U.1995.328V V.L.D. 19. januar 1995 i anke 7. afd. nr. S-2398-94 Anklagemyndigheden mod T (adv. Poul Merrild, Esbjerg, e.o.). Af sagen fremgik, at T, født den 3. november 1966, var tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 1, (spirituskørsel) ved den 25. april 1994 ca. kl. 00.33 i Esbjerg at have ført en varebil på en parkeringsplads. I en blodprøve udtaget den 25. april 1994 kl. 01.15 blev konstateret en alkoholkoncentration på mindst 1,77 o/oo. T, der nægtede sig skyldig, forklarede bl.a., at han den pågældende aften var på besøg hos sin kæreste. Han havde været der det meste af dagen og var kommet kørende til stedet i sine forældres bil. De drak i aftenens løb spiritus, og han var klar over, at han ikke kunne køre bil. På et tidspunkt havde de talt om at ville gå til tankstationen i Storegade, der ligger ca. 300 meter væk. Da de ville til at gå, var L væk, hvorfor han selv ville gå derover. Da han kom ned på parkeringspladsen, stod forældrenes bil oppe på fortorvet mod muren med lys på. Motoren var ikke i gang. På førersædet sad L, og han gik hen og skældte hende ud og bad hende fjerne sig. Hun gav ham nøglerne til bilen og satte sig hen på passagersædet. Han tog nøglerne i lommen og satte sig ind på førersædet. Han satte bilen i frigear og skubbede denne, med den ene fod ude, tilbage ned fra fortorvet. Da han herefter var ved at stå ud af bilen, kom politiet ind på parkeringspladsen. V forklarede, at hun den omhandlede nat vågnede ved, at en bil holdt og gassede op. Efter en tid stod hun op for at se, hvad der foregik. Hun så da den hvide bil holde udenfor. Pludselig hoppede den tilbage, og hun kunne godt se, at det ikke var T, der sad i bilen, uagtet det var hans. Pludselig kom bilen i gang igen og kørte frem mod bygningen. Hun troede, der var noget galt, hvorfor hun kaldte på sin mand, og fik denne til at ringe til politiet. Lidt senere så hun T komme ud og gå hen til den person, der sad i bilen. Det var en pige, og han skældte ud. Pigen stod ud og gik rundt om bilen og satte sig ind på passagersædet. T satte sig ind på førersædet, hvorefter bilen blev skubbet eller bakket væk fra fortovet og ned på parkeringspladsen. Hun kan ikke sige, om motoren da var i gang. T havde ikke lukket døren, da han sad på førerpladsen. I Esbjerg Rets 2. afdelings dom 22. september 1994 siges bl.a.: Det lægges ved den af tiltalte herom afgivne forklaring, som støttes af vidnet V, til grund, at tiltalte, siddende på bilens førersæde, uden at have isat nøglerne, med det ene ben skubbede bilen fra dennes placering delvis oppe på fortovet tilbage herfra til p-pladsen nedenfor fortovskanten. Herefter, og idet der ikke findes grundlag for at antage, at tiltalte i øvrigt har haft til hensigt at føre eller forsøge at føre bilen, vil han være at frifinde. Vestre Landsrets dom: Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med tiltalen - - - . Tiltalte har påstået stadfæstelse. Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om domfældelse gjort gældende, at tiltalte ved at sætte sig ind på førersædet og skubbe bilen ned fra fortovet har været fører af denne. Tiltalte og vidnet V har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at L er hans kærestes lillesøster. Bilen var kørt ind i en bænk, som var skubbet ind i muren, hvor der var blevet smadret et vindue. Både han og L var på vej ud af bilen, da politiet kom. Han vil tro, at fortovet på det pågældende sted er cirka 3 meter bredt. Fortovet skråner lidt ned mod parkeringspladsen. V har supplerende forklaret, at døren til førersædet stod åben, mens bilen blev flyttet tilbage. - - - Landsretten udtaler: Efter bevisførelsen lægges det til grund, at tiltalte havde til hensigt at gå til en nærliggende servicestation, da han bemærkede, at bilen med L ved rattet befandt sig på fortovet op mod husmuren. Det lægges endvidere til grund, at tiltalte fik nøglen udleveret af L og anbragte den i sin lomme, hvorefter han, mens motoren var slukket og bilen sat i frigear, trak eller skubbede bilen højst 3 meter tilbage, så den stod ved fortovskanten på parkeringspladsen. Tiltalte findes ikke herved at have ført bilen, og landsretten stadfæster derfor dommen.