Straffastsættelse ved flere overtrædelser af færdselsloven eller overtrædelser
af såvel færdselsloven som bestemmelser i andre love
 

 

Af Claus Bonnez, Formand for Landsforeningen KRIM

Sidst opdateret 7. juli 2008


Nedenfor gengives de bemærkninger fra Rigsadvokaten, der vedrører tilfælde, hvor en person skal straffes for flere overtrædelser af færdselslovens samtidigt, eller hvor en person skal straffes for en eller flere overtrædelser af færdselsloven samtidigt med, at den pågældende også skal straffes for overtrædelse af andre love - for eksempel straffeloven eller våbenloven.

Opmærksomheden skal henledes på, at der er adgang til at modificere færdselslovens regler om absolut kumulation efter bestemmelsen i færdselslovens § 118 a, stk. 5.
 
   
 
 

RM 4/2000
Afsnit 2.3. Side 1
Rettet august 2005


2.3. Bødefastsættelse ved flere overtrædelser (kumulation)

2.3.1. Indledning

Ved færdselslovens § 118 a, stk. 3-5, er der fastsat regler om bødefastsættelsen ved flere overtrædelser af færdselsloven eller forskrifter udstedt i medfør af færdselsloven samt om andre tilfælde, hvor der skal ske en samlet pådømmelse af færdselslovsovertrædelser og overtrædelser af anden lovgivning.

Der gælder på den baggrund følgende regler om bødefastsættelsen i sådanne tilfælde.

2.3.2. Flere overtrædelser af færdselsloven, der medfører bødestraf

Reglerne om bødefastsættelsen i disse tilfælde fremgår af færdselslovens § 118 a, stk. 3, 1. pkt., der har følgende ordlyd:

"Har nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse."

Reglen medfører, at bøden ved flere overtrædelser af færdselsloven udmåles ved at sammenlægge den normale takstmæssige bødestraf for hver overtrædelse, uanset om overtrædelserne begås ved én eller flere handlinger (absolut kumulation).

For personer under 18 år og personer med særlig lav indtægt, er det den nedsatte bøde, der skal indgå i den samlede bødeberegning., jf. ovenfor under pkt. 2.2. Det betyder, at den samlede bøde for f.eks. to overtrædelser med normalbøder på henholdsvis 500 kr. og 1.000 kr. skal være 800 kr. (300 kr., der er mindstebøden, og 500 kr., der er halvdelen af bøden på 1.000 kr.)

I tilfælde, hvor sammenlægningen af den normale takstmæssige bøde for hver overtrædelse medfører en meget høj bøde, kan denne dog nedsættes i medfør af færdselslovens § 118 a, stk. 5. En nedsættelse vil ifølge bemærkningerne i lovforslaget vedrørende § 118 a, stk. 5, især kunne komme på tale i tilfælde, hvor den sigtedes indtægtsforhold gør det antageligt, at vedkommende næppe nogensinde vil være i stand til at

RM 4/2000
Afsnit 2.3.
Side 2
Rettet august 2005

betale bøden, ligesom der kan være behov for at nedsætte en absolut kumuleret bøde, hvis den samlede bøde i sig selv ikke forekommer rimelig.

Der er fastsat særlige regler for kumulation af bøder i sager om flere 1. gangs spirituskørsler i intervallet 0,51 – 2,00 til samtidig pådømmelse, jf. herved nærmere i afsnittet om spirituskørsel.

For så vidt angår straffastsættelsen ved flere kørsler i frakendelsestiden i førstegangstilfælde til samtidig påkendelse henvises til afsnittet nedenfor om det anførte om § 117 a (færdselslovens kapitel 17). Retningslinierne indebærer, at der ikke fastsættes kumulerede bøder, der overstiger det dobbelte af en måneds nettoløn. I de tilfælde, hvor den kumulerede bøde overstiger det dobbelte af en måneds nettoløn, skal der fastsættes en frihedsstraf.

Der er endvidere med hensyn til visse lovovertrædelser fastsat særlige retningslinier for anklagemyndighedens fastsættelse af bøder i tilfælde af flere overtrædelser. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor et køretøj er behæftet med flere mangler, jf. nedenfor om § 67 (færdselslovens kapitel 11).


2.3.3. Overtrædelse af færdselsloven og af anden lovgivning, der medfører bøde-straf

Reglerne om bødefastsættelsen i disse tilfælde fremgår af færdselslovens § 118 a, stk. 3, 2. pkt., der har følgende ordlyd:

"Har nogen ved én eller flere handlinger overtrådt denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre love."

Reglen medfører, at fastsættelsen af den samlede bøde for eksempelvis en overtrædelse af færdselsloven og en overtrædelse af våbenloven sker ved at sammenlægge den takstmæssige bøde for hver overtrædelse (absolut kumulation).


RM 4/2000
Afsnit 2.3.
Side 3
Rettet august 2005


Det er alene bøder for færdselslovsovertrædelser, der er omfattet af princippet om absolut kumulation efter bestemmelsen i § 118 a, stk. 3. Bestemmelsen angår ikke fastsættelse af bøder uden for færdselslovens område. Ved flere samtidige overtrædelser af anden lovgivning, der medfører bødestraf, vil den samlede bøde for disse overtrædelser således skulle fastsættes uafhængigt af reglen i færdselslovens § 118 a, stk. 3, hvorimod én eller flere samtidige bøder for overtrædelse af færdselsloven skal medtages fuldt ud ved den samlede bødeberegning. Ved fastsættelsen af den samlede bøde for eksempelvis en overtrædelse af færdselsloven og to overtrædelser af våben-loven, skal bøden for overtrædelse af færdselsloven indgå fuldt ud ved den samlede bødeberegning, hvorimod det må afgøres efter en konkret vurdering, om overtrædelserne af våbenloven skal indgå med den fulde takst for hver overtrædelse eller med et mindre beløb.

For personer under 18 år og personer med særlig lav indtægt er det den nedsatte bøde, der skal indgå i grundlaget for den samlede bødefastsættelse, jf. ovenfor under pkt. 2.2.

I tilfælde, hvor absolut kumulation af bøder vil medføre en meget høj bøde, kan denne dog nedsættes i medfør af færdselslovens § 118 a, stk. 5, hvorefter bestemmelsen i stk. 3, kan fraviges, når særlige grunde taler herfor. Det fremgår af bemærkningerne, at en nedsættelse især vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor den sigtedes indtægtsforhold gør det antageligt, at vedkommende næppe nogensinde vil være i stand til at betale bøden, ligesom der kan være behov for at nedsætte en kumuleret bøde, hvis den samlede bøde i sig selv ikke forekommer rimelig.

2.3.4. Flere overtrædelser af færdselsloven, der medfører bøde og frihedsstraf

Reglerne om straffastsættelsen i disse tilfælde fremgår af færdselslovens § 118 a, stk. 4, 1. pkt., der har følgende ordlyd:

"Her nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører én af overtrædelserne idømmelse af frihedsstraf, mens en anden medfører idømmelse af bøde, idømmer retten en bøde ved siden af frihedsstraffen."


RM 4/2000
Afsnit 2.3.
Side 4
Rettet august 2005

Reglen medfører, at der eksempelvis som udgangspunkt skal udmåles en tillægsbøde ved samtidig spirituskørsel, der medfører frihedsstraf, og kørsel uden kørekort. Der er herved ifølge bemærkningerne tilsigtet en ændring af hidtidig praksis, hvor domstolene har vist sig meget tilbageholdende med idømmelse af tillægsbøder i sådanne tilfælde, jf. f.eks. U 1998.312 V og U 1998.1434 Ø.

Reglen om idømmelse af en bøde ved siden af frihedsstraffen kan i medfør af færdselslovens § 118 a, stk. 5, fraviges, når særlige grunde taler herfor. Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor udgangspunktet om absolut kumulation vil betyde, at der skal idømmes en mindre tillægsbøde til en længere frihedsstraf.

Det skal imidlertid fremhæves, at ifølge bemærkningerne skal der som altovervejende hovedregel anvendes absolut kumulation. Er der således tale om en kortere friheds-straf for f.eks. spirituskørsel, forudsættes det, at der idømmes en tillægsbøde, hvis der til samtidig pådømmelse foreligger en overtrædelse af færdselsloven, der udløser en bødestraf af en vis størrelse.

2.3.5. Overtrædelse af færdselsloven, der medfører bødestraf, og overtrædelse af anden lovgivning, der medfører frihedsstraf

Reglerne om straffastsættelsen i disse tilfælde fremgår af færdselslovens § 118 a, stk. 4, 2. pkt. Stk. 4 har følgende ordlyd:

"Har nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører én af overtrædelserne idømmelse af frihedsstraf, mens en anden medfører idømmelse af bøde, idømmer retten en bøde ved siden af frihedsstraffen. Det samme gælder, såfremt nogen ved én eller flere handlinger har overtrådt denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love og overtrædelsen af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf medfører bødestraf og overtrædelsen af den eller de andre love medfører frihedsstraf."


RM 4/2000
Afsnit 2.3.
Side 5
Rettet august 2005

 

Reglen medfører, at der eksempelvis som udgangspunkt skal udmåles en tillægsbøde ved samtidig pådømmelse af en overtrædelse af straffeloven, der medfører en kortere frihedsstraf, og en kørsel uden kørekort.

Reglen om idømmelse af en bøde ved siden af frihedsstraffen kan i medfør af færdselslovens § 118 a, stk. 5, fraviges, når særlige grunde taler herfor. Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor udgangspunktet om absolut kumulation vil betyde, at der skal idømmes en mindre tillægsbøde til en længere frihedsstraf.

Det skal imidlertid fremhæves, at ifølge bemærkningerne skal der som altovervejende hovedregel anvendes absolut kumulation. Er der således tale om en kortere friheds-straf for f.eks. vold eller hærværk, forudsættes det, at der idømmes en tillægsbøde, hvis der til samtidig pådømmelse foreligger en overtrædelse af færdselsloven, der udløser en bødestraf af en vis størrelse.