TfK 2010.567 VLD

V.L.D. 19. marts 2010 i anke 8. afd. S-2827-09
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Ove Jessen, Hjørring).

(Mogens Heinsen, Marie S. Mikkelsen og Hans-Jørgen Nymark Beck).

Retten i Hjørrings dom af 13. november 2009:

Anklageskrift er modtaget den 10. juli 2009.

T er tiltalt for overtrædelse af

1. færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1, spirituskørsel - ved søndag den 24. maj 2009 kl. 09.50 at have ført personbil - - - ad - - - efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille, idet en blodprøve udtaget samme dag kl. 10.25 indeholdt 1,77 promille alkohol.

2. færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2 - ved søndag den 24. maj 2009 kl. 09.50 at have ført personbil - - - ad - - -, selv om han var frakendt førerretten.

3. spirituskørsel efter færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1 - ved mandag den 1. juni 2009 kl. 10.35 at have ført personbil - - - ad - - - efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille, idet en blodpørve udtaget samme dag kl. 11.24 indeholdt 1,49 promille alkohol.

4. færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2 - ved mandag den 1. juni 2009 kl. 10.29 at have ført personbil - - - ad - - -, selv om han var frakendt førerretten.

5. færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2 - ved mandag den 29. juni 2009 kl. 21.10 at have ført personbil - - - ad - - -, selv om han var frakendt førerretten.

Påstande

Anklagemyndigheden har ud over påstand om straf nedlagt påstand om, at T skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1 og nr. 10, jfr. § 128.

T har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

T har forklaret vedrørende forhold 1 og 2, at han havde drukket rigeligt aftenen før. Han kan ikke huske hvor meget. Inden han skulle ud og køre om morgenen, havde han drukket en enkelt øl. Han bestrider ikke promillen. Han skulle ud til en ven. Vedrørende forhold 3 og 4 har T forklaret, at han havde drukket rigeligt aftenen før, og at han havde drukket en enkelt øl om formiddagen, inden han kørte. Han skulle ud at handle.

Der blev den 24. maj 2009 kl. 09.50 taget en blodprøve fra T. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 1,77 promille alkohol.

Der blev den 1. juni 2009 kl. 10.35 taget en blodprøve fra T. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 1,49 promille alkohol.

T er tidligere straffet

28. august 2006 betinget fængsel i 20 dage med vilkår om alkoholistbehandling og en tillægsbøde med 2 års prøvetid for blandt andet spirituskørsel samt frakendelse af førerretten i 3 år fra den 4. maj 2006.

1. november 2006 en bøde på 9.000 kr. og fængsel i 20 dage for kørsel i frakendelsestiden og spirituskørsel i frakendelsestiden samt frakendelse af førerretten i 5 år fra den 4. maj 2009.

21. juni 2007 10 dages fængsel for kørsel i frakendelsestiden.

Rettens begrundelse og afgørelse

T har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at han er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 80 dage, jf. færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1, og § 117, stk. 2, nr. 3 og 6, jf. stk. 1.

T frakendes endvidere retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 10 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1 og 10, jf. § 128.

- - -

Vestre Landsrets dom:

Retten i Hjørring har den 13. november 2009 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Tiltalte, T, har påstået formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han lever af kontanthjælp. Han bor alene i en lejlighed. Han lider af hukommelsestab, men årsagen hertil er endnu ikke fastlagt. Han mener ikke, at han har været indlagt på hospital.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Der foreligger til pådømmelse to tredjegangsspirituskørsler i frakendelsestiden med promiller mellem 0,51 og 2,00, som hver for sig ville medføre 30 dages fængsel. Derudover foreligger der en tredjegangskørsel i frakendelsestiden, som isoleret bedømt ville medføre en straf på fængsel i 20 dage.

Justitsministeriet medtog ikke ved fremsættelse af forslaget til lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven (Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel m.v.) forslaget om absolut kumulation af straffen for spirituskørsel med straffen for kørsel i frakendelsestiden i sager, hvor der til samtidig pådømmelse foreligger spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. I disse tilfælde skal straffen derfor fastsættes som en fællesstraf efter straffelovens § 88. Straffen, der tillige fastsættes efter færdselslovens § 53, stk. 1, fastsættes herefter til fængsel i 70 dage.

Da tiltalte den 28. august 2006 er straffet med en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling for spirituskørsel, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for på ny at idømme en sådan sanktion.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.