TfK 2006.562/1 VLD
 

  V.L.D. 23. maj 2006 i anke 4. afd. S-0757-06

(Inger Nørgaard, Karen Foldager, Sune Poulsen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Jens Møller, Brande, e.o.).

Herning Rets dom 8. marts 2006.

- - -

T er tiltalt for »overtrædelse af

1.

færdselslovens § 53, stk. 1, spirituskørsel, ved onsdag den 30. november 2005 ca. kl. 12.20 at have ført - - - ad Skellundvej i Hammerum efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 1,20 promille.

2.

færdselslovens § 117a, stk. 1, ved onsdag den 30. november 2005 ca. kl. 12.20 at have ført den i forhold 1 nævnte personbil, selv om han er frakendt førerretten i 5 år fra den 30.09.02.«

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Anklageren har påstået tiltalte idømt fængsel i 50 dage og førerretsfrakendelse i 10 år fra endelig dom.

Tiltalte har forklaret, at han forud for kørslen havde drukket svarende til den forefundne alkoholpromille. Det er korrekt, at han kørte, selvom førerretten var frakendt ham.

Tiltalte er tidligere straffet ved udenretlig vedtaget bøde og førerretsfrakendelse af 7. februar 2001 i 1 år fra 6. januar 2001 for spirituskørsel, og ved retten i Brædstrups dom af 29. januar 2003 med fængsel i 14 dage, betinget, blandt andet med vilkår om alkoholistbehandling og førerretsfrakendelse i 5 år fra 30. september 2002 for spirituskørsel.

Der blev den 30. november 2005 kl. 12.55 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 2,07 promille alkohol.

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. færdselslovens § 117, stk. 1, jf. § 53, stk. 1 og § 117a, stk. 1.

Retten har herved ikke fundet, at der i forhold til tidligere praksis er sket en skærpelse således, at der også i 3 gangs spirituskørsler skal ske en forlængelse af straffen med 10 dage, hvis denne finder sted i frakendelsestiden.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 10 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 128, stk. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 1.

- - -

Vestre Landsrets dom.

- - -

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffen til fængsel i 50 dage og stadfæstelse af frakendelsestiden.

T har påstået stadfæstelse.

Tiltalte har ikke personligt været til stede under ankesagens behandling.

Landsrettens begrundelse og resultat:

De gældende regler om straf for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden blev indsat ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven (Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel m.v.), som trådte i kraft den 1. september 2005. Af bemærkningerne til lovforslaget, der bygger på betænkning nr. 1448/2004 om sanktioner for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden, fremgår det, at det er et af hovedformålene med loven, at der sættes betydeligt hårdere ind over for de bilister, der kører i spirituspåvirket tilstand, og som fortsætter med at køre, selv om de har fået frakendt førerretten.

I bemærkningerne er det endvidere anført:

»Som det fremgår ovenfor, har udvalget ikke foreslået specielle strafpositioner for sager, hvor der samtidig med spirituskørslen sker kørsel i frakendelsestiden, idet udvalget har foreslået, at der sker absolut kumulation af straffen for spirituskørsel og straffen for kørsel i frakendelsestiden.

Da Justitsministeriet ikke har medtaget den del af udvalgets forslag, som vedrører absolut kumulation af frihedsstraf og frakendelsestid . . . vil straffen i disse tilfælde skulle fastsættes som en fællesstraf efter straffelovens § 88.

I praksis betragtes den omstændighed, at den nye spiritus- eller promillekørsel har fundet sted i frakendelsestiden, som en skærpende omstændighed ved spiritus- eller promillekørslen, hvilket f.eks. indebærer, at straffen for andengangs spiritus- eller promillekørsel som udgangspunkt forhøjes med fængsel i 10 dage.

Justitsministeriet finder, at det forhold, at spirituskørslen finder sted i frakendelsestiden, fortsat bør betragtes som en skærpende omstændighed. Justitsministeriet finder således, at der ved udmålingen af fællesstraffen i tilfælde af andengangs spirituskørsel i kombination med kørsel i frakendelsestiden som udgangspunkt skal lægges 10 dage til den fængselsstraf, som spirituskørslen isoleret betragtet ville have medført.

Der henvises endvidere til . . . bilag 3, der indeholder en oversigt over straffen for spirituskørsel efter gældende ret sammenholdt med de foreslåede ændringer.«

Af bilag 3 til lovforslaget fremgår det, at straffen efter lovforslaget for en tredjegangsspirituskørsel med en promille i intervallet mellem 2,01-2,50 som udgangspunkt skal være 40 dages fængsel, og at straffen for en eventuel kørsel i frakendelsestiden vil skulle indregnes. Efter de hidtil gældende regler ville straffen for en kørsel med en tilsvarende promille uden skærpende omstændigheder som udgangspunkt være 30 dages fængsel, og straffen for en eventuel samtidig kørsel i frakendelsestiden ville som udgangspunkt være omfattet.

På denne baggrund findes straffen for en tredjegangsspirituskørsel i frakendelsestiden at burde fastsættes til fængsel i 50 dage.

Frakendelsestiden er passende bestemt.

Med den nævnte ændring af straffen stadfæster landsretten herefter dommen.