|
|
|
||
|
|
|||
|
V.L.D. 7. april 2004 i anke 6. afd. S-1475-02 (Kristian Petersen, Eva Staal, Carsten Hove (kst.)). Anklagemyndigheden mod T1-T10 (adv. Henrik Juel Halberg, Kbh., e.o.) T11 (adv. Niels Pedersen, Nibe, e.o.) T12 (adv. Søren Grinderslev, Randers, e.o.) T13 (adv. Jørn Rubak, Århus, e.o.). Af sagen fremgik bl.a., at T1-T13 alle ved i det væsentlige identiske anklageskrifter var tiltalt for overtrædelse af Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1018 af 15. december 1993 § 6, nr. 2, litra b, jf. Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 artikel 7, stk. 1, ved på følgende datoer: - - - 99 - - - 00 i tidsrummet fra kl. 1200 til kl. 1940 under kørsel med bussen på ruten Z-X-Z at have undladt at afbryde kørslen i mindst 45 minutter efter 4 timer og 30 minutters kørsel, hvilket medførte en køretid på 6 timer og 40 minutter. Samtlige de tiltalte blev ved domme afsagt den 29. november 2001 af Aalborg Rets 7. afdeling frifundet med følgende enslydende præmisser: Efter bevisførelsen, herunder den forklaring, der er afgivet af tiltalte og de tiltalte i de tilsvarende sager, der er behandlet samtidig med denne sag, finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise tiltaltes forklaring, hvorefter der under kørslen mellem Z-X-Z skete afbrydelser af kørslen og blev afholdt pauser i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 3820 af 20. december 1985 art. 7. Retten finder ikke, at tiltalte strafferetligt hæfter for, at der var fejl i arbejdsplan, og at køreplanen ikke stemte med de faktiske forhold. På den anførte baggrund tages tiltaltes frifindelsespåstand til følge. - - - Vestre Landsrets dom. - - - Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans, dog således at køretiden ændres fra 6 timer og 40 minutter til 6 timer og 20 minutter, og har påstået de tiltalte idømt en bøde på 400 kr. for hver overtrædelse af køre-hviletidsbestemmelserne. De tiltalte har påstået stadfæstelse. Ændringen af tiltaltes angivelse af køretiden skyldes, at anklagemyndigheden efter bevisførelsen kan tiltræde, at der ved beregningen af køretiden skal tages hensyn til, at der ved bussens stop i Y er indregnet en afbrydelse af kørslen i 5 minutter i køreplanen. Sagen har i landsretten været domsforhandlet den 6. januar 2003 og den 1. april 2004. Under domsforhandlingen den 6. januar 2003 rejste landsretten det spørgsmål, om sagen burde forelægges for EF-domstolen. Efter at anklagemyndigheden og de tiltalte havde haft lejlighed til at udtale sig om dette spørgsmål, og efter at Justitsministeriets EU-kontor havde afgivet en udtalelse om eventuel forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen, afsagde landsretten den 23. december 2003 kendelse om, at der ikke var anledning til at stille spørgsmål til EF-domstolen. - - - Landsrettens begrundelse og resultat: Det lægges til grund, at arbejdsgiveren A havde valgt at lade kontrollen med overholdelse af køre-hviletidsbestemmelserne ske ved, at chaufførerne kørte efter fartplan og arbejdstidsplan. Det bemærkes herved, at det i forbindelse med sædvanlig buskørsel efter en fast køreplan må antages at være uhensigtsmæssigt at lade denne kontrol ske ved hjælp af kontrolapparat. I forbindelse med behandlingen af sagen i landsretten har tiltalte T11 gjort gældende, at han ikke er omfattet af reglerne i forordning 3820/85, fordi han kørte med kontrolapparat og anvendte det efter forordning 3821/85, og at han derfor allerede af den grund skal frifindes. Det kan efter det oplyste lægges til grund, at denne chaufførs bus var udstyret med et kontrolapparat. Buskørslen på ruten var imidlertid tilrettelagt således, at kontrollen med overholdelse af køre-hviletidsbestemmelserne skete på grundlag af køreplan og arbejdstidsplan, og oplysningerne om, at T11 har anvendt kontrolapparat, er ikke givet under politiafhøringen eller under afhøringen i byretten. Landsretten finder det herefter ubetænkeligt at tilsidesætte oplysningen. Det lægges herefter til grund, at ingen af de tiltalte har anvendt kontrolapparat, og at alle de tiltalte derfor var omfattet af forordning 3820/85. Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at der var uoverensstemmelser mellem arbejdstidsplanen og køreplanen. Efter køreplanen og det, der er oplyst om en afbrydelse af kørslen på 5 minutter i Y, lægges det til grund, at køretiden på ruten Z-X eller X-Z var beregnet til 1 time og 35 minutter. Således som kontrollen med køre-hviletidsbestemmelserne var tilrettelagt - på grundlag af køre- og arbejdstidsplan - kan der ikke lægges vægt på de tilfældige afvigelser, som vil forekomme mellem den beregnede køretid og den faktiske køretid ved gennemkørsel af ruten på et tilfældigt valgt tidspunkt. Efter køreplanen lægges det herefter til grund, at den samlede køretid efter kørsel Z-X og X-Z var 3 timer og 10 minutter. De tiltalte havde ikke, inden de igen kørte ruten Z-X, haft pauser, jf. artikel 7 i forordning 3820/85, af en samlet varighed på mindst 45 minutter, og under denne kørsel blev den samlede køretid på 4½ time overskredet, uden at kørslen blev afbrudt af en pause. Dette må tilregnes de tiltalte, der har været bekendt med køreplan og arbejdstidsplan, som uagtsomt. De tiltalte er derfor skyldige i overtrædelse af arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1018 af 15. december 1993 § 6, nr. 2, litra b, jf. Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 artikel 7, stk. 1, i overensstemmelse med tiltalen, således som den er blevet berigtiget under domsforhandlingen for landsretten. De tiltalte har kørt efter en køreplan og arbejdstidsplan, som er udarbejdet af deres arbejdsgiver, og som de ikke selv har haft indflydelse på. Selv om de burde have været opmærksomme på, at planerne ikke var overensstemmende, og at der som følge heraf ikke, når køreplanen skulle overholdes, var indregnet pauser i overensstemmelse med kravene i de nævnte køre-hviletidsbestemmelser, var der tale om overskridelser, som var så beskedne, at det i sig selv kunne give anledning til tvivl. Dertil kommer, at forholdene er begået i 1999 og - for nogle af de tiltaltes vedkommende - i januar 2000, således at der nu er gået mere end 4 år, siden forholdene blev begået, hvilket ikke kan tilskrives de tiltalte. Herefter findes for alle de tiltalte at foreligge sådanne formildende omstændigheder, at bødestraffen skal bortfalde, jf. straffelovens § 83, 2. pkt., jf. § 82, nr. 13) og 14) (straffeloven som ændret ved lov nr. 218 af 31. marts 2004). Efter sagens udfald skal statskassen betale sagens omkostninger for begge retter, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. |
|||
|
|
|||