U.2004.218V
 

V.L.D. 23. oktober 2003 i anke 8. afd. B-3084-02

(Eskild Jensen, Henrik Estrup, Henrik Bjørnager Nielsen (kst.)).

Citi Service ApS (adv. Hanne Biltoft-Knudsen, Århus) mod Aulune A/S (adv. Christian Østergaard, Herning).

Herning Rets 2A. afdelings dom 10. oktober 2002.

Under denne sag, anlagt den 11. marts 2002, har sagsøger nedlagt påstand om betaling af 670 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om en privat pålagt parkeringsafgift på 490 kr. med tillæg af rykkergebyr på 180 kr.

Sagens nærmere omstændigheder:

Sagsøgers parkeringsvagt John Kristensen gav ifølge kontrolkortet den 22. maj 2001 en parkeringsafgift til en varebil af mrk. VW med registreringsnummer PL 94.642. Bilen skulle angiveligt have været parkeret på Fisketorvets parkeringsplads, dæk 3. Parkeringsvagten foretog observation af bilen mellem kl. 12.55 og 13.05. Parkeringsskiven viste 15.30 og parkeringsafgiften blev givet med begrundelsen »urigtig indstillet P-skive«.

Da sagsøgte ikke betalte parkeringsafgiften, blev der på et tidspunkt opkrævet et rykkergebyr på 180 kr., som heller ikke er betalt.

Driftsleder hos sagsøger Leo Schjødt Larsen har forklaret, at sagsøger administrerer parkeringspladser i København. Selskabet administrerer ca. 2.000 parkeringspladser, heraf ca. 1.600 på Fisketorvet. Firmaet har ansat 3 parkeringsvagter. Selskabets eneste indtægt er parkeringsafgifterne, som deles med ejerne af de private parkeringspladser.

Sagsøger har således indgået kontrakt med Fisketorvet om drift af de privatejede parkeringspladser ved Fisketorvet. Dæk 3 er tagetagen. Det er tilladt at parkere op til 3 timer. Der skal anvendes p-skive.

Vidnet mener, at der er skilte ved indkørslen til Fisketorvet, ved opkørslen til rampen, hvor man kører op på taget, samt på selve parkeringspladsen. Ved indkørslen og ved rampen er skiltene ca. 0,8 × 1 meter. På selve parkeringspladsen er der 20-30 skilte. Fra parkeringspladsen på taget er der to nedgange til selve centret. Også her er der opstillet skilte, der minder kunderne om, at de skal stille p-skiven.

På skiltene ved indkørslen til parkeringspladsen er det oplyst, at man kun må parkere i 3 timer. Der står også, at man skal stille p-skiven, og at man kan blive pålagt en kontrolafgift på 510 kr. I 2001 var afgiften 490 kr.

Det er vidnet, der oplærer parkeringsvagterne. De er udstyret med en notatblok, hvor de skal gøre deres notater over deres observationer. De bliver nøje instrueret om, at de ved starten af en observation skal gøre et notat om bilmærke og registreringsnummer. Der skal herefter gå mindst 6 minutter, før de gør deres anden observation. De skal da kontrollere notatet om bilmærke og registreringsnummer, inden de udfærdiger girokortet med kontrolafgiften. De bliver således instrueret i, at de skal kontrollere disse oplysninger mindst to gange. Hvis de konstaterer fejl ved deres første observation, er de instrueret om, at de skal starte på en ny observationsperiode.

Det kan ske, at parkeringsvagterne laver fejl, men det er sjældent. Parkeringsvagterne er fastlønnede og ikke provisionslønnede.

Det er sjældent, at der findes blanketter med kontrolafgifter på parkeringsarealerne, så det må være sjældent, at disse blæser af bilerne.

Parkeringsvagten John Kristensen er ikke længere ansat i firmaet.

Sagsøgtes direktør, Jens J. Klink, forklarede, at der er omkring 50 ansatte i koncernen. På Sjælland havde selskabet 3 biler kørende for at servicere deres butikker og kunder på Sjælland og i Sverige. Der var 10-12 ansatte, som måtte bruge bilerne. Derudover havde de en række konsignationshavere, som lejlighedsvis også lånte bilerne til at transportere varer i. Der kan således være tale om et større antal personer, både danskere og svenskere, der kunne have kørt i den omhandlede varebil den pågældende dag.

Sagsøgte hørte ikke om parkeringsafgiften, før der kom en rykkerskrivelse. Det var 2-3 måneder efter den 22. maj 2001.

Vidnet vidste ikke, hvem af de ansatte, han skulle henvende sig til, da han ikke vidste og heller ikke umiddelbart havde nogen realistisk mulighed for at finde ud af, hvem der havde disponeret over bilen.

Hvis det havde været en fartbøde, havde der været et foto af føreren.

Ingen af de ansatte skal føre kørebog, da bilen kun må bruges til kørsel for selskabet. Det kan ikke udelukkes, at bilen kan have været på Fisketorvet den pågældende dag.

Sagsøger har til støtte for sine påstande gjort gældende, at føreren af en bil ved at køre ind på en privat parkeringsplads indgår en stiltiende aftale, en kvasiaftale, med ejeren af parkeringspladsen, hvis der er tydelig skiltning med vilkårene for at benytte parkeringspladsen. Hvis der er en skiltning om, at man kun må holde på pladsen i 3 timer, og man skal bruge p-skive, er føreren af bilen forpligtet hertil. Hvis det videre af skiltningen fremgår, at man pålægges en parkeringsafgift på 490 kr., hvis ikke man stiller p-skiven, har føreren accepteret, at ejeren af parkeringspladsen kan pålægge en afgift. Ved indkørslen til Fisketorvets parkeringspladser er der en tydelig skiltning, så føreren af sagsøgtes bil har accepteret, at der kan pålægges en afgift.

Beløbet svarer til den takst, der af det offentlige pålægges for tilsvarende efter færdselslovens § 101, stk. 5. Det er en afgift af en rimelig størrelse, som anvendes af alle private ejere af parkeringspladser.

Det må tillægges processuel skadevirkning efter retsplejelovens § 344, stk. 2 og 3, at sagsøgte ikke er i stand til eller ønsker at oplyse, hvem der kørte i bilen på det pågældende tidspunkt. Sagsøgte må derfor som ejer af bilen hæfte for afgiften, medmindre føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet, idet princippet i færdselslovens § 121, stk. 4, kan finde anvendelse.

Vidnet Leo Larsen har forklaret om den procedure, parkeringsvagterne anvender, når de pålægger parkeringsafgifter, ligesom han har forklaret, at parkeringsvagterne modtager oplæring og instruks om proceduren. Der er derfor ingen grund til at tro, at parkeringsvagten ikke skulle have fulgt den sædvanlige procedure. Bilmærke og registreringsnummer er derfor kontrolleret mindst to gange.

Sagsøgte har til støtte for sine påstande gjort gældende, at der kun findes byretspraksis for, at selskaber som sagsøger kan pålægge parkeringsafgifter efter princippet om kvasiaftaler. Det bestrides derfor, at sagsøger havde hjemmel til at pålægge parkeringsafgifter.

Hvis sagsøger har en sådan hjemmel, gøres det gældende, at parkeringsafgiften skal være mindre end de afgifter, det offentlige kan pålægge. Det offentlige kan i flere relationer opkræve større afgifter og gebyrer end private. For eksempel kan det offentlige opkræve større rykkergebyrer end private. Når private kan opkræve afgifter og gebyrer, må størrelsen ikke overstige det rimelige. En privat parkeringsafgift bør derfor ikke være højere end 100-150 kr.

Hvis en person på grund af skiltningen kan blive forpligtet til at acceptere en parkeringsafgift, er det kun den person, der kører bilen ind på parkeringspladsen, der hæfter for betalingen. Man kan ikke udstrække en sådan kvasiaftale til også at omfatte bilens ejer eller førerens arbejdsgiver. I hvert fald kan bilens ejer ikke hæfte, når der er tale om et selskab. Færdselslovens § 121, stk. 4, der omhandler ejerens hæftelse, giver kun direkte lovhjemmel til at pålægge ejeren hæftelse for parkeringsafgifter, der pålægges af det offentlige. Intet taler for, at dette princip også kan anvendes ved privat pålagte parkeringsafgifter.

Den omhandlede bil kunne være anvendt af mange personer, og det ville kræve betydelige ressourcer, hvis det overhovedet var muligt for sagsøgte at finde frem til føreren.

Sagsøgte har ikke nogen forpligtelse til at hjælpe sagsøger med at finde frem til føreren af bilen, og derfor kan der ikke pålægges sagsøgte nogen processuel skadevirkning.

Der kan ikke være nogen formodning for, at sagsøgte, der er et aktieselskab, selv benyttede bilen.

Sagsøger har ikke dokumenteret, at afgiften blev pålagt bilen med rette. Parkeringsvagter kan begå fejl, og der er ikke ved vidnet Leo Larsens forklaring ført noget bevis for, at sagsøgtes bil holdt på det angivne sted i den angivne periode og med en p-skive stillet forkert.

Rettens bemærkninger:

Retten bemærker indledningsvist, at ejeren af en privat parkeringsplads eller den, ejeren måtte indgå aftale med, kan, ved at opsætte skilte med vilkårene for benyttelse af parkeringspladsen, indgå aftaler med de personer, der benytter parkeringspladsen. Hvis det ved skiltningen klart er tilkendegivet, at der vil blive pålagt en parkeringsafgift, hvis ikke vilkårene, for eksempel korrekt anvendelse af p-skive, overholdes, har føreren af en bil accepteret, at afgiften kan blive pålagt. Føreren af bilen har derved ved sin adfærd stiltiende accepteret en sådan aftale. Hvis størrelsen på afgiften også er oplyst, er der samtidig indgået en stiltiende aftale herom.

Udgangspunktet må være, at sådanne stiltiende aftaler kun indgås mellem de personer, der ved deres adfærd viser, at de accepterer aftalerne. Det betyder i den konkrete situation, at det alene er førerne af de biler, der kører ind på pladsen, der accepterer de betingelser, der fremgår af skiltningen.

Hvis andre skal hæfte for en sådan kvasiaftale, må der kræves andre omstændigheder end blot førerens adfærd.

En sådan omstændighed kunne være en direkte lovhjemmel til at lade ejeren hæfte. Denne lovhjemmel findes i færdselslovens § 121, stk. 4, for de parkeringsafgifter, det offentlige opkræver. Således som denne lovhjemmel er formuleret, findes den alene at kunne anvendes på de parkeringsafgifter, der pålægges i medfør af færdselslovens § 121. Bestemmelsen kan herefter ikke anvendes som hjemmel for private indehavere af parkeringspladser til at pålægge ejere af biler at hæfte for parkeringsafgifter.

Således som sagen i øvrigt er forelagt retten, findes der herefter ikke hjemmel til at pålægge sagsøgte at betale den pålagte parkeringsafgift, hvorfor sagsøgtes påstand om frifindelse allerede af denne grund kan tages til følge. - - -

Vestre Landsrets dom.

- - -

For landsretten har appellanten, Citi Service ApS, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Auluna A/S, har påstået dommen stadfæstet.

Jens J. Klink har supplerende forklaret, at konsignationshaverne låner varer af hinanden, hvis de ikke kan nå at få nye varer fragtet over fra fabrikken i Herning. Det er til dette formål, at konsignationshaverne kan låne indstævntes biler.

John Kristensen har forklaret, at han i maj 2001 var ansat hos appellanten. Det er ham, der har udfyldt den fremlagte blanket, sagens bilag 1. Bilistens del af blanketten er lagt i et plasticchartek og placeret under bilens vinduesvisker.

Denne fremgangsmåde fulgte han altid. Han kan ikke huske den konkrete bil. Blanketten viser, at han observerede bilen i tidsrummet fra kl. 12.55 til kl. 13.05. Da parkeringsskiven viste kl. 15.30, og dermed var indstillet forkert, skrev han 06 i feltet »overtrædelse vedrører«. Bilen kan teoretisk godt have stået der fra dagen før, men det tror han nu ikke, idet han havde gået sine faste runder i parkeringsanlægget, siden han mødte om morgenen. Han var ansat hos appellanten i ca. 1½ år og modtog fast løn.

Parterne har gentaget deres anbringender for byretten.

Appellanten har endvidere gjort gældende, at indstævnte i medfør af Danske Lov 3-19-2 hæfter for førerens benyttelse af indstævntes bil, og at indstævnte ikke som følge af den måde, hvorpå firmaets rutiner vedrørende benyttelsen af dets biler er tilrettelagt, kan unddrage sig denne hæftelse.

Indstævnte har bestridt, at en arbejdsgiver i medfør af Danske Lov 3-19-2 kan tilpligtes at indtræde i eller hæfte for en aftale, som den ansatte har indgået med tredjemand.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Det tiltrædes også efter bevisførelsen for landsretten, at det er lagt til grund, at den pågældende bil var parkeret i strid med vilkårene for benyttelsen af parkeringsanlægget. Det tiltrædes endvidere, at føreren af bilen ved at være kørt ind på parkeringsanlægget med kendskab til disse vilkår, der var tilkendegivet ved skiltning, og som ikke var urimelige, må anses for at have accepteret vilkårene. Føreren har dermed pådraget sig pligt til i anledning af den skete overtrædelse af vilkårene at betale den pålagte »afgift«. Overtrædelsen er begået af bilens fører, og betalingsforpligtelsen påhviler derfor som udgangspunkt alene føreren. Bilens ejer hæfter kun, hvis der er særlig hjemmel herfor.

Bestemmelsen i færdselslovens § 121, stk. 4, angår parkeringer, der finder sted på færdselslovens område. For så vidt angår sådanne parkeringer er der ved bestemmelsen tilvejebragt særskilt hjemmel for ejerens hæftelse for betalingen af parkeringsafgifter. Der er ikke grundlag for at slutte analogt fra denne bestemmelse til parkeringer uden for færdselslovens område, da der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkt herfor.

Indstævnte har ikke kunnet eller villet oplyse, hvem der førte bilen på det pågældende tidspunkt. Bestemmelsen i retsplejelovens § 344, stk. 2, om processuel skadevirkning, der er en bevisregel, kan imidlertid ikke føre til, at indstævnte pålægges en betalingsforpligtelse, som indstævnte ellers ikke ville have.

Da førerens forpligtelse er opstået ved misligholdelse af en aftale og ikke som følge af en skadevoldende handling, kan bestemmelsen i Danske Lov 3-19-2 heller ikke føre til, at indstævnte hæfter for betalingen af den pålagte »afgift«.

Herefter, og idet appellanten ikke har gjort gældende, at indstævnte hæfter som følge af fuldmagtssynspunkter, stadfæster landsretten dommen.

- - -