4. Straffen for promille- og spirituskørsel ..."
".... 4.2. Udvalgets overvejelser
4.2.1. Udvalget foreslår, at der ved spirituskørsel fortsat skal opereres med tre forskellige straftyper, nemlig 1) bøde, 2) betinget frihedsstraf, evt. med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt tillægsbøde og 3) ubetinget frihedsstraf.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.1.7., anvendes efter de gældende retningslinjer 4 forskellige strafpositioner i førstegangstilfælde afhængig af promillens størrelse ved straffastsættelsen. Promillekørsel med en promille i intervallet 0,51- 0,80 straffes med et fast bødebeløb (4.000 kr.), mens promiller i intervallet 0,81- 2,00 straffes med en bøde udmålt til en måneds nettoløn. Ved spiritus- og promillekørsel med promiller over 2,00 anvendes frihedsstraf på 14 dages fængsel og ved promiller på 2,51 og derover frihedsstraf på 20 dages fængsel. Fængselsstraffen ved promiller over 2,00 gøres som udgangspunkt betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt tillægsbøde.
Udvalget foreslår en forenkling af disse retningslinjer, således at der fremover i stedet alene anvendes to principper for strafudmålingen: bøde, der anvendes i intervallet 0,51-2,00, og som gradueres efter forseelsens grovhed, således at udgangspunktet for bødeberegningen (en måneds nettoløn) ganges med alkoholpromillen, og fængselsstraf, der anvendes ved spirituskørsel med en promille over 2,00.
Udvalget foreslår endvidere, at der alene anvendes én strafposition (20 dages fængsel) for kørsel med en promille over 2,00, svarende til den gældende strafposition for kørsler med en promille over 2,50.
4 medlemmer af udvalget bemærker i betænkningen, at en yderligere forenkling ville kunne opnås ved at indføre en enhedsordning, hvorefter der i alle førstegangstilfælde af spirituskørsel idømmes bøde gradueret efter promillens størrelse. En sådan ordning ville også medføre en meget betydelig lettelse af anklagemyndigheden og domstolene, idet alle førstegangstilfælde af spirituskørsel som udgangspunkt ville kunne afgøres ved en udenretlig vedtagelse af bøde og frakendelse af førerretten efter reglerne i færdselslovens § 119 a. En sådan ændring ville imidlertid indebære en lempelse af det gældende sanktionsniveau i de groveste tilfælde, som næppe ville være i overensstemmelse med de intentioner, der ligger bag udvalgets reviderede kommissorium af 18. marts 2002. De pågældende medlemmer afstår derfor fra at stille forslag om en sådan ændring af de gældende sanktionsregler.
Udvalgets forslag til strafudmålingen i førstegangstilfælde af spirituskørsel kan herefter skematisk opstilles således:
|
Promille |
Sanktion |
|
0,51-2,00 |
Bøde på en måneds nettoløn gange promillen |
|
2,01- |
20 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling og en tillægsbøde |
Udvalgets forslag indebærer, at bødestørrelsen for spirituskørsel i alle tilfælde er afhængig af den pågældendes indtægtsforhold, også i intervallet 0,51-0,80 promille. Som nævnt foreslås det endvidere at graduere bødestørrelsen efter alkoholpromillens størrelse, således at bøden bliver større, jo højere promillen har været. Udvalget anfører, at det hermed på en enkel og letforståelig måde markeres, at spirituskørsel er farligere, jo højere promillen er.
Udvalgets forslag vil indebære, at bøden udmåles til en måneds nettoløn ved en promille på 1,00, det halve af en måneds nettoløn ved en promille på 0,51 og 2 gange en måneds nettoløn ved en promille på 2,00.
Udvalget forudsætter, at den frihedsstraf, der fastsættes ved spirituskørsel med en promille over 2,00, gøres betinget, således at den i overensstemmelse med reglerne i straffeloven om betingede domme og samfundstjeneste udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af, at den pågældende – udover at holde sig kriminalitetsfri i prøvetiden – enten undergiver sig alkoholistbehandling, hvis vedkommende har behov herfor, eller udfører samfundstjeneste, hvis vedkommende er egnet hertil. Dette svarer til de gældende retningslinjer.
Udvalget anfører i den forbindelse, at det fortsat skal være en forudsætning for anvendelse af alkoholistbehandling, at den pågældende har et reelt behov herfor. Ønsker en person, som har et behov for alkoholistbehandling, ikke at medvirke hertil, vil der efter udvalgets opfattelse i stedet kunne anvendes en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvis den pågældende er egnet og villig hertil.
Udvalget forudsætter, at antallet af samfundstjenestetimer fastsættes til 30 ved betinget dom med vilkår om samfundstjeneste uanset promillens størrelse.
Hvis den pågældende hverken har behov for alkoholistbehandling eller er egnet til at udføre samfundstjeneste, finder udvalget, at der vil kunne anvendes en betinget dom (med tillægsbøde) uden andet vilkår, end at den pågældende skal holde sig kriminalitetsfri i prøvetiden. Efter udvalgets opfattelse vil der være tale om en talmæssigt lille gruppe af personer, der lider af fysiske og/eller psykiske svækkelser, og det forekommer ikke rimeligt, at kun personer tilhørende denne restgruppe skal idømmes ubetinget frihedsstraf i førstegangstilfælde.
Udvalget forudsætter på den anden side, at fængselsstraffen ikke bliver gjort betinget, hvis den pågældende ikke ønsker at medvirke ved de undersøgelser, der er påkrævet, for at det kan afgøres, om den pågældende har behov for alkoholistbehandling eller er egnet til at udføre samfundstjeneste. Det samme forudsættes at gælde, hvis den pågældende forud for dommen tilkendegiver, at han eller hun ikke vil medvirke til eventuel alkoholistbehandling eller samfundstjeneste.
Udvalget foreslår, at den tillægsbøde, der skal udmåles ved betinget dom, som udgangspunkt skal fastsættes til en måneds nettoløn.
6 medlemmer af udvalget foreslår dog, at tillægsbøden – som efter gældende ret – skal nedsættes til det halve, hvis den pågældende undergiver sig vilkår om alkoholistbehandling. Disse medlemmer lægger i den forbindelse vægt på, at det er væsentligt, at det incitament til, at personer, der har behov herfor, undergiver sig alkoholistbehandling og accepterer det indgreb, der er forbundet hermed, opretholdes.
6 andre medlemmer af udvalget foreslår, at tillægsbøden også i disse tilfælde fastsættes til en måneds nettoløn. Disse medlemmer af udvalget finder, at hensynet til at opnå det enkleste sanktionssystem tilsiger, at der kun bør forekomme afvigelser fra de generelle retningslinjer for sanktionsfastsættelsen, når det er absolut påkrævet. Det er disse medlemmers opfattelse, at nedsættelse af tillægsbøder til personer med et behandlingskrævende alkoholforbrug vil kunne opleves som en urimelig forskelsbehandling i forhold til spiritusbilister, som ikke har et sådant alkoholforbrug, at de har behov for behandling.
4.2.2. Udvalget foreslår, at straffen for spirituskørsel i andengangstilfælde bør være frihedsstraf. Frihedsstraffen bør efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt gøres betinget med vilkår om alkoholistbehandling eller samfundstjeneste, hvis en sådan sanktion ikke blev idømt i førstegangstilfældet, og ellers ubetinget.
I tredjegangstilfælde og senere tilfælde af spirituskørsel foreslår udvalget, at sanktionen som udgangspunkt skal være en ubetinget frihedsstraf.
Med henblik på en forenkling af det gældende sanktionssystem foreslår udvalget endvidere, at tidligere spirituskørsler alene skal have betydning for, om der foreligger et gentagelsestilfælde og i givet fald for hvilken gang, samt om der skal idømmes en betinget eller ubetinget frihedsstraf. Promillens størrelse ved tidligere kørsler skal efter udvalgets opfattelse derimod ikke have betydning for udmålingen af straffen for den kørsel, der nu er til pådømmelse, således som det ofte er tilfældet efter de gældende regler. Det vil herefter ikke i gentagelsestilfælde være nødvendigt at undersøge promillens størrelse ved tidligere kørsler for at kunne fastsætte straffens længde for den aktuelle kørsel.
Med udvalgets forslag opstilles et sanktionssystem, hvorefter strafpositionerne inden for de enkelte gentagelsestilfælde begrænses til to. I alle gentagelsestilfælde vil straffen være afhængig af, om der i gentagelsestilfælde er kørt med en promille i intervallet mellem 0,51-2,00, eller om promillen har været 2,01 eller derover. Ved begge strafpositioner øges frihedsstraffen med 10 dages fængsel pr. gentagelsestilfælde, uanset promillens størrelse ved de tidligere kørsler.
I andengangstilfælde vil straffen for kørsel med en promille i intervallet 0,51-2,00 efter forslaget være 10 dages fængsel. En tredjegangskørsel, hvor promillen har været i intervallet 0,51-2,00, udløser en frihedsstraf på 20 dage. Et fjerdegangstilfælde i dette interval 30 dages fængsel osv.
Ved en andengangskørsel med en promille på 2,01 eller derover foreslås straffen fastsat til 30 dages fængsel. Også ved senere kørsler med en promille på 2,01 eller derover stiger straffen med 10 dage fængsel pr. gentagelsestilfælde, uanset størrelsen af promillen ved de tidligere kørsler. En tredjegangskørsel, hvor promillen har været på 2,01 eller derover, udløser 40 dages fængsel, en fjerdegangskørsel 50 dage osv. I alle tilfælde fastsættes længden af straffen således uden hensyntagen til promillens størrelse i de tidligere tilfælde.
I de tilfælde, hvor frihedsstraffen overstiger 3 måneders fængsel, forudsætter udvalget, at straffen fastsættes i hele måneder efter sædvanlig praksis.
Hvis den nye kørsel er foretaget i prøvetiden i henhold til en betinget dom for spirituskørsel, er det udgangspunktet, at der skal fastsættes en ubetinget fællesstraf for det nye forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse, jf. straffelovens § 61, stk. 2, og § 67.
Forslaget kan opstilles således:
|
Spirituskørsel |
Promille på 0,51-2,00 |
Promille på 2,01- |
|
1. gang |
Bøde (1 måneds nettoløn gange promillens størrelse) |
20 dages fængsel* |
|
2. gang |
10 dages fængsel** |
30 dages fængsel** |
|
3. gang |
20 dages ubetinget fængsel |
40 dages ubetinget fængsel |
|
4. gang |
30 dages ubetinget fængsel |
50 dages ubetinget fængsel |
|
5. gang |
40 dages ubetinget fængsel |
60 dages ubetinget fængsel |
|
6. gang |
50 dages ubetinget fængsel |
70 dages ubetinget fængsel |
* Frihedsstraffen udmåles som udgangspunkt som en betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn eller en betinget frihedsstaf med vilkår om alkoholistbehandling.
Efter udvalgets forslag vil der – afhængigt af straffen i førstegangstilfældet – blive idømt enten en ubetinget frihedsstraf eller en betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn eller en betinget frihedsstaf med vilkår om alkoholistbehandling samt en tillægsbøde.
4.2.3. Det skal efter udvalgets opfattelse ikke være udelukket at fravige de foreslåede strafudmålinger i formildende retning, men det forudsættes, at det kun sker i undtagelsessituationer. Udvalget foreslår derfor, at den gældende restriktive praksis for fravigelse af retningslinjerne i formildende retning opretholdes.
4.2.4. Udvalget foreslår, at der som udgangspunkt højst skal kunne idømmes én betinget frihedsstraf, herunder med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, inden for en doms gentagelsesvirkningsperiode. Det er udvalgets opfattelse, at der ikke længere bør kunne idømmes en ny betinget dom for spirituskørsel, hvis den pågældende i et fortilfælde af spirituskørsel, der har gentagelsesvirkning, har modtaget en betinget dom.
Udvalget anfører dog, at udvalgets forslag ikke skal være til hinder for, at der efter en betinget dom for spirituskørsel idømmes betinget dom for kørsel i frakendelsestiden eller omvendt.
4.2.5. Udvalget foreslår i betænkningen ingen specielle strafpositioner for spirituskørsel samtidig med kørsel i frakendelsestiden, idet udvalget foreslår, at der sker absolut kumulation af straffen for spirituskørsel og straffen for kørsel i frakendelsestiden.
Efter udvalgets forslag skal en tidligere dom for spirituskørsel ikke have gentagelsesvirkning i forbindelse med pådømmelsen af en senere kørsel i frakendelsestiden, ligesom en tidligere dom for kørsel i frakendelsestiden ikke skal have gentagelsesvirkning i forbindelse med pådømmelsen af en senere spirituskørsel. Der vil således kunne idømmes betinget frihedsstraf for spirituskørsel, uanset om den pågældende tidligere er idømt en betinget frihedsstraf for kørsel i frakendelsestiden.
4.2.6. Udvalget foreslår, at den i dag gældende bødestørrelse på 1.000 kr. for førstegangstilfælde af spirituskørsel med ikke registreringspligtig knallert forhøjes til 2.000 kr.
Udvalget foreslår, at bøden i andengangstilfælde forhøjes til 4.000 kr., og at straffen for tredjegangstilfælde og derover fortsat skal være frihedsstraf, men således at domstolene skal have mulighed for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling og en tillægsbøde efter samme retningslinjer som ved spirituskørsel med motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort. Dog foreslås tillægsbøden fastsat til 4.000 kr., svarende til en bøde i andengangstilfælde. Frihedsstraffen forudsættes fastsat til fængsel i 10 dage, og der skal ske en skærpelse af straffen for hver gang, den pågældende kører spirituskørsel på ikke registreringspligtig knallert.
Der henvises til betænkningens side 55-65.
4.3. Lovforslagets udformning
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag vedrørende straffastsættelsen for spirituskørsel. Justitsministeriet finder det dog rigtigst, at de foreslåede strafskærpelser i sager om spirituskørsel, jf. færdselslovens § 117, afspejles gennem en ændring af bestemmelsens strafferamme. På den baggrund foreslås det, at strafmaksimum i § 117 forhøjes fra fængsel i 1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Lovforslaget er ud over denne ændring udformet i overensstemmelse med udvalgets forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 (§ 117) og § 1, nr. 12 (§ 117 c) og bemærkningerne hertil
Forhøjelsen af strafmaksimum til fængsel i 1 år og 6 måneder medfører, at reglerne om varetægtsfængsling i retsplejelovens kapitel 70 om varetægtsfængsling kan finde anvendelse. Det samme gælder ved kørsel i frakendelsestiden, jf. pkt. 5.3. nedenfor. I relation til sager om spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden vil det navnlig være fængslingsgrunden i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, som kan have betydning i praksis.
Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, kan en sigtet varetægtsfængsles, hvis der foreligger en begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at den pågældende på fri fod vil begå en ny lovovertrædelse af samme beskaffenhed.
De situationer, hvor der kan blive tale om varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, vil navnlig være tilfælde, hvor en person adskillige gange tidligere er dømt for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden og ofte vil have flere kørsler til samtidig påkendelse, og hvor der tegner sig et aktuelt mønster med så hyppige kørsler, at der er en betydelig og nærliggende risiko for, at den pågældende på fri fod på ny vil begå en lovovertrædelse af samme karakter.
Varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, vil i praksis således alene finde anvendelse i de allergroveste tilfælde, hvor der er tale om helt vanemæssig spirituskørsel og/eller kørsel i frakendelsestiden, og hvor den aktuelle kørsel derfor udløser en længere fængselsstraf.
Adgangen til varetægtsfængsling af spiritusbilister rejser spørgsmål om, hvorvidt der kan tilvejebringes det fornødne mistankegrundlag (begrundet mistanke), idet der på varetægtsfængslingstidspunktet kun vil foreligge en alkometer-test og ikke en blodprøveanalyse.
Alkometer-test kan i dag ikke i forbindelse med straffesagen bruges som bevis for alkoholpromillen i blodet i forbindelse med kørslen. Spørgsmålet om anvendelse af alkoholkoncentration i udåndingsluften og udstyr til måling heraf som bevis i stedet for blodprøver behandles for tiden i Udvalget om sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og promillekørsel m.v., jf. pkt. 2 ovenfor.
I forbindelse med en anmodning om varetægtsfængsling er der imidlertid ikke tale om, at alkometer-testen skal bruges som bevis, men derimod som en underbyggelse af mistanken om, at der foreligger en spirituskørsel. For at imødegå den usikkerhed, som er forbundet med en alkometer-test, bør det i forbindelse med en eventuel varetægtsfængsling forudsættes, at alkoholpromillen er et godt stykke over den tilladte på 0,5.
For så vidt angår udmålingen af bøder bør der efter Justitsministeriets opfattelse som i dag gælde en minimumsbøde. De gældende minimumsbøder har siden 1981 været henholdsvis 1000 kr./2000 kr. Under hensyntagen til den generelle revision af bødesatserne, som vil blive foretaget i forbindelse med Rigsadvokatens revision af de vejledende bødetakster, foreslås det, at minimumsbøderne fremover bør være 1500 kr., hvis den pågældende er uden indtægt, mens minimumsbøden for en ægtefælle uden væsentlig egen indtægt bør være 3000 kr.
I relation til spørgsmålet om tillægsbødens størrelse i de situationer, hvor den pågældende har undergivet sig et vilkår om alkoholistbehandling, er Justitsministeriet af de grunde, som er anført af 6 af udvalgets medlemmer, enig i, at tillægsbøden ikke bør nedsættes til det halve. Udgangspunktet bør således være, at tillægsbøden fastsættes til den pågældendes månedlige nettoløn.
Som det fremgår ovenfor, har udvalget ikke foreslået specielle strafpositioner for sager, hvor der samtidig med spirituskørslen sker kørsel i frakendelsestiden, idet udvalget har foreslået, at der sker absolut kumulation af straffen for spirituskørsel og straffen for kørsel i frakendelsestiden.
Da Justitsministeriet ikke har medtaget den del af udvalgets forslag, som vedrører absolut kumulation af frihedsstraf og frakendelsestid, jf. herom pkt. 1.1.2. ovenfor, vil straffen i disse tilfælde fortsat skulle fastsættes som en fællesstraf efter straffelovens § 88.
I praksis betragtes den omstændighed, at den nye spiritus- eller promillekørsel har fundet sted i frakendelsestiden, som en skærpende omstændighed ved spiritus- eller promillekørslen, hvilket f.eks. indebærer, at straffen for andengangs spiritus- eller promillekørsel som udgangspunkt forhøjes med fængsel i 10 dage.
Justitsministeriet finder, at det forhold, at spirituskørslen finder sted i frakendelsestiden, fortsat bør betragtes som en skærpende omstændighed. Justitsministeriet finder således, at der ved udmålingen af fællesstraffen i tilfælde af andengangs spirituskørsel i kombination med kørsel i frakendelsestiden som udgangspunkt skal lægges 10 dage til den fængselsstraf, som spirituskørslen isoleret betragtet ville have medført.
Der henvises endvidere til bilag 2 , hvor der nærmere er redegjort for bødens udregning, og bilag 3 , der indeholder en oversigt over straffen for spirituskørsel efter gældende ret sammenholdt med de foreslåede ændringer.
5. Kørsel i frakendelsestiden
5.1. Gældende ret
5.1.1. A f færdselslovens § 117, stk. 6, fremgår det, at den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for, at retten til at være eller blive fører af et sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.
Det fremgår af bemærkningerne til lovændringen om udvidet brug af samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling for spirituskørsel fra 2001 (lov nr. 230 af 4. april 2000), at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste forudsættes også at kunne finde anvendelse ved kørsel i frakendelsestiden uden for prøvetiden eller uden kombination med spiritus- eller promillekørsel.
Fængselsstraf for kørsel i frakendelsestiden gøres således som udgangspunkt betinget med vilkår om samfundstjeneste samt tillægsbøde efter samme retningslinjer som ved spiritus- og promillekørsel. Dette gælder for alle tilfælde, hvor straffen er på 60 dages fængsel eller derunder, dog ikke, hvis kørslen i frakendelsestiden er foretaget i prøvetiden i henhold til en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling for spiritus- og promillekørsel (eller tidligere kørsel i frakendelsestiden).
Foreligger der formildende omstændigheder, kan det i førstegangstilfælde, hvor strafferammen er bøde, føre til en reduktion af bøden, mens der i andengangstilfælde og derover vil være adgang til at anvende bøde i stedet for frihedsstraf.
Det fremgår af praksis, at man generelt har været tilbageholdende med at tillægge førerens personlige forhold, de nærmere omstændigheder ved kørslen eller tidligere straffedommes alder betydning ved straffastsættelsen, og det betragtes ikke som en formildende omstændighed, at kørslen har fundet sted i slutningen af frakendelsestiden.
Som det fremgår udtrykkeligt af færdselslovens § 117, stk. 6, 2. pkt., har domme for kørsel i frakendelsestiden ligesom domme for spiritus- og promillekørsel gentagelsesvirkning. Med hensyn til gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning indtræder gentagelsesvirkningen fra domsafsigelsen i første instans, og den ophører 5 år fra endelig dom.
5.1.2. Efter færdselslovens § 117, stk. 6, straffes kørsel i frakendelsestiden i førstegangstilfælde med bøde. Bøden beregnes som en måneds nettoløn. Der følges samme retningslinjer som ved udmålingen af bøder for spiritus- og promillekørsel i intervallet 0,81-2,00.
I den situation, hvor en person foretager en førstegangskørsel i frakendelsestiden efter en betinget dom for spirituskørsel, vil der efter praksis formentlig ikke blive udløst en ubetinget frihedsstraf, uanset kørslen i frakendelsestiden indebærer en overtrædelse af vilkåret i den betingede dom om, at den pågældende ikke må begå strafbart forhold i prøvetiden. I stedet vil der normalt i medfør af straffelovens § 62, stk. 2, blive fastsat en fællesstraf.
I andengangstilfælde (første kørsel i frakendelsestiden efter en dom for et tilsvarende forhold) er straffen normalt 14 dages fængsel.
Der kan efter praksis opstilles følgende vejledende retningslinjer for straffen i tredjegangstilfælde og derover :
|
Kørsel i frakendelsestiden |
Straf |
|
3. gang |
20 dages fængsel |
|
4. gang |
30 dages fængsel |
|
5. gang |
40 dages fængsel |
|
6. gang |
50 dages fængsel |
|
7. gang |
60 dages fængsel |
For kørsel i frakendelsestiden for 8. gang og derover er straffen som ved kørsel for 7. gang fængsel i 60 dage, der efter praksis anses som maksimumstraf for kørsel i frakendelsestiden, når der kun foreligger én kørsel til pådømmelse.
Hvis der i førstegangstilfælde foreligger to eller flere kørsler til samtidig pådømmelse (dvs. med mellemliggende sigtelser), er straffen en forhøjet bøde, da færdselslovens § 117, stk. 6, kun hjemler bødestraf i førstegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Det følger af færdselslovens § 118 a, at der som altovervejende hovedregel skal ske absolut kumulation af bødestraffene ved samtidig pådømmelse af flere færdselslovsovertrædelser.
Foreligger der i andengangstilfælde flere kørsler til samtidig pådømmelse, sker der en vis reduktion i forhold til fuldstændig sammenlægning. Normalstraffen for to kørsler til samtidig påkendelse er således fængsel i 20 dage.
I tredjegangstilfælde vil 2 kørsler i frakendelsestiden til samtidig pådømmelse normalt føre til, at straffen i forhold til en enkelt kørsel skærpes til næste strafposition, og det samme gælder som oftest også ved tre eller flere kørsler til samtidig pådømmelse. Strafmaksimum antages at ligge omkring fængsel i 3 måneder.
Der henvises til betænkningens side 69-74.
5.2. Udvalgets overvejelser
Udvalget foreslår ingen ændringer i straffen for førstegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Udvalget foreslår dog som konsekvens af udvalgets forslag om en ændret affattelse af færdselslovens § 117, hvorefter bestemmelsen alene omhandler straffen for spirituskørsel, at der indføres en ny særskilt bestemmelse (udvalgets forslag til § 117 a ) om straffen for kørsel i frakendelsestiden.
Udvalget foreslår endvidere, at der indføres en særlig bestemmelse i færdselsloven om bødens størrelse i disse tilfælde (udvalgets forslag til § 117 b, stk. 2).
For gentagen kørsel i frakendelsestiden foreslår udvalget af hensyn til den generelle forenkling af sanktionssystemet, at straffen skal svare til straffen for spirituskørsel i gentagelsestilfælde. Udvalget foreslår endvidere, at det også bør være muligt at fastsætte vilkår om alkoholistbehandling i forbindelse med en betinget dom for kørsel i frakendelsestiden, hvis den pågældende har et behandlingsbehov. Samtidig foreslår udvalget, at der som udgangspunkt ikke skal idømmes en ny betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, hvis den pågældende tidligere har fået en betinget dom for en kørsel i frakendelsestiden, der har gentagelsesvirkning.
Udvalget finder ikke, at der bør være noget til hinder for, at en person, der tidligere har modtaget en betinget dom for spirituskørsel, idømmes en betinget dom for kørsel i frakendelsestiden.
Endelig finder udvalget, at der i tilfælde, hvor en kørsel i frakendelsestiden sker i prøvetiden i henhold til en betinget dom for spirituskørsel, ikke skal fastsættes fællesstraf for kørslen i frakendelsestiden og spirituskørslen, men at der alene skal fastsættes straf for kørsel i frakendelsestiden efter straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1.
Udvalgets forslag kan herefter skematisk opstilles således:
|
Kørsel i frakendelsestiden |
Straf |
|
1. gang |
Bøde (1 måneds nettoløn) |
|
2. gang |
10 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt tillægsbøde |
|
3. gang |
20 dages ubetinget fængsel |
|
4. gang |
30 dages ubetinget fængsel |
|
5. gang |
40 dages ubetinget fængsel |
|
6. gang |
50 dages ubetinget fængsel |
|
7. gang |
60 dages ubetinget fængsel |
Der henvises til betænkningens side 77-79 og 141.
5.3. Lovforslagets udformning
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag. Justitsministeriet finder det dog rigtigst, at de foreslåede strafskærpelser i sager om kørsel i frakendelsestiden, jf. færdselslovens § 117 a, bør afspejles gennem en ændring af bestemmelsens strafferamme. På den baggrund foreslås det, at strafmaksimum i § 117 forhøjes fra fængsel i 1 år til fængsel i 1 år og 6 måneder. Lovforslaget er ud over denne ændring udformet i overensstemmelse udvalgets forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12 (§ 117 a og § 117 b, stk. 2) og bemærkningerne hertil.
Med hensyn til spørgsmålet om varetægtsfængsling henvises til pkt. 4.3. ovenfor.
Som bilag 4 findes en oversigt over gældende ret sammenholdt med lovforslaget.