frifinde for anklagemyndighedens påstand om frakendelse af førerretten.


Med denne ændring vil dommen være at stadfæste, dog således at det i første instans tilkendte forsvarersalær vil være at udrede af det offentlige. - - -

Højesterets dom.


Den i denne sag af Vestre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af anklagemyndigheden med påstand om, at straffen skærpes og at førerretten frakendes tiltalte.


Tiltalte har påstået stadfæstelse.


I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Trolle, Gjerulff, Spleth, H. A. Sørensen, Vetli, Hvidt og Schaumburg.


Fire dommere - Spleth, H. A. Sørensen, Vetli og Schaumburg - finder, under hensyn til samtlige foreliggende oplysninger om den ikke helt ukomplicerede færdselssituation og-tiltaltes forklaring om både før og under fremkørslen at have set til begge sider, ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse tiltaltes kørsel for groft uforsvarlig. De stemmer herefter for at stadfæste dommen.


Tre dommere - Trolle, Gjerulff og Hvidt - finder, at tiltaltes kørsel under de omstændigheder, der er lagt til grund af landsretten, må anses for groft uforsvarlig. Disse dommere stemmer herefter for at stadfæste herredsrettens dom, således at 54 dage af frakendelsestiden anses forløbet.


Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:


Landsrettens dom bør ved magt at stande.


Sagens omkostninger for Højesteret, herunder salær til højesteretssagfører Christrup 400 kr., udredes af det offentlige.