9. kapitel
Andre retsfølger
af den strafbare handling
§ 68. Hvis en tiltalt
frifindes for straf i medfør af
§ 16, kan retten træffe bestemmelse
om anvendelse af andre
foranstaltninger, der findes
formålstjenlige for at forebygge
yderligere lovovertrædelser. Såfremt
mindre indgribende foranstaltninger
som tilsyn, bestemmelser vedrørende
opholdssted eller arbejde,
afvænningsbehandling, psykiatrisk
behandling m.v. ikke findes
tilstrækkelige, kan det bestemmes,
at den pågældende skal anbringes i
hospital for sindslidende, i
institution for personer med
vidtgående psykiske handicap eller
under tilsyn med mulighed for
administrativ anbringelse eller i
egnet hjem eller institution til
særlig pleje eller forsorg.
Anbringelse i forvaring kan ske
under de betingelser, der er nævnt i
§ 70.
§ 68 a. Medfører en
foranstaltning efter § 68 eller
§ 72, jf. § 68, at den dømte skal
anbringes i institution, eller giver
foranstaltningen mulighed herfor,
fastsættes en længstetid på 5 år for
denne foranstaltning. Længstetiden
omfatter også foranstaltninger, som
senere fastsættes efter § 72, jf.
§ 68, og som medfører en lempelse af
den hidtidige foranstaltning. Under
særlige omstændigheder kan retten
efter anmodning fra
anklagemyndigheden ved kendelse
fastsætte en ny længstetid på 2 år.
Stk. 2. I de tilfælde, der er
omhandlet i stk. 1, fastsættes dog i
almindelighed ingen længstetid, hvis
den dømte findes skyldig i drab,
røveri, frihedsberøvelse, alvorlig
voldsforbrydelse, trusler af den i
§ 266 nævnte art, brandstiftelse,
voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i
forsøg på en af de nævnte
forbrydelser. Er der ikke fastsat en
længstetid, indbringer
anklagemyndigheden spørgsmålet om
ændring eller endelig ophævelse af
foranstaltningen for retten 5 år
efter afgørelsen, medmindre
spørgsmålet har været forelagt for
retten inden for de sidste to år.
Derefter forelægges spørgsmålet for
retten mindst hvert andet år.
Stk. 3. Ved andre
foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte fastsættes en længstetid for
foranstaltningen, der ikke kan
overstige 3 år. Under særlige
omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse forlænge længstetiden. Den
samlede tid for foranstaltningen kan
ikke overstige 5 år.
§ 69. Befandt gerningsmanden
sig ved den strafbare handlings
foretagelse i en tilstand, der var
betinget af mangelfuld udvikling,
svækkelse eller forstyrrelse af de
psykiske funktioner, og som ikke er
af den i § 16 nævnte beskaffenhed,
kan retten, såfremt det findes
formålstjenligt, i stedet for at
idømme straf træffe bestemmelse om
foranstaltninger som nævnt i § 68,
2. pkt.
§ 69 a. Medfører en
foranstaltning efter § 69, at den
dømte skal anbringes i institution,
eller giver foranstaltningen
mulighed herfor, fastsættes en
længstetid på 5 år for denne
foranstaltning og en længstetid for
opholdet, der i almindelighed ikke
kan overstige 1 år. Længstetiden på
5 år omfatter også foranstaltninger,
som senere fastsættes efter § 72,
jf. § 69 og § 68, 2. pkt., og som
medfører en lempelse af den
hidtidige foranstaltning. Under
særlige omstændigheder kan retten
efter anmodning fra
anklagemyndigheden ved kendelse
fastsætte en ny længstetid på 2 år
for foranstaltningen eller en ny
længstetid for opholdet.
Stk. 2. I de tilfælde, der er
omhandlet i stk. 1, fastsættes dog i
almindelighed ingen længstetid for
foranstaltningen, hvis den dømte
findes skyldig i drab, røveri,
frihedsberøvelse, alvorlig
voldsforbrydelse, trusler af den i
§ 266 nævnte art, brandstiftelse,
voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i
forsøg på en af de nævnte
forbrydelser. § 68 a, stk. 2, 2. og
3. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Ved andre
foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte fastsættes en længstetid for
foranstaltningen, der ikke kan
overstige 3 år. Under særlige
omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse forlænge længstetiden. Den
samlede tid for foranstaltningen kan
ikke overstige 5 år.
§ 70. En person kan dømmes
til forvaring, hvis
1) han findes skyldig i drab,
røveri, frihedsberøvelse, alvorlig
voldsforbrydelse, trusler af den i
§ 266 nævnte art eller
brandstiftelse eller i forsøg på en
af de nævnte forbrydelser, og
2) det efter karakteren af
det begåede forhold og oplysningerne
om hans person, herunder navnlig om
tidligere kriminalitet, må antages,
at han frembyder nærliggende fare
for andres liv, legeme, helbred
eller frihed, og
3) anvendelse af forvaring i
stedet for fængsel findes påkrævet
for at forebygge denne fare.
Stk. 2. En person kan
endvidere dømmes til forvaring, hvis
1) han findes skyldig i
voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i
forsøg herpå, og
2) det efter karakteren af
det begåede forhold og oplysningerne
om hans person, herunder om
tidligere kriminalitet, må antages,
at han frembyder væsentlig fare for
andres liv, legeme, helbred eller
frihed, og
3) anvendelse af forvaring i
stedet for fængsel findes påkrævet
for at forebygge denne fare.
§ 71. Såfremt der bliver tale
om at dømme en tiltalt til
anbringelse i institution eller i
forvaring efter reglerne i §§ 68-70,
kan der af retten beskikkes ham en
bistandsværge, så vidt muligt en
person af hans nærmeste pårørende,
der sammen med den beskikkede
forsvarer skal bistå tiltalte under
sagen.
Stk. 2. Er tiltalte dømt til
anbringelse som nævnt i stk. 1,
eller giver afgørelsen mulighed for
sådan anbringelse, skal der
beskikkes ham en bistandsværge.
Denne skal holde sig underrettet om
den dømtes tilstand og drage omsorg
for, at opholdet og andre
foranstaltninger ikke udstrækkes
længere end nødvendigt. Beskikkelsen
ophører, når foranstaltningen
endeligt ophæves.
Stk. 3. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om
antagelse og vederlæggelse af
bistandsværger samt om disses
opgaver og nærmere beføjelser.
§ 72. Det påhviler
anklagemyndigheden at påse, at en
foranstaltning efter §§ 68, 69 eller
70 ikke opretholdes i længere tid og
videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2. Bestemmelse om
ændring eller endelig ophævelse af
en foranstaltning efter §§ 68, 69
eller 70 træffes ved kendelse efter
anmodning fra den dømte,
bistandsværgen, anklagemyndigheden,
institutionens ledelse eller
kriminalforsorgen. Anmodning fra den
dømte, bistandsværgen,
institutionens ledelse eller
kriminalforsorgen fremsættes over
for anklagemyndigheden, der snarest
muligt indbringer spørgsmålet for
retten. Tages en anmodning fra den
dømte eller bistandsværgen ikke til
følge, kan ny anmodning ikke
fremsættes, før der er forløbet et
halvt år fra kendelsens afsigelse.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 59,
stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse på afgørelser efter
stk. 2. Er der spørgsmål om ændring
af foranstaltningen på grund af ny
lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet
dog af den ret, der behandler sagen
vedrørende overtrædelsen.
§ 73. Er den, der har begået
en strafbar handling, efter dennes
foretagelse, men før dom er afsagt,
kommet i en ikke blot forbigående
tilstand af den i § 16 eller § 69
nævnte art, afgør retten, om straf
skal idømmes eller bortfalde. Hvis
det findes formålstjenligt, kan
retten bestemme, at foranstaltninger
efter § 68 eller § 69 skal anvendes
i stedet for straf, eller indtil
straffen måtte kunne fuldbyrdes.
Stk. 2. Bestemmelserne i
§§ 71-72 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Såfremt en person,
der idømmes straf, i medfør af
stk. 1, 2. pkt., anbringes i
institution, medregnes varigheden af
sådant ophold i straffetiden.
§ 73 a. Justitsministeren kan
efter forhandling med
socialministeren og indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte regler
om meddelelse af tilladelse til
udgang m.v. til personer, der er
anbragt i hospital for sindslidende
m.v. i henhold til en afgørelse
truffet i medfør af §§ 68 eller 69.
Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af
disse regler, ikke kan indbringes
for højere administrativ myndighed.
§ 74. (Ophævet)
§ 74 a. Hvis en person, der
på gerningstiden ikke var fyldt 18
år, har begået grovere personfarlig
kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, kan retten bestemme,
at den pågældende skal undergive sig
en struktureret, kontrolleret
socialpædagogisk behandling af 2 års
varighed, hvis det må anses for
formålstjenligt for at forebygge
yderligere lovovertrædelser.
Stk. 2. Retten kan give den
dømte pålæg svarende til de vilkår,
der kan fastsættes efter § 57.
Længstetiden for ophold i
døgninstitution eller godkendt
opholdssted er 1 år og 6 måneder,
heraf højst 12 måneder i en sikret
afdeling på en døgninstitution for
børn og unge. Begår en person, der
er undergivet en foranstaltning
efter stk. 1, ny kriminalitet, kan
retten i stedet for at idømme straf
forlænge foranstaltningen, herunder
længstetiderne efter 2. pkt., med
indtil 6 måneder.
Stk. 3. Den dømte kan kræve
afgørelser om overførsel til en
sikret afdeling i en døgninstitution
for børn og unge og afgørelser om
overførsel fra ambulant behandling
til anbringelse på en
døgninstitution for børn og unge
eller godkendt opholdssted indbragt
for retten til prøvelse. Det samme
gælder, i det omfang de sociale
myndigheder med hjemmel i dommen
træffer afgørelse om, at den
pågældende skal forblive i
institution ud over det i dommen
fastsatte tidsrum for opholdet.
Afgørelsen træffes ved kendelse.
Sagens indbringelse for retten har
ikke opsættende virkning.
Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Justitsministeren kan
efter forhandling med
socialministeren fastsætte regler om
meddelelse af tilladelse til udgang
m.v. til personer, der er undergivet
en foranstaltning efter stk. 1 og 2.
Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af
disse regler, ikke kan indbringes
for højere administrativ myndighed.
§ 75. Udbyttet ved en
strafbar handling eller et hertil
svarende beløb kan helt eller delvis
konfiskeres. Savnes der fornødent
grundlag for at fastslå beløbets
størrelse, kan der konfiskeres et
beløb, som skønnes at svare til det
indvundne udbytte.
Stk. 2. Såfremt det må anses
for påkrævet for at forebygge
yderligere lovovertrædelser, eller
særlige omstændigheder i øvrigt
taler derfor, kan der ske
konfiskation af
1) genstande, der har været
brugt eller bestemt til at bruges
ved en strafbar handling,
2) genstande, der er
frembragt ved en strafbar handling,
og
3) genstande, med hensyn til
hvilke der i øvrigt er begået en
strafbar handling.
Stk. 3. I stedet for
konfiskation af de i stk. 2 nævnte
genstande kan der konfiskeres et
beløb svarende til deres værdi eller
en del heraf.
Stk. 4. I stedet for
konfiskation efter stk. 2 kan der
træffes bestemmelse om
foranstaltninger vedrørende
genstandene til forebyggelse af
yderligere lovovertrædelser.
Stk. 5. Når en forening
opløses ved dom, kan dens formue,
arkiv, protokoller og lignende
konfiskeres.
§ 76. Konfiskation efter
§ 75, stk. 1, kan ske hos den, hvem
udbyttet er tilfaldet umiddelbart
ved den strafbare handling.
Stk. 2. Konfiskation af de i
§ 75, stk. 2 og 3, nævnte genstande
og værdier kan ske hos den, der er
ansvarlig for lovovertrædelsen, og
hos den, på hvis vegne han har
handlet.
Stk. 3. Særligt sikrede
rettigheder over genstande, der
konfiskeres, bortfalder kun efter
rettens bestemmelse under
betingelser svarende til de i stk. 2
anførte.
Stk. 4. Har en af de i stk. 1
og 2 nævnte personer efter den
strafbare handling foretaget
dispositioner over udbytte eller
genstande af den i § 75, stk. 2,
omhandlede beskaffenhed eller
rettigheder herover, kan det
overdragne eller dets værdi
konfiskeres hos erhververen, såfremt
denne var bekendt med det
overdragnes forbindelse med den
strafbare handling eller har udvist
grov uagtsomhed i denne henseende,
eller hvis overdragelsen er sket som
gave.
Stk. 5. Såfremt en person,
der har konfiskationsansvar efter
stk. 1-4, dør, bortfalder hans
ansvar. Dette gælder dog ikke
konfiskation efter § 75, stk. 1.
§ 76 a. Der kan foretages hel
eller delvis konfiskation af
formuegoder, der tilhører en person,
som findes skyldig i en strafbar
handling, når
1) handlingen er af en sådan
karakter, at den kan give betydeligt
udbytte, og
2) den efter loven kan
straffes med fængsel i 6 år eller
derover eller er en overtrædelse af
lovgivningen om euforiserende
stoffer.
Stk. 2. Under betingelser som
nævnt i stk. 1 kan der foretages hel
eller delvis konfiskation af
formuegoder, som den pågældendes
ægtefælle eller samlever har
erhvervet, medmindre
1) formuegodet er erhvervet
mere end 5 år før den strafbare
handling, som danner grundlag for
konfiskation efter stk. 1, eller
2) ægteskabet eller
samlivsforholdet ikke bestod på
tidspunktet for erhvervelsen.
Stk. 3. Under betingelser som
nævnt i stk. 1 kan der foretages hel
eller delvis konfiskation af
formuegoder overdraget til en
juridisk person, som den pågældende
alene eller sammen med sine nærmeste
har en bestemmende indflydelse på.
Det samme gælder, hvis den
pågældende oppebærer en betydelig
del af den juridiske persons
indtægter. Konfiskation kan dog ikke
ske, hvis formuegodet er overdraget
til den juridiske person mere end 5
år før den strafbare handling, som
danner grundlag for konfiskation
efter stk. 1.
Stk. 4. Konfiskation efter
stk. 1-3 kan ikke ske, hvis den
pågældende sandsynliggør, at et
formuegode er erhvervet på lovlig
måde eller for lovligt erhvervede
midler.
Stk. 5. I stedet for
konfiskation af bestemte formuegoder
efter stk. 1-3 kan der konfiskeres
et beløb svarende til deres værdi
eller en del heraf.
§ 77. Sker der konfiskation
efter § 75, stk. 1, eller § 76 a, og
har nogen erstatningskrav i
anledning af lovovertrædelsen, kan
det konfiskerede anvendes til
dækning af erstatningskravet.
Stk. 2. Det samme gælder
genstande og værdier konfiskeret
efter § 75, stk. 2 og 3, såfremt der
ved dommen træffes bestemmelse
derom.
Stk. 3. Har den dømte i et af
de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde
betalt den forurettede erstatning
efter dommen, nedsættes
konfiskationsbeløbet tilsvarende.
§ 77 a. Genstande, som på
grund af deres beskaffenhed i
forbindelse med andre foreliggende
omstændigheder må befrygtes at ville
blive brugt ved en strafbar
handling, kan konfiskeres, for så
vidt det må anses for påkrævet for
at forebygge den strafbare handling.
Der kan under samme betingelser ske
konfiskation af andre formuegoder,
herunder penge. § 75, stk. 4, finder
tilsvarende anvendelse.
§ 78. Strafbart forhold
medfører ikke tab af borgerlige
rettigheder, herunder ret til
virksomhed i henhold til almindeligt
næringsbrev eller sønæringsbevis.
Stk. 2. Den, der er dømt for
strafbart forhold, kan dog udelukkes
fra at udøve virksomhed, som kræver
en særlig offentlig autorisation
eller godkendelse, såfremt det
udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for misbrug af
stillingen eller hvervet.
Stk. 3. Spørgsmål om,
hvorvidt det udviste forhold er til
hinder for udøvelse af en i stk. 2
omhandlet virksomhed, skal af
anklagemyndigheden på begæring enten
af den, der har fået afslag på
ansøgning om sådan autorisation
eller godkendelse, eller af
vedkommende myndighed indbringes for
retten. § 59, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse. Afgørelsen
træffes ved kendelse. Såfremt
afgørelsen går ud på udelukkelse fra
den pågældende virksomhed, kan
spørgsmålet på ny indbringes for
retten, dog tidligst efter 2 års
forløb. Autorisation eller
godkendelse kan også inden udløbet
af denne frist meddeles af
vedkommende myndighed.
§ 79. Den, som udøver en af
de i § 78, stk. 2, omhandlede
virksomheder, kan ved dom for
strafbart forhold frakendes retten
til fortsat at udøve den pågældende
virksomhed eller til at udøve den
under visse former, såfremt det
udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for misbrug af
stillingen.
Stk. 2. Det samme gælder, når
særlige omstændigheder taler derfor,
om udøvelse af anden virksomhed.
Efter samme regel kan der ske
frakendelse af retten til at være
stifter af eller direktør eller
medlem af bestyrelsen i et selskab
med begrænset ansvar, et selskab
eller en forening, som kræver særlig
offentlig godkendelse, eller en
fond.
Stk. 3. Frakendelsen sker på
tid fra 1 til 5 år, regnet fra
endelig dom, eller indtil videre, i
hvilket tilfælde spørgsmålet om
fortsat udelukkelse fra den
pågældende virksomhed efter 5 års
forløb kan indbringes for retten
efter de i § 78, stk. 3, indeholdte
regler. Når særlige omstændigheder
taler derfor, kan justitsministeren
tillade, at indbringelse for retten
sker, inden den i 1. pkt. nævnte 5
års frist er forløbet.
Stk. 4. Retten kan under
behandlingen af de i stk. 1 og 2
nævnte sager ved kendelse udelukke
den pågældende fra at udøve
virksomheden, indtil sagen er
endeligt afgjort. Det kan ved dommen
i sagen bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.