UfR 1985.434 VLK

V.L.K. 15. januar 1985 i kære 6-S.1611/1984.
 
  Den 10. oktober 1983 forelagde politimesteren i Aalborg kærende, T, en bøde på 500 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 27, stk. 6, ved lørdag den 10. september 1983 kl. 16.15 som fører af personbil HK 33.683 ad Hadsundvej mod nord i Aalborg og herfra efter svingning til højre i det lysregulerede kryds Hadsundvej/Østre Allé at have undladt at holde tilbage for gående i fodgængerfeltet, hvilket havde til følge, at en fodgænger, som fra venstre side var på vej over kørebanen, måtte løbe frem for ikke at blive påkørt.

Da kærende telefonisk havde meddelt politimesterembedet, at han ikke ville betale bøden, blev sagen ved anklageskrift af 28. oktober 1983 indbragt for retten i Aalborg.

Her blev sagen behandlet i et retsmøde den 17. februar 1984, hvor anklagemyndigheden var repræsenteret af en politiassessor, medens tiltalte mødte med en privat antaget forsvarer. Der blev i dette retsmøde afgivet forklaring af tiltalte, der nægtede sig skyldig, og af to politiassistenter, hvorefter sagen blev udsat til afhøring ved hjemtinget af en passager i kærendes bil. Efter at denne afhøring havde fundet sted, blev sagen den 14. juni 1984 påny behandlet i retten i Aalborg, hvor kærende afgav supplerende forklaring, hvorefter sagen blev optaget til dom. Ved dom af 21. juni 1984 blev kærende frifundet, idet det efter de til dels modstridende vidneforklaringer ikke fandtes bevist, at hans kørsel havde medført fare eller ulempe for fodgængeren.

Kærende blev nu af den privat antagne forsvarer afkrævet et salær på 1.200 kr. med tillæg af moms, ialt 1.464 kr., og anmodede derpå i en skrivelse af 3. juli 1984 til retten i Aalborg, 9. afdeling, om at få salæret betalt af det offentlige. Han anførte i skrivelsen bl.a.:

»Når jeg i dag ser tilbage på sagen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg åbenbart har haft et valg imellem at vedtage en bøde på 500 kr. og dermed erkende mig skyldig i en lovovertrædelse, som jeg ved, jeg ikke har begået, eller også lade sagen gå til retten, blive frifundet og betale ca. tre gange bøden i advokatsalær.«

Den 3. juli 1984 afsagde byretten følgende kendelse:

»Hvis tiltalte under sagen havde fremsat begæring om forsvarerbeskikkelse i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, måtte det forventes, at begæringen var blevet afslået på grund af sagens ukomplicerede karakter og øvrige beskaffenhed, og da der ikke foreligger oplysninger om tiltaltes person eller andre omstændigheder, som kan begrunde forsvarerbeskikkelse. Der findes herefter ikke at være tilstrækkelig anledning til medfør af retsplejelovens § 1007, stk. 2, undtagelsesvis at tilkende tiltalte et beløb til dækning af hans udgift til valgt forsvarer, hvorfor bestemmes:

Den af tiltalte fremsatte begæring om, at der tilkendes ham et beløb til dækning af vederlaget til hans valgte forsvarer, tages ikke til følge.«

Denne kendelse er af kærende indbragt for landsretten med påstand om, at der tillægges ham et beløb hos det offentlige til dækning af den valgte forsvarers salær.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Indledningsvis bemærkes, at den valgte forsvarer med kendskab til de synspunkter hos byretten, som har fundet udtryk i kendelsen, måtte forvente, at en anmodning fra ham om at blive beskikket, ikke ville være blevet imødekommet af byretten. Selv om en nægtelse af at beskikke advokaten som forsvarer kunne være påkæret til landsretten, findes det under disse omstændigheder ikke ved afgørelsen af kæremålet at burde tillægges betydning, at der ikke for byretten har været fremsat anmodning om beskikkelse af forsvarer.

Afgørelsen af, om der i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, skal beskikkes en forsvarer, findes at burde træffes på grundlag af en samlet bedømmelse, herunder også af det både for tiltalte og for retten hensigtsmæssige i, at en tiltalt under en politisag, hvori der skal ske afhøring af vidner, og hvori der kan opstå bevistvivl eller tvivl om anvendelsen af en straffebestemmelse m.v., har bistand af en forsvarer, og der findes ved afgørelsen ikke at burde anlægges noget snævert skøn. Det ønskelige i at undgå en meget restriktiv praksis er særligt fremtrædende i sager, hvori der er rejst tiltale efter 1. juli 1984, idet anke fra tiltaltes side i sådanne politisager som hovedregel kun kan ske, hvis der er idømt højere straf end 10 dagbøder eller bøde på 1.000 kr., jfr. den ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 gennemførte ændring af retsplejelovens § 962, stk. 2.

Selv om der i den foreliggende sag er rejst tiltale, før den omtalte ændring af retsplejeloven trådte i kraft, finder landsretten, at det - hvis der for byretten var fremsat anmodning om beskikkelse, af forsvarer - efter omstændighederne ville have været rigtigst at imødekomme anmodningen.

Herefter findes der tilstrækkeligt grundlag for i medfør af retsplejelovens § 1007, stk. 2, at godtgøre kærende hans udgift til valgt forsvarer, idet bemærkes, at denne udgift ikke kan antages at overstige, hvad der ville være blevet tilkendt en beskikket forsvarer. - - -