|
Anklagemyndigheden mod E (adv. Peter Gabrielsen, Århus).
(Bjarne Bjørnskov Jensen, Kurt Rasmussen og Kirsten Nygaard
(kst.) med domsmænd).
Dom afsagt af Retten i Århus, 2. afd., den 22. juni 2001:
Tilkendegivelse er modtaget den 18. januar 2001.
Fredag den 17. marts 2000 blev erstatningssøgende under
denne sag G kl. 01.15. standset under kørsel ad Viby
Ringvej.
Han blev i forbindelse hermed sigtet for overtrædelse af
bl.a. færdselslovens § 54, stk. 1,
I forbindelse med anholdelsen blev der foretaget ransagning
af bilen og herunder fundet den omhandlede mængde khat,
ligesom erstatningssøgende ved anholdelsen tyggede på noget
khat, som han i første omgang sagde var grøntsager eller
brød, men som han derefter indrømmede var khat.
Erstatningssøgende blev efter anholdelsen indbragt på
politistationen i Århus, hvor han blev underkastet en
klinisk lægeundersøgelse, der resulterede i at lægen ikke
skønnede ham påvirket.
Erstatningssøgendes originale kørekort blev i forbindelse
med indbringelsen ombyttet med et midlertidigt kørekort,
hvilket midlertidigt kørekort den 16. maj 2000 blev fornyet
og forlænget i yderligere 2 måneder med et nyt midlertidigt
kørekort. Den 24. maj 2000 blev det originale kørekort på ny
udleveret erstatningssøgende.
Erstatningssøgende blev løsladt den 17. marts 2000 kl.
02.37, således at frihedsberøvelsen havde en varighed af 1
time og 22 minutter.
Der blev den 24. maj 2000 meddelt erstatningssøgende
advarsel for overtrædelsen af lov om euforiserende stoffer.
Den 22. august 2000 blev der meddelt påtaleopgivelse i
medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, vedrørende
sigtelsen for overtrædelse af færdselslovens § 54.
Dette skete i konsekvens af at retskemisk afdeling den 12.
april 2000 havde afgivet erklæring, der ses påstemplet
modtaget den 13. april 2000 ved politimesterembedet i Århus.
I denne erklæring er anført, at der ikke er påvist reaktion
for undersøgelse af hash, khat og en række andre stoffer.
Den 24. maj 2000 fremsatte erstatningssøgende krav om
erstatning gennem sin advokat. Efter indstilling af 22.
august 2000 fra politimesteren i Århus meddelte
Statsadvokaten den 13. september 2000 erstatningssøgendes
advokat, at der ikke var fundet grundlag for at imødekomme
det fremsendte erstatningskrav. I Statsadvokatens
begrundelse er der henvist til, at erstatningssøgende selv
havde givet anledning til foranstaltningen, jf.
retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.
Den afgørelse påklagede erstatningssøgendes advokat den 25.
september 2000 til Rigsadvokaten.
Erstatningssøgendes advokat uddybede sin klage ved skrivelse
af 14. november 2000. I sidstnævnte skrivelse er det anført,
at der kræves erstatning såvel for frihedsberøvelsen som for
kørekortsinddragelsen.
Rigsadvokaten tiltrådte Statsadvokatens afgørelse, hvilket
blev meddelt erstatningssøgendes advokat den 14. december
2000.
Erstatningssøgendes advokat anmodede ved skrivelse af 5.
januar 2001 til Statsadvokaten herefter om at sagen blev
indbragt for retten.
Statsadvokaten har derfor den 17. januar 2001 meddelt
tilkendegivelse i medfør af retsplejelovens § 1018 F, stk.
1, om sagens indbringelse for nærværende ret.
Under sagens behandling i retten er der afgivet forklaring
af erstatningssøgende, og som vidne er hørt politiassistent
P.
Forklaringerne er gengivet i retsbogen.
Såvel enstatningssøgende som anklagemyndigheden har under
proceduren af sagen fastholdt de nedlagte påstande.
Sagen har været behandlet under medvirken af domsmænd.
Retten skal udtale:
For så vidt angår sigtelsen for overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer er der meddelt erstatningssøgende en
advarsel. Der er derfor ikke grundlag for at tildele
erstatningssøgende noget beløb i medfør af retsplejelovens §
1018 A, stk. 1. Retten finder heller ikke, at
frihedsberøvelsen har haft en sådan udstrækning, at den har
stået i et urimeligt forhold til strafforfølgningens udfald,
ligesom der heller ikke foreligger andre særlige grunde for
at anse den for urimelig. Erstatningssøgende findes derfor
heller ikke vedrørende denne del af sagen at kunne tilkomme
noget erstatningsbeløb efter retsplejelovens § 1018 A, stk.
2.
Vedrørende sigtelsen for overtrædelse af færdselslovens § 54
må det nok antages, at retsplejelovens § 1018 A, stk. 1, er
realiseret som følge af, at der er meddelt
erstatningssøgende påtaleopgivelse jf. retsplejelovens §
721, stk. 1, nr. 1. Imidlertid må retten tiltræde, at der
vedrørende denne del af sigtelsen, grundet de iagttagelser
der blev gjort i forbindelse med anholdelsen, foreligger
omstændigheder som anført i retsplejelovens § 1018 A, stk.
3, hvorfor erstatningssøgende heller ikke findes berettiget
til erstatning af denne grund.
Samlet finder domsmandsretten derfor ikke, at der tilkommer
erstatningssøgende nogen erstatning begrundet i den
foretagende anholdelse.
Vedrørende den foretagne ombytning af erstatningssøgendes
originale kørekort med er midlertidigt kørekort bemærker
domsmandsretten, at det oplystes, at sådan ombytning
indebærer en reduceret anvendelighed af kørekortet, idet der
ikke er mulighed for at køre uden for Norden, ligesom
domsmandsretten også lægger til grund, at det har afskåret
erstatningssøgende fra at påbegynde en påtænkt uddannelse
til brug for ansættelse ved Århus Sporveje. Retten lægger
til grund, at der ikke er meddelt erstatningssøgende en
fyldestgørende oplysning om, at han i påkommende tilfælde
kunne få ombyttet sit midlertidige kørekort med det
originale kørekort, såfremt sådan et særligt behov opstod.
Ombytningen har derfor partielt haft tilsvarende virkninger
for erstatningssøgende som en egentlig inddragelse af
kørekortet. Retten finder imidlertid også for så vidt angår
denne del af sagen, at det må lægges til grund, at
retsplejelovens § 1018 A, stk. 3, er realiseret, idet
erstatningssøgendes udseende og adfærd i forbindelse med
anholdelsen har givet anledning til den foretagne ombytning
af kørekortet. Imidlertid findes denne argumentation ikke at
kunne bære en ombytning der tidsmæssigt var udstrakt længere
end til meddelelsen fra retskemisk institut om, at der ikke
var fundet nogen reaktion for hash, khat m.v. Denne
meddelelse blev modtaget af Århus Politi den 13. april 2000,
mens det originale kørekort først blev udleveret på ny den
24. maj 2000. På denne baggrund bør erstatningssøgende
tilkendes takstmæssig erstatning for inddragelse af
kørekortet for perioden 13. april-24. maj 2000. Erstatningen
fastsættes til afrundet 2.000 kr.
Vestre Landsrets dom:
Retten i Århus, 2. afdeling, har den 22. juni 2001 afsagt
dom i sagen i 1. instans (- - -).
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frifindelse.
Erstatningssøgende, G, har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Erstatningssøgende for landsretten i det væsentlige
forklaret som i 1. instans.
Forklaringen er tilført retsbogen.
G har til retsbogen forklaret, at han ved ombytningen af
kørekortet ikke af politiet fik nogen oplysninger om, at der
var begrænsninger ved det midlertidige kørekort i forhold
til et almindeligt kørekort. Da der ikke var noget billede
på det midlertidige kørekort sluttede han selv heraf, at han
herefter alene kunne køre bil i Danmark. Han blev kort før
han blev standset skrevet op hos AMU for at tage et
erhvervskørekort. Han viste efterfølgende sit midlertidige
kørekort til en sekretær i AMU-centret. Sekretæren oplyste,
at han herefter ikke havde nogen chance for at komme på
kurset, da de ikke kunne vide, om han ville miste sit
kørekort på grund af den verserende sag. Efter at han fik
sit kørekort tilbage har han på ny henvendt sig til AMU, men
han er endnu ikke blevet optaget på kurset. Han skulle have
været til et bryllup i Tyskland i den periode, hvor han
havde et midlertidigt kørekort. Da han ikke selv kunne køre,
måtte han derfor blive hjemme.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Erstatningssøgende blev sigtet for overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer og færdselslovens § 54. Der har derfor
som udgangspunkt alene været mulighed for, at
erstatningssøgendes førerret ville kunne frakendes betinget.
Der er ikke under sagen oplyst omstændigheder, som efter
færdselslovens § 126, stk. 2, kan føre til ubetinget
frakendelse af førerretten. Der har på den baggrund ikke
været noget grundlag for foreløbig inddragelse af
førerretten i medfør af færdselslovens § 130.
Landsretten finder under hensyn hertil, at
erstatningssøgende har krav på erstatning for hele perioden,
hvor førerretten har været delvist inddraget.
Herefter, og idet landsretten ikke finder tilstrækkeligt
grundlag for at ændre det af byretten tilkendte beløb,
stadfæster landsretten byrettens dom.
|