UfR 1997.616/1 VLD
 

  V.L.D. 19. februar 1997 i anke 7. afd. S-2811-96
(Poul Hansen, Eva Staal, Poul Wahl Christensen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Jens Bjørst, København, e.o.).

Esbjerg Rets 1. afdelings dom 9. september 1996.

Under denne sag tiltales T, ifølge Politimesterens anklageskrift af 9. januar 1996 som senere berigtiget, til straf for overtrædelse af politivedtægten for Esbjerg politikreds § 3, stk. 1, ved den 16. oktober 1995 ca. kl. 05.30 i Esbjerg på Jagtvej/Gefions Parkvej i forening med cirka 6 andre personer at have råbt »skruebrækker« efter buschauffør L, der kom cyklende forbi dem.

Tiltalte er født i Esbjerg, XXX.

Tiltalte har erkendt, at han har råbt »skruebrækker« efter bybuschauffør L, men tiltalte har nægtet sig skyldig, fordi det under en faglig konflikt ikke er strafbart at råbe »skruebrækker« efter person, der udfører strejkeramt arbejde.



Tiltalte har blandt andet forklaret, at han var sammen med 5‐6 kammerater ude på Jagtvej/Gefions Parkvej den 16. oktober tidligt om morgenen. Hans kammerater og han var taget ud for at råbe »skruebrækkere« efter de chauffører, der kom forbi. De stod inde på fortovet. Da L kom cyklende, løb tiltalte efter ham og råbte, at han var en skruebrækker. Tiltalte tror, at L hørte det. Han kiggede imidlertid ligeud, cyklede videre og svarede ikke igen.

Retten skal udtale:

Det lægges til grund, at tiltalte råbte »skruebrækker« efter L, da L kom cyklende på vej til sit arbejde som bybuschauffør hos det konfliktramte Ri-Bus-selskab. Selvom der under faglige konflikter accepteres en vis anvendelse af sproglige udtryk, som i sig selv anses for fornærmende, finder retten, at tiltalte, ved i den konkrete situation at have kaldt en bestemt bybuschauffør for »skruebrækker«, har optrådt så fornærmende og på en måde, der var til ulempe for den pågældende, at tiltalte herved har overtrådt politivedtægtens § 3, stk. 1. Han findes derfor skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Tiltalte straffes efter politivedtægtens § 59, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, med en bøde på 400,00 kroner

Vestre Landsrets dom.

Den indankede dom er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 19. november 1996 anket af tiltalte.

Tiltalte har påstået frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har berigtiget anklageskriftet således, at forkortelsen »m.v.« udgår.

Tiltalte har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at han under den faglige konflikt har haft lov til at give udtryk for sine frustrationer. Han kunne lige så godt have råbt »strejkebryder«. Ordet »skruebrækker« er ikke fornærmende, og tilråbet støjede ikke mere end så meget andet på en offentlig vej, f.eks. en støjende bil.

Landsretten udtaler:


Under domsforhandlingen i byretten berigtigede anklagemyndigheden tiltalen således, at ordene »ligesom de løb efter L til Spangsbjerg Møllevej« udgik. Tiltalen vedrører herefter alene det forhold, at tiltalte stod på et fortov sammen med ca. 6 andre personer og råbte »skruebrækker« efter en forbipasserende bybuschauffør. Tiltaltes anvendelse af ordet »skruebrækker« under disse omstændigheder findes ikke at kunne karakteriseres som en støjende, fornærmelig eller lignende optræden, der var egnet til at forstyrre den offentlige orden eller medføre ulempe for andre, og tiltalte har således ikke overtrådt politivedtægtens § 3, stk. 1. Landsretten frifinder herefter tiltalte.