TfK 2008.57/2 VLD

V.L.D. 24. oktober 2007 i anke 10. afd. S-1216-07
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Kjeld Klastrup, Esbjerg).

(Poul Hansen, Elisabeth Mejnertz og Jørgen Lykkegård (kst.)).

Retten i Esbjergs dom af 24. maj 2007:

Anklageskrift er modtaget den 11. januar 2007.

T er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2, ved den 25. oktober 2006 kl. 22.45 at have ført personbil - - - ad - - - Varde, selv om han var frakendt førerretten for bestandigt.

Tiltalte har forklaret, at han var fører af bilen. Han holdt ved en pølsevogn, hvor der var en politimand, der angiveligt ventede på, at han skulle fortsætte kørslen med henblik på, at han så kunne anholde ham. Han var nødt til at køre bilen for at komme hjem.

Tiltalte er tidligere straffet i 9 tilfælde for kørsel i frakendelsestiden, senest ved retten i Esbjergs dom af 23. august 2005 med fængsel i 1 år og 3 måneder tillige for forskellige overtrædelser af straffeloven. Tiltalte blev prøveløsladt fra afsoning den 19. maj 2006 med 2 års prøvetid med en reststraf på 153 dage.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel i 3 måneder, således at der ikke skal afsiges en fællesstraf med hensyn til reststraffen på de 153 dage.

Rettens bemærkninger:

Ved tiltaltes forklaring og det i øvrigt foreliggende findes tiltalte skyldig.

Henset til tiltaltes forstraffe fastsættes straffen til fængsel i 3 måneder, jf. færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2.

- - -

Vestre Landsrets dom:

Retten i Esbjerg har den 24. maj 2007 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Tiltalte, T, har som sin endelige påstand påstået formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Tiltalte er mindst 13 gange i perioden fra den 15. november 1985 til den 23. august 2005 straffet for kørsel i frakendelsestiden.

Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Der er endvidere for landsretten afgivet vidneforklaring af politiassistent P.

Tiltalte har supplerende forklaret, at det er rigtigt, at han kørte som angivet i anklageskriftet. Han har påstået frifindelse, fordi han af politiet i Varde har fået at vide, at han blev overvåget af Kolding Politi. Det mener han ikke er lovligt, fordi han befandt sig i Varde Politikreds.

Politiassistent P, Varde Politi, har forklaret, at han og en kollega standsede en bil, tiltalte var fører af. Foreholdt politirapport af 27. oktober 2006, ekstrakten side 33, har vidnet forklaret, at hvis det står, at der var tale om en anmeldelse af en mulig spirituskørsel, er dette korrekt. Det viste sig, at tiltalte var efterlyst af Herning Politi.

Landsrettens begrundelse og resultat:


I overensstemmelse med fast praksis, som ifølge forarbejderne til den nugældende bestemmelse i færdselsloven om kørsel i frakendelsestiden forudsattes videreført, må fængsel i 60 dage fortsat anses som maksimumsstraffen for denne forseelse.

Landsretten nedsætter derfor straffen til fængsel i 60 dage.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.