---

    

Bilag 2

RIGSADVOKATENS REDEGØRELSE
OM
EN NY ORDNING OG FORENKLING AF
BØDEFASTSÆTTELSEN PÅ

- Uden bilag -

Indholdsfortegnelse
1.	Indledning			1
2.	Færdselslovensregler			3
2.1.	Færdselslovens nugældende bestemmelser om straf			3
2.2.	Tidligere ændringer af færdselsloven			4
	2.2.1.		Lov nr. 283 af 29. april 1992 (Motorvejshastighed og skærpelse af bødeniveauet)	5
	2.2.2.		Lov nr. 468 af 10. juni 1997 (Spiritus- og prornillekørsel, mobiltelefoner m.v.) og lov nr. 73 af 4. februar 1998 (Promillekørsel m.v.)	7
	2.2.3.		Lov nr. 292 af 18. maj 1998 (Motorcykel med tilkoblet påhængsvogn eller påhængsredskab)	8
	2.2.4.		Bekendtgørelse nr. 748 af 16. oktober 1998 (Forbud mod visse typer radar- og laserudstyr)	9
	2.2.5.		Lov nr. 187 af 30. marts 1999 (Skærpet kontrol med tunge køretøjer, køre- og hviletidsbestemmelser, betalingsbestemmelser m.v.)	9
3.	Generelle bemærkninger om straffastsættelsen på færdselslovsområdet			10
3.1.	Strafudmålingen			10
3.2.	Bødefastsættelsen ved flere overtrædelser (kumulation)			12
4.	Rigsadvokatens vejledning om bødetakster i politisager (bødekataloget)			13
4.1.	Indledning			13
4.2.	Forhøjelses- og nedsættelsesgrunde			14
4.3.	Sammenstød af bødetakster			14
4.4.	Gentagelsesvirkning			15
4.5.	Taksterne i bødekataloget			16
4.6.	Registrering i kriminalregisteret			16
5.	Overvejelser			18
5.1.	Generel forhøjelse af de mindre bøder			18
5.2.	Færre positioner			20
5.3.	Nedsættelse af bøder til personer med dårlig betalingsevne			21
5.4.	Kumulation			25
	5.4.1.		Det generelle udgangspunkt	25
	5.4.2.		Generelle overvejelser	25
	5.4.3.		Diskussion af konkrete tilfælde	26
	5.4.4.		Behandling af spørgsmålet om kumulation i retspraksis	28
	5.4.5.		Konklusion	30
5.5.	Gentagelsesvirkning			31
5.6.	Overtrædelse af hastighedsbestemmelserne, kørsel med overlæs m.v.			32
	5.6.1.		Indledning	32
	5.6.2.		Bødefastsættelsen i sager om hastighedsovertrædelser	32
	5.6.3.		Bødefastsættelsen i sager om overlæs	34
	5.6.4.		Bødefastsættelsen i sager om overtrædelse af køre- hviletidsbestemmelserne	35
6.	Konklusion og skitse til lovforslag			35
Bilag
Bilag 1.		Vejledning om bødetakster i politisager (bødekataloget)		43
Bilag 2.		Rigsadvokatens meddelelse nr. 6/1998 om ændringer af færdselsloven		141
Bilag 3.		Rigsadvokaten Informerer nr. 8/1998 om blandt andet strafudmålingen ved samtidig spirituskørsel og kørsel uden at have erhvervet kørekort		181
Bilag 4.		Rigsadvokaten Informerer nr. 16/1998 om forbud mod visse typer af radar- og laserudstyr		187
Bilag 5.		Rigsadvokaten Informerer nr. 11/1999 om færdselsstraffesager		189
Bilag 6.		Rigsadvokaten Informerer nr. 17/1999 om behandlingen af sager om overtrædelse af bestemmelserne om hastighedsbegrænsere		205
Bilag 7.		Rigsadvokaten Informerer nr. 20/1999 om strafudmålingen ved samtidig påkendelse af spirituskørsel og lavpromillekørsel		207

1. Indledning

    I Rigsadvokatens vejledning om bødetakster i politisager (bødekataloget) er der fastsat vejledende takster for bødestørrelserne på en række områder, hvor der i praksis forekommer mange ensartede sager.

    Disse vejledende retningslinjer omfatter bl.a. færdselslovsovertrædelser, mindre overtrædelser af straffeloven (butikstyveri, brugstyveri og hærværk) samt overtrædelser af lov om euforiserende stoffer og politivedtægterne.

    De vejledende retningslinjer er kun fastsat på områder, hvor der er en rimelig sikkerhed for, at domstolene anvender taksterne.

    Bødekataloget blev udsendt i juni 1991 og er delvis revideret i maj 1992. De nugældende retningslinjer er medtaget som bilag 1 til denne redegørelse.

    Herudover er der med hensyn til udvalgte færdselslovs- og våbenlovsovertrædelser i de senere år på grund af lovændringer udsendt supplerende retningslinjer for anklagemyndighedens bødepåstande. Disse retningslinjer er medtaget som bilag 2-7 til denne redegørelse.

    På flere områder er de vejledende bødetakster imidlertid ikke ændret gennem 90 erne. Bødernes størrelse har således ikke fulgt prisudviklingen, og der er i en række tilfælde tale om bøder af en sådan beskeden størrelse, at de næppe har nogen præventiv effekt.

    Spørgsmålet om en nyordning og forenkling af bødeområdet har i de senere år være drøftet i forskellige sammenhænge.

    Således anbefalede en uformel styringsgruppe, der blev nedsat af Justitsministeriet i 1994, i en redegørelse fra februar 1996 om et gennemført forsøg om udlevering af bødetilkendegivelser på stedet m.v., at der generelt indføres en minimumsbøde og faste intervaller i bødetaksterne på mindst 200 kr., samt at sammenlægningen af bødestraffe for flere forseelser skal ske ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse (absolut kumulation).

    Rigsadvokaten erklærede sig i en skrivelse af 13. maj 1996 til Justitsministeriet enig i, at sådanne ændringer bl.a. af praktiske, administrative hensyn og af hensyn til forudsigeligheden i strafforfølgningen er ønskelige. Rigsadvokaten påpegede, at det var hans opfattelse, at forslagene kun kan gennemføres ved lovgivning.

    I februar 1999 rettede Rigsadvokaten på ny henvendelse til Justitsministeriet om spørgsmålet. Rigsadvokaten henledte Justitsministeriets opmærksomhed på ønskeligheden af, at spørgsmålet om sammenlægning af takstmæssige bødestraffe blev lovreguleret, således at udgangspunktet er sammenlægning af bødestraffene (absolut kumulation).

    Rigsadvokaten påpegede endvidere, at praktiske, administrative hensyn, hensynet til forudsigeligheden i strafforforfølgningen samt almenpræventive hensyn taler for, at der - navnlig inden for færdselslovsområdet - fastsættes retningslinjer dels om minimumsbøder af en vis størrelse dels om færre bødepositioner, og Rigsadvokaten foreslog, at et udkast til sådanne retningslinjer blev udarbejdet i rigsadvokaturen.

    Justitsministeriet tilsluttede sig ved skrivelse af 9. juli 1999, at rigsadvokaturen nærmere overvejede spørgsmålet om minimumsbøder af en vis størrelse og om færre bødepositioner, og Justitsministeriet ville endvidere se på mulighederne for gennem lovgivning at gennemføre en ordning med absolut kumulation.

    Rigsadvokaturen har på denne baggrund iværksat en vurdering af, hvorledes en nyordning og forenkling af bødeområdet kan gennemføres.

    Overvejelserne koncentrerer sig om færdselslovsområdet, hvor der synes at være størst behov for en revision af de nugældende retningslinjer for bødefastsættelsen.

    Baggrunden herfor er, at overtrædelser af færdselsloven udgør langt den største del af det samlede antal overtrædelser af særlovgivningen. Det fremgår således af Politiets årsberetning for 1998, at der i beretningsåret blev registreret 234.603 sigtelser for overtrædelse af færdselsloven, og det samlede antal overtrædelser af særlovgivningen udgør i alt ca. 300.000. Til sammenligning kan nævnes, at der blev registreret 13.559 anmeldelser om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, 6.143 anmeldelser om overtrædelse af våbenloven, 8.840 anmeldelser om overtrædelse af politivedtægterne og 505 anmeldelser om overtrædelse af dyreværnsloven.

    Overvejelserne omfatter dog kun i et vist omfang de områder af færdselsloven, der har været undergivet lovregulering i de senere år, samt færdselslovens regler om spiritus og promillekørsel.

2. Færdselslovens regler

2.1. Færdselslovens nugældende bestemmelser om straf

    Færdselslovens bestemmelser om straf findes i færdselslovens § 117 og § 118, der har følgende ordlyd:

»§ 117. Spirituskørsel med motorkøretøj, registreringspligtig knallert, traktor eller motorredskab straffes med bøde. Har alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteget 2,00 promille, er straffen hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Stk. 2. Straffen efter stk. 1, 1. pkt., kan stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år, hvis føreren

1) tidligere er dømt for spiritus- eller promillekørsel,

2) findes skyldig i flere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel eller

3) findes skyldig i forhold, der er omfattet af § 125 a eller § 126, stk. 1, nr. 1-4.

    Stk. 3. Promillekørsel straffes med bøde. Det samme gælder spirituskørsel med ikke registreringspligtig knallert. Er den skyldige tidligere dømt for spiritus- eller promillekørsel, kan straffen dog stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Stk. 4. Spiritus- og promillekørsel, der foregår ved uberettiget brug af motorkøretøj, en registreringspligtig knallert, en traktor eller et motorredskab, jf. straffelovens § 293, stk. 1, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Stk.5. Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, § 56, stk. 1, § 62, stk. 1, og § 63 a straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 1 år. Ved udmåling af bøde for overtrædelse af § 56, stk. 1, og § 63 a tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

    Stk. 6. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af et sådan køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

§ 118. Med bøde straffes den, der:

1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10, § 12, §§ 14-52, § 54, stk. 2-4, § 55 a, stk. 1, § 60, stk. 5, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 67, § 70, stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75, § 78, stk. 3, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, §§ 86-88, §§ 97-99 og § 105,

2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse i henhold til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven eller

3) undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven.

    Stk. 2. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af § 4, stk. 1, § 5, § 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17, stk. 1, §§ 18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, § 41, §§ 44-49, § 50, stk. 2 og 3, §§ 51 og 52, § 54, stk. 2-4, § 62, stk. 3, § 63, stk. 1-2, § 64, § 67, § 70, stk. 1 og 2, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, og §§ 87 og 88 udmåles en skærpet bøde.

    Stk. 3. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43 skal der tages hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den pågældende hastighedsovertrædelse medfører. Ved hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover udmåles en skærpet bøde. Der udmåles ligeledes en skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med

1) biler med tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn,

2) lastbiler, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg,

3) busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg,

4) vogntog bestående af de under nr. 2 og 3 nævnte køretøjer og registreringspligtige påhængskøretøjer,

5) ledbusser eller

6) motorcykel med tilkoblet påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab.

    Stk. 4. Overtrædelse af de i §121, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser og forbud straffes dog kun, såfremt standsningen eller parkeringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempe for færdslen.

    Stk. 5. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Der kan endvidere fastsættes straf af hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter udstedt i medfør af § 86 a. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 68, kan der fastsættes bestemmelser om udmåling af en skærpet bøde for overtrædelse af regler om hastighedsbegrænsere. Tilsvarende gælder for forskrifter, der udstedes i medfør af § 85 for overtrædelse af regler om køretøjers største tilladte totalvægt, når overtrædelsen er sket under kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.

    Stk. 6. For overtrædelse af forskrifter, der er udstedt efter § 85, stk. 1, og § 86 a, kan der pålægges ejeren eller brugeren af køretøjet bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

    Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

Det fremgår således af bestemmelserne, at færdselslovens § 117 omfatter overtrædelser, der kan straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Færdselslovens § 118 omfatter i det væsentligste overtrædelser, der alene kan straffes med bøde. For så vidt angår de overtrædelser, der er nævnt i § 118, stk. 2 og 3, udmåles en skærpet bøde.

2.2. Tidligere ændringer af færdselsloven

    Bestemmelserne i §§117 og 118 er ændret flere gange siden den nugældende færdselslov blev indført i 1976. I det følgende omtales nogle af de lovændringer, der blandt andet har omhandlet bødefastsættelsen, og som derfor må tages i betragtning ved overvejelserne om en generel omlægning af bøder for overtrædelse af færdselsloven.

2.2.1. Lov nr. 283 af 29. april 1992 (Motorvejshastighed og skærpelse af bødeniveauet)

    Ved lov nr. 283 af 29. april 1992 blev § 118, stk. 2, om skærpet bøde for en række nærmere opregnede overtrædelser, der af lovgiver vurderedes som værende »trafikfarlige« forseelser, indsat.

    Om baggrunden herfor fremgår følgende af bemærkningerne til lovforslaget (FT 1991-1992, Till. A, sp. 4279):

»5.2. Færdselssikkerhedskommissionens vurderinger om en skærpelse af bødeniveauet

    Færdselssikkerhedskommissionen afgav den 1. juli 1991 en udtalelse om bl.a. en generel forhøjelse af bødeniveauet for færdselsforseelser. Færdselssikkerhedskommissionen gav udtryk for, at det nuværende bødeniveau for færdselsforseelser er meget beskedent og anbefalede, at der gennemføres en generel forhøjelse af bødeniveauet for færdselsforseelser med mindst 50 procent, samtidig med at bødetaksterne justeres efter den almindelige løn- og prisudvikling siden 1988.

    På tilsvarende måde som for anbefalingen om at omlægge og skærpe bødeniveauet for hastighedsovertrædelser, jf. oven for under punkt. 4.2., er formålet at styrke bødernes præventive effekt. Færdselssikkerhedskommissionen understregede, at det er en afgørende forudsætning for Kommissionen, at trafikanterne informeres grundigt om størrelsen af bøderne. Kommissionen pegede på, at dette vil være nødvendigt, hvis de skærpede bøder skal have den forventede effekt.

5.3. Justitsministeriets vurdering af en skærpelse af bødeniveauet

    Justitsministeriet er enig med Færdselssikkerhedskommissionen i, at det nuværende bødeniveau for færdselsforseelser er beskedent, og at en skærpelse af bøderne kan have en præventiv effekt. Justitsministeriet har derfor overvejet, hvordan en skærpelse af bøderne for overtrædelse af færdselslovgivningen mest hensigtsmæssigt kan gennemføres.

    Det er Justitsministeriets opfattelse, at en ændret påtalepraksis fra anklagemyndighedens side i form af skærpede bødepåstande i færdselssager ikke kan forventes at føre til en sådan forhøjelse af bødeniveauet, at der vil være udsigt til at opnå en væsentlig forøget præventiv effekt. Det vil derfor være nødvendigt gennem en ændring af færdselsloven at bestemme, at bøderne skal skærpes.

    Justitsministeriet har herefter overvejet, om en sådan ændring skal gennemføres i form af en generel skærpelse af bøderne omfattende alle færdselsforseelser, eller om skærpelsen skal begrænses til de trafikfarlige forseelser.

    Justitsministeriet finder, at skærpelsen af bøderne bør begrænses til de færdselsforseelser, som ud fra en generel betragtning må anses for trafikfarlige, enten for vedkommende selv eller for medtrafikanterne. Justitsministeriet er på den anden side enig med Færdselssikkerhedskommissionen i, at skærpelsen ikke kun skal omfatte visse særligt farlige forseelser, som ud fra en konkret vurdering har medført fare for eller skade på den pågældende selv eller andre. Hvis en skærpelse af bødeniveauet skal have en effekt, må der nødvendigvis være tale om en stigning i bødetaksten, omfattende en bred vifte af færdselsforseelser.

    Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der gennemføres en skærpelse af bødeniveauet på (tilnærmelsesvis) 50 procent i forhold til i dag, og at denne skærpelse skal omfatte følgende overtrædelser af færdselslovgivningen:

    § 4, stk. 1, (lyssignal og færdselstavler m.v. ikke respekteret) § 5 (færdsel over jernbanespor m.v.)

    § 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17, stk. 1, §§ 18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, (færdselsregler for kørende ikke respekteret, som f.eks. vending, overhaling, vigepligt, lygteføring, m.v.)

    § 41 (almindelige regler for hastighed ikke respekteret)

    §§ 44-48 (særlige regler for færdsel på motorvej og motortrafikvej ikke respekteret) § 49 og § 50, stk. 2 og 3, (særlige regler for cykler ikke respekteret)

    § 54, stk. 2-4, (bl.a. overladelse af motorkøretøj til spirituspåvirket person) § 62, stk. 3, (kørekort til traktor ikke erhvervet) § 63, stk. 1-2, (bl.a. knallertbevis ikke erhvervet) § 64 (øvelseskørsel)

    § 67 (bl.a. fejl og mangler i køretøj)

    § 70, stk. 1 og 2, (tilkobling og slæbning)

    §§ 80-81 (sikkerhedsseler og styrthjelm ikke anvendt) § 82 (belæsningsregler ikke respekteret)

    § 83 a (brug af campingvogn til personbefordring) § 84, stk. 2, (vogntogskørsel med ulempe og fare)

    §§ 87-88 (hindringer på vej)

    Det bemærkes, at enkelte af de anførte bestemmelser også omfatter overtrædelser, der ikke eller ikke kun udgør en fare for færdselssikkerheden, men tillige varetager bl.a. miljøhensyn. Som eksempel kan nævnes mangler ved et køretøjs udstødningssystem (utilstrækkelig lyddæmpning, afmontering af katalysator m.v.), der udgør en overtrædelse af § 67. Bødeskærpelsen vil imidlertid også omfatte sådanne overtrædelser.

    Der vil af anklagemyndigheden blive nedlagt påstand om skærpede bøder i ovennævnte sager i overensstemmelse med bilag 1.

    De foreslåede bødetakster er, som de nugældende, vejledende for domstolene, og vil kunne justeres i takt med løn- og prisudviklingen.

    Bødesatserne er ikke til hinder for, at der kan ske en afvigelse fra bødestørrelsen i det konkrete tilfælde i opad- eller nedadgående retning. Den nuværende ordning, hvorefter der udmåles en nedsat bøde til pensionister og studerende, berøres heller ikke af forslaget.

    Også de skærpede bødetakster vil fremover blive justeret efter den almindelige løn- og prisudvikling.«

    Endvidere blev færdselslovens generelle hastighedsgrænse på motorveje forhøjet til 110 km i timen. Samtidig hermed blev § 118, stk. 3, om bøder for hastighedsovertrædelser indsat.

    Om baggrunden for denne bestemmelse fremgår af forarbejderne, at bøderne for hastighedsforseelser bør afspejle den risikoforøgelse, som hastighedsoverskridelsen medfører. Der indførtes derfor en omlægning af bødeberegningen i sager om hastighedsovertrædelser, således at der tages udgangspunkt i den procentuelle overskridelse af den aktuelle hastighedsgrænse, og således at bødeberegningen sker efter en progressivt stigende skala.

    Der blev indsat en særlig bødetakst for lastbiler med en tilladt totalvægt over 3.500 kg og for vogntog bestående af en sådan lastbil og et registreringspligtigt påhængskøretøj, således at bøderne for hastighedsoverskridelser med disse køretøjer blev belagt med et tillæg på (tilnærmelsesvis) 50 procent. Baggrunden var ifølge bemærkningerne, at skadefølgerne af uheld, hvor lastbiler m.v. er indblandet, er væsentligt større end ved andre færdselsuheld.

    Endvidere blev der indsat en bestemmelse om en særlig skærpet bødetakst for hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen. Dette var begrundet i miljømæssige og energimæssige hensyn, der tilsiger, at der sættes særligt ind mod hastighedsovertrædelser ved meget høje hastigheder.

    Som følge af lovændringen blev Rigsadvokatens vejledning om bødetakster i politisager (bødekataloget) revideret i maj 1992.

    Taksterne for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne fremgår af vejledningens afsnit 5a.5.-1 (bilag 1, side 87ff.).

2.2.2. Lov nr. 468 af 10. juni 1997 (Spiritus- og promillekørsel, mobiltelefoner m.v.) og lov nr. 73 af 4. februar 1998 (promillekørsel m.v.)

    Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev § 118, stk. 3, 3. pkt., ændret, idet der blev indført en skærpet bøde for hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med busser og personbiler med en tilladt totalvægt på ikke over 3500 kg med tilkoblet påhængsvogn m.v.

    Lovændringen medførte, at der for alle køretøjstyper, for hvilke der er fastsat en køretøjsbestemt hastighed, udmåles en skærpet bøde for hastighedsovertrædelser ikke blot på motorveje, men også på det øvrige vejnet.

    Ved lovændringen blev endvidere indsat en bestemmelse i færdselslovens § 117, stk. 5, hvorefter der ved udmåling af bøde for kørsel uden førerret skal tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

    I forarbejderne til lovforslaget blev der lagt op til et bødeniveau på 5.000 kr. ved en førstegangsovertrædelse stigende til 10.000 kr. for en fjerdegangsovertrædelse. Ved den femte overtrædelse er straffen ifølge lovforslagets bemærkninger hæfte i 7 dage, jf. herved også Rigsadvokatens Meddelelse nr. 6/1998, punkt 4.1 (bilag 2, side 162ff).

    Lovændringen omhandlede i øvrigt en nedsættelse af grænsen for spiritus- og promillekørsel til 0,50 promille, og lov nr. 73 af 4. februar 1998 omhandlede ligeledes ændringer af reglerne om spiritus- og promillekørsel.

    Som følge af lov nr. 468 af 10. juni 1997 og lov nr. 73 af 4. februar 1998 udsendtes Rigsadvokatens Meddelelse nr. 6/1998 om ændringer i færdselsloven (bilag 2). Meddelelsen beskriver i punkt 4 strafudmålingen for kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet kørekort (bilag 2, side 162ff.) og i punkt 5 strafudmålingen for hastighedsovertrædelser for en række køretøjstyper, for hvilke der er fastsat en køretøjsbestemt hastighedsgrænse (bilag 2, side 168ff.). Bødefastsættelsen for overtrædelse af forbudet mod anvendelse af håndholdte mobiltelefoner under kørsel fremgår af punkt 9 (bilag 2, side 176ff.).

    Meddelelsen indeholder endvidere i relation til den nye promillegrænse nogle retningslinjer for anklagemyndighedens strafpåstande i gentagelsestilfælde og i tilfælde med flere kørsler til samtidig pådømmelse.

    Meddelelse nr. 6/1998 er suppleret og ændret ved Rigsadvokaten Informerer nr. 8/1998 om blandt andet strafudmålingen ved samtidig spirituskørsel og kørsel uden at have erhvervet kørekort (bilag 3) og Rigsadvokaten Informerer nr. 20/1999 om strafudmålingen ved samtidig påkendelse af spirituskørsel og lavpromillekørsel (bilag 7).

2.2.3. Lov nr. 292 af 18. maj 1998 (Motorcykel med tilkoblet påhængsvogn eller påhængsredskab)

    Ved lov nr. 292 af 18. maj 1998 blev § 118, stk. 1, 3. pkt., ændret, således at kørsel med motorcykel med påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab blev omfattet af reglen om skærpede bøder i færdselslovens § 118, stk. 3.

2.2.4. Bekendtgørelse nr. 748 af 16. oktober 1998 (Forbud mod visse typer radar- og laserudstyr)

    Ved bekendtgørelse nr. 748 af 16. oktober 1998 blev der indført et forbud mod visse typer radar- og laserudstyr m.v. i køretøjer.

    Ifølge bekendtgørelsens § 1 må køretøjer ikke være forsynet med udstyr, der er indrettet til at modtage elektromagnetiske bølger fra politiets udstyr til hastighedskontrol, eller som er indrettet til med elektromagnetiske bølger at forstyrre politiets udstyr til hastighedskontrol.

    Overtrædelse af forbudet straffes efter bekendtgørelsens § 2 med bøde.

    Som følge af bekendtgørelsen udsendtes Rigsadvokaten Informerer 16/1998 om forbud mod visse typer af radar- og laserudstyr (bilag 4), der blandt andet indeholder retningslinjer om bødepåstanden i sager om overtrædelse af bekendtgørelsen.

2.2.5. Lov nr. 187 af 30. marts 1999 (Skærpet kontrol med tunge køretøjer, køre- og hviletidsbestemmelser, betalingsbestemmelser m.v.)

    Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev der indført hjemmel til indførsel af en skærpet bøde for overtrædelse af reglerne om hastighedsbegrænsere (indført ved bkg. nr. 267 af 6. maj 1999) og skærpet bøde for kørsel med overlæs (indført ved bkg. nr. 268 af 6. maj 1999).

    Som følge af loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser udsendtes Rigsadvokaten Informerer nr. 11/1999 om færdselsstraffesager (bilag 5), der blandt andet i punkt 3 fastsætter retningslinjer om bødepåstanden for overtrædelse af reglerne om hastighedsbegrænsere (bilag 5, side 197ff.) og i punkt 4 fastsætter retningslinjer for kørsel med overlæs (bilag 5, side 200ff.). Rigsadvokaten Informerer nr. 11/1999 ændrer og supplerer endvidere retningslinjerne i vejledningen om bødetakster (bødekataloget), Rigsadvokatens Meddelelse nr. 6/1998 om ændringer i færdselsloven og Rigsadvokaten Informerer nr. 8/1998 om blandt andet strafudmålingen ved samtidig spirituskørsel og kørsel uden at have erhvervet kørekort.

    Retningslinjerne i Rigsadvokaten informerer nr. 11/1999 er endvidere suppleret i Rigsadvokaten Informerer nr. 17/1999 om behandlingen af sager om overtrædelse af bestemmelserne om hastighedsbegrænsere (bilag 6).

3. Generelle bemærkninger om straffastsættelsen på færdselslovsområdet.

3.1. Strafudmålingen

    Udmålingen af bøder efter færdselsloven er i et vist omfang nærmere beskrevet i forarbejderne til de enkelte bestemmelser. Således er blandt andet udgangspunktet for størrelsen af straffene for spiritus- og promillekørsel, kørsel i frakendelsestiden og kørsel uden at have erhvervet førerret samt straffene for hastighedsovertrædelser udførligt angivet i bemærkningerne til lovforslagene.

    I øvrigt gælder de almindelige strafudmålingsregler i straffeloven for straffastsættelsen ved overtrædelse af færdselsloven, herunder straffelovens § 80.

    Ifølge denne bestemmelse skal der ved straffens udmåling tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.

    Endvidere gælder straffelovens § 51, stk. 3, der bestemmer, at der ved fastsættelsen af sumbøder »inden for de grænser, som hensynet til lovovertrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte omstændigheder tilsteder« skal tages »særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse.«

    Bødestørrelsen for overtrædelse af færdselsloven er blevet reguleret i takt med den almindelige prisudvikling, og i 1975 behandlede Højesteret spørgsmålet om størrelsen af en sådan forhøjelse (U 1976.100 H).

    Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om en bøde på 300 kr. for en hastighedsovertrædelse. Dette var en forhøjelse med 50 procent af de bødetakster, der var anvendt siden 1970. Højesteret tiltrådte, at den økonomiske udvikling i samfundet begrundede en forhøjelse af de hidtidige bødetakster, men præventive hensyn fandtes ikke i almindelighed at kræve en større forhøjelse end 25-30 procent. Højesteret fastsatte derfor bøden til 250 kr. I en dom af samme dato (U 1976.104 H) udtalte Højesteret sig om spørgsmålet om, hvorvidt bøderne til personer med lav indkomst skulle nedsættes.

    Rigsadvokaten havde i meddelelse nr. 2/1975 opgivet gældende praksis om halvering af bøder til personer med typisk lav indkomst, som for eksempel unge under uddannelse, værnepligtige og folkepensionister.

    Højesteret udtalte, at straffelovens § 51, stk. 3, måtte føre til, at bøder i almindelighed af domstolene udmåles under hensyn til tiltaltes betalingsevne, og at tilstrækkeligt sikre oplysninger om en tiltaltes økonomiske forhold må tages i betragtning af domstolene. Højesteret nedsatte derfor den normale bøde på 250 kr. til 125 kr. efter oplysning om tiltaltes stilling (studerende) og økonomiske forhold.

    Dette udgangspunkt er dog til dels fraveget ved bøder for overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 5, 2. pkt. (kørsel uden at have erhvervet kørekort), jf. de to nedenfor nævnte Vestre Landsrets domme.

    I U 1998.1053 V havde tiltalte ført en registreringspligtig knallert uden at have erhvervet kørekort til hverken motorcykel eller bil. Byretten udtalte, at udgangspunktet for bødestraffen herfor var 5.000 kr., men under hensyn til tiltaltes indtægtsforhold fastsattes bøden til 3.000 kr. Landsretten bemærkede, at der ved udmålingen af bødestraffen skal tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel ved ikke at have erhvervet førerret. Landsretten tiltrådte derfor, at bøden i et tilfælde af førstegangskørsel uden at have erhvervet førerret er 5.000 kr., og da den opnåede økonomiske fordel ikke er afhængig af indtægtsniveau, blev bøden forhøjet til 5.000 kr.

    I U 1999.652 V nedlagde anklagemyndigheden påstand om en bøde på 5.200 kr. til en person under 18 år, der havde ført en registreringspligtig knallert uden førerbevis og uden at benytte styrthjelm. Landsretten udtalte, at da tiltalte på gerningstidspunktet ikke kunne erhverve kørekort på grund af sin alder, kunne bøden ikke fastsættes under hensyn til den økonomiske fordel i forbindelse med lovovertrædelsen. Bøden måtte derfor fastsættes uden særligt hensyn til det i færdselslovens § 117, stk. 5, 2. pkt., nævnte kriterium. Under hensyn til karakteren af lovovertrædelsen fandt landsretten, at straffen for kørsel uden førerret inden det fyldte 18 år som udgangspunkt kan fastsættes til en bøde på 2.500 kr. Da kørsel havde fundet sted på en registreringspligtig knallert, og da tiltalte havde knallertbevis, fandtes der at foreligge formildende omstændigheder, og landsrettens stadfæstede derfor byrettens dom, hvorefter tiltalte blev straffet med en bøde på 2.200 kr.

Ved kørsel uden at have erhvervet kørekort tages således for voksne ikke hensyn til indtægtsforhold, mens der for unge under 18 år sker en nedsættelse af bøden i forhold til normalstraffen.

3.2. Bødefastsættelsen ved flere overtrædelser (kumulation)

    Såfremt en person har begået flere overtrædelser af færdselsloven eller af færdselsloven og andre love, afgøres det efter nugældende praksis ved en konkret vurdering om en samlet bødestraf for flere overtrædelser bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb.

    Denne praksis er i overensstemmelse med to højesteretsdomrne fra 1976.

    I U 1976.107/1 H og U 1976/107/2 H udtalte Højesteret således, at spørgsmålet om den samlede bødestraf for flere overtrædelser, jf. straffelovens § 88, bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb, må afgøres efter en konkret vurdering.

    Denne konkrete vurdering medførte et forskelligt resultat i de to sager.

    I U 1976.107/1 H fandt Højesteret, at den samlede bøde for overtrædelse af færdselsloven ved at have foretaget konstruktive ændringer af en knallert og for at have opgivet urigtigt navn og bopæl til politiet (nu retsplejelovens § 750) burde fastsættes ved sammenlægning af taksterne for de to overtrædelser. Bødestraffen blev dog nedsat til et mindre beløb under hensyn til oplysningerne om tiltaltes økonomiske forhold.

    I U 1976.107/2 H fandt Højesteret, at den samlede bøde for overtrædelse af færdselsloven ved to gange på samme dag at have ført en motorcykel uden at have erhvervet kørekort, burde fastsættes til et lavere beløb end det beløb, der fremkom ved sammenlægning af taksten for en kørsel.

    I U 1985.1105 V nedsatte landsretten en bøde, der af byretten var fastsat ved absolut kumulation. Tiltalte havde ved én lejlighed overtrådt færdselslovens § 54, stk. 3, og § 65, stk. 2, ved at have overladt sin bil til en person, der ikke havde erhvervet kørekort og var påvirket af spiritus, og ved en senere lejlighed overtrådt § 65, stk. 2, alene. Byretten udmålte en bøde på 1.500 kr., og bøden var fastsat som en absolut sammenlægning af bøderne for én overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 3, og to overtrædelser af § 65, stk. 2. Landsretten nedsatte bøden til 1.200 kr., og i noten til dommen er blandt andet henvist til U 1976.107 H.

    For fastsættelsen af straffen i sådanne tilfælde gælder i øvrigt straffelovens § 88, der har følgende ordlyd:

»§ 88. Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere lovovertrædelser, fastsættes der for disse en fælles straf inden for den foreskrevne strafferamme eller, hvis flere strafferammer kommer i betragtning, den strengeste af disse. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve.

    Stk. 2. Medfører de til straffens bestemmelse medvirkende lovovertrædelser frihedsstraf af forskellig art, fastsættes en fælles frihedsstraf i den strengeste strafart, jf. dog § 58, stk. 1.

    Stk. 3. Medfører en af lovovertrædelserne frihedsstraf, en anden bøde, kan retten i stedet for en fælles frihedsstraf idømme bøde ved siden af frihedsstraf.

    Stk. 4. Medfører en af lovovertrædelserne dagbod, en anden af dem bødestraf af anden art, fastsætter retten en fælles straf af dagbod, medmindre det efter omstændighederne skønnes rettest at fastsætte straf for hver overtrædelse for sig.

    Stk. 5. Medfører en af lovovertrædelserne foranstaltning efter §§ 68-70, medens der for en anden er forskyldt straf, kan retten bestemme, at denne straf bortfalder.«

4. Rigsadvokaten vejledning om bødetakster i politisager (bødekataloget)

4.1. Indledning

    Rigsadvokatens vejledning om bødetakster i politisager (bødekataloget) blev udgivet i juni 1991 og revideret i maj 1992 i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 283 af 29. april 1992 (Motorvejshastighed og skærpelse af bødeniveauet).

    Vejledningens retningslinjer anvendes af politiet og anklagemyndigheden, og det fremgår af vejledningens generelle retningslinjer, at det ved optagelse af ændrede og nye takster i bødekataloget er forudsat, at der er nogenlunde sikkerhed for, at domstolene anvender taksterne. Vejledningens takster på et bestemt område ændres, såfremt domstolene ændrer praksis på det pågældende område.

    Det forudsættes i vejledningen, at bødetaksterne i kataloget følges over hele landet. Fravigelse af de vejledende takster bør således alene være begrundet i individuelle hensyn og ikke have karakter af en generel afvigelse enkelte steder i landet.

    Det fremgår endvidere af vejledningen, at hvis et forhold om overtrædelse af færdselsloven er af en sådan grovhed, at frakendelse af førerretten kommer på tale, kan taksterne ikke anvendes. Dette medfører dog ikke, at taksten ved et sådant forhold nødvendigvis vil afvige fra den normale takst.

4.2. Forhøjelses- og nedsættelsesgrunde

    De vejledende retningslinjer for bøderne i færdselssager er angivet ved beløb for de enkelte paragraffer i færdselsloven, som overtrædelsen vedrører.

    I katalogets bødetakster er der som regel anført et beløb med en streg efter. Beløbet angiver da normaltaksten, der kan forhøjes, hvis forseelsens grovhed giver anledning hertil. I nogle tilfælde står beløbet alene. Dette angiver, at der er tale om en fast takst.

    Retningslinjerne i bødekataloget er kun af vejledende karakter for politiet og anklagemyndigheden i den forstand, at særlige omstændigheder i gerningsmandens personlige forhold, navnlig indtægts- og formueforhold, kan begrunde fastsættelse af lavere beløb end de anførte.

    Det fremgår endvidere, at bøder til sigtede med særlig lav indtægt nedsættes til det halve beløb, dog ikke mindre end 250 kr. En halvering vil navnlig kunne komme på tale for unge under uddannelse, pensionister og personer, der modtager ikke-tilbagebetalingspligtig kontanthjælp efter bistandsloven.

    For personer under 18 år (unge mellem 15 og 18 år), der er helt uden indtægt, f.eks. skolebørn, nedsættes bødebeløbet ligeledes med det halve, men helt ned til 150 kr.

    De normale bødetakster kan også i andre tilfælde nedsættes på grund af sigtedes dårlige betalingsevne. Nedsættelsen vil i så fald ske med et afrundet beløb omkring 2/3 af normalbøden, dog ikke under 250 kr. Indtægtsforholdene for eksempelvis værnepligtige og dagpengemodtagere vil normalt ikke begrunde en nedsættelse.

4.3. Sammenstød af bødetakster

    Det anføres i bødekataloget, at det må afgøres efter en konkret vurdering, om en samlet bødestraf for flere overtrædelser, jf. straffelovens § 88, bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb.

    Det anføres endvidere, at der på enkelte områder har udviklet sig en administrativ praksis vedrørende kumulation. Således har der været anvendt en overgrænse på 600 kr. ved kumulation af bøder for fejl og mangler ved køretøjer. Denne grænse er efter de foreliggende oplysninger hævet til 900 kr. i visse politikredse.

4.4. Gentagelsesvirkning

    Ifølge bødekataloget er bødetakster på 1.000 kr. og derover forbundet med gentagelsesvirkning, hvis ikke andet er anført i bødekatalogets specielle del.

    Modsat er der ikke knyttet gentagelsesvirkning til bøder under 1.000 kr., medmindre dette udtrykkeligt fremgår af katalogets specielle del.

    Gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning er som hovedregel begrænset til 2 år, og fristen løber fra vedtagelsen eller endelig dom.

    Bødestørrelsen i gentagelsestilfælde kan ikke anvises generelt.

    Rigsadvokaten har dog som følge af tilkendegivelser i lovforarbejder eller på andet grundlag udstedt retningsliner om forhøjede bøder i gentagelsestilfælde for en række færdselslovsovertrædelser.

    Som eksempel herpå kan nævnes, at der ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 6/1998 (bilag 2) og Rigsadvokaten Informerer nr. 8/1998 og nr. 11/1999 (bilag 3 og 5) er fastsat retningslinjer for bødestørrelsen i gentagelsestilfælde ved kørsel uden førerret. Ved Rigsadvokaten Informerer nr. 11/1999 er der endvidere fastsat retningslinjer om bødestørrelsen i gentagelsestilfælde ved overtrædelse af reglerne om installation og plombering af hastighedsbegrænsere i lastbiler og busser og ved overtrædelse af reglerne om overlæs og akseltryk.

    For så vidt angår de områder, hvor der ikke foreligger retningslinjer fra Rigsadvokaten om bøden i gentagelsestilfælde, følges der efter de foreliggende oplysninger en forskellig praksis i politikredsene.

I nogle politikredse forhøjes bøderne sjældent i gentagelsestilfælde, hvorimod bøden for eksempelvis hastighedsovertrædelser i gentagelsestilfælde i nogle politikredse forhøjes med 50 procent og i andre med 25 procent.

Der er således ikke på alle områder en ensartet praksis på landsplan med hensyn til bødestørrelserne i gentagelsestilfælde.

4.5. Taksterne i bødekataloget

    Taksterne i bødekataloget og de øvrige administrative vejledninger spænder fra 150 kr. til 6.800 kr., og der er ca. 20 forskellige takster.

    I niveauet fra 150 kr. til 1500 kr. er der 14 forskellige takster, heraf er 6 takster under 500 kr. Taksten på 150 kr. omfatter blandt andet fodgængere, der går over for rødt, og taksten på 1.500 kr. omhandler blandt andet førere af motorkøretøjer, der undlader at respektere vigepligt med påkørsel til følge.

    Bødetaksterne er således meget differentierede og som eksempel herpå kan nævnes overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om køretøjers indretning og udstyr m.v. En uvirksom håndbremse straffes med en bøde på 300 kr., et uvirksomt horn med en bøde på 400 kr. og montering af et flertonet horn med en bøde på 450 kr. Et andet eksempel er reglerne om kørekort. Her straffes undladelse af at medbringe kørekort med en bøde på 150 kr., undladelse af at forny kørekort med en bøde på 300 kr. og nægtelse af at forevise kørekort med en bøde på 250 kr.

4.6. Registrering i kriminalregisteret

    Reglerne for politiets indberetninger til Kriminalregisteret (KR) fremgår af Rigspolitichefens Kundgørelse B, nr. 26.

    Overtrædelser af færdselsloven skal kun i et vist omfang indberettes til KR. Det fremgår således af kundgørelsens punkt 22, at der straks skal ske opdatering i KR, når en person sigtes for spiritus- og promillekørsel, kørsel trods sygdom, overanstrengelse m.v., kørsel uden at have erhvervet kørekort, kørsel med overlæs, kørsel trods frakendt førerret samt andre færdselslovsovertrædelser, hvor der opstår spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.

    Ifølge kundgørelsens punkt 29 skal der i disse sager tillige ske indberetning, når sagen er afgjort, uanset om det sker inden- eller udenretligt.

    Herudover skal der ske indberetning af alle inden- eller udenretlige bødeafgørelser, hvorved der idømmes eller vedtages bøde på 1.000 kr. eller derover, herunder nedsatte bøder, hvor normaltaksten er 1.000 kr. eller derover.

    Der skal endvidere - uanset bødestørrelsen - ske indberetning af alle inden- eller udenretlige bødeafgørelser for overtrædelse af færdselslovens almindelige hastighedsregler (§ 41), bestemmelserne om vigepligt samt bestemmelserne om mangler ved køretøjets driftsbremse og styretøj.

    De gældende regler for registrering i kriminalregisteret, hvorefter der kun i begrænset omfang sker indberetning om sigtelser i sager om overtrædelse af færdselsloven, medfører, at det i mange tilfælde ikke er praktisk muligt at behandle flere verserende sager mod samme person under én og samme sag.

    En politikreds vil eksempelvis normalt ikke være bekendt med, om en person, der sigtes for overtrædelse af færdselslovens hastighedsregler, har verserende sager af samme art i andre politikredse, og den pågældende politikreds kan derfor ikke drage omsorg for, at samtlige verserende sager samles og pådømmes under én og samme sag efter princippet i straffelovens § 88.

    Den begrænsede indberetning af afgørelser medfører endvidere, at straffastsættelsen ikke altid kan ske i overensstemmelse med reglen i straffelovens § 89. Denne bestemmelse omhandler situationen, hvor en person har begået flere forbrydelser, af hvilke kun en eller nogle er blevet pådømt. Efter § 89 skal der under en ny straffesag idømmes en tillægsstraf, »for så vidt samtidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen«. Retten skal altså vurdere, om straffen i den første sag ville være blevet højere, hvis alle forhold havde været oplyst. Skønner retten, at straffen ville være blevet højere end den faktisk idømte, bliver tillægsstraffen forskellen imellem den skønnede samlede straf og den faktisk idømte.

    Den begrænsede indberetning af afgørelser til kriminalregisteret medfører ligeledes, at tidligere afgørelser ikke i alle tilfælde kan tillægges gentagelsesvirkning.

5. Overvejelser

5.1. Generel forhøjelse af de mindre bøder

    Som det fremgår ovenfor, er retningslinjerne for bødefastsættelsen på færdselslovsområdet meget detaljerede. Der findes en række forskellige bødepositioner under 500 kr., som bliver yderligere differentieret, hvis det er aktuelt at bruge retningslinjerne for nedsættelse af bøder, jf. punkt 4.3. ovenfor.

    Strafniveauet for blandt andet hastighedsovertrædelser, kørsel med overlæs og kørsel uden førerret er blevet skærpet i de senere år. Der er derimod ikke sket en tilsvarende skærpelse for overtrædelse af færdselsloven i øvrigt.

    Det må antages, at en effektiv håndhævelse af en så entydigt adfærdsregulerende lov som færdselsloven i høj grad er afhængig af trafikanternes opfattelse af risikoen for at blive grebet i en overtrædelse.

    Herudover er det af betydning, at der opretholdes et effektivt sanktionssystem. Bøderne må have en sådan størrelse, at de virker præventivt, og bøder må ikke blive af en så beskeden størrelse, at de opleves snarere som en formalitet end en misbilligelse af lovovertrædelsen. Bøder skal på den anden side udmåles således, at der er rimelig mulighed for, at de bliver betalt. Det ville være betænkeligt, hvis bødestørrelsen fører til, at mange ikke er i stand til at betale bøderne, især hvis dette fører til anvendelse af forvandlingsstraf.

    Prisudviklingen siden udsendelsen af bødekataloget i 1991 og den generelt stigende velstand i samfundet giver grundlag for at antage, at bøder på 150 kr., 200 kr., 250 og 400 kr. er så lave, at de for de fleste mennesker opleves som værende af symbolsk karakter og derved ikke har nogen videre præventiv effekt. Bøder på 150 kr. for at gå over for rødt og bøder på 200 kr. for at have undladt at anvende sikkerhedsseler eller at have kørt uden lys på cyklen samt bøder på 400 kr. for at have undladt at respektere et »fuldt stop« skilt er næppe af en sådan størrelse, at straffen i sig selv har nogen nævneværdig indvirkning på trafikanternes adfærd.

    Det skal herved bemærkes, at selvom de nævnte overtrædelser først og fremmest udsætter den pågældende trafikant selv for fare, kan den udviste adfærd medføre, at andre trafikanter tvinges til at foretage uventede manøvrer, der kan udsætte dem selv eller andre for fare. Hertil kommer de meget betydelige samfundsmæssige omkostninger, som personskader i trafikken medfører og det forhold, at det kan være vanskeligt at motivere børn og unge til at overholde færdselsreglerne, hvis de oplever, at en betydelig del af de øvrige trafikanter ser stort på reglerne.

    Hensynet til straffens præventive virkning taler derfor for, at mindstebeløbene for overtrædelse af færdselsloven hæves væsentligt.

    Bøderne bør endvidere ikke være så lave, at administrations- og indrivelsesomkostninger står i et væsentligt misforhold til bødens størrelse.

    I den tidligere omtalte redegørelse fra den uformelle styringsgruppe foreslås en mindstebøde på 400 kr., men det anføres endvidere, at en mindstebøde på 500 kr. bør overvejes blandt under hensyn til størrelsen af standsnings- og parkeringsafgiften.

    Standsnings- og parkeringsafgiften i færdselslovens §121, stk. 5, udgør 430 kr., og kontrolafgiften for at køre uden gyldig rejsehjemmel i S-tog udgør 500 kr.

    Det forekommer ikke velbegrundet, at bøder for overtrædelse af færdselsloven fastsættes til lavere beløb end de nævnte afgifter, selvom der i de nævnte afgifter i et vist (beskedent) omfang er indeholdt betaling for en ydelse, som den pågældende har gjort brug af uden forinden at erlægge den forudsatte betaling.

    Efter en samlet vurdering af de nævnte hensyn findes det rimeligt og forsvarligt at ændre bødetaksterne, således at der som udgangspunkt ikke udstedes bøder på under 500 kr. for overtrædelse af færdselsloven.

    Der er herved tillige taget hensyn til, at bødetaksterne ikke bør ændres med alt for korte mellemrum. Taksterne vil derfor være mere følelige i perioden umiddelbart efter en regulering end på tidspunktet umiddelbart før en regulering.

    Ændringen vil berøre et stort antal bøder. Ifølge de foreliggende oplysninger blev der i 1998 udstedt i alt ca. 250.000 bøder for overtrædelse af færdselsloven. Heraf er ca. 85.000 udstedt i intervallet fra 1-400 kr. og dermed omfattet af ændringen.

5.2. Færre positioner

    Som anført i afsnit 4.6. omfatter bødekataloget ca. 20 forskellige takster, og i niveauet fra 150 kr. til 1500 kr. er der 14 takster, hvoraf 6 takster under 500 kr.

    Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt det er nødvendigt og hensigtsmæssigt at have så mange forskellige bødetakster.

    Vagn Greve og Poul Lodberg har i Færdselsstrafferet (1. udgave 1987) side 240 ff. diskuteret det eksisterende system med faste bødepositioner for overtrædelse af færdselsloven. Det bestående takstsystem beskrives, og det anføres, at der ikke er betænkeligheder ved systemet, så længe sanktionen er ganske lille.

    Greve og Lodberg behandler herefter spørgsmålet om antallet af positioner og anfører følgende:

    

»For et takstsystem taler også de mindre bøders funktion i det strafferetlige system. De skal pålægges, så den pågældende og almenheden kan se, at en grænse er overskredet. . . Deres begrundelse skal søges i et »advarselssynspunkt«. Formålet med markeringen eller advarslen svarer til de almindelige strafformål, som i øvrigt forbigås. Takstsystemer bør kun anvendes, når bøderne er små. Den »mekaniske« udregning af bøder i tusindvis af kroner, som f.eks. i spritsager, er principielt betænkelig. Der er i sådanne tilfælde tale om en problematisk forenkling og en overdimensionering af et enkelt strafudmålingselement.

    I almindelighed kan der være god grund til at hævde, at strafudmålingen giver det »prægnante udtryk for, at straffen er en samfundsmæssig misbilligelse, idet man i straffens størrelse angiver misbilligelsens styrke«. . . Dette gælder dog ikke, når markeringen er formålet. Differentieringen er imidlertid ikke blot unødvendig i disse tilfælde; den er principielt forkert, idet den lægger et slør over det tilsigtede formål og forleder til den tro, at alle de almindelige strafudmålingshensyn er taget i betragtning. Til trods for dette anvendes der i praksis et meget stort antal bødepositioner. Der er næppe grund til at have mere end f.eks. 100, 200, 500 og 1.000 kr., og det ville måske være rimeligt at anvende endnu færre.«

    I redegørelsen fra den uformelle styringsgruppe, der er omtalt ovenfor i indledningen, anføres det side 22, at meget kunne tale for at indføre et niveauspring på 400 til 500 kr., idet der derved kunne opnås en meget betydelig forenkling af taksterne i bødekataloget.

    Straffelovrådet har i en udtalelse fra april 1999 afgivet i forbindelse med en gennemgang af et udkast til lovforslag om ændring af straffeloven (udvidet brug af samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling for spirituskørsel - lovforslag nr. L 41 fremsat den 13. oktober 1999 af justitsministeren) også drøftet spørgsmålet om strafpositioner. Straffelovrådet udtalte, at der generelt kan være grund til at overveje at foretage en begrænsning i det betydelige antal strafpositioner for lovovertrædelser, hvor retshåndhævelsessynspunkter, herunder forskelle i de strafbare forholds grovhed, næppe kan begrunde et detaljeret udmålingsmønster.

    Det nugældende takstsystem er som anført ovenfor meget detaljeret, og det er vanskeligt at begrunde nødvendigheden af at opretholde et så detaljeret takstsystem.

    Hertil kommer, at der - som anført af Greve og Lodberg - ved takstmæssige bøder ikke bør anvendes et stort antal forskellige bødepositioner, blandt andet fordi man herved forledes til at tro, at alle almindelige strafudmålingshensyn er taget i betragtning. Også Straffelovrådets udtalelse taler for en begrænsning af antallet af strafpositioner.

    Det må på denne baggrund anses for hensigtsmæssigt, at der sker en væsentlig reduktion af antallet af bødepositioner, eventuelt således at bøderne fastsættes til beløb, der er delelige med 500 kr.

    Antallet af bødepositioner i området fra 0 til 2000 kr. vil herved mindskes fra ca. 15 til 4, og takstsystemet vil blive væsentligt forenklet og dermed lettere at administrere.

    Der forekommer i givet fald hensigtsmæssigt at hæve de nuværende bøder på under 500 kr. til 500 kr., samt at hæve de nuværende bøder på over 500 kr. - men under 1000 kr. - til 1000 kr. og så fremdeles.

5.3. Nedsættelse af bader til personer med dårlig betalingsevne

    Som anført i afsnit 4 3. nedsættes bøder til sigtede med særlig lav indtægt (herunder studerende, pensionister og personer, der modtager ikke-tilbagebetalingspligtig kontanthjælp) til det halve beløb, dog ikke mindre end 250 kr.

    For personer under 18 år (unge mellem 15 og 18 år), der er helt uden indtægt, f.eks. skolebørn, nedsættes bødebeløbet ligeledes med det halve, men helt ned til 150 kr.

    Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt denne praksis bør opretholdes, hvis der gennemføres en forenkling som skitseret ovenfor.

    For så vidt angår studerende, der som udgangspunkt ikke har forsørgerforpligtelser og i mange tilfælde har erhvervsindtægter samtidig med, at de modtager uddannelsesstøtte, kan det anføres, at de har fået en sådan del i den almindelige velstandsstigning, at der ikke er grundlag for at opretholde gældende praksis om halvering af bøden.

    For pensionister er der meget store individuelle forskelle på indtægts- og formueforhold, og en del pensionister disponerer over næsten lige så store beløb som mange lønmodtagere, når de faste udgifter til bolig m.v. er betalt. Det må endvidere antages, at andelen af økonomisk velfunderede pensionister vil stige i fremtiden.

    Der er næppe heller en sådan forskel på en kontanthjælpsmodtagers og eksempelvis en dagpengemodtagers reelle rådighedsbeløb, at det kan begrunde, at bøden for kontanthjælpsmodtageren i modsætning til bøden for dagpengemodtageren nedsættes til det halve.

    Hertil kommer, at de nævnte persongrupper ikke har krav på nedsættelse ved betalingen af offentlige afgifter, som eksempelvis vægtafgift (ejerafgift), energiafgifter m.v. Standsnings- og parkeringsafgifter og kontrolafgifter for at køre uden gyldig rejsehjemmel i eksempelvis S-tog nedsættes heller ikke for disse persongrupper.

    Det er endvidere ofte en tilfældighed, om en sigtets indkomstforhold er belyst ved udstedelsen af bødeforelæg. En sigtet har efter retsplejelovens § 750 alene pligt til at opgive navn, bopæl og fødselsdato, og ifølge de foreliggende oplysninger spørger politiet normalt ikke en sigtet om dennes stillingsbetegnelse. Dette indebærer i praksis, at mange bødesager afgøres, uden at den sigtedes stilling eller beskæftigelsesforhold i øvrigt er oplyst.

    Knud Waaben behandler i »Sanktionslæren«, 4. udgave, 1999, side 63 ff., spørgsmålet om, hvorvidt der ved bøders fastsættelse skal tages hensyn til lovovertrædernes økonomiske forhold.

    Waaben anfører, at når der efter § 55, stk. 2, om forvandlingsstraf for visse bødeforelæg er benyttet et fast omregningsforhold, tyder dette på, at bødebeløbet ofte ventes fastsat uden hensyntagen til betalingsevnen.

    Waaben udtaler end videre, at der i praksis er et stærkt behov for at udmåle bøder efter forholdsvis faste takster, idet politi og domstole ikke kan overkomme at ekspedere de store mængder af bødesager, hvis oplysninger om indtægts- og formueforhold regelmæssigt skal fremskaffes og vurderes.

    Det synes på denne baggrund forsvarligt at ændre den nugældende praksis, således at den sigtedes indkomstforhold som udgangspunkt ikke tillægges betydning ved fastsættelsen af takstmæssige bøder.

    Det angivne udgangspunkt udelukker ikke, at den vurdering, som domstolene nødvendigvis må foretage ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder, kan føre til, at den takstmæssige bøde i helt særlige tilfælde nedsættes.

    Det foreslås således, at der fremover normalt ikke sker reduktion af bøder på færdselslovsområdet alene som følge af, at den tiltalte er studerende, pensionist eller kontanthjælpsmodtager.

    Det er imidlertid spørgsmålet om denne ændring også bør omfatte unge mellem 15 og 18 år, hvor der i dag sker en nedsættelse af bøden med det halve, hvis den pågældende er uden indtægt.

    Personer mellem 15 og 18 år er ofte skolesøgende eller på anden måde under uddannelse. Endvidere bor unge i denne aldersgruppe typisk hos forældrene, der stadig har forsørgerpligt. Hovedparten af de unge vil endvidere være uden egen indtjening af betydning, ligesom unge mellem 15 og 18 år i vidt omfang ikke kan få sociale ydelser.

    På denne baggrund kan det forekomme meget vidtgående at gennemføre en ny ordning, hvorefter der ikke skal ske reduktion af bøder på færdselslovsområdet for de 15-17 årige.

    Det foreslås derfor, at en ny ordning udformes således, at bøden til unge på 15 -17 år nedsættes til halvdelen af normalbøden.

    Denne ordning bør udformes således, at der ikke skal tages hensyn til den unges eventuelle indtægter, selv om indtægten ikke er ubetydelig. Herved opnås et objektivt kriterium for nedsættelse af bøder, som er let at administrere, og som ikke kræver, at politiet i hvert enkelt tilfælde skal indhente oplysninger om den unges indtægtsforhold.

    Af hensyn til straffens præventive virkning og den almindelige prisudvikling i samfundet bør nedsættelse dog ikke ske til beløb under 300 kr.

    Den foreslåede ordning vil medføre, at en bøde på 500 kr. til en ung, der var 15 -17 år på gerningstidspunktet, nedsættes til 300 kr., mens bøder f.eks. på 1.000 kr. eller 1.500 kr. nedsættes til henholdsvis 500 kr. og 750 kr. Er der tale om store bøder, bør bøden ved en halvering fastsættes til beløb, der er delelige med 500 kr., jf. forslaget ovenfor under punkt 5.2. Er normalbøden således f.eks. 7.500 kr., som det er tilfældet ved en 3. gangsovertrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. punktum, fastsættes bøden til en person mellem 15 og 18 år til 3.500 kr., således som det i øvrigt også sker i dag, jf. Rigsadvokaten Informerer, nr. 11/1999, punkt 1 (bilag 5, side 191).

    Med hensyn til forslaget ovenfor om, at der ikke i øvrigt skal ske nedsættelse af bøden på grund af ringe betalingsevne, bemærkes, at hvis den sigtedes indkomstforhold i særlige tilfælde bør tillægges betydning, kan politiet i øvrigt tage hensyn hertil ved inddrivelsen af bøden i overensstemmelse med reglerne i Justitsministeriets cirkulære af 26. juni 1975 om behandlingen af sager om benådning og udsættelse med straffuldbyrdelse m.v. Politiet kan således eksempelvis give henstand med betalingen af en bøde eller tillade afdragsvis betaling.

    Det fremgår af cirkulæret, at eftergivelse eller nedsættelse i almindelighed bør finde sted, såfremt politiet finder det åbenbart, at beløbet ikke kan inddrives, jf. straffelovens § 52, stk. 3, og den pågældendes livsforhold er af en sådan karakter, at der kan påregnes, at han uden egen skyld vil være ude af stand til inden en rimelig tid helt eller delvis at betale beløbet. Eftergivelse eller nedsættelse bør dog ikke ske i sager, hvor hensynet til retshåndhævelsens effektivitet taler herimod, f.eks. i tilfælde, hvor den pågældende gentagne gange har gjort sig skyldig i overtrædelser af samme karakter, samt ved overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om spirituskørsel.

    Det bemærkes, at der ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 er givet politiet adgang til indeholdelse i løn m.v. for bøder, konfiskation og sagsomkostninger, og at baggrunden herfor ifølge lovforslagets bemærkninger blandt andet var, at en effektiviseret inddrivelse af bødekravene vil kunne medføre en nedgang i de tilfælde, hvor ubetalte bøder afsones efter straffelovens regler.

    Der er på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at en ændring af den bestående praksis om nedsættelse af bøder til personer med dårlig betalingsevne vil føre til øget anvendelse af forvandlingsstraf.

    Den foreslåede ændring omfatter ikke promillekørsel med en promille på over 0,8, spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i 1. gangs tilfælde, hvor der allerede tages hensyn til den sigtedes betalingsevne, idet der udmåles en bøde svarende til en måneds nettoløn. Forslaget tilsigter heller ikke at omfatte den gældende praksis, hvorefter bøden for mindrebemidlede for promillekørsel med en promille mellem 0,51 og 0,80 (»lavpromillekørsel«) nedsættes fra 4.000 kr. til 2.000 kr., idet en sådan nedsættelse fortsat må anses for velbegrundet under hensyn til bødestørrelsen i sager om spiritus- og promillekørsel ved en promille på 0,80 og derover, hvor minimumsbøden som udgangspunkt er 2.000 kr.

5.4. Kumulation

5.4.1. Det generelle udgangspunkt

    Ved fastsættelsen af straffen i tilfælde, hvor en person har begået flere strafbare forhold, kan forskellige retningslinjer tænkes fulgt.

    Man kan foretage en isoleret bedømmelse af hver enkelt lovovertrædelse og lægge de forskyldte straffe sammen (absolut kumulation). Man kan lade flerheden af lovovertrædelser bevirke mere eller mindre skønsmæssige skærpelser af straffen for det groveste forhold (modereret kumulation). Man kan endelig lade straf for et eller flere forhold absorbere straffen for et eller flere andre forhold. En del af den pådømte kriminalitet har da været »gratis«.

    I praksis vil straffastsættelsen ofte føre til en modereret kumulation. Det sker f.eks., hvor retten tager sit udgangspunkt i normalstraffen for den groveste forbrydelse, og forhøjer den under hensyntagen til samtidig pådømte mindre forbrydelser. Dette fører i forhold til absolut kumulation til en vis rabat i strafudmålingen.

5.4.2. Generelle overvejelser

    Som anført i afsnit 3.2. fremgår det af bødekataloget, at det i overensstemmelse med dommen i U 1976.104 H må afgøres efter en konkret vurdering, om en samlet bødestraf for flere overtrædelser, jf. straffelovens § 88, bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb.

    I den tidligere omtalte redegørelse fra den uformelle styringsgruppe er der blandt andet anført følgende om praksis ved udstedelse af bøder for flere overtrædelser:

    »Efter de for styringsgruppen foreliggende oplysninger gælder der ikke en ensartet praksis i politikredsene for, hvorledes bøden fastsættes i sådanne tilfælde. I nogle kredse anvendes absolut kumulation, hvis den samlede bøde ikke derved kommer »for højt« op, medens andre politikredse anvender den rettesnor, at den »dyreste« forseelse tæller fuldt med, og de andre forseelser regnes med til halv takst.

    Allerede efter den gældende ordning sker det ofte, at flere bødeforseelser mod samme person ikke underkastes en fælles bødefastsættelse. Dette skyldes, at samme person kan have begået overtrædelserne i forskellige dele af landet, og da mange mindre bøder ikke indberettes til KR (de fleste færdselsbøder under 1000 kr.), vil politikredsene allerede af den grund være uvidende om i andre politikredse verserende sager. Indberetningspligtige bødesager for særlovsovertrædelser indberettes i øvrigt normalt først, når afgørelsen foreligger. I disse sager kan reglen i straffelovens § 88 således ikke praktiseres. Ved flere samtidigt begåede forseelser er dette naturligvis muligt, men efter styringsgruppens opfattelse kan man rejse spørgsmål om, hvorvidt der i relation til bødefastsættelsen er en særlig anledning til at behandle disse tilfælde anderledes og mildere, end hvis en person indenfor et kortere tidsrum har forset sig flere gange.«

    Det vil som følge af de anførte praktiske forhold således ofte være tilfældigt, om politiet ved udstedelse af et bødeforelæg har kendskab til, om den pågældende er sigtet i andre verserende sager.

    Praktiske, administrative hensyn og hensynet til lighed og forudsigelighed i strafforfølgningen taler derfor for, at bødestraffen for flere lovovertrædelser som udgangspunkt sker ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse (absolut kumulation).

    Det kan endvidere anføres, at det kan svække straffens præventive virkning og virke pædagogisk uheldigt, at der gives »rabat« til en person, der begår flere overtrædelser af færdselsloven, idet personen herved i et vist omfang får »fribrev« til at begå nye overtrædelser, sålænge de hidtidige overtrædelser ikke er afgjort ved vedtagelse af bødeforelæg eller ved dom.

5.4.3. Diskussion af konkrete tilfælde

    Spørgsmålet om kumulation kan i øvrigt opstå i en række forskellige situationer. Som eksempler herpå kan nævnes følgende:

a Overtrædelse af flere forskellige bestemmelser af færdselsloven ved én handling, eksempelvis overskridelse af hastighedsbestemmelserne i en bil med nedslidte dæk.

    Der synes ikke at vare grundlag for at give »rabat« i et sådant tilfælde, idet overtrædelserne kan betragtes som to selvstændige forhold. Hertil kommer, at det beror på en tilfældighed, at overtrædelserne bliver konstateret på samme tidspunkt.

a Overtrædelse af færdselsloven ved flere handlinger, eksempelvis overskridelse af hastighedsbestemmelserne på forskellige tidspunkter.

    Det er vanskeligt at begrunde, at der skal ydes rabat, når en person overtræder færdselsloven flere gange. Tværtimod kan det anføres, at det - ligesom i gentagelsestilfælde med mellemliggende dom - kunne overvejes at skærpe den samlede straf, idet den pågældende fortsætter sin strafbare adfærd på trods af modtagelsen af en advarsel i form af en sigtelse.

    Praksis viser imidlertid, at der i disse tilfælde oftest sker en reduktion af straffen. Højesteret fandt således i U 91.956 H i en sag om bødeniveauet ved samtidig pådømmelse af tre kørsler i frakendelsestiden, at bøden for den første kørsel i frakendelsestiden skulle fastsættes svarende til den tiltaltes nettomånedsløn, og at bøden ved samtidig pådømmelse af 2 eller 3 kørsler i frakendelsestiden burde forhøjes med 50 procent henholdsvis 100 procent.

    Niels Waage behandler i »Spritkørsel«, 2. udgave, 1998, side 211, spørgsmålet om sanktionsfastsættelsen ved samtidig pådømmelse af to promillekørsler i intervallet 0,51-0,80. Waage anfører, at det må være rigtigst at foretage sammenlægning af de hver for sig forskyldte bødestraffe eller i hvert fald at udmåle en højere bøde, end hvor kun én kørsel foreligger til pådømmelse. Waage bemærker, at sanktionen ved en samtidig pådømmelse af to førstegangskørsler i frakendelsestiden ikke er to gange normalbøden, men normalbøden + 50 procent, jf. U 1991.956 H. Waage påpeger, at det ved sammenligningen af de to tilfælde må tages i betragtning, at normalbøden for en enkelt kørsel i frakendelsestiden er en måneds nettoløn, altså typisk langt højere end normalbøden for en enkelt promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 promille, der i førstegangstilfælde kun er 4.000 kr.

a Overtrædelse af færdselsloven og straffeloven ved samme handling, eksempelvis uagtsom forholdelse af en andens død (straffelovens § 241) i forbindelse med overskridelse af hastighedsbestemmelserne.

    Også i sådanne tilfælde kan der argumenteres for, at der ikke bør gives »rabat«, idet bestemmelserne har forskellige beskyttelsesinteresser. Såfremt overtrædelsen af straffeloven medfører bødestraf udmålt ved dagbøder, kan det dog være vanskeligt at udmåle straffen efter princippet om absolut kumulation, medmindre retten finder, at straffen i medfør af straffelovens § 88, stk. 4, efter omstændighederne bør fastsættes for hver overtrædelse for sig. Dette forekommer kun sjældent i praksis.

    Såfremt en færdselsovertrædelse er af underordnet betydning, vil politiet i øvrigt ofte undlade at rejse sigtelse for overtrædelsen i tilfælde, hvor den pågældende samtidig sigtes for et alvorligt strafbart forhold som eksempelvis uagtsomt manddrab, og såfremt der er rejst sigtelse, vil anklagemyndigheden ofte ved tiltalerejsningen udelade forhold, som åbenbart er uden betydning i forhold til den straf, der forventes udmålt for den alvorligste lovovertrædelse.

    Såfremt straffelovsovertrædelsen medfører frihedsstraf, kan der efter straffelovens § 88, stk. 3, idømmes en bøde ved siden af frihedsstraffen. Denne regel er en undtagelse fra hovedreglen i § 88, stk. 1, om en fælles frihedsstraf. Knud Waaben anfører i »Sanktionslæren« side 71, at det ved anvendelse af stk. 3 kan markeres, at (f.eks.) en særlovsovertrædelse ikke har været »gratis«.

a Overtrædelse af færdselsloven og straffeloven ved flere handlinger, eksempelvis brugstyveri af bil (straffelovens § 293) og overskridelse af hastighedsbestemmelserne under kørsel med bilen.

    Heller ikke i denne situation synes der at være grundlag for at give rabat for færdselslovsovertrædelsen. Det forhold, at overtrædelsen er begået med et køretøj, som føreren uretmæssigt har sat sig i besiddelse af, bør således ikke føre til en nedsættelse af den samlede straf for lovovertrædelserne.

5.4.4. Behandling af spørgsmålet om kumulation i retspraksis

    Spørgsmålet om strafudmålingen ved samtidig påkendelse af flere færdselslovsovertrædelser, hvoraf den ene efter praksis medfører frihedsstraf, har blandt andet foreligget i nyere retspraksis i følgende tilfælde:

    Vestre Landsret har i U 1998.312 V udtalt, at der hverken var grundlag for udmåling af en skærpet frihedsstraf eller tillægsbøde ved samtidig spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Vedrørende spørgsmålet om udmåling af en tillægsbøde anførte landsretten, at det ville stemme mindre godt med almindelige straffastsættelsesprincipper at idømme tillægsbøder efter den ikke ofte anvendte bestemmelse i straffelovens § 88, stk. 3, i et tilfælde som det foreliggende, hvor to bestemmelser i den samme lov var overtrådt ved den samme handling, og at der måtte kræves et særligt klart grundlag for at søge fastlagt en almindelig praksis for idømmelse af tillægsbøder.

    Østre Landsret har ligeledes i U 1998.1434 Ø udtalt, at der ikke skulle idømmes en tillægsbøde efter færdselslovens § 117, stk. 5, 2. pkt., i et tilfælde, hvor en person var fundet skyldig i samtidig spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Landsretten anførte som begrundelse for sin afgørelse, at ordlyden af bestemmelsen i færdselslovens § 117, stk. 5, 2. pkt., ikke fører til, at tillægsbøde skal idømmes. Landsretten fandt endvidere ikke, at der i forarbejderne til lov nr. 468 af 10. juni 1997 om ændring af færdselsloven, hvor § 117, stk. 5, 2. pkt., blev indsat, er tilstrækkelige holdepunkter for at fravige den faste retspraksis om, at der kun i særlige tilfælde idømmes bøde ved siden af ubetinget frihedsstraf, jf. straffelovens § 88, stk. 1.

    Vestre Landsret har i en dom af 21. maj 1999 udtalt, at der ikke var grundlag for at idømme en tillægsbøde i en sag, der vedrørte samtidig påkendelse af en 1. gangs promillekørsel efter færdselslovens § 53, stk. 3, med en promille på 0,53 og en 1. gangs spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, med en promille på 2,71. Landsretten begrundede sin afgørelse med, at der ikke fandtes grundlag for at skærpe den alvorlige straf for spirituskørslen på grund af promillekørslen, der alene medfører bødestraf. Procesbevillingsnævnet meddelte anklagemyndigheden afslag på at indbringe sagen for Højesteret. Sagen er omtalt i Rigsadvokaten Informerer nr. 20/1999 (bilag 7).

    Der er dog også eksempler på, at der idømmes en tillægsbøde ved siden af en ubetinget frihedsstraf.

    Vestre Landsret har således i U 1998.1595 V udmålt en straf på 14 dages hæfte og en tillægsbøde på 1.600 kr. i et tilfælde, hvor en person kørte spirituskørsel med en promille på 2,27 og herefter i to tilfælde kørte bil, efter at førerretten var administrativt inddraget.

    De omtalte domme viser, at der i retspraksis generelt er tilbageholdenhed med at idømme tillægsbøder ved siden af en ubetinget frihedsstraf. Dette medfører, at det for den tiltalte kan være »gratis« at begå en lovovertrædelse, der isoleret set ville medføre idømmelse af en betydelig bøde.

    Dette forekommer ikke rimeligt, og det er endvidere af kriminalpræventive grunde uheldigt, at en overtrædelse reelt ikke straffes alene som følge af, at en person har begået flere lovovertræclelser.

5.4.5. Konklusion

    Det synes på denne baggrund rimeligt at indføre en ordning, hvor udgangspunktet er absolut kumulation ved bødestraffe for overtrædelse af færdselsloven, således at der ved overtrædelser af færdselsloven i alle tilfælde udmåles den normale takstmæssige bødestraf for hver overtrædelse, uanset om overtrædelserne begås ved en eller flere handlinger, og uanset om pådømmelsen sker ved en eller flere sager (absolut kumulation). Ordningen bør også omfatte tilfælde, hvor en eller flere færdselslovsovertrædelser pådømmes sammen med overtrædelser af andre særlove eller af straffeloven.

    For at imødegå, at bøderne får en sådan størrelse, at der er en nærliggende risko for, at den sigtede ikke vil være i stand til at betale bøden, kan der dog i visse tilfælde være anledning til at fravige udgangspunktet om absolut kumulation.

    Såfremt anvendelsen af princippet om absolut kumulation fører til udmåling af en meget høj bøde, kan der således være grundlag for at nedsætte denne, særligt i tilfælde, hvor oplysningerne om den sigtedes indkomstforhold gør det antageligt, at den sigtede næppe vil være i stand til at betale den høje bøde.

    Der henvises i øvrigt til bemærkningerne under punkt 5.3. om muligheden for udsættelse med betalingen af bøder og nedsættelse af bøder samt om den restriktive brug af forvandlingsstraf.

    Det bemærkes i øvrigt, at en hovedregel om absolut kumulation vil medføre en øget mulighed for at anvende bødetilkendegivelser på stedet. Ordningen med bødetilkendegivelser på stedet blev permanent ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 16. december 1996 med virkning fra den 1. januar 1997. I vejledningen om denne ordning er det blandt andet anført, at bødetilkendegivelsessystemet som udgangspunkt ikke kan anvendes, hvis der skal fastsættes en fælles bødestraf for flere samtidigt begåede overtrædelser.

    Såfremt der indføres en ordning med absolut kumulation ved bødestraffe for overtrædelse af færdselsloven, vil bødetilkendegivelsessystemet kunne anvendes, selv om der skal fastsættes en fælles bødestraf for flere samtidigt begåede overtrædelser.

5.5. Gentagelsesvirkning

    Som det fremgår af afsnit 4.4., har Rigsadvokaten for en række færdselslovsovertrædelser som følge af tilkendegivelser i lovforarbejder eller på andet grundlag udstedt retningslinjer om forhøjede bøder i gentagelsestilfælde. Det fremgår endvidere, at der på områder, hvor der ikke foreligger retningslinjer fra Rigsadvokaten, følges en forskellig praksis i politikredsene.

    Lighedshensyn samt hensynet til forudsigeligheden i strafforfølgningen taler for, at der også på dette område følges en ensartet praksis. Størrelsen af en bøde f.eks. for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne bør således ikke være afhængig af, hvilken politikreds overtrædelsen begås i.

    Hertil kommer, at forslaget om en generel forhøjelse af de mindre bøder og en væsentlig reduktion af antallet af bødepositioner samt indførelsen af en ordning om absolut kumulation medfører en generel forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelse af færdselsloven. Dette forhold taler for, at skærpelse af bøderne ved gentagelsestilfælde alene bør ske efter en nøje vurdering af, om præventive hensyn taler afgørende herfor.

    På denne baggrund foreslås det, at der alene udmåles en skærpet bøde i gentagelsestilfælde, hvis der enten ved lovgivning eller ved administrative retningslinjer er fastsat bestemmelser herom.

    Dette medfører, at den hidtidige praksis, hvorefter nogle politikredse udsteder skærpede bøder for blandt andet hastighedsovertrædelser i gentagelsestilfælde, ophører.

    Forslaget tilsigter ikke ændringer med hensyn til frakendelse af førerretten i gentagelsestilfælde. Som eksempel herpå kan nævnes bestemmelsen i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6, hvorefter retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj. Frakendelsen sker betinget, medmindre en af betingelserne i færdselslovens §126, stk. 2, er opfyldt, eksempelvis at den pågældende tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden.

    Som et eksempel på anvendelsen kan nævnes, at i U 1996.368 H blev en person, der den 10. januar 1994 førte sin personbil ad en hovedvej med en hastighed af 133 km/t, selvom den højest tilladte hastighed var 80 km/t, frakendt førerretten betinget. Højesteret lagde ved afgørelsen vægt på, at den pågældende i perioden 1989-94 havde gjort sig skyldig i en række væsentlige hastighedsovertrædelser (6 overtrædelser med mere end 30 procent overskridelse af den tilladte hastighed), og at han derved havde vist en manglende forståelse for den nødvendige agtpågivenhed og hensynsfuldhed over for andre trafikanter.

    Gentagne overtrædelser af færdselsloven kan således fortsat medføre, at den pågældende frakendes førerretten, selv om gentagelse ikke tillægges betydning i forhold til bødens størrelse.

5.6. Overtrædelse af hastighedsbestemmelserne, kørsel med overlæs m.v.

5.6.1. Indledning

    Såfremt de ovenfor anførte forslag gennemføres, vil der ske en generel forhøjelse af de fleste bøder og en væsentlig reduktion af antallet af bødepositioner. Den gældende ordning med nedsættelse af bøder til personer med dårlig betalingsevne vil ophøre, og bøder for overtrædelse af færdselsloven vil blive omfattet af princippet om absolut kumulation.

    Ændringerne vil som udgangspunkt omfatte alle overtrædelser af færdselsloven, men der er anledning til særligt at overveje behandlingen af de områder af færdselsloven, der har været undergivet lovregulering i de senere år.

5.6.2. Bødefastsættelsen i sager om hastighedsovertrædelser

    Som anført under afsnit 2.2.1. blev bødefastsættelsen i sager om hastighedsovertrædelser ændret ved lov nr. 283 af 29. april 1992, således at der tages udgangspunkt i den procentuelle overskridelse af den aktuelle hastighedsgrænse, og således at bødeberegningen sker efter en progressivt stigende skala.

    Der blev endvidere fastsat særlige retningslinjer for bøderne for lastbiler med en tilladt totalvægt over 3.500 kg og for vogntog bestående af en sådan lastbil og et registreringspligtigt påhængskøretøj. Den særlige bødetakst blev ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 udvidet til at gælde alle køretøjstyper, for hvilke der er fastsat en køretøjsbestemt hastighed.

    I bemærkningerne til lovforslagene var de vejledende bødetakster specifikt angivet, og disse takster anvendes af anklagemyndigheden og domstolene. Mindstetaksten for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne er 400 kr., og den højeste takst er 6.800 kr. Der er herudover 16 positioner. Det mindste og det største spring mellem to positioner er henholdsvis 200 kr. og 1.200 kr. Taksterne fremgår af Rigsadvokatens meddelelse nr. 6/1998 (bilag 2).

    Da spørgsmålet om fastsættelsen af vejledende takster for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne har været behandlet af lovgiver inden for de senere år, er der særlig anledning til at overveje, om de vejledende takster på dette område bør være omfattet af ændringen.

    Såfremt den foreslåede generelle hævelse af bødeminimum til 500 kr. gennemføres, vil det medføre, at bødetaksten for eksempelvis undladelse af at anvende sikkerhedssele vil overstige den laveste bødetakst for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne.

    Da overtrædelse af hastighedsbestemmelserne generelt set må antages at medføre større fare for færdselssikkerheden end flere af de overtrædelser, der efter forslaget skal straffes med en bøde på 500 kr., må det anses for en naturlig konsekvens at hæve mindstetaksten for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne til 500 kr.

    Såfremt forslaget om en væsentlig reducering af antallet af bødepositioner gennemføres, således at bøder udmåles på beløb, der er delelige med 500, vil det for at bevare enhed og konsekvens i bødetakstsystemet være hensigtsmæssigt, at bøderne for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne ligeledes fastsættes til beløb delelige med 500. Dette kunne ske ved at hæve de eksisterende takster til nærmeste beløb deleligt med 500. En sådan ændring ville medføre, at antallet af bødepositioner for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne ville reduceres til 10 positioner. Bødetaksten for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne ville i så fald blive hævet med maksimalt 400 kr., og ved de fleste bødepositioner med et væsentlig mindre beløb. Den eksisterende bødetakst på 600 kr. ville blive hævet til 1000 kr., hvilket er en stigning på mere end 50 procent. Det kunne derfor overvejes at sænke taksten på 600 kr. til 500 kr., og det kunne på samme måde overvejes at sænke taksten på 1.100 kr. til 1.000 kr., således at ændringen ikke medfører uforholdsmæssigt store procentuelle stigninger oveni i de stigninger, der allerede er gennemført i de senere år.

5.6.3. Bødefastsættelsen i sager om overlæs

    Ved lov nr. 187 af 30 marts 1999 blev der indført en skærpet bøde ved overtrædelse af bestemmelserne om største tilladte totalvægt under kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg. Overlæs udregnes i procent i forhold til køretøjets tilladte totalvægt, og ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal bøden fastsættes til 100 kr. pr. procent for så vidt angår føreren, og 250 kr. pr. procent for så vidt angår ejeren/brugeren. Der straffes alene, såfremt den tilladte totalvægt overskrides med mere end 7 procent. Minimumsbøden er derfor 700 kr., og bøden overstiger således den foreslåede mindstetakst på 500 kr.

    For så vidt angår overtrædelse af reglerne om køretøjers størst tilladte totalvægt under kørsel med et køretøj, hvis tilladte totalvægt er på 3.500 kg eller derunder, fastsættes bøderne til 20 kr. pr. procent for så vidt angår føreren og 50 kr. pr. procent for så vidt angår ejeren. Også i disse tilfælde straffes der alene, hvis den tilladte totalvægt overskrides med mere end 7 procent. Mindstebøden er derfor 140 kr. for så vidt angår føreren og 350 kr. for så vidt angår ejeren. Også mindstebøderne på dette område bør som følge af den foreslåede mindstetakst hæves til 500 kr.

    Såfremt forslaget om en væsentlig reducering af antallet af bødepositioner gennemføres, således at bøder udmåles på beløb, der er delelige med 500, vil det for at bevare enhed og konsekvens i bødetakstsystemet være hensigtsmæssigt, at de nuværende bøder for overtrædelse af reglerne om køretøjers største tilladte totalvægt oprundes til nærmeste beløb deleligt med 500.

    De samme synspunkter gør sig gældende i sager om overtrædelse af forskrifterne om akseltryk.

5.6.4. Bødefastsættelsen i sager om overtrædelse af køre- hviletidsbestemmelserne

    Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev kompetencen vedrørende køre- og hviletidsbestemmelserne overført fra Arbejdsministeriets til Trafikministeriets område, og som følge heraf blev hjemmelsgrundlaget for udstedelse af bestemmelser om gennemførelsen, anvendelsen og kontrollen med overholdelsen af reglerne placeret i færdselslovens kapitel 13 a.

    Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er der ikke hermed tilsigtet nogen realitetsændring i den gældende sanktionspraksis.

    Overtrædelse af bestemmelserne straffes som udgangspunkt med en bøde på 400 kr. til chaufføren og en bøde på 1.000 kr. til vognmanden, hvad enten denne er en fysisk eller juridisk person. Taksten på 400 kr. til chaufføren bør som følge af de foreslåede ændringer hæves til 500 kr.

6. Konklusion og skitse til lovforslag

    Det er rigsadvokaturens opfattelse, at der særlig på færdselslovsområdet er behov for en nyordning og forenkling af behandlingen af overtrædelser, der er belagt med bødestraf. Denne forenkling foreslås gennemført ved følgende ændringer:

a En generel forhøjelse af de mindre bøder, således at der som udgangspunkt ikke udstedes bøder på under 500 kr. for overtrædelse af færdselsloven.

a En væsentlig reduktion af antallet af bødepositioner, således at bøder for overtrædelse af færdselsloven generelt fastsættes til beløb, der er delelige med 500 kr. Reduktionen sker ved at de gældende takster som udgangspunkt hæves (rundes op) til nærmeste beløb deleligt med 500 kr.

a Ophævelse af den gældende ordning om nedsættelse af bøder til personer med dårlig betalingsevne, således at den sigtedes indkomstforhold som udgangspunkt ikke tillægges betydning for bødestørrelsen. Bøder til unge under 18 år foreslås dog nedsat til det halve af normalbøden dog ikke under 300 kr.

a Indførelse af en ordning om absolut kumulation ved bødestraffe for overtrædelse af færdselsloven, således at der ved overtrædelser af færdselsloven i alle tilfælde udmåles den normale takstmæssige bødestraf for hver overtrædelse, uanset om overtrædelserne begås ved en eller flere handlinger, og uanset om pådømmelsen sker ved en eller flere sager. Ordningen bør også omfatte tilfælde, hvor en eller flere færdselslovsovertrædelser, der medfører bødestraf, pådømmes sammen med overtrædelser af andre særlove eller af straffeloven, og uanset om overtrædelsen af disse love medfører frihedsstraf.

a Ændring af praksis med hensyn til bødestørrelsen i tilfælde af gentagelse, således at der alene udmåles en skærpet bøde i gentagelsestilfælde, hvis der enten ved lovgivning eller administrative retningslinjer er fastsat bestemmelser herom.

    Da der er tale om væsentlige ændringer af gældende retspraksis, kan det ikke forventes, at ændringerne kan gennemføres ved en ændret påtalepraksis fra anklagemyndighedens side. Ændringerne bør derfor gennemføres ved lovgivning.

    Det har ved tidligere lejligheder være drøftet, i hvilket omfang lovgivningsmagten bør give detaljerede anvisninger til domstolene om strafniveauet for bestemte lovovertrædelser, og i praksis har lovgivningsmagten været tilbageholdende med præcise tilkendegivelser om det forudsatte strafudmålingsniveau.

    Færdselslovsområdet er imidlertid præget af et meget betydeligt antal ensartede sager, straffene udmåles i vid udstrækning takstmæssigt, og personlige forhold tillægges normalt ikke betydning.

    På denne baggrund har lovgivningsmagten da også i bemærkningerne til lovforslag om ændringer af færdselsloven i de senere år givet relativt præcise anvisninger til domstolene om strafniveauet, og det må derfor være forsvarligt at gøre det samme med hensyn til de nu foreslåede meget omfattende ændringer, der omfatter mange forskellige overtrædelser af færdselsloven, og som allerede i dag er undergivet et sanktionssystem med faste takster.

    Det bemærkes herved, at det er af afgørende betydning, at den ændrede praksis ligger fast fra starten. I modsat fald vil politiet og anklagemyndigheden være afskåret fra at afgøre sagerne ved udstedelse af bødeforelæg, og sagerne må i stedet afgøres af domstolene, indtil der foreligger en rimelig klar retspraksis på området. Da der er tale om et meget stort antal sager og overtrædelsestyper, vil domstolene i så fald blive påført en meget stor arbejdsbyrde, og de sigtede vil ikke have mulighed for at få afgjort deres sager hurtigt og smidigt.

    Det må endvidere tillægges betydning, at de angivne anvisninger ikke afskærer domstolene fra i særlige tilfælde ud fra en konkret, individuel vurdering at fravige bødetaksterne i den enkelte sag.

    En lovændring kunne gennemføres ved som § 118 a at indsætte følgende bestemmelse i færdselsloven:

§ 118 a. Bøder for overtrædelse af denne lov og for overtrædelser af forskrifter, der udstedes i medfør af loven, udmåles til beløb, der er delelige med 500 kr., jf. dog stk. 2.

    

Stk. 2. Bøder til personer, der på gerningstidspunktet var under 18 år, nedsættes til halvdelen af normalbøden, dog ikke under 300 kr. Dette gælder ikke bøder for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om spiritus- og promillekørsel og bøder til den, der fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget.

    

Stk. 3. Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse Har nogen ved en eller flere handlinger overtrådt denne lov og en eller flere andre love, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for overtrædelse af denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre love.

    

Stk. 4. Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov, og medfører en af lovovertrædelserne frihedsstraf, en anden bøde, idømmer retten en bøde ved siden af frihedsstraffen. Det samme gælder, såfremt nogen ved en eller flere handlinger har overtrådt denne lov og en eller flere andre love, og overtrædelsen af denne lov medfører bødestraf, og overtrædelsen af den eller de andre love, medfører frihedsstraf.

    Lovudkastets § 118 a, stk. 1, medfører, at der fremover som udgangspunkt udmåles bøder på mindst 500 kr. for overtrædelse af færdselsloven, og at springet mellem de enkelte strafpositioner vil være 500 kr.

    Ifølge de foreliggende oplysninger blev der i 1998 udstedt i alt 256.688 bøder for overtrædelse af færdselsloven. Heraf var 177.189 bøder på højst 1000 kr. og 79.499 bøder på over 1.000 kr. Ved gennemførelsen af en ordning som den foreslåede vil 2/3 af samtlige udstedte bøder for overtrædelse af færdselsloven være på 500 eller 1.000 kr., og der er herved opnået en betydelig forenkling af bødefastsættelsen på færdselslovsområdet.

    Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit 5.1., 5.2. og 5.6.

    Hvis forslaget gennemføres, vil rigsadvokaturen udsende en ny vejledning om bødetakster m.v. i sager om overtrædelse af færdselsloven, således at anklagemyndigheden fremover vil kunne nedlægge påstand om bødestraf i overensstemmelse hermed. Fastsættelsen af taksterne vil ske ved at de gældende takster som udgangspunkt hæves (rundes op) til nærmeste beløb deleligt med 500 kr.

    Lovudkastets § 118 a, stk. 2, medfører, at den sigtedes indkomstforhold som udgangspunkt ikke længere skal tillægges betydning ved bødefastsættelsen. Bøderne til personer med særlig lav indtægt (herunder studerende, pensionister og personer, der modtager ikke-tilbagebetalingspligtig kontanthjælp) nedsættes således ikke. For personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, nedsættes bøden til det halve af den normale, takstmæssige bøde, dog ikke under 300 kr.

    Nedsættelsen af bøden til personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, omfatter ikke bøder for overtrædelser af færdselslovens bestemmelser om spiritus- og promillekørsel og bøder til den, der fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget. Dette skyldes, at der ved fastsættelsen af bøder for disse overtrædelser allerede er taget hensyn til de pågældendes økonomiske forhold. Derimod gælder den foreslåede bestemmelse i stk. 2,1. pkt., (om nedsættelse af normalbøden for unge mellem 15 -17 år til halvdelen) bl.a. i tilfælde, hvor der er tale om overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, (eller § 63 a) om kørsel uden at have erhvervet kørekort, jf. U 1999.652 V, der er omtalt ovenfor under afsnit 3.1.

    Det anførte indebærer, at den nugældende praksis om udmåling af bøder i sager om spiritus- og promillekørsel, i sager om kørsel uden at have erhvervet kørekort og i sager om kørsel i frakendelsestiden i det hele opretholdes og videreføres uændret. Dette gælder, uanset om gerningsmanden er under eller over 18 år på gerningstidspunktet.

    Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit 5.3.

    Lovudkastets §118 a, stk. 3-4, medfører, at der ved overtrædelser af færdselsloven i alle tilfælde udmåles den normale takstmæssige bødestraf for hver overtrædelse, uanset om overtrædelserne begås ved en eller flere handlinger, og uanset om pådømmelsen sker ved en eller flere sager (absolut kumulation). Ændringen omfatter også tilfælde, hvor en eller flere færdselslovsovertrædelser pådømmes sammen med overtrædelser af andre særlove eller straffeloven, og uanset om overtrædelsen af disse love medfører frihedsstraf.

    Ved fastsættelsen af en samlet bødestraf for en eller flere overtrædelser af færdselsloven og en eller flere overtrædelser af andre særlove eller straffeloven, medfører de foreslåede bestemmelser alene, at bødestraffen for overtrædelse af færdselsloven skal indgå i den samlede straf med den eller de normale takstmæssige bøder. Bestemmelserne hindrer derimod ikke, at bødestraffen for overtrædelse af andre særlove eller straffeloven indgår i den samlede bødestraf med et mindre beløb end normalbøden.

    I tilfælde, hvor der i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, ved dom skal fastsættes en fællesstraf i form af bøde for en straffelovsovertrædelse og en færdselslovsovertrædelse, fastsætter retten efter straffelovens § 88, stk. 4, en fælles straf af dagbod. Straffen kan eventuelt i medfør af bestemmelsens 2. led fastsættes for hver overtrædelse for sig, således at der for overtrædelse af straffeloven fastsættes straf af dagbod og for overtrædelse af færdselsloven straf i form af en sumbøde.

    Såfremt den samlede bøde bliver af en sådan størrelse, at det henset til den sigtedes indkomstforhold må anses for sandsynligt, at den sigtede ikke vil være i stand til at betale bøden, kan der være anledning til i særlige tilfælde at fravige udgangspunktet om absolut kumulation.

    Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit 5.4.

    Indførelsen af en ordning med absolut kumulation for bøder på færdselslovsområdet hindrer ikke, at anklagemyndigheden som hidtil kan beslutte, at en sag om overtrædelse af færdselsloven ikke skal føre til tiltale.

    Reglen i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, om påtaleopgivelse i tilfælde, hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt, finder således fortsat anvendelse. Det samme gælder reglen i retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 4, om tiltalefrafald i tilfælde, hvor straffelovens § 89 er anvendelig, og det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig straf vil blive idømt, og at domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning.

    Forslaget berører heller ikke anklagemyndighedens adgang til i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, helt eller delvis at frafalde tiltale, og herunder eventuelt meddele en advarsel, i tilfælde, hvor den påsigtede lovovertrædelse efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde, og forholdet er af ringe strafværdighed.

    Det samme gælder domstolenes adgang til i medfør af retsplejelovens § 937 at meddele tiltalte en advarsel, såfremt sagen efter brødens beskaffenhed findes egnet hertil.

    Såfremt de foreslåede ændringer gennemføres, medfører det en generel forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelse af færdselsloven.

    Dette forhold samt hensynet til forudsigelighed og lighed i strafforfølgningen taler for, at tidligere overtrædelser af færdselsloven alene tillægges gentagelsesvirkning med udmåling af en forhøjet bøde til følge, såfremt der ved lovgivning og/eller ved administrative forskrifter er fastsat retningslinjer herfor. En sådan ændring af praksis forudsætter næppe en lovændring, men vil kunne gennemføres ved fastsættelsen af de administrative retningslinjer, som skal udsendes af Rigsadvokaten.

---

    

Bilag 3

Oversigt over myndigheder og organisationer, der er anmodet om en udtalelse i anledning af lovforslaget:

    Amtsrådsforeningen i Danmark

    Kommunernes Landsforening

    Københavns Kommune

    Frederiksberg Kommune

    Dansk Transport og Logistik

    Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service

    Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik

    Danske Biludlejere

    FDM

    Dansk Arbejdsgiverforening

    Dansk Handel og Service

    Dansk Industri

    Dansk Speditørforening

    Danske Sælgere

    Danmarks Automobilforhandler Forening

    Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark

    SiD

    NOAH-Trafik

    Chaufførernes Fagforening

    Hovedstadsområdets Trafikselskab

    De Danske Bilimportører

    Dansk Camping Union

    Dansk Cyklistforbund

    Dansk Kørelærer-Union

    Dansk Køreskole Forening

    Danske Kørelæreres Landsforbund

    Danske Busvognmænd

    Erhvervenes Transportudvalg

    Dansk Bil-forhandler Union

    Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark

    Bestillingskontorernes Arbejdsgiverforening

    Brancheforeningen for Hyrevognsejere

    Brancheforeningen for Limousineservice

    Københavns Aktive Taxiforening

    Københavns Taxi

    Storkøbenhavns Taxinævn

    Storkøbenhavns Taxivognmænds Arbejdsgiverforening

    Dansk Taxi Forbund

    Nævnet for Etnisk Ligestilling

    Storebælt A/S

    Øresundsforbindelsen A/S

Oversigt over myndigheder og organisationer, Justitsministeriet har hørt over Rigsadvokatens redegørelse om en nyordning og forenkling af bødefastsættelsen på færdselslovsområdet:

    Præsidenten for Østre Landsret

    Præsidenten for Vestre Landsret

    Præsidenten for Københavns Byret

    Præsidenten for retten i Århus

    Præsidenten for retten i Odense

    Præsidenten for retten i Ålborg

    Præsidenten for retten i Roskilde

    Den Danske Dommerforeningen

    Dommerfuldmægtigforeningen

    Anklagemyndigheden

    Rigspolitichefen

    Politidirektøren i København

    Foreningen af Politimestre i Danmark

    Politifuldmægtigforeningen

    Politiforbundet i Danmark

    Advokatrådet

    Det Danske Center for Menneskerettigheder

    Nævnet er Etnisk Ligestilling