11. kapitel
Ophør af den
strafbare handlings retsfølger
§ 92. En lovovertrædelse
straffes ikke, når der er indtrådt
forældelse efter §§ 93-94.
§ 93. Forældelsesfristen er
1) 2 år, når der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel i 1
år for overtrædelsen.
2) 5 år, når der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel i 4
år.
3) 10 år, når der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel i
10 år.
4) 15 år, når der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel på
bestemt tid.
Stk. 2. Forældelsesfristen er
i intet tilfælde mindre end 5 år for
1) overtrædelse af denne lovs
§ 296, stk. 2, § 297, stk. 2, og
§ 302, stk. 2,
2) overtrædelse af skatte-,
told-, afgifts- eller
tilskudslovgivningen, hvorved der
opnås eller kan opnås uberettiget
vinding.
Stk. 3. For overtrædelse af
denne lovs § 223, stk. 1, og §§ 224
og 225, jf. § 223, stk. 1, er
forældelsesfristen i intet tilfælde
mindre end 10 år.
Stk. 4. Har nogen ved samme
handling begået flere
lovovertrædelser, for hvilke der
efter stk. 1-3 gælder forskellige
forældelsesfrister, skal den længste
af disse frister anvendes med hensyn
til samtlige overtrædelser.
§ 93 a. Når en
lovovertrædelse er omfattet af en af
Danmark tiltrådt mellemfolkelig
overenskomst, ifølge hvilken
strafansvaret er uforældeligt,
indtræder forældelse ikke.
§ 93 b. Når en
lovovertrædelse er omfattet af denne
lovs § 157 a, indtræder forældelse
ikke.
§ 94. Forældelsesfristen
regnes fra den dag, da den strafbare
virksomhed eller undladelse er
ophørt.
Stk. 2. Når strafbarheden
afhænger af eller påvirkes af en
indtrådt følge eller anden senere
begivenhed, regnes fristen dog først
fra følgens eller begivenhedens
indtræden.
Stk. 3. Er forholdet begået
på et dansk skib uden for riget,
regnes fristen fra den dag, da
skibet er kommet til dansk havn.
Fristens begyndelsestidspunkt kan
dog ikke efter denne bestemmelse
udskydes i mere end 1 år.
Stk. 4. For overtrædelse af
denne lovs §§ 210, 216-220, 222,
223, 223 a, 228, § 229, stk. 1,
§ 235 a, stk. 1, § 245 a, § 246, jf.
§ 245 a, og § 262 a, stk. 2, regnes
forældelsesfristen dog tidligst fra
den dag, den forurettede fylder 18
år. Det samme gælder overtrædelse af
denne lovs §§ 224 og 225, jf.
§§ 216-220 og 222-223 a.
Stk. 5. Forældelsesfristen
afbrydes, når den pågældende gøres
bekendt med sigtelsen, eller når
anklagemyndigheden anmoder om
rettergangsskridt, hvorved den
pågældende sigtes for overtrædelsen.
Forældelsesfristen for en juridisk
persons ansvar kan afbrydes over for
en person, der efter retsplejelovens
§ 157 kan modtage forkyndelser på
den juridiske persons vegne.
Stk. 6. Frafaldes
forfølgningen, uden at beslutningen
herom omgøres af overordnet
anklagemyndighed inden for den
almindelige omgørelsesfrist, løber
forældelsesfristen videre, som om
forfølgning ikke havde fundet sted.
Dette gælder også, når forfølgning
standses på ubestemt tid. Skyldes
standsningen, at sigtede har
unddraget sig forfølgningen,
medregnes forfølgningstiden dog ikke
ved beregningen af
forældelsesfristen.
§ 95. Når en handling på
grund af forældelse ikke kan
straffes, kan den heller ikke
medføre retsfølger efter §§ 68-70,
§ 74 a, § 164, stk. 4, eller § 236,
konfiskation eller frakendelse af
rettigheder. For konfiskation er
forældelsesfristen dog i intet
tilfælde mindre end 5 år og for
konfiskation efter § 75, stk. 1,
ikke mindre end 10 år.
§ 96. Adgang til privat
påtale og til at begære offentlig
påtale bortfalder, når den
berettigede ikke har anlagt sag
eller fremsat begæring inden 6
måneder efter, at han har fået sådan
kundskab, at han har tilstrækkeligt
grundlag for sagsanlæg eller
fremsættelse af påtalebegæring.
Stk. 2. Er der flere
påtaleberettigede eller flere
skyldige, regnes fristen særskilt
for hver af dem. Såfremt fristen for
begæring om offentlig påtale er
overskredet for en af de skyldige,
men ikke for de øvrige, beror det
dog på anklagemyndighedens
afgørelse, om en begæring om påtale
mod disse skal tages til følge.
Stk. 3. Adgangen til at rejse
privat påtale eller begære offentlig
påtale bortfalder, når 6 måneder er
forløbet efter den forurettedes død.
Stk. 4. Fører en privat
påtalt sag ikke til afgørelse af
strafpåstanden, løber fristen
videre, således at den tid, hvori
forfølgning har fundet sted, ikke
medregnes.
Stk. 5. Bestemmelserne i
stk. 1-4 finder også anvendelse med
hensyn til de retsfølger, der
omtales i § 273, dog at
forældelsesfristen er 3 år.
§ 97. Idømt fængselsstraf og
andre retsfølger af frihedsberøvende
karakter bortfalder ved forældelse
efter reglerne i stk. 2-6.
Stk. 2. Forældelsesfristen er
1) 5 år for fængsel indtil 1
år samt for foranstaltninger efter
§ 74 a,
2) 10 år for fængsel i mere
end 1 år, men ikke over 4 år, samt
for foranstaltninger efter §§ 68 og
69,
3) 15 år for fængsel i mere
end 4 år, men ikke over 8 år, samt
for forvaring efter § 70 og
4) 20 år for fængsel på tid
over 8 år.
Stk. 3. Forældelsesfristen
regnes fra det tidspunkt, da dommen
efter lovgivningens almindelige
regler kunne fuldbyrdes.
Stk. 4. I forældelsesfristen
medregnes ikke den tid, i hvilken
1) fuldbyrdelse er udsat ved
betinget dom eller betinget
benådning,
2) den pågældende udstår
anden fængselsstraf eller er
undergivet anden strafferetlig
retsfølge af frihedsberøvende
karakter, eller
3) iværksættelsen af
fuldbyrdelsen hindres, fordi den
pågældende unddrager sig
fuldbyrdelsen.
Stk. 5. Forældelsesfristen
afbrydes, når fuldbyrdelsen
påbegyndes.
Stk. 6. Er der truffet
bestemmelse om genindsættelse efter
prøveløsladelse eller
prøveudskrivning eller efter
betinget benådning for en del af en
straf, regnes forældelsesfristen for
reststraffen eller den resterende
del af anden retsfølge fra
bestemmelsen om genindsættelse.
Afbrydes fuldbyrdelsen på anden måde
end ved prøveløsladelse,
prøveudskrivning eller benådning,
regnes fristen fra afbrydelsen, jf.
dog stk. 4, nr. 3.
§ 97 a. Hvis der ikke
forinden er indgivet begæring om
udpantning, bortfalder bøde efter
1) 5 år, når bøden ikke
overstiger 10.000 kr., og
2) 10 år, når bøden
overstiger 10.000 kr.
Stk. 2. Forvandlingsstraf for
bøde bortfalder efter 3 år,
medmindre dens fuldbyrdelse er
påbegyndt forinden. For bøde på over
10.000 kr. er fristen dog 5 år.
Stk. 3. Konfiskation
bortfalder efter 5 år, medmindre der
forinden er indgivet begæring om
udlæg. Der kan dog ved dommen
fastsættes en frist på indtil 10 år.
En sådan frist kan også fastsættes
senere ved retskendelse. Spørgsmål
herom indbringes af
anklagemyndigheden for den ret, der
har pådømt sagen i første instans.
Stk. 4. De
forældelsesfrister, der omtales i
stk. 1 og 3, regnes fra det
tidspunkt, da afgørelsen efter
lovgivningens almindelige regler
kunne fuldbyrdes. I fristerne
medregnes ikke den tid, i hvilken
fuldbyrdelse er udsat ved betinget
dom eller betinget benådning.
§ 97 b. Strafferetlige
retsfølger kan ikke fuldbyrdes efter
den dømtes død.
Stk. 2. Anklagemyndigheden
kan dog indbringe spørgsmålet om
opretholdelse af en konfiskation for
den ret, der har pådømt sagen i
første instans. Konfiskationen kan
kun opretholdes, for så vidt angår
genstande eller beløb, der er
indvundet som udbytte ved den
strafbare handling, eller som svarer
til sådant udbytte. Retten kan ændre
bestemmelsen om konfiskation,
således at der i stedet for
genstande konfiskeres et beløb.
Rettens afgørelse træffes ved
kendelse.
Stk. 3. Afgørelser efter
§ 164, stk. 4, og § 273, stk. 2, kan
fuldbyrdes efter den dømtes død.
§ 97 c. På samme måde som for
straf kan der benådes for
konfiskation.
Særlig del