|
I 2006 tilkendte Retten i Århus erstatning til
en person, som i den såkaldte "Tilst-sag" havde været til stede i et
af de brugsstjålne køretøjer, som ifølge politiet påkørte politiet,
således at politifolkene måtte affyre dræbende skud mod to personer
i bilerne for at redde politifolkenes eget liv. Personen var inden
erstatningssagen blev afgjort idømt en ubetinget frihedsstraf for
brugstyveri af køretøjerne. Han havde været varetægtsfængslet på
grund af sin erkendelse af brugstyveri af køretøjerne (3 køretøjer)
og på grund af mistanken om medvirken til et påtænkt rambuktyveri,
som han i øvrigt nægtede at have noget med at gøre. Han var også
forsøgt varetægtsfængslet som følge af en sigtelse for medvirken til
forsøg på manddrab mod politifolkene. Denne sigtelse kunne
imidlertid ikke danne grundlag for varetægtsfængsling.
Sigtelsen for medvirken til forsøg på manddrab blev frafaldet efter
mere end halvandet år efter, at sigtelsen var rejst.
Den pågældende søgte erstatning blandt andet som følge af den lange
tid, der gik, inden påtalen blev opgivet. Erstatningskravet blev
afvist af anklagemyndigheden med henvisning til, at sagen ikke var
endt med frifindelse og til, at han ved at være til stede i en af
bilerne selv havde givet anledning til sigtelsen (såkaldt "egen
skyld").
Sagen blev ved Retten i Århus afgjort under følgende sagsnummer: 2.
afd. SS 2.4187/2005, 23/1 2006.
Rettens begrundelse og resultat følger af retsbogens side 9, hvor
der anføres følgende:
"Erstatningssøgende har begrundet sin begæring om
udbetaling af erstatning med, at der dels er sket en opretholdelse
af sigtelsen for medvirken til forsøg på manddrab i en unødig lang
periode, og dels til at sigtelsen er blevet kommunikeret i unødigt
krænkende omfang til pressen.
Erstatningssøgende har som begrundelse for sit krav henvist til
såvel retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 2. led, og § 1018 b.
Allerede i forbindelse med behandlingen af varetægtsspørgsmålet blev
det fra rettens side tilkendegivet, at der ikke forelå en
tilstrækkelig mistanke vedrørende sigtelsen for medvirken til forsøg
på manddrab til, at dette kunne begrunde varetægtsfængsling. Den
varetægtsfængsling, der de facto fandt sted, var derfor begrundet i
andre forhold.
Det må medgives anklagemyndigheden, at der som udgangspunkt ikke kan
kræves erstatning alene begrundet i den omstændighed, at der er
rejst sigtelse for et strafbart forhold.
Det er dog rettens opfattelse, at omstændighederne kan begrunde, at
der sker en afvigelse fra denne hovedregel. Det må således være et
krav, at de efterforskningsmæssige skridt gennemføres med et
rimeligt tempo. Det må ligeledes kræves, at det ved spørgsmålet om
den tidsmæssige udstrækning af en måske tvivlsom sigtelse løbende
indgår i politiets overvejelse, om den efterforskning, der endnu
resterer, er af en sådan karakter, at det er rimeligt at udstrække
en i sit indhold belastende sigtelse i yderligere tidsrum.
Det er rettens opfattelse, at dette hensyn ikke i tilstrækkelig grad
er iagttaget af politiet under efterforskningen med
erstatningssøgende. De dramatiske begivenheder i Tilst den
pågældende nat havde karakter af, at sigtede og dennes kammerater
blev overrasket af politiet og i denne forbindelse forsøgte at
undslippe. Hvorvidt de til opnåelse af denne hensigt var villige til
og eventuelt også forsøgte at dræbe en eller flere politibetjente er
et spørgsmål, der efter rettens opfattelse forventeligt ikke let vil
kunne afklares. Under alle omstændigheder må det være indlysende, at
der har været meget kort tid til at reagere efter politiets
tilstedekomst, og muligheden for at de forskellige tilstedeværende
bilers kørsel var udtryk for en fælles beslutning om at dræbe en
eller flere betjente kan derfor være vanskelig at indse. Muligheden
for at de enkelte chauffører handlede individuelt kunne ud fra en
objektiv betragtning forekomme mere sandsynlig. Under alle
omstændigheder synes den omstændighed, at der har været samtidig
teletrafik over en af de sigtedes mobiltelefon, der på dette
tidspunkt befandt sig hos hans kæreste i Silkeborg, meget vanskeligt
at kunne forventes at give efterforskningsmæssig brugbart materiale
med hensyn til spørgsmålet om, hvilke aftaler der måtte være truffet
mellem deltagerne i turen til Tilst, da de blev opdaget af politiet.
Ganske har dette vel ikke kunnet udelukkes, men sandsynligheden for,
at der ville komme brugbart materiale ud af efterforskningen, kan på
forhånd synes ringe. Retten finder, at den tidsmæssige særdeles
langvarige udstrækning af sigtelsen må bedømmes i lyset af denne
ringe sandsynlighed. På denne baggrund finder retten ikke, at der
har været belæg for at opretholde sigtelsen så længe som sket, og
der bør derfor ydes erstatningssøgende erstatning herfor.
Henset til at erstatningssøgende selv aktivt inddrog medierne,
herunder den elektroniske presse, i sin håndtering af sigtelsen,
finder retten ikke, at der er anledning til at fastsætte erstatning
begrundet i retsplejelovens § 1018 b ud fra en betragtning om, at
der er sket en unødig krænkende publicering af sigtelserne fra
politiets side gennem pressen.
Med hensyn til kravets størrelse finder retten under de foreliggende
omstændigheder, hvor der først under proceduren i domsforhandlingen
i denne sag er kommunikeret kendskab til den tidligere afgørelse i
samme sagskompleks fra anklagemyndighedens side, ikke, at
erstatningssøgende skal afskæres fra at forhøje sin påstand som sket
til et beløb svarende til den erstatning, der er tillagt en af de
øvrige deltagere i episoden ved denne rets 5. afdelings afgørelse af
4 november 2005.
Retten finder dog, at den erstatning, der bør tillægges E, passende
kan fastsættes til 20.000 kr., hvilket beløb forrentes fra
tidspunktet for kravets fremsættelse den 3. oktober 2003."
Anklagemyndigheden ankede afgørelsen men
frafaldt senere anken. Byrettens afgørelse står således ved magt.
|
|