TfK 2010.477 VLD

 

  Anklagemyndigheden mod Boet efter E (adv. Michael Juul Eriksen, Åbyhøj).


(Kristian Petersen, Nikolaj Aarø-Hansen og Jacob Svenning Jønsson (kst.) med domsmænd).

Retten i Aalborgs dom af 25. juni 2009:


Under denne sag, der er behandlet med domsmænd, har Statsadvokaten for Nord- og Østjylland ved tilkendegivelse af 4. juli 2008 modtaget ved retten den 30. oktober 2008, i medfør af retsplejelovens § 1018 f indbragt et krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold rejst af E i anledning af, at hun i perioden fra den 29. juli 2006 til den 4. oktober 2007 var anholdt og varetægtsfængslet som sigtet og tiltalt for manddrab på sin mor, M. Ved nævningedom af 4. oktober 2007 blev E frifundet.

E fremsatte ved brev af 7. november 2007 over for statsadvokaten krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 328.333 kr. og om godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold med i alt 1.714.000 kr. svarende til 3 gange den takstmæssige godtgørelse for frihedsberøvelse i drabssager.

Ved afgørelse af 27. februar 2008 tilkendte statsadvokaten E en godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold på 285.800 kr., svarende til den takstmæssige erstatning for godtgørelse for frihedsberøvelse i drabssager nedsat med halvdelen som følge af udvist egen skyld. Ved statsadvokatens afgørelse af 6. marts 2008 blev E endvidere tillagt 164.143,84 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet kravet, som af statsadvokaten blev opgjort til 328.287,67 kr., også blev nedsat til det halve under henvisning til udvist egen skyld. Den 24. juni 2008 tiltrådte Rigsadvokaten afgørelserne.
E har herefter under sagen påstået anklagemyndigheden dømt til at betale yderligere erstatning og godtgørelse med 1.593.190 kr. med tillæg af procesrenter fra den 7. november 2007.

Den beskikkede advokat har endvidere påstået sig tillagt salær for fremsættelsen af erstatningskravet over for statsadvokaten og senere Rigsadvokaten.

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.

E's krav på godtgørelse og erstatning er opgjort således:
Erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste 328.333,00 kr.
Udbetalt af Statsadvokaten - 164.143,84 kr.
Yderligere krav (afrundet) 164.190 kr.
Tortgodtgørelse 1.714.800,00 kr.
Udbetalt af Statsadvokaten - 285.800,00 kr.
Yderligere krav 1.429.000 kr.
I alt 1.593.190 kr.


Der er enighed om, at et evt. krav om yderligere erstatning eller godtgørelse skal forrentes som påstået af E.
 
Oplysningerne i sagen:

Det fremgår bl.a. af oplysningerne i sagen, at M den 29. juli 2006 før kl. 03.10 blev dræbt med knivstik på sin bopæl - - -. Til stede på adressen var ud over M og E's far, F.

Kl. 03.10 kontaktede F alarmcentralen i Aalborg og oplyste, at hans kone var blevet slået ihjel, og at det var sket ved, at hun var sammen med hans datter, E. Kl. 03,35 ankom politiet til E's bopæl - - -, som ligger ca. 3,5 km fra drabsstedet, og E blev herefter kl. 03.40 anholdt og sigtet for manddrab.

Under afhøring på politigården den 29. juli 2006 om morgenen forklarede E bl.a., at hun om natten havde set sin far, F, stikke sin mor med en køkkenkniv.

Kl. 08.45 blev F også anholdt og sigtet for manddrab.

I et grundlovsforhør samme dag blev E varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, frem til den 26. august 2006, og anholdelsen af F blev opretholdt i 3 gange 24 timer.

E og F påkærede begge rettens afgørelser til landsretten med påstand om løsladelse, og for så vidt angår F blev afgørelsen endvidere påkæret af anklagemyndigheden med påstand om varetægtsfængsling.

Landsretten stadfæstede den 31. juli 2006 byrettens kendelse.

F blev herefter den 1. august 2006 løsladt af politiet, og sigtelsen mod ham blev i februar 2007 opgivet af statsadvokaten.

Den 6. februar 2007 rejste statsadvokaten tiltale mod E for manddrab.

E var varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, frem til den 4. oktober 2007, da hun blev frifundet.

Efter at E havde rejst krav om erstatning og godtgørelse i anledning af uberettiget varetægtsfængsling, traf statsadvokaten som anført ovenfor den 27. februar 2008 afgørelse vedrørende godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold. I afgørelsen hedder det bl.a.:

»...
Erstatning for frihedsberøvelse
Jeg kan i medfør af retsplejelovens § 1018 a tilbyde Deres klient en erstatning på 285.800 kr. Beløbet er fastsat i overensstemmelse med Rigsadvokatens Meddelelse nr. 1/2006 og nr. 1/2007, pkt. 1b og 1f.
Beløbet er opgjort således, at Deres klient tillægges 5.000 kr. for det første døgn af frihedsberøvelsen og 650 kr. for de 432 følgende påbegyndte døgn. Erstatningsbeløbet er i overensstemmelse med fast praksis forhøjet med 100 % i forhold til den takstmæssige erstatning for frihedsberøvelse, fordi en frihedsberøvelse i en drabssag generelt anses som særligt belastende på grund af sigtelsens alvorlige karakter.

Jeg har imidlertid fundet grundlag for at nedsætte det herved fremkomne erstatningsbeløb med halvdelen, fordi Deres klient efter min opfattelse selv har givet anledning til foranstaltningen, jfr. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Jeg har herved lagt vægt på, at Deres klient stak af fra gerningsstedet uden at ringe 112, at hun herefter gik eller løb 3,5 km til sin bopæl, hvor hun tog sit blodige tøj af og placerede det i en sort sæk bagved en tørretumbler, at hun herefter forsøgte at gå i bad men blev forhindret heri af politiets ankomst til bopælen, at hun udpegede det forkerte tøj for politiet, og at hun angav, at nogle blodstænk på hendes arm hidrørte fra en hudafskrabning, selvom det senere viste sig, at blodet stammede fra den dræbte.

Det er herefter min opfattelse, at Deres klient har udvist en sådan mistankepådragende adfærd, at det må have stået hende klart, at en påregnelig følge af denne adfærd ville være at blive anholdt og varetægtsfængslet. Jeg har derfor fundet grundlag for at nedsætte den takstmæssige torterstatning for frihedsberøvelsen.

Erstatningsbeløbet nedsættes skønsmæssigt med halvdelen af det takstmæssige beløb under hensyn til på den ene side graden af egen skyld og på den anden side frihedsberøvelsens lange varighed.

De har påstået erstatningsbeløbet forhøjet som følge af de af Dem anførte omstændigheder omkring afsavn af børn, besøg og begravelse.

Det fremgår af U 1997.776H, at medmindre ganske særlige forhold kan begrunde en fravigelse, skal den samlede godtgørelse efter retsplejelovens § 1018a, stk. 1 for posterne »lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold« ydes i overensstemmelse med de administrativt fastsatte takster, som efter Højesterets opfattelse er passende.

Der ydes således i almindelighed ikke forhøjet erstatning, selvom frihedsberøvelsen muligvis har medført en særlig belastning for den pågældende på grund af dennes egne forhold eller af andre grunde. Iværksættelse af besøgskontrol kan heller ikke bevirke en forhøjelse af erstatningen, jf. U1995.547Ø.

Jeg har herefter ikke fundet grundlag for at forhøje erstatningsbeløbet for frihedsberøvelsen på grund af omstændighederne omkring afsavn af børn, besøg eller begravelse. Jeg har herunder lagt vægt på, at den belastning, som Deres klient har været udsat for under varetægtsfængslingen, ikke adskiller sig væsentligt fra den, andre varetægtsarrestanter udsættes for.

De har herudover påstået erstatningsbeløbet forhøjet som følge af den massive pressedækning af sagen.
Efter retsplejelovens § 1018 h kan erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning ydes efter dansk rets almindelige regler. Herefter er det offentlige alene erstatningsansvarlig, såfremt politiet eller  anklagemyndigheden har begået fejl eller udvist anden ansvarspådragende adfærd i forbindelse med den strafferetlige forfølgning, og såfremt erstatningskravet er opstået som følge af den ansvarspådragende adfærd.
 
Jeg har ikke fundet grundlag for at forhøje erstatningsbeløbet på grund af pressens dækning af sagen, da den massive pressedækning ikke skyldes politiets eller anklagemyndighedens håndtering af sagen. Der ses således ikke at være udvist ansvarspådragende adfærd fra politiet eller anklagemyndigheden i denne anledning.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

De har oplyst, at Deres klient grundet den fortsatte varetægtsfængsling blev afskediget fra sit job pr. 1. september 2006, og at Deres klients forventede månedsløn i perioden, hvor hun sad varetægtsfængslet, udgjorde 25.000 kr.

Jeg kan anerkende, at Deres klient blev afskediget på grund af sagen, og at månedslønnen kan opgøres til ca. 25.000 kr.

For at kunne tage stilling til erstatningskravet for tabt arbejdsfortjeneste bedes De dokumentere, at Deres klient som følge af varetægtsfængslingen blev opsagt den 1. september 2006.

Et eventuelt erstatningsbeløb for tabt arbejdsfortjeneste vil dog skulle nedsættes til halvdelen af det opgjorte beløb som følge af den af Deres klient udviste egen skyld, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Der henvises til det ovenfor anførte.
...«

Efter at have modtaget den ønskede dokumentation traf statsadvokaten den 8. marts 2008 afgørelse vedrørende kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I afgørelsen er det bl.a. anført:

»...
Jeg kan i medfør af retsplejelovens § 1018 a tilbyde Deres klient en erstatning på 164.143,84 kr. for tabt arbejdsfortjeneste.

Erstatningsbeløbet vedrører perioden mellem den 1. september 2006 og den 4. oktober 2007, hvor Deres klient blev løsladt. Jeg kan anerkende, at Deres klients månedslån kan opgøres til 25.000 kr.
Det tildelte erstatningsbeløb er opgjort således:
1. september 2006-30. september 2007
(13 x 25.000 kr.) =325.000,00 kr.


1. oktober 2007-4. oktober 2007
((300.000/365) x 4) =3.287,67 kr.


Deres klient har således haft en tabt arbejdsfortjeneste på 328.287,67 kr. i denne periode. Som anført i min afgørelse af 27. februar 2008 skal et erstatningsbeløb for tabt arbejdsfortjeneste imidlertid nedsættes til halvdelen af det opgjorte beløb som følge af den af Deres klient udviste egen skyld, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Der henvises herved til min afgørelse af 27. februar 2008.
Erstatningsbeløbet for tabt arbejdsfortjeneste udgør herefter 164.143,84 kr.
...«

Ved brev af 25. marts 2008 påklagede E statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten, som traf afgørelse i sagen den 24. juni 2008. I afgørelsen hedder det bl.a.:

»...
Jeg kan herefter meddele, at jeg er enig med statsadvokaten, og at jeg derfor ikke finder grundlag for at yde Deres klient yderligere erstatning eller for at tildele Dem salær. Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på de samme forhold, som statsadvokaten har anført som begrundelse for sin afgørelse.
Jeg skal endvidere bemærke følgende:

1. Forhøjelse af den takstmæssige erstatning

De har i klagen fastholdt, at den takstmæssige erstatning for frihedsberøvelsen skal opgøres som 6 gange normaltaksten. Til støtte herfor, har De anført, at Deres klient har siddet varetægtsfængslet i lang tid, at tiltalen angik drab på hendes mor, at efterforskningen ensidigt omhandlede Deres klient og ikke også hendes far, at Deres klient alene fik besøg af sine børn en halv time ugentligt og at Deres klient ikke deltog i begravelsen af sin mor. De har endvidere henvist til pressedækningen af sagen.

Jeg skal i den anledning meddele, at jeg er enig med statsadvokaten i, at der ikke er grundlag for at forhøje erstatningen ud over den forhøjelse på 100 % pga. tiltalen for drab, som statsadvokaten allerede har foretaget. Jeg kan henholde mig til statsadvokatens begrundelse herfor.

Jeg skal endvidere bemærke følgende:

Jeg kan lige som statsadvokaten henvise til U 1997.776 H, hvor Højesteret udtalte at:

»Medmindre ganske særlige forhold kan begrunde en fravigelse, skal den samlede godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, for posterne »lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold« ydes i overensstemmelse med de administrativt fastsatte, årligt regulerede takster, som efter Højesterets opfattelse er passende.«

Jeg finder ikke, at det, De har anført som begrundelse for kravet, udgør sådanne ganske særlige forhold, at der er grundlag for en yderligere forhøjelse af den takstmæssige erstatning.

Jeg har herved lagt vægt på følgende:

Ad varetægtsfængslingens varighed

Deres klient blev anholdt 29. juli 2006 og løsladt 4. oktober 2007.

Under hensyn til sagens karakter finder jeg ikke, at frihedsberøvelsen har haft en urimelig lang varighed.
Jeg skal herunder henvise til brev af 16. marts 2007 fra Dem til Vestre Landsret, hvor De oplyste, at Deres kalender var optaget i foråret, og at De havde drøftet muligheden for et forsvarerskift med Deres klient med henblik på berammelse før sommerferien, men at Deres klient ønskede, at De fortsatte som forsvarer, uanset at dette sandsynligvis ville medføre forlængelse af varetægtsfængslingen.

Ad tiltalen

Det forhold, at tiltalen angik drab på Deres klients mor, udgør ikke efter min opfattelse en sådan ganske særlig omstændighed, som kan begrunde en yderligere forhøjelse af den takstmæssige erstatning.
Statsadvokaten har forhøjet den takstmæssige erstatning for frihedsberøvelsen med 100 %, fordi sagen drejede sig om drab, hvilket er sket i medfør af de administrative retningslinier i afsnit 1.f. i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 1/2006 og nr. 1/2007. I disse retningslinier foretages der ikke en sondring på baggrund af forholdet mellem den sigtede og den forurettede. I alle sager om drab forhøjes standardtaksten med 100 %.
Det skal i øvrigt bemærkes, at i mange drabssager er gerningspersonen i familie med offeret. Det er således ikke nogen ekstraordinær omstændighed, at den tiltalte i en drabssag er i familie med den forurettede.

Ad efterforskningen

De har anført, at efterforskningen ensidigt omhandlede Deres klient, idet Deres klients far ikke blev varetægtsfængslet, og idet der ikke blev foretaget efterforskning på baggrund af Deres klients forklaring om, at hendes far havde været iført en blå pyjamas på gerningstidspunktet.

Jeg er ikke enig i dette.

Det fremgår således af sagen, at Deres klients far blev fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for drab og med begæring om varetægtsfængsling. Retten fandt alene grundlag for at opretholde anholdelsen i 3 gange 24 timer, for at politiet kunne foretage yderligere undersøgelser af blandt andet Deres klients fars tøj. Anklagemyndigheden kærede kendelsen med påstand om varetægtsfængsling. Landsretten stadfæstede kendelsen.

En undersøgelse af Deres klients fars tøj viste, at der ikke var blodspor på tøjet, hvorefter han blev løsladt.
Det fremgår endvidere af sagen, at politiet ved ransagning på gerningsstedet specifikt søgte efter den pågældende pyjamastrøje. Jeg kan herved henvise til Politimesteren i Aalborgs anmodning om assistance til ransagning, jf. ekstrakten s. 119, og til de taktiske oplysninger, som lå til grund for den kriminaltekniske gerningsstedsundersøgelse, jf. ekstrakten s. 80.

Det fremgår i øvrigt også af sagen, at der er foretaget en række efterforskningsskridt specifikt rettet mod Deres klients far. Bl.a. er hans person og hans beklædning undersøgt, hans telefon er blevet aflyttet i en periode, hans computere er blevet undersøgt, og hans økonomiske forhold er blevet undersøgt.
Jeg finder herefter ikke grund til antage, at politiets efterforskning har været ensidigt fokuseret på Deres klient.

Ad besøg

Jeg finder ikke, at der foreligger sådanne ganske særlige forhold i forbindelse med afvikling af besøg hos Deres klient under dennes varetægtsfængsling, at det giver anledning til en yderligere forhøjelse af den takstmæssige erstatning.

Jeg har herved lagt vægt på følgende:

Deres klient var varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, altså af hensyn til kollusionsfare, hvorfor det var nødvendigt for at opfylde formålet med varetægtsfængslingen, at besøg foregik overvåget, jf. retsplejelovens § 771.

Det fremgår af sagen, at Deres klient under varetægtsfængslingen havde et ugentligt besøg af sine børn af en halv times varighed. Besøgene blev overvåget.

Ved brev af 6. juli 2007 meddelte statsadvokaten, at besøgskontrollen blev ophævet for så vidt angår Deres klients børn. Det fremgår af et brev af 18. juli 2007 fra arrestforvareren, at alle indsatte, der havde ret til ukontrolleret besøg, havde ret til en times besøg pr. uge.

Østre Landsret har i U.1995.547 Ø anført følgende:

»Selvom besøgs- og brevkontrol må anses som strafprocessuelle tvangsindgreb, der er omfattet af retsplejelovens § 1018 b, findes de som mindre indgribende foranstaltninger end isolation ikke i almindelighed at kunne begrunde forhøjet godtgørelse i anledning af uberettiget varetægtsfængsling. For personer, der varetægtsfængsles i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, må besøgs- og brevkontrol anses som et nødvendigt akcessorium til varetægtsfængslingen for at denne kan opfylde sit formål.«
Det fremgik af bekendtgørelsen nr. 897 af 6. november 2003 om ophold i varetægt § 40, stk. 1, at besøgstiden ikke måtte være kortere end en halv time (se nu bekendtgørelse nr. 738 af 25. juni 2007).

For så vidt angik varetægtsarrestanter, som var isoleret efter rettens bestemmelse, fremgik det af § 40, stk. 2, at disse burde have tilladelse til udvidet besøg, jf. § 84. Ifølge § 84 omfattede den udvidede besøgsadgang for isolerede mindst et ugentlig besøg af mindst en times varighed.

Deres klient var ikke isoleret. Det var således i overensstemmelse med minimumskravene i den ovennævnte bekendtgørelse, at hun havde besøg af sine børn en gang ugentligt af en halv times varighed.
Jeg finder herefter ikke, at det forhold, at der var besøgskontrol, eller besøgenes varighed kan begrunde en yderligere forhøjelse af den takstmæssige erstatning.

Ad nægtelse af udgang til begravelse

Det fremgår af sagen, at Politimesteren i Aalborg ved brev af 7. august 2006 nægtede Deres klient samtykke til udgang til moderens begravelse. Statsadvokaten tiltrådte politimesterens afgørelse den 8. august 2006. Begrundelsen var dels, at det ville stride mod retsfølelsen, at Deres klient, som ifølge by- og landsrettens kendelser var begrundet mistænkt for drabet, skulle deltage i begravelsen, dels at Deres klient ikke skulle have lejlighed til at påvirke de vidner, der som familiemedlemmer måtte antages at være tilstede ved begravelsen.

Afgørelserne var truffet i medfør af retsplejelovens § 771, stk. 2, hvoraf det fremgår, at når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens ledelse med politiets samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

Jeg finder, at det allerede under hensyn til varetægtsfængslingens formål, jf. herom ovenfor, var berettiget at nægte samtykke til den pågældende udgang, og jeg finder herefter, at den gene, som afgørelsen må have medført, er kompenseret ved den takstmæssige erstatning for frihedsberøvelsen, som statsadvokaten har ydet, jf. princippet i den ovennævnte dom U.1995.547 Ø.

Ad pressedækning

Det medfører i almindelighed ikke forhøjet erstatning for frihedsberøvelse eller andre indgreb, at sagen har været omtalt i pressen med nævnelse af sigtedes navn, jf. U1980.731 H og Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-99, bd. 2 s. 76 ff.

Der er ikke oplyst omstændigheder, som giver mig anledning til at fravige dette udgangspunkt.
Jeg skal i øvrigt bemærke, at baggrunden for den standardmæssige forhøjelse af den takstmæssige erstatning med 100 %, som finder sted i drabssager, er den særlige belastning, som erstatningsansøgeren udsættes for under en drabssag, herunder pressens særlige interesse for disse sager.

2. Egen skyld

Jeg er som anført enig med statsadvokaten i, at Deres klient til dels selv er skyld i frihedsberøvelsen, og at skyldfordelingsgraden passende kan ansættes til halvdelen, således at erstatningen nedsættes tilsvarende, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

De har anført, at statsadvokaten ved sin afgørelse om egen skyld har henvist til de samme momenter, som blev fremdraget under domsforhandlingen, og som landsretten har gjort op med ved den frifindende dom.
Statsadvokaten anførte følgende begrundelse for sin afgørelse om egen skyld:

»Jeg har herved lagt vægt på, at Deres klient stak af fra gerningsstedet uden at ringe 112, at hun herefter gik eller løb 3,5 km til sin bopæl, hvor hun tog sit blodige tøj af og placerede det i en sæk bagved en tørretumbler, at hun herefter forsøgte at gå i bad men blev forhindret heri af politiets ankomst til bopælen, at hun udpegede det forkerte tøj for politiet, og at hun angav, at nogle blodstænk på hendes arm hidrørte fra en hudafskrabning, selvom det senere viste sig, at blodet stammede fra den dræbte.

Det er herefter min opfattelse, at Deres klient har udvist en sådan mistankepådragende adfærd, at det må have stået hende klart, at en påregnelig følge af denne adfærd ville være at blive anholdt og varetægtsfængslet. Jeg har derfor fundet grundlag for at nedsætte den takstmæssige torterstatning for frihedsberøvelsen.«

Det fremgår ikke af landsrettens dom eller de i øvrigt foreliggende oplysninger, at de forhold, som statsadvokaten har lagt vægt på ved vurderingen af egen skyld, ikke efter frifindelsen kan lægges til grund som kendsgerninger vedrørende Deres klients adfærd.

Deres klient har ved sin forklaring i grundlovsforhøret selv bekræftet disse oplysninger, bortset fra oplysningen om blodstænkene på hendes arm. Hun forklarede således, at hun, efter at faderen havde stukket moderen med en kniv, tænkte på at hente hjælp hos naboen, men at hun blev opmærksom på, at hendes tøj var fuld af blod og blev bange for at få skylden og herefter løb hjem til sin bopæl. Da hun var kommet hjem, tog hun sit tøj af og smed det i en sort sæk, som hun placerede i bryggerset. Hun ville herefter tage bad for at vaske moderens blod af sig. Det var også i hendes tanker at ringe til alarmcentralen. Herefter kom politiet, og hun blev anholdt. Da politiet bad hende påvise det tøj, hun havde haft på, viste hun dem noget andet tøj end det med blod på.

Oplysningen om blodstænkene på armen stammer fra en politiassistent, som deltog i anholdelsen af Deres klient, og som i en rapport har anført, at Deres klient i forbindelse med anholdelsen overfor ham først forklarede, at det blod, som hun havde på armen, var afværgelæsioner eller hudafskrabninger. Efterfølgende forklarede hun, at det var hendes mors blod, jf. ekstrakten s. 6. Politiassistenten afgav også forklaring herom under domsforhandlingen, jf. retsbog af 25. september 2007. Ved en lægelig undersøgelse af Deres klient kort efter anholdelsen forklarede hun, at hun havde sin mors blod på armen, jf. ekstrakten s. 414. En DNA-undersøgelse bekræftede, at Deres klient havde sin mors blod på armene, jf. ekstrakten s. 151 ff.
Jeg finder det herefter fuldt berettiget, at statsadvokaten har lagt vægt på de ovennævnte omstændigheder, og jeg er som anført enig i, der på den baggrund er grundlag for at nedsætte erstatningen i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

De har endvidere henvist til dommene TfK 2004.198 og U2004.333 H, hvor der efter et konkret skøn ikke skete nedsættelse af erstatningen i medfør af § 1018 a, stk. 3, uanset ansøgeren i den ene sag havde ændret sin forklaring, og uanset ansøgerne i den anden sag havde udvist uforsigtighed ved at flygte fra politiet m.v.

Afgørelsen af, om der foreligger egen skyld, træffes efter et konkret skøn på baggrund af de foreliggende omstændigheder, og efter min opfattelse er der ikke tale om noget sammenfald mellem omstændighederne i de anførte domme og i den foreliggende sag, hvorfor jeg ikke på den baggrund finder anledning til at ændre statsadvokatens afgørelse.

Det bemærkes i øvrigt, at forarbejderne til retsplejelovens kapitel 93 a anfører vaklende og usandfærdige forklaringer samt unddragelsesforsøg som typeeksempler på omstændigheder, som kan begrunde egen skyld, jf. betænkning nr. 801/1977, s. 32.

De har endvidere henvist til U1987.59 Ø, hvor en ansøger i forbindelse med en sag om berigelseskriminalitet blev tildelt en erstatning svarende til det dobbelte af den takstmæssige erstatning for frihedsberøvelse.

Efter min opfattelse kan heller ikke den dom sammenlignes med omstændighederne i den foreliggende sag.
Det fremgår således af dommen, at ansøgeren var tiltalt i en omfattende sag om bedrageri og underslæb, og at han blev frifundet, efter at sagen havde verseret i to instanser og gennem mere end to år. Da han kun havde været varetægtsfængslet i ca. 4 måneder, fandt landsretten ikke, at den takstmæssige erstatning for frihedsberøvelsen ydede ansøger kompensation i rimeligt omfang under hensyn til sigtelsernes meget alvorlige karakter og straffesagens uhyre omfang, hvorfor han blev tilkendt en erstatning på 80.000 kr. svarende til det dobbelte af den takstmæssige erstatning for frihedsberøvelsen.

Dommen er i øvrigt også afsagt forud for afgørelsen i U1997.776 H, som jeg har henvist til ovenfor.

3. Tabt arbejdsfortjeneste

De har, som jeg forstår Dem, gjort gældende, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke kan nedsættes i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

De har i den forbindelse endvidere anført, at bortvisningen af Deres klient fra hendes arbejde ikke var en påregnelig følge af hendes egen adfærd.

Som anført er jeg enig med statsadvokaten i, at der foreligger egen skyld, og at erstatningen skal nedsættes med halvdelen i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Det gælder også erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste.

Det fremgår således af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, at bestemmelsen omfatter erstatning for både økonomisk og ikke-økonomisk skade.

Det fremgår af § 1018 a, stk. 3, at virkningen af egen skyld er, at erstatningen bortfalder eller nedsættes.
Hvis erstatningen skal nedsættes i medfør af § 1018 a, stk. 3, gælder nedsættelsen altså både økonomisk og ikke-økonomisk skade, som er forvoldt ved frihedsberøvelsen.

Jeg skal bemærke, at det efter min opfattelse var en påregnelig følge af Deres klients ovenfor beskrevne adfærd, at hun blev frihedsberøvet, og jeg finder endvidere, at det var en påregnelig følge af frihedsberøvelsen, at hun blev bortvist fra sit arbejde.
...«

Der er til brug sagen indhentet udtalelser vedrørende E fra praktiserende psykolog P og egen læge, praktiserende læge, L.

Psykolog P har i en udtalelse af 20. maj 2009 anført følgende:

»...
Min vurdering er, at E pga. såvel oplevelsen med moren som opholdet i arresten har pådraget sig en belastningsreaktion.

Hun udviser symptomer på PTSD, angst, emotionel ustabilitet og identitetsforvirring. Hun udviser såvel fysiske som mentale symptomer: depressive og ængstelige, opmærksomheds- og koncentrationsproblemer, træthedsfornemmelser, søvnproblemer, humørsvingninger, mareridt og flash-backs.

Dette skal ses sammen med en ustabil opvækst og ungdomsliv.

Jeg vurderer, at E's tilstand er i bedring, men stadig ustabil, idet hun nogle dage - eller timer - har det godt, men tilstanden kan pludselig skifte radikalt.

Jeg vurderer, at tilstanden p.t er for ustabil til at E kan magte store og vedholdende krav og forventninger, mens hun samtidig viser, at hun indimellem kan udrette en del, når hun selv kan regulere tid og sted.
Jeg vurderer, at E ikke selv er stabil vedr. vurdering af sin egen situation, idet hun svinger mellem troen på, at hun kan klare et fuldtidsjob, og oplevelsen af magtesløshed og tristhed omkring fremtiden.

Jeg vurderer dog samtidig, at E har mange ressourcer, og at hun er meget handlekraftig - måske somme tider for hurtig i forhold til, hvad hun faktisk magter. Hun er selv i gang med tanker vedr. jobsøgning, men det virker usikkert, om hun faktisk er parat til at bestride et fuldtidsarbejde. Som hendes situation er nu, kan hun lægge sig, når hun er træt, ligesom hun selv bestemmer, hvad og hvornår, hun har overskud til at præstere noget.

Jeg vurderer, at E i løbet af foråret har fået det bedre, men at hendes problematikker langt fra er afklaret. Min anbefaling vil være stabil terapi over en lang periode, idet såvel sorgen over alt det tabte, PTSD-reaktionen og de identitets- og personlighedsproblematikker, der ses i forbindelse med de kritiske hændelser, kræver langvarig psykoterapi, hvis stabilitet skal opnås.

Dette arbejde kan foregå samtidig med en tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg anbefaler dog, at tiltag i denne retning foregår i roligt tempo.
...«

I en udtalelse af 12. juni 2009 fra praktiserende læge L hedder det bl.a.:

»...
Jeg er pr. brev af 03.06.09 blevet anmodet om udtalelse af, hvilke konsekvenser E's fængselsophold på 14 mdr. har haft på patienten både psykisk og fysisk. E er velkendt i klinikken. Kommer til antabus-behandling 2 gange i ugen og møder stabilt op. E har også før fængslingen været, som hun selv beskriver, et noget nervøst gemyt, og har tidligere haft samtaler med psykolog. Efter fængslingen havde patienten det åbenlyst meget dårligt rent psykisk, hvorfor jeg henviste hende til psykologbehandling. Måtte ophøre med dette af økonomiske årsager. Jeg har selv kun haft få dybere samtaler med E og har således svært ved at udtale mig om varetægtsfængslingens påvirkning af E's psyke, men E fortæller selv, at hun føler mere angst og uro, hvilket jeg kan bekræfte. E er uddannet lærer og klarede læreruddannelsen på 4 år med gode karakterer, på trods af at hun var halvtids enlig mor med 2 børn. E har ikke kunnet anvende sin uddannelse på grund af hele sagen og fængslingen. Har forsøgt at videreuddanne sig, men har måttet opgive dette. Fortæller selv, at hun har haft svært ved at koncentrere sig og huske. Har måttet opgive dette studie. E fortæller også, at hun har et stort søvnbehov og flere humørsvingninger.

Konklusivt kan jeg sige, at jeg finder E præget af måske mere nervøsitet og rastløshed. Også usikkerhed omkring fremtiden - arbejde, økonomi.

En nærmere udtalelse omkring patientens psyke bør rekvireres fra patientens psykolog.
...«

Der har for retten endvidere bl.a. været foretaget dokumentation af E og F's forklaringer til politirapport og i retten og af politirapporter optaget den 29. juli 2006 af de betjente, der kl. 3.35 og 3.55 ankom henholdsvis til E's bopæl og drabsstedet.

Forklaringer:

E har forklaret, at hun ikke forsøgte al gemme sækken med det blodige tøj i bryggerset. Som forklaret under nævningesagen var hun bange for, at hendes børn skulle finde og se tøjet. Foreholdt at hun til politiet skulle have forklaret, at hun havde svært ved at græde over sin mors død, har hun forklaret, at hun flere gange spurgte den kriminalassistent, der afhørte hende, om hendes mor var død. Kriminalassistenten ville først ikke besvare hendes spørgsmål, men til sidst fik hun at vide, at moderen var død. Hun begyndte da at ryste over hele kroppen og var meget chokeret, og det var i den forbindelse hun sagde, at hun ikke en gang kunne græde. Hun var selv overrasket over sin reaktion. Da hun fik oplæst sin forklaring, bad hun kriminalassistenten ændre rapporten på dette punkt, da det, der stod, var misvisende. Hun opholdt sig under hele varetægtsfængslingen i Aalborg Arrest, bortset fra de 8 uger hun blev mentalundersøgt. Opholdet i arresten var belastende bl.a. på grund af fængselspersonalets behandling af hende. Hun blev talt ned til, og på et tidspunkt var der en fængselsfunktionær, der spyttede på hende i forbindelse med, at hun bad om at blive tilset af en læge på grund af et angstanfald. Som led i kontrollen af de indsattes misbrug måtte hun afgive urinprøve under ydmygende forhold. På grund af mange angstanfald udviklede hun også i arresten et heroinmisbrug, da heroinen for en tid kunne hjælpe hende til at slappe af. Hun er i dag ude af dette misbrug. Som den eneste i arresten foregik hendes børns besøg under varetægtsfængslingen på politigården, og det var kriminalassistenterne KA1 og KA2, der deltog under besøgene. Hendes forhold til de to var anstrengt, og under køreturen til og fra besøgene kommenterede de bl.a. hendes breve og gjorde nar af hende. Hun ville derfor have foretrukket at se børnene i besøgslokalerne i arresten. På et tidspunkt brød hun sammen, da hun opdagede, at det i arresten kun var hende, der så sine børn ½ time ugentligt. KA2 sagde da til hende, at hun for at se sine børn mere bare skulle tilstå. Efter at hendes forsvarer havde indgivet klage over KA1, blev hendes forhold til de to endnu dårligere. På et tidspunkt i forbindelse med et besøg på politigården smækkede KA2 bildøren i over hendes skinneben, da hun var ved at stige ud af bilen, og senere sagde han også til hende, at hun »fandme var dygtig«. Hun fik i begyndelsen stor opbakning af størstedelen af sine søskende, men efterhånden som tiden gik, ebbede støtten ud. Hun har af sin tidligere ægtefælle, Æ, fået at vide, at politiet over for bl.a. hendes søskende gav udtryk for, at de vidste, hun var skyldig, og D og S blev også påvirket af deres far. Efter frifindelsen flyttede hun tilbage til adressen i - - -, hvor hun fortsat bor. Hendes far bor også stadig på ejendommen - - -. Mens hun var fængslet, boede børnene hos Æ. Ved løsladelsen flyttede de tilbage til hende, hvor de siden har boet. Det første halve år efter frifindelsen kunne hun slet ingenting overskue, og hun blev sygemeldt. Forud for skolestarten i 2008 søgte hun flere stillinger, som hun alle fik afslag på. Hun fik af én af skolelederne direkte at vide, al han på grund af sagen ikke turde ansætte hende. Hun har også forsøgt at videreuddanne sig, men da hendes hukommelse og koncentrationsevne er for dårlig til at gennemføre en uddannelse, har hun måttet opgive. Efter sagen er hendes søvnbehov blevet meget stort, og i perioder må hun sove i løbet af dagen. Hun modtager i dag understøttelse, som netto udgør 10-11.000 kr. om måneden. Hun har svært ved at klare sig for dette beløb, og på grund af hendes økonomi har hun måttet indstille psykologsamtalerne. Det beløb, hun allerede er tilkendt i erstatning, blev i det væsentlige brugt til at betale den gæld, hun havde oparbejdet under varetægtsfængslingen. Hun har herudover kun brugt penge på en weekend-tur til London og en konfirmationsfest til sin datter. Hendes tilstand i dag er i øvrigt meget svingende. I perioder har hun kampgejst, men hun bliver også ind imellem overvældet af bitterhed over, at faderen ikke er fængslet. Når hun møder nederlag, har hun svært ved at holde humøret højt. Hendes ældste datter A går også til psykolog på grund af sagen.

Procedure:

Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand anført, at E ved statsadvokatens afgørelse, der er tiltrådt af Rigsadvokaten, er meddelt godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold i overensstemmelse med de takster, der er udarbejdet af Rigsadvokaten vedrørende drabssager, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 1. Taksten for frihedsberøvelser i sager om bl.a. drab er forhøjet med 100 %, da sådanne frihedsberøvelser på grund af sigtelsens alvorlige karakter generelt anses for at være særligt belastende. Taksterne anvendes for at afbøde vilkårlighed, da den ikke-økonomiske skade vanskeligt lader sig opgøre, og efter retspraksis kræves der ganske særlige omstændigheder for at fravige taksterne. Det er E, der som erstatningssøgende har bevisbyrden for, at taksterne skal forhøjes ud over det, der allerede er sket som følge af sigtelsens karakter, og denne bevisbyrde er efter det foreliggende ikke løftet. Som anført i både Rigsadvokatens og statsadvokatens afgørelser kan de forhold, der påberåbes af E, ikke medføre en forhøjelse af taksterne, og anklagemyndigheden kan i det hele henholde sig til det, der i disse afgørelser er anført som begrundelse herfor. Vedrørende E's begrænsede kontakt til sine børn under varetægtsfængslingen har det utvivlsomt været meget belastende for hende, men der foreligger ikke af den grund ganske særlige omstændigheder. E er ikke retsstridigt blevet nægtet besøg, og for så vidt angår besøgenes indhold er hovedparten af E's klagepunkter over den kriminalassistent, der bl.a. overvågede besøgene, tilbagevist. Som også anført af Rigsadvokaten og statsadvokaten kan besøgskontrollen, der var nødvendig for at opfylde formålet med varetægtsfængslingen, heller ikke begrunde en forhøjet godtgørelse, og hvad angår spørgsmålet om E's deltagelse i sin mors begravelse, er det helt sædvanligt at nægte en arrestant tilladelse til at deltage i begravelsen af den person, den pågældende er sigtet for at have dræbt. Pressedækningen af sagen har været massiv, men der er ikke efter bevisførelsen grundlag for at antage, at E har været mere påvirket heraf end andre i en tilsvarende situation. Den særlige belastning, som den standardmæssige forhøjelse af den taktsmæssige erstatning skal dække, omfatter også den belastning, som pressens særlige interesse for disse sager udgør. Det bestrides, at politiets efterforskning i sagen har været ensidig. F blev også forsøgt varetægtsfængslet, ligesom der blev foretaget en lang række efterforskningsskridt rettet mod ham. De anmodninger om efterforskningsskridt, der blev fremsat af forsvareren, er alle imødekommet, og der er i det hele taget ikke forhold i sagen, der ikke har været undersøgt. Efterforskningens eventuelle ensidighed er under alle omstændigheder uden betydning for spørgsmålet om godtgørelse til E, da ansvaret efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, er objektivt, og godtgørelse derfor kan kræves, selv om der ikke er handlet culpøst. Højesteret har i den forbindelse i en dom af 12. september 1997 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 1498, slået fast, at det forhold, at en frihedsberøvelse eller en anden straffeprocessuel eller strafferetlig foranstaltning ikke alene har været uberettiget, men har savnet hjemmel og derfor må karakteriseres som ulovlig, ikke i sig selv kan begrunde en forhøjelse i forhold til standardtaksten. Der er endelig ikke på baggrund af de oplysninger, der foreligger om E's psykiske tilstand grundlag for at forhøje godtgørelsen. Kravet på tabt arbejdsfortjeneste bestrides ikke størrelsesmæssigt, bortset fra erstatningen i perioden fra den 1. til den 4. oktober 2007, som skal beregnes som sket af statsadvokaten. E's krav på godtgørelse og erstatning skal endvidere nedsættes med halvdelen som følge af udvist egen skyld som også sket i statsadvokatens og Rigsadvokatens afgørelser, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. De forhold, som man i disse afgørelser har lagt vægt på ved vurderingen af egen skyld, må efter bevisførelsen også lægges til grund som sket. E's forklaring i grundlovsforhøret er bortset fra oplysningen om blodstænkene på hendes arm i overensstemmelse hermed, og hun har også i politirapporter, som hun har underskrevet, forklaret herom. E siger selv, at hun har løjet for at undgå at kaste mistanke på sig selv, og det er derfor svært at begrunde hendes adfærd med en misforståelse eller chokreaktion. Nævningetingets afgørelse er ikke begrundet, og betragtningen om egen skyld kan derfor ikke affærdiges alene som følge af frifindelsen. Afgørelsen om nedsættelse som følge af egen skyld beror på et skøn, men nedsættelse skal i det mindste ske med en tredjedel. Der er herved endvidere taget højde for, at varetægtsfængslingen efter 6. februar 2007, da anklageskrift i sagen blev udarbejdet, ikke kan bebrejdes E. For så vidt angår den beskikkede advokats salær for fremsættelsen af erstatningskravet fastholdes det, at udarbejdelsen af erstatningsopgørelsen ikke har påført ham et væsentligt merarbejde, der kan begrunde salær ud over det, han blev tilkendt som forsvarer for E.

E har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der i denne sag foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at den takstmæssige godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold i drabssager skal forhøjes med 300 %, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 1. Den tort, E har lidt, er bl.a. påvirket af, at det alene er hende, der har været fængslet i sagen, hvilket bl.a. har haft stor betydning for hendes forhold til den øvrige familie. F har endvidere i pressen haft mulighed for at fremkomme med sin version af hændelsesforløbet. Hertil kommer, at hun må leve med, at der aldrig er fundet en gerningsmand i sagen. F må også betragtes som uskyldig, men det må efter bevisførelsen lægges til grund, at han er en mulig gerningsmand i en sådan grad, at E's skyld svækkes. Det må endvidere lægges til grund, at politiets efterforskning i sagen fra begyndelsen har været ensidig og primært rettet mod hende. Ved udløbet af den opretholdte anholdelse forsøgte man således ikke på ny at få F varetægtsfængslet, selv om politiet da havde afhørt et vidne, som støttede E's forklaring om, at hun om natten på sin bopæl var blevet hentet i bil af sin far, og der forelå oplysninger om F's overfald af en pizzamand. Politiet har videre ikke af sig selv foretaget en eneste af de afhøringer, som forsvaret siden anmodede om blev foretaget. Hvis undersøgelsen mod F havde været mere målrettet, ville politiet formentlig bl.a. også have fundet frem til de vidner, der først efter sagens afgørelse er afhørt. Politiet DNA-undersøgte dernæst kun tre af de knive, der blev fundet på gerningsstedet, og før forsvaret fremsatte anmodning herom, havde man ikke til hensigt at indhente teleoplysninger vedrørende F, som man heller ikke ønskede mentalundersøgt. Hvad angår E's manglende deltagelse i moderens begravelse var det alene anklagemyndigheden, der modsatte sig hendes deltagelse, mens familien var indforstået hermed, og F, som da forsat også var sigtet, kunne frit deltage. Den begrænsede kontakt, som E har haft med sin mindreårige børn under den langvarige fængsling, bør også medføre, at godtgørelsen forhøjes ud over det takstmæssige, da det er usædvanligt alene at se sine børn ½ time ugentligt. Politiet har forsøgt at lægge pres på E for at få hende til at tilstå, og der har været et dårligt forhold til de to efterforskere under sagen, hvorfor flere af besøgene er forløbet dårligt. Hun har endvidere endelig mistet sit arbejde, og hun har vanskeligt ved at finde nyt, fordi der fortsat ses skævt til hende. Der skal også ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen tages hensyn hertil. For så vidt angår kravet på tabt arbejdsfortjeneste fastholdes det, at erstatningen for perioden 1. til 4. oktober 2007 skal opgøres som sket af hende. Der er dernæst ikke grundlag for at nedsætte kravet på erstatning og godtgørelse i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, som følge af udvist egen skyld. E har ikke selv sagt, at hun har løjet over for politiet, men hun har forklaret, at hun var forvirret, og det må antages, at der opstod en misforståelse ved hendes udpegning af tøjet. Spørgsmålet om, hvorvidt sækken blev skjult af E var også fremme under nævningesagen, hvor hun blev frifundet, og det kan heller ikke under denne sag lægges til grund, at sækken blev gemt. Med hensyn til blodstænkene på armen har hun ikke afgivet skiftende forklaringer. Selv om nogle af de forhold, der ifølge anklagemyndigheden fører til nedsættelse af kravet, må lægges til grund, fremgår det af forarbejderne til retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, at erstatning og godtgørelse ikke bør udelukkes eller nedsættes, hvor det udviste forhold må antages at være foranlediget af frygt, forvirring eller undskyldelig misforståelse. E var bange og handlede ikke rationelt, men i lyset af begivenhederne i forældrenes hjem er det kun naturligt, at hun ikke ringede fra telefonen i huset, men ville væk fra stedet. Hun forsøgte i den forbindelse ikke at flygte, men gik hjem til sig selv. Ambulancefolkenes forklaringer støtter også, at det forholdt sig sådan. Hun kan derfor ikke bebrejdes disse forhold, der fandt sted ganske kort tid efter gerningen, i en sådan grad, at hendes krav på godtgørelse og erstatning skal nedsættes. E's reaktion er i det hele ikke mere mistænkelig end faderens reaktion. E har endvidere ikke nægtet at udtale sig under sagen eller afgivet skiftende eller vaklende forklaringer. Hertil kommer, at E under alle omstændigheder alene på grund af det blodige tøj og sagens øvrige omstændigheder må antages at ville være blevet varetægtsfængslet. For så vidt angår spørgsmålet om salær er der ved de udarbejdede erstatningsopgørelser ikke alene krævet godtgørelse efter taksterne, og arbejdet forbundet med fremsættelsen har været større end sædvanligt og bør derfor honoreres ud over det tillagte forsvarersalær i forhold til den anvendte tid.

Rettens begrundelse og afgørelse:


Efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, har den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet i anledning af en strafferetlig forfølgning, krav på erstatning for den derved tilføjede skade, såfremt påtale opgives eller tiltalte frifindes, uden at dette er begrundet i, at pågældende findes utilregnelig. Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.
Efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, kan erstatning nedsættes eller nægtes, såfremt den sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne.

Vedrørende kravets størrelse.

Ved statsadvokatens og senere Rigsadvokatens afgørelser er E's krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade (lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse af stilling og forhold) fastsat i overensstemmelse med de gældende administrativt fastsatte takster. Da der har været tale om en sag om drab, og da frihedsberøvelsen derfor på grund af sigtelsens alvorlige karakter generelt anses for at være særligt belastende, er taksten forhøjet med 100 %. Den samlede godtgørelse er herefter opgjort til 571.600 kr., hvortil kommer kravet på tabt arbejdsfortjeneste.
Ved Højesterets dom af 24. marts 1997, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 776, er det fastslået, at den samlede godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, for posterne lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold skal ydes i overensstemmelse med de administrativt fastsatte, årligt regulerede takster, som efter Højesterets opfattelse er passende. Ved afgørelsen er det endvidere fastslået, at der skal foreligge ganske særlige forhold, for at der kan ske en fravigelse af taksterne.

Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at fastslå, at efterforskningen i drabssagen har været tilrettelagt eller gennemført på en sådan måde, at der som følge heraf foreligger sådanne ganske særlige forhold, der taler for en fravigelse af taksterne. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at E under varetægtsfængslingen har været behandlet på en måde, der kan føre til en fravigelse af taksterne.

E sad varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, og var af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed underlagt besøgs- og brevkontrol efter retplejelovens § 771, stk. 1.

Omfanget af de besøg, som E havde ugentligt indtil den 6. juli 2007, da besøgskontrollen blev ophævet, var endvidere i overenstemmelse med minimumskravene i den daværende bekendtgørelse om ophold i varetægt. Besøgs- og brevkontrollen må under disse omstændigheder anses som et nødvendigt accessorium til varetægtsfængslingen og kan ikke i sig selv begrunde en forhøjet godtgørelse.
Også afgørelsen truffet i medfør af retsplejelovens § 771, stk. 2, om, at E blev nægtet udgang til moderens begravelse, må anses som et accessorium til varetægtsfængslingen og kan ikke i sig selv begrunde en forhøjelse af godtgørelsen.

Heller ikke den betydelige mediedækning af sagen, som endvidere ikke kan antages at bero på politiets eller anklagemyndighedens forhold, eller det oplyste om de gener, som fængslingen har påført E, udgør sådanne ganske særlige omstændigheder, at dette i sig selv kan begrunde en forhøjelse af godtgørelsen.
På denne baggrund, og da der heller ikke efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder - herunder navnlig varigheden af varetægtsfængslingen sammenholdt med den i perioden meget begrænsede kontakt til børnene - er tilstrækkeligt grundlag for at forhøje godtgørelsen ud over den allerede skete forhøjelse på 100 %, fastsættes godtgørelsen herefter til 571.600 kr.

Med tillæg af kravet på tabt arbejdsfortjeneste på 328.333 kr. opgøres den samlede godtgørelse og erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, herefter til 899.933 kr.

Vedrørende spørgsmålet om kravets nedsættelse som følge af egen skyld.

E forlod gerningsstedet og tog til sin bopæl, uden at hun kontaktede alarmcentralen eller i øvrigt søgte hjælp. Det lægges videre til grund, at hun på bopælen tog sit blodige tøj af og smed det i en sæk, som hun anbragte i bryggerset bag en tørretumbler, og at hun var på vej i bad for at vaske blodet af sig, da politiet ankom. Da politiet bad hende om at påvise det tøj, som hun havde haft på, viste hun endvidere politiet noget andet tøj end det blodige tøj. E har navnlig herved udvist en adfærd, som gav politiet anledning til at mistænke hende.

E forklarede i grundlovsforhøret, at hun nærmest var i chok, og om tøjet forklarede hun, at hun viste politiet noget andet tøj end det blodige tøj, »idet der gik panik i hende«. Hendes forklaring herom støttes til dels af ambulancemedarbejdernes observationer, hvorefter E, da hun passerede ambulancen, nærmest var i en trancelignende tilstand. Det er herefter sandsynligt, at E's mistankepådragende adfærd, der foregik kort tid efter begivenhederne i forældrenes hus, i hvert fald til dels kan have været udslag af forvirring og frygt fremkaldt af situationen.

På denne baggrund, og da varetægtsfængslingen for tiden efter 6. februar 2007, da anklageskriftet forelå, ikke skyldes forhold, som kan bebrejdes E, findes der sammenholdt med sagens særlige omstændigheder i øvrigt ikke fornødent grundlag for at fastslå, at E selv har givet anledning til frihedsberøvelsen i en sådan grad, at erstatningen og godtgørelsen skal nedsættes i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.
E's påstand vedrørende godtgørelse og tabt arbejdsfortjeneste tages herefter til følge med 449.990 kr. med tillæg af renter som nedenfor bestemt, idet der herved er sket fradrag for de beløb, der allerede er udbetalt af anklagemyndigheden.

Vedrørende salær for opgørelsen af erstatningskravet.

Det må efter det foreliggende antages, at opgørelsen af erstatningskravet for varetægtsfængslingen har været forbundet med et merarbejde, der ikke kan anses for dækket af det tilkendte forsvarersalær. På baggrund af det oplyste tidsforbrug fastsættes salæret til advokat Michael Juul Eriksen for opgørelsen af erstatningskravet herefter til 2.900 kr. med tillæg af moms, der betales af statskassen.

Thi kendes for ret:


Anklagemyndigheden skal inden 14 dage til E betale 449.990 kr. med tillæg af procesrenter fra den 7. november 2007.

Der tillægges advokat Michael Juul Eriksen et salær på 2.900 kr. med tillæg af moms. Salæret betales af statskassen.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.

Vestre Landsrets dom:

Retten i Aalborg har den 25. juni 2009 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Påstande:
Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.

Boet efter E har påstået erstatningen forhøjet i overensstemmelse med den for byretten nedlagte påstand.
Parternes anbringender:

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Spørgsmålet om størrelsen af kravet på godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at det ikke er godtgjort, at der foreligger sådanne ganske særlige forhold, - der som fastslået af Højesteret i dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 side 776 - kan begrunde en fravigelse fra de sædvanlige takster for godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.

Spørgsmålet om nedsættelse af erstatningen på grund af egen skyld.

Landsretten lægger vedrørende dette spørgsmål de samme forhold til grund, som statsadvokaten har lagt vægt på i sin afgørelse af 27. februar 2007, som Rigsadvokaten i sin afgørelse af 25. marts 2008 har tiltrådt. Dog findes det, efter det, der er anført i politirapporten af 29. juli 2006, side 3, 3. afsnit, om E's forklaring vedrørende det blod, der blev fundet på hendes højre underarm, at måtte lægges til grund, at hun selv efterfølgende forklarede, at der var tale om hendes mors blod.

Landsretten finder imidlertid ikke, at det i situationen den 29. juli 2006 om natten, hvor E umiddelbart forinden havde overværet drabet på sin moder, kan bebrejdes hende, at hun forlod gerningsstedet og gik eller løb til sit hjem ca. 3,5 km væk, hvor hendes mindreårige børn befandt sig. Heller ikke det forhold, at hun ikke, inden hun - kort efter sin ankomst til hjemmet - blev anholdt, ringede til alarmcentralen eller i øvrigt søgte hjælp, findes under de nævnte omstændigheder at kunne bebrejdes hende. Landsretten finder endvidere ikke, at det kan bebrejdes hende, at hun herefter tog sit blodige tøj af, eller at hun ville tage et bad.
Landsretten finder uanset det anførte om situationen, at det i nogen grad kan bebrejdes E, at hun placerede sit blodige tøj, der var lagt i en sort affaldssæk, bag tørretumbleren i bryggerset, og at hun i forbindelse med anholdelsen den 29. juli 2006 i strid med sandheden til politiet oplyste, at hun havde haft noget andet tøj på.
Det må imidlertid efter det, der fremgår af kendelsen af 29. juli 2006, lægges til grund, at den mistanke, der dannede grundlag for varetægtsfængslingen af E, i det væsentlige hvilede på hendes fars forklaring til politiet om, at hans kone var slået ihjel, og at det var sket ved, at hun havde været sammen med E, på politiets fund af E's blodige tøj og på, at E's forklaring om hendes reaktion, da moderen blev stukket, ikke blev anset for troværdig. De nævnte forhold findes herefter ikke i sig selv at have haft en sådan betydning for, at hun blev varetægtsfængslet, at dette kan føre til nedsættelse efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, af kravet på erstatning og godtgørelse.

Spørgsmålet om fastsættelse af særskilt salær for fremsættelse af erstatningskrav for statsadvokaten og Rigsadvokaten.

Da et eventuelt merarbejde herved i givet fald efter Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 338, i en situation som den foreliggende, hvor erstatningssagen er indbragt for retten, medregnes ved opgørelsen af det salær, retten fastsætter for varetagelsen af retssagen, tager landsretten anklagemyndighedens frifindelsespåstand på dette punkt til følge.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten derfor dommen