|
|
Af sagen fremgik, at sigtede S ved dom af 16. juni 1995
blev dømt for i perioden 24. februar til 25. maj 1995 i 7
tilfælde at have kørt bil uden at have erhvervet kørekort.
Der var nu rejst sigtelse mod S for i yderligere 7 tilfælde
i perioden 28. maj til 27. juni 1995, heraf 4 efter dommen
af 16. juni, at have kørt uden kørekort.
Københavns politi foretog den 27. juni 1995 en foreløbig
beslaglæggelse af en personbil tilhørende S. S protesterede
mod beslaglæggelsen og forklarede bl.a., at personbilen var
købt af ham og hans samleverske i sameje, samt at han aldrig
havde haft kørekort.
Uddrag af Københavns Byrets kendelse af 11. juli 1995:
Anklageren nedlagde påstand om opretholdelse af
beslaglæggelsen.
Forsvareren protesterede herimod.
Der afsagdes sålydende
kendelse:
Henset til, at S konsekvent har anvendt det pågældende
motorkøretøj, jf. herved navnlig dommen af 16. juni 1995,
der vedrører 7 tilfælde af overtrædelse af færdselslovens §
56, stk. 1, over en kortere periode, og til det hurtige
recidiv, må det antages, at der kan blive tale om
konfiskation af den omhandlede bil eller eventuelt
værdikonfiskation af S' andel, jf. straffelovens § 75, stk.
2. Da det for at sikre muligheden herfor skønnes fornødent
at bilen tages i forvaring,
bestemmes:
Den af Københavns politi den 27. juni 1995 foretagne
foreløbige beslaglæggelse af personbil reg. nr. RE - - -
opretholdes i medfør af retsplejelovens § 825, jf. § 824.
Det offentlige udreder endeligt sagens omkostninger,
herunder 1.200 kr. + moms i salær til den beskikkede
forsvarer, advokat Henrik Perregaard.
S kærede kendelsen med påstand om udlevering af bilen.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
Under kæresagen intervenerede Jysk Diskontering A/S med den
begrundelse, at selskabet havde pant i bilen.
Uddrag af Østre Landsrets kendelse:
Af de af byretten anførte grunde, og idet det for
landsretten anførte ikke kan føre til andet resultat,
stadfæster landsretten kendelsen om beslaglæggelse af bilen.
Det bemærkes, at landsretten såvel som byretten ikke har
taget stilling til, hvorvidt radioanlægget, der ikke
nødvendigvis er en del af bilen, er beslaglagt eller vil
kunne beslaglægges med henblik på konfiskation. Det tilføjes
endvidere, at panthavernes retsstilling afgøres efter
færdselslovens § 133 a), stk. 2, jf. straffelovens § 76,
stk. 3.
I anledning af at byretten i forbindelse med
beslaglæggelseskendelsen uden angivelse af hjemmel har
bestemt, at det salær på 1.200 kr. + moms, der samtidig blev
tillagt forsvareren, skal udredes endeligt af det
offentlige, udtaler to af landsrettens dommere, at det
følger af retsplejelovens § 1007, stk. 1 og § 1008, stk. 1,
at afgørelsen af, hvem der endeligt skal afholde sagens
omkostninger, afhænger af udfaldet af straffesagen, dog
således at der gælder nogle undtagelser herfra i medfør af
bestemmelser i det pågældende kapitel i retsplejeloven.
Lignende regler følges, når en strafferetlig forfølgning
afsluttes på anden måde end ved dom.
Idet det ikke ses, at byretten på sagens nuværende stadium
har haft det fornødne grundlag for at tage stilling til, i
hvilket omfang sigtede er pligtig at erstatte det offentlige
sagsomkostninger, og da det følger af retsplejelovens §
1013, stk. 1, eller princippet heri, at den overordnede
instans uden påstand herom prøver omkostningsspørgsmålet,
finder disse dommere, at byrettens afgørelse herom bør
ophæves som nærmere nedenfor anført.
En dommer stemmer imod at ophæve byrettens bestemmelse om
sagsomkostninger under henvisning til, at spørgsmålet ikke
er inddraget under kæresagen og i øvrigt ikke ses omfattet
af bestemmelsen i retsplejelovens § 1013, stk. 1.
Der afsiges om dette spørgsmål kendelse efter
stemmeflerheden.
Thi bestemmes:
Den påkærede kendelse om beslaglæggelse stadfæstes.
Byrettens bestemmelse om, hvem der endeligt skal afholde det
tilkendte forsvarersalær, ophæves, og spørgsmålet om
forsvarerens salær for dette kæremål og om, hvordan
beslaglæggelsessagens omkostninger for begge instanser skal
afholdes endeligt, afgøres ved dommen eller anden endelig
afgørelse af sagen.
|