TfK 2000.672 HD

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frifindelse for det offentlige, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end påstået.

Anklagemyndigheden har for så vidt angår udvidelse af påstanden for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 20. januar - 13. december 1998 på 1.050.107 kr., samt ménerstatning på 90.600 kr. nedlagt påstand om afvisning, subsidiært påstand som ovenfor.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at erstatningssøgende selv bærer de omkostninger, der er forbundet med sagens indbringelse for retten.

Erstatningssøgende blev ved Østre Landsrets nævningedom af 14. maj 1996 frifundet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer . . . liste B, nr. 29 ved den 24. oktober 1994 i forening og efter forudgående aftale med A . . . med henblik på videreoverdragelse via Kastrup Lufthavn at have indført 5,684 kg kokain, der var skjult i en palle papajafrugter. Erstatningssøgende blev ved samme dom idømt fængsel i 8 måneder og en tillægsbøde på 875.000 kr. med en forvandlingsstraf på hæfte i 60 dage for skattesvig af særlig grov karakter.

Rigsadvokaten har den 14. maj 1997 i medfør af retsplejelovens § 1018 h meddelt erstatningssøgende en skønsmæssig fastsat erstatning på 5.000 kr. forrentet med sædvanlig procesrente fra den 12. juli 1996. Erstatningen er begrundet med politiets og anklagemyndighedens udtalelser til pressen, jf. retsplejelovens § 1016 a. Erstatningssøgende er i øvrigt nægtet erstatning med henvisning til retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Erstatningssøgende har herefter den 29. maj 1997 krævet sagen indbragt for retten.
Det fremgår af anklagerens forelæggelse, at politiet den 25. oktober 1994 kl. 6.30 hos firmaet F efter henvendelse fra firmaet fandt ca. 6 kg kokain skjult i 2 kasser med papayafrugt, som var ankommet med fly fra Brasilien dagen før. Firmaet oplyste, at erstatningssøgende den 15. oktober 1994 havde henvendt sig til firmaet og bestilt grønne papayafrugter til fremstilling af helsekost. Erstatningssøgende var sammen med nu dømte A. Firmaet havde aldrig grønne papayafrugter hjemme, da man har svært ved at styre modningsprocessen. Der kom fra Brasilien 2 paller med gule papayafrugter og 1 palle med grønne papayafrugter. Flere kasser indeholdt papayafrugter, som efter firmaets opfattelse var for gule, hvorfor man byttede rundt på varerne, således at erstatningssøgende fik de grønneste papayafrugter. Erstatningssøgende ringede den 25. oktober 1994 ca. kl. 11.00 om afhentning af de bestilte papayafrugter og afhentede dem herefter. A kom om eftermiddagen for at købe papayafrugter og var selv inde for af undersøge papayafrugterne. Det var politiets opfattelse, at erstatningssøgende og A i forening havde bestilt de grønne papayafrugter, og således at disse skulle kunne identificeres, men at man havde det uheld, at nogle af frugterne var blevet for gule. Ved ombytningen til grønne mistedes identificeringen af de to kasser, som tillige indeholdt kokainen. Politiet efterforskede i tiden efter den 25. oktober 1994 mod erstatningssøgende og A, der begge blev anholdt den 13. december 1994. Politiet havde forinden foretaget aflytning af telefonsamtaler mellem A og B, der begge er dømt i sagen. Erstatningssøgende nægtede sig skyldig og afviste ethvert kendskab til ulovligheder. Han fastholdt, at han ville bruge de grønne papayafrugter til fremstilling af sundhedsprodukter. Erstatningssøgende forklarede, at han oprindeligt havde fået en telefonopringning fra C med forespørgsel om, hvorvidt han ville købe papayafrugter. Erstatningssøgende kendte C fra et studieophold i USA. Erstatningssøgende fortalte A om henvendelsen, hvorefter A satte erstatningssøgende i forbindelse med firmaet F. B blev under sagen ud >> 2388 >> leveret fra USA og erkendte sig skyldig i indsmugling af kokainen sammen med A. Kort efter erkendte A sig også skyldig. C nægtede at have talt med erstatningssøgende om papayafrugter. Erstatningssøgende indrømmede nu, at forklaringen var usand. Han havde konstrueret forklaringen til støtte for sin uskyld. Under en afhøring i retten i november 1995 forklarede erstatningssøgende, at han havde mødt A i sommeren 1994. A havde fortalt, at han havde tjent mange penge ved at smugle ædelstene fra Brasilien. De enedes om, at erstatningssøgende skulle hjælpe A hermed. Ædelstenene skulle skjules i grønne papayafrugter. Den 22. oktober 1994 gav A erstatningssøgende besked om, at der nu kom diamanter i en palle med grønne papayafrugter. Erstatningssøgende hentede de bestilte grønne papayafrugter.

Forsvareren har under sin supplerende forelæggelse bemærket, at erstatningssøgende kom tilbage til Danmark i 1991 efter 7 års ophold i udlandet. Han meldte den 1. december 1994 Folkeregistret flytning til London. Erstatningssøgende kendte ikke A før sommeren 1994. Han lærte ham at kende gennem en tredje person. Erstatningssøgende påtænkte at oprette et helsekostfirma og ville til fremstilling af helsekost benytte juice og frugtkerner fra papayafrugten. Han lod den 10. oktober 1994 firmaet - - - selskabsregistrere. Han rettede henvendelse til 10-20 firmaer og havde ryddet en garage. Det var A, der hentede kokainen om eftermiddagen, idet det var A, der hentede de pågældende frugtkasser med kokain. A havde sagt, at han handlede med diamanter. Erstatningssøgende har set skriftligt materiale om import og eksport af diamanter. Det er også fundet under politiets ransagning. Der har således været diamanter. Erstatningssøgende gik med på A's ide, som bestod i import af papayaer til erstatningssøgendes produktion af helsekost, og således at der ved samme lejlighed blev indsmuglet diamanter. Politiet har under telefon- og rumaflytning i 6-7 uger intet belastende fundet vedrørende erstatningssøgende. Erstatningssøgende fortalte ikke politiet om diamanter før september 1995. Han blev anholdt den 13. december 1994. Erstatningssøgende havde det problem, at A nægtede alt, indtil B kom til Danmark 7½ måned efter. Hvis erstatningssøgende havde fortalt om diamanterne, før A tilstod, ville A kunne have påstået, at erstatningssøgende også kendte til kokainen. Der blev givet pålæg til forsvareren efter retsplejelovens § 745 vedrørende tilståelserne fra A og B. Erstatningssøgende blev frifundet efter sin forklaring om tro på, at det drejede sig om diamanter og ikke narkotika.

Der er afgivet forklaring af erstatningssøgende samt af vidnerne Jan Fogh, Johnny Lundberg, Alex Knudsen, Jeanette Rohde, Marta Rydbeck, Michel Kubler, Knud Harald Pedersen, Oscar Lassen, Jasper Norsted-Jørgensen, Helle Edelmann, Jørgen Worsåe-Rasmussen, Lars Henriksen, Jacob Jacobsen, Niels Lindholm og Oluf Brams. Forklaringerne er gengivet i retsbogen. Der er endvidere sket forelæggelse og dokumentation som angivet i retsbogen.

Der er efter erstatningssøgendes begæring foretaget en ambulant mentalundersøgelse af erstatningssøgende. Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik har udarbejdet en mentalerklæring af 19. januar 1998 med følgende konklusion: »Observanden er en nu 32-årig mand, der indtil for godt tre år siden aldrig har udvist tegn til at have psykisk sygdom. Han har fra sin tidlige ungdom og indtil 1992 været en succesrig konkurrencesvømmer. Han har fra 1990 haft egen virksomhed, som han frem til sin anholdelse i december 1994 har drevet med held. Han synes indtil sin anholdelse altid at have været socialt velfungerende. Han har ikke haft misbrug af rusmidler.

Ved den nærværende undersøgelse er han fundet normalt til velbegavet. Der er ikke holdepunkter for at antage, at han lider af epilepsi eller anden organisk hjernelidelse. Han har givet udtryk for at have blandt andet forfølgelsesforestillinger og storhedsforestillinger, og han har fremtrådt mistroisk og garderet. Hans realitetsopfattelse findes at være svigtende i et omfang, så han måtte betegnes som værende psykotisk. Det har ikke i forbindelse med den nærværende undersøgelse været muligt at foretage en endelig sygdomsklassifikation, men han findes mest sandsynligt at lide af en paranoid psykose. Observandens levevis har, sandsynligvis afledt af hans psykotiske tilstand, siden han blev løsladt, været præget af en omfattende og omflakkende rejseaktivitet, der i nogen grad har været kendetegnet ved en svigtende evne til at fastholde menneskelige kontakter og til at knytte og forankre sig i lokaliteter.

Ud fra de foreliggende oplysninger må det antages at observandens psykiske lidelse er debuteret tidsmæssigt sammenfaldende med, at han har været varetægtsfængslet i isolation. Det findes endvidere sandsynliggjort, at observandens sygdomsudvikling og sygdomsforløb med udgangspunkt i hans personlighedsmæssige særpræg og sjælelige sårbarhed er kausalt forbundet til den omstændighed, at han gennem længere tid har været varetægtsfængslet i isolation.«

Retslægerådet har den 30. marts 1998 udtalt, »at E indtil for ca. 3 år siden ikke synes at have frembrudt tegn på psykisk sygdom eller personlighedsforstyrrelse. Han er velbegavet.

Under langvarig varetægtsfængsling og isolation i perioden december 1994 til maj 1996 udviklede han en sindssygdom, især præget af svigtende virkelighedsopfattelse, selvhenførende tanker og vrangforestillinger af forfølgelses- og storhedskarakter. Det er vanskeligt nøje at tidsfæste, hvornår sindssygdommen udviklede sig under varetægtsfængslingen. Ved et psykiatrisk tilsyn den 18.01.95 fandtes der ikke sindssygelige symptomer, men en »situationsbetinget reaktion« og sultestrejke. Under den retspsykiatriske undersøgelse - afsluttet i januar 1998 - fandtes han både klinisk-psykiatrisk og ved psykologisk testning fortsat psykotisk, sandsynligt lidende af en paranoid psykose (sindssygdom med vrangforestillinger).

Efter Retslægerådets opfattelse er det meget vanskeligt nøje at udrede årsagsforholdene, jf. de af Københavns Politi, advokatur N, til rådet stillede spørgsmål, men det er nærliggende at antage, at hele den betydelige og langvarige psykiske belastning, som sagen indebar, har haft væsentlig betydning for sindssygdommens udvikling, formentlig sammenholdt med en personlighedsmæssig egenart præget af følsomhed og sårbarhed. Efter beskrivelsen har isolationsfængslingen været en særlig og meget svær psykisk belastning, men også andre omstændigheder som sigtelsen og den senere tiltale kan efter rådets vurdering have bidraget til udviklingen af E's sindssygdom.«

Retslægerådet har den 12. marts 1998 forelagt et udkast til udtalelse svarende til den senere udtalelse af 30. marts 1998 for Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, der i en skrivelse af 20. marts 1998 anfører:

»I lighed med Retslægerådets opfattelse er det også vores opfattelse, at en præcis udredning af de årsagsforhold, som er af betydning for udviklingen af E's sindssygdom er vanskelig. Som Retslægerådet anfører, kan blandt andet også omstændigheder som sigtelsen og senere tiltale tænkes at have bidraget til E's sygdomsudvikling. Ud fra de foreliggende oplysninger samt ud fra den psykiatriske og psykologiske vurdering af E er det dog opfattelsen, at en langvarig isolationsfængsling har været en nødvendig og afgørende patoplastisk faktor for den i erklæringen beskrevne sygdomsudvikling.«

Retslægerådet har den 4. maj 1998 på foranledning af Arbejdsskadestyrelsen afgivet en supplerende udtalelse om, hvorvidt der kunne foreligge en posttraumatisk belastningsreaktion m.v. og varighed af den psykiske lidelse:

»Rådet finder det godtgjort, at hoveddiagnosen er paranoid psykose og ikke posttraumatisk belastningsreaktion, idet der er tale om en sindssygelig tilstand. Men svær psykisk belastning indgår i forudsætningerne både for udviklingen af E's sindssygdom og udviklingen af posttraumatisk belastningsreaktion, og foruden de psykotiske symptomer frembyder E symptomer, der er karakteristiske for posttraumatisk belastningsreaktion (irritabilitet, koncentrationsbesvær, søvnbesvær, mareridt, depressiv tendens med selvmordstanker). Rådet kan ikke vurdere eller udtale sig om den psykiske lidelse er varig.«.

Arbejdsskadestyrelsen har den 3. august 1998 afgivet en udtalelse om erhvervsevnetab og stationærtidspunkt efter erstatningsansvarslovens § 10, hvorefter det vurderes, at erstatningssøgendes »erhvervsevne er nedsat med 1/3 som følge af isolationsfængslingen i perioden 13. december 1994 til 28. november 1995, jf. erstatningsansvarslovens § 5.«

Det hedder bl.a. i udtalelsen:

»Ved vurderingen har vi lagt vægt på, at skadelidte på ulykkestidspunktet var ejer af firmaet Super- - -. Firmaet beskæftigede sig med blandt andet salg af TV- programmer fra sportskanalen Eurosport.

Skadelidte arbejdede som selvstændig sælger/agent.

Af de indhentede skatteoplysninger fremgår det, at skadelidte i årene 1992, 1993, 1994 er ansat til indkomster på kr. 737.280,00, kr. 1.151.025,00 og kr. 292.603,00.

Skadelidtes indtægt i 1994 skyldes blandt andet, at han i 1994 havde mistet en kontrakt med satellitkanalen Super Channel.

På fængslingstidspunktet i 1994 var skadelidte ved at genforhandle en kontrakt (med) satellitkanalen Eurosport.

Genforhandlingen af kontrakten med Eurosport var på tidspunktet for skadelidtes anholdelse endnu ikke afsluttet.

Det fremgår af retsbogsudskriftet, at det er usikkert om skadelidte kunne have beholdt kontrakten med Eurosport.

Af de lægelige akter og af retsbogsudskrifterne fremgår det, at skadelidte før isolationsfængslingen fremstod som en dygtig, kreativ, iderig og kompetent forretningsmand.

Det fremgår ligeledes af erklæringen fra Retspsykiatrisk klinik, at skadelidte ikke havde nogen forudbestående psykiske sygdomme. Dog omtaler konklusionen i erklæringen, at skadelidte har et »personlighedsmæssigt særpræg« som er en del af baggrunden for den beskrevne psykiske lidelse.

Efter en gennemgang af de lægelige akter på sagen vurderer styrelsens psykiatriske speciallægekonsulent, at skadelidte som følge af isolationsfængslingen har pådraget sig to lidelser.

En paranoid psykose, hvor fængslingen er en væsentlig årsag, samt en posttraumatisk belastningsreaktion, hvor fængslingen er en afgørende årsag.

Det er styrelsens speciallægekonsulents vurdering, at den paranoide psykose har været langsomt aftagende, men stadig er til stede 2 år efter løsladelsen.

Symptomerne på den posttraumatiske belastningsreaktion har derimod været konstante og kan anses for varige.
Set i forhold til Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel har styrelsens psykiatriske speciallægekonsulent vurderet skadelidtes varige mén til ca. 30 procent for følgerne efter fængslingen.«

Styrelsen bemærker, at man kun har sparsomme oplysninger om erstatningssøgendes erhvervsmæssige/økonomiske situation efter fængselsopholdet, ligesom  det ikke af sagen fremgår, om erstatningssøgende efter frifindelsen har modtaget relevant behandling for sine psykiske lidelser. Styrelsen gør opmærksom på, at vurderingen af erhvervsevnetab primært er baseret på de lægelige oplysninger og oplysninger vedrørende indtægts- og arbejdsforhold i tiden før isolationsfængslingen.

Det hedder senere i udtalelsen:

»Det er således styrelsens vurdering, at de helbredsmæssige gener som skadelidte pådrog sig under isolationsfængslingen har medført, at han ikke kan påtage sig arbejde, der har samme omfang og samme indtjeningsmuligheder, som det han havde før fængslingen i 1994.

Styrelsen har på baggrund af ovenstående skønsmæssigt vurderet, at isolationsfængslingen har betydet et tab af erhvervsevne på 1/3 af den samlede erhvervsevne.

Stationærtidspunktet er fastsat til maj 1996, hvor varetægtsfængslingen ophører.«

Erstatningssøgende har til støtte for kravet gjort gældende, at der som følge af uberettiget varetægtsfængsling bør ydes erstatning både for tort og økonomiske tab. Erstatningssøgende har ikke i tiden forud for varetægtsfængslingen eller under varetægtsfængslingen selv givet anledning til denne, dens varighed samt til anvendelse af isolation. De psykiske og økonomiske virkninger kan tilskrives varetægtsfængslingen samt perioden i isolation. Der foreligger ikke egen skyld. Der er ført tilstrækkeligt bevis både for ikke-økonomisk tab (tort) og økonomisk tab. Selve den tidsmæssige udstrækning af indgrebet, herunder næsten et år i isolation, er så ekstraordinært, at det bør give anledning til store betænkeligheder at forlade udgangspunktet i retsplejelovens § 1018 a, stk. 1.

Erstatningssøgende har under proceduren navnlig anført, at erstatningssøgendes papayaprojekt var seriøst og ikke blot et skinprojekt, hvis eneste formål var at vildlede anklagemyndigheden, at erstatningssøgende ville være blevet varetægtsfængslet, uanset på hvilket tidspunkt beretningen om det planlagte diamantsmugleri var kommet frem, og at A og politiet havde skabt en situation, hvor A som skyldig havde interesse i at tie, og hvor han, såfremt erstatningssøgende navnlig i de første 8-9 måneder af isolationsfængslingen havde fortalt om det planlagte diamantsmugleri sammen med A, mere end nemt kunne have gjort erstatningssøgende til medskyldig i kokainsmuglingen. A's reaktion var upåregnelig og farlig for erstatningssøgende. De urigtige oplysninger, erstatningssøgende har givet politiet, har været uden betydning for efterforskningen, herunder C-historien. Det var A, der efter fundet af kokainen manipulerede erstatningssøgende ind i den historie. Det var først med B's tilståelse medio september 1995 efter udleveringen fra USA at sagen kunne komme videre. Uanset hvad erstatningssøgende havde fortalt, så ville udviklingen have været den samme, således at erstatningssøgende ville være varetægtsfængslet. Erstatningssøgende forblev isoleret, mens A og B blev udtaget af isolation.

Det er endvidere gjort gældende, at erstatningssøgende meget hurtigt, muligt næsten omgående, efter sin anholdelse blev sindssyg. Den paranoiske psykose er svær at erkende for omverdenen. Erstatningssøgende fik ikke den behandling, som han havde brug for. Det psykiatriske tilsyn i forbindelse med sultestrejken var ganske kortvarigt. Erstatningssøgendes tilstand i forbindelse med anholdelsen og varetægtsfængslingen var af en sådan art, at han udviklede en paranoid psykose, hvis karakteristika er vrangforestillinger og en læderet eller forvrænget realitetssans, at han ikke juridisk kan pålægges et egen skyld ansvar. Erstatningssøgende blev sindssyg af isolationsfængsling.

Statsmagten skal svare erstatning efter et objektivt ansvar i retsplejelovens § 1018 a. Men statsmagten hensætter erstatningssøgende i en tilstand, hvor hans handlinger ikke længere kan tilregnes ham. Herefter siger man, at han skal stå til ansvar for samtlige sine udtalelser. Argumentet er cirkulært.

Erstatningssøgende har vedrørende virkningen af isolation under varetægtsfængsling og internationale forpligtelser i vidt omfang citeret et temanummer herom i bladet »Retspolitik«, april 1998.

Erstatningssøgende har til støtte for den yderligere torterstatning på 10 mio. kr. henvist til sin opgørelse af 12. juli 1996, hvori det anføres, at sagen har været ualmindelig og ekstraordinært krænkende for erstatningssøgende »grundet den usædvanligt lange uberettigede varetægtsfængsling, der navnlig skyldes Københavns Politis stædige fastholden af sigtelsen for kokainindsmugling kombineret med det faktum, at sagen allerede fra den 26. oktober 1994 fik en massiv pressedækning både fordi Københavns Politi udtalte sig i sagen og fordi erstatningssøgende var/er en kendt person, . . .«. Det gøres gældende, at de oplysninger, pressen fik om sagen, kun kan stamme fra politiet. Erstatningssøgende havde ikke mulighed for at tage til genmæle og derved rense sig. Sagen har haft en meget indgribende betydning for erstatningssøgende både under og efter løsladelsen.

Det er endvidere under sagen gjort gældende, at erstatningssøgende har været underkastet tortur, jf. EMK art. 3. Spørgsmålet om isolation som tortur er udtryk for, at den erstatning, som skal ydes, er uafhængig af betragtninger om skyld, egen skyld eller andet. Tortur er et objektivt indgreb, som ikke kan retfærdiggøres af modstående hensyn om sagens opklaring eller andet.

Det bestrides ikke, at afgørelsen af, om der foreligger en krænkelse af EMK art. 3, må bero på en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, især hvor streng isolationen var, tidsrummet, formålet med isolationen og indvirkningen på den fængsledes helbred.
Det gøres gældende, at der er en formodning om myndighedsansvar, såfremt den frihedsberøvede person fremviser tegn på alvorlig overlast, mens han har været i myndighedernes varetægt. Erstatningssøgende er påført store lidelser, som livsvarigt har invalideret ham. Erstatningssøgende har ført lægeligt bevis for, at disse skader er en følge af isolationsfængslingen.

Hovedsynspunktet er, at erstatningssøgende har været udsat for tortur, og at der herved er konstitueret et selvstændigt ansvarsgrundlag. Denne tortur er samtidig medvirkende til kravet om yderligere torterstatning på 10 mio. kr.

Erstatningssøgende har vedrørende de øvrige erstatningsposter særligt bemærket om erhvervsevnetab, at denne betegnelse først er fremkommet under sagen, efter at der af anklagemyndigheden blev rettet henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen. I opgørelsen af 12. juli 1996 tales om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og mistet arbejdsindtægt for hele arbejdslivet. Der kræves fortsat principalt en kapitaliseret livrente. Efter praksis erstattes tabt arbejdsfortjeneste for hele varetægtsfængslingsperioden og for en passende tid derefter. Den passende tid vil i almindelighed være, indtil den erstatningssøgende får arbejde, men på et tidspunkt må erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste ophøre og gå over i anden form for kompensation, enten en kapitaliseret livrente eller erhvervsevnetabserstatning og ménerstatning. Der kræves tabt arbejdsfortjeneste frem til 13. december 1998, idet erstatningssøgende ikke har mulighed for at få noget som helst job, og slet ikke et, som blot tilnærmelsesvis tangerer det, som han tidligere har haft. Arbejdsskadestyrelsens fastsættelse af stationærtidspunktet til 14. maj 1996 bestrides. Det gøres gældende, at årsindtægten bør fastsættes til et gennemsnit af omsætningen i - - - i årene 1992-94 på 1.145.571 kr., subsidiært den skattepligtige indtjening på 882.574,33 kr.

Erstatningssøgende er opmærksom på, at det ikke er praksis at give erstatning for fremtidig nedsat erhvervsevne som en kapitaliseret livrente, men det er det tab, som erstatningssøgende må forventes at lide.

Skal kravet opgøres efter erstatningsansvarsloven, må Arbejdsskadestyrelsens udtalelse om erhvervsevnetabsprocent og méngrad lægges til grund.

Det er ikke relevant at se på, om det er sandsynligt, at erstatningssøgende ville kunne beholde det arbejde, som han havde på skadestidspunktet i fremtiden. Det er indtægtskapaciteten, som er afgørende.

Varetægtsfængslingen ødelagde erstatningssøgendes muligheder for at overdrage den goodwill, som han havde oparbejdet i - - - samt at finde en løsning, hvor en erhverver fortsatte samarbejdet med Eurosport. Salg kunne være sket, i kombination med at erstatningssøgende i en periode fortsatte som konsulent.

Erstatningssøgende bør vedrørende lejligheden i enhver henseende stilles, som om skaden ikke var sket, dvs. at erstatningen skal modsvare udgiften til en tilsvarende bolig i dag. Det bestrides ikke, at man i almindelighed opgør tabet på skadestidspunktet, dvs. i første halvdel af 1995. Erstatningssøgende havde imidlertid på det tidspunkt navnlig som følge af isolationen og den deraf forårsagede sindssyge ikke mulighed for at gøre noget for at genanskaffe en sådan bolig og dermed begrænse sit tab. Erstatningssøgende har heller ikke siden haft økonomisk mulighed herfor.

Posten 3.3. »Udgifter 13. december 1994 til salg« kompenserer, at erstatningssøgende som følge af fængslingen var afskåret fra at benytte lejligheden. De øvrige økonomiske poster vedrørende lejligheden er en følge af salget. Det var nødvendigt at sælge de større møbler.

Bevisførelsen vedrørende de øvrige poster godtgør kravene. Det hurtige salg af bilen afskar erstatningssøgende fra at opnå en bedre pris.

Udgifterne til arresten var unødvendige, fordi en mindelig ordning kunne være gennemført. Det havde ikke været nødvendigt for erstatningssøgende at antage advokat vedrørende skattesagen såfremt han havde været på fri fod.

Anklagemyndigheden har til støtte for sin principale påstand nærmere anført, at erstatningssøgende gennem sin adfærd forud for og under varetægtsfængslingen har givet anledning til denne og dens varighed samt til isolation. De følgevirkninger af psykisk og økonomisk karakter, varetægtsfængslingen måtte have medført, har erstatningssøgende også selv givet anledning til. Til støtte for den subsidiære påstand er det gjort gældende, at der foreligger delvis egen skyld, og at de enkelte erstatningsposter, i det omfang de måtte blive anerkendt, bør reduceres på grund af egen skyld.

Anklagemyndigheden har vedrørende egen skyld under proceduren nærmere anført, at der er udvist egen skyld i relation til de dispositioner, der blev truffet i forbindelse med aftalen om indførsel af papaja, og de dispositioner, der blev truffet i tiden frem til anholdelsen. Der er endvidere udvist egen skyld i relation til den adfærd og passivitet, som erstatningssøgende udviste efter anholdelsen og fængslingen. Den 26. september 1995 forklarede erstatningssøgende om, hvad der reelt var foregået. Politiafhøringer af erstatningssøgende, A og B blev fulgt op af indenretlige forhør. Det gøres gældende, at erstatningssøgendes egen skyld også var årsagen til, at han forblev varetægtsfængslet efter dette tidspunkt og frem til frifindelsen, henset til at han i mere end et halvt år forud for det indenretlige forhør havde afgivet fuldstændigt urigtige forklaringer om sagens centrale punkter, at han forud for sin anholdelse havde tilrettelagt de urigtige forklaringer, at der ikke på denne baggrund var nogen grund til at fæste lid til rigtigheden af de seneste forklaringer om diamantsmuglinger, og at man måtte befrygte, at han på fri fod ville søge at befæste sin forklaring, f.eks. ved at kontakte A.

Anklageren har i den forbindelse henvist til præmisserne i Østre Landsrets kendelse af 15. januar 1996, hvorefter der under hensyn til den centrale betydning for sagen, som A's forklaring må antages at ville få, og i betragtning af den måde, A's og tiltaltes forklaringer om smugling af diamanter er fremkommet på, er bestemte grunde til at antage, at tiltalte på fri fod vil søge at påvirke A's forklaring under domsforhandlingen.

Anklagemyndigheden har vedrørende den subsidiære påstand bemærket:

Det kan alene anerkendes, at en reduceret torterstatning beregnes på grundlag af de af Rigsadvokaten fastsatte normaltakster for torterstatning.

Kravet om tabt arbejdsfortjeneste afvises, allerede fordi erstatningssøgende før varetægtsfængslingen havde opgivet at fortsætte sin kontrakt med Eurosport, subsidiært at den del af varetægtsfængslingen, som erstatningssøgende ved sin delvise egen skyld selv var årsag til, afstedkom hele tabet. Mere subsidiært gøres det gældende, at størrelsen af evt. tabt arbejdsfortjeneste skal sættes langt lavere. Den gennemsnitlige årsindtægt i 1992-94 fra Eurosport udgjorde netto 238.615 kr. (603.195 kr. med fradrag for udgifter ved indtægtens erhvervelse 364.580 kr.). Erstatningssøgende havde allerede før varetægtsfængslingen mistet kontrakten med Super Chanel.
Kravet om tab af goodwill på - - - kan ikke anerkendes, principalt fordi der ikke var nogen værdi af goodwill, subsidiært at selv delvis egen skyld har afstedkommet hele tabet.

Erstatningssøgendes delvise egen skyld har været årsag til den nedsatte erhvervsevne, subsidiært at tabet af erhvervsevne ikke overstiger minimumsgrænsen for erstatning på 15 %, mest subsidiært at erstatningssøgende ikke har opfyldt sin pligt til at foretage tabsbegrænsende foranstaltninger ved at undergive sig lægelig behandling for lidelsen, hvorfor han af den grund har mistet retten til erstatning.

Den helt eller delvise egen skyld har været årsag til varigt mén, mere subsidiært at der ikke er ført bevis for, at méngraden overstiger 5 %, jf. EAL § 4, mest subsidiært at det er taksten for perioden 1.4.91 - 31.3.95, der skal benyttes.

Det gøres gældende, at salget af lejligheden er uden årsagssammenhæng med varetægtsfængslingen dels på grund af erstatningssøgendes flytning til England, dels som følge af at lejligheden måtte sælges for at kunne betale gælden til skattevæsenet. Arresten var på 1.158.855 kr. Det er ikke dokumenteret, at lejligheden er solgt med tab. Fremtidig værdistigning dækkes ikke.

Årsagssammenhængen mellem varetægtsfængslingen og øvrige krav vedrørende lejligheden samt salg af indbo bestrides. Udgifter vedrørende lejligheden frem til salg skulle være afholdt uanset varetægtsfængslingen.

Udgifter vedrørende arrest og til advokat under skattesag har ikke årsagssammenhæng med varetægtsfængslingen. Tabet er ikke dokumenteret.

Der er ikke påvist nogen årsagssammenhæng mellem varetægtsfængslingen, og salget af personbilen og kravet er udokumenteret.
Tabets størrelse vedrørende flybillet og ødelæggelse af batterier i computer anerkendes, men det gøres gældende, at tabet under alle omstændigheder ville være opstået som følge af erstatningssøgendes delvise egen skyld.

Vedrørende udgifter til telefon og kontorservice bestrides kravet, fordi en del af udgifterne ikke vedrører perioden efter varetægtsfængslingen eller er afstedkommet af, at andre har benyttet telefonerne, og for så vidt angår varetægtsperioden, fordi erstatningssøgende som følge af delvis egen skyld under alle omstændigheder ville have lidt det pågældende tab, som han i øvrigt selv i en vis grad kunne have undgået ved at foretage tabsbegrænsende foranstaltninger.

Udgifterne til kontorartikler er udokumenterede.

Domsmandsrettens bemærkninger:
A. De faktiske forhold

Efter bevisresultatet ved Østre Landsrets nævningedom af 14. maj 1996 sammenholdt med den skete bevisførelse under nærværende sag lægger retten til grund, at der mellem A og B var indgået aftale om indsmugling af kokain til Danmark fra Brasilien, således at kokainen skjultes i en forsendelse af papayafrugter. B anbragte i overensstemmelse hermed i Brasilien kokainen i en palle med grønne papayafrugter, der skulle importeres til Danmark af firmaet F, og som af erstatningssøgende var bestilt hos samme. A havde imidlertid lokket erstatningssøgende til at oprette helsefirmaet - - - og bestille papayafrugterne til brug for dette firma, under angivelse af at importen af grønne papayafrugter skulle dække over indsmugling af diamanter, skønt det for A drejede sig om kokain. Efter ankomsten til frugtfirmaet skete der forviklinger, hvorved den indsmuglede kokain blev opdaget.

Erstatningssøgende havde taget initiativer til en mulig kommerciel udnyttelse af grønne papayafrugter til helseprodukter m.v.

B. Egen skyld, retsplejelovens § 1018 a, stk.3

Retten finder, at erstatningssøgende i betydelig grad har udvist egen skyld ved at indlade sig på en aftale med A om smugling af diamanter fra Brasilien. Han vidste, at A havde en uddannelse som gemmolog, men deres bekendtskab var af nyere dato, og hans bestræbelser for at sikre sig, at A's kriminelle forsæt var begrænset til diamantsmugling, har været ringe. A's forklaring om, at han på et tidspunkt for erstatningssøgende kort har bemærket, at han tidligere har forsøgt at smugle kokain, bestrides af erstatningssøgende og er ikke tillagt afgørende vægt i denne bevisbedømmelse.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at erstatningssøgende efter at have aftalt med A at medvirke til smugling af diamanter fra Brasilien skjult i forsendelser med papayafrugter gik i gang med at oprette et helsefirma - - -, der skulle forestå import af papayafrugter m.v. Det kan ikke efter bevisførelsen afvises, at erstatningssøgende tillige tilsigtede et kommercielt udbytte ved driften af - - -. Retten finder imidlertid, at erstatningssøgende med kendskab til politiets fund af kokain og afhøringer i øvrigt bør have indset, at det var politiets efterforskningsteori, at helsefirmaet - - - alene var et skalkeskjul for import af kokain, hvor den evt. fortjeneste ved salg af helseprodukter fremstillet af papayafrugter har været helt uvæsentlig. Det bemærkes i øvrigt, at erstatningssøgendes noget eksperimenterende/impulsive måde at opstarte sit firma på har været egnet til at styrke denne antagelse hos politiet, og at erstatningssøgende bør have indset dette.
Erstatningssøgende valgte, efter at politiet havde fundet kokainen og efter presseomtalen den 26. oktober 1994, men før sin egen anholdelse sammen med A at aftale en falsk forklaring om baggrunden for hans import af papayafrugter, den såkaldte C-historie understøttet af konstruerede kalendertilførsler. Erstatningssøgende har efter sin forklaring på dette tidspunkt gentagne gange spurgt A, om han havde noget med kokainen at gøre. Trods A's benægtelse bør erstatningssøgende i hvert fald på dette tidspunkt have anet kraftigt uråd.

Erstatningssøgende blev anholdt den 13. december 1994. Han ændrede ikke sin forklaring før den 26. september 1995, hvor han under afhøring hos politiet fortalte om den planlagte diamantsmugling. Denne forklaring blev gentaget i de indenretlige forhør den 28. og 30. november 1995 og herefter fastholdt. Isolationen blev ophævet i retsmødet 28. november 1995.

Erstatningssøgende har gjort gældende, at han antageligt ville være blevet varetægstfængslet, selvom han fra første færd havde forklaret sagens rette sammenhæng, hvorefter han alene havde forsæt til at medvirke til diamantsmugling. Retten skal hertil bemærke, at den af erstatningssøgende udviste egen skyld før anholdelsen meget muligt i sig selv havde medført varetægtsfængsling, men erstatningssøgendes forhold efter anholdelsen ved - i det omfang det var ham muligt - at undlade at rense sig for mistanke ved straks ved anholdelsen at forklare om den rette sammenhæng har haft betydning for varetægtsfængslingens udstrækning og navnlig for, at denne skete i isolation. Erstatningssøgendes forklaring fremkom først i efteråret 1995. Politiet kunne i givet fald på et tidligere tidspunkt have efterforsket ud fra erstatningssøgendes forklaring om planlagt diamantsmugling. Det havde i så fald i erstatningsmæssig henseende alene været det offentliges problem, om man ikke havde troet på erstatningssøgendes forklaring efter den efterforskning, den måtte give anledning til. Optrevlingen af C-historien som falsk understøttede yderligere politiets mistanke. Erstatningssøgende udviste mistankepådragende adfærd. Han holdt fast på C-historien også under det første indenretlige forhør i juli 1995. Det mellemliggende hændelsesforløb var i efteråret 1995 i betydelig grad med til at skabe tvivl om, hvorvidt erstatningssøgendes forklaring nu var sand.
Erstatningssøgendes motiv var angiveligt i første omgang, at han troede på, at A var hans ven, som derfor ikke ville forråde ham ved at inddrage ham i kokainsmugling, og senere frygt for, at A, hvis erstatningssøgende ved at fortælle om den planlagte diamantsmugling og derved knyttede A til pallen med de grønne papayafrugter, risikerede, at A til gengæld - uretmæssigt - ville kunne påstå, at erstatningssøgende kendte sagens rette sammenhæng, nemlig at der skulle indsmugles kokain. Erstatningssøgende undlod af samme grund over for sin forsvarer at fortælle sagens rette sammenhæng, angiveligt fordi han ikke dengang - også efter forsvarerskifte - havde fornøden tillid til sin forsvarer. Erstatningssøgende var bekendt med, at hans forsvarer bl.a. under anteciperet bevisførelse og logisk argumentation søgte at anfægte politiets teori om, at den fundne kokain på noget tidspunkt havde befundet sig i pallen med grønne papayafrugter bestemt for erstatningssøgende. Det var for erstatningssøgende en mulighed for at blive løsladt.

Det er imidlertid grundlæggende for vurderingen af egen skyld, at det offentlige ikke kan pålægges et erstatningsansvar forårsaget af, at erstatningssøgende undlader at rense sig for en stærk mistanke om medvirken til indsmugling af kokain på grund af en angivelig frygt for tredjemand. Det kan endvidere ikke medføre erstatningsansvar for det offentlige, at erstatningssøgende muligt ikke har ønsket at forklare om den planlagte diamantsmugling, der i sig selv kunne udgøre et strafbart forsøg.

Selvom det i øvrigt må lægges til grund, at erstatningssøgende mentalt påvirkedes af varetægtsfængslingen, jf. pkt. C.1.2., finder retten det ikke efter bevisførelsen antageligt, at erstatningssøgende på grund af sine mentale forhold under varetægtsfængslingen ikke subjektivt har kunnet overskue de grundliggende problemstillinger, som efter rettens opfattelse udgør egen skyld.

Retten finder herefter, at erstatningssøgende har udvist egen skyld i form af mistankepådragende adfærd/undladelse af at rense sig for mistanke navnligt ved at have indladt sig på en angivelig smugling af diamanter og træffe foranstaltninger hertil, at have konstrueret og gjort brug af en falsk dækhistorie og at have undladt at forklare sagens rette sammenhæng før i efteråret 1995, hvorved han tillige må have indset, at han med dette hændelsesforløb i efteråret 1995 selv i betydelig grad havde været med til at skabe tvivl om, hvorvidt hans forklaring nu var sand, jf. herunder Østre Landsrets kendelse af 15. januar 1996.

Retten finder, at den af erstatningssøgende udviste egen skyld herefter bør medføre, at han som udgangspunkt har mistet retten til erstatning for den skade, han er tilføjet ved anholdelsen og varetægtsfængslingen i perioden 13. december 1994 til 15. oktober 1995, og at erstatningskrav vedrørende frihedsberøvelsen efter dette tidspunkt bør nedsættes med en tredjedel, jf. dog bemærkninger vedrørende tabt arbejdsfortjeneste.

Skæringsdatoen 15. oktober 1995 er fastsat under hensyn til på den ene side en vis påregnelig bearbejdningstid hos politiet efter den ændrede forklaring, ligesom det må påregnes, at forklaringen efter sin betydning for sagen vil blive søgt præciseret og fastholdt i et indenretligt forhør, før der tages stilling til løsladelse eller ophævelse af isolation, og på den anden side at erstatningssøgende ikke alene bør bære risikoen for, at det indenretlige forhør først kunne gennemføres to måneder senere (26. september til 28. og 30. november 1995).

Retten har fra dette udgangspunkt gjort fravigelse som nedenfor anført vedrørende de enkelte poster.

Spørgsmålet om, hvorvidt den langvarige varetægtsfængsling i isolation indebærer en overtrædelse af EMK art. 3., er behandlet under C.1.2. nedenfor.

C. De enkelte poster i erstatningsopgørelsen

Vedr. påstand om afvisning:

Anklagemyndigheden har for så vidt angår udvidelse af påstanden for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 20. januar - 13. december 1998 på 1.050.107 kr., samt ménerstatning på 90.600 kr. principalt nedlagt påstand om afvisning og har til støtte herfor gjort gældende, at kravene er for sent fremsat, jf. retsplejelovens § 1018 e. Der er ikke taget et relevant, konkretiseret forbehold. Påstandsudvidelsen er først sket umiddelbart før proceduren.

Erstatningssøgende har gjort gældende, at det tagne forbehold må omfatte det rettidigt fremsatte krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet erstatningssøgende på tidspunktet for kravets fremsættelse ikke havde mulighed for at fastslå stationærtidspunktet. Det gøres gældende, at stationærtidspunktet ikke ligger tidligere end den 13. december 1998. For så vidt angår kravet om ménerstatning må det anses for omfattet af det rettidigt fremsatte krav om erstatning for mistet indtjeningsevne m.m. og det tagne forbehold. Kravet er fremsat i første retsmøde, efter at Arbejdsskadestyrelsen har afgivet sin udtalelse.

Retten finder ikke grundlag for at afvise kravet om yderligere tabt arbejdsfortjeneste som for sent fremsat, henset til at opgørelsen alene relaterer sig til, hvilket stationærtidspunkt retten måtte lægge til grund.

Spørgsmål om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén er principielt forskellige, jf. erstatningsansvarslovens § 4 og § 5, men som sagen er forelagt for retten, findes kravet om godtgørelse for varigt mén at have sådan sammenhæng med de i øvrigt rejste krav, der ikke oprindeligt har været afgrænset efter erstatningsansvarsloven, at kravet kan tages under påkendelse.

Retten lægger til grund, at erstatningssøgende udover det første anholdelsesdøgn har været frihedsberøvet i 518 dage, heraf 351 dage i isolation, og at den takstmæssige erstatning efter Rigsadvokatens takster herefter udgør 289.450 kr. Der er ikke tale om en sag, der efter sin art sædvanligvis medfører forhøjet takst. Fradrag for afsoning af straf og forvandlingsstraf bør ske efter taksten for frihedsberøvelse uden isolation som bedst modsvarende den afsoningsform, der kompenseres for. Fradrag for afsoning af den idømte fængselsstraf bør som udgangspunkt ske med 8 måneder, og ikke blot 5 måneder 10 dage svarende til prøveløsladelse efter 2/3 tid, idet tiltalte ikke har retskrav på prøveløsladelse og ikke ganske bør undgå konsekvenserne af en prøveløsladelse med krav om straffri vandel i prøvetiden. Det må imidlertid anses for helt overvejende sandsynligt, at erstatningssøgende ville have opfyldt betingelserne for prøveløsladelse efter 2/3 tid, og uden at der i nærværende sag opstår spørgsmål om recidiv i prøvetiden, hvorfor erstatningssøgendes påstand om, at der alene sker reduktion med 2/3 tid svarende til 160 dage, tages til følge.

Særligt vedrørende presseomtale m.v.:

Retten finder det ikke efter bevisførelsen godtgjort, at det offentlige har pådraget sig erstatningsansvar ud over det allerede af Rigsadvokaten tilkendte beløb på 5.000 kr. for tort. Det er således ikke godtgjort, at politi og anklagemyndighed har handlet ansvarspådragende ved at videregive oplysninger m.v., herunder oplysninger, der var egnet til at identificere erstatningssøgende uden for en snæver kreds af personer.

Særligt vedrørende psykiske følger:

Retten lægger efter Retslægerådets udtalelse til grund, at erstatningssøgende før denne sag angiveligt ikke har frembrudt tegn på psykisk sygdom eller personlighedsforstyrrelse, men at han under den langvarige varetægtsfængsling og isolation udviklede en sindssygdom, især præget af svigtende virkelighedsopfattelse, selvhenførende tanker og vrangforestillinger af forfølgelses- og storhedskarakter. Det er ikke muligt nøje at tidsfæste, hvornår sindsygdommen udviklede sig under varetægtsfængslingen, idet der ikke ved et psykiatrisk tilsyn den 18. januar 1995 er fundet sindssygelige symptomer, men en »situationsbetinget reaktion« og sultestrejke, hvorimod erstatningssøgende under den retspsykiatriske undersøgelse - afsluttet i januar 1998 - er fundet psykotisk, sandsynligt lidende af en paranoid psykose (sindssygdom med vrangforestillinger). Retslægerådet har ikke nøje kunnet udrede årsagsforholdene, men finder »det er nærliggende at antage, at hele den betydelige og langvarige psykiske belastning, som sagen indebar, har haft væsentlig betydning for sindssygdommens udvikling, formentlig sammenholdt med en personlighedsmæssig egenart præget af følsomhed og sårbarhed. Efter beskrivelsen har isolationsfængslingen været en særlig og meget svær psykisk belastning, men også andre omstændigheder som sigtelsen og den senere tiltale kan efter rådets vurdering have bidraget til udviklingen af E's sindssygdom.«
Arbejdsskadestyrelsen udtaler bl.a., at erstatningssøgende som følge af isolationsfængslingen har pådraget sig »såvel en paranoid psykose, hvor fængslingen er en væsentlig årsag«, samt en posttraumatisk belastningsreaktion, hvor fængslingen er en afgørende årsag, og således at den paranoide psykose har været langsomt aftagende, men stadig er til stede 2 år efter løsladelsen. Symptomerne på den posttraumatiske belastningsreaktion har derimod været konstante og kan anses for varige.

Retten finder efter disse udtalelser, mentalerklæringen m.v. og Retslægerådets supplerende udtalelse af 4. maj 1998 samt erstatningssøgendes forklaring og det i øvrigt fremkomne, at det ikke kan udelukkes, at erstatningssøgende efter sin personlighedsmæssige egenart har haft særlige anlæg for at udvikle sindssyge, men at det omvendt ikke er godtgjort, at disse forhold i erstatningssøgendes psyke ville have udviklet sig til en sindssygdom, såfremt han ikke havde været udsat for en strafferetlig forfølgning. Frihedsberøvelsen af erstatningssøgende og sagen som sådan har som sammensatte skadesårsager været udløsende faktor for, at der er udviklet en sindssygdom (paranoid psykose). Det må endvidere lægges til grund, at erstatningssøgende af samme årsager lider af en posttraumatisk belastningsreaktion. Varetægtsfængslingen, herunder perioden i isolation, der har udgjort en særlig og meget svær psykisk belastning for erstatningssøgende, må i hvert fald antages at have været en meget væsentlig årsag til de pådragne psykiske følger, og antagelig således at den posttraumatiske belastningsreaktion hovedsageligt er en følge af isolationsfængslingen.

Erstatningssøgendes pligt til at foretage tabsbegrænsende foranstaltninger må bestå i, at han undergiver sig relevant psykiatrisk/psykologisk behandling, idet omfang der er udsigt til, at tilstanden kan bedres ved sådan behandling, og der realistisk kan og bør stilles krav herom henset bl.a. til paranoiaens karakteristika. Retten bemærker herved, at erstatningssøgende efter sin forklaring på det seneste i USA har gennemført 6 ugers psykoterapi/analyse med daglige sessioner. Det findes ikke efter bevisførelsen godtgjort, at erstatningssøgende har forsømt sin tabsbegrænsningspligt.

Særligt vedrørende Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) og ansvarsgrundlag i øvrigt:

Det må lægges til grund, at enhver form for frihedsberøvelse i almindelighed udgør en belastning for den pågældende, og at denne belastning i særlig grad gør sig gældende ved varetægtsfængsling i isolation med fuldstændig udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte, og hvor besøg alene finder sted i mindre omfang og under kontrol. Denne belastning for den pågældende kan i det enkelte tilfælde ud fra det psykiske beredskab og livssituation m.v. vise sig at have følger, ud over hvad man i almindelighed må påregne og som forudsat af lovgiver.

Det må antages, at lovgiver anser isolation som nødvendig af hensyn til efterforskningen navnlig i alvorligere straffesager, hvor kriminaliteten udøves af en personkreds, der optræder mere organiseret, og hvor opklaringen derfor i høj grad kan bygge på personernes manglende mulighed for bl.a. gennem andre indsatte at afstemme deres forklaringer indbyrdes og med andre.
Lovgiver har under afvejning af hensynet til den varetægtsfængslede over for samfundets interesse i at kunne retsforfølge kriminalitet i retsplejelovens §§ 770 a -770 c fastsat bestemmelser om isolation. Anvendelse af fuldstændig isolation er således begrænset til et sammenhængende tidsrum på 8 uger. Kun i tilfælde, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, gælder ingen tidsbegrænsning. Sigtelsen mod erstatningssøgende for narkokriminalitet efter straffelovens § 191 opfyldte denne betingelse. Domstolene skal efter § 770 b påse, om formålet med isolation kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, og påse, at indgrebet ikke står i misforhold til sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig. Endvidere skal retten efter denne bestemmelse ved afgørelse om isolation »tage hensyn til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for sigtede på grund af dennes unge alder eller fysiske eller psykiske svagelighed«

Efter rettens opfattelse har lovgiver således indset, at isolationsfængsling i værste fald kan medføre en utilsigtet skadevirkning på grund af den sigtedes psykiske svagelighed. Dette søges imødegået ved, at Kriminalforsorgens personale, herunder fængslets læge, har forpligtelse til at være opmærksom på evt. faresignaler, hvorefter det kan blive aktuelt at foretage psykiatrisk tilsyn.

Spørgsmålet om lægeligt tilsyn kan foruden af den varetægtsfængslede selv og fængslets personale, tillige rejses af alle, der har berøring med den varetægtsfængslede, herunder af forsvareren. Den dommer, der har ansvaret for evt. fortsat varetægtsfængsling i isolation, må i givet fald tage stilling til, om det offentliges interesser i retsforfølgningen må vige ud fra hensynet til den sigtedes psykiske velbefindende, navnlig risiko for varige psykiske skader.

Det er rettens opgave at påse og anvende lovens bestemmelser sammenholdt med almindelige retsprincipper, herunder således som disse har fundet udtryk i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK), som inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992.

Efter EMK art. 3 må ingen »underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.« EMK art. 5 indeholder bestemmelser om, i hvilke tilfælde en person undtagelsesvis må berøves friheden.

Varetægtsfængsling af erstatningssøgende er sket af hensyn til påvirkningsrisiko og unddragelsesrisiko, og der er endvidere sket isolation af hensyn til påvirkningsrisikoen.

Efter den foreliggende praksis fra den Europæiske Menneskerettighedskommission må afgørelsen af, om der foreligger en krænkelse af EMK art. 3, bero på en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, især hvor streng isolationen var, tidsrummet, formålet med isolationen og indvirkningen på den fængsledes helbred. Retten har herved foruden sagens konkrete momenter lagt vægt på de vurderinger, Den Europæiske Menneskerettighedskommission, FN's Menneskerettighedskomite (CCPR) og FN's og Europarådets Torturkomitéer (CAT og CPT) har foretaget af vilkårene for isolationsfængslede i Danmark, samt nationale overvejelser, senest betænkning 1358/1998 om varetægtsfængsling i isolation.

Erstatningssøgende har gjort gældende, at der er en formodning om myndighedsansvar, såfremt den frihedsberøvede person fremviser tegn på alvorlig overlast, mens han har været i myndighedernes varetægt. Erstatningssøgende er påført store lidelser, som livsvarigt har invalideret ham. Erstatningssøgende har ført lægeligt bevis for, at disse skader er en følge af isolationsfængslingen.

Retten finder ikke, at den skete varetægtsfængsling i isolation og varetægtsfængsling i øvrigt hverken efter sin tidsmæssige udstrækning eller formen og omstændighederne, hvorunder varetægtsfængslingen er gennemført, sammenholdt med den påsigtede kriminalitets beskaffenhed indebærer en overtrædelse af EMK art. 3. Det samme gælder for så vidt angår fængslingens indvirkning på erstatningssøgendes helbred.

Retten finder imidlertid, at varetægtsfængslingen i isolation har haft mentale følgevirkninger for erstatningssøgende under sådanne omstændigheder, at det på andet grundlag udløser et erstatningsansvar for det offentlige.

Det må antages, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor den varetægtsfængslede - uden at der kan påvises menneskelige fejl i form af svigtende tilsyn m.v. - efterfølgende må konstateres at have pådraget sig egentlige psykiske skader, hvis årsag i væsentligt omfang kan henføres til varetægtsfængslingen, og ikke blot almindeligt påregnelige psykiske eftervirkninger, der kan anses for omfattet af de sædvanlige takstmæssige erstatninger for tort.

I nærværende sag må retten efter de lægelige oplysninger lægge til grund, at erstatningssøgende lider af en paranoid psykose (sindssygdom med vrangforestillinger) og en traumatisk belastningsreaktion, og at varetægtsfængslingen har været en meget væsentlig årsag hertil.

Ved varetægtsfængsling har det offentlige i forhold til den frihedsberøvede påtaget sig en særlig omsorgspligt (tilsynspligt), således at undladelse af at opfylde denne pligt kan udløse et erstatningsansvar. Retten finder, at der ved isolationsfængsling i forhold til det offentlige bør anvendes et skærpet culpaansvar.

Det lægges til grund, at navnlig den paranoide psykose kan være svær at erkende for omverdenen. Retten finder imidlertid, at erstatningssøgende muligt allerede ved anholdelsen som følge af oplysninger om, at han led af klaustrofobi og havde selvmordstanker, der medførte anbringelse i observationscelle, og i hvert fald efter erstatningssøgendes sultestrejke i januar 1995 havde udvist en optræden, der kunne og burde give anledning til i tiden herefter nøjere end sket at følge erstatningssøgendes mentale udvikling. Retten finder, at det offentlige bør have bevisbyrden for, at dette forhold har været uden betydning for de konstaterede psykiske skader. Retten finder herefter, at det ikke kan udelukkes, at de mentale skader i væsentligt omfang kunne være undgået eller reduceret ved et mere effektivt tilsyn, således at retten havde haft mulighed for på dette grundlag at afveje risikoen for (varige) psykiske skader med hensynene til efterforskningen, jf. retsplejelovens § 770 b.

Selvom erstatningssøgende efter det anførte om egen skyld som udgangspunkt også bør bære risikoen for denne utilsigtede (hændelige) følge af varetægtsfængslingen, finder retten derfor, at det offentlige har pådraget sig et medansvar, der skønsmæssigt ansættes til halvdelen af det nedenfor under pkt. 2.3. opgjorte beløb for erhvervsevnetab og varigt mén. Endvidere tillægges erstatningssøgende med denne begrundelse et skønsmæssigt fastsat beløb på yderligere 100.000 kr. i tortgodtgørelse, hvorefter den samlede tortgodtgørelse udgør 69.100 kr. (efter fradrag af negativ saldo 30.900 kr. ad 1.1.).

Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at erstatningssøgende inden sagens opkomst havde mistet kontrakten med Super Channel, men at han indtil dette tidspunkt havde varetaget Eurosports interesse i Danmark, og at der er grundlag for at antage, at Eurosport i hvert fald i en årrække fortsat var interesseret i at fortsætte samarbejdet med erstatningssøgende. Det forhold, at der fra udgangen af 1992 ikke forelå en kontrakt, men alene hensigtserklæringer fra Eurosport, kan således ikke tages som udtryk for, at samarbejdet var ved at ophøre. Selvom der kunne være en risiko for, at der ikke opnåedes enighed om det fremtidige samarbejde, må det med erstatningssøgendes og vidnerne Michel Kubler og Märta Rydbecks forklaringer anses for overvejende sandsynligt, at der ville været opnået enighed, såfremt erstatningssøgende selv fastholdt sin interesse sammenholdt med den planlagte flytning til London. Fremtidsudsigterne må dog også sammenholdes med det oplyste om Eurosports markedsandel og restpotentiale samt vidnet Knud Harald Pedersens forklaring om et mættet marked. Det ville herefter være et spørgsmål, om erstatningssøgende vil kunne opnå tilsvarende høj indtjening på andet grundlag. Det er nærliggende at antage, at erstatningssøgende i hvert fald ville have kunnet opnå en ikke ubetydelig indtjening.

Efter navnlig vidnet Knud Harald Pedersens forklaring må det antages, at såvel den frifindende dom for narkokriminalitet som den fældende dom for skattesvig ikke nødvendigvis er til hinder for ansættelse. Det vil afhænge af den enkelte virksomhedsledelses holdning/fordomme. Derimod er tidsforløbet på 17 måneder uden for markedet i sig selv et problem i konkurrencen med andre ansøgere. Dette problem forstærkes over tiden.

Retten finder efter bevisførelsen sammenfattende, at erstatningssøgende i december 1994 havde opnået en efter dansk niveau betydelig indtjeningskilde for et udenlandsk selskab, som kunne udnytte erstatningssøgendes omdømme i Danmark som en kendt sportsmand til at opbygge et marked, som - i hvert fald dengang - havde et betydeligt potentiale. En tilbagevenden hertil er ikke mulig.

Erstatningssøgende har mistet goodwill, ligesom han i nogen grad har mistet tilknytningen til det marked, han opererede i. Han har endvidere ikke psykisk den samme evne til initiativ, som han havde før sagens opkomst. Erstatningssøgende har til dato ikke været i stand til at skaffe sig erhvervsmæssig indtjening, men har efter sin forklaring arbejdet med et antal projekter og søgt flere job.
Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at erstatningssøgende har mistet 1/3 af sin erhvervsevne. Anklagemyndigheden har gjort gældende, at der er sådan usikkerhed om størrelsen af et eventuelt tab af erhvervsevne, navnlig henset til spørgsmålet om den posttraumatiske belastningsreaktion, at det ikke kan anses for bevist, at erhvervsevnetabsprocenten overstiger minimumsgrænsen på l5 %. Anklagemyndigheden har ligeledes bestridt Arbejdsskadestyrelsens vurdering af méngraden til 30 %. Erstatningssøgende har gjort gældende, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelse må lægges til grund.

Retten finder at kunne lægge Arbejdsskadestyrelsens vurdering til grund, således at erhvervsevnetabet udgør 1/3 og méngraden 30 %. Erstatningssøgende har således ikke mistet sin erhvervsevne, men den er nedsat med den følge, at erstatningssøgende må indrette sine erhvervsinitiativer, herunder jobforventninger, efter hvad der for tiden må anses for realistisk.

Erstatningssøgende har efter det anførte om egen skyld som udgangspunkt fortabt sin ret til erstatning for tab opstået i perioden fra fængslingen 13. december 1994 til 15. oktober 1995, mens erstatning efter dette tidspunkt reduceres med en tredjedel. Retten finder, at dette udgangspunkt også må finde anvendelse på kravet om tabt arbejdsfortjeneste. For så vidt angår erhvervsevnetab og varigt mén nedsættes kravet med halvdelen, jf. pkt. 1.2.

Skadestidspunktet i relation til de psykiske skader ved varetægtsfængslingen kan ikke fastslås nærmere. Der er tale om psykiske skadevirkninger udviklet og forstærket over tiden. Efter skadesårsagsprincippet lægger retten herefter tidspunktet for frihedsberøvelsens start til grund, nemlig 13. december 1994, således at erstatningssøgendes tab af erhvervsevne og varigt mén samt forrentning heraf beregnes med den 13. december 1994 som udgangspunkt.

Årsindtægten, der skal lægges til grund ved beregning af erhvervsevnetabet, må med dette skadestidspunkt fastsættes skønsmæssigt, jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, med den begrænsning, der følger af samme lovs § 7, stk. 3, hvorefter den højeste årsløn for beregning af erhvervsevnetab pr. 13. december 1994 udgør 511.000 kr., jf. bekendtgørelse nr. 150 af 3. marts 1994. Retten finder herefter, at erstatningssøgendes årsindtægt efter § 7, stk. 2, pr. 13. december 1994 har udgjort ikke under lovens maksimum på 511.000 kr., hvorfor dette beløb lægges til grund ved beregning af erhvervsevnetabet. Retten har ved sit skøn taget hensyn til såvel den aktuelle indtjening efter fradrag af udgifter ved indtægtens erhvervelse som tidligere års indtjening, herunder fra Super Channel, og det forhold, at nedgangen i indtjeningen fra Eurosport i 1994 som påstået meget vel kan have sammenhæng med den verserende prøvesag mod Skagen Antennelaug. Retten bemærker med henvisning til erstatningssøgendes principale påstand om en kapitaliseret livrente, at der ikke ses hjemmel til at fravige erstatningsansvarslovens § 7, stk. 3.

For så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste i tiden fra 15. oktober 1995 finder retten, at den udviste egen skyld må slå igennem med den følge, at det lægges til grund, at erstatningssøgende med den forudgående varetægtsfængsling fra 13. december 1994 og i øvrigt skattesagen for stedse havde mistet kontrakten med Eurosport. Hans indtjeningsmuligheder som basis for beregning af tabt arbejdsfortjeneste i tiden efter 15. oktober 1995 må ligeledes fastsættes skønsmæssigt. Det lægges til grund, at erstatningssøgende ville have svært ved at etablere egen virksomhed med den følge, varetægsfængslingen på dette tidspunkt havde haft for hans omdømme, således at han formentlig ville være henvist til at søge lønnet beskæftigelse efter uddannelsesniveau og erhvervserfaring m.v. Retten finder, at årsindtægten kan ansættes skønsmæssigt til 300.000 kr.

Der kan herefter tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne 

Der kan endelig tilkendes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for tiden 15. oktober 1995 til løsladelsen 14. maj 1996 samt efter praksis i en »passende tid« efter løsladelsen, der her fastsættes til 3 måneder eller til 14. august 1996. Det bemærkes, at stationærtidspunktet er fastsat til den 14. maj 1996, hvorfor der ikke som påstået af erstatningssøgende med henvisning til de mentale følger kan blive tale om at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i et længere tidsrum, jf. erstatningsansvarslovens § 2.

Erstatningssøgendes mulige tab af goodwill vedrørende - - - findes at være lidt allerede som følge af varetægtsfængslingen indtil 15. oktober 1995, og dermed fuldt ud omfattet af egen skyld, hvorfor der ikke tilkendes noget beløb vedrørende denne post.
Ad 2.4. Tab af kommissioner . . .., 2.5. Tab på planlagt aktiesalg . . .

Posterne er afvist ved rettens kendelse af 6. maj 1998 som for sent fremsat og henvist til evt. civilt søgsmål.

Ad 2.6. Tab, I/S KabelDanmark.

Retten finder det ikke med erstatningssøgende og vidnet Jasper Norsted-Jørgensens forklaringer og det i øvrigt fremkomne for bevist, at den skete investering ville være rentabel, ligesom den størrelsesmæssigt til dels bygger på et skøn. Under disse omstændigheder findes det ikke dokumenteret, at erstatningssøgende har lidt et erstatningsbegrundende tab. Hertil kommer udvist egen skyld.

Det offentlige frifindes derfor for denne post.

Erstatningssøgendes ejerlejlighed er solgt gennem en ejendomsmægler, der angiveligt handler med liebhaverlejligheder som erstatningssøgendes. Det lægges til grund, at lejligheden ikke er solgt til en pris, der ligger under det niveau, som må anses for markedsprisen, men at en længere salgsperiode muligt kunne have givet grundlag for en højere pris.

Erstatningssøgende har bestridt, at han som led i sine planer om flytning til London ville have solgt lejligheden frem for at udleje den med eller uden møblering. Det er ikke muligt at afgøre, om erstatningssøgende, såfremt han ikke var blevet varetægtsfængslet, endeligt ville have valgt at udleje lejligheden, jf. de allerede tagne initiativer hertil, eller om han ville have solgt den, men et salg havde været en nærliggende mulighed.

Retten lægger endvidere til grund, at skattevæsnet med udsigt til, at erstatningssøgende ville flytte til udlandet, valgte at foretage arrest i erstatningssøgendes ejerlejlighed for et meget betydeligt skattekrav, og at lejligheden på tidspunktet for arresten var det absolutte hovedaktiv. Der blev mellem erstatningssøgendes daværende advokat og Kammeradvokaten indgået aftale om at fortsætte bestræbelserne vedrørende et frivilligt salg, hvilket alt andet lige har været i erstatningssøgendes interesse frem for tvangssalg. Erstatningssøgende har selv tidligere i Østre Landsret den 6. maj 1996 (rød ekstrakt side 9) forklaret, at han solgte ejerlejligheden »for at kunne betale gæld til skattevæsnet«, og senere den 7. maj 1996 (rød ekstrakt side 24), at han nu skylder »skattevæsnet mellem 300.000-350.000 kr., . . ., idet han har betalt skattegæld af det provenu, han har fået for salget af sin ejerlejlighed.« Retten finder det nærliggende, at erstatningssøgende uanset varetægtsfængslingen havde været nødt til at sælge ejerlejligheden for at betale sin skattegæld.

De påståede tab ved salg af ejerlejligheden og følgeudgifter findes imidlertid alle lidt i perioden indtil 15. oktober 1995 eller som følge af varetægtsfængslingen indtil da, hvorfor der foreligger egen skyld, i det omfang erstatningssøgende mener sig afskåret fra at varetage sine økonomiske interesser under varetægtsfængslingen, samt i øvrigt opnå indtjening til sikring af sin økonomi, jf. pkt. B. Det må således anses for en følge af den udviste egen skyld, at erstatningssøgende heller ikke har kunnet tilbyde en afdragsordning med henblik på evt. at afværge et tvangssalg. Retten finder ikke, at erstatningssøgendes mentale forhold har haft relevant betydning for det anførte.
Det offentlige frifindes derfor for disse poster allerede henset til egen skyld.

Ad 3.7. Tab salg af indbo

Realiseringsmåden må antages i nogen grad at være en følge af frihedsberøvelsen.

Tabet findes lidt i perioden indtil 15. oktober 1995 eller som følge af varetægtsfængslingen indtil da, hvorfor der foreligger egen skyld, i det omfang erstatningssøgende mener sig afskåret fra at varetage sine økonomiske interesser under varetægtsfængslingen, samt i øvrigt opnå indtjening til sikring af sin økonomi, jf. pkt. B. Retten finder ikke, at erstatningssøgendes mentale forhold har haft relevant betydning for dette tab.

Det offentlige frifindes derfor for denne post.

Ad 3.8. Advokatudgifter m.v. vedr. arrest og skattesag

Udgifterne er en følge af erstatningssøgendes skatteunddragelse, for hvilket han er domfældt. Der savnes grundlag for at antage, at det var udgifter, som erstatningssøgende ikke ville have afholdt uanset frihedsberøvelsen.

Det offentlige frifindes derfor for denne post.

3 .9. Tab salg af bil

Det er usikkert, om erstatningssøgende i forbindelse med sin planlagte flytning ville have beholdt bilen eller alligevel have solgt den og i givet fald, om den kunne være solgt, evt. privat til en højere pris. Under disse omstændigheder er der ikke ført det fornødne bevis for et erstatningsbegrundende tab.

Det offentlige frifindes derfor for denne post.

Ad 3.10. Flybillet 13.12.94

Den manglende udnyttelse af flybilletten (netto) må antages at være en følge af frihedsberøvelsen.
Det offentlige frifindes for denne post henset til udvist egen skyld, jf. pkt. B.

Ad 3.11. Ødelagte batterier

Den manglende udnyttelse af batterierne må antages at være en følge af frihedsberøvelsen.
Det offentlige frifindes for denne post henset til udvist egen skyld, jf. pkt. B.

Ad 3.12. Telefon, kontorservice og kontorartikler m.m. under varetægtsfængsling.

De pågældende udgifter vedrører ydelser m.v., der som følge af frihedsberøvelsen må antages at have mistet deres værdi for erstatningssøgende.

Tabet findes lidt i perioden indtil 15. oktober 1995 eller som følge af varetægtsfængslingen indtil da, hvorfor der foreligger egen skyld, i det omfang erstatningssøgende mener sig afskåret fra at varetage sine økonomiske interesser under varetægtsfængslingen, jf. pkt. B.
 Retten finder ikke, at erstatningssøgendes mentale forhold har haft relevant betydning for dette tab.

Det offentlige frifindes derfor for denne post.

Ad 3.13. Merudgifter til bankdepot.

Efter det fremkomne lægges det til grund, at kravet vedrører merudgifter som følge af frihedsberøvelsen.

Tabet findes lidt i perioden indtil 15. oktober 1995 eller som følge af varetægtsfængslingen indtil da, hvorfor der foreligger egen skyld, i det omfang erstatningssøgende mener sig afskåret fra at varetage sine økonomiske interesser under varetægtsfængslingen, jf. pkt. B. Retten finder ikke, at erstatningssøgendes mentale forhold har haft relevant betydning for dette tab.

Det offentlige frifindes derfor for denne post.

Sammenfatning ad 1-3:

Der tilkendes herefter erstatningssøgende et samlet beløb på 790.475,34 kr., der henset til erstatningssøgendes opgørelse fremkommer således:

Erstatningssøgende har nedlagt påstand om, at de tilkendte beløb tillægges sædvanlig procesrente fra den 13. december 1994 henholdsvis fra de enkelte kravs opståen.

Kravet om forrentning tages til følge som nedenfor bestemt, idet der herunder er taget hensyn til bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 16, jf. ovenfor pkt. 2.1., og til at erstatningssøgendes krav er fremsat ved skrivelse af 12. juli 1996, som samme dag er faxet til anklagemyndigheden.

D. Sagsomkostninger

Efter sagens udfald og i en afvejning af parternes forhold finder retten, at sagsomkostningerne bør fordeles mellem det offentlige og erstatningssøgende som nedenfor anført, jf. retsplejelovens § 1008.
- - -
Det offentlige (statskassen) skal til erstatningssøgende E betale 790.475, 34 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente, til betaling sker, af 554.800,00 kr. fra den 13. decmber 1994 og af 235.675,34 kr. fra den 12. juli 1996.

Erstatningssøgende skal betale en tredjedel og det offentlige to trediedele af sagens omkostninger, herunder 179.000 kr. + moms i salær til den for erstatningssøgende beskikkede advokat, advokat Merethe Stagetorn.

Østre Landsrets dom 27. august 1999 (21. afd.)

(Lisbeth Wandel, B. Vollmond, Lone Kerrn-Jespersen (kst.) med domsmænd).

Københavns Byrets 7. afdelings dom af 1. oktober 1998 - - - er anket af E med påstand om, at det offentlige i overensstemmelse med den i byretten endeligt nedlagte påstand tilpligtes at betale en erstatning på i alt 22.556.334,36 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 13. december 1994, henholdsvis fra de enkelte kravs opståen, samt at det offentlige betaler sagens omkostninger for begge retter.

Anklagemyndigheden har tillige påanket dommen med påstand om frifindelse, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, og har endvidere nedlagt påstand om, at erstatningssøgende selv bærer de omkostninger, der er forbundet med sagens indbringelse for landsretten.
Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, har på baggrund af nyt materiale fra Vestre Fængsel vedrørende tilsynet med erstatningssøgende i en supplerende erklæring af 29. april 1999 anført bl.a.:

»Den psykiatriske erklæring er, som det fremgår, overvejende baseret på E's egne oplysninger fraset de oplysninger, der er anført under afsnittet »Andres oplysninger om observandens psykiske udvikling og tilstand«, samt naturligvis undersøgernes kliniske vurdering af E, som har fundet sted i perioden 4. december 1997 til 19. januar 1998.

Som det fremgår af konklusionen i erklæringen samt Retslægerådets udtalelse og svar herpå, er det overordentligt vanskeligt at foretage et nøjagtigt skøn over de årsagsforhold, som har været af betydning for udviklingen af E's sindssygdom, ligesom det naturligvis må erkendes, at det er vanskeligt at tidsfæste udbrud og udvikling af sygdom, hvor man som tidligere anført overvejende har haft E's egne udtalelser at henholde sig til.

Det skal stærkt understreges, at erklæringen på ingen måde indeholder kritik af eller mistillid til den lægelige tilsynsfunktion og behandling, der har været ydet E, men som det også vil fremgå af erklæringen, har han ved undersøgelsen hér fremtrådt overordentlig mistroisk og garderet, et indtryk der ikke er bekræftet af de aktuelle skrivelser af administrerende overlæge Knud Chr. Christensen samt sygeplejefaglig leder Annette Lindberg.

Konklusivt må det anføres, at E på undersøgelsestidspunktet utvivlsomt var sindssyg, men at dette på intet tidspunkt er beskrevet under indsættelse i Vestre Fængsel i den lægelige journal. Man må således konkludere, at det ikke lader sig gøre med sikkerhed at afgøre tidspunktet for udviklingen af den psykotiske (sindssygelige) tilstand.«

Retslægerådet, der har fået forelagt denne erklæring og det nye materiale fra Vestre Fængsel, har herefter i skrivelse af 9. august 1999 udtalt:

»Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet i sagen vedrørende E udtale, at det senest fremsendte materiale ikke giver rådet anledning til supplerende bemærkninger eller ændring af rådets udtalelser af 31.03.98 og 04.05.98. Rådet finder stadig at måtte lægge den psykiatriske vurdering i erklæringen fra Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik af 19.01.98 til grund (med supplerende bemærkninger af 29.04.99).
. . .«

Der er i forbindelse med ankesagens behandling fremlagt Vestre Fængsels sygeplejerskejournal vedrørende erstatningssøgende. Af denne journal fremgår bl.a., at der i den periode, erstatningssøgende var isoleret, blev udført i alt 43 sygeplejersketilsyn, og at der herefter blev udført 10 sygeplejersketilsyn. Af Vestre Fængsels lægejournal fremgår, at erstatningssøgende i isolationsperioden blev tilset 25 gange af fængselslæger og herefter blev tilset 10 gange frem til løsladelsen.

Fængselsinspektør Ole Hansen, Københavns Fængsler, har i en udtalelse af 24. juni 1999 for så vidt angår forholdene for isolerede arrestanter i Vestre Fængsel henvist til beskrivelsen i betænkning 1358/1998 om varetægtsfængsling i isolation s. 38-41.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i skrivelse af 16. august 1999 anbefalet, at en reduktion af bødestraffen kommer til at svare til bødeforvandlingsstraffens fulde dageantal på 60.

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af erstatningssøgende og vidneforklaringer af sygeplejefaglig leder Annette Bukholt Lindberg, overlæge Knud Christian Christensen og af fængselsinspektør Ole Hansen.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

De i byretten af vidnerne Jan Fog, Johnny Lundberg, Alex Knudsen, Jeanette Rohde, Märta Rydbeck, Michel Kubler, Knud Harald Pedersen, Oscar Lassen, Jasper Norsted-Jørgensen, Helle Edelmann, Jørgen Worsåe-Rasmussen, Lars Henriksen, Jacob Jacobsen, Niels Lindholm og Oluf Brams afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Parterne har i det væsentlige procederet som for byretten.

Erstatningssøgende har yderligere anført, at takstmæssig erstatning for tort må opgøres til 198.600 kr., svarende til 331 dage a 600 kr., og ikke til 189.800 kr., idet der ved beregningen af fradraget for afsoningen af den idømte straf skal tages hensyn til, at forvandlingsstraffen på hæfte i 60 dage omregnes til fængsel i 40 dage, og til, at prøveløsladelse sker efter afsoning af 2/3 af straffen på fængsel i 8 måneder og 40 dage.

Anklagemyndigheden har yderligere til støtte for frifindelsespåstanden over for kravet om erhvervsevnetabserstatning og ménerstatning anført, at det ikke er godtgjort, at det er varetægtsfængslingen og isolationen, der er årsag til erstatningssøgendes psykiske lidelser, der lige så vel kan være forårsaget af belastningen ved sagen, herunder udsigten til en langvarig fængselsstraf. I hvert fald foreligger der konkurrerende skadesårsager, således at der alene kan kræves delvis erstatning for de psykiske skader. Der kan endvidere ikke kræves erstatning for tab af erhvervsevne og ménerstatning, da de psykiske skader var upåregnelige.

Landsrettens bemærkninger.

Efter de under sagen fremkomne lægelige oplysninger må det lægges til grund, at varetægtsfængslingen i isolation er årsagen eller hovedårsagen til erstatningssøgendes sindssygdom.

Efter de lægelige erklæringer er det ikke muligt nærmere at tidsfæste udbruddet og udviklingen af erstatningssøgendes sindssygdom. Herefter og efter de oplysninger, der foreligger for landsretten om det sundhedsmæssige tilsyn i varetægtsperioden, må det lægges til grund, at erstatningssøgende under varetægtsfængslingen er blevet behandlet på forsvarlig måde.

Henset hertil, til baggrunden for isolationsfængslingen og til det oplyste om erstatningssøgendes forhold under denne findes der uanset dens varighed og alvorlige følgevirkning for erstatningssøgendes psykiske tilstand ikke at være sket en overtrædelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Spørgsmålet om erstatning skal herefter afgøres efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, således at der ved beregningen sker fradrag i frihedsberøvelsen med den ved dommen af 14. maj 1996 udmålte straf på 8 måneders fængsel og 60 dages hæfte som forvandlingsstraf for den idømte bøde. Landsretten finder ikke grundlag for at tage hensyn til mulighed for prøveløsladelse og omsætning af hæftestraf til fængsel. Under hensyn til at frihedsberøvelsen, der alene var begrundet i narkotikaforholdet, som erstatningssøgende blev frifundet for,  overstiger den idømte straf for skattesvig med 216 dage, og til isolationen under frihedsberøvelsen, findes betingelserne for at yde erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, ud over den kompensation, som fradraget for den idømte straf er udtryk for, som udgangspunkt at være til stede.

Landsretten finder imidlertid af de af byretten anførte grunde, at erstatningssøgende selv i betydelig grad har givet anledning til varetægtsfængslingen og isolationen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Vedrørende kravet om erstatning for økonomisk skade, bortset fra erhvervsevnetab, findes den af erstatningssøgende udviste egen skyld at burde medføre, at han har mistet retten til erstatning for den skade, han er tilføjet i perioden fra den 13. december 1994 til den 26. september 1995, hvor han afgav forklaring til politiet om sin deltagelse i diamantsmugling.

Da de økonomiske tab, som erstatningssøgende kræver erstattet, ud over erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, ikke kan antages at skyldes varetægtsfængslingen efter den 26. september 1995, er erstatningssøgende ikke berettiget til at få disse tab erstattet.

Vedrørende perioden fra den 26. september 1995 til den 14. maj 1996 finder 1 voterende, at erstatningssøgende som følge af udvist egen skyld ikke er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

5 voterende finder, at der bør ydes erstatningssøgende halv erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Vedrørende beregningen af denne erstatning bemærkes, at fradraget i frihedsberøvelsen for den idømte straf må medføre, at erstatningssøgende alene er berettiget til erstatning som følge af frihedsberøvelsen fra den 12. oktober 1995 til den 14. maj 1996. Der findes herudover af de af byretten anførte grunde at burde tilkendes erstatningssøgende erstatning for 3 måneder efter løsladelsen, det vil sige til den 14. august 1996. Det tiltrædes, at erstatningssøgendes årsindtægt ved opgørelsen af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste er anslået til 300.000 kr. Herefter findes den tabte arbejdsfortjeneste vedrørende den nævnte periode at kunne opgøres til 250.000 kr. Under hensyn til den udviste egen skyld tilkendes der herefter erstatningssøgende en erstatning på 125.000 kr.

Vedrørende kravet om erstatning for erhvervsevnetab og varigt mén finder samtlige voterende ligesom byretten at kunne lægge Arbejdsskadestyrelsens vurdering til grund, hvorefter erstatningssøgendes sindssygdom har medført, at erstatningssøgende har mistet 1/3 af sin erhvervsevne, og har fået varigt mén med en méngrad på ca. 30%.

Det er for myndighederne almindeligt kendt, at varetægtsfængsling i isolation indebærer risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Under hensyn til den ekstraordinære og alvorlige skadevirkning, som den langvarige isolationsfængsling har medført for erstatningssøgende, finder samtlige voterende ikke grundlag for at nægte eller nedsætte erstatningen for erhvervsevnetab og varigt mén på grund af egen skyld efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Det tiltrædes, at det ikke er godtgjort, at erstatningssøgende har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. Erstatningssøgende er herefter berettiget til fuld erstatning for erhvervsevnetab og varigt mén udmålt i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens regler.

Skadestidspunktet i relation til den psykiske skade kan som anført i byrettens dom ikke fastslås nærmere. Det tiltrædes herefter, at skaden må anses for indtrådt den 13. december 1994. Det tiltrædes endvidere af de i dommen anførte grunde, at der ved beregningen af erstatningen for erhvervsevnetab lægges en årlig indtægt på 511.000 kr. til grund. Der tilkendes herefter erstatningssøgende en erstatning på 1.022.000 kr. for nedsættelsen af erhvervsevnen med 1/3. Erstatningen for varigt mén med en méngrad på 30% fastsættes i overensstemmelse med det af byretten anførte til 87.600 kr.

Vedrørende spørgsmålet om erstatning for tort finder 5 voterende, at der bør tillægges erstatningssøgende halv takstmæssig erstatning for tort efter Rigsadvokatens vejledende takster for perioden fra den 26. september 1995 til den 14. maj 1996. Når henses til, at der som følge af fradraget for den idømte straf for perioden 26. september til den 11. oktober 1995 alene ydes erstatning for isolation, udmåles erstatningen til 53.400 kr.

1 voterende finder, at erstatningssøgende som følge af udvist egen skyld ikke er berettiget til takstmæssigt udmålt torterstatning.
Med hensyn til erstatning for tort ud over takstmæssigt fastsat erstatning tiltræder samtlige voterende, at der ikke er grundlag for at tilkende yderligere erstatning for tort på grund af oplysninger eller udtalelser til pressen fra politi eller anklagemyndighed.
Imidlertid findes det forhold, at erstatningssøgende under den langvarige isolationsfængsling udviklede sindssygdom, ud fra synspunkter svarende til det ovenfor anførte i forbindelse med erstatning for erhvervsevnetab og varigt mén at burde medføre, at der tillægges erstatningssøgende en skønsmæssig fastsat erstatning.

5 voterende finder herefter, at den samlede torterstatning bør fastsættes til 100.000 kr.

1 voterende fastsætter erstatningen til 50.000 kr.

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet.

Der tilkendes herefter erstatningssøgende en samlet erstatning for økonomisk skade og for mén og tort på 1.334.600 kr. Erstatningen forrentes som nedenfor bestemt.
- - -
Anklagemyndigheden skal til erstatningssøgende, E, betale 1.334.600 kr. med tillæg af procesrente af >> 2404 >> 1.109.600 kr. fra den 13. december 1994 og af 225.000 kr. fra den 12. juli 1996.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.

Højesterets dom.

I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 1. oktober 1998 og af Østre Landsrets 21. afdeling den 27. august 1999.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere:Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Per Walsøe ogEngholm Jacobsen.

Dommen er anket af erstatningssøgende, E, med påstand om erstatning på 18.618.602,36 kr.

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.

Anklagemyndigheden har ikke for Højesteret gjort gældende, at E har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. Anklagemyndigheden har tiltrådt Arbejdsskadestyrelsens fastsættelse af erhvervsevnetabet til 1/3 og méngraden til 30% og har yderligere gjort gældende, at E ikke har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter stationærtidspunktet.

Beløbet i E's påstand fremkommer således:

Højesterets bemærkninger.

Højesteret lægger efter de lægelige oplysninger til grund, at varetægtsfængslingen i isolation er hovedårsagen til E's psykiske lidelser.
Der er ikke grundlag for at antage, at E under fængslingen ikke er blevet behandlet på forsvarlig måde. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke er sket overtrædelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret tiltræder af de af landsretten anførte grunde, at E selv i betydelig grad har givet anledning til varetægtsfængslingen og isolationen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, og at hans forklaringer i forbindelse med strafforfølgningen ikke bærer præg af at være afgivet af en person, der manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Vedrørende kravene om erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for varigt mén bemærkes, at det for myndighederne - som anført af landsretten - må anses for almindeligt kendt, at varetægtsfængsling i isolation indebærer risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Derimod kan det ikke antages, at det har været påregneligt for E, at han ved sin adfærd og de i tilslutning hertil trufne straffeprocessuelle foranstaltninger ville kunne blive påført varige psykiske lidelser med erhvervsevnetab og varigt mén til følge. Højesteret tiltræder med denne begrundelse, at der ikke er grundlag for at nægte eller nedsætte erstatningen for erhvervsevnetab eller godtgørelsen for varigt mén. Denne erstatning og godtgørelse bør på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens vurdering i medfør af erstatningsansvarsloven fastsættes til henholdsvis 1.022.000 kr. og 87.600 kr., i alt 1.109.600 kr., der i henhold til erstatningsansvarsloven § 16 forrentes fra den 13. december 1994 som påstået.

Om E's øvrige erstatningskrav i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, jf. stk. 1, bemærker tre dommere -Wendler Pedersen, Poul Sørensen ogEngholm Jacobsen - herefter:

Vi finder, at E ved sin deltagelse i papayaprojektet og sine forhold i en del af fængslingsperioden, herunder ved aktivt at have modarbejdet efterforskningen i sagen, i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, har afskåret sig fra erstatning for disse krav.

DommerneMarie-Louise Andreasen ogPer Walsøe udtaler:

Den egen skyld, som E har udvist, må bedømmes i forhold til den vanskelige situation, han befandt sig i, og til indgrebets alvor og bør efter vores opfattelse ikke få indflydelse på erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste for perioden efter den 12. oktober 1995 eller godtgørelsen for tort for perioden efter den 26. september 1995. Der er ikke i sagen påvist sådanne ganske særlige forhold, som kan begrunde en fravigelse af de administrativt fastsatte takster for tort.

Idet vi i øvrigt i det hele er enige med landsretten i begrundelserne og resultaterne vedrørende de enkelte erstatningskrav, stemmer vi for ud over erstatningen for erhvervsevnetab og varigt mén at tilkende E 250.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og 106.800 kr. i godtgørelse for tort.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Statskassen skal inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse til E betale 1.109.600 kr. med tillæg af rente efter erstatningsansvarslovens § 16 fra den 13. december 1994.

Statskassen betaler sagens omkostninger for byret og landsret, medens E skal betale sagens omkostninger for Højesteret.