
	Anklagemyndighedens årsberetning 2003-04 afgivet af Rigsadvokaten
		Afsnit 2 Sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, findes en artikel om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Sagerne afgøres af statsadvokaterne og Rigsadvokaten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a med mulighed for, at den erstatningssøgende efterfølgende kan indbringe erstatningsspørgsmålet for retten. Artiklen er fulgt op i Anklagemyndighedens Årsberetning 2000 og 2001-02, hvori der nævnes en række konkrete erstatningssager af mere generel interesse. Statsadvokaterne behandlede i 2003 og 2004 henholdsvis 1756 og 1558 sager vedrørende krav om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Rigsadvokaten behandlede de samme år henholdsvis 420 og 411 sager. En væsentlig del af rigsadvokaturens sager vedrørte klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne. Det samlede erstatningsbeløb, der i de senere år er udbetalt efter retsplejelovens § 1018 a-d, fremgår af oversigten nedenfor. 2000 17,5 mio. kr. 2001 13,5 mio. kr. 2002 10,5 mio. kr. 2003 11,0 mio. kr. 2004 11,2 mio. kr. I tallene indgår ikke erstatninger udbetalt efter retsplejelovens § 1018 h, idet disse erstatninger konteres sammen med andre erstatninger, der udbetales over politiets driftsregnskab. Antallet af sager, hvor der i medfør af § 1018 h udbetales erstatning i anledning af fejl eller forsømmelser, er imidlertid begrænset og vedrører blandt andet mindre sager om bortkomst af beslaglagte genstande o.l., og et mindre antal sager om for lang sagsbehandlingstid. Der vil i det følgende blive nævnt en række konkrete erstatningssager fra side 57 2003 og 2004. Der er tale om sager af mere generel interesse. Det skal bemærkes, at gennemgangen af trykt praksis ikke er udtømmende. U 2003.760 Ø: Erstatningssøgende E blev sigtet for forsøg på manddrab og overtrædelse af våbenloven. Kort tid efter indgav E ansøgning om alkoholbevilling til en nyetableret restaurant, men fik af den stedlige politimester at vide, at han ikke ville kunne vandelsgodkendes. E solgte herefter restauranten. Sigtelsen for forsøg på manddrab blev sluttet, mens E vedtog en bøde for overtrædelse af våbenloven. E fremsatte herefter i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a krav om erstatning for tab ved salget af restauranten. Byretten fandt det ikke godtgjort, at afslaget på alkoholbevilling og Es salg af restauranten stod i forbindelse med eller var forårsaget af sigtelsen for forsøg på manddrab og frifandt anklagemyndigheden. Landsretten afviste i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand sagen fra retten, idet politimesterens vandelsvurdering ikke var et led i en strafferetlig forfølgning. Erstatningskravet var dermed ikke omfattet af de krav, der kunne fremmes efter retsplejelovens kapitel 93 a. U 2004.1424 Ø: I henhold til en retskendelse foretog repræsentanter fra Konkurrencestyrelsen (K) i medfør af konkurrencelovens § 18 kontrolundersøgelse hos et større teleselskab (T), idet man havde mistanke om, at T overtrådte konkurrencelovens § 6. Kriminalassistenter fra den lokale politikreds ydede efter anmodning fra K bistand ved en undersøgelse i overensstemmelse med den dagældende bestemmelse i konkurrencelovens § 18, stk. 2. En advokat for T fremsatte efterfølgende i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a krav om erstatning for ransagning. Såvel statsadvokaten som Rigsadvokaten afviste at behandle kravet efter retsplejelovens kapitel 93 a, idet den gennemførte kontrolundersøgelse – uanset at der til grund herfor forelå en mistanke om, at T havde overtrådt konkurrencelovens § 6 – ikke kunne anses for et tvangsindgreb inden for strafferetsplejen. Sagen blev indbragt for byretten, der afviste sagen fra retten, hvilket landsretten tiltrådte. Landsretten bemærkede, at der ikke forud for kontrolundersøgelsen var indledt strafferetlig forfølgning mod T, og at der heller ikke i forlængelse af kontrolundersøgelsen blev indledt en sådan. ØLD af 5.11.2003 (3. afd. S 1424-03): Rigsadvokaten tilkendte i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, en person E en skønsmæssig torterstatning side 58 på 10.000 kr. i anledning af, at han som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 216, jf. § 222 og § 223, jf. § 224, overfor sin steddatter havde været anholdt i ca. 73⁄4 time. Det fremgik, at E i byretten var blevet idømt 2 års fængsel for forholdet, mens han blev frifundet i landsretten. E indbragte erstatningsspørgsmålet for byretten og blev her tilkendt yderligere 5.000 kr. i erstatning. Retten lagde herved blandt andet vægt på, at E var sigtet for meget alvorlige sædelighedsforbrydelser i knapt 17 måneder, før han blev frifundet, at han blev anholdt på sin arbejdsplads, at der under sagen blev afhørt ca. 25 personer med relation til E og hans steddatter og endelig, at sagen havde været omtalt i den lokale avis. Landsretten stadfæstede dommen. ØLD af 27. april 2004 (11. afd. S-3200-03): Erstatningssøgende E var varetægtsfængslet i 64 dage, heraf 20 dage i isolation som sigtet for røveri. E blev tilkendt takstmæssig erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, men krævede forhøjet torterstatning under henvisning til, at frihedsberøvelsen havde været ekstraordinært belastende for hende. E henviste i den forbindelse til erklæringer fra en psykolog og en psykiater, hvoraf det fremgik, at hun som følge af varetægtsfængslingen havde udviklet vedvarende angst- og depressive symptomer, ligesom det af psykologerklæringen fremgik, at symptomerne var forenelige med diagnosen post traumatisk stressforstyrrelse. Såvel byretten som landsretten tiltrådte, at det ikke ved de lægelige erklæringer var godtgjort, at frihedsberøvelsen havde været ekstraordinært belastende for E, og at der derfor var grundlag for at fravige de administrativt fastsatte takster. Der fandtes endvidere ikke grundlag for at yde erstatning for eventuel fremtidig psykologbehandling. U 2004.333 H: En person F anmeldte den 22. januar 2000 om morgenen, at han samme nat var blevet overfaldet af to brødre A og B, som havde opsøgt ham i et sommerhus. A og B var kommet til stedet sammen med 4 andre, herunder Bs tidligere kæreste H. Mens F afgav forklaring opstod der uden for politigården uro mellem familiemedlemmer til F, A og B. Da politiet kom udenfor, undløb A og B. A forsøgte at gemme sig i noget buskads, hvor han blev anholdt, mens B eftersat af politiet fortsatte flugten. Han gemte sig i en garage, hvor han senere under nogen tumult blev anholdt. A og B blev fremstillet i grundlovsforhør blandt andet sigtet vold af særlig farlig karakter over for F. A nægtede sig skyldig og forklarede blandt an- side 59 det, at han var taget af sted til sommerhuset, fordi F havde sendt en SMSbesked til ham med et nedsættende indhold, og fordi de ville hente Hs 5- årige datter, der sammen med F opholdt sig i sommerhuset. B nægtede sig ligeledes skyldig og forklarede, at han opsøgte F for at tale med ham, idet F på et tidligere tidspunkt havde øvet vold mod og truet H, ligesom H kort forinden havde ringet til B og grædt. B var derfor sikker på, at F igen havde truet H. Retten fandt efter det foreliggende, herunder navnlig de afgivne vidneforklaringer, at der var begrundet mistanke mod A og B, og de blev herefter varetægtsfængslet. A og B var varetægtsfængslet frem til den 22. marts 2000, hvor de blev frifundet. Retten fandt ikke, at det – selv om det kunne lægges til grund, at der var udøvet vold mod F – kunne fastlægges, hvem der havde indledt voldsudøvelsen, og om de tre personer mere eller mindre var indforståede i at deltage i slagsmål. Under den efterfølgende erstatningssag tilkendte byretten A og B erstatning for frihedsberøvelsen og bemærkede følgende: ”Uanset de erstatningssøgende har udvist nogen uforsigtighed, da de reagerede på nogle telefonbeskeder ved at opsøge [F], findes de dog ikke herved eller ved at forsøge at undløbe fra politiet at have givet anledning til frihedsberøvelse. Der er derfor ikke tilstrækkelig grundlag for at nægte dem eller nedsætte den erstatning, som de er berettiget til efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1.” Landsretten nægtede erstatning under henvisning til retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, mens Højesteret i henhold til grundene stadfæstede byrettens dom. ØLD af 19.2.2004 (21. afd. S 2161-03): Politiet rettede under en demonstration på Christiansborg Slotsplads henvendelse til erstatningssøgende E, som politiet havde set deltage i demonstrationen. E trak en ladcykel, hvorpå der lå et større antal træstænger blandt andet stoleben og rundstokke. På politiets forespørgsel om, hvad E skulle bruge stængerne til, svarede han: ”Det rager ikke jer”, hvilket han gentog flere gange. E blev herefter anholdt som sigtet for overtrædelse af våbenloven, ved at have været i besiddelse af træstænger, der kunne anvendes som kasteskyts eller slagvåben under demonstrationen. E nægtede sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig til sagen. Under domsforhandlingen i sagen om overtrædelse af våbenloven forklarede E, at træstykkerne var brænde. Han blev herefter frifundet. Statsadvokaten og Rigsadvokaten nægtede erstatning under henvisning til, at E havde udvist egen skyld. Landsretten fandt ikke efter de foreliggende oplysninger om Es adfærd forud for anholdelsen, at der var side 60 tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at E havde givet anledning til anholdelsen på en sådan måde, at hans krav på erstatning skulle bortfalde eller nedsættes efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. ØLD af 24. august 2004 (14. afd. S-32-04): Erstatningssøgende E blev sigtet for forsøg på manddrab ved i forening med en kollega (T) at have forsøgt at dræbe en alvorligt syg 90-årig kvinde på det plejehjem, hvor hun var ansat som sygehjælper. Under den efterfølgende straffesag blev det lagt til grund, at E havde overværet, at T havde forsøgt at sprøjte luft ind i en blodåre på den 90-årige kvinde, der samme nat afgik ved døden. Først næsten 4 måneder efter henvendte hun sig til plejehjemslederen og fortalte om episoden. E blev anholdt og var frihedsberøvet i i alt 4 påbegyndte døgn. Hun blev senere tiltalt for forsøg på manddrab i forening med T. E blev frifundet og fremsatte krav om erstatning for frihedsberøvelsen, sigtelsen og tiltalen samt for uberettiget bortvisning. Kravet blev administrativt afvist på grund af egen skyld. Byretten tilkendte E 211.200 kr. i torterstatning for frihedsberøvelsen, sigtelse og tiltalen, men afviste erstatning for uberettiget bortvisning under henvisning til, at bortvisningen måtte antages at skyldes det tillidsbrud, som den manglende orientering i forhold til arbejdsstedet var et udtryk for. Landsretten frifandt anklagemyndigheden under henvisning til, at erstatningssøgende ved at vente knap 4 måneder med at videregive oplysninger om det passerede selv havde givet anledning til frihedsberøvelsen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. U 2004.2852 Ø: Erstatningssøgende E havde uden at stille uddybende spørgsmål indvilget i at ledsage og bistå den senere drabsmand T ved at holde vagt udenfor, medens T skulle trænge ind i en forretning for at udøve hærværk. Da der lød råb og skrig fra butikslokalet, løb E selv ind og udøvede vold mod en butiksansat, som kom ham i møde, og flygtede herefter, da han så, at T havde anvendt kniv mod en anden ansat, som havde fået alvorlige stiklæsioner. E undløb sammen med T, som under flugten skaffede sig af med gerningsvåbenet og maskering. Senere samme dag bortskaffede E de sko, som han havde været iført under overfaldet, ligesom han forsøgte at skaffe sig et falsk alibi. E afgav under efterforskningen skiftende urigtige forklaringer, herunder om kendskabet til Ts identitet, men fremkom under en afhøring ca. 1 måned efter grundlovsforhøret med den samme forklaring om forløbet, som han afgav under den efterfølgende side 61 nævningesag, hvor han blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 237 mv. Han blev i stedet idømt 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244. E, der under sagen havde været varetægtsfængslet i ca. 13 måneder, fremsatte krav om erstatning. Byretten tilkendte fuld erstatning og lagde blandt andet vægt på sagens karakter og den alvorlige sigtelse, samt at E på tidspunktet for varetægtsfængslingen var 17 år. Landsretten fandt, at E selv havde givet anledning til den langvarige varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, og bemærkede, at den mistankepådragende adfærd havde været så omfattende, at E burde have indset, at han løb en ikke ubetydelig risiko for strafforfølgning som sket. Den frygt og panik, som han måtte være blevet grebet af, kunne ikke fritage ham for selv at bære risikoen for den adfærd, han havde udvist før, under og efter drabshandlingen. U 2004.2541 Ø: Erstatningssøgende E, der var revisor, blev i byretten idømt 2 års delvis betinget fængsel for skyldnersvig af særlig grov karakter i forbindelse med tømning af en række selskaber. Anklagemyndigheden frafaldt efterfølgende tiltalen, og E blev frifundet i landsretten. E påstod sig nu tillagt erstatning for pligtmæssig tilstedeværelse i byretten i 107 dage og for tabt arbejdsfortjeneste med 800.000 kr. Anklagemyndigheden tilkendte i medfør af retsplejelovens § 1018 b E 25.000 kr. i erstatning for den pligtmæssige tilstedeværelse under domsforhandlingen, hvilken erstatning byretten forhøjede med 125.000 kr.. Landsretten fandt, at gennemførelsen af straffesagen, hvor tiltalen var rejst ved anklageskrift af 1. juli 1996, og hvor E først blev frifundet ved Østre Landsrets dom af 12. marts 2001, sammenholdt med sagens beskaffenhed, havde været så belastende og krænkende for E, der pligtmæssigt havde været til stede i retten i 107 dage, at han havde krav på erstatning for lidelse og tort mv. og tabt arbejdsfortjeneste efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 1. Landsretten tiltrådte byrettens udmåling af erstatningen for lidelse og tort og tilkendte herudover E en skønsmæssigt fastsat erstatning på 300.000 kr. for tabt arbejdsfortjeneste. Vedrørende størrelsen af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste bemærkede landsretten, at E efter de almindelige erstatningsretlige regler havde haft pligt til at begrænse sit tab, og at han – uagtet møderne i retten og det oplyste om hans helbredsmæssige forhold – måtte anses for at have haft mulighed herfor. side 62 TfK 2003.273 Ø: Erstatningssøgende E havde i 1996 udført samfundstjeneste i overensstemmelse med en dom, hvor han for overtrædelse af beredskabsloven var idømt 6 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste i 240 timer. I 2000 blev han opmærksom på, at der ikke havde været hjemmel til på ny at indkalde ham til beredskabstjeneste og ankede dommen. E blev frifundet og søgte herefter om erstatning blandt andet for udført samfundstjeneste. Rigsadvokaten ydede E erstatning for tort med 5.000 kr., jf. retsplejelovens § 1018 d, stk. 1. Rigsadvokaten lagde ved fastsættelsen af torterstatningen blandt andet vægt på, at E ikke havde været frihedsberøvet, og at E bevidst, konsekvent og i strid med reglerne havde nægtet at gøre tjeneste i beredskabskorpset. Byretten tilkendte E yderligere 10.000 kr. i torterstatning, mens landsretten fandt den af Rigsadvokaten fastsatte erstatning passende fastsat. ØLD af 5. april 2004 (22. afd. S-1030-03): Erstatningssøgende E blev i juli 1997 idømt fængsel i 8 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244 og § 191 og udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år. E blev udsendt i august 1997 til Pakistan. I maj 2000 besluttede Den Særlige Klageret, at straffesagen skulle genoptages for så vidt angik udvisningsspørgsmålet, og E blev frifundet herfor i november 2000. E fremsatte krav om erstatning for uberettiget udvisning. Rigsadvokaten imødekom kravet med 50.000 kr. som godtgørelse for ulempe og forstyrrelse af stilling og forhold i medfør af retsplejelovens § 1018 d, stk. 1, men fandt ikke grundlag for at yde erstatning for tort, idet E alene var frifundet for bestemmelsen om udvisning og ikke for den idømte straf. Byretten fandt den af anklagemyndigheden fastsatte erstatning for passende bestemt, mens landsretten tilkendte yderligere 50.000 kr. i erstatning under henvisning til, at E havde været udvist af Danmark i mere end 3 år (dissens for stadfæstelse af byrettens dom). Såvel byretten som landsretten tiltrådte, at der ikke var grundlag for at yde erstatning for tort. U 2005.88 Ø: Erstatningssøgende E blev i maj 1997 idømt fængsel i 6 måneder for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og udvist af Danmark i 10 år. E blev udsendt i oktober 1997 til Iran. I august 2000 besluttede Den Særlige Klageret, at straffesagen skulle genoptages for så vidt angik udvisningsspørgsmålet, og E blev frifundet herfor i januar 2001. E, der på ny tog ophold i Danmark, fremsatte herefter krav om erstatning. E gjorde i den side 63 forbindelse blandt andet gældende, at han efter udsendelsen havde været udsat for tortur. Rigsadvokaten imødekom kravet med 50.000 kr. som godtgørelse for ulempe og forstyrrelse af stilling og forhold i medfør af retsplejelovens § 1018 d, stk. 1, men fandt ikke grundlag for at yde erstatning for tort, idet E alene var frifundet for bestemmelsen om udvisning og ikke for den idømte straf. Byretten fandt den af Rigsadvokaten ydede erstatning for passende og tiltrådte, at der ikke var grundlag for at yde erstatning for tort. Selv om det måtte lægges til grund, at E efter udvisningen havde været udsat for tortur, fandt byretten ikke, at de danske myndigheder havde haft kendskab til, at E ville lide overlast ved udsendelsen i 1997, og dermed heller ikke, at de danske myndigheder kunne gøres erstatningsansvarlige herfor. Landsretten fandt ikke, at Es forklaring om de overgreb han havde været udsat for i Iran, kunne afvises. Det måtte derfor lægges til grund, at E efter udvisningen til Iran havde været frihedsberøvet i flere perioder på tilsammen ca. 3 måneder under forhold og omstændigheder, der måtte karakteriseres som tortur. Det måtte videre lægges til grund, at Es psykiske problemer havde sammenhæng med disse begivenheder. E fandtes under disse omstændigheder berettiget til godtgørelse for tort, selv om genoptagelsen af straffesagen ikke omfattede den fældende afgørelse af skyldspørgsmålet. Den samlede godtgørelse, der omfattede 100.000 kr., som anklagemyndigheden havde anerkendt i godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold, blev fastsat til 250.000 kr. VLD af 24.2.2004 (8. afd. S-2730-03): I forbindelse med efterforskningen af en større narkotikasag beslaglagde politiet kontanter og værdipapirer med en pålydende værdi af ca. 9,8 mio. kr. hos E og dennes søn. Det beslaglagte kontantindestående blev indsat på klientkonto i Jyske Bank under henvisning til Justitsministeriets cirkulære nr. 94 af 13. maj 1952 om politiets forvaltning af beslaglagte og deponerede pengebeløb eller værdipapirer og Rigspolitichefens instruks af 4. september 1996 vedrørende aftale med Jyske Bank om anbringelse af beslaglagte pengebeløb. E blev idømt 1 års betinget fængsel for hæleri, men blev frifundet for anklagemyndighedens påstand om konfiskation af i alt 880.000 kr. E krævede nu erstatning efter retsplejelovens § 1018 b, subsidiært § 1018 h, idet han blandt andet gjorde gældende, at kontantbeholdningen ikke var blevet forrentet med en passende rente. Landsretten fandt, at E selv havde givet anledning til beslaglæggelsen og fandt derfor ikke grundlag for at yde erstatning i medfør af side 64 retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2, sammenholdt med retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Landsretten tiltrådte endvidere, at anklagemyndigheden ikke ved at placere det beslaglagte beløb som sket havde handlet ansvarspådragende, jf. retsplejelovens § 1018 h. U 2004.938 Ø: Erstatningssøgende E havde i 1994 ernæret sig som formidler af blandt andet såkaldte overskudsselskaber, der i forbindelse med politiets efterforskning indgik i flere sagskomplekser om selskabstømning. Den 25. april 1995 foretog politiet ransagning hos E som sigtet for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, ligesom der blev beslaglagt en betydelig mængde bilag. E blev aldrig afhørt af politiet, og den 29. december 1999 opgav anklagemyndigheden påtale mod ham. E krævede erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 b og § 1018 h samt for krænkelse af EMRK art. 6 i anledning af sagsbehandlingstiden. Erstatningen for ransagningen blev administrativt afvist på grund af egen skyld, idet E havde medvirket til handel med overskudsselskaber under sådanne omstændigheder, at det måtte have stået ham klart, at de foretagne transaktioner var i strid med aktie- og anpartsselskabslovgivningen, jf. retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 3. Såvel byretten som landsretten tiltrådte, at E havde udvist egen skyld. Henset til at sagen mod E var led i en efterforskning i en række større sagskomplekser, der omfattede flere sager, en lang række andre personer og et meget stort antal transaktioner, der nødvendiggjorde flere tidskrævende efterforskningsskridt, også i udlandet, fandtes sagsbehandlingstiden endvidere ikke at have indebåret en overtrædelse af EMRK art. 6. HRD af 20. januar 2005 (sag 254/2002): I 1998 blev fire personer anholdt og varetægtsfængslet i en længere periode på baggrund af falske anmeldelser, falske beviser og falske forklaringer, som en person A sammen med en medskyldig var fremkommet med over for politiet. Yderligere en person blev anholdt i sagskomplekset. Afsløringen af, at A havde fabrikeret falske beviser i sagen, førte til, at den tiltale, der var rejst mod personerne, blev frafaldet, ligesom der efterfølgende i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a blev udbetalt erstatninger for tort, tabt arbejdsfortjeneste og psykologbistand på i alt 1.058.863,75 kr. til de pågældende. A blev under en efterfølgende straffesag dømt for blandt andet overtrædelse af straffelovens §§ 164, 165 og 158, ligesom han fandtes erstatningspligtig for de udgifter, der som følge af hans urigtige anmeldelse mv. var udbetalt til uskyldige perso- side 65 ner i form af erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Landsrettens dom blev for så vidt angik bestemmelsen om erstatning anket til Højesteret, hvor Rigsadvokaten gjorde gældende, at A tillige skulle betale 813.492 kr., som staten havde betalt i salær til forsvarerne for de fem personer. Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at A tillige skulle betale det offentliges udgifter til forsvarersalærer. Højesteret bemærkede i den forbindelse: ”Højesterets finder, at der i retsplejelovens § 991 er hjemmel til under en straffesag at behandle krav som de foreliggende, der vedrører erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a og det offentliges afholdelse af salærer til de beskikkede forsvarere…Efter bevisførelsen lægger Højesteret til grund, at de falske anmeldelser og falske beviser mv. havde afgørende betydning for, at [..] blev varetægtsfængslet, samt at [..] blev anholdt. Det var påregneligt, at de falske oplysninger mv. kunne føre til straffeprocessuelle indgreb, herunder anholdelse og varetægtsfængsling, så længe myndighederne ikke var bekendt med, at oplysningerne mv. var falske. På den baggrund har [A] pådraget sig et erstatningsansvar, jf. herved princippet i retsplejelovens § 1011, stk. 1, såvel for de tortgodtgørelser og erstatningsbeløb, som anklagemyndigheden har måttet betale til [..], som for det offentliges udgifter til salærer til disses forsvarere under den straffesag, hvori tiltale blev opgivet, efter at anklagemyndigheden havde fået kendskab til, at de omhandlede oplysninger mv. var falske.”