19. kapitel
Forbrydelser
vedrørende bevismidler
§ 171. Den, der gør brug af
et falsk dokument til at skuffe i
retsforhold, straffes for
dokumentfalsk.
Stk. 2. Ved et dokument
forstås en skriftlig eller
elektronisk med betegnelse af
udstederen forsynet tilkendegivelse,
der fremtræder som bestemt til at
tjene som bevis.
Stk. 3. Et dokument er falsk,
når det ikke hidrører fra den
angivne udsteder, eller der er givet
det et indhold, som ikke hidrører
fra denne.
§ 172. Straffen for
dokumentfalsk er bøde eller fængsel
indtil 2 år.
Stk. 2. Er dokumentfalsk af
særlig grov karakter, eller er et
større antal forhold begået, kan
straffen stige til fængsel i 6 år.
§ 173. Med straf som i § 172
angivet anses den, der benytter et
med ægte underskrift forsynet
dokument til at skuffe i
retsforhold, når underskriften ved
hjælp af en vildfarelse er opnået på
et andet dokument eller på et
dokument af andet indhold end af
underskriveren tilsigtet.
§ 174. Den, som i retsforhold
gør brug af et ægte dokument som
vedrørende en anden person end den,
hvem det virkelig angår, eller på
anden mod dokumentets bestemmelse
stridende måde, straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 175. Den, der for at skuffe
i retsforhold i offentligt dokument
eller bog, i privat dokument eller
bog, som det ifølge lov eller
særligt pligtforhold påhviler den
pågældende at udfærdige eller føre,
eller i læge-, tandlæge-,
jordemoder- eller dyrlægeattest
afgiver urigtig erklæring om noget
forhold, angående hvilket
erklæringen skal tjene som bevis,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 år.
Stk. 2. På samme måde
straffes den, der i retsforhold gør
brug af et sådant dokument eller en
sådan bog som indeholdende sandhed.
Stk. 3. Bestemmelserne i
stk. 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse, når dokumentet eller
bogen er udfærdiget eller føres på
andet læsbart medie.
§ 176. Med bøde eller fængsel
indtil 3 år straffes den, der for at
skuffe i samhandelen gør brug af
genstande, som uberettiget er
forsynet med offentligt stempel
eller mærke, der skal afgive borgen
for genstandens ægthed, art, godhed
eller mængde.
Stk. 2. Med bøde eller
fængsel indtil 1 år straffes den,
der på samme måde gør brug af
genstande, som uberettiget er
forsynet med privat stempel, mærke
eller anden betegnelse, der tjener
til at angive noget genstanden
vedrørende forhold, som er af
betydning for samhandelen.
Stk. 3. Med straf som ovenfor
angivet anses den, der på samme måde
gør brug af genstande, på hvilke
lovligt anbragt stempel, mærke eller
betegnelse er forvansket eller
fjernet.
§ 177. Med fængsel indtil 8
år anses den, der gør brug af
eftergjort eller forfalsket
stempelpapir, stempelmærker, andre
til berigtigelse af offentlige
skatter og afgifter tjenende mærker
samt postfrimærker. Med en
forholdsmæssig mindre straf anses
den, der gør brug af tidligere
benyttet papir eller mærker, på
hvilke tegnet på den tidligere
benyttelse er fjernet.
Stk. 2. Reglen i § 169 finder
tilsvarende anvendelse med hensyn
til stempelmærker, postfrimærker og
lignende frigørelsesmidler.
§ 178. Med bøde eller fængsel
indtil 2 år straffes den, som for at
skille nogen ved hans ret
tilintetgør, bortskaffer eller helt
eller delvis ubrugbargør et
bevismiddel, der er tjenligt til at
benyttes som sådant i et
retsforhold.
§ 179. Den, som for at skuffe
med hensyn til grænserne for
grundejendom, grundrettigheder eller
rettigheder med hensyn til vandløb
eller vandstrækninger sætter falsk
skelsten eller andet mærke for disse
eller flytter, borttager, forvansker
eller ødelægger sådant mærke,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 år.