TfK 2008.27 ØLD
 

  Ø.L.D. 9. oktober 2007 i anke 16. afd. nr. S-1949-07
(Linde Jensen, Ole Dybdahl, John Larsen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Anne-Jeannette Bjerre-Olsen, Odense, besk.).

Odense Rets dom 6. juni 2007.


Anklageskrift er modtaget den 17. november 2007, og berigtiget anklageskrift med påstand om frihedsstraf er modtaget den 10. maj 2007.

T [født 1961] er tiltalt for

1.

spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1,

ved den 10. oktober 2006 kl. 18.25 at have ført varebil - - - ad Sognevej i Glamsbjerg Kommune efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.

2.

overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1,

ved den 10. oktober 2006 kl. 18.25 at have ført varebil - - - ad Sognevej i Søllested i Glamsbjerg Kommune uden at have erhvervet kørekort.

3.

spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1,

ved den 25. oktober 2006 kl. 18.07 at have ført personbil - - - ad Søllestedvej i Glamsbjerg Kommune efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.

4.

overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1,

ved den 25. oktober 2006 kl. 18.07 at have ført personbil - - - ad Søllestedvej i Glamsbjerg Kommune uden at have erhvervet kørekort.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og tillægsbøde på 10.000 kr.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte er tidligere straffet ved

1) Bødevedtagelse af 16. maj 2001 med bøde og betinget frakendelse for overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 3.

2) Betinget dom af 5. oktober 2001 for overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 3. Vilkår om samfundstjeneste samt tillægsbøde og ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år. Den 24. maj 2002 bestemt, at frihedsstraffen skal fuldbyrdes, hvilket blev stadfæstet af Østre Landsret den 29. januar 2003.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Tiltalte har blandt andet forklaret, at han den 10. oktober 2006 kørte ad Sognevej som beskrevet. Han havde forinden drukket nogle glas rødvin og vil ikke bestride den målte promille. Han har ikke kørekort. Den 25. oktober 2006 kørte han igen. Han havde forinden drukket en øl og tre glas vin. Han vil ikke bestride promillen.

Der blev den 10. oktober 2006 kl. 19.00 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 1,87 promille alkohol.

Der blev den 25. oktober 2006 kl. 18.44 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 1,45 promille alkohol.

Rettens bemærkninger:


Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, der støttes af det i øvrigt oplyste, findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage samt en bøde på 10.000 kr., jf. færdselslovens § 53, stk. 1, jf. § 117, stk. 2, nr. 2, og § 117 d, jf. § 56, stk. 1, jf. § 118 a, stk. 4.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 10 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. nr. 8.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 30 dage.

Tiltalte betaler en bøde på 10.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 10 år fra endelig dom.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom.

Odense Rets dom af 6. juni 2007 er anket af tiltalte med påstand om formildelse. Tiltalte har skriftligt begrundet anken med, at han har et handicappet barn, og at familien ikke har råd til at antage hjælp, hvis han fængsles.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Tiltalte har ikke personligt givet møde for landsretten.

Tiltalte har endvidere den 16. oktober 2002 for overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 6, om kørsel i frakendelsestiden vedtaget en bøde på 8.500 kr.

Retsgrundlaget

Ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 blev færdselslovens bestemmelser om spirituskørsel m.v. og om straf for spirituskørsel m.v. ændret. Ændringerne skete på grundlag af betænkning 1448 afgivet af det såkaldte »Sanktionsudvalg« i 2004. Lovforslaget nr. L 7 indeholder et bilag 3, hvor der i skematisk form er angivet det strafniveau, som efter forslaget almindeligvis vil skulle anvendes i sager om spirituskørsel. I skemaet er straffen for et tredjegangstilfælde af spirituskørsel med en promille i intervallet 0,81-2,0 angivet til 20 dages fængsel. »Sanktionsudvalget« havde foreslået, at der generelt blev indført en bestemmelse om absolut kumulation af blandt andet frihedsstraffe for overtrædelse af færdselsloven, men denne del af forslaget blev ikke medtaget af Justitsministeriet i lovforslaget.

Om situationen, hvor der foreligger to spirituskørsler til samlet pådømmelse, fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger om gældende ret blandt andet:

»Efter færdselslovens § 118 a er absolut kumulation den altovervejende hovedregel ved flere tilfælde af færdselslovsovertrædelser (eller ved færdselslovsovertrædelser og andre lovovertrædelser) til samlet pådømmelse, hvor mindst én af færdselslovsovertrædelserne isoleret betragtet ville medføre bødestraf.

Bestemmelsen angår alene straffastsættelsen, når der isoleret betragtet ville være tale om bødestraf for mindst én af de omhandlede færdselslovsovertrædelser. Derimod omhandler bestemmelsen ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal ske kumulation af flere frihedsstraffe eller frakendelser ved en samlet bedømmelse af flere spiritus- eller promillekørsler, der hver især medfører frihedsstraf og/eller frakendelse af førerretten. I disse situationer vil straffastsættelsen skulle ske i medfør af straffelovens § 88.

I de situationer, hvor der foreligger to spirituskørsler til samlet pådømmelse, og hvor begge kørsler isoleret betragtet medfører frihedsstraf, er det i praksis udgangspunktet, at de straffe, som de enkelte kørsler ville medføre, sammenlægges (absolut kumulation). Det forekommer dog, at der ydes den tiltalte en beskeden rabat i forhold til fuldstændig sammenlægning.«

Af bemærkningerne til den ændrede affattelse af sanktionsbestemmelsen i § 117 fremgår blandt:

»Medfører to spirituskørsler til samtidig bedømmelse isoleret betragtet en frihedsstraf, vil straffene i nogle tilfælde skulle lægges sammen. Det må fremover afgøres efter en konkret vurdering, om der skal ske sammenlægning af straffene.«

Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 4 fra 2000 om sanktionspåstande m.v. i færdselssager, som rettet i juni 2007, fremgår under pkt. 6.1.3. om samtidig påkendelse af flere spirituskørsler, der hver for sig medfører frihedsstraf, at efter praksis før lovændringen var det udgangspunktet, at der skete sammenlægning af straffene i tilfælde, hvor der forelå to eller flere første- eller andengangskørsler til samlet pådømmelse. Det anføres videre, at da der ikke foreligger nærmere angivelser i bemærkningerne til loven, må det antages, at denne praksis fortsat vil finde anvendelse.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Landsretten bemærker, at den foreliggende sag omhandler to tredjegangsspirituskørsler og to overtrædelser af færdselslovens § 56, stk. 1, om kørsel uden at have erhvervet kørekort vurderet som andengangstilfælde til samtidig påkendelse. Landsretten bemærker endvidere, at straffen for et tredjegangstilfælde af spirituskørsel med en promille i intervallet 0,81-2,0 anses for at være 20 dages fængsel i overensstemmelse med forslaget herom fra »Sanktionsudvalget«.

Landsretten finder, at straffen for de to tredjegangsspirituskørsler efter princippet om modereret kumulation samlet skal fastsættes til 30 dages fængsel, jf. (nu) færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3. Der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget i denne sag.

Bødestraffen for at have kørt uden at have erhvervet kørekort fastsættes til en bøde på i alt 12.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

Landsretten tiltræder, at førerretten er frakendt i 10 år fra landsrettens dom, jf. (nu) færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 9.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at bøden fastsættes til 12.000 kr.

Førerretsfrakendelsen regnes fra landsrettens dom.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, - - -