|
|
H.K. 11. juli 2006 i sag 269/2006
Anklagemyndigheden mod D (adv. Georg Steensboe, Odense, e.o.).
I tidligere instans er afsagt kendelse af Retten i Århus den
30. oktober 2003 og truffet beslutning af Vestre Landsrets
5. afdeling den 1. juli 2004 og 13. august 2004.
Procesbevillingsnævnet har den 8. maj 2006 meddelt
tilladelse til, at landsrettens omkostningsafgørelse
indbringes for Højesteret.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Børge Dahl, Poul
Søgaard og Vibeke Rønne.
Påstande
Kærende, D, har nedlagt påstand om, at sagsomkostningerne
endeligt udredes af det offentlige.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Anbringender
D har anført, at der ikke er nogen saglig begrundelse for at
pålægge ham omkostninger, hvilket heller ikke er sædvanlig
praksis i denne type sager.
Da hans advokat den 24. juni 2004 blev opmærksom på, at en
ny læge behandlede ham, valgte advokaten at indkalde den nye
læge. Da statsadvokaten herefter ønskede, at den nye læge
skulle udarbejde en lægeerklæring, og at denne erklæring
herefter skulle forelægges for Retslægerådet, valgte han at
hæve kæremålet og herefter indbringe sagen for byretten på
ny, idet der var gået mere end 6 måneder fra byrettens
afgørelse den 30. oktober 2003.
Rigsadvokaten har anført, at henset til, at D frafaldt
kæremålet efter ca. 7 måneder, fordi han fandt det mere
formålstjeneligt at indbringe sagen på ny for byretten, jf.
straffelovens § 72, stk. 2, 3. pkt., findes der i den
konkrete sag at have været grundlag for undtagelsesvist at
pålægge D en del af sagsomkostningerne for landsretten.
Sagsfremstilling
D blev ved Østre Landsrets dom af 3. maj 2000 dømt for
overtrædelse af bl.a. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og
§ 119, stk. 1, men blev i medfør af straffelovens § 16, stk.
1, 1. pkt., frifundet for straf. Han blev dømt til
anbringelse på psykiatrisk hospital.
Ved Retten i Århus' kendelse af 30. oktober 2003 blev en
anmodning fra D om ophævelse eller ændring af den idømte
foranstaltning ikke taget til følge. Retten traf samtidig
beslutning om, at sagens omkostninger skulle betales af
statskassen.
D kærede byrettens kendelse til Vestre Landsret.
Sagen var berammet til foretagelse i Vestre Landsret den 10.
februar 2004, men blev samme dag udsat efter anmodning fra
Statsadvokaten i Viborg, der ønskede sagen forelagt
Retslægerådet. Nyt retsmøde blev berammet til den 1. juli
2004.
Den 24. juni 2004 blev advokat Georg Steensboe opmærksom på,
at hans klient nu blev behandlet af en ny læge, og at denne
læge var af den opfattelse, at D muligvis var
fejldiagnosticeret og/eller fejlmedicineret. Advokat Georg
Steensboe indkaldte på denne baggrund lægen som vidne.
Den 28. juni 2004 blev advokat Georg Steensboe kontaktet af
statsadvokaten, som nu ønskede endnu en udsættelse af sagen
med henblik på indhentelse af en erklæring fra den nye læge
og efterfølgende forelæggelse for Retslægerådet.
Ved telefax af 29. juni 2004 til Vestre Landsret frafaldt
advokat Georg Steensboe kæremålet.
Den 1. juli 2004 hævede Vestre Landsret sagen og bestemte
samtidig, at D skulle betale sagens omkostninger for
landsretten. Landsretten tillagde advokaten et salær på
6.500 kr. med tillæg af moms.
I forbindelse med advokat Georg Steensboes ansøgning til
Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe
landsrettens beslutning for Højesteret besluttede Vestre
Landsret den 13. august 2004 at forhøje salæret til advokat
Georg Steensboe med 9.500 kr. med tillæg af moms.
Landsretten bestemte, at forhøjelsen af salæret skulle
betales af statskassen.
I forarbejderne til retsplejelovens § 1014 a hedder det i de
almindelige bemærkninger (Folketingstidende 1996-97, Tillæg
A, side 107 f.) bl.a.:
»5.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af pkt. 5.1. ovenfor, giver de nuværende
regler i et vist omfang mulighed for ved fordelingen af
sagsomkostninger mellem den dømte og det offentlige at tage
hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen.
Det kan dog give anledning til betænkeligheder og forekomme
mindre rimeligt, at den dømte som udgangspunkt skal betale
sagsomkostninger, der kan være meget betydelige, i tilfælde,
hvor den pågældende benytter sin lovbestemte ret efter
straffelovens § 72 til at anmode om rettens stillingtagen
til ændring eller ophævelse af en idømt foranstaltning. Det
kan således ikke udelukkes, at den dømte afholder sig fra at
indbringe en sådan sag for retten på grund af de
sagsomkostninger, som kan blive pålagt, såfremt
foranstaltningen ikke ændres.
Hertil kommer, at personer, der er idømt foranstaltninger,
ofte tilhører en gruppe i samfundet, som i forvejen kan have
vanskelige økonomiske vilkår og derfor kan have svært ved at
betale de udgifter til advokat m.v., som følger af en sag om
ændring eller ophævelse af en foranstaltning. Resultatet vil
derfor ofte blive, at beløbet afholdes af det offentlige,
fordi den dømte ikke er i stand til at betale.
Justitsministeriet finder det på den baggrund rigtigt, at
det som udgangspunkt er det offentlige, der afholder
udgifterne ved behandling af sager om ændring eller
ophævelse af foranstaltninger efter straffelovens § 72. Det
foreslås derfor, at der i retsplejelovens kapitel 91 om
sagsomkostninger som § 1014 a, stk. 1, indsættes en
bestemmelse, hvorefter det offentlige i sager om ændring
eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72,
betaler udgifterne ved sagens behandling.
Der kan imidlertid tænkes tilfælde, hvor der efter
omstændighederne bør være mulighed for at pålægge den dømte
helt eller delvis at betale sagens omkostninger. Til
illustration kan nævnes tilfælde, hvor den dømte har givet
anledning til forhaling af sagen, og hvor dette har medført
udgifter, som det er rimeligt at pålægge vedkommende at
betale.
Som et andet eksempel kan peges på tilfælde, hvor sagen er
affødt af ny kriminalitet, jf. straffelovens § 72, stk. 2,
2. pkt. Sådanne tilfælde vil kun undtagelsesvis opstå, idet
statsadvokaterne, når særlige omstændigheder ikke gør sig
gældende, kan frafalde tiltale for lovovertrædelser, begået
af personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af
straffelovens § 68 eller § 69, jf. § 2, nr. 4, i
bekendtgørelse nr. 784 af 21. september 1992 om
politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde
tiltale. Om lovovertrædelser, begået af forvaringsdømte,
gælder i visse tilfælde en lignende adgang til at meddele
tiltalefrafald, når der er truffet bestemmelse om
genindsættelse eller sket tilbageførelse af den pågældende,
jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 2-3.
På den baggrund foreslås der som stk. 2 i retsplejelovens §
1014 a indsat en bestemmelse, hvorefter retten kan pålægge
den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger,
når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i
øvrigt er særlig anledning til det.«
I de specielle bemærkninger til bestemmelsen hedder det
(Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, side 112) bl.a.:
»Den foreslåede § 1014 a indeholder bestemmelser om dømtes
pligt til at betale omkostninger vedrørende behandlingen af
sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf.
straffelovens § 72.
Bestemmelsen tager efter sin ordlyd og placering i
slutningen af retsplejelovens kapitel 91 om sagsomkostninger
alene sigte på sager om ændring eller ophævelse af allerede
idømte foranstaltninger, jf. straffelovens § 72. Der
tilsigtes således inden ændring i den nuværende retstilstand
for så vidt angår pligten til at betale for omkostningerne i
hovedsagen, dvs. den sag, hvor foranstaltningerne idømmes,
jf. straffelovens §§ 68-70. Der henvises i den forbindelse
til pkt. 5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 1014 a, stk.
1, indebærer, at det som udgangspunkt er det offentlige, der
betaler udgifterne ved behandlingen af sager om ændring
eller ophævelse af foranstaltninger. Det gælder, uanset om
sagen rejses af den dømte, og rettens afgørelse går den
pågældende imod. Bestemmelsen afviger herved fra den
nuværende ordning, hvorefter den dømte som udgangspunkt skal
betale, medmindre afgørelsen falder ud til den pågældendes
fordel, jf. pkt. 5.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Bestemmelsen tager ikke kun sigte på byrettens
sagsbehandling, men omfatter også landsrettens behandling
ved appel af byrettens afgørelser efter straffelovens § 72.
Det indebærer, at det også ved afgørelsen af
omkostningsspørgsmålet i landsretten er udgangspunktet, at
det offentlige betaler. Det gælder, selv om sagen er
indbragt for landsretten af den dømte, og landsrettens
afgørelse går den pågældende imod. Bestemmelsen afviger
herved fra den nuværende ordning, hvorefter det bl.a. i
tilfælde af anke og kære som udgangspunkt er den dømte, der
skal betale, når anke- eller kæresagen er iværksat af den
pågældende og ikke har ført til forandring til den
pågældendes fordel, jf. pkt. 5.1. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 1014 a,
stk. 2, kan retten pålægge den dømte helt eller delvis at
betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold
og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til
det. Som det fremgår af ordlyden, sigter den foreslåede
bestemmelse alene på undtagelsestilfælde, hvor der efter en
konkret vurdering af den dømtes forhold og sagens
omstændigheder i øvrigt findes særlig anledning til at
fravige hovedreglen i § 1014 a, stk. 1. Det bemærkes i den
forbindelse, at bestemmelsen ikke alene indeholder hjemmel
til at pålægge den dømte at betale sagens omkostninger fuldt
ud, men også rummer mulighed for at pålægge den dømte at
betale en del af sagens omkostninger.«
Højesterets begrundelse og resultat
I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf.
straffelovens § 72, er udgangspunktet, at det offentlige
skal betale sagens omkostninger, jf. retsplejelovens § 1014
a, stk. 1. I forarbejderne til bestemmelsen i
retsplejelovens § 1014 a hedder det, at den også tager sigte
på landsrettens behandling af appelsager, og at
udgangspunktet i disse sager er det samme, uanset om
afgørelsen går den dømte imod.
Efter de foreliggende oplysninger finder Højesteret, at der
ikke efter D's forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er
særlig anledning til at pålægge D at betale nogen del af
sagens omkostninger for landsretten.
Højesteret tager herefter D's påstand til følge.
Thi bestemmes:
Landsrettens beslutning ændres, således at det offentlige
skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Sagens omkostninger for Højesteret skal ligeledes betales af
det offentlige.
|