
	UfR 2009.2095 HD
		H.D. 4. maj 2009 i sag 11/2009 (2. afd.) Rigsadvokaten mod T (adv. Henrik B. Jensen, Kbh., besk.). Københavns byrets dom 21. april 2008. Sagens baggrund og parternes påstande. Denne sag er behandlet med domsmænd. Politidirektøren i København har ved tilkendegivelse af 4. juli 2007 i medfør af retsplejelovens § 1018 f indbragt en sag for retten, hvor T har fremsat krav om erstatning på 47.550 kr., i anledning af at erstatningssøgende i tiden fra den 14. december 2004 til den 14. februar 2006 var anholdt og varetægtsfængslet, herunder i isolation i tiden fra den 14. december 2004 til den 17. januar 2005 Erstatningssøgende fremsatte ved telefaxskrivelse af 10. april 2006 krav om erstatning, jf. retsplejelovens § 10 18 a, stk. 1. Erstatningskravet er i retten den 21. april 2008 opgjort til 47.550 kr. således: Fængsling 18 dage i 2005 = 10.800 kr. Fængsling 45 dage i 2006 = 29.250 kr. Tillæg for isolationsfængsling i 2005, 6 dage = 3.600 kr. Tillæg for isolationsfængsling i 2006, 6 dage = 3.900 kr. I alt 47.550 kr. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frifindelse, men har ikke bestridt selve kravets opgørelse. Forklaringer. Der er ikke under sagen afgivet forklaringer. Oplysningerne i sagen. Der er dokumenteret afgørelse af 22. november 2006 fra Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby, til T's advokat, advokat Henrik B. Jensen, hvoraf blandt andet fremgår: ». . . Ved fax af 10. april 2006 har De på vegne af Deres klient fremsat krav om takstmæssig erstatning for uberettiget frihedsberøvelse i forbindelse med uberettiget varetægtsfængsling i perioden fra 14. december 2004 til den 14. februar 2006, heraf i isolation i perioden fra den 14. december 2004 til den 17. januar 2005. De har oplyst, at De fremsætter krav om erstatning, idet Deres klient ved Østre Landsrets dom af 14. februar 2006 blev idømt 1 års fængsel, hvilket er kortere tid end den skete varetægtsfængsling. De har ikke nærmere opgjort kravet, men har krævet takstmæssig erstatning og har i den forbindelse bemærket, at det forhold, der efter Deres opfattelse begrundede isolationsfængslingen - sagens forhold 7, netop var det forhold Deres klient blev frifundet for i landsretten. De har endvidere taget forbehold for at fremsætte krav om forhøjet torterstatning m.v. Jeg kan meddele, at jeg ikke finder grundlag for at imødekomne kravet, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 2. Begrundelsen herfor er følgende: Det fremgår af sagen, at Deres klient under sagen var frihedsberøvet fra den 14. december 2004 kl. 06.06 til den 14. februar 2006, hvor Deres klient blev løsladt af landsretten efter dommens afsigelse. Deres klient var isolationsfængslet i perioden fra 14. december 2004 til den 17. januar 2005. Deres klient var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 samt lov om euforiserende stoffer. Deres klient har således været frihedsberøvet i 429 påbegyndte døgn, heraf i isolation i 35 dage. Deres klient blev ved Københavns Byrets dom af 27. juni 2005 idømt 3 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer, til dels jf. straffelovens § 21. Der var tale om en større sag med flere tiltalte, hvoraf det af dommen ses, at Deres klient var tiltalt for forholdene: o 7. (forsøg på at bestille ikke under 500 kg hash med henblik på videreoverdragelse), o 8. (forsøg på at komme i besiddelse af ikke under 10 kg hash med henblik på videreoverdragelse), o 11. (opbevaring af ikke under 15 kg hash på bopælen) og o 18. (besiddelse af 50,30 gram hash på restaurant »Månefiskeren« med henblik på videreoverdragelse). Deres klient ankede dommen til Østre Landsret, som den 14. februar 2006 afsagde dom i sagen. Landsretten nedsatte, på grund af en i forhold til byretten ændret skyldsbedømmelse vedrørende sagens forhold 7, straffen til fængsel i 1 år. Med henvisning til de af byretten anførte grunde blev straffen fastsat efter de bestemmelser, der var anført i byrettens dom. Deres klient blev således idømt 1 års fængsel, hvilket skal fratrækkes den periode Deres klient har været frihedsberøvet. Strafberegningen sker efter straffuldbyrdelsesloven og bekendtgørelse om beregning af straffetiden m.v. hvorfor beregningen påbegyndes fra den første dato for frihedsberøvelsen - den 14. december 2004. Fra denne dato tælles 1 år frem, hvilket betyder, at den 14. december 2005 er datoen for endt strafudståelse. Videre følger det af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, at straffetiden udløber ved døgnets begyndelse for datoen for endt strafudståelse. Deres klient har således været frihedsberøvet i 63 dage udover den idømte straf. Da Deres klient har været isolationsfængslet i en periode, vil de samlede antal dage Deres klient har været frihedsberøvet udover den idømte straf, omregnet være 75 dage, jf. straffelovens § 86, stk. 1, 3. pkt. Frihedsberøvelsen står efter min opfattelse ikke i misforhold til den idømte straf, jf. retsplejelovens § 1018, stk. 2, hvorfor jeg ikke finder, at der er grundlag for at yde erstatning. Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på, at Deres klient ved landsrettens dom af 14. februar 2006 blev idømt 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., hvilket i sig karakteriserer grovheden af forbrydelsen. Jeg finder, at den i sagen anvendte frihedsberøvelse står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald, selvom Deres klient derved har været frihedsberøvet i en længere periode end den idømte straf, hvad der omregnet svarer til 75 dage. Videre bemærkes det, at Deres klient ikke blev frifundet helt for forhold 7, dog blev mængden af hash, der skete domfældelse for, nedsat til ikke under 5 kg. De har påpeget, at isolationsfængslingen efter Deres opfattelse var begrundet i dette forhold. I grundlovsforhøret blev Deres klient sigtet for 3 forhold, som i forbindelse med tiltalerejsningen, med enkelte ændringer, blev til forholdene 7, 8 og 11. Da både forhold 7 og 8 vedrører en betydelig mængde, selvom mængden i forhold 7 var betydelig større, mener jeg, at Deres klient ville være blevet isolationsfængslet, uanset den mindre mængde i forhold 7, idet der både vedrørende forhold 7 og 8 var medgerningsmænd på fri fod. . . .« Advokat Henrik B. Jensen indbragte ved skrivelse af 12. december 2006 på vegne erstatningssøgende statsadvokatens afgørelse for rigsadvokaten. Den 3. april 2007 stadfæstede rigsadvokaten statsadvokatens afgørelse. Rettens begrundelse og afgørelse: Af de af statsadvokaten anførte grunde tages anklagemyndighedens påstand om frifindelse til følge. - - - Østre Landsrets dom 7. oktober 2008 (9. afd.) (Jan Uffe Rasmussen, B. Tegldal, David Klæsøe-Lund (kst.) med domsmænd). Københavns Byrets dom af 21. april 2008 er anket af T med påstand som for byretten om, at der ydes ham erstatning med 47.550 kr. med tillæg af renter. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Landsrettens begrundelse og resultat: Ved Østre Landsrets dom af 14. februar 2006 blev T i det væsentlige frifundet for sagens hovedforhold, der vedrørte forsøg på bestilling af ikke under 500 kg hash med henblik på videreoverdragelse. Den af Københavns Byret idømte straf på fængsel i 3 år og 6 måneder blev efter resultatet af skyldbedømmelsen i hovedforholdet nedsat til fængsel i et år. I hvert fald under disse omstændigheder findes den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke at stå i rimeligt forhold til sagens udfald, hvorfor T findes at have et berettiget krav på erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, for den tid, han har siddet varetægtsfængslet ud over ét år i overensstemmelse med den derom nedlagte påstand, der beløbsmæssigt er ubestridt af anklagemyndigheden. - - - Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 21. april 2008 og af Østre Landsrets 9. afdeling den 7. oktober 2008. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Sørensen, Per Sørensen, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Poul Dahl Jensen. Påstande Landsrettens dom er anket af anklagemyndigheden med påstand om frifindelse. T har påstået stadfæstelse. Parterne er enige om, at erstatningskravet retteligt skal opgøres til 47.850 kr. Anbringender Rigsadvokaten har anført, at bestemmelsen i retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, er fakultativ, og at retten til erstatning beror på en konkret vurdering af forholdet mellem frihedsberøvelsen og strafforfølgningens udfald. Det fremgår således af forarbejderne til § 1018 a, stk. 2, 1. led, at det er en forudsætning for erstatning, at der kan påvises et klart misforhold mellem på den ene side det straffeprocessuelle indgreb og på den anden side sagens karakter og det påsigtede forholds grovhed. Det fremgår endvidere, at erstatning efter § 1018 a, stk. 2, 2. led, kun kan tilkendes, såfremt der foreligger ganske særlige holdepunkter herfor. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, ydes der efter rigsadvokatens praksis ikke erstatning efter § 1018 a, stk. 2, når den idømte straf ikke er af længerevarende karakter, og frihedsberøvelsen ikke overstiger straffen med omkring 50 %. Frihedsberøvelsen af T svarende til 1 år og 75 dage står efter en konkret vurdering ikke i klart misforhold til den straf på 1 års fængsel, som han blev idømt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Heller ikke det forhold, at T i tiden fra byrettens dom til landsrettens dom var frihedsberøvet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, kan føre til, at der ydes ham erstatning efter § 1018 a, stk. 2. T har heroverfor navnlig gjort gældende, at en frihedsberøvelse, der overstiger en straf på 1 års fængsel med 75 dage, ikke står i rimeligt forhold til straffen. Hvis byretten i straffesagen var nået til samme resultat som landsretten, ville han formentlig være blevet løsladt efter byretsdommen. Erstatningskravet er derfor opstået som følge af den efter byretsdommen - mod hans protest - skete frihedsberøvelse i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Bestemmelsen i § 1018 a, stk. 2, og dens forarbejder giver ikke grundlag for en administrativ praksis, hvorefter misforhold først indtræder, når frihedsberøvelsen overstiger straffen med 50 %. Supplerende sagsfremstilling I betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning hedder det bl.a. (betænkningen side 38 f.): »Et særligt problem opstår, hvor frifindelsen (eller påtaleopgivelsen) kun er delvis, således at der frifindes for nogle forhold, men domfældes for andre . . . . . . En fakultativ bestemmelse åbner ligeledes bedre mulighed for en konkret vurdering af, hvorvidt forholdet mellem de iværksatte strafforfølgningsskridt og den endelige sanktion kan begrunde erstatning i den enkelte sag. Afgrænsningen af en sådan fakultativ bestemmelses område bør som anført knyttes til det forhold, at de anvendte straffeprocessuelle foranstaltninger har været af mere indgribende karakter end den påfølgende sanktion; at der med andre ord er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsgrundsætningen. På den anden side egner kriteriet »mere indgribende« sig efter udvalgets opfattelse ikke til optagelse i lovens tekst. Selv om der i visse tilfælde ikke vil være tvivl om, hvorvidt betingelsen er opfyldt (f.eks. hvor otte måneders varetægt efterfølges af fire måneders fængsel), vil det i mangfoldige andre situationer være vanskeligt at måle indgrebet med sanktionen (f.eks. ved påtalefrafald eller betinget dom med visse vilkår, dom til anbringelse under åndssvageforsorgen o.a.). Udvalget har derfor (jfr. udkastet § 1018 a, stk. 2) foretrukket en anden formulering: ». . . den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald«. Som vejledende momenter for det skøn, der herefter skal udøves i anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, kan der bl.a. peges på følgende: - Erstatning må i almindelighed være udelukket (eller nedsættes), hvor sigtede selv har foranlediget indgrebet. - Erstatning må ligeledes være udelukket i det omfang, indgrebet (især varetægt) er afgørende for, at den mildere sanktion overhovedet vælges. - Herudover er det en forudsætning for erstatning, at der kan påpeges et klart misforhold mellem på den ene side det processuelle indgreb og på den anden side sagens karakter og det påsigtede forholds grovhed. - I de ovennævnte klare tilfælde, hvor sanktionen er >> 2098 >> umiddelbart sammenlignelig med tvangsforanstaltningen (f.eks. hvor 8 måneders varetægt efterfølges af 4 måneders ubetinget fængsel), vil erstatning relativt ofte kunne gives, idet sanktionen i disse tilfælde i højere grad er udtryk for en egentlig vurdering af forholdets grovhed end ved andre sanktioner som f.eks. påtalefrafald på vilkår. . . .« I bemærkningerne til det forslag til retsplejelovens § 1018 a, der blev vedtaget ved lov nr. 243 af 8. juni 1978, og som uændret fortsat er gældende, hedder det bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2400): »Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets bemærkninger i betænkningen side 38-39 om de momenter, som der bør lægges vægt på ved udøvelse af skønnet over, om erstatning skal ydes.« I de særlige bemærkninger til lovudkastets § 1018 c, svarende til lovens § 1018 d, hedder det side 55 i betænkning nr. 801/1977 bl.a.: »For så vidt angår den særlige situation, hvor der nok er sket domfældelse, men hvor der alligevel består et misforhold mellem den idømte sanktion og den allerede anvendte foranstaltning, er der anvendt en mere enkel formulering i udkastets § 1018 c, andet punktum, end i § 1018 a, stk. 2. Hvor en sanktion formildes efter genoptagelse eller anke, vil det i praksis almindeligvis fremtræde som en nedsættelse af straffen inden for samme strafart. Der knytter sig derfor ikke i disse tilfælde betænkeligheder til at anvende udtrykket »mere indgribende« retsfølger som beskrivelse af erstatningsbetingelsen . . .« Højesterets begrundelse og resultat T blev ved Østre Landsrets ankedom af 14. februar 2006 straffet med fængsel i 1 år. Han havde indtil da været varetægtsfængslet fra den 14. december 2004, heraf i isolation indtil den 17. januar 2005. I medfør af straffelovens § 86, stk. 1, skulle der herefter afkortes 1 år og 75 dage i den idømte fængselsstraf. Frihedsberøvelsen overstiger således straffen med 75 dage. Højesteret tiltræder, at frihedsberøvelsen ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 1. led, og at T derfor har krav på erstatning for frihedsberøvelse i 75 dage. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom med den ændring, der følger af parternes enighed om den beløbsmæssige opgørelse af erstatningen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes, dog således at erstatningen fastsættes til 47.850 kr. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.