TfK 2002.10 VLD

V.L.D. 2. oktober 2001 i anke 5. afd. S-1699-01
 

 

Anklagemyndigheden mod E (adv. Peter Gabrielsen, Århus).

(Bjarne Bjørnskov Jensen, Kurt Rasmussen og Kirsten Nygaard (kst.) med domsmænd).

Dom afsagt af Retten i Århus, 2. afd., den 22. juni 2001:

Tilkendegivelse er modtaget den 18. januar 2001.

Fredag den 17. marts 2000 blev erstatningssøgende under denne sag G kl. 01.15. standset under kørsel ad Viby Ringvej.

Han blev i forbindelse hermed sigtet for overtrædelse af bl.a. færdselslovens § 54, stk. 1,

I forbindelse med anholdelsen blev der foretaget ransagning af bilen og herunder fundet den omhandlede mængde khat, ligesom erstatningssøgende ved anholdelsen tyggede på noget khat, som han i første omgang sagde var grøntsager eller brød, men som han derefter indrømmede var khat.

Erstatningssøgende blev efter anholdelsen indbragt på politistationen i Århus, hvor han blev underkastet en klinisk lægeundersøgelse, der resulterede i at lægen ikke skønnede ham påvirket.

Erstatningssøgendes originale kørekort blev i forbindelse med indbringelsen ombyttet med et midlertidigt kørekort, hvilket midlertidigt kørekort den 16. maj 2000 blev fornyet og forlænget i yderligere 2 måneder med et nyt midlertidigt kørekort. Den 24. maj 2000 blev det originale kørekort på ny udleveret erstatningssøgende.

Erstatningssøgende blev løsladt den 17. marts 2000 kl. 02.37, således at frihedsberøvelsen havde en varighed af 1 time og 22 minutter.

Der blev den 24. maj 2000 meddelt erstatningssøgende advarsel for overtrædelsen af lov om euforiserende stoffer.

Den 22. august 2000 blev der meddelt påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, vedrørende sigtelsen for overtrædelse af færdselslovens § 54.

Dette skete i konsekvens af at retskemisk afdeling den 12. april 2000 havde afgivet erklæring, der ses påstemplet modtaget den 13. april 2000 ved politimesterembedet i Århus. I denne erklæring er anført, at der ikke er påvist reaktion for undersøgelse af hash, khat og en række andre stoffer.

Den 24. maj 2000 fremsatte erstatningssøgende krav om erstatning gennem sin advokat. Efter indstilling af 22. august 2000 fra politimesteren i Århus meddelte Statsadvokaten den 13. september 2000 erstatningssøgendes advokat, at der ikke var fundet grundlag for at imødekomme det fremsendte erstatningskrav. I Statsadvokatens begrundelse er der henvist til, at erstatningssøgende selv havde givet anledning til foranstaltningen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Den afgørelse påklagede erstatningssøgendes advokat den 25. september 2000 til Rigsadvokaten.

Erstatningssøgendes advokat uddybede sin klage ved skrivelse af 14. november 2000. I sidstnævnte skrivelse er det anført, at der kræves erstatning såvel for frihedsberøvelsen som for kørekortsinddragelsen.

Rigsadvokaten tiltrådte Statsadvokatens afgørelse, hvilket blev meddelt erstatningssøgendes advokat den 14. december 2000.

Erstatningssøgendes advokat anmodede ved skrivelse af 5. januar 2001 til Statsadvokaten herefter om at sagen blev indbragt for retten.

Statsadvokaten har derfor den 17. januar 2001 meddelt tilkendegivelse i medfør af retsplejelovens § 1018 F, stk. 1, om sagens indbringelse for nærværende ret.

Under sagens behandling i retten er der afgivet forklaring af erstatningssøgende, og som vidne er hørt politiassistent P.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Såvel enstatningssøgende som anklagemyndigheden har under proceduren af sagen fastholdt de nedlagte påstande.

Sagen har været behandlet under medvirken af domsmænd.

Retten skal udtale:

For så vidt angår sigtelsen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer er der meddelt erstatningssøgende en advarsel. Der er derfor ikke grundlag for at tildele erstatningssøgende noget beløb i medfør af retsplejelovens § 1018 A, stk. 1. Retten finder heller ikke, at frihedsberøvelsen har haft en sådan udstrækning, at den har stået i et urimeligt forhold til strafforfølgningens udfald, ligesom der heller ikke foreligger andre særlige grunde for at anse den for urimelig. Erstatningssøgende findes derfor heller ikke vedrørende denne del af sagen at kunne tilkomme noget erstatningsbeløb efter retsplejelovens § 1018 A, stk. 2.

Vedrørende sigtelsen for overtrædelse af færdselslovens § 54 må det nok antages, at retsplejelovens § 1018 A, stk. 1, er realiseret som følge af, at der er meddelt erstatningssøgende påtaleopgivelse jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1. Imidlertid må retten tiltræde, at der vedrørende denne del af sigtelsen, grundet de iagttagelser der blev gjort i forbindelse med anholdelsen, foreligger omstændigheder som anført i retsplejelovens § 1018 A, stk. 3, hvorfor erstatningssøgende heller ikke findes berettiget til erstatning af denne grund.

Samlet finder domsmandsretten derfor ikke, at der tilkommer erstatningssøgende nogen erstatning begrundet i den foretagende anholdelse.

Vedrørende den foretagne ombytning af erstatningssøgendes originale kørekort med er midlertidigt kørekort bemærker domsmandsretten, at det oplystes, at sådan ombytning indebærer en reduceret anvendelighed af kørekortet, idet der ikke er mulighed for at køre uden for Norden, ligesom domsmandsretten også lægger til grund, at det har afskåret erstatningssøgende fra at påbegynde en påtænkt uddannelse til brug for ansættelse ved Århus Sporveje. Retten lægger til grund, at der ikke er meddelt erstatningssøgende en fyldestgørende oplysning om, at han i påkommende tilfælde kunne få ombyttet sit midlertidige kørekort med det originale kørekort, såfremt sådan et særligt behov opstod. Ombytningen har derfor partielt haft tilsvarende virkninger for erstatningssøgende som en egentlig inddragelse af kørekortet. Retten finder imidlertid også for så vidt angår denne del af sagen, at det må lægges til grund, at retsplejelovens § 1018 A, stk. 3, er realiseret, idet erstatningssøgendes udseende og adfærd i forbindelse med anholdelsen har givet anledning til den foretagne ombytning af kørekortet. Imidlertid findes denne argumentation ikke at kunne bære en ombytning der tidsmæssigt var udstrakt længere end til meddelelsen fra retskemisk institut om, at der ikke var fundet nogen reaktion for hash, khat m.v. Denne meddelelse blev modtaget af Århus Politi den 13. april 2000, mens det originale kørekort først blev udleveret på ny den 24. maj 2000. På denne baggrund bør erstatningssøgende tilkendes takstmæssig erstatning for inddragelse af kørekortet for perioden 13. april-24. maj 2000. Erstatningen fastsættes til afrundet 2.000 kr.

Vestre Landsrets dom:

Retten i Århus, 2. afdeling, har den 22. juni 2001 afsagt dom i sagen i 1. instans (- - -).

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frifindelse.

Erstatningssøgende, G, har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Erstatningssøgende for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Forklaringen er tilført retsbogen.

G har til retsbogen forklaret, at han ved ombytningen af kørekortet ikke af politiet fik nogen oplysninger om, at der var begrænsninger ved det midlertidige kørekort i forhold til et almindeligt kørekort. Da der ikke var noget billede på det midlertidige kørekort sluttede han selv heraf, at han herefter alene kunne køre bil i Danmark. Han blev kort før han blev standset skrevet op hos AMU for at tage et erhvervskørekort. Han viste efterfølgende sit midlertidige kørekort til en sekretær i AMU-centret. Sekretæren oplyste, at han herefter ikke havde nogen chance for at komme på kurset, da de ikke kunne vide, om han ville miste sit kørekort på grund af den verserende sag. Efter at han fik sit kørekort tilbage har han på ny henvendt sig til AMU, men han er endnu ikke blevet optaget på kurset. Han skulle have været til et bryllup i Tyskland i den periode, hvor han havde et midlertidigt kørekort. Da han ikke selv kunne køre, måtte han derfor blive hjemme.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Erstatningssøgende blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og færdselslovens § 54. Der har derfor som udgangspunkt alene været mulighed for, at erstatningssøgendes førerret ville kunne frakendes betinget. Der er ikke under sagen oplyst omstændigheder, som efter færdselslovens § 126, stk. 2, kan føre til ubetinget frakendelse af førerretten. Der har på den baggrund ikke været noget grundlag for foreløbig inddragelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 130.

Landsretten finder under hensyn hertil, at erstatningssøgende har krav på erstatning for hele perioden, hvor førerretten har været delvist inddraget.

Herefter, og idet landsretten ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at ændre det af byretten tilkendte beløb, stadfæster landsretten byrettens dom.