TfK 2008.161/3 VLD
 

  V.L.D. 29. juni 2007 i anke 12. afd. S-2983-06
(Lis Frost, Annette Dellgren, Katrine Waagepetersen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Gert Gandrup, Frederikshavn).

Aalborg Rets dom 13. september 2006.

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 922.

Retsmødebegæring er modtaget den 28. juni 2006

T er tiltalt for

1.

færdselslovens § 117a - ved torsdag den 30. marts 2006 ca. kl. 23.10 at have ført personbil, reg.nr. - - - ad Støvringvej ved broen over Skiveren Å ved Støvring, selv om han ved dom af 1. marts 2006 afsagt af retten i Aalborg, 5. afdeling er frakendt førerretten ubetinget i 10 år fra den 1. marts 2006 at regne.

2.

spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1 - ved tirsdag den 2. maj 2006 ca. kl. 02.18 at have ført personbil, reg.nr. - - - ad Løgstørvej ved Sebbersundbroen, Lundbæk ved Nibe, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.

3.

færdselslovens § 117a - ved tirsdag den 2. maj 2006 ca. kl. 02.18 at have ført personbil, reg.nr. - - -, som beskrevet i forhold 2, selv om han ved dom af 1. marts 2006 afsagt af retten i Aalborg, 5. afdeling er frakendt førerretten i 10 år fra den 1. marts 2006 at regne.

4.

spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1 - ved onsdag den 17. maj 2006 ca. kl. 20.40 at have ført personbil, reg.nr. - - - ad Hellekisten i Svenstrup J, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille. >> 2532 >>

5.

færdselslovens § 117a - ved onsdag den 17. maj 2006 ca. kl. 20.40 at have ført personbilen, reg.nr. - - -, som beskrevet i forhold 4, selv om han ved dom af 1. marts 2006 afsagt af retten i Aalborg, 5. afdeling er frakendt førerretten i 10 år fra den 1. marts 2006 at regne.

6.

spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, og overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1 - ved onsdag den 17. maj 2006 ca. kl. 21.54 at have ført personbil, reg.nr. - - - ud for Hellekisten 91 i Svenstrup J, uden at udvise agtpågivenhed, og efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille, hvilket var medvirkende årsag til, at der skete påkørsel bagfra af personbil, reg.nr. - - -, der blev ført ind på parkeringspladsen ved Hellekisten 91, og herefter under bakning skete påkørsel af patruljevogn, reg.nr. VT 52.056, der var standset op bag sigtedes personbil.

7.

færdselslovens § 117a - ved onsdag den 17. maj 2006 ca. kl. 21.54 at have ført personbil, reg.nr. - - - som beskrevet i forhold 6, selv om han ved dom af 1. marts 2006 afsagt af retten i Aalborg, 5. afdeling er frakendt førerretten i 10 år fra den 1. marts 2006 at regne.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af færdselslovens § 133a, stk. 1 og stk. 2 konfiskeres personbil af mærket Peugeot 309, reg.nr. - - -.

Tiltalte er tidligere straffet, senest

ved dom af 23. februar 1994 for bl.a. spirituskørsel og for kørsel uden kørekort med hæfte i 14 dage. Frakendt førerretten i 2 år 6 måneder.

ved udenretlig vedtagelse af 5. januar 1995 for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden med en bøde på 5.000 kr. og frakendelse af førerretten i 5 år fra 23.08.96

ved dom af 12. juni 1997 for bl.a. promillekørsel og kørsel i frakendelsestiden med en bøde på 7.000 kr. Frakendt førerretten i 10 år fra 23.08.01.

ved dom af 26. juni 1998 for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden med hæfte i 40 dage. Frakendelse af førerretten for bestandig.

ved dom af 10. februar 1999 for kørsel i frakendelsestiden, spirituskørsel og overtrædelse af straffelovens § 249 med fængsel i 4 måneder, jfr. straffelovens § 89. Frakendelse af førerretten for bestandig.

ved dom af 30. september 1999 for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden med fængsel i 5 måneder. Frakendelse af førerretten for bestandig. Konfiskation af køretøj.

ved dom af 1. november 2001 for 7 spirituskørsler og 5 kørsler i frakendelsestiden med fængsel i 8 måneder. Frakendelse af førerretten for bestandig. Konfiskation af køretøj.

ved dom af 6. november 2002 for 1 spirituskørsel og 2 kørsler i frakendelsestiden med fængsel i 6 måneder. Frakendelse af førerretten for bestandig. Prøvetid indtil 21.04.05. Prøveløsladt 21.04.03 mod 2 års prøvetid, heraf 3 måneder under tilsyn af kriminalforsorgen. Afsoningen omfattede tillige dom af 01.11.01. Reststraf 147 dage. Konfiskation af køretøj.

ved dom af 29. marts 2004 for vold, spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden med en fællesstraf på fængsel i 1 år og 3 måneder. Frakendelse af førerretten for bestandig. Konfiskation af køretøj.

ved dom af 1. marts 2006 for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden med fængsel i 4 måneder. Frakendelse af førerretten i 10 år fra den 1. marts 2006.

ved udeblivelsesdom af 29. marts 2006 for hærværk med 5 dagbøder á 400 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig og har forklaret, ad forhold 1, at han kørte som beskrevet i sigtelsen. Der var ingen særlig grund til, at han kørte. Ad forhold 2-3 har han forklaret, at han forinden kørslen havde drukket en del øl og noget spiritus. Han kørte herefter som beskrevet i sigtelsen. Ad forhold 4-5 har han forklaret, at han husker at have drukket inden kørslen men husker ikke hvor meget. Han havde drukket en del der hjemme og efterfølgende nogle øl forskellige steder. Han mener godt, at promillen kan passe. Ad forhold 6-7 har han forklaret, at han mener at have drukket to øl under kørslen fra han forlod politigården, til han påny blev anholdt af politiet. Han kørte som beskrevet i sigtelserne.

Der blev ad forhold 2 den 2. maj 2006 kl. 02.55 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 2,60 promille alkohol.

Der blev ad forhold 4 og 6 den 17. maj 2006 kl. 21.05 og kl. 23.04 taget blodprøver fra tiltalte. I blodprøverne blev der fundet en mindsteværdi på henholdsvis 2,62 og 2,35 promille alkohol.

Rettens bemærkninger:


Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år 2 måneder, jf. færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 1 og 2, jfr. § 53, stk. 1 og § 117a, stk. 2, nr. 2.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 10 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jfr. § 128. >> 2533 >>

Påstanden om konfiskation tages til følge som nedenfor bestemt i medfør af de påberåbte bestemmelser.

- - -

Vestre Landsrets dom.

Retten i Aalborg har den 13. september 2006 afsagt dom i sagen i 1. instans - - -.

Tiltalte har påstået formildelse af frihedsstraffen.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han nu midlertidigt bor i et sommerhus, men han søger om en lejlighed. Han har en søn på 2 år, og han har ansøgt om samvær med sønnen. Han er uddannet smed, og han har udsigt til at få et job i Norge om nogle uger. Han har lige arbejdet 1 uge i Istanbul. Han kom ikke under misbrugsbehandling under den seneste afsoning. Han lider ikke længere så meget af social angst, og han drikker heller ikke så meget mere. Han vil gerne i gang med en behandling for alkoholmisbrug. Han kan ikke tåle antabus.

Landsrettens begrundelse og resultat:
Der foreligger 3 spirituskørsler med alkoholpromiller i blodet på henholdsvis 2,60, 2,62 og 2,35 i 10.-gangs-tilfælde og 4 kørsler i frakendelsestiden til samtidig påkendelse.

Der har i flere af de tidligere domme været tale om flere spirituskørsler til samtidig påkendelse.

På denne baggrund er en straf på 1 års fængsel passende.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.