UfR 1998.328 VLD
 
 
V.L.D. 19. november 1997 i anke 2. afd. S-2016-97
(Lilholt, Ulrik Jensen, Olav Dalsgaard Larsen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod A og B (adv. Morten Wagner, Viborg, e.o.).

Struer Rets dom 17. juni 1997.

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, har erstatningssøgende A og B fremsat krav om en erstatning på 1.000.000 kr. hver med fradrag af et beløb på 40.000 kr., som de har fået udbetalt. Beløbet påstås forrentet med sædvanlig procesrente fra den 28.9.1995, til betaling sker. Kravene er fremsat i anledning af, at de erstatningssøgende har været sigtet for drab og varetægtsfængslet. Idet der er sket udbetaling af de nævnte beløb på 40.000 kr. til hver, har anklagemyndigheden påstået frifindelse for den nedlagte påstand. Sagen er, da parterne ikke har kunnet blive enige, blevet indbragt for retten af anklagemyndigheden, jfr. retsplejelovens § 1018 f.

Sagens omstændigheder er nærmere følgende:

Ved nærværende rets kendelse af 3. november 1994 blev der afsagt fængslingskendelse over de erstatningssøgende som sigtet for drabet på C. De erstatningssøgende opholdt sig da i Norge, men blev samme dag kl. 14.20 anholdt af det norske politi. Dagen efter blev de fremstillet i retten i Norge og varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Danmark.

Varetægtsfængslingen skete med besøgs- og brevforbud. Den 7. november 1994 blev de erstatningssøgende udleveret til Danmark, og ved nærværende rets kendelse af 8. november 1994 varetægtsfængslet i isolation. Den 22. november 1994 afsagde nærværende ret kendelse om, at anklagemyndighedens begæring om fortsat varetægtsfængsling ikke kunne tages til følge, da der ikke forelå en tilstrækkelig begrundet mistanke om, at de erstatningssøgende havde begået de påsigtede forhold.

Anklagemyndigheden påkærede den afsagte kendelse og kæremålet blev tillagt opsættende virkning. Den 23. november 1994 stadfæstede Vestre Landsret rettens kendelse, og de erstatningssøgende blev løsladt kl. 16.10.

Sagen blev meget omtalt i pressen. Den 3. november 1994 udsendte Rigspolitichefens Rejseafdeling pressemeddelelse, hvoraf fremgik, at retten havde afsagt fængslingskendelse in absentia over to piger - en 23-årig dansk og en 21-årig norsk - som sigtet for drabet. Det oplystes, at de sigtede havde bopæl i — — — politikreds, og at de var anholdt i Narvik.

Den 4. november 1994 bragte Ekstra-Bladet en artikel om sagen. På forsiden bragte bladet et billede af erstatningssøgende A med teksten: »Stripper anholdt for mord«, og en bekendt til afdøde blev citeret for at have udtalt sig om sagen. Der blev i artiklen givet oplysninger om de erstatningssøgendes personlige forhold. Det oplystes, at oplysningerne stammede fra kilder i miljøet, og fra erstatningssøgende B's norske forsvarer. Politiet blev citeret for ikke at ville oplyse navnene på de sigtede, eller noget om de to kvinders seksuelle tilhørsforhold.

Den 8. november 1994 afholdtes der pressemøde på Dommerkontoret i Struer med deltagelse af bl.a. kriminalinspektør Arne Siezing og de erstatningssøgendes daværende forsvarere. Arne Siezing blev af Ritzaus Bureau den 9. november 1994 citeret for at have udtalt, at de sigtede nægtede sig skyldige, men også for at have udtalt: »Vi har fat i de rigtige og leder ikke efter andre mistænkte«.

Den 23., 24. og 25. november 1994 efter løsladelsen af de erstatningssøgende blev politiet i forskellige dagblade citeret for følgende udtalelser: »Vi er fortsat overbeviste om, at de to har stranguleret C«, »Vi mener fortsat, at de to kvinder dræbte C og fortsætter efterforskningen som hidtil.« »Intet tyder på, at andre skulle have begået drabet.« og »Kvinderne har derimod et motiv til kvælning, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, og intet alibi.«

Den 23. november 1994 holdt de erstatningssøgende sammen med deres forsvarere et pressemøde, hvor de lod sig fotografere. Den 25. november 1994 optrådte de erstatningssøgende i underholdningsprogrammet »Eleva2ren«, hvor de udtalte sig om sagen, herunder at »politiet tror kun, at vi er mordere, fordi vi er strippere, lesbiske og har en speciel fortid.« Den 2. december 1994 blev de erstatningssøgende interviewet af Holstebro Dagblad i anledning af, at de nogle dage efter skulle optræde på et diskotek i Struer. De erstatningssøgende lod sig endvidere fotografere under prøverne. Den 14. november 1995 gav de erstatningssøgende interview om sagen til Holstebro Dagblad. I månedsbladet PS for marts 1995 blev der gengivet billeder af de erstatningssøgende under overskriften: »Lesbisk pigeserie med de mordsigtede piger«, og i samme blads nummer fra april blev der bragt et interview med de erstatningssøgende under overskriften: »Vi vil være sammen i fængslet.« Endelig deltog de erstatningssøgende i en tv-udsendelse med titlen: »Stol aldrig på en stripper«, hvor de blev fulgt fra løsladelsen til tidspunktet for påtaleopgivelsen, der skete den 4. august 1995.

Under erstatningssagens behandling har de erstatningssøgende afgivet forklaring og herunder forklaret, at sagen har bevirket, at det er umuligt for dem at få bolig og job - bortset fra job som strippere. De er endvidere væsentligt generet af, at folk ser efter dem og snakker om dem på gaden.

Anklagemyndigheden har opgjort det udbetalte erstatningsbeløb på 40.000 kr. for hver således:

Frihedsberøvelse, 21 dage, herunder 20 dage i isolation 15.700 kr. Under hensyn til, at frihedsberøvelsen er sket for en drabssigtelse, har man forhøjet erstatningen med 100%, således at sagen efter retsplejelovens § 1018 a er opgjort til 31.400 kr.

I erkendelse af, at der er sket overtrædelse af retsplejelovens § 1016 a med de udtalelser, politiet er kommet med til pressen, har man forhøjet denne takstmæssige torterstatning skønsmæssigt med 8.600 kr. til 40.000 kr.

Rigsadvokaten har til sagen oplyst, at der herved på den ene side er lagt vægt på karakteren af de udtalelser, politiet er kommet med til pressen, på den anden side, at de erstatningssøgende »selv i meget vidt omfang har givet detaljerede oplysninger til pressen om sagen, og herunder ladet sig fotografere og deltaget i TV-udsendelser.«

De erstatningssøgendes beskikkede advokat har til støtte for påstanden om udbetaling af yderligere 960.000 kr. eller et skønsmæssigt fastsat væsentligt større beløb dels henvist til reglerne i retsplejelovens § 1018 a og b samt til almindelige erstatningsretlige regler og navnlig henvist til, at den alvorlige sigtelse, længden af den periode, de erstatningssøgende har været sigtet, samt politiets udtalelser til pressen har gjort, at almindelige takstmæssige erstatninger er uanvendelige i sagen.

Anklagemyndigheden har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at den takstmæssige erstatning for varetægtsfængsling i isolation på grund af en sigtelse som den foreliggende er stadfæstet af Højesteret, samt til de af Rigsadvokaten i sin begrundelse for den derudover tilkendte skønsmæssige erstatning anførte synspunkter.

Retten skal udtale:
De de erstatningssøgende tilkendte erstatninger for varetægtfængslingen findes at være i overensstemmelse med praksis.

Når henses til, at politiet under varetægtsfængslingen af de erstatningssøgende samt samme dag, som disse blev løsladt, og i dagene derefter i strid med retsplejelovens § 1016 a udtalte sig til pressen som citeret, og at sigtelsen derefter først blev opgivet den 4. august 1995, findes der at burde tilkendes de erstatningssøgende hver en erstatning på yderligere 10.000 kr. ud over det af anklagemyndigheden tidligere udbetalte beløb. Det bemærkes herved, at der ikke er grundlag for at antage, at de erstatningssøgende selv har haft kontakt med pressen, før efter de blev løsladt.

Beløbet forrentes som påstået af de erstatningssøgende. — — —

Vestre Landsrets dom.
— — —

De erstatningssøgende har påstået den tilkendte erstatning forhøjet samt forrentet fra den 27. september 1995.

Anklagemyndigheden har gentaget sin påstand om frifindelse i 1. instans.

De erstatningssøgende har ikke bestridt, at godtgørelsen for frihedsberøvelsen er opgjort i overensstemmelse med de administrativt fastsatte takster.

B har for landsretten yderligere forklaret, at hun ikke længere har arbejde, fordi hun efter sagen betragtes som »farlig«. Hun er derfor overbevist om, at det er på grund af sagen, at hun hverken har kunnet få arbejde i Danmark eller Norge, hvilket hun ikke havde vanskeligheder med tidligere.

Hun har tilsvarende haft vanskeligheder med at leje en bolig. Hun har de seneste måneder boet hos kammerater i — — —, men er tilmeldt folkeregistret i — — —.

A har for landsretten yderligere forklaret, at hun kan bekræfte vanskelighederne med at få arbejde og bolig. Hun har endog haft svært ved at få udbetalt sin bistandshjælp. Det eneste arbejde, hun kunne få efter sagen, var arbejde som stripper, hvilket hun ikke havde lyst til. Det er først for få måneder siden, at hun har fået arbejde som vikar på — — —. Hun er nu bevidst om, at vanskelighederne skyldtes, at hun og B var blevet så kendte, som de er. Hun har mistet et arbejde som bartender, fordi indehaveren følte sig utryg, men som sagt er den afvisende holdning, hun har mødt, ikke blevet begrundet med en henvisning til sagen. Siden studentereksamen i begyndelsen af 1990'erne har hun modtaget bistandshjælp, når hun ikke har rejst eller haft forskelligt midlertidigt arbejde.

Landsretten udtaler:

Den omstændighed, at der af politiet i forbindelse med varetægtsfængslingen og løsladelsen er fremkommet udtalelser i strid med retsplejelovens § 1016 a, findes ikke at kunne begrunde en forhøjelse af godtgørelsen ud over det, der er fastsat administrativt.

Da der endvidere ikke er grundlag for at forhøje godtgørelsen som følge af vidererækkende følger af sigtelsen og varetægtsfængslingen, hvilke følger må antages navnlig at skyldes en intensiv pressedækning, som de erstatningssøgende medvirkede til, tager landsretten anklagemyndighedens påstand til følge. — — —