TfK 2010.191 HD

 

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.

A var i tidsrummet fra den 11. maj 2005 kl. 15.18 til den 16. august 2005 kl. 18.35 frihedsberøvet.

Den 27. juli 2005 blev der indleveret anklageskrift. Anklageskriftet vedrørte tiltale for overtrædelse af straffelovens § 218, jf. § 225, § 222, stk. 2, subsidiært stk. 1, jf. § 225 og § 223, jf. § 225, ved i perioden fra den 1. december 2001 til begyndelsen af april 2005 på sin bopæl, - - -, i sit sommerhus, - - -, og i sin bil i flere tilfælde, i forbindelse med at han var aflastningsperson for den udviklingshæmmede C, der er født den - - - 1990, at have onaneret denne til sædafgang, ligesom tiltalte i et enkelt tilfælde havde analt samleje med C i sommerhuset.

Den 16. august 2005 blev A frifundet ved Retten i Holstebro.

Ved ankedom af 22. marts 2006 fra Vestre Landsret blev A på ny frifundet.

A's forsvarer, advokat Bjarne Vium, opgjorde et erstatningskrav for uberettiget varetægtsfængsling, helbredelsesudgifter og tabt arbejdsfortjeneste på i alt 460.249,42 kr. Samtidig blev der anmodet om salær for fremsættelse af erstatningskravet.

Statsadvokaten i Aalborg tildelte ved skrivelse af 16. august 2006 A en samlet erstatning på 78.875 kr.
Statsadvokaten anførte, at der ikke fandtes at foreligge sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der burde ydes forhøjet erstatning ud over den takstmæssige med tillæg af 25%, som følge af at der var tale om en tiltale i en grov sædelighedssag. Endvidere anførtes det, at merarbejdet med fremsættelsen af erstatningskravet i forhold til det salær, advokat Bjarne Vium var tilkendt som forsvarer ved Retten i Holstebro og ved Vestre Landsret, måtte anses for at være af ubetydeligt omfang. Statsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at tillægge særskilt salær for fremsættelse af erstatningskravet. Der tilkendtes rente af erstatningsbeløbet fra den 10. maj 2006.

Statsadvokatens afgørelse blev indbragt for Rigsadvokaten, der ved skrivelse af 9. november 2006 meddelte, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, kunne ydes yderligere 3.000 kr. i erstatning i anledning af frihedsberøvelsen. I skrivelsen anførtes, at de 3.000 kr. dækker afholdte udgifter til psykolog i medfør af faktura af 7. oktober 2005, hvorefter A i umiddelbar tilknytning til løsladelsen den 16. august 2006 har haft i alt 3 konsultationer hos psykologen. Under henvisning til at der var forløbet 15 måneder siden A's sidste besøg hos psykologen, fandt Rigsadvokaten ikke grundlag for at yde erstatning ud over de 3.000 kr.
Der blev ved afgørelsen i øvrigt lagt vægt på de samme forhold som anført af Statsadvokaten. Endvidere var Rigsadvokaten af de af Statsadvokaten anførte grunde enig i, at der ikke var grundlag for at tillægge advokat Bjarne Vium salær for fremsættelse af erstatningskravet.

Advokat Bjarne Vium anmodede den 7. december 2006 om sagens indbringelse for retten.

Forklaringer:

Der er under sagen afgivet forklaring af A og dennes ægtefælle, H.

A har forklaret, at han før anholdelsen den 11. maj 2005 var en meget udadvendt person. Han var produktionstekniker på virksomheden - - -. Han tjente knap 30.000 kr. brutto pr. måned. Han havde været ansat i ca. 13 år, da han blev fyret i forbindelse med sagen. Ved siden af sit arbejde havde han et lille vikarbureau, hvor han arbejdede som husbondafløser. Han hjalp også venner og bekendte, når de spurgte. I dag er han meget anderledes og kommer for eksempel let til at græde. Hans arbejdsgiver sagde til ham efter varetægtsfængslingen, at han kunne komme tilbage, hvis han blev frifundet. Da byretsdommen blev anket, blev han imidlertid fyret. Det er hans opfattelse, at de, med den stilling, han havde, ikke kunne vente længere på ham. I dag arbejder han 1½ time om dagen hos - - -. Han kan ikke arbejde i længere tid. Han har problemer med sin ryg og har det psykisk dårligt. Det er hans opfattelse, at rygproblemerne forstærkes af hans psykiske problemer. Nu har han det bedst hjemme i sin kælder for sig selv. Han færdes heller ikke i gågaden længere. Han har lige været med sin familie på ferie i Norge, men han kunne ikke lide at være andre steder end på hotelværelset. Han kan heller ikke længere omgås andre børn end sine egne. Hans søn, B, er 7 år. Når B har legekammerater med hjemme, skal der være andre til stede. Han kan ikke være alene med dem. Han har faktisk fået det værre psykisk, siden sagen er sluttet. Han har behov for psykologbistand, men på grund af deres økonomiske situation har han været nødt til at stoppe. Han har ikke haft kontakt til psykologen siden den 2. september 2005. Han har ikke talt med sin egen læge om sine psykiske problemer. Han ved ikke hvorfor. Han har heller ikke talt med lægen eller kommunen om psykologhjælp. Det har han ikke haft overskud til. Han har ikke fået nogen form for behandling for sine psykiske problemer siden den 2. september 2005, hvor han sidste gang var hos psykolog Sigrid Ganer. Han er imidlertid sikker på, at det er nødvendigt med yderligere psykologbistand, hvis han skal få det bedre. Det går fint mellem ham og hans kone. Hun har forståelse for, hvordan han har det. Han var varetægtsfængslet i 98 dage og har fået den takstmæssige erstatning. Han sad i Holstebro Arrest. De første ca. 2 måneder var der besøgskontrol. Han måtte gerne tale med sin kone, men ikke om sagen. Opholdet i arresten var ubehageligt. Han var nødt til at sidde på sit værelse, når han ikke var på toilet eller lignende. Han blev truet på livet af andre indsatte, og det sidder stadig i ham. Han bliver angst, når der kommer en bil uden for hans bopæl, eller når der kommer gæster, han ikke har ventet. I februar 2005 fik han problemer med sin ryg, og det var årsagen til, at han stoppede med at have C i aflastning. Han fik en »§ 28«- aftale, således, at - - - fik suppleret op, når han var sygemeldt. I november 2005 blev han opereret for en diskusprolaps, og i 2006 blev han genopereret. Han har fortsat problemer med sin ryg.

H har forklaret, at hun er gift med A. De har boet sammen i ca. 10 år og har sønnen B på ca. 7 år. Før A blev anholdt, var han meget arbejdsom og hjalp alle steder og var altid i gang. Som person var han meget kontant og ville have tingene på sin egen måde. I dag er han meget følsom og har let til tårer. Han er blevet meget mere åben i forhold til sine følelser. Han kommer ikke ret meget ud mere. Før var han altid med til arrangementer i for eksempel B's børnehave. Det vil han ikke mere. Han føler, at folk kigger på ham og ved, hvad han har været tiltalt for. B har aldrig kammerater med hjem, når A er alene. Han er bange for, at han skal blive anklaget igen. A ofte i kælderen, når B har kammerater med hjem. De er næsten heller aldrig mere ude at besøge familie og venner. Varetægtsperioden var forfærdelig. Lige før grundlovsforhøret fik hun at vide, hvad han var sigtet for. De første to måneder var der besøgskontrol, og det var forfærdeligt. A havde det ikke godt i arresten. Hun følte ikke, han fik den hjælp og støtte, han skulle have, fra folk uden for arresten. Personalet i arresten var fantastisk og støttede dem meget. Da han blev frifundet, fik A en opgangsperiode, hvor han tvang sig selv til at gå i gågaden, men det gik tilbage igen. De har stadig den samme omgangskreds, som de havde tidligere, men det er hos dem, samværet finder sted. A har ikke lyst til at besøge nogen. A blev opereret i efteråret 2005 og genopereret i 2006 for en diskusprolaps. Fysisk kan han ikke så meget i dag. Hun tror, at når man har det dårligt psykisk, så får man det også dårligt fysisk. Han var fysisk svækket på grund af ryggen, da han blev anholdt. Han skulle have været til scanning, dagen efter at han blev fængslet. De har ikke den samme praktiserende læge, og hun har ikke talt med ham om at søge hjælp hos lægen for sine psykiske problemer. De har heller ikke søgt hjælp andre steder. Hende bekendt har A ikke snakket med kommunen om sine psykiske problemer. Snakken med kommunen har mest været omkring fleksjob og hans rygproblemer. Hun ved ikke, om kommunen kender noget til sagen. Hun har snakket med A om, at hun synes, de skulle få psykologbistand, men det er ikke blevet til noget.

Procedure:

Advokat Bjarne Vium har gjort gældende, at der ikke er tale om en standardsag, hvorfor standarderstatning ikke er tilstrækkelig. Der har været tale om et langt sagsforløb, der har strakt sig over ca. 10 måneder. A har som følge af sagen ændret personlighed og er i dag en mærket mand. Det fremgår af skrivelserne fra psykolog Sigrid Ganer, at hans psykiske problemer er en følge af sagen, og at han har pådraget sig posttraumatisk stress-syndrom. Der er således tale om særlige forhold, som medfører, at der skal ydes erstatning ud over de takster, der er fastsat af Rigsadvokaten. Det er endvidere godtgjort, dels efter de forklaringer, der er afgivet under sagen, dels efter de skrivelser, der er afgivet af psykolog Sigrid Ganer, at A har behov for yderligere psykologbistand.

Anklageren har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til det af Statsadvokaten anførte. Der er udbetalt takstmæssig erstatning med tillæg af 25%, som følge af at der er tale om en alvorlig sædeligsforbrydelse. En sagsbehandling på 10 måneder går ikke ud over det acceptable. Vedrørende A's helbredsmæssige problemer er det ikke godtgjort, hvorvidt det er ryggen eller hans psykiske tilstand, der er afgørende. Der er således ikke grundlag for yderligere torterstatning. Idet A ikke har modtaget psykologbistand siden den 2. september, er der heller ikke grundlag for øget erstatning for yderligere helbredelsesudgifter.

Rettens bemærkninger:
A har fået erstatning for uberettiget anholdelse og varetægtsfængsling efter Rigsadvokatens takster, og således også med et tillæg på 25%, fordi frihedsberøvelsen skete på baggrund af en sigtelse og tiltale for grov sædelighedsforbrydelse. Retten finder ikke, at der foreligger sådanne ganske særlige forhold, at der er grundlag for at fravige taksterne.

Efter A's forklaring lægger retten til grund, at han ikke har modtaget psykologbistand siden den 2. september 2005, og at han heller ikke har søgt anden behandling for sine psykiske problemer. Retten finder herefter ikke tilstrækkelig dokumentation for behandlingsbehovet og omfanget heraf, og A's påstand om erstatning for yderligere helbredelsesudgifter tages derfor ikke til følge.
Anklagemyndighedens påstand tages derfor til følge.
- - -

Vestre Landsrets dom 20. februar 2008 (14. afd.), S-2061-07

(Hanne Kildal, Stig Glent-Madsen, Sophia van Binsbergen (kst.) med domsmænd).
Retten i Holstebro har den 20. august 2007 afsagt dom i 1. instans - - -.

A har påstået tilkendelse af yderligere 629.000 kr. i erstatning med renter fra den 11. maj 2005.
Påstandsbeløbet er opgjort med 600.000 kr. i yderligere torterstatning og 29.000 kr. i yderligere helbredelsesudgifter.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Under sagens behandling for landsretten er der gennemført en ambulant psykiatrisk undersøgelse af A, og speciallæge i psykiatri Jørgen H. Elley har den 7. januar 2008 udfærdiget en erklæring. Af erklæringens resume og konklusion fremgår:

»43-årig mand, opvokset under normale forhold, og uden arvelig disposition til psykisk lidelse.
Har normal skolegang, hvor han var god til regning, dårligere til de sproglige færdigheder. Barndomshjemmet anføres som godt.
Undersøgte har ingen faglig uddannelse, men har arbejdet en hel del i landbruget, og har de sidste mange år været ansat på en virksomhed, som lavede - - -. Han har der bestridt sit arbejde, som efterhånden er blevet ganske ansvarsfuldt til arbejdsgiverens fulde tilfredshed.
Da sagen startede, blev han lovet fortsættelse af ansættelsesforholdet, når sagen var overstået, men da udfaldet af byretsdommen blev anket, modtog han sin opsigelse.
Han har tidligere været samlevende i to år med en kvinde, som han har fået et psykisk noget retarderet barn med.
Er nu gift med en kvinde, han har været samboende med de første år af bekendtskabet, og med hvem han har en nu 8-årig søn. Forholdet betegnes af begge som godt.
Præmorbidt har han aldrig følt sig nervøs. Mener ikke han har haft komplekser. Han har godt kunnet træffe beslutninger og tage ansvar. Undersøgte har været udadvent og glad, selvom han har været lidt genert i forhold til det modsatte køn.
Efter skilsmissen fra sin tidligere samlever, har han haft naturligt samkvem med deres biologiske søn, som også er lidt tilbagestående. Samtidig har han passet et andet af hendes børn, og i forbindelse med en mindre stridighed, at den tidligere samlever, efter undersøgtes formening, foranlediget at undersøgte blev anklaget for et incestoøst forhold. Han er blevet fængslet under ubehagelige og uempatiske forhold, og han er i arresten, af indsatte og personale, blevet behandlet som om han var skyldig. Han har følt sig aldeles magtesløs, og har til sidst totalt opgivet både sig selv og sin sag, og har besluttet sig til, at han i tilfælde af en dom, ville tage livet af sig. Dette har givet ham nogen ro.
Undersøgte oplevede det som en stor sejr, da han blev frifundet i byretten, og et tilsvarende stort nederlag, da han lakonisk en fredag aften blev meddelt, at sagen var anket. Han har ligeledes følt det som et nederlag, at arbejdsgiveren efter at have lovet ham fortsat ansættelse, pludselig, i forbindelse med at sagen blev anket, afskedigede ham.
Han er efterfølgende ligeledes blevet frifundet i landsretten, men han er nu psykisk meget anderledes. Han har symptomer på koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, initiativløshed, selvusikkerhed, har svært ved at være alene, er bange for andre mennesker, er uligevægtig og søvnforstyrret.
Har under sit fængselsophold umiskendeligt haft oplevelser der for ham syntes livstruende og farlige. Han har måske haft flere af dem. Sammenholdt med hans symptomer berettiger dette fuldt ud til antagelsen af diagnosen PTSD (F43.1).
Der er ingen tvivl om, at hans symptomer er opstået i forbindelse med fængslingen og oplevelserne i arresten.
Prognosen er uanset behandlingen ganske alvorlig, og ender hyppigt i kronisk psykisk lidelse samt kronisk uarbejdsdygtighed. For de der kommer sig, skal der i reglen meget lidt til, før lidelsen blusser op igen.«
A har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at hans tilstand ikke siden byrettens dom den 20. august 2007 er blevet bedre. Han var ved læge umiddelbart efter byrettens dom, men lægen sagde, at en henvisning til psykolog skulle være sket inden for 6 måneder efter løsladelsen, hvis det offentlige skulle betale. Også en forsikringsdækning er betinget af, at han skulle have reageret inden for 6 måneder. Han arbejder fortsat 1½ time om dagen, men det går dårligt, da han har svært ved at koncentrere sig. Han har for nylig lavet nogle fejl, og arbejdsgiveren er derfor nødt til at kontrollere hans arbejde. Sammen med kommunen og virksomheden har han forgæves forsøgt at komme op på tre timers arbejde om dagen, så han kunne komme på en fleksjobordning. Han har fået yderligere to diskusprolapser, men han har det nu fysisk bedre. Han har det bedst, når han er for sig selv, og han har det svært med andre mennesker. Han spurgte Elley, hvornår han ville blive normal igen, men Elley sagde, at han ikke skulle regne med igen at blive som før. Han startede i september 2007 i konsultationer hos psykolog Sigrid Ganer, og han er nu til samtale en gang om måneden. Han kommer fortsat ikke i gågaden i Holstebro. Han synes, det er ubehageligt, at andre kigger på ham. Han har fornemmelsen af, at andre ved noget om straffesagen. Selv om der var nedlagt navneforbud, var der mange, der vidste, at det var ham, der blev sigtet. Målet med psykologbehandlingerne er »at komme ud af kælderen«. Hans personlighed har ændret sig som nat og dag. Tidligere var han hård og beslutsom, men nu er han helt anderledes. Hans mor har sagt, at hun ikke kan genkende ham. Hans tidligere arbejdsgiver havde lovet, at han fortsat kunne bevare sit arbejde, men arbejdsgiveren ændrede opfattelse, og han blev afskediget under henvisning til omstrukturering. De har bevaret deres tidligere omgangskreds. Han er ikke bange for at være alene med sine egne børn, men med andre børn. Da han var varetægtsfængslet, bad han om at tale med en læge, men det var der ikke mulighed for.

H har supplerende forklaret, at A's tilstand på nogle punkter er blevet værre siden byrettens dom den 20. august 2007. Det er vanskeligt at få A med, når de skal handle ind, og der er brug for A, der er den eneste, der har kørekort. A får det bedre, når han har været til psykolog. A opholder sig meget i kælderen og vil ikke møde andre mennesker. A føler, at andre kigger på ham. A's personlighed har ændret sig meget på grund af sagen. Hun går selv til psykolog for at få hjælp til at håndtere situationen. Psykologhjælpen til hende har været en følge af sagen. De har fået at vide, at de ikke skal regne med, at A bliver som før, og at fremskridt vil ske langsomt. Hun er altid med A til konsultationer.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Vedrørende kravet på ekstra torterstatning:
Efter indholdet af psykolog Sigrid Ganer og speciallæge i psykiatri Jørgen H. Elleys erklæringer og de afgivne forklaringer finder landsretten, at A har bevist, at han ved varetægtsfængslingen er blevet traumatiseret, hvilket har medført posttraumatisk stress-syndrom.

4 voterende udtaler:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder vi uanset de fremlagte erklæringer og afgivne forklaringer, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige forhold, at der er grundlag for at fravige de administrativt fastsatte takster, og vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens afgørelse vedrørende denne del af kravet.

2 voterende udtaler:
Vi finder, at de oplysninger, der foreligger om A's lidelse, er så alvorlige, at der foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at der skal ydes en yderligere erstatning. Vi stemmer derfor for at give A medhold i en del af kravet, der skønsmæssigt fastsættes til 75.000 kr.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet, og landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse vedrørende torterstatningen.

Vedrørende kravet på helbredelsesudgifter:

Efter de fremlagte erklæringer og den øvrige bevisførelse lægges det til grund, at A i september 2007 igen påbegyndte psykologbehandling, at fortsat behandling er nødvendiggjort, og at årsagen til, at han ikke i efteråret 2005 fortsatte behandlingen, var hans lidelse. Under hensyn hertil finder landsretten, at A skal ydes en yderligere erstatning på skønsmæssigt 24.000 kr. til dækning af helbredelsesudgifter. Beløbet skal forrentes fra den 10. maj 2006, hvor kravet blev fremsat over for politiet.
Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
- - -

Højesterets dom.
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Holstebro den 20. august 2007 og af Vestre Landsrets 14. afdeling den 20. februar 2008.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne og Jens Peter Christensen.

Påstande

A har påstået tilkendelse af yderligere 450.000 kr. med procesrente fra den 10. maj 2006.

Rigsadvokaten har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Ved brev af 8. maj 2006 til Statsadvokaten i Aalborg opgjorde A sit krav således:


 

Statsadvokaten imødekom kravet om takstmæssig torterstatning.

I klage til Rigsadvokaten af 13. september 2006 frafaldt A kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som kommunalt ansat aflastningsperson og reducerede kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved selvstændig virksomhed til 3.336 kr., således at kravet - i tillæg til de betalte 78.875 kr. - blev opgjort til 335.336 kr., som alene blev imødekommet for så vidt angår den afholdte udgift til psykolog på 3.000 kr.
Som anført i byrettens dom blev sagen videreført for domstolene med krav om 300.000 kr. i yderligere torterstatning og 29.000 kr. til dækning af helbredelsesudgifter. Ved anken til landsretten blev kravet om yderligere torterstatning forhøjet til 600.000 kr.

I udtalelse af 29. maj 2008 til Procesbevillingsnævnet henledte Rigsadvokaten opmærksomheden på, at den for landsretten fremlagte dokumentation rejste spørgsmål om, hvorvidt A kunne være berettiget til erstatning for varigt mén og erhvervsevnetab, jf. erstatningsansvarslovens § 4 og § 5, at der ved fremsættelse af krav herom ville kunne ses bort fra fristen i retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 2, og at sagen i givet fald måtte forelægges for Arbejdsskadestyrelsen, samt at spørgsmålet om erstatning for varigt mén og erhvervsevnetab først ville kunne indbringes for domstolene efter endeligt administrativt afslag, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, 1. pkt., og ikke burde behandles ved meddelelse af tilladelse til sagens indbringelse for Højesteret.

I Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 25. marts 2009 hedder det bl.a.:

»Sagsfremstilling

Det fremgår af sagens akter, at A fra den 11. maj 2005 til den 16. august 2005 var varetægtsfængslet som følge af en sigtelse for en sædelighedsforbrydelse mod et barn.

A blev frifundet i byretten den 16. august 2005 og i Vestre Landsret den 22. marts 2006.

Det fremgår af psykiatrisk speciallægeerklæring af 7. januar 2008, at A har psykiske gener som følge af fængselsopholdet og sigtelsen, herunder blandt andet søvnbesvær, mareridt og genoplevelse af de skræmmende episoder i fængslet, hvor han blev truet. Han har svært ved at omgås børn og tør ikke være alene med børn af frygt for nye beskyldninger. Han vil helst foretage ting sammen med sin kone.
Vedrørende de erhvervsmæssige forhold er det oplyst, at A har taget 10. klasse, og at han derefter har arbejdet med landbrug.
Fra 1992 til 2006 var A ansat hos - - - A/S i Holstebro, og han havde ifølge det oplyste en selvstændig virksomhed i form af et vikarbureau.
A blev opsagt i 2006.
Det fremgår af sagens oplysninger, at A siden august 2004 har haft rygsmerter. Han blev undersøgt på reumatologisk afdeling i august 2005, hvor man forsøgte konservativ behandling. A havde mange smerter og gik med krykkestokke.
På grund af manglende effekt af den konservative behandling blev han henvist til ortopædkirurgisk behandling, da man havde fundet discusprolaps mellem 2. og 3. lændehvirvel. A blev opereret den 10. november 2005, men cirka 17 dage efter kom der igen gener, som fortsatte med at være til stede. Ny scanning viste reprolaps.
I februar 2006 fik A fjernet en discusprolaps på samme niveau som tidligere. Efterfølgende har han haft gener med snurrende fornemmelse og smerter i ben og ryg.
Ved MR-scanning har man fundet svære discusdegenerationer i hele lænderyggen. Der kom igen en discusprolaps mellem 1. og 2. lændehvirvel, og man fandt følger efter tidligere operationer.
Det blev vurderet, at der ikke forelå en umiddelbar operativ mulighed.
I januar 2007 fik A konstateret discusprolaps i halshvirvelsøjlen. Han har som følge heraf udstrålende smerter ud i venstre arm.
A var i virksomhedspraktik hos - - - fra den 12. februar 2007 til den 31. oktober 2007 med henblik på etablering af et fleksjob. Gennem forløbet blev A tiltagende dårligere og kunne kun arbejde 1½ time om dagen.
A fungerede ifølge det oplyste godt socialt i praktikforløbet.
Det er efterfølgende vurderet i kommunen i forbindelse med ansøgning om førtidspension, at de kroniske lænderygsmerter og svækkelsen af hele venstre bens muskulatur vil betyde, at A vil være uden fremtidig arbejdsevne.
A blev bevilget førtidspension den 28. februar 2008.
Indtægten før og efter ulykken har været følgende:
Løn: Dagpenge/andet: Pension:
2004: 387.078
2005: 343.912
2006: 135.516 124.982
2007: 175.806
2008: 34.520 71.370


Begrundelse for méngrad
Vi har lagt vægt på sagens lægelige oplysninger, herunder især:
- Psykiatrisk speciallægeerklæring af 7. januar 2008 fra Jørgen H. Elley

Vi har lagt vægt på, at A ikke havde psykiske gener forud for den 3 måneder lange varetægtsfængsling, hvor han blev udsat for trusler fra medindsatte, og hvor han var sigtet for en sædelighedsforbrydelse, som han efterfølgende blev frifundet for.

A har gener i form af angst, undvigeadfærd, påtrængende tanker, mareridt, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, irritabilitet, isolationstendens og initiativløshed svarende til diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion.

Vi har fastsat det varige mén efter vores vejledende méntabel.

Efter tabelens punkt J.3 vurderes middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion til 20 procent.

Vi vurderer, at A har psykiske gener som følge af ovennævnte hændelse, og at de psykiske gener er af en sværhedsgrad, der svarer til middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion.
Méngraden er i forlængelse heraf vurderet til 20 procent.
Sidst i dette brev har vi trykt et uddrag af méntabellen til orientering.
Begrundelse for erhvervsevnetab
Vi har lagt vægt på sagens lægelige, sociale og økonomiske oplysninger, herunder især oplysninger fra:
- A
- Holstebro Kommune
- SKAT
 
Erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven skal kompensere for den indtægtsnedgang, som skyldes skadens følger. Vi skal vurdere, hvad A ville kunne tjene, hvis skaden ikke var sket og sammenholde det med hans indtægtsmuligheder med skaden.

Der ydes kun erstatning for tab af erhvervsevne, hvis indtægtstabet er 15 procent eller derover.

Vi har ved vurderingen af erhvervsevnetabet lagt vægt på, at A før og efter aktuelle hændelse har haft gener fra lænden på grund af degenerative forandringer og discusprolapser med symptomer til venstre ben, og at disse gener har betydning for hans funktionsniveau.

Vi har yderligere noteret os, at A er blevet tilkendt førtidspension efter aktuelle hændelse.

Vi har dog lagt vægt på, at der i de kommunale akter i forbindelse med virksomhedspraktikken, herunder i resultatet af virksomhedspraktikken, alene er angivet gener fra lænden som hindring for udførelse af arbejdsfunktionerne.

Vi desuden lagt vægt på, at der i pensionssagens akter alene er lagt vægt på de fysiske gener i forbindelse med tilkendelse af førtidspension.

Det er i forlængelse heraf vores vurdering, at A's udtræden af arbejdsmarkedet og overgang til førtidspension er forårsaget af de fysiske lændegener, og ikke af de psykiske gener.

Det er på den baggrund vores vurdering, at følgerne efter aktuelle hændelse ikke har medført en ændring af A's arbejdsformåen, der kan begrunde et erhvervsevnetab på 15 procent eller derover.

Erhvervsevnetabet som følge af aktuelle hændelse er derfor vurderet til mindre end 15 procent.«

På baggrund af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse er parterne enige om, at det kan lægges til grund, at A som følge af varetægtsfængslingen har psykiske gener svarende til middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion, og at statskassen i medfør af erstatningsansvarslovens § 4 skal betale ham godtgørelse for varigt mén med 144.600 kr., svarende til en méngrad på 20 %.

Anbringender

A har anført, at varetægtsfængslingen i 2005 har medført, at han har fået posttraumatisk belastningsreaktion. Lidelsen er så alvorlig, herunder bl.a. ved at denne har medført kronisk uarbejdsdygtighed, at der foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at der skal ydes en yderligere erstatning for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.

Hertil kommer, at han under varetægtsfængslingen har været underkastet brevkontrol og været frivilligt isoleret, samt at sagen har været offentligt omtalt, ligesom han har mistet sin offentlige ansættelse som aflastningsperson. Hver for sig er disse forhold ikke tilstrækkeligt til at begrunde en forhøjelse af godtgørelsen ud over det takstmæssige, men samlet set er de.

Rigsadvokaten har anført, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige forhold, at der er grundlag for forhøjelse af erstatningen i forhold til standardtaksterne, jf. herved Højesterets dom af 24. marts 1997 (UfR 1997 s. 776). Han har herved henvist til, at der med den tildelte méngodtgørelse er ydet kompensation for den psykiske lidelse, A har pådraget sig.

Højesterets begrundelse og resultat

Det er i Højesterets dom af 24. marts 1997 (UfR 1997 s. 776) om godtgørelse for uberettiget frihedsberøvelse fastslået, at den samlede godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, for posterne »lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold« - medmindre ganske særlige forhold kan begrunde en fravigelse - skal ydes i overensstemmelse med de administrativt fastsatte, årligt regulerede takster, som fandtes passende.

I 2005 var den takstmæssige godtgørelse 4.900 kr. for det første døgn og 600 kr. for hvert påbegyndt efterfølgende døgn - i grove sædelighedssager som den foreliggende med tillæg af 25 %. Der er ydet A en takstmæssig godtgørelse på 78.875 kr. Spørgsmålet under sagen er alene, om der foreligger sådanne ganske særlige forhold, der kan begrunde en fravigelse fra taksterne. Der er således ikke under sagen rejst spørgsmål om en forhøjelse af taksten for grove sædelighedssager, herunder om taksten modsvarer det aktuelle syn på seksuelle overgreb mod f.eks. børn og dermed den belastning, der er forbundet med frihedsberøvelse på grundlag af sigtelse herom.

Som følge af varetægtsfængslingen er A blevet påført psykiske gener svarende til middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion. Han har for denne skade krav på erstatning og godtgørelse opgjort efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Der er i overensstemmelse hermed ydet eller givet tilsagn om erstatning for helbredelsesudgifter med 27.000 kr. og godtgørelse for varigt mén med 144.600 kr. Der er ikke under sagen spørgsmål om, hvorvidt han som følge af varetægtsfængslingen har haft tabt arbejdsfortjeneste eller et varigt erhvervsevnetab.

Da der for selve personskaden gives erstatning og godtgørelse efter reglerne i erstatningsansvarsloven, kan denne skade ikke i sig selv begrunde en fravigelse af taksterne. De forhold, som A i øvrigt har påberåbt sig, kan heller ikke - hverken hver for sig eller samlet - begrunde en fravigelse.
Højesteret stadfæster herefter dommen.

Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.