12. kapitel
Forbrydelser mod
statens selvstændighed og sikkerhed
§ 98. Den, som foretager en
handling, der sigter til ved
udenlandsk bistand, ved
magtanvendelse eller ved trussel
derom at bringe den danske stat
eller nogen del af denne under
fremmed herredømme eller at løsrive
nogen del af staten, straffes med
fængsel indtil på livstid.
Stk. 2. Efter bestemmelsen i
stk. 1 straffes også den, som med
det nævnte formål iværksætter mere
omfattende sabotage, produktions-
eller trafikstandsning, samt den,
der deltager i sådan foranstaltning
vidende om, hvortil handlingen
sigter.
§ 99. Den, som foretager en
handling, der sigter til at påføre
den danske stat eller nogen med den
for krigstilfælde forbunden stat
krig, besættelse eller andre
fjendtligheder såsom blokade eller
anden tvangsforanstaltning, eller
som i øvrigt virker for, at den
danske stats bestemmelsesfrihed ved
udenlandsk bistand krænkes, straffes
med fængsel indtil på livstid.
Stk. 2. Ved besættelse
forstås her og andetsteds i
kapitlerne 12 og 13 fremmed
besættelse af dansk statsområde, når
og sålænge den påtvinges landet ved
magtanvendelse eller trussel derom.
§ 100. Den, som ved
offentlige udtalelser tilskynder
til, eller som fremkalder øjensynlig
fare for fjendtlige forholdsregler
mod den danske stat, straffes med
fængsel indtil 6 år.
Stk. 2. Den, som ved
offentlige udtalelser tilskynder
til, eller som fremkalder øjensynlig
fare for fremmed magts indblanding i
den danske stats anliggender,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år.
§ 101. Den, som med krig,
besættelse eller andre
fjendtligheder for øje foretager
nogen handling, hvorved bistand til
fjenden forberedes, straffes med
fængsel indtil 16 år.
§ 102. Den, som under krig
eller besættelse yder fjenden
bistand ved råd eller dåd eller til
fremme af fjendtlig interesse
svækker den danske stats eller dens
forbundsfælles kampdygtighed,
straffes med fængsel indtil 16 år.
Stk. 2. Som bistand til
fjenden anses således følgende
forhold:
1) Hvervning til eller
tjenstgøring i fjendtlig krigs-
eller besættelsesmagts væbnede
styrker eller i tilknytning til
disse virkende militære eller
politimæssige korps eller lignende
korps eller organisationer.
2) Udførelse af hverv som
civil funktionær under fjendtlig
krigs- eller besættelsesmagts
politi- eller fængselsvæsen, for så
vidt hvervet omfatter deltagelse i
afhøring eller bevogtning af fanger.
3) Angiveri eller lignende
medvirken til, at nogen af fjendtlig
myndighed eller dermed samarbejdende
organisation eller person anholdes
eller udsættes for anholdelse eller
overlast.
4) Propaganda til fordel for
fjendtlig krigs- eller
besættelsesmagt, herunder virksomhed
som udgiver, redaktør eller
forretningsfører ved dagblad,
tidsskrift, forlag eller
pressebureau, der arbejder til
fremme af fjendtlig interesse.
5) Ydelse af væsentlig
økonomisk støtte til fremme af
propaganda af den under nr. 4 nævnte
art eller til parti eller
organisation, der på utilbørlig måde
samarbejder med den fjendtlige
krigs- eller besættelsesmagt eller
virker til fremme af dennes
interesser.
Stk. 3. Har angiveri, jf.
stk. 2, nr. 3, fundet sted under
sådanne omstændigheder, at
gerningsmanden har indset, at nogen
derved blev udsat for overhængende
fare for at miste livet, lide
alvorlig skade på legeme eller
helbred, blive ført ud af landet
eller blive berøvet friheden i
længere tid, eller er overtrædelse
af §§ 245, 246 eller 250 begået for
derved at fremtvinge forklaring
eller tilståelse eller i øvrigt som
led i mishandling af fanger, kan
fængsel på livstid idømmes.
§ 103. Den, som under krig
eller besættelse eller under truende
udsigt dertil misligholder en
kontrakt, der vedrører de af den
danske stat i den anledning trufne
foranstaltninger, eller som på anden
måde modvirker sådanne
foranstaltninger, straffes med
fængsel indtil 3 år.
Stk. 2. Har misligholdelsen
fundet sted af grov uagtsomhed, er
straffen bøde eller fængsel indtil 4
måneder.
§ 104. Den, som på utilbørlig
måde, direkte eller gennem
mellemled, i erhvervsmæssig
henseende samarbejder med fjendtlig
krigs- eller besættelsesmagt,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 8 år.
Stk. 2. Strafansvar efter
stk. 1 kan pålægges enhver, der har
haft en ledende stilling i
vedkommende virksomhed. Strafansvar
kan ligeledes pålægges andre i
virksomheden beskæftigede personer,
når der for deres vedkommende
foreligger en særlig stødende
optræden.
Stk. 3. Ved afgørelsen af, om
og i hvilken grad forholdet må anses
for utilbørligt, vil foruden
virksomhedens betydning for den
fjendtlige krigs- eller
besættelsesmagt navnlig være at tage
i betragtning, hvorvidt vedkommende
1) selv har været aktiv for
at få forretningsforbindelse
indledet, fortsat eller udvidet,
2) i fjendens interesse på
eget initiativ har foretaget en
omlægning af virksomheden eller ydet
eller forsøgt at yde større eller
hurtigere produktion end påkrævet,
3) har påkaldt fjendens
bistand overfor danske myndigheder
til fremme af sine interesser,
4) har hindret eller søgt at
hindre danske myndigheder i at få
fuld adgang til at blive bekendt med
virksomhedens forhold eller
5) har opnået eller søgt at
opnå urimelig fortjeneste eller
andre fordele, der ikke har været
forretningsmæssig rimeligt
begrundede.
§ 105. Den, som under
besættelse foretager en handling,
der sigter til at formå
besættelsesmagten eller nogen med
denne samarbejdende organisation
eller person til at krænke danske
myndigheders bestemmelsesfrihed,
eller som på utilbørlig måde
udnytter forbindelse med
besættelsesmagten eller nogen med
denne samarbejdende organisation
eller person til at skaffe sig eller
andre særlig fordel, straffes med
fængsel indtil 8 år.
§ 106. Den, som handler mod
statens tarv under varetagelsen af
et ham overdraget hverv til på
statens vegne at forhandle eller
afgøre noget med fremmed stat,
straffes med fængsel indtil 16 år.
§ 107. Den, som i fremmed
magts eller organisations tjeneste
eller til brug for personer, der
virker i sådan tjeneste, udforsker
eller giver meddelelse om forhold,
som af hensyn til danske stats-
eller samfundsinteresser skal holdes
hemmelige, straffes, hvad enten
meddelelsen er rigtig eller ej, for
spionage med fængsel indtil 16 år.
Stk. 2. Såfremt det drejer
sig om de i § 109 nævnte forhold,
eller handlingen finder sted under
krig eller besættelse, kan straffen
stige indtil fængsel på livstid.
§ 108. Den, som, uden at
forholdet falder ind under § 107, i
øvrigt foretager noget, hvorved
fremmed efterretningsvæsen sættes i
stand til eller hjælpes til
umiddelbart eller middelbart at
virke inden for den danske stats
område, straffes med fængsel indtil
6 år.
Stk. 2. Såfremt det drejer
sig om efterretninger vedrørende
militære anliggender, eller
virksomheden finder sted under krig
eller besættelse, kan straffen stige
indtil fængsel i 12 år.
§ 109. Den, som røber eller
videregiver meddelelse om statens
hemmelige underhandlinger,
rådslagninger eller beslutninger i
sager, hvorpå statens sikkerhed
eller rettigheder i forhold til
fremmede stater beror, eller som
angår betydelige samfundsøkonomiske
interesser over for udlandet,
straffes med fængsel indtil 12 år.
Stk. 2. Foretages de nævnte
handlinger uagtsomt, er straffen
bøde eller fængsel indtil 3 år.
§ 110. Den, som forfalsker,
ødelægger eller bortskaffer noget
dokument eller anden genstand, der
er af betydning for statens
sikkerhed eller rettigheder i
forhold til fremmede stater,
straffes med fængsel indtil 16 år.
Stk. 2. Foretages de nævnte
handlinger uagtsomt, er straffen
bøde eller fængsel indtil 3 år.
§ 110 a. Med bøde eller
fængsel indtil 3 år straffes den,
som forsætligt eller uagtsomt uden
behørig tilladelse
1) beskriver, fotograferer
eller på anden måde afbilder danske
ikke almentilgængelige militære
forsvarsanlæg, depoter, enheder,
våben, materiel el. lign., eller som
mangfoldiggør eller offentliggør
sådanne beskrivelser eller
afbildninger,
2) offentliggør bestemmelser,
der vedrører danske stridskræfters
mobilisering og andet
krigsberedskab.
Stk. 2. Med bøde straffes
den, som forsætligt eller uagtsomt
uden behørig tilladelse optager
fotografier fra luftfartøj over
dansk statsområde eller offentliggør
sådanne ulovligt optagne
fotografier.
§ 110 b. Med fængsel indtil 8
år straffes den, som medvirker til
neutralitetskrænkelser mod den
danske stat fra en fremmed magts
side.
§ 110 c. Den, som overtræder
bestemmelser eller forbud, som i
henhold til lov måtte være givet til
værn for statens forsvars- eller
neutralitetsforanstaltninger,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder eller under særligt
skærpende omstændigheder med fængsel
indtil 3 år.
Stk. 2. Med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder eller under
særligt skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 4 år straffes den,
som overtræder bestemmelser eller
forbud, som i henhold til lov måtte
være givet til gennemførelse af
statens forpligtelser som medlem af
Forenede Nationer.
Stk. 3. Med samme straf som i
stk. 2 straffes den, der overtræder
bestemmelser indeholdt i eller
udstedt i medfør af forordninger,
som er vedtaget med hjemmel i
artikel 60, 301 eller 308 i
traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, og som tager
sigte på helt eller delvis at
afbryde eller indskrænke de
finansielle eller økonomiske
forbindelser med et eller flere
lande uden for Den Europæiske Union
eller på tilsvarende sanktioner over
for enkeltpersoner, grupper af
personer eller juridiske personer.
Stk. 4. Begås en forbrydelse
som nævnt i stk. 1, 2 eller 3
uagtsomt, er straffen bøde eller
fængsel indtil 2 år.
§ 110 d. Begås nogen af de i
kapitlerne 25, 26 og 27 omhandlede
forbrydelser mod et fremmed
statsoverhoved eller lederen af en
fremmed diplomatisk mission, kan den
der foreskrevne straf forhøjes med
indtil det halve, medmindre
forholdet er omfattet af kapitel 13.
§ 110 e. Med bøde eller
fængsel indtil 2 år straffes den,
der offentlig forhåner en fremmed
nation, en fremmed stat, dens flag
eller andet anerkendt nationalmærke
eller De Forenede Nationers eller
Det Europæiske Råds flag.
§ 110 f. De i dette kapitel
omhandlede forbrydelser er i alle
tilfælde genstand for offentlig
påtale, der sker efter
justitsministerens påbud.