UfR 1964.737 VLD
 

  V. L. D. 2. juni 1964 i anke 1 509/1964
Anklagemyndigheden mod Bernhard Schrader.

Århus byrets 2. afdelings dom 2. marts 1964.


Under denne sag tiltales - - - chauffør Bernhard Schrader for overtrædelse af færdselslovens § 24, stk. 1, og § 25, stk. 2, jfr. § 69, stk. 1, derved, at han den 23. januar 1964 kl. 20,45, da han som fører af mini-taxa XA 48.180 kørte ad Mindebrogade i Århus i østlig retning og havde givet tegn til venstresving ad Havnegade, undlod at optræde hensynsfuldt og at efterkomme de anvisninger, politiet gav til regulering af færdselen, idet han undlod at køre frem i krydset, da den i krydset posterede politimand gav ham tegn til fremkørsel, hvorved han hindrede en bagved holdende motorvogn i at komme frem.

Tiltalte er født den 24. november 1929.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og forklaret, at han var ankommet til krydset Mindebrogade-Havnegade og skulle ad Havnegade i nordlig retning. Han havde givet tegn for denne manøvre ved blinklys. Der var posteret en betjent i krydset. Der var samtidig trafik fra Kalundborg-færgen ind i Havnegade. Betjenten vinkede ham frem. Der var modkørende trafik, som blev vinket frem og skulle fortsætte ad Mindebrogade. Han kørte langsomt frem og standsede op i en afstand af 3 skridt fra den regulerende betjent. Betjenten gav yderligere udtryk for, at han skulle køre længere frem mod sig. Der var ingen biler bag ham, som han kunne genere.

Som vidne har overbetjent K. K. Rasmussen forklaret, at han var posteret i krydset Mindebrogade-Havnegade for at regulere færdselen fra færgen. Tiltalte var standset op ved Mindebrogades udmunding i Havnegade med signal for venstresving. Han bemærkede samtidig, at de tre første biler fra færgen skulle dreje til venstre, hvorfor han gav tegn til tiltalte om at foretage fremkørsel. Tiltalte blev holdende. Han gik hen til ham for at opfordre ham til at køre frem. Tiltalte ønskede ikke at køre frem, for at undgå buler i vognen. Elan mener ikke, der var nogen mulighed for tiltalte for at kunne komme i karambolage med andre biler ved sin fremkørsel. Efter henvendelse til tiltalte om at køre frem, skete dette. Tiltalte fik besked om at henvende sig i havnevagten, hvad han gjorde senere. Der var en vogn bag tiltalte, som også skulle svinge til venstre.

Efter det oplyste, herunder særligt vidnet overbetjent Rasmussens forklaring om den bag tiltalte holdende vogn, findes det godtgjort, at tiltalte har gjort sig skyldig i de i anklageskriftet beskrevne forhold, hvorfor tiltalte efter de nævnte bestemmelser vil være at anse med en bøde på 75 kr., subsidiært hæfte i 2 dage. - - -

Vestre Landsrets dom.


- - - For landsretten har anklagemyndigheden nedlagt påstand om skærpelse af den tiltalte idømte straf, medens der fra tiltaltes side er nedlagt påstand om frifindelse.

Tiltalte og overbetjent Rasmussen har påny afgivet forklaring for landsretten.

Tiltalte har forklaret, at betjenten stod med ansigtet mod nord. Der kom 3 biler fra færgen. De holdt længere til højre end vist på ridset. Betjenten dirigerede tiltalte frem i et kort venstresving. Tiltalte kørte lidt frem men da betjenten samtidig vinkede færgetrafikken frem, standsede han igen og lod den forreste vogn fra færgen passere, idet den skulle lige frem ad Mindebrogade. Den næste vogn i færgekøen havde venstre blinklys i gang, men standsede også op for ikke at kollidere med tiltalte. Betjenten vinkede den dog frem i et stort venstresving, og den kørte så bag om tiltales vogn. Den tredie vogn i køen kørte lige ud ad Mindebrogade, >> 738 >> hvorefter tiltalte efterkom betjentens gentagne anvisning om at køre frem i et kort venstresving.

Overbetjent Rasmussen har forklaret, at han stod med ansigtet mod nord og med venstre hånd vinkede tiltalte frem til et kort venstresving, mens han med staven, som han holdt i højre hånd, gav tegn til bilerne fra færgen om at svinge til venstre i et kort sving bag vidnet. De 3 forreste vogne i køen havde venstre blinklys i gang og holdt som vist på ridset, uanset at dette er helt til venstre i den modgående kørebane og, som det fremgår af ridset, langt til venstre for kørebanens midterlinie. Deres bane i et kort venstresving var ca. 10 m fra tiltaltes bane fremad i et venstresving.

Landsretten har beset forholdene på stedet og har derved konstateret, at en stiplet linie ved udkørslen for færgetrafikken henviser denne til at holde sig til højre for midten af udkørslen.

Efter de modstridende forklaringer og under hensyn til den naturlige køremade for færgetrafikken efter forholdene på stedet finder retten ikke at kunne se bort fra den mulighed, at en eller flere af vognene fra færgen har placeret sig midt i udkørslen i overensstemmelse med færdselslinierne, således at tiltalte kan have haft grund til at frygte en kollision, hvis han kørte fremad til venstre i overensstemmelse med betjentens tegngivning. Idet tiltalte herefter kan have været berettiget til som sket i første omgang at undlade at rette sig efter betjentens tegngivning, jfr. § 4 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 251 af 15. september 1955, kan han på det foreliggende grundlag ikke anses skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 25, stk. 2, eller samme lovs § 24, stk. 1. Han vil herefter være at frifinde for anklagemyndighedens tiltale. - - -