
	UfR 2011.1014 HK
		H.K. 11. januar 2011 i sag 93/2010 Anklagemyndigheden mod T1 og T2 (adv. Jens Koefoed Stadum, Skagen, besk., for begge). Københavns Byrets dom 17. november 2009, SS 4-4943/2009. Sagens baggrund og parternes påstande. Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Parterne har ikke protesteret mod værnetinget. Retsmødebegæring er modtaget den 26. februar 2009. T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af Begge: 1. skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 14, stk. 1, jf. 13, stk. 1, ved med forsæt til skatteunddragelse som hovedaktionærer og direktører i selskaberne A Holding ApS og A ApS i forening i de af selskabet indsendte selvangivelser at have angivet indtægten for lavt i indkomstårene 2001 med 32.332 kr., 2002 med 534.999 kr., 2003 med 738.680 kr., 2004 med 679.571 kr., 2005 med 624.580 kr. og 2006 med 388.989 kr., i alt 2.999.151 kr., hvorved staten blev unddraget 852.364 kr. i selskabsskat og 92.374 kr. i lønsumsafgift. T2 2. skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, ved med forsæt til skatteunddragelse at have selvangivet sin indkomst for indkomstårene 1998 til 2001 for lavt med 101.267 kr. vedrørende løn fra B ApS (likvideret) og for indkomstårene 2001 til 2006 for lavt med 1.453.389 kr. vedrørende udlodning fra A Holding ApS og A ApS, i alt 1.554,655 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 687.647 kr. i skat og AM-bidrag. T1 3. skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, ved med forsæt til skatteunddragelse at have selvangivet sin indkomst for indkomstårene 1998 til 2001 for lavt med 101.267 kr. vedrørende løn fra B ApS (likvideret) og for indkomstårene 2001 til 2006 for lavt med 1.453.389 kr. vedrørende udlodning fra A Holding ApS og A ApS, i alt 1.554.655 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 686.923 kr. i skat og AM-bidrag. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, samt i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, påstand om tillægsbøde vedrørende hver af de sigtede på 1.155.000. De tiltalte har erkendt sig skyldig. Oplysningerne i sagen. Indledning På baggrund af en anmeldelse fra en tidligere bogholder foretoges den 25. oktober 2005 ransagning i de tiltaltes virksomhed, hvor alt regnskabsmateriale blev medtaget. På baggrund af dette materiale udarbejdede SKAT en oversigt over unddragne angivne beløb på ca. 12 mio. kr. De tiltaltes forsvarer gennemgik ved hjælp af en revisor tillige bilagsmaterialet, hvorefter beløbet blev nedsat til ca. 3,4 mio. kr. Herefter blev der indleveret tiltalebegæring til Københavns Politi den 7. juli 2008. De anførte unddragne beløb med tillæg af renter er betalt til SKAT af de tiltalte. Forklaringer: T1 har forklaret, at han og hans hustru driver en tandteknikervirksomhed. Han tog sig af det administrative, og hun tog sig af kontakten til tandlægerne af ren teknisk karakter. På et tidspunkt begyndte tandlægerne at spørge, om de kunne få nogle »billige tænder« uden regning. Det var hovedsageligt til familie, venner og ansatte. For ikke at miste kunden sagde han ja. Disse tænder blev lavet i Thailand og blev afregnet uden om regnskabet. Det var ham, som stod for dette og stod for aftalen med tandlægen, men hans kone vidste, hvad der foregik T2 har forklaret, at hun alene har beskæftiget sig med det faglige, men selvfølgelig var bekendt med, hvad der foregik i virksomheden. Man producerer også tænder i Danmark. Den årlige omsætning er 12-13 millioner kr. Personlige oplysninger. Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at de begge er egnede til at udføre samfundstjeneste, dog med nogen betænkelighed på grund af deres helbredsmæssige tilstand. Rettens begrundelse og afgørelse: De tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldige. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldige. Straffen fastsættes for begges vedkommende til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på de unddragne beløbs størrelse, idet bemærkes, at forhold 1 er begået i forening, hvorfor begge er skyldige i hele det anførte beløb. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2. Retten har herved lagt vægt på, at de tiltalte fra begyndelsen har aflagt fuld tilståelse i det nu erkendte omfang, at de unddragne beløb er blevet betalt tilbage, de tiltaltes alder og helbredsmæssige situation, samt til dels på sagens alder. I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes de tiltalte hver en tillægsbøde på 1.150.000 kr., subsidiært fængsel i 60 dage. Thi kendes for ret: - - - De tiltalte skal betale halvdelen af sagens omkostninger, herunder hver 75.000 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jens Stadum, samt in solidum 600.000 kr. inkl. moms i udlæg til revisor og 8.731 kr. i rejseudlæg. Herudover betaler statskassen 115.000 kr. + moms i salær til forsvareren samt 308.823,75 kr. i udlæg til revisor. Østre landsrets kendelse 11. januar 2010 (5. afd.), S-3398-09 (Mogens Kroman, Lone Kerrn-Jespersen, Peter Mørk Thomsen (kst.)). Ved Københavns Byrets dom af 17. november 2009 blev T1 og T2 dømt for skattesvig af særlig grov karakter ved som hovedaktionærer og direktører i to selskaber at have ansat selskabernes indtægt 2.999.151 kr. for lavt i årene 2001 til 2006. De blev endvidere dømt for at have ansat deres egen indtægt for lavt med 1.554.655 kr. i årene 1998 til 2006. Påstande Anklagemyndigheden har kæret Københavns Byrets bestemmelse om sagsomkostninger i dommen af 17. november 2009 (- - -) med endelig påstand om, at statskassen frifindes for betaling af 908.823,75 kr. i udlæg til revisor, herunder 308.823,75 kr. uden regresret, og frifindelse for forhøjelse af det beløb, der skal betales uden regresret. T1 og T2 har ved kæresvarskrift af 3. december 2009 nedlagt særskilt påstand om, at statskassen skal betale 500.000 kr. i udlæg vedrørende revisionsmæssig bistand, subsidiært et mindre beløb, men dog mere end 308.823,75 kr., mere subsidiært stadfæstelse. Supplerende oplysninger Politiet foretog den 25. oktober 2005 en ransagning i de domfældtes virksomhed, hvor der skete beslaglæggelse af omfattende mængder regnskabsmateriale. Af et notat af 4. oktober 2006 fra SKAT fremgår det, at SKAT efter en gennemgang af det beslaglagte materiale skønsmæssigt og foreløbigt opgjorde, at de domfældtes selskab havde udeholdt indtægt på 12.640.000 kr. i perioden fra 1991 til 2005, herunder vedrørende import med »mindst« 2.665.000 kr. og vedrørende egen produktion med »ikke under« 9.975.000 kr. De domfældtes beskikkede forsvarer engagerede herefter uden rettens foranstaltning statsautoriseret revisor Frans Thomsen til at gennemgå materialet. Efter denne gennemgang erklærede de domfældte ved brev af 11. juni 2007, at de kunne erkende at have udeholdt omsætning på i alt 3.404.218 kr. fordelt med 1.077.033 kr. vedrørende import og 2.327.185 kr. vedrørende egen produktion. I en redegørelse af 10. oktober 2007 fra SKAT reviderede SKAT herefter sin opgørelse således, at den udeholdte indtægt blev opgjort til 5.352.033 kr., herunder 1.077.033 kr. vedrørende import og 4.275.000 kr. vedrørende egen produktion. Efter det oplyste gennemgik statsautoriseret revisor Frans Thomsen herefter materialet på ny, og efter drøftelser mellem SKAT og de domfældtes forsvarer blev sagen herefter fra SKATs side begrænset til det erkendte beløb på godt 3,4 mio. kr. Anklagemyndigheden har for landsretten fremsat anmodning om, at kæremålet tillægges opsættende virkning. Efter at det for landsretten blev oplyst, at Københavns Byret havde foretaget betaling af 308.823,75 kr., og at forsvareren ikke ville kræve forlods betaling af de 600.000 kr., frafaldt anklagemyndigheden anmodningen om opsættende virkning. Anbringender Anklagemyndigheden har til støtte for sine påstande anført blandt andet, at de domfældte på intet tidspunkt har nedlagt påstand om, at den del af sagens omkostninger, der skulle betales af de tiltalte, forlods skulle betales af statskassen. Anklagemyndigheden bør derfor frifindes for forlods at skulle udrede de 600.000 kr., som udgør de tiltaltes andel af omkostningerne til den revisormæssige bistand. For så vidt angår beløbet på 308.823,75 kr. bemærkes, at det efter praksis ikke er udelukket, at en forsvarer i særlige tilfælde med rettens tilladelse lader sig bistå af en statsautoriseret revisor under sagen. Efter praksis skal spørgsmålet forinden forelægges retten med oplysning om, hvilke arbejdsopgaver man ønsker, at revisor skal udføre, herunder indeholde et overslag over forventede omkostninger, således at retten har mulighed for på forhånd at tage stilling til, om en sådan udgift må anses for nødvendig, eller om opgaverne i stedet kunne udføres af f.eks. SKAT eller politiet. Såfremt spørgsmål om revisionsmæssig bistand til forståelse af sagen havde været forelagt retten på forhånd, må det antages, at retten ville have afvist anmodningen, idet sagen nok er omfangsrig, men ikke har den fornødne kompleksitet. Såfremt der var blevet anmodet om revisionsmæssig bistand til opgørelse af det unddragne beløb, må det ligeledes antages, at anmodningen ville være blevet afvist, idet sådanne opgørelser kan udarbejdes af SKAT eller politiet. I større eller mere komplicerede sager vil anklagemyndigheden ofte vælge at få udarbejdet revisionsberetninger, men dette har ikke på noget tidspunkt været på tale i denne sag. I øvrigt har forsvarerens argumenter for beskæring af det unddragne beløbs størrelse næppe krævet revisionsmæssig bistand. Den af forsvareren anvendte revisor har således anført blandt andet, at der ikke kunne foretages et skøn ud fra de kopierede fakturaer, at der i stort omfang er givet betydelige rabatter, hvorfor den skønnede indkomst er for høj, og at guldforbruget er væsentligt lavere, end det er lagt til grund af SKAT, hvilket ligeledes har medført en for høj skønnet indkomst. Revisorens opgørelser adskiller sig i øvrigt ikke væsentligt fra opgørelser, som jævnligt foretages af SKAT i andre sager. At SKAT har accepteret en begrænsning i tiltalen, er således et resultat af drøftelser mellem SKAT og forsvareren sammenholdt med en vurdering af beviserne i sagen. Det må derfor afvises, at udgifterne er nødvendige, og da udgifterne er afholdt uden forudgående tilladelse fra retten, påstås det offentlige frifundet herfor. Vedrørende revisorudlæggets størrelse bemærkes, at den manglende forhåndsforelæggelse for retten har medført, at der ikke har været fastsat et loft over hverken timelønnen eller den samlede udgift, hvilket har medført, at omkostningerne tilsyneladende er løbet løbsk. Omkostningerne til revisor på i alt 727.059 kr. med tillæg af moms indeholder efter det oplyste udgifter til skrive- og sekretærbistand på 21.956 kr., hvilket ud fra et oplyst timetal på 382 timer medfører en gennemsnitlig timeløn på ca. 1.846 kr. Det gøres gældende, at det anvendte timeforbrug er uforholdsmæssigt stort, og at den gennemsnitlige timeløn er uforholdsmæssig høj, da en stor del af arbejdet med udarbejdelse af opgørelser m.v. ikke er mere kompliceret, end at det kunne have været udført af revisorassistenter eller lignende til en væsentlig lavere timeløn. Såfremt landsretten finder, at omkostninger til revisor i et eller andet omfang skal pålægges det offentlige, må der derfor tages højde for, at omkostningerne kunne have været begrænset betydeligt. Forsvareren har til støtte for de domfældtes påstande anført blandt andet, at statskassen ikke skal udlægge den del af udgiften til den revisionsmæssige bistand, der skal betales af de domfældte. Det er ubestrideligt, at revisor har udført et betydeligt arbejde, som i afgørende grad har medvirket til, at det af SKAT oprindeligt påståede udeholdte beløb blev reduceret med ca. 9,2 mio. kr. Det skyldes alene det offentliges væsentlige fejlskud, at revisor i en så markant grad har måttet involveres, og da hans involvering rent faktisk har ført til en nedsættelse af det anførte omfang, bør statskassen også dække en væsentlig andel af revisors omkostning. Grunden til, at retten ikke på forhånd blev anmodet om at give tilsagn til den revisionsmæssige bistand, er den, at det måtte forventes, at anklagemyndigheden ville have protesteret herimod, og at de domfældte i heldigste fald ville opnå et økonomisk utilstrækkeligt revisormandat. Forsvareren ønskede ikke at medvirke til, at »ræven vogter fårene«, og han ville slet ikke indlade sig på en revisordiskussion, da han ikke ville have, at de pågældende undersøgelser skulle foretages af SKAT eller anklagemyndigheden, men af en uvildig revisor. De domfældte var således indforståede med selv at indestå for betalingen af revisor, men således at de domfældte afhængig af sagens udfald efterfølgende kunne anmode retten om, at det offentlige skulle betale eller deltage i betalingen af revisoren. Efter sagens forløb og udfald fordelte byretten udgiften til forsvarersalær således, at de domfældte skulle betale ca. 45 % og statskassen ca. 55 %. Udgiften til revisionsmæssig bistand bør fordeles i samme forhold således, at de domfældte skal betale ca. 45 % svarende til 408.823,75 kr., mens statskassen skal betale ca. 55 % svarende til 500.000 kr. Når sagens udfald viser, at der har været et markant behov for revisionsmæssig bistand, og at denne bistand har ført til en reduktion af SKATs opgørelse, skal denne bistand også betales af det offentlige, uanset at den ikke i forvejen har været forelagt retten. Ikke mindst i et konkret tilfælde som det foreliggende, hvor nedsættelsen er ganske betydelig, og hvor anklagemyndigheden gør gældende, at anmodningen om revisionsmæssig bistand alligevel ville være blevet afvist. SKAT har ikke efter eget ønske begrænset tiltalen. Det kan næppe anses for normalt at prøve med en ansættelse til 12,6 mio. kr. for derefter senere at acceptere 25 % af beløbet. SKAT har været »tvunget til« en begrænsning, da det af revisor og forsvaret udfærdigede dokumentationsmateriale var så massivt, at SKAT blev klar over, at sagen ikke kunne vindes. Landsrettens begrundelse og resultat: Indkæredes kæresvarskrift er modtaget efter kærefristens udløb, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1. Der er ikke for landsretten oplyst sådanne omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse til kære efter kærefristens udløb, jf. § 969, stk. 1, jf. § 910, hvorfor indkæredes selvstændigt nedlagte påstande afvises. Efter retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt., er udgifter i anledning af indhentelse af beviser, som sigtede fremskaffer uden rettens foranstaltning, det offentlige uvedkommende. Dog kan retten undtagelsesvis pålægge det offentlige at afholde sådanne udgifter helt eller delvis, når sigtede skønnes at have haft rimelig grund til at fremskaffe beviserne. To dommere, Mogens Kroman og Lone Kerrn-Jespersen, udtaler: Forsvareren har i kæreskriftet anført, at han ikke ville have, at de undersøgelser, som han ønskede, blev foretaget af SKAT eller anklagemyndigheden, idet de skulle gennemføres af en uvildig revisor. Forsvareren ville derfor ikke forelægge spørgsmålet om revisorbistand for retten, idet han frygtede, at retten enten ville have afvist anmodningen, givet et revisormandat, som slet ikke ville være økonomisk tilstrækkeligt, eller have ladet SKAT eller anklagemyndigheden foretage de pågældende undersøgelser. Forsvareren orienterede sine klienter herom og oplyste over for dem, at de som udgangspunkt selv måtte indestå for betaling af revisoren. Forsvareren har således efter egen beslutning bevidst undladt at forelægge problemstillingen vedrørende beløbsopgørelserne for retten med henblik på at opnå rettens tilladelse til at få en ekspert stillet til rådighed eller at få materialet nøjere gennemgået af SKAT eller anklagemyndigheden. Det er derfor helt uafklaret, hvorledes tiltalen mod de domfældte ville være blevet formuleret, hvis forsvareren havde forelagt problemstillingen for retten, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at tiltalen ikke var blevet begrænset svarende til tiltalen i sagen, jf. dommen. Under disse omstændigheder finder vi, at de domfældte ikke havde rimelig grund til at fremskaffe beviserne uden rettens foranstaltning, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt., hvorfor det offentlige ikke skal pålægges at afholde nogen af udgifterne til revisoren. Vi stemmer derfor for at tage anklagemyndighedens påstand om frifindelse af statskassen til følge. En dommer, Peter Mørk Thomsen, udtaler: Der er ikke i retsplejeloven bestemmelser, der afskærer en forsvarer fra på egen hånd at foretage efterforskning. Forsvarerens adgang til på egen hånd at foranstalte efterforskning skal ses i lyset af de retsplejelovsændringer, der blev gennemført ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 med henblik på styrkelse af forsvarerens stilling under efterforskningen, hvorved det blev tilstræbt at indføre en principiel ligestilling mellem politiet og forsvareren med hensyn til sagens undersøgelse, herunder ved indførelse af regler, der var egnet til at aktivere forsvarerens indsats bl.a. til fremskaffelse af undersøgelsesmateriale, som er i klientens favør, og som skulle muliggøre en indsats fra forsvarerens side, allerede inden tiltale rejses, jf. betænkning nr. 622/1071 om efterforskning i straffesager m.v., side 11. En forsvarer, der engagerer sagkyndig bistand uden forinden at have anmodet retten om tilladelse hertil, vil uanset sagens udfald imidlertid ikke kunne være sikker på at få udgiften til den sagkyndige godtgjort som en sagsomkostning, idet en sådan udgiftsdækning som et minimum må forudsætte, at forsvareren har haft rimelig grund til at benytte sig heraf, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt. Spørgsmålet om, hvorvidt en forsvarer har haft rimelig grund hertil, må afhænge af forhold som sagens karakter og kompleksitet, anklagemyndighedens stilling under sagen, herunder den stedfundne efterforskning og resultatet eller det foreløbige resultat heraf, samt sagens udfald. Efter oplysningerne om sagens karakter, kompleksitet og efterforskning - herunder SKATs oprindelige opgørelse af 4. oktober 2006 og ikke mindst SKATs delvise fastholdelse af 10. oktober 2007 - sammenholdt med den skete begrænsning i tiltalen, finder jeg, at disse forhold og dette forløb på tilstrækkelig vis godtgør, at de domfældtes forsvarer har haft rimelig grund til at lade sig bistå af en revisor under sagen, og at der - uanset at dette skete uden rettens foranstaltning og baggrunden herfor - undtagelsesvis er grundlag for at pålægge det offentlige helt eller delvis at afholde rimelige udgifter hertil i medfør af retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt. En udgift til revisionsmæssig bistand på godt 900.000 kr., der er begrundet i blandt andet et tidsforbrug på 382 timer, kan i en sag af denne karakter imidlertid ikke forventes dækket af det offentlige uden en forudgående drøftelse med anklagemyndigheden og godkendelse af retten. Der er således tale om et i forhold til sagens karakter så eksorbitant beløb, at det må have stået de domfældte klart, at de - uanset udfaldet af den senere straffesag - ikke uden videre kunne forvente at få deres udgifter hertil dækket af det offentlige. Jeg finder efter det af anklagemyndigheden anførte samtidig ikke at kunne bortse fra, at en tilskæring af dokumentationsmaterialet i sagen må antages at kunne være sket på anden og mindre omkostningstung vis, såfremt parterne forinden havde indgået i drøftelser herom. Henset hertil - og i øvrigt til den stedfundne begrænsning i tiltalen og den efterfølgende domfældelse - finder jeg alene grundlag for at pålægge det offentlige delvist og i begrænset omfang at skulle afholde udgifterne herved. Efter en samlet bedømmelse stemmer jeg herefter for, at det offentlige skal afholde 100.000 kr. af udgiften til den revisionsmæssige bistand, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt. Anklagemyndigheden har som en konsekvens af byrettens bestemmelse om sagsomkostninger desuden nedlagt påstand om frifindelse for forlods at skulle udrede 600.000 kr., som efter byrettens resultat vedrører de domfældtes egen andel af udgiften til den revisionsmæssige bistand. Jeg bemærker, at det offentlige efter retsplejelovens § 1007, stk. 1, udreder omkostningerne ved en straffesags behandling med forbehold af ret til at få dem erstattet efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 91. Ved afgørelse efter retsplejelovens § 1007, stk. 2, er der imidlertid ikke grundlag for at træffe bestemmelse om sagsomkostninger med den virkning, at det offentlige forlods skal udrede den del af omkostningerne, som retten finder, er det offentlige uvedkommende og som følgelig ikke - heller ikke forlods - skal udredes af det offentlige. Herefter stemmer jeg samlet for at ophæve byrettens bestemmelse om sagsomkostninger for så vidt angår udgiften til den revisionsmæssige bistand, og alene at pålægge det offentlige endeligt at udrede 100.000 kr. til delvis dækning af de domfældtes rimeligt begrundede udgifter til revisionsmæssig bistand under sagen. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. - - - Højesterets kendelse. I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 17. november 2009 og kendelse af Østre Landsrets 5. afdeling den 11. januar 2010. Procesbevillingsnævnet har den 25. marts 2010 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam og Michael Rekling. Påstande Kærende, T2 og T1, har nedlagt påstand om, at statskassen i medfør at retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt., skal betale 308.823,75 kr. uden regresret af det beløb, forsvareren har afholdt til revisorbistand, subsidiært et mindre beløb. Indkærede, Anklagemyndigheden, har påstået stadfæstelse. Østre Landsret har henholdt sig til sin afgørelse. Det er for Højesteret oplyst, at det samlede beløb, forsvareren har afholdt til revisorbistand, rettelig udgør 779.435 kr. Anbringender T2 og T1 har navnlig anført, at det offentlige bør pålægges en del af udgifterne til revisorbistand, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, henset til sagens konkrete omstændigheder og udfald. Revisorbistanden bevirkede, at skattemyndighedernes opgørelse af det samlede skattesvigsbeløb blev reduceret fra cirka 12,6 mio. kr. til cirka 3,4 mio. kr., som de kærende erkendte. Det forekommer usandsynligt, at politiet af sig selv ville have begrænset sigtelsen. Politiet foretog således ingen selvstændig efterforskning ud over de indledende afhøringer. Det må også tillægges betydning, at forsvareren skulle have anvendt betydelig flere timer, dersom der ikke havde været revisionsmæssig bistand. Anklagemyndigheden har navnlig anført, at der ikke var rimelig grund til at antage sagkyndig bistand. Det bestrides, at revisorens gennemgang af materialet var nødvendig, idet de nødvendige undersøgelser kunne være foretaget af SKAT i samarbejde med de sigtede. Det bestrides endvidere, at straffesagen ville have udmøntet sig i en tiltale for skattesvig for over 12 mio. kr., idet anklagemyndigheden inden tiltalerejsning ville have begrænset tiltalen. Revisorudgiften er i øvrigt uproportional i forhold til sagens størrelse og kompleksitet. Højesterets begrundelse og resultat Af de grunde, der er anført af landsrettens mindretal, tiltræder Højesteret, at der undtagelsesvis er grundlag for i medfør af retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt., at pålægge det offentlige at afholde udgifter til den revisionsmæssige bistand, som forsvareren indhentede uden rettens foranstaltning, men at der ikke er grundlag for at lade det offentlige betale det fulde beløb, nu opgjort til 779.435 kr. Efter en samlet bedømmelse finder Højesteret, at det offentlige endeligt skal afholde 260.000 kr. af udgiften til den revisionsmæssige bistand, svarende til ca. 1/3 af udgiften. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse ændres, således at statskassen endeligt skal betale 260.000 kr. af udgiften til den revisionsmæssige bistand. Kæremålsomkostningerne for Højesteret skal betales af statskassen.