TfK 2007.234 VLD
V.L.D. 21. december 2006 i anke 11. afd. S-2526-06
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Anne Mette Ovesen, Hjørring).

(Lars E. Andersen, Mogens Heinsen og Lars Bentsen (kst.)).

Retten i Hjørrings dom af 4. september 2006:

Anklageskrifter er modtaget den 9. juni, 4. juli og 28. juli 2006.

T er tiltalt for overtrædelse af

1. færdselslovens § 117a ved den 28. april 2006 kl. 14.22 at have ført personbil - - - ad Jernbanegade mod nord i Sindal, selv om førerretten var frakendt ved dom indtil den 3. juni 2012,

2. færdselslovens § 117a ved den 10. maj 2006 kl. 10.55 at have ført personbil - - - ad Nørregade, 9870 Sindal, selv om han er frakendt førerretten indtil den 30. april 2016,

3. færdselslovens § 117a ved den 23. maj 2006 kl. 14.55 at have ført personbil - - - ad Hjørringgade, 9850 Hirtshals, selv om han er frakendt førerretten indtil den 30. april 2016,

4. færdselslovens § 53, stk. 1 - spirituskørsel - ved den 20. juni 2006 kl. 17.40 at have ført personbil - - - ad Hirtshalsmotorvejen mod syd i Hjørring efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille, idet en blodprøve udtaget samme dag kl. 18.13 indeholdt 1,64 promille alkohol,

5. færdselslovens § 117a ved den 20. juni 2006 kl. 17.40 at have ført personbil - - - ad Hirtshalsmotorvejen mod syd i Hjørring, selv om han er frakendt førerretten,

6. færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, ved den 20. juni 200 kl. 17.40 at have ført personbil - - - ad Hirtshalsmotorvejen mod syd i Hjørring med mindst 148 km/t., selv om det ved færdselstavle er angivet, at hastigheden ikke må overstige 110 km/t.,

7. færdselslovens § 53, stk. 1 - spirituskørsel - ved den 20. juli 2006 kl. 17.10 at have ført personbil - - - ad Bøgstedvej i Hjørring efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille, idet en blodprøve udtaget samme dag kl. 17.42 indeholdt 0,87 promille alkohol,

8. færdselslovens § 117a ved den 20. juli 2006 kl. 17.10 at have ført personbil - - - ad Bøgstedvej i Hjørring, selv om han er frakendt førerretten.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1 og nr. 8.

Tiltalte er tidligere straffet 5 gange for spritkørsel og 4 gange for kørsel i frakendelsestiden, senest ved Hjørring Rets dom af 1. maj 2006 med fængsel i 3 måneder og frakendelse af førerretten i 10 år fra den 1. maj 2006 for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. færdselslovens § 117a, § 117, stk. 2, nr. 5, jf. § 53, stk. 1, § 118, jf. § 4, stk. 1.

Straffen er for så vidt angår forhold 1 en tillægsstraf til dommen af 1. maj 2006, jf. straffelovens § 89.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 10 år fra den 30. april 2016, jf. færdselslovens § 128, jf. § 126, stk. 1, nr. 1 og nr. 8.

Vestre Landsrets dom:

Retten i Hjørring har den 4. september 2006 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Tiltalte, T, har påstået formildelse af straffen, herunder således at straffen gøres betinget med vilkår om alkoholistbehandling.

Anklagemyndigheden har tilsluttet sig påstanden om formildelse af straffen, men dog således at straffen gøres ubetinget.

Tiltalte er tidligere straffet 4 gange for spiritus- eller promillekørsel og 5 gange for kørsel i frakendelsestiden.

Der er for landsretten fremlagt en erklæring fra Kriminalforsorgen om vilkårene for tiltaltes prøveløsladelse den 23. november 2006.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fra nytår har fået nyt arbejde som pladsmand og mekaniker i Hirtshals, hvor han bor nu. Han ønsker at starte på en frisk. Han får antabus hos lægerne i Hirtshals. Han vil ikke drikke alkohol mere, da det har ødelagt hans liv indtil nu. Han bor alene i en lejlighed.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Tiltalte, der tidligere 4 gange er straffet for spriritus- eller promillekørsel og 5 gange for kørsel i frakendelsestiden, har nu kørt spirituskørsel 2 gange i frakendelsestiden og har yderligere kørt bil 3 gange i frakendelsestiden, heraf den ene gang forud for dommen af 1. maj 2006. På denne baggrund fastsættes straffen til fængsel i 5 måneder.

Der er - uanset oplysningerne om tiltaltes behandlingsforløb mod alkoholmisbrug og de øvrige ændringer i tiltaltes personlige forhold - ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Frakendelsestiden for førerretten regnes fra denne landsretsdom.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.