|
|
|
||
|
Af Claus Bonnez, Formand for Landsforeningen KRIM Senest opdateret 2. juni 2008 |
|||
|
I UfR.2006.576.HK blev det af landsretten bestemt, at tiltalte skulle betale sagsomkostningerne i en sag, der var anket af anklagemyndigheden til landsretten, og hvor byrettens dom blev stadfæstet. Efter at anklagemyndigheden til landsretten havde anket til domfældelse i overensstemmelse med alle punkter i anklageskriftet og til skærpelse, havde tiltalte anket til frifindelse. I landsretten blev afgørelsen stadfæstet. Tiltalte kærede med procesbevillingsnævnets tilladelse omkostningsafgørelsen til Højesteret. Højesteret fandt, at statskassen skulle betale omkostningerne og udtalte: "Da anklagemyndighedens anke blev iværksat uafhængigt af kærendes anke, skal statskassen efter sagens udfald betale de omkostninger, der ved landsrettens dom er blevet pålagt kærende." I UfR.2005.1928.VLK skulle statskassen betale hovedparten af sagsomkostningerne, idet tiltalte var blevet frifundet for størstedelen af de forhold, der var rejst tiltalte for. Landsretten lagde vægt på, at bevisførelsen i det væsentlige drejede sig om de forhold, som tiltalte var blevet frifundet for. Kun 1 ud af sagens 5 vidner blev afhørt om forholdet, hvor der skete frifindelse. I UfR.2005.1632.VLK blev det beløb, som domfældte skulle betale i sagsomkostninger, væsentligt nedsat. Tiltalte var fundet skyldig i at have ført motorkøretøj, medens denne var påvirket af euforiserende stoffer. Anklagemyndigheden mente, at han skulle betale for den retsmedicinske undersøgelse, der var foretaget, for at spore, om han havde indtaget euforiserende stoffer, hvilket han havde benægtet. Landsretten udtalte: "Det må efter det for landsretten foreliggende lægges til grund, at det ville have været muligt at spore tilstedeværelsen af stofferne i urinen ved hjælp af strips, hvorefter der efterfølgende skulle være foretaget retskemisk måling. Dette er da heller ikke bestridt af anklagemyndigheden. Under hensyn hertil og til, at de afholdte omkostninger til screenings findes at stå i åbenbart misforhold til den lovovertrædelse, domfældte er dømt for, findes det samlede omkostningsbeløb passende fastsat som sket." Selve straffesagen var blevet afgjort i byretten den 29. august 2003. Omkostningsspørgsmålet var imidlertid den 9. januar 2004 indbragt for retten i medfør af retsplejelovens § 998, stk. 1. I UfR.2001.2440.ØLK blev tiltalte dømt for vold. Den pågældende havde også været tiltalt for røveri, hvilket anklagemyndigheden dog havde opgivet ved indleveringen af anklageskriftet, hvor der kun var rejst tiltalte for vold og tyveri. Forsvareren anførte ved indbringelsen for retten af spørgsmålet om sagsomkostninger blandt andet, at en sigtelse for røveri, der havde været rejst mod T, var blevet frafaldet ved anklageskriftets indlevering den 2. april 2001, og at anklagemyndigheden under domsforhandlingen den 27. juni 2001 frafaldt tiltalen for tyveri. Som anført i forsvarerens tidsopgørelse til retten, angik en stor del af tidsforbruget sigtelsen for røveri, og i tidsrummet mellem anklageskriftets fremkomst og domsforhandlingen samt under domsforhandlingen havde tidsforbruget for en stor dels vedkommende relateret sig til tiltalen for tyveri. Det gøres derfor gældende, at domfældte ikke skal belastes med sagens omkostninger »i denne periode«. Det fremgår af ankemeddelelsen, at »nærværende anke (begrænses) til Rettens omkostningsafgørelse«. Landsretten udtalte: "Under hensyn til det af den beskikkede forsvarer anførte navnlig om betydningen af anklagemyndighedens frafald af sigtelsen for røveri og forløbet af tiltalen for tyveri findes det beløb, som domfældte, T, skal betale, herefter at burde nedsættes." I UfR.2001.1852.HK fandt Højesteret, at tiltalte, der havde erkendt sig skyldig i det forhold, som han ved et nævneting blev fundet skyldig i, ikke skulle betale de omkostninger, der var forbundet ved, at sagen var blevet rejst ved et nævningeting og ikke som tilståelsessag. Højesteret udtalte, at tiltalte under hele sagen har "erkendt sig skyldig i forsøg på manddrab under omstændigheder, der tillige indebar en overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, uden forvoldelse af fare for S, men han har nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 180. Da tiltalte blev frifundet for det forhold, der havde begrundet, at tiltale blev rejst ved nævningeting, kunne sagen have været fremmet som en tilståelsessag i overensstemmelse med tiltaltes erkendelse. Højesteret finder herefter, at statskassen skal betale en del af sagens omkostninger. Der er ikke grundlag for helt at fritage tiltalte for at betale sagens omkostninger, idet en del af disse må anses for nødvendige til sagens behandling, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1. ...." I UfR.2000.2467.HK var to personer blevet frifundet for røveri efter længere tids varetægtsfængsling. De forlangte erstatning men blev under henvisning til, at de havde givet anledning til indgrebet, nægtet erstatning. De erstatningssøgende forlangte sagen indbragt for retten. De blev ved Landsretten tilkendt et langt mindre beløb, end de havde krævet. Landsretten gav anklagemyndigheden medhold i, at de erstatningssøgende selv havde givet anledning til indgrebet. Landsretten fandt imidlertid, at de burde tilkendes en mindre godtgørelse, idet der fra efterforskningens afslutning, indtil anklageskriftet forelå, var gået længere tid end rimeligt. De erstatningssøgende havde forlangt henholdsvis 500.000 kr. og 350.000 kr. i erstatning men fik hver tilkendt 20.700 kr. De var ved landsretten blevet pålagt delvist at betale sagens omkostninger. Højesteret udtalte: "Da de kærende har anfægtet, at landsrettens omkostningsafgørelse er truffet i overensstemmelse med retsplejelovens § 1008, findes afgørelsen at kunne være genstand for kære i medfør af retsplejelovens § 1013, stk. 1, 3. pkt. Ved landsrettens dom fik begge de kærende tilkendt 20.700 kr. i erstatning efter retsplejelovens § 1018 a. Anklagemyndigheden havde for byretten nedlagt påstand om, at der ikke skulle tilkendes de kærende noget beløb. Selv om de kærende havde nedlagt påstand om langt større erstatninger, finder Højesteret, at det under disse omstændigheder bør pålægges det offentlige fuldt ud at betale sagens omkostninger for byretten. De kærendes påstand herom tages således til følge. .." |
|||
|
|
|||