|
|
Ø.L.D. 20. maj 2009 i anke 6. afd. S-1279-08
(Rosenløv, Mogens Kroman, Kirsten Thomassen (kst.) med
domsmænd).
Anklagemyndigheden mod A (adv. Søren Bech, Kbh., besk.).
Frederiksberg Rets dom 17. april 2008.
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklagemyndighedens tilkendegivelse af 15. marts 2006 er
modtaget den 16. marts 2006.
Tilkendegivelsen er sålydende:
Det tilkendegives herved
advokat A,
der ved dom af 30. juni 2005 afsagt ved Southwark Crown
Court i England er idømt fængsel i 2 år for medvirken til
bedrageri, hvilken afgørelse, i forbindelse med at A er
overført til afsoning i Danmark ved dom af 13. oktober 2005
afsagt ved Retten på Frederiksberg er omsat til 2 års
fængsel, jf. straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. lov
om international fuldbyrdelse af straf,
at anklagemyndigheden i medfør af straffelovens § 11
nedlægger påstand om, at A som følge af Southwark Crown
Courts afsagte dom frakendes retten til at udøve
advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 138,
jf. straffelovens § 79.
A har nedlagt påstand om frifindelse.
Forklaringer.
Der er afgivet forklaring af A.
- - -
Oplysningerne i sagen.
Der er under sagen dokumenteret bilag fra den i England
afgjorte straffesag til belysning af A's kendskab til og
handlinger i forbindelse med de pådømte aktiviteter.
Personlige oplysninger.
A har om sine personlige forhold forklaret, at han har
drevet virksomhed som tidligere forklaret indtil 1994, og
siden har han også drevet advokatvirksomhed uden problemer.
Han er gift. Hans ægtefælle er - - - med deltidsansættelse,
og sammen har de to børn på 3 og 10 år, der bor hos dem.
Hans indkomst er derfor væsentlig, for at familien kan
opretholde sin levefod.
Parternes procedure.
Anklagemyndigheden har til støtte for frakendelsespåstanden
anført, at hjemmelen hertil er i straffelovens § 11
sammenholdt med retsplejelovens § 138. Det er oplagt, at A,
såfremt han var blevet dømt i Danmark, i forbindelse med
straffesagens afgørelse, var blevet frakendt retten til at
drive advokatvirksomhed, og at § 11 i straffeloven netop
tager sigte på en situation som den her omhandlede, hvor en
tiltalt i udlandet er straffet for en handling, som kan
medføre frakendelse. Det gøres gældende, at der som
beskrevet i retsplejelovens § 138 i nærværende sag er en
nærliggende fare for misbrug, og at A ved sin adfærd har
vist sig uværdig til den agtelse og tillid, som
advokatvirksomhed forudsætter. I sin forklaring har A
nedtonet sin rolle i forbindelse med aktiviteterne, der
førte til straffesagen, men det er ikke denne rets opgave at
se på A's rolle, idet straffesagen har fundet sin afgørelse.
Det engelske nævningeting har forkastet A's forklaring om de
100.000 pund, og han er kendt skyldig i overensstemmelse med
den engelske tiltale. Det fremgår af retsformandens belæring
under den engelske straffesag, at midlerne i en
pensionskasse forsvandt, og at det er de fremtidige
pensionisters tab, der herved blev en kendsgerning. Dommeren
beskriver dette som en tragedie for de pågældende, og han
beskriver udførligt tiltaltes rolle, som det er godtgjort
ved bevisførelsen i England. Det er givet, at B og C har
haft en indflydelse på de handlinger, som A foretog, men A
har selv taget aktiv del i de forskellige tiltag, der førte
til resultatet, hvilket blandt andet hans handlemåde i
forbindelse med - - -revisions vurdering af - - -aktierne
klart viser. Der har således ikke været tale om formildende
omstændigheder. Det er ikke foreneligt med udøvelse af
advokatgerning at have deltaget i sådanne ting, hvilket også
er fastslået i retspraksis i talrige tilfælde.
Anklagemyndighedens påstand skal derfor tages til følge.
Forsvareren har til støtte for frifindelsespåstanden
indledningsvis anført, at den idømte strafs længde ikke er
afgørende for, om der kan eller skal ske frakendelse af
rettigheder. Det er en kendsgerning, at der ikke er sket
frakendelse af rettigheder i England, og dette kan ikke
kobles sammen med, at A er dansk statsborger. Der kunne være
sket frakendelse af retten til at praktisere der. Det er
rettens opgave at tage stilling til skyldsspørgsmålet og
omfanget af mulig skyld. De udviste forhold skal vurderes af
retten, ligesom retten skal vurdere, om der er en
nærliggende misbrugsfare, og hvis ikke det er tilfældet,
skal der ske frifindelse.
Herudover gøres det gældende, at straffelovens § 11 ikke kan
finde anvendelse i sagen, henset til indholdet af
straffelovens § 10 a.
Endelig gøres det gældende, at der er indtrådt forældelse.
Forsvareren har nærmere anført, at det i England, som det
fremgår af retsbelæringen, da de pådømte handlinger foregik,
var tilladt og muligt at handle en pensionskasse med »surplus«
i England. A havde imidlertid reelt intet at gøre med
handelen, før han kom ind i sagen i sommeren 1994. - - -
Med hensyn til forældelse gøres det gældende, at der må være
tale om en 5-årig, muligvis 10-årig forældelse henset til
strafferammen i straffelovens § 286. Det gøres gældende, at
straffelovens § 95 også omfatter andre retsfølger end straf,
således at også andre retsfølger kan forældes.
Forældelsesfristens begyndelse skal regnes fra ophøret af
den strafbare handling, hvilket ifølge den engelske dom er
sket den 30. september 1999. Forældelsesfristen er derfor
senest den 30. september 2004, men anklagemyndighedens
tilkendegivelse i nærværende sag er først dateret den 15.
marts 2006, altså efter forældelsesfristens udløb. Det bør
bemærkes, at selve udleveringssagen vedrørende A's person er
behandlet af den samme advokatur, SØK, og der har således
ikke været ukendskab til sagens beståen. Der er end ikke
taget et forbehold for senere at fremsætte påstand om
frakendelse. Allerede af denne grund skal A frifindes.
Med hensyn til spørgsmålet om anvendeligheden af
straffelovens § 11 gøres det gældende, at denne ikke kan
finde anvendelse, idet situationen er omfattet af
straffelovens § 10 a, stk. 1, nr. 2, hvorfor der ikke kan
tages strafprocessuelle skridt imod A. A's straf på fængsel
i 2 år er under fuldbyrdelse. Samfundets interesse i at
frakende A retten til at drive advokatvirksomhed er alene,
at der skulle være en nærliggende fare for misbrug, idet
agtelse og tillid ikke kan have betydning 14 år efter de
påsigtede handlinger. § 11 tager navnlig sigte på sager om
spirituskørsel, hvor rettighedsfrakendelse er sket i
udlandet. Ved den engelske dom er A ikke frakendt retten til
at være advokat i England. Det må være en forudsætning for
frakendelse af rettigheder, at der ved den engelske dom der
sket en rettighedsfrakendelse, og det kunne være sket i
England for så vidt angår virksomhed drevet i England. Dette
fandt den engelske anklagemyndighed ikke påkrævet, og dette
må derfor lægges til grund. Dette har støtte i retspraksis.
Det gøres videre gældende, at A forud for de påsigtede
handlinger og i mange år herefter har drevet virksomhed uden
nogen form for misbrug af stillingen eller andet forhold,
der kunne fratage ham agtelse og tillid i konsekvens af den
afsagte dom.
Endelig gøres det vedrørende sagsomkostninger, gældende, at
der ikke kan pålægges A sagsomkostninger selv i tilfælde af
at anklagemyndighedens påstand tages til følge, og der
henvises i denne forbindelse til Højesterets dom 2) i
tilpasningssagen.
Anklagemyndigheden har vedrørende forældelsesspørgsmålet
bemærket, at forældelse må anses for afbrudt allerede i
forbindelse med ekspeditionerne i udleveringssagen, som alle
ligger inden for 10-års-fristen, og det gøres tillige
gældende, at der ikke kan være tale om nogen 5-års-frist for
forældelse, idet forholdet også ved tilpasningsdommen er
henført til straffelovens § 286, hvorfor der er tale om en
10-årig forældelse.
Med hensyn til spørgsmålet om anvendeligheden af
straffelovens § 11 anfører anklagemyndigheden, at der ikke
er tale om at pålægge A en dobbelt straf. § 11 er direkte
anvendelig på denne sag, idet den afsagte straffedom nu
ønskes suppleret med en frakendelse som anført.
Straffelovens § 10 a finder derimod ikke anvendelse på den
her foreliggende situation.
Rettens begrundelse og afgørelse:
Vedrørende forældelse bemærkes, at forældelsesfristen,
henset til at tilpasningsdommen henfører den i England
afsagte dom under straffelovens § 286, må være 10 år som
anført i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3, og at det lægges
til grund, at forældelsesfristen begyndte at løbe som anført
af forsvareren den 30. september 1994, hvorfor forældelse
vil være indtrådt efter den 30. september 2004. Da der skete
udlevering til England den 3. juni 2004, må det lægges til
grund, at forældelsefristen er afbrudt senest på denne dato.
Forældelse er således ikke indtrådt.
Med hensyn til spørgsmålet om anvendeligheden af
straffelovens § 10 a eller § 11 bemærkes, at der efter
rettens opfattelse ikke er tale om at idømme tiltalte en
dobbelt straf under denne sag, og at forholdet derfor må
henføres under straffelovens § 11 og ikke som anført af
forsvareren under § 10 a, og frifindelsespåstanden med
henvisning straffelovens § 10 a kan derfor ikke tages til
følge.
Vedrørende frakendelsesbetingelserne bemærkes:
A har i årene op til de pådømte handlinger og ligeledes i
årene derefter drevet advokatvirksomhed, uden at dette har
givet anledning til misbrug af nogen art, og henset til
disse lange perioder finder retten ikke, at der er
nærliggende fare for misbrug. Derimod findes den A overgåede
dom af fængsel i 2 år for forhold, der er omfattet af
straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, at gøre A uværdig
til den agtelse og tillid, som må kræves til udøvelse af
advokatvirksomhed.
Retten til at drive advokatvirksomhed frakendes derfor A
indtil videre.
Med hensyn til sagens omkostninger forholdes som nedenfor
bestemt.
Thi kendes for ret:
A frakendes indtil videre retten til at drive
advokatvirksomhed.
A skal betale sagens omkostninger.
Østre Landsrets dom.
Frederiksberg Rets dom af 17. april 2008 - - - er anket af A
med påstand om frifindelse, alternativt at sagen hjemvises
som følge af rettergangsfejl. Den alternative påstand er
begrundet med det forhold, at byretten ikke tillod at føre
fire nærmere angivne vidner.
A har for landsretten yderligere om forældelsesspørgsmålet
henvist til straffelovens § 94, stk. 6. Han har endvidere
gjort gældende, at Frederiksberg Rets dom af 13. oktober
2005 i tilpasningssagen har retskraft, og at dette og
proportionalitetshensyn bør føre til frifindelse. A har
endelig gjort gældende, at der ikke er hjemmel til at
pålægge ham sagsomkostninger, og har herved henvist til
ordlyden af retsplejelovens § 1008, stk. 1, og Højesterets
kendelse af 23. maj 2007 i sagen vedrørende omkostningerne i
tilpasningssagen.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse og har i
forbindelse hermed præciseret, at det alene gøres gældende,
at A som følge af den engelske dom af 30. juni 2005, der ved
Frederiksberg Rets dom af 13. oktober 2005 blev tilpasset
den danske straffelovs § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. § 23,
således at A blev idømt fængsel i 2 år, er uværdig til den
agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af
advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 138, sidste led,
jf. straffelovens § 79.
Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af A,
der har forklaret i det væsentlige som for byretten.
Endvidere er der afgivet vidneforklaring af P, O og B.
- - -
Landsrettens begrundelse og resultat:
Vedrørende A's påstand om hjemvisning af sagen bemærkes, at
byretten ved kendelse af 11. december 2007 under sagens
forberedelse ikke tog anmodningen om afhøring af fire vidner
til følge. Det fremgår af kendelsens begrundelse, at
skyldspørgsmålet i sagen var endeligt afgjort, ligesom der
blev henvist til den planlagte omfattende dokumentation af
sagens bilag, hvorfor vidneafhøringen måtte anses for
overflødig, jf. retsplejelovens § 841. Kendelsen blev ikke
kæret af A. Efter bevisførelsen for landsretten, der efter
anmodning fra A har omfattet tre af de fire vidner, som han
ønskede afhørt i byretten, finder landsretten, at der ikke
er grundlag for at anse byrettens afgørelse angående
bevisførelsen for en tilsidesættelse eller forkert
anvendelse af regler for sagens behandling. A's påstand om
hjemvisning af sagen tages derfor ikke til følge.
Det tiltrædes af de grunde, byretten har anført, at der ikke
er indtrådt forældelse. A's henvisning til straffelovens §
94, stk. 6, kan efter forløbet ikke føre til andet resultat.
Det tiltrædes endvidere, at frifindelsespåstanden med
henvisning til straffelovens § 10 a ikke kan tages til
følge, idet forholdet - da der ikke er tale om straf, men om
rettighedsfrakendelse - er omfattet af straffelovens § 11.
Vedrørende anbringendet om retskraft bemærkes, at
landsretten den 16. februar 2007 ved kendelse - - - tog
stilling til bl.a. en påstand om afvisning af sagen om
rettighedsfrakendelse. Det anføres i kendelsen, at
spørgsmålet om frakendelse ikke var omfattet af den engelske
straffesag mod A, og at der efter lov om international
fuldbyrdelse af straf m.v. ikke under den danske
tilpasningssag kunne tages stilling til spørgsmålet. Det
anføres videre, at den omstændighed, at anklagemyndigheden
ikke i forbindelse med tilpasningssagen tog forbehold for
senere at rejse frakendelsessag, ikke ses at begrænse den
adgang hertil, der følger af straffelovens § 11. På den
baggrund finder landsretten ikke grundlag for at antage, at
Frederiksberg Rets dom af 13. oktober 2005 udelukker en
stillingtagen til spørgsmålet om rettighedsfrakendelse i
denne sag.
A er idømt 2 års ubetinget fængsel for overtrædelse af
straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. § 23, ved sammen
med andre som advokat at have begået »conspiracy to defraud«
(sammensværgelse om bedrageri) for 2.135.000 engelske pund.
Under hensyn til karakteren og omfanget af den begåede
kriminalitet tiltræder landsretten, at A er uværdig til den
agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af
advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 138. Det tiltrædes
derfor, at A - uanset den tid, der er forløbet siden det
strafbare forholds ophør - er frakendt retten til at udøve
advokatvirksomhed indtil videre som sket ved byrettens dom.
Efter retsplejelovens § 1007, stk. 1, udredes omkostningerne
ved behandlingen af straffesager af det offentlige,
medmindre andet er bestemt. Landsretten finder, at hverken
retsplejelovens § 1008, stk. 1, eller andre bestemmelser
indeholder fornøden hjemmel til at pålægge A at betale
omkostningerne ved denne sag om rettighedsfrakendelse,
hvorfor statskassen skal betale sagens omkostninger for
begge retter.
Thi kendes for ret:
A frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil
videre.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge
retter.
|