TfK 2012.504/2
 

 

V.L.K. 17. februar 2012 i kære S-2967-11

(Lilholt, Olav D. Larsen, Kirsten Schmidt (kst.)).

Anklagemyndigheden mod D (adv. Mette Grith Stage, Kolding).


I retsbog af 19. december 2011 fra Retten i Horsens (3959/2011) er der anført:


Beslaglæggelse


For anklagemyndigheden mødte politiassessor Rune Jensen.


Den beskikkede forsvarer, advokat Mette Grith Stage, var mødt ved advokat Stine Skyum Kristensen.


De tidligere fremlagte bilag var til stede.


Retten bemærkede, at beslaglæggelsen er foretaget den 6. december 2011 kl. 12.10. D har den 6. december 2011 kl. 12.10 anmodet om, at beslaglæggelsen blev forelagt for retten. Retten har modtaget sagen ved telefax den 7. december 2011 kl. 11.19 og ved almindeligt brev den 8. december 2011, kl. 11.50.


D var ikke mødt.


Forsvareren oplyste, at D ikke møder i dag.


Anklageren redegjorde for sagen og oplyste, at der i henhold til rettens kendelse af 10. november 2011 blev foretaget ransagning hos D den 6. december 2011 kl. 12.10. I forbindelse med ransagningen blev D fundet i besiddelse af 18.550 kr. i kontanter. Af beløbet blev 15.550 kr. beslaglagt til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2. Af en opgørelse fra Skat fremgår, at D skylder i alt 278.271,51 kr. i sagsomkostninger og bøder. D er senest dømt ved ankedom af 5. januar 2010, der stadfæstede Retten i Horsens' dom af 26. august 2009. Beslaglæggelse efter dom til sikkerhed for bl.a. det offentliges krav på sagsomkostninger kan ske efter retsplejelovens § 1002, stk. 1. Skat har oplyst, at der foretages lønindeholdelse hos D, men at man herudover ønsker at tvangsinddrive det beslaglagte beløb.


Anklageren påstod beslaglæggelsen opretholdt og gjorde gældende, at betingelserne for beslaglæggelse i retsplejelovens § 1002, stk. 1, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, er opfyldt. Anklageren henviste til det ovenfor anførte. Indgreb uden rettens rettens forudgående kendelse var berrettiget, idet indgrebets øjemed ellers ville have været forspildt, jf. retsplejelovens § 806, stk. 3, 1. pkt.


Forsvareren nedlagde påstand om, at beslaglæggelsen ikke godkendes, og gjorde gældende, at beslaglæggelsen er i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 805. D har i forbindelse med beslaglæggelsen oplyst, at han skulle bruge pengene til julegaver. Der er dog også tale om, at D har sparet op gennem længere tid, idet hans bolig på - - - skal rives ned, hvorfor han har lejet et hus på 80 kvm. fra den 1. januar 2012. Det beslaglagte beløb skulle anvendes til betaling af indskud. D modtager 9.700 kr. i pension pr. måned. Han har to børn, som ikke bor hos ham, men som han har samvær med, og også af denne grund er det nødvendigt, at han har en rimelig bolig. Endvidere er beslaglæggelsen i strid med retsplejelovens § 805, stk. 3, jf.§ 509, hvorefter D har krav på det nødvendige beløb til dækning af en beskeden levefod. D betaler børnebidrag med 2.200 kr. pr. måned, og han har modtaget en rykker for sidste måned.


Anklageren anførte, at D ved beslaglæggelsen kun anførte, at han skulle anvende beløbet til julegaver. Oplysningerne om, at beløbet skulle anvendes til indskud, er helt udokumenterede og er først kommet frem nu. Der må antages at være overladt D et tilstrækkeligt beløb til dækning af almindelige løbende udgifter, idet de faste udgifter til husleje m.v. må antages at have været betalt den 6. december 2011, hvor beslaglæggelsen blev foretaget.


Horsens Rets kendelse 19. december 2011.



Det fremgår af opgørelsen fra Skat, at D pr. 13. december 2011 skyldte i alt 278.271,51 kr. vedrørende idømte sagsomkostninger og bøder, herunder sagsomkostninger på 133.849,80 kr. vedrørende en ankedom af 5. januar 2010. Skat har den 13. december 2011 oplyst, at der foretages lønindeholdelse for det skyldige beløb, men at man herudover ønsker at foretage tvangsinddrivelse af det beslaglagte beløb.


Efter de foreliggende oplysninger om størrelsen af D's gæld til det offentlige må beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger og bøder i henhold til bl.a. den seneste dom af 5. januar 2010, hvorfor betingelserne for at foretage beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 1002, stk. 1, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.


D oplyste ved beslaglæggelsen alene, at han skulle bruge det beslaglagte beløb til julegaver til sine børn. Oplysningen om, at beløbet skal bruges til betaling af indskud vedrørende en lejlighed, som er lejet pr. 1. januar 2012, er først fremkommet i dag og er fuldstændig udokumenteret, på trods af at dokumentation herfor forholdsvist let må kunne skaffes. På det foreliggende grundlag finder retten herefter ikke, at indgrebet stod i misforhold til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet ville medføre, jf. retsplejelovens § 805, stk. 1. Da retten endvidere på det foreliggende grundlag vurderer, at det beløb på 3.000 kr., som politiet den 6. december 2011 lod D beholde til dækning af sine leveomkostninger, var rimeligt, er beslaglæggelsen heller ikke i strid med retsplejelovens § 805, stk. 3, jf. § 509. >> 1893 >>


Endelig finder retten, at formålet med indgrebet ville være forspildt, hvis politiet havde afventet rettens kendelse, jf. retsplejelovens § 806, stk. 3.

Thi bestemmes:


Retten godkender, at politiet den 6. december 2011 har beslaglagt 15.550 kr. hos D.


Politiet må opretholde beslaglæggelsen, således at det beslaglagte beløb anvendes til delvis dækning af det offentliges krav på sagsomkostninger og bøde.


Den pågældende mail af 13. december 2011 kl. 12.20 fra SKAT Inddrivelsescentret havde følgende indhold:


»Hej D,


Inddrivelsescentret ønsker på trods af lønindeholdelse, stadig inddrivelse af beslaglagt beløb til dækning af gælden til politiet i henhold til nedenstående opgørelse.


- - -«

Vestre Landsrets kendelse.



Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse med bemærkning om, at afgørelsen i e-mailen af 13. december 2011, kl. 12:20, fra SKAT opfylder kravet om en afgørelse fra inddrivelsesmyndigheden som betingelse for beslaglæggelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor der med D var indgået aftale om en afdragsordning vedrørende gælden til det offentlige i form af sagsomkostninger m.v., jf. bekendtgørelse nr. 922 af 24. august 2011 § 5, stk. 8 og 9.

--------------------------------------------------------------------------------