
	TfK 2002.714/1 HD
		H.D. 19. september 2002 i sag 129/2002 Rigsadvokaten mod E (adv. Henrik B. Jensen, Kbh., e.o.). Københavns Byrets dom 5. september 2001 (38. afd.). Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, har Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby ved tilkendegivelse af 22. maj 2001 i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, indbragt en sag for retten, hvor E har fremsat krav om erstatning i anledning af, at erstatningssøgende i tiden fra den 16. juli 2000 til den 22. august 2000 var anholdt og varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 245. Erstatningssøgende blev ved Københavns Byrets dom af 4. oktober 2000 frifundet for forholdet i medfør af straffelovens § 13, stk. 2. Erstatningssøgende fremsatte ved skrivelse af 27. oktober 2000 krav om erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, og har under sagen opgjort erstatningskravet til 48.000 kr. Anklagemyndigheden har i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, nedlagt påstand om frifindelse, men har ikke bestridt selve kravets opgørelse. Der er dokumenteret fra sagens bilag samt erstatningssøgendes forklaring i grundlovsforhøret den 17. juli 2000 og i retsmødet den 4. oktober 2000. Domsmandsrettens bemærkninger: Det fremgår af sagen, at erstatningssøgende den 16. juli 2000 tildelte forurettede 2 knivstik i ryggen og senere samme dag blev anholdt. Når henses til at erstatningssøgende ikke straks efter meldte sig til politiet, og til at hun i grundlovsforhøret afgav forklaring om, at hun alene havde ramt forurettede med kniven en gang, sammenholdt med oplysningerne fra hospitalet om, at forurettede havde 2 knivstik i ryggen, finder retten uanset erstatningssøgendes tilstand ved anholdelsen, at erstatningssøgende måtte påregne at skulle være frihedsberøvet under den nærmere efterforskning. Erstatningssøgende kunne derimod ikke påregne, at efterforskningen af hendes forklaring, herunder af hvorvidt hun havde handlet i nødværge, ville tage 36 døgn. Retten finder således, at erstatningssøgende selv har givet anledning til frihedsberøvelsen, men dog ikke til en frihedsberøvelse af den omhandlede varighed, hvorfor erstatningen nedsættes skønsmæssigt til 24.000 kr., jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Østre Landsrets dom 26. november 2001 (2. afd.) (Jan Uffe Rasmussen, Søren Axelsen, Steen Mejer Hansen (kst.) med domsmænd). Københavns Byrets 38. afdelings dom af 5. september 2001 er anket af anklagemyndigheden med endelig påstand om frifindelse for erstatningskravet. Erstatningssøgende har påstået stadfæstelse. Under henvisning til den alvorlige karakter af de 2 stiklæsioner, som erstatningssøgende har tilføjet F, sammenholdt med de omstændigheder, der er beskrevet af erstatningssøgende, herunder hendes forklaring om alene at have stukket ham 1 gang, og hendes undladelse af selv at anmelde forholdet, findes hun at have givet anledning til frihedsberøvelsen. Herefter tages anklagemyndighedens frifindelsespåstand til følge. Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 5. september 2001 og af Østre Landsrets 2. afdeling den 26. november 2001. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Sørensen, Børge Dahl, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen og Thomas Rørdam. E har anket landsrettens dom med påstand om, at der tilkendes hende en erstatning på 48.000 kr., subsidiært et mindre beløb, med rente fra den 30. oktober 2000. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. Det fremgår af sagen, at E og forurettede, F, var samlevende såvel på gerningstidspunktet som på tidspunktet for domsforhandlingen i straffesagen, hvorunder F ikke ønskede at afgive forklaring. I Københavns Byrets dom af 4. oktober 2000 udtales: »Uden forklaring fra forurettede F, jf. retsplejelovens § 171, stk. 1, kan sagen alene afgøres på baggrund af tiltaltes forklaring og de tekniske og lægelige beviser. Det må herefter bl.a. lægges til grund, at F inden tiltalte tildelte ham de to knivstik i ryggen i forbindelse med parternes skænderi og slagsmål havde tildelt tiltalte adskillige knytnæveslag og slag med en cykelkædelås af jern omviklet med plastik i hovedet og på kroppen. Det lægges videre til grund, at F to gange anbragte eller forsøgte at anbringe cykelkædelåsen rundt om halsen på tiltalte og udtalte, at nu skulle tiltalte dø. Under disse omstændigheder finder retten at kunne lægge til grund, at tiltalte opfattede det således, at hun benyttede kniven i nødværge. Retten finder imidlertid, at tiltalte, ved under de nævnte omstændigheder at tildele F to dybe knivstik i ryggen med de i anklageskriftet nævnte følger, overskred grænsen for lovligt nødværge, jf. straffelovens § 13, stk. 1. Det lægges imidlertid til grund, at tiltaltes overskridelse af grænsen for lovligt nødværge var begrundet i den ophidselse og skræk, som F havde fremkaldt hos tiltalte ved foruden slag to gange at anbringe cykelkædelåsen om forurettedes hals og udtale at tiltalte skulle dø. Herefter frifindes tiltalte for straf under henvisning til straffelovens § 13, stk. 2.« Højesterets bemærkninger. Ved byrettens endelige dom af 4. oktober 2000 blev E under henvisning til straffelovens § 13, stk. 2, frifundet for straf. Det følger af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, at hun herefter som udgangspunkt har krav på erstatning for den frihedsberøvelse, hun var udsat for i forbindelse med sagen. Efter § 1018 a, stk. 3, kan erstatning dog nedsættes eller nægtes, hvis hun selv har givet anledning til frihedsberøvelsen. Den alvorlige karakter af de stiklæsioner, E tilføjede F, kan ikke i sig selv føre til en fravigelse af udgangspunktet om fuld erstatning. Efter oplysningerne om de omstændigheder, hvorunder knivstikkene fandt sted, finder Højesteret, at hun ikke selv har givet anledning til frihedsberøvelsen på en sådan måde, at erstatningskravet skal nedsættes eller bortfalde. Denne vurdering ændres ikke af, at E efterfølgende undlod at tilkalde hjælp og undlod at kontakte politiet, idet det må antages, at disse forhold ikke har haft betydning for frihedsberøvelsen. Højesteret tager herefter E's påstand til følge. Thi kendes for ret: Statskassen skal til E betale 48.000 kr. med procesrente fra den 30. oktober 2000. Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.