28. kapitel
Formueforbrydelser
§ 276. For tyveri straffes
den, som uden besidderens samtykke
borttager en fremmed rørlig ting for
at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding ved dens
tilegnelse. Med rørlig ting
sidestilles her og i det følgende en
energimængde, der er fremstillet,
opbevaret eller taget i brug til
frembringelse af lys, varme, kraft
eller bevægelse eller i andet
økonomisk øjemed.
§ 277. For ulovlig omgang med
hittegods straffes den, som for
derigennem at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding tilegner sig en
fremmed rørlig ting, som ikke er i
nogens varetægt, eller som ved
ejerens forglemmelse eller på
lignende tilfældig måde er kommet i
gerningsmandens varetægt.
§ 278. For underslæb straffes
den, som for derigennem at skaffe
sig eller andre uberettiget vinding
1) tilegner sig en fremmed
rørlig ting, der er i hans varetægt,
uden at forholdet falder ind under
§ 277,
2) fragår modtagelsen af
pengelån eller andet lån til eje
eller af en ydelse, for hvilken der
skal svares vederlag,
3) uretmæssig forbruger ham
betroede penge, selv om han ikke var
forpligtet til at holde disse
afsondrede fra sin egen formue.
Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 1, omfatter ikke
dispositioner over købte genstande,
med hensyn til hvilke en sælger har
forbeholdt sig ejendomsret, indtil
købesummen er betalt.
§ 279. For bedrageri straffes
den, som, for derigennem at skaffe
sig eller andre uberettiget vinding,
ved retsstridigt at fremkalde,
bestyrke eller udnytte en
vildfarelse bestemmer en anden til
en handling eller undladelse,
hvorved der påføres denne eller
nogen, for hvem handlingen eller
undladelsen bliver afgørende, et
formuetab.
§ 279 a. For databedrageri
straffes den, som for derigennem at
skaffe sig eller andre uberettiget
vinding retsstridigt ændrer,
tilføjer eller sletter oplysninger
eller programmer til elektronisk
databehandling eller i øvrigt
retsstridigt søger at påvirke
resultatet af sådan databehandling.
§ 280. For mandatsvig
straffes, for så vidt forholdet ikke
falder ind under §§ 276-279 a, den,
som for derigennem at skaffe sig
eller andre uberettiget vinding
påfører en anden formuetab
1) ved misbrug af en for ham
skabt adgang til at handle med
retsvirkning for denne eller
2) ved i et formueanliggende,
som det påhviler ham at varetage for
den anden, at handle mod dennes
tarv.
§ 281. For afpresning
straffes, for så vidt forholdet ikke
falder ind under § 288,
1) den, som, for derigennem
at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding, truer nogen med
vold, betydelig skade på gods eller
frihedsberøvelse, med at fremsætte
usand sigtelse for strafbart eller
ærerørigt forhold eller åbenbare
privatlivet tilhørende forhold,
2) den, som truer nogen med
at anmelde eller åbenbare et
strafbart forhold eller med at
fremsætte sande ærerørige
beskyldninger for derigennem at
skaffe sig eller andre en vinding,
der ikke er tilbørligt begrundet ved
det forhold, som har givet anledning
til truslens fremsættelse.
§ 282. For åger straffes den,
som udnytter en anden persons
betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder, manglende
indsigt, letsind eller et bestående
afhængighedsforhold til i et
aftaleforhold at opnå eller betinge
en ydelse, der står i væsentligt
misforhold til modydelsen, eller som
der ikke skal ydes vederlag for.
§ 283. For skyldnersvig straffes
den, som for derigennem at skaffe
sig eller andre uberettiget vinding
1) afhænder, pantsætter eller
på anden måde råder over ham
tilhørende gods, hvorover tredjemand
har erhvervet en rettighed, med
hvilken handlingen er uforenelig,
2) efter at hans bo er taget
under konkursbehandling, eller
forhandling om tvangsakkord uden for
konkurs er åbnet, foretager
handlinger, der går ud på, at boets
ejendele og fordringer ikke kommer
fordringshaverne til gode,
3) ved falske foregivender,
forstikkelse, proformaretshandler,
betydelige gaver, uforholdsmæssigt
forbrug, salg til underpris,
betaling af eller
sikkerhedsstillelse for uforfaldne
gældsposter eller på anden lignende
måde unddrager sine ejendele eller
fordringer fra at tjene sine
fordringshavere eller nogen enkelt
af disse til fyldestgørelse.
Stk. 2. Er handlinger af den
under nr. 3 angivne art foretaget
til begunstigelse af en
fordringshaver, bliver denne dog kun
at straffe, hvis han på en tid, da
han forudså, at skyldnerens konkurs
eller betalingsstandsning var
umiddelbart forestående, har bestemt
skyldneren til at yde ham sådan
begunstigelse.
§ 284. (Ophævet)
§ 285. De i §§ 276 og 278-283
nævnte forbrydelser straffes med
fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I
de i § 283, stk. 2, nævnte tilfælde
kan straffen såvel for skyldneren
som for den begunstigede
fordringshaver gå ned til bøde.
Stk. 2. Ulovlig omgang med
hittegods straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
§ 286. Straffen kan stige til
fængsel indtil 6 år, når de i
§§ 276, 281 og 282 nævnte
forbrydelser er af særlig grov
beskaffenhed navnlig på grund af
udførelsesmåden, eller fordi
forbrydelsen er udført af flere i
forening eller under medtagelse af
våben eller andet farligt redskab
eller middel, eller på grund af de
stjålne genstandes betydelige værdi
eller de forhold, under hvilke de
befandt sig, eller når et større
antal forbrydelser er begået.
Stk. 2. Straffen kan stige
til fængsel indtil 8 år, når de i
§§ 278-280 og 283 nævnte
forbrydelser er af særlig grov
beskaffenhed navnlig på grund af
udførelsesmåden, eller fordi
forbrydelsen er udført af flere i
forening, eller som følge af
omfanget af den opnåede eller
tilsigtede vinding, eller når et
større antal forbrydelser er begået.
§ 287. Er nogen af de
forbrydelser, der er nævnt i
§§ 276-283, af mindre strafværdighed
på grund af de omstændigheder,
hvorunder handlingen er begået, de
tilvendte genstandes eller det lidte
formuetabs ringe betydning eller af
andre grunde, er straffen bøde.
Under i øvrigt formildende
omstændigheder kan straffen
bortfalde.
Stk. 2. Forsøg på
forbrydelse, der er omfattet af
stk. 1, er strafbart.
§ 288. For røveri straffes
med fængsel indtil 6 år den, som for
derigennem at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding ved vold eller
trussel om øjeblikkelig anvendelse
af vold
1) fratager eller aftvinger
nogen en fremmed rørlig ting,
2) bringer en stjålen ting i
sikkerhed eller
3) tvinger nogen til en
handling eller undladelse, der
medfører formuetab for den
overfaldne eller nogen, for hvem
denne handler.
Stk. 2. Straffen kan stige
til fængsel i 10 år, når et røveri
er af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af dets særlig
farlige karakter, udførelsesmåden
eller omfanget af den opnåede eller
tilsigtede vinding, eller når et
større antal forbrydelser er begået.
§ 289. Med fængsel indtil 8
år straffes den, som for derigennem
at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding gør sig skyldig
i overtrædelse af særlig grov
karakter af skatte-, told-, afgifts-
eller tilskudslovgivningen eller af
§ 289 a.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder kun anvendelse, hvis der i
den i stk. 1 nævnte lovgivning er
henvist til denne bestemmelse.
§ 289 a. Med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der til brug for
afgørelser om betaling eller
tilbagebetaling af told eller
afgifter til eller udbetaling eller
tilbagebetaling af tilskud eller
støtte fra danske myndigheder eller
De Europæiske Fællesskabers
institutioner eller andre
fællesskabsorganer giver urigtige
eller vildledende oplysninger eller
fortier oplysninger, herunder
undlader at opfylde en
oplysningspligt af betydning for
sagens afgørelse med forsæt til at
unddrage sig eller andre betaling
eller med forsæt til at opnå
uberettiget udbetaling til sig eller
andre.
Stk. 2. På samme måde
straffes den, der uretmæssigt
udnytter en lovligt opnået fordel
med hensyn til betalinger som nævnt
i stk. 1, og den, der uretmæssigt
anvender udbetalinger som nævnt i
stk. 1 til andre formål end dem, de
oprindelig var bevilget til. Dette
gælder dog ikke ydelser, der
bevilges til privat brug.
Stk. 3. Bestemmelserne i
stk. 1 og 2 finder kun anvendelse,
hvor anden lovgivning ikke
indeholder en tilsvarende
regulering.
Stk. 4. Overtrædelser af
stk. 1 eller stk. 2 af særlig grov
karakter straffes efter § 289.
§ 290. For hæleri straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder den, som uberettiget
modtager eller skaffer sig eller
andre del i udbytte, der er opnået
ved en strafbar lovovertrædelse, og
den, der uberettiget ved at skjule,
opbevare, transportere, hjælpe til
afhændelse eller på lignende måde
efterfølgende virker til at sikre en
anden udbyttet af en strafbar
lovovertrædelse.
Stk. 2. Straffen kan stige
til fængsel i 6 år, når hæleriet er
af særlig grov beskaffenhed navnlig
på grund af forbrydelsens
erhvervsmæssige karakter eller som
følge af den opnåede eller
tilsigtede vinding, eller når et
større antal forbrydelser er begået.
Stk. 3. Straf efter denne
bestemmelse kan ikke pålægges den,
som modtager udbytte til sædvanligt
underhold fra familiemedlemmer eller
samlever, eller den, der modtager
udbytte som normalt vederlag for
sædvanlige forbrugsvarer, brugsting
eller tjenester.
§ 291. Den, der ødelægger,
beskadiger eller bortskaffer ting,
der tilhører en anden, straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Stk. 2. Øves der hærværk af
betydeligt omfang eller af mere
systematisk eller organiseret
karakter, eller er gerningsmanden
tidligere fundet skyldig efter
nærværende paragraf eller efter
§ 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2,
§ 184, stk. 1, § 193 eller § 194,
kan straffen stige til fængsel i 6
år.
Stk. 3. Forvoldes skaden
under de i stk. 2 nævnte
omstændigheder af grov uagtsomhed,
er straffen bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Stk. 4. Ved fastsættelse af
straffen efter stk. 1 og 2 skal det
indgå som en skærpende omstændighed,
at forholdet er begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af at der i
området foregår grov forstyrrelse af
ro og orden på offentligt sted.
§ 292. Den, der ved at
ødelægge, beskadige eller bortskaffe
sine ejendele unddrager dem fra at
tjene sine fordringshavere eller
nogen enkelt af disse til
fyldestgørelse, straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år.
§ 293. Den, som uberettiget
bruger en ting, der tilhører en
anden, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år, medmindre
forholdet er omfattet af § 293 a.
Under skærpende omstændigheder,
navnlig når tingen ikke bringes
tilbage efter brugen, kan straffen
stige til fængsel i 2 år.
Stk. 2. Den, der uberettiget
hindrer en anden i helt eller delvis
at råde over ting, straffes med bøde
eller fængsel indtil 1 år. Straffen
kan stige til fængsel i 2 år, hvor
der er tale om overtrædelser af mere
systematisk eller organiseret
karakter, eller der i øvrigt
foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
§ 293 a. For brugstyveri af
motorkøretøj straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder
den, der uberettiget bruger et
motorkøretøj, der tilhører en anden.
Under særligt skærpende
omstændigheder, herunder navnlig i
gentagelsestilfælde, kan straffen
stige til fængsel i 4 år.
§ 294. Den, som ulovligt
tager sig selv til rette, straffes
med bøde.
§ 295. Den, som i ferske
vande eller på søterritoriet i strid
med privates eller det offentliges
ret foretager inddæmning eller
anbringer faste indretninger,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 måneder.
§ 296. Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder straffes
den, som
1) udspreder urigtige eller
vildledende oplysninger, hvorved
prisen på værdipapirer eller
tilsvarende aktiver kan påvirkes
væsentligt,
2) giver urigtige eller
vildledende oplysninger om juridiske
personers forhold
a) i offentlige meddelelser
om økonomiske forhold,
b) i lovpligtige regnskaber,
c) i beretninger, regnskaber
eller erklæringer til
generalforsamling eller lignende
organ eller den juridiske persons
ledelse,
d) ved anmeldelse til en
registreringsmyndighed eller
e) i udbudsmateriale
vedrørende den juridiske persons
stiftelse eller kapitaludvidelse
samt vedrørende salg af andele eller
udstedelse eller salg af konvertible
obligationer,
3) groft overtræder den for
en juridisk person gældende
lovgivning vedrørende
a) kapitaltilførsel eller
b) anvendelse af den
juridiske persons midler,
4) groft undlader at opfylde
krav i den for en juridisk person
gældende lovgivning om
a) førelse af
forhandlingsprotokoller,
b) førelse af fortegnelser og
oplysningspligter vedrørende
ejerandele eller
c) handlepligter ved
konstateret kapitaltab.
Stk. 2. Begås en handling
eller undladelse som nævnt i stk. 1
af grov uagtsomhed, er straffen bøde
eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 4 måneder.
§ 297. Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder straffes
den, som udspreder urigtige eller
vildledende oplysninger, hvorved
prisen på varer, fast ejendom eller
tilsvarende aktiver kan påvirkes
væsentligt.
Stk. 2. Begås en handling som
nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed,
er straffen bøde eller under
skærpende omstændigheder fængsel
indtil 4 måneder.
§ 298. Med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder straffes den, som,
uden at betingelserne for at anvende
§ 279 foreligger,
1) ved urigtige foregivender
angående betalingsevnen skaffer sig
eller andre lån eller kredit med den
følge, at formuetab dermed påføres,
2) ved forbrug af forudbetalt
vederlag sætter sig ud af stand til
at levere modydelsen,
3) bortfjerner sig uden at
betale logi, fortæring, befordring
eller anden ydelse, ved hvilken det
har været en kendelig forudsætning,
at betaling erlægges forinden
bortfjernelsen,
4) uden erlæggelse af den
fastsatte betaling tilsniger sig
adgang til forestilling, udstilling
eller forsamling eller til
befordring med offentligt
samfærdselsmiddel eller til
benyttelse af anden almentilgængelig
indretning.
§ 299. Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder straffes
den, som, uden at betingelserne for
at anvende § 280 foreligger,
1) i et formueanliggende, som
det påhviler ham at varetage for en
anden, ved tilsidesættelse af sin
pligt påfører denne et betydeligt
formuetab, som ikke erstattes inden
dom i første instans,
2) ved varetagelse af en
andens formueanliggender for sig
selv eller andre på pligtstridig
måde modtager, fordrer eller lader
sig tilsige gave eller anden fordel,
såvel som den, der yder, lover eller
tilbyder en sådan gave eller anden
fordel.
§ 299 a. Med fængsel indtil 6
år straffes den, der under særligt
skærpende omstændigheder gør sig
skyldig i overtrædelse af
markedsføringslovens § 19. Som
særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor
handlingen har medført betydelig
skade, eller der er fremkaldt
nærliggende fare herfor.
§ 299 b. Med fængsel indtil 6
år straffes den, der for derigennem
at skaffe sig eller andre
uberettiget vinding eller som i
øvrigt under særlig skærpende
omstændigheder gør sig skyldig i
1) ophavsretskrænkelser af
særlig grov karakter, jf.
ophavsretslovens § 76, stk. 2, eller
ulovlig import af særlig grov
karakter, jf. ophavsretslovens § 77,
stk. 2,
2) varemærkekrænkelser af
særlig grov karakter, jf.
varemærkelovens § 42, stk. 2,
3) designindgreb af særlig
grov karakter, jf. designlovens
§ 36, stk. 2,
4) patentindgreb af særlig
grov karakter, jf. patentlovens
§ 57, stk. 2,
5) brugsmodelindgreb af
særlig grov karakter, jf.
brugsmodellovens § 54, stk. 2, eller
6) overtrædelse af særlig
grov karakter af § 91, jf. § 94,
stk. 2, i lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed.
§ 300.
Med bøde eller fængsel indtil
1 år straffes
1) den, som på en tid, da han
indser eller burde indse, at han er
ude af stand til at fyldestgøre sine
fordringshavere, betydeligt
forværrer sin formuestilling ved
stiftelse af ny gæld eller betaler
eller stiller sikkerhed for
betydelige forfaldne gældsposter,
2) den, som påfører sine
fordringshavere betydeligt tab ved
ødsel levemåde, ved spil, ved
vovelige foretagender, der ikke står
i forhold til hans formue, ved i høj
grad uordentlig forretningsførelse
eller anden letsindig adfærd,
3) den skyldner og
tillidsmand, som ved afgivelse af de
til åbning af forhandling om
tvangsakkord uden for konkurs
fornødne erklæringer giver urigtige
oplysninger eller gør sig skyldig i
grov skødesløshed.
§ 300 a. Med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder straffes
den, som, uden at betingelserne for
at anvende § 279 foreligger, på
retsstridig måde forsætligt eller
groft uagtsomt bevirker, at en
person, der befinder sig i en
vildfarelse, af denne grund
bestemmes til en handling eller
undladelse, og derved påfører ham
eller nogen, for hvem handlingen
eller undladelsen bliver afgørende,
et betydeligt formuetab.
§ 300 b. Med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder straffes
den, som, uden at betingelserne for
at anvende § 282 foreligger, ved
indgåelse af en aftale på utilbørlig
måde benytter sig af modpartens
økonomiske vanskeligheder eller i
øvrigt af dennes underlegne
stilling.
§ 300 c. Med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder straffes
den, som overdrager et krav, der
hidrører fra en andens handling af
den i § 282, § 300 a eller § 300 b
nævnte beskaffenhed, eller som gør
et sådant krav gældende, såfremt han
ved erhvervelsen af kravet udviste
grov uagtsomhed med hensyn til dets
beskaffenhed. På samme måde straffes
den, som i øvrigt groft uagtsomt
drager utilbørlig fordel af en
andens handling af den i § 282,
§ 300 a eller § 300 b nævnte
beskaffenhed.
§ 301. Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder straffes
den, der med forsæt til uberettiget
anvendelse fremstiller, skaffer sig,
besidder eller videregiver
1) oplysninger, som
identificerer et betalingsmiddel,
der er tildelt andre, eller
2) genererede
betalingskortnumre.
Stk. 2. Sker den i stk. 1
nævnte videregivelse m.v. i en
videre kreds eller under i øvrigt
særligt skærpende omstændigheder, er
straffen fængsel indtil 6 år.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1
finder ikke anvendelse på ægte
betalingskort.
§ 301 a. Med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes den, der uretmæssigt
skaffer sig eller videregiver koder
eller andre adgangsmidler til
informationssystemer, hvortil
adgangen er forbeholdt betalende
brugere, og som er beskyttet med
kode eller anden særlig
adgangsbegrænsning.
Stk. 2. Sker den i stk. 1
nævnte videregivelse m.v. under
særligt skærpende omstændigheder, er
straffen fængsel indtil 6 år. Som
særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor
videregivelse m.v. sker
erhvervsmæssigt, i en videre kreds
eller under omstændigheder, hvor der
er særlig risiko for omfattende
misbrug.
§ 302. Med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder straffes,
for så vidt forholdet ikke falder
ind under § 296, den, som særlig
groft overtræder lovgivningens krav
til
1) bogføring, herunder
registrering af transaktioner og
udfærdigelse af regnskabsmateriale,
2) opbevaring af
regnskabsmateriale, herunder
beskrivelser af bogføring og
systemer til opbevaring og
fremfindelse af materiale, herunder
adgangskoder m.v. og
krypteringsnøgler,
3) offentlige myndigheders
adgang til regnskabsmateriale i
henhold til den for disse
myndigheder særligt gældende
lovgivning samt
4) aflæggelse af
årsregnskaber eller tilsvarende
regnskaber.
Stk. 2. Begås en handling
eller undladelse som nævnt i stk. 1
af grov uagtsomhed, er straffen bøde
eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 303. Den, som udviser grov
uagtsomhed ved at tilforhandle sig
eller på anden lignende måde modtage
ting, der er erhvervet ved en
berigelsesforbrydelse, straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 304.
Med bøde eller fængsel indtil
4 måneder straffes den, som i
tilfælde, hvor afgørelse om et
formueanliggende træffes ved
afstemning, skaffer sig eller andre
adgang til uberettiget at deltage i
denne eller til at afgive flere
stemmer, end der tilkommer ham,
eller bevirker, at afstemningen
forvanskes.
Stk. 2. På samme måde
straffes den, som ved afstemninger i
et konkurs- eller gældsfragåelsesbo
eller under forhandling om
tvangsakkord uden for konkurs ved
usande foregivender påvirker
stemmegivningen eller yder, lover
eller tilbyder, modtager, fordrer
eller lader sig tilsige formuefordel
for at stemme i en bestemt retning
eller for at undlade at stemme.
§ 304 a. Den, som uberettiget
yder, lover eller tilbyder nogen,
der her i landet eller i udlandet
virker som voldgiftsdommer, en gave
eller anden fordel for at formå den
pågældende til at gøre eller undlade
noget under udøvelsen af dette
hverv, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2. På samme måde
straffes den, der her i landet eller
i udlandet virker som
voldgiftsdommer, og som under
udøvelsen af dette hverv uberettiget
modtager, fordrer eller lader sig
tilsige en gave eller anden fordel.
§ 305. De i § 291, stk. 1 og
3, § 293, stk. 2, § 298 og § 299
omhandlede lovovertrædelser påtales
kun efter den forurettedes begæring,
medmindre almene hensyn kræver
påtale.
Stk. 2. De i § 294 omhandlede
lovovertrædelser er undergivet
privat påtale.