I UfR.2007.2197H afgjorde Højesteret, at reglen i retsplejelovens § 1008 om, at tiltalte kan pålægges at betale sagens omkostninger, ikke gælder i et tilfælde, hvor en person, der var idømt fængsel i England, og som derefter ved en dansk domstol skulle igennem en såkaldt "tilpasningssag", for at kunne få lov til at afsone straffen i Danmark. Han skulle således ikke betale sagens omkostninger ved tilpasningssagen.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 1008 udtaler om domfældtes pligt til at betale sagsomkostninger følgende: "Findes tiltalte skyldig eller kendes han ved dom uberettiget til oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning, er han pligtig at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling".  

Højesteret fandt, at denne bestemmelse ikke kan udvides til også at omfatte andre type sager, og at hovedreglen i retsplejelovens § 1007 om, at det er det offentlige, som bærer udgiften ved straffesager og straffuldbyrdelse.

Landsrettens begrundelse og resultat i sagen lød således:
"Ved behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser, som er omfattet af Den Europæiske Konvention om overførelse af domfældte, følger det af § 7, stk. 1, i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., at retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten finder anvendelse, medmindre loven eller konventionen indeholder modstående regler. Af lovens § 7, stk. 3, fremgår endvidere, at forsvarerbeskikkelse er obligatorisk, medmindre sagen vedrører fuldbyrdelse af bøder og lignende. Konventionen og loven indeholder ingen bestemmelser om sagsomkostninger ved behandlingen af sådanne sager.
Landsretten finder ikke, at en bestemmelse, hvorefter en domfældt skal betale de sagsomkostninger, der her i landet er forbundet med tilpasning af en straf idømt i udlandet, indebærer en skærpelse af den domfældtes strafferetlige situation. En sådan bestemmelse findes således ikke at være i strid med § 10, stk. 2, i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., selv om den domfældte ved den udenlandske domstolsafgørelse ikke måtte være pålagt at betale sagsomkostninger i forbindelse med straffesagens behandling i udlandet.
Landsretten tiltræder herefter, at A er pålagt at betale sagsomkostninger i forbindelse med tilpasningen her i landet af den straf, som A er idømt i England, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, hvorfor

bestemmes:
Byrettens omkostningsafgørelse stadfæstes."

Højesterets kendelse lød således:
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 13. oktober 2005 og kendelse af Østre Landsrets 16. afdeling den 4. januar 2006. Procesbevillingsnævnet har den 23. maj 2006 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Peter Blok, Poul Søgaard og Jon Stokholm.
Påstande
A har påstået, at det offentlige endeligt skal betale tilpasningssagens omkostninger.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Anbringender
A har supplerende navnlig anført, at der ikke i retsplejelovens kapitel 91, herunder § 1008, stk. 1, er hjemmel til at pålægge ham omkostningerne ved tilpasningssagen, da denne ikke havde til formål at fastslå, om han var skyldig, eller om oprejsning skulle finde sted. Retsplejelovens § 1008, stk. 1, er udtømmende, hvorfor hovedreglen i § 1007, stk. 1, hvorefter det offentlige udreder omkostningerne, finder anvendelse. Dette er i overensstemmelse med Proceskommissionen af 1868's bemærkninger fra marts 1875, hvorefter sagens omkostninger som udgangspunkt kun bør pålægges den sigtede, når han findes skyldig. Resultatet støttes endvidere af bestemmelsen i § 1010, hvorefter der ikke påhviler sigtede pligt til at udrede omkostninger, hvis han frifindes, eller sagen ender uden at have ført til domfældelse, medmindre omkostningerne måtte være forårsaget ved hans tilregnelige og retsstridige handlinger eller undladelser. Forarbejderne til lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af retsplejelovens § 1014a kan ikke føre til et andet resultat. Tilpasningssagens eneste formål er at bringe den engelske dom i overensstemmelse med det danske sanktionssystem, og resultatet er på forhånd givet. Der sker derfor alene en formel og ikke en materiel prøvelse af sagen som i f.eks. tilståelsessager. Han var uden indflydelse på forløbet af tilpasningssagen, og de pålagte omkostninger er en del af  >> 2199 >>  den samlede strafferetlige sanktion, der dermed skærper hans strafferetlige situation.
Anklagemyndigheden har supplerende navnlig anført, at omkostningsbestemmelsen i den engelske dom ikke kan få betydning for en omkostningsafgørelse i tilpasningssagen. En beslutning om, at domfældte skal afholde sagens omkostninger endeligt, har karakter af et erstatningsansvar over for det offentlige og er ikke en del af den strafferetlige sanktion, og beslutningen skærper derfor ikke A's strafferetlige situation. Hverken konvention af 21. marts 1983 om overførsel af domfældte eller lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005 om international fuldbyrdelse af straf mv. indeholder særskilte bestemmelser om sagsomkostninger, hvorfor retsplejelovens regler om straffesagers behandling finder anvendelse. Omkostningerne ved straffesagers behandling efter retsplejelovens § 1007 udredes som udgangspunkt af det offentlige med ret til at få dem erstattet efter retsplejelovens regler herom. Hvis den sigtede findes skyldig, har pågældende pligt til at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter ved sagens behandling, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt. Tilpasningssagen og sagens udfald må ganske sidestilles med den situation, at en tiltalt findes skyldig i en straffesag ved en sædvanlig dom. Det har været anerkendt siden Proceskommissionen af 1868's motiver fra marts 1875 (§ 475), at omkostningerne som udgangspunkt kun bør pålægges den sigtede, når han findes skyldig. Ordlyden af retsplejelovens § 1007, stk. 1, og § 1008, stk. 1, har i det væsentligste været uændret siden retsplejeloven af 11. april 1916. Ved ændringen af retsplejelovens § 1014a ved lov nr. 274 af 15. april 1997 fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om gældende ret, at man forud for lovændringen i praksis fortolkede retsplejelovens kapitel 91 således, at den domfældte i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger efter straffelovens § 72, hvor anmodningen ikke blev imødekommet, blev pålagt at betale sagens omkostninger, selvom disse sager - som tilpasningssager - ikke var udtrykkeligt nævnt i retsplejelovens § 1007 og § 1008. Endelig har A selv ytret ønske om at afsone sin dom i Danmark og dermed foranlediget tilpasningssagen, hvorunder han ikke fik medhold i sin påstand om strafnedsættelse. Princippet i retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., som efter det anførte også finder anvendelse på tilpasningssager, må derfor føre til, at landsrettens kendelse skal stadfæstes.

Højesterets begrundelse og resultat 
Som anført af landsretten indeholder hverken lov om international fuldbyrdelse af straf mv. eller Den Europæiske Konvention om overførelse af domfældte bestemmelse om sagsomkostninger ved behandling af en sag om tilpasning af en i udlandet idømt sanktion, jf. lovens § 3, stk. 3, og konventionens art. 10. Det følger herefter af lovens § 7, stk. 1, at retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten finder anvendelse.
Efter retsplejelovens § 1007, stk. 1, udredes omkostningerne ved behandlingen af straffesager af det offentlige, medmindre andet er bestemt, og Højesteret finder, at hverken lovens § 1008, stk. 1, eller andre bestemmelser indeholder fornøden hjemmel til at pålægge A at betale omkostningerne ved tilpasningssagen.
Højesteret tager derfor A's påstand til følge.

Thi bestemmes:
Statskassen skal betale omkostningerne ved tilpasningssagen.
Statskassen skal endvidere betale omkostningerne ved kæresagerne for landsretten og Højesteret.