TfK 2002.28 HD
 
  H.D. 15. oktober 2001 i sag I 177/2001

Rigsadvokaten mod T1 (adv. Henrik Perregaard, Kbh., e.o.), T2 (adv. Peter Hjørne, Roskilde, e.o.), T4 (adv. Mette Lauritzen, Kbh., e.o.) og T5 (adv. Eigil Koefoed, Kbh., e.o.).

Østre Landsrets dom 19. marts 2001 (1. afd.)

(A.F. Wehner, Jan Uffe Rasmussen, Steen Mejer Hansen (kst.) med nævninger).

Under denne nævningesag har statsadvokaten for København m.v. ved anklageskrift af 20. september 2000 og tillægsanklageskrift af 15. november 2000 rejst tiltale mod

1.

T2 og T3 for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, jf. straffelovens § 21, ved i perioden fra primo marts 1999 til 21. april 1999 i forening med A med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indsmugle ca. 1 kg heroin fra Montenegro til Danmark, hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet T3, der efter aftale med T2 var kørt til Motenegro for at afhente heroinen hos A, måtte rejse tilbage til Danmark uden at medbringe heroin, idet A ikke kunne skaffe heroin på det pågældende tidspunkt.

2.

T1, T2 og T3 for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29, jf. straffelovens § 21, ved primo december 1999 i forening med A med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt med T3 som kurer at indsmugle ca. 2,5 kg kokain fra Argentina til Danmark, hvilket forehavende af ukendte årsager mislykkedes.

3.

T1, T2 og T3 for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29, jf. straffelovens § 21, ved i perioden fra slutningen af december 1999 til 22. december 2000 i forening med A og T4 med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indsmugle ca. 5 kg kokain fra Argentina til Danmark, hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet det ikke lykkedes for kontaktpersonen i Argentina, kaldet B, at få kokainen transporteret til Danmark.

4.

T4 for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29, jf. straffelovens § 21, ved i perioden fra begyndelsen af februar 2000 til den 22. februar 2000 i forening med blandt andre T3 med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indsmugle ca. 5 kg kokain fra Argentina til Danmark, idet T4 som delvis finansiering af indsmuglingen betalte T3 20.000 kr., hvilken indsmugling imidlertid mislykkedes, idet det ikke lykkedes for kontaktpersonen i Argentina, kaldet B, at få kokainen transporteret til Danmark, og idet de tiltalte i Danmark blev anholdt.

5.

T1, T2 og T3 for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, ved i tiden umiddelbart forud for den 9. februar 2000 i forening med A og domfældte C med henblik på videreoverdragelse at have indsmuglet 807 gram heroin fra Montenegro til Danmark, hvilken heroin blev fundet i anhængertrækket på personbil, reg.nr. - - -, som C var fører af, da han den 9. februar 2000 indrejste i Danmark fra Tyskland ved grænseovergangen i Frøslev.

6.

T1 for medvirken til forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21, jf. § 23, ved i december 1999 efter aftale med D med henblik på videresalg at have kørt D's personbil, mrk. Rover 200 SI, reg.nr. - - -, til Jugoslavien, hvorefter D den 1. januar 2000 anmeldte bilen som stjålet med henblik på fra sit forsikringsselskab Allianz Nordeuropa Forsikring, Banestrøget 21, Tåstrup, at modtage forsikringssummen på i alt 115.000,00 kr., hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet Allianz Forsikring nægtede at udbetale pengene.

7.

T1, T2 og T5 for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, ved i tiden umiddelbart forud for den 28. januar 2000 i forening med A med henblik på videreoverdragelse at have indsmuglet 931 gram heroin fra Montenegro til Danmark, idet T5 ifølge aftale med de medtiltalte i bil afhentede heroinen hos A i Montenegro.

8.

T1, T2 og T5 for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, jf. straffelovens § 21, ved i perioden fra ultimo januar 2000 til den 22. februar 2000 i forening med A med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indsmugle ca. 1 kg heroin fra Montenegro til Danmark, idet T5 ifølge aftale med de medtiltalte i bil skulle afhente heroinen hos A i Montenegro, hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet det ikke lykkedes T2 og T1 at skaffe de fornødne penge til brug for indsmuglingen, og idet de tiltalte i Danmark blev anholdt.

9.

T1 for medvirken til forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21, jf. § 23, ved i december 1999 efter aftale med E med henblik på videresalg at have foranlediget E's varebil, mrk. Ford Explorer Van, reg.nr. - - -, kørt fra Danmark til Jugoslavien, hvorefter E den 30. januar 2000 anmeldte bilen som stjålet med henblik på fra sit forsikringsselskab Tryg Forsikring at modtage en forsikringssum for bilen på omkring 200.000 kr., hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet E, da han den 10. marts 2000 blev sigtet af politiet for forholdet, endnu ikke havde anmodet forsikringsselskabet om erstatning.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte T2 i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68, 2. pkt., dømmes til at undergive sig psykiatrisk behandling i hospital for sindslidende med tilsyn af hospitalet og Kriminalforsorgen under udskrivning, således at der af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kan træffes bestemmelse om genindlæggelse, og således at længstetiden for foranstaltningen i medfør af straffelovens § 68 a fastsættes til 5 år.

Anklagemyndigheden har endvidere ved tilkendegivelse af 17. januar 2001 nedlagt påstand om, at tiltalte T5 i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 4, jf. § 32, stk. 2, udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Tiltalte T1 har nægtet sig skyldig i forhold 2, 3, 5, 7 og 8. I forhold 6 og 9 har han erkendt de faktiske omstændigheder, men har påstået frifindelse med henvisning til straffelovens § 22.

Tiltalte T2 har nægtet sig skyldig i forhold 1, 3, 7 og 8, men erkendt sig skyldig i forhold 2 og 5. Han har tilsluttet sig anklagemyndighedens sanktionspåstand.

Tiltalte T3 har i forhold 1 og 2 erkendt de faktiske omstændigheder, men har påstået frifindelse med henvisning til straffelovens § 22. Han har i forhold 3 erkendt sig skyldig for så vidt angår forsøg på indsmugling af 500 gram kokain samt i forhold 5.

Tiltalte T4 har erkendt sig skyldig i medvirken til forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., for så vidt angår under 1 kg kokain.

Tiltalte T5 har nægtet sig skyldig.

Tiltalte T1 er tidligere straffet, senest

veddom af 8. marts 1996 for overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, jf. § 276 og § 123, med fængsel i 6 måneder. Prøveløsladt den 3. oktober 1996, prøvetid 2 år, reststraf 61 dage.
vedudenretlig vedtagelse den 9. december 1999 med bøde og betinget førerretsfrakendelse for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1.
Vedrørende tiltalte T2 foreligger en retspsykiatrisk erklæring af 18. august 2000 fra Amtssygehuset i Glostrup, Retspsykiatrisk afdeling J.

Konklusionen lyder således:

»Observanden er ikke skønnet sindssyg i perioden omkring den påsigtede kriminalitet. Observanden skønnes begavelsesmæssigt henhørende til den nedre del af normalområdet. Observanden lider ikke af epilepsi. Observanden var i perioden forud for og på tidspunktet for de påsigtede handlinger svært misbrugende. Observanden udvikler under varetægtsfængsling symptomer foreneligt med polymorf psykose, der muligvis skal ses i lyset af hans svære misbrug og hans personlighedsforstyrrelse. Observanden må ud fra det foreliggende skønnes at lide af en personlighedsforstyrrelse, der gør observanden mere tilbøjelig til at udvikle psykotiske symptomer, og disse vil på nuværende tidspunkt skønnes at forstærkes under afsoning i fængsel. Det skønnes at observanden er omfattet af bestemmelserne i §69, stk. 1, på tidspunktet for de påsigtede handlinger. Under varetægtsfængslingen og observationsperioden må det vurderes at han er kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den i straffelovens § 16 nævnte art.

Observanden findes således omfattet af straffelovens § 73, stk. 1.

Det skal derfor anbefales, at observanden, såfremt han findes skyldig i de påsigtede handlinger, dømmes til psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen under udskrivning, således at observanden kan indlægges på psykiatrisk afdeling efter fælles beslutning af kriminalforsorgen og overlægen. Pådømmes straf skal anbefales, at observanden påbegynder afsoning på en psykiatrisk afdeling indtil straffen eventuelt måtte kunne fuldbyrdes i fængsel.«

Retslægerådet har den 31. oktober 2000 afgivet følgende udtalelse:

»Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet på grundlag af fremsendt materiale med erklæring af 18. august 2000 fra overlæge Jens Wæhrens, Glostrup, udtale, at T2 aktuelt er sindssyg, og Retslægerådet vil finde det overvejende sandsynligt, at han også har været sindssyg i perioden for de påsigtede forhold.

T2 er normalt begavet og lider ikke af epilepsi. Han har gennemført en uddannelse som slagter, men har kun kortvarigt fungeret som sådan. Siden ungdomsårene har han haft et stort misbrug af først hash, siden også amfetamin, kokain og psilocybin svampe. Han har periodisk gennem de senere år oplevet hørelseshallucinationer samt haft forfølgelsesforestillinger, hvilke symptomer han angiveligt har tilskrevet sit misbrug. Under aktuelle varetægtsfængsling er han fundet vedvarende sindssyg med angst, hallucinationer og vrangforestillinger. Symptomerne har medført indlæggelse i Retspsykiatrisk afdeling. Han er aktuelt i behandling med antipsykotisk virkende medicin i store doser med nogen virkning på tilstanden til følge.

T2 synes tidligere ud fra andres og egen beskrivelse at have frembudt personlighedsforstyrrede træk. Det synes ikke aktuelt at være muligt at præcisere diagnosen, det kan dreje sig om begyndende skizofreni, og det kan dreje sig om en af amfetamin og kokain samt ydre forhold fremkaldt psykotisk tilstand.

Ved en samlet vurdering vil Retslægerådet finde det overvejende sandsynligt, at T2 har været sindssyg i en længere periode og således også i perioden for de påsigtede forhold, og at han således er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Det kan dog ikke ganske udelukkes, at han først efter de påsigtede forhold, men før dom er afsagt, har udviklet en ikke blot forbigående tilstand af den i § 16, stk. 1, nævnte art. Uanset den diagnostiske usikkerhed skal Retslægerådet, såfremt han findes skyldig, som mest formålstjenlig foranstaltning anbefale dom til psykiatrisk behandling i hospital for sindslidende med tilsyn af hospitalet og Kriminalforsorgen under udskrivning, således at der af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kan træffes bestemmelse om genindlæggelse.«

Vedrørende tiltalte T2 foreligger en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 af 11. maj 2000 fra Kriminalforsorgen.

Konklusionen lyder således:

»Såfremt retten finder, at sagen kan afgøres med en betinget dom eventuel med fastsat straf, skønnes sigtede egnet til at modtage en sådan afgørelse.

Såfremt retten finder, at en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kan finde anvendelse, skønnes sigtede egnet til at modtage en sådan afgørelse, med tilsyn af Kriminalforsorgen i afviklingsperioden.«

Vedrørende tiltalte T4 foreligger en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 af 28. april 2000 fra Kriminalforsorgen.

Konklusionen lyder således:

»Såfremt retten finder, at nærværende sag kan afgøres med en helt eller delvist betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste skønnes sigtede egnet til at modtage en sådan afgørelse. Eventuelt tilsyn af Kriminalforsorgen skønnes ikke påkrævet.

Såfremt retten finder, at nærværende sag kan afgøres med en helt eller delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skønnes sigtede endvidere egnet til at modtage en sådan afgørelse.«

Vedrørende tiltalte T5 foreligger skrivelse af 3. januar 2001 fra Udlændingestyrelsen.

»Styrelsen skal oplyse, at T5 indrejste her i landet den 14. februar 1996.

Den 8. maj 1996 meddelte styrelsen T5 midlertidig opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter lov nr. 933 af 18/11 1992, § 15.

Denne tilladelse blev forlænget den 7. april 1997 og den 17. september 1997.

Den 17. december 1997 meddelte styrelsen T5 opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, på grundlag af ægteskab, indgået den 4. oktober 1997, med den herboende danske statsborger, F.

Det fremgår af det centrale personregister (cpr), at T5 fortsat er registreret som værende gift med F, men at ægtefællerne ikke har boet sammen siden 1998.

T5 blev den 25. februar 1998 meddelt opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilken blev meddelt tidsubegrænset den 11. januar 1999.

Opholdets karakter fører efter styrelsens opfattelse til, at hjemlen for en eventuel udvisning skal findes i udlændingelovens § 22, nr. 4.

Det følger af udlændingelovens § 22, nr. 4, at en udlænding, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7-8 kan udvises, hvis den pågældende efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller 191 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold kan antages at gøre en beslutning om udvisning særlig belastende for T5, skal styrelsen bemærke følgende:

Ad § 26, stk. 1, nr. 1

Det fremgår af sagen, at T5 indrejste i Danmark i 1996. T5 var på daværende tidspunkt 20½ år gammel.

T5 har ikke været i arbejde i Danmark, men har modtaget dels flygtningehjælp og dels bistandshjælp.

T5 taler noget dansk.

Ad § 26, stk. 1, nr. 2

T5 har samlet opholdt sig her i landet i ca. 4½ år med opholdstilladelse.

Ad § 26, stk. 1, nr. 3

T5 er i dag 25 år gammel. Han har til sagen oplyst, at han er rask og ikke lider af alvorlige sygdomme.

Ad § 26, stk. 1, nr. 4 og 5

T5 har til sagen forklaret, at han ikke har nogen kæreste, og at han ikke er gift eller har børn her i landet, ligesom der ikke til sagen er oplyst om venner eller øvrig familie i Danmark.

Styrelsen skal dog bemærke, at T5 fortsat ses at være gift med F.

Ad § 26, stk. 1, nr. 6

T5 er født og opvokset i Bosnien.

Han har til sagen oplyst, at begge hans forældre er døde, og at han ingen familie har tilbage i hjemlandet.

Ad § 26, stk. 1, nr. 7.

Særligt vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der er risiko for, at T5 uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i det land, hvor han efter udvisningen kan ventes at tage ophold, skal styrelsen bemærke, at styrelsen ikke efter de i sagen foreliggende oplysninger finder, at der er risiko for, at T5 vil blive udsat for særlig byrdefulde strafforanstaltninger ved tilbagevenden til Bosnien, eller for at han der vil blive straffet for den samme lovovertrædelse, som han måtte blive dømt for i Danmark.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, kan en udlænding udvises efter § 22, nr. 4-6, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende imod.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at T5 forventes idømt en ubetinget fængselsstraf af ikke under 5 års varighed, er det styrelsens opfattelse, at de i udlændingelovens § 26 nævnte hensyn ikke taler afgørende imod, at der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning.«

Nævningerne har svaret benægtende på hovedspørgsmål i overensstemmelse med tiltalen vedrørende forhold 1, 3, 4 og i forhold 7 vedrørende tiltalte T5.

Tiltalte T5 frifindes herefter i forhold 7.

Nævningerne har besvaret bekræftende på hovedspørgsmål i overensstemmelse med tiltalen vedrørende hver enkelt af de tiltalte T1, T2 og T3 i forhold 2 og 5.

Nævningerne har besvaret bekræftende på hovedspørgsmål i overensstemmelse med tiltalen vedrørende T1 i forhold 6 og 9.

Nævningerne har for så vidt angår forhold 7 besvaret et hovedspørgsmål i overensstemmelse med tiltalen for så vidt angår tiltalte T1 og tiltalte T2 bekræftende og har for så vidt angår forhold 8 besvaret et hovedspørgsmål i overensstemmelse med tiltalen vedrørende de tiltalte T1, T2 og T5 bekræftende.

Vedrørende forhold 1 er der stillet nævningerne identiske, bortset fra forbehold om eventuel straffrihed for tiltalte T2 efter straffelovens § 16 og om eventuel straffrihed for tiltalte T3 efter straffelovens § 22, subsidiære hovedspørgsmål vedrørende hver af de tiltalte T2 og T3 med følgende indhold:

»Er . . . tiltalte skyldig i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jfr. stk. 1, 1. pkt., jfr. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969, § 3, stk. 1, jfr. § 1, stk. 2, jfr. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jfr. § 2, jfr. bilag 1, liste A, nr. 3, jfr. straffelovens § 21, ved i perioden fra primo marts 1999 til 21. april 1999 i forening med bl.a. A med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indsmugle 730 gram heroin fra Montenegro til Danmark, hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet T3, der efter aftale med T2 var kørt til Montenegro for at afhente heroinen hos A, måtte rejse tilbage til Danmark uden at medbringe heroin, idet A ikke kunne skaffe heroin på det pågældende tidspunkt?«

Vedrørende forhold 3 er der stillet nævningerne identiske, bortset fra forbehold om eventuel straffrihed for tiltalte T2 efter straffelovens § 16 og om eventuel straffrihed for tiltalte T3 efter straffelovens § 22, subsidiære hovedspørgsmål vedrørende hver af de tiltalte T1, T2 og T3 med følgende indhold:

»Er tiltalte . . . skyldig i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jfr. stk. 1, 2. pkt., jfr. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 4, jfr. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, jfr. § 3, jfr. bilag 1, liste B, nr. 29, jfr. straffelovens § 21, ved i perioden fra slutningen af december 1999 til 22. februar 2000 i forening med bl.a. A med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indsmugle ca. 3 kg kokain fra Argentina til Danmark, hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet det ikke lykkedes for kontaktpersonen i Argentina, kaldet B, at få kokainen transporteret til Danmark?«

Vedrørende forhold 4 er der stillet nævningerne et subsidiært hovedspørgsmål vedrørende tiltalte T4 med følgende indhold:

»Er tiltalte . . . skyldig i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jfr. stk. 1, 1. pkt., jfr. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 4, jfr. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, jfr. § 3, jfr. bilag 1, liste B, nr. 29, jfr. straffelovens § 21, ved i perioden fra begyndelsen af februar 2000 til den 22. februar 2000 i forening med blandt andre T3 med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indsmugle et ukendt kvantum kokain under 1 kilo, fra Argentina til Danmark, idet T4 som finansiering af indsmuglingen betalte T3 20.000 kr., hvilken indsmugling imidlertid mislykkedes, idet det ikke lykkedes for kontaktpersonen i Argentina, kaldet B, at få kokainen transporteret til Danmark, og idet de tiltalte i Danmark blev anholdt?«

Nævningerne har svaret bekræftende på de subsidiære hovedspørgsmål vedrørende forhold 1, 3 og 4.

Nævningerne har svaret benægtende på et tillægsspørgsmål om straffrihed for tiltalte T2 efter straffelovens § 16 (ad forhold 1-3, 5, 7 og 8), på tillægsspørgsmål om straffrihed i medfør af straffelovens § 22 for tiltalte T3 (ad forhold 1 og 2) og for tiltalte T1 (ad forhold 6 og 9), på tillægsspørgsmål om strafbortfald efter straffelovens § 84, stk. 2, for tiltalte T3 (ad forhold 2, 3 og 5) og tillægsspørgsmål om strafnedsættelse efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 5, for tiltalte T3 (ad forhold 2, 3 og 5).

Retten har lagt nævningernes fældende erklæringer til grund.

Herefter straffes tiltalte T1 efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, og § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, og liste B, nr. 29, jf. til dels straffelovens § 21, og efter § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 21, jf. § 23, alt jf. til dels straffelovens § 89.

Der er enighed om at fastsætte straffen til fængsel i 9 år.

Da der ikke er stillet nævningerne tillægsspørgsmål om strafbortfald efter straffelovens § 73, stk. 1, for tiltalte T2, kan der ikke ske strafbortfald.

Tiltalte T2 straffes efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, og § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, og liste B, nr. 29, jf. til dels straffelovens § 21.

Der er enighed om at fastsætte straffen til fængsel i 9 år.

Efter oplysningerne om tiltalte T2's mentale tilstand er der blandt alle voterende enighed om, at han i medfør af straffelovens § 73 indledningsvis skal undergives foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68, 2. pkt. Da mindre indgribende foranstaltninger ikke anses for tilstrækkelige, bestemmes det derfor, at tiltalte T2 skal anbringes i hospital for sindslidende, indtil straffen kan fuldbyrdes.

Længstetiden for foranstaltningen fastsættes i medfør af straffelovens § 68 a til 5 år.

Tiltalte T3 straffes efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, og § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2 og § 3 jf. bilag 1, liste A, nr. 3 og liste B, nr. 29, jf. til dels straffelovens § 21.

Der er afgivet 16 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 7 år og 8 stemmer for fængsel i 6 år.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at straffen fastsættes til fængsel i 7 år.

Tiltalte T4 straffes efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29, jf. straffelovens § 21.

Der er afgivet 13 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 3 år og 11 stemmer for fængsel i 2 år.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at straffen fastsættes til fængsel i 3 år.

Tiltalte T5 straffes efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, jf. til dels straffelovens § 21.

Der er afgivet 20 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 4 år og 4 stemmer for fængsel i 3 år og 6 måneder.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at straffen fastsættes til fængsel i 4 år.

Der er blandt alle voterende enighed om at tage anklagemyndighedens påstand om udvisning med indrejseforbud for bestandig for tiltalte T5 til følge i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 4, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1 og 2, idet ingen af de i udlændingelovens § 26 anførte hensyn kan føre til, at udvisning undlades.

Tiltalte T1 har været frihedsberøvet fra den 23. februar 2000. I perioden fra den 24. februar 2000 - 3. juli 2000 har denne tiltalte været varetægtsfængslet i isolation.

Tiltalte T2 har været frihedsberøvet fra den 23. februar 2000. I perioden 24. februar 2000 - 28. juni 2000 har denne tiltalte været varetægtsfængslet i isolation.

Tiltalte T3 har været frihedsberøvet fra den 22. februar 2000. I perioden 23. februar 2000 - 2. maj 2000 har denne tiltalte været varetægtsfængslet i isolation.

Tiltalte T4 har været frihedsberøvet fra den 22. februar 2000 til den 22. december 2000. I perioden 23. februar 2000 - 21. marts 2000 har denne tiltalte været varetægtsfængslet i isolation.

Tiltalte T5 har været frihedsberøvet fra den 8. august 2000. Indtil den 21. august 2000 har denne tiltalte været varetægtsfængslet i isolation.

- - -

De tiltalte skal betale sagens omkostninger, dog at de hver især betaler de dem vedrørende forsvarersalærer, og at statskassen betaler henholdsvis 100.000 kr. + moms og 70.000 kr. + moms af forsvarersalærerne til henholdsvis den for tiltalte T4 og den for tiltalte T5 beskikkede forsvarer.

Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 1. afdeling den 19. marts 2001.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Jørgen Nørgaard, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Engholm Jacobsen.

De tiltalte T1, T4 og T5 har anket til formildelse. T5 har endvidere nedlagt påstand om frifindelse for udvisningspåstanden. T4 har endvidere nedlagt påstand om, at statskassen skal betale en større del af sagsomkostningerne for landsretten vedrørende ham end fastsat ved landsrettens dom. T4 har til støtte herfor anført, at han alene er blevet domfældt i overensstemmelse med sin egen forklaring, hvorfor hans sag - som anført i en kendelse afsagt af byretten den 21. marts 2000 - kunne have været afgjort som en tilståelsessag allerede i foråret 2000. Det bør ikke komme ham til skade, at anklagemyndigheden valgte at inddrage hans sag i en nævningesag vedrørende et større sagskompleks i stedet for - som også overvejet - at udskille hans sag til senere behandling som domsmandssag i byretten.

Tiltalte T2 har anket principalt til strafbortfald med bestemmelse om, at han dømmes til anbringelse i hospital for sindslidende, subsidiært til formildelse af straffen. Til støtte for påstanden om strafbortfald har han påberåbt sig straffelovens § 73, stk. 1, og § 85, 2. pkt.

Anklagemyndigheden har anket til skærpelse af straffen for alle de tiltalte og har påstået dommens øvrige bestemmelser stadfæstet, dog således at bestemmelsen om længstetid for den T2 idømte foranstaltning udgår. Vedrørende det sidstnævnte spørgsmål har anklagemyndigheden anført, at straffelovens § 68 a efter anklagemyndighedens opfattelse ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor bestemmelse om foranstaltninger efter § 68 er truffet i medfør af § 73, stk. 1.

Af en erklæring af 20. august 2001 fra Amtssygehuset i Glostrup, Retspsykiatrisk afdeling J, vedrørende T2 fremgår bl.a.:

»Konklusion:

Ved mentalerklæringen august 2000 blev anført, at patienten lider af en personlighedsforstyrrelse der gør ham mere tilbøjelig til at udvikle psykotiske symptomer. Diagnostisk har den fortsatte observation ikke klarlagt nogen præcis psykiatrisk diagnose, men det er ved de fortsatte regelmæssige psykologsamtaler været klart, at han er svært plaget af voldsfantasier, som han er ængstelig for ikke altid at kunne kontrollere.

Det sidste år har der været en række perioder, hvor patientens psykiske tilstand har været svært belastet med angst, uro, enkelte gange med synshallucinationer, og hvor patienten også er set lettere forvirret, lettere desorienteret og lettere usamlet.

Han frembyder således fortsat korterevarende psykotiske gennembrud ved belastning ved angst, herunder angst for ikke at kunne kontrollere sine voldelige fantasier. Patienten er i fast regelmæssig potent antipsykotisk behandling og tilstanden er tydeligt stabiliseret sammenlignet med indlæggelsestidspunktet i april 2000.

Udfra den lange indlæggelsesperiode og erfaringer hermed skønnes det ikke sandsynligt, som tilstanden har været, at patienten vil kunne overflyttes til almindelig afsoning. Har til stadighed haft behov for antipsykotisk medicin, regelmæssige samtaler og en psykiatrisk miljøterapeutisk behandling og omsorg. Diagnostisk er tilstanden stadig præget af en personlighedsforstyrrelse med ængstelige evasive personlighedstræk og træk af en emotionel ustabil personlighedsstruktur af Borderline type.

Pådømmes patienten fortsat straf er det overvejende sandsynligt at strafafsoningen udelukkende vil finde sted på psykiatrisk afdeling.«

Retslægerådet har den 1. oktober 2001 udtalt følgende vedrørende T2:

»Med sagens tilbagesendelse, og med henvisning til rådets udtalelse af 31.10.00, skal Retslægerådet på grundlag af supplerende erklæring af 20.08.01 fra administrerende overlæge Jens Wæhrens, Retspsykiatrisk afdeling, Amtssygehuset i Glostrup, og øvrige for rådet foreliggende akter om T2 udtale, at han fortsat er sindssyg, og rådet finder det fortsat overvejende sandsynligt, at han har været sindssyg i perioden for de påsigtede forhold. Han har gennem nu godt et år været indlagt på Retspsykiatrisk afdeling, hvor han permanent behandles med antipsykotisk virkende medicin. På trods af den givne behandling har han i perioder været åbenbart sindssyg, præget af bl.a. hallucinationer, udtalt angst og voldsom uro, hvor han supplerende er blevet behandlet med store doser beroligende og antipsykotisk virkende medicin. Han huser hertil angstprovokerende voldsfantasier, og ved optrækkende angstanfald søger han støtte hos afdelingens personale.

Retslægerådet kan tilslutte sig overlægens vurdering af, at T2 har behov for langvarig indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og Retslægerådet skal derfor anbefale dom til anbringelse i hospital for sindslidende.«

T5 har ifølge en rapport udarbejdet af Københavns Politi den 6. august 2001 forklaret, at han fortsat er gift med F. Når han tidligere har oplyst, at de ikke var gift, skyldes det, at han var flyttet fra F, og at de ikke så hinanden mere. F besøger ham 1-2 gange om måneden i fængslet. Her får han ligeledes besøg af et par danske venner og bekendte.

Højesterets bemærkninger.

Højesteret finder ikke grundlag for at ændre straffen for de tiltalte T1, T4 og T5.

Udvisning af T5 kan efter karakteren og alvoren af den af ham begåede kriminalitet og det oplyste om hans tilknytning til Danmark, henholdsvis Bosnien, ikke anses for at være i strid med det krav om proportionalitet, som følger af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Med denne bemærkning tiltræder Højesteret, at T5 udvises.

T2 er af landsretten henført under straffelovens § 73, men landsretten har ikke - som forudsat i § 73 - taget stilling til spørgsmålet om strafbortfald, idet der ikke er stillet spørgsmål til nævningerne herom. Parterne er imidlertid enige om, at spørgsmålet om strafbortfald pådømmes af Højesteret. I hvert fald under disse omstændigheder kan Højesteret ikke anses for afskåret fra at tage stilling til spørgsmålet.

Efter karakteren og alvoren af de begåede forhold og det oplyste om T2's sindstilstand finder Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at lade straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 73. Der er ikke grundlag for strafbortfald eller strafnedsættelse efter straffelovens § 85, og den idømte straf af fængsel i 9 år findes passende bestemt. Højesteret tiltræder endvidere, at T2 skal anbringes i hospital for sindslidende, indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes. Endelig tiltrædes det, at der i medfør af straffelovens § 68 a er fastsat en længstetid for hospitalsanbringelsen på 5 år. Det bemærkes herved, at det efter bestemmelsernes ordlyd og formålet med § 68 a må antages, at § 68 a også finder anvendelse i tilfælde, hvor der i medfør af § 73, stk. 1, træffes bestemmelse om foranstaltninger efter § 68.

Efter det foreliggende finder Højesteret, at sagsomkostningerne for landsretten vedrørende T4 bør fordeles således, at T4 kun skal betale 50.000 kr.

Med denne ændring stadfæster Højesteret herefter dommen.

De tiltalte T1, T2 og T5 har fortsat været frihedsberøvet under anken.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte T4 skal betale 50.000 kr. af sagsomkostningerne for landsretten og statskassen den øvrige del vedrørende ham.

Statskassen skal betale de sagsomkostninger for Højesteret, der vedrører tiltalte T4.

Sagens øvrige omkostninger for Højesteret skal betales af de tiltalte T1, T2 og T5 solidarisk, dog således at de hver især skal betale udgifterne til egen forsvarer.