TfK 2009.203 ØLD

Ø.L.D. 10. december 2008 i anke 14. afd. S-2567-08
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Peter Ølholm, besk.).

(Rosenløv, Michael Dorn og Esben Skjernov (kst.) med domsmænd).

Holbæk Rets dom af 27. august 2008:

Sagens baggrund og parternes påstande:

Anklageskrift (forhold 1 og 2) er modtaget den 29. januar 2008 og tillægsanklageskrift (forhold 3 og 4) er modtaget den 15. juli 2008.

T er tiltalt for

1. spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved torsdag den 31. maj 2007 ca. kl. 23.40 i Kalundborg kommune at have ført personbil - - - ad Tværstenen, 4281 Gørlev Sjælland, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.

2. færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2, ved samme tid og sted som i forhold 1 at have ført personbilen selv om han ved retten i Hernings dom af 3. januar 2007 var frakendt førerretten indtil den 6. januar 2017.

3. spirituskørsel efter færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3 og nr. 6, jf. stk. 1, jf. § 53, stk. 1, ved fredag den 20. juni 2008 kl. 16.20 at have ført varebil - - - ad Hovedgaden mod syd ud for nr. 12 i Høng, Kalundborg Kommune, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.

4. overtrædelse af færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 1 og nr. 2, jf. stk. 1, ved fredag den 20. juni 2008 kl. 16.20 at have ført varebilen som ovenfor anført, selv om han ved Herning rets dom den 3. januar 2007 blev frakendt førerretten i 10 år fra den 17. januar 2007 at regne.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel.

Anklagemyndigheden har tillige nedlagt påstand om, at tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen sker ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, nr. 8 jf. § 128, og i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 10 (tidligere nr. 9), jf. § 125 stk. 1, nr. 8 (tidligere nr. 7).

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Forklaringer:

Der er afgivet forklaring af tiltalte.

Tiltalte har forklaret vedrørende forhold 1 og 2, at han har kørt fra sin mor til en veninde. Han har drukket alkohol forud for kørslen. Den målte promille kan godt passe. Vedrørende forhold 3 og 4 har han forklaret, at han kørte en bil hjem til en bekendt. Han havde drukket forud for kørslen. Den målte promille kan godt passe.

Øvrige oplysninger i sagen:

Ad forhold 1

Der er den 1. juni 2008 kl. 00.48 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven er der fundet en mindsteværdi på 1,37 promille alkohol.

Ad forhold 3

Der er den 20. juni 2008 kl. 17.27 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven er der fundet en mindsteværdi på 0,93 promille alkohol.

Personlige oplysninger:

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har afsonet fuld tid sidste gang. Han har ikke nogen reststraf.

Tiltalte er 8 gange tidligere straffet for spirituskørsel, senest

ved Slagelse rets dom af 25. november 2003 for spirituskørsel idømt fællesstraf i 3 måneders fængsel samt førerretsfrakendelse for bestandig,

ved Slagelse rets dom af 10. januar 2005 for spirituskørsel idømt fængsel i 3 måneder samt førerretsfrakendelse i for bestandig, og

ved dom af 3. januar 2007 af Retten i Herning for spirituskørsel og overtrædelse af skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1067 af 11. november 2005 vedrørende registrering af køretøjer idømt fængsel i 3 måneder samt førerretsfrakendelse i 10 år fra endelig dom. Straffen omfatter også reststraf på 60 dage ved prøveløsladelsen den 16. april 2006.

Rettens begrundelse og afgørelse:


Ved tiltaltes erkendelse sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Straffen fastsættes, jf. færdselslovens § 53, stk. 1, og § 117a, til fængsel i 60 dage.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 10 år, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 10, (tidligere nr. 9) jf. § 128, stk. 2, jf. stk. 1. Frakendelsestiden regnes fra endelig dom.

Østre Landsrets dom:

Holbæk Rets dom af 27. august 2008 (- - -) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

Tiltalte, T, har påstået stadfæstelse.

Landsretten bemærker, at tiltalte ved bødeforlæg af 21. marts 2000 fra Politimesteren i Slagelse for overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 6, blev idømt en bøde på 7.000 kr., at han ved dom af 3. januar 2007 af Retten i Herning rettelig blev idømt en fællesstraf af fængsel i 5 måneder, og at han tidligere rettelig er straffet 9 gang for spirituskørsel.

Tiltalte har i landsretten forklaret om sine personlige forhold, herunder at han blev løsladt efter afsoning af fuld tid den 29. april 2008, hvorefter han fik mulighed for at leje sin morfars hus, hvor han nu bor. Han modtager bistandshjælp.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Når henses til, at der i den foreliggende sag er tale om en 10-gangs spirituskørsel og en 14. gangs kørsel i frakendelsestiden, og der nu er 2 forhold til samtidig pådømmelse, finder landsretten, at straffen bør forhøjes til fængsel i 4 måneder. I øvrigt stadfæstes den indankede dom.