Erstatning for at sigtelse var opretholdt i lang tid. Anklagemyndighedens anbringende om "egen skyld" blev ikke taget til følge


 

I 2006 tilkendte Retten i Århus erstatning til en person, som i den såkaldte "Tilst-sag" havde været til stede i et af de brugsstjålne køretøjer, som ifølge politiet påkørte politiet, således at politifolkene måtte affyre dræbende skud mod to personer i bilerne for at redde politifolkenes eget liv. Personen var inden erstatningssagen blev afgjort idømt en ubetinget frihedsstraf for brugstyveri af køretøjerne. Han havde været varetægtsfængslet på grund af sin erkendelse af brugstyveri af køretøjerne (3 køretøjer) og på grund af mistanken om medvirken til et påtænkt rambuktyveri, som han i øvrigt nægtede at have noget med at gøre. Han var også forsøgt varetægtsfængslet som følge af en sigtelse for medvirken til forsøg på manddrab mod politifolkene. Denne sigtelse kunne imidlertid ikke danne grundlag for varetægtsfængsling.

Sigtelsen for medvirken til forsøg på manddrab blev frafaldet efter mere end halvandet år efter, at sigtelsen var rejst.

Den pågældende søgte erstatning blandt andet som følge af den lange tid, der gik, inden påtalen blev opgivet. Erstatningskravet blev afvist af anklagemyndigheden med henvisning til, at sagen ikke var endt med frifindelse og til, at han ved at være til stede i en af bilerne selv havde givet anledning til sigtelsen (såkaldt "egen skyld").   

Sagen blev ved Retten i Århus afgjort under følgende sagsnummer: 2. afd. SS 2.4187/2005, 23/1 2006.

Rettens begrundelse og resultat følger af retsbogens side 9, hvor der anføres følgende:
"Erstatningssøgende har begrundet sin begæring om udbetaling af erstatning med, at der dels er sket en opretholdelse af sigtelsen for medvirken til forsøg på manddrab i en unødig lang periode, og dels til at sigtelsen er blevet kommunikeret i unødigt krænkende omfang til pressen.

Erstatningssøgende har som begrundelse for sit krav henvist til såvel retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 2. led, og § 1018 b.

Allerede i forbindelse med behandlingen af varetægtsspørgsmålet blev det fra rettens side tilkendegivet, at der ikke forelå en tilstrækkelig mistanke vedrørende sigtelsen for medvirken til forsøg på manddrab til, at dette kunne begrunde varetægtsfængsling. Den varetægtsfængsling, der de facto fandt sted, var derfor begrundet i andre forhold.

Det må medgives anklagemyndigheden, at der som udgangspunkt ikke kan kræves erstatning alene begrundet i den omstændighed, at der er rejst sigtelse for et strafbart forhold.

Det er dog rettens opfattelse, at omstændighederne kan begrunde, at der sker en afvigelse fra denne hovedregel. Det må således være et krav, at de efterforskningsmæssige skridt gennemføres med et rimeligt tempo. Det må ligeledes kræves, at det ved spørgsmålet om den tidsmæssige udstrækning af en måske tvivlsom sigtelse løbende indgår i politiets overvejelse, om den efterforskning, der endnu resterer, er af en sådan karakter, at det er rimeligt at udstrække en i sit indhold belastende sigtelse i yderligere tidsrum.

Det er rettens opfattelse, at dette hensyn ikke i tilstrækkelig grad er iagttaget af politiet under efterforskningen med erstatningssøgende. De dramatiske begivenheder i Tilst den pågældende nat havde karakter af, at sigtede og dennes kammerater blev overrasket af politiet og i denne forbindelse forsøgte at undslippe. Hvorvidt de til opnåelse af denne hensigt var villige til og eventuelt også forsøgte at dræbe en eller flere politibetjente er et spørgsmål, der efter rettens opfattelse forventeligt ikke let vil kunne afklares. Under alle omstændigheder må det være indlysende, at der har været meget kort tid til at reagere efter politiets tilstedekomst, og muligheden for at de forskellige tilstedeværende bilers kørsel var udtryk for en fælles beslutning om at dræbe en eller flere betjente kan derfor være vanskelig at indse. Muligheden for at de enkelte chauffører handlede individuelt kunne ud fra en objektiv betragtning forekomme mere sandsynlig. Under alle omstændigheder synes den omstændighed, at der har været samtidig teletrafik over en af de sigtedes mobiltelefon, der på dette tidspunkt befandt sig hos hans kæreste i Silkeborg, meget vanskeligt at kunne forventes at give efterforskningsmæssig brugbart materiale med hensyn til spørgsmålet om, hvilke aftaler der måtte være truffet mellem deltagerne i turen til Tilst, da de blev opdaget af politiet. Ganske har dette vel ikke kunnet udelukkes, men sandsynligheden for, at der ville komme brugbart materiale ud af efterforskningen, kan på forhånd synes ringe. Retten finder, at den tidsmæssige særdeles langvarige udstrækning af sigtelsen må bedømmes i lyset af denne ringe sandsynlighed. På denne baggrund finder retten ikke, at der har været belæg for at opretholde sigtelsen så længe som sket, og der bør derfor ydes erstatningssøgende erstatning herfor.

Henset til at erstatningssøgende selv aktivt inddrog medierne, herunder den elektroniske presse, i sin håndtering af sigtelsen, finder retten ikke, at der er anledning til at fastsætte erstatning begrundet i retsplejelovens § 1018 b ud fra en betragtning om, at der er sket en unødig krænkende publicering af sigtelserne fra politiets side gennem pressen.

Med hensyn til kravets størrelse finder retten under de foreliggende omstændigheder, hvor der først under proceduren i domsforhandlingen i denne sag er kommunikeret kendskab til den tidligere afgørelse i samme sagskompleks fra anklagemyndighedens side, ikke, at erstatningssøgende skal afskæres fra at forhøje sin påstand som sket til et beløb svarende til den erstatning, der er tillagt en af de øvrige deltagere i episoden ved denne rets 5. afdelings afgørelse af 4 november 2005.

Retten finder dog, at den erstatning, der bør tillægges E, passende kan fastsættes til 20.000 kr., hvilket beløb forrentes fra tidspunktet for kravets fremsættelse den 3. oktober 2003."

Anklagemyndigheden ankede afgørelsen men frafaldt senere anken. Byrettens afgørelse står således ved magt.