TfK 2002.714/2 HD
 
  H.D. 19. september 2002 i sag 144/2002 (1. afd.)
Rigsadvokaten mod E (adv. Stig Ejler Jensen, Aalborg, e.o.).

Retten i Aalborgs dom 23. maj 2001 (12. afd.).

Denne sag drejer sig om eventuel erstatning efter retsplejelovens § 1018 a.

Ved anklageskrift af 29. september 2000 tiltaltes E til straf for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, nr. 1 - legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder ved vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge - ved den 1. juni 2000 kl. ca. 06.40 i en lejlighed med en grillbordkniv at have stukket F i brystet med læsion af hjertet, hvilket havde til følge, at F umiddelbart efter afgik ved døden som følge af blodtab.

Af sagen fremgår, at erstatningssøgende i grundlovsforhør den 1. juni 2000 blev sigtet for manddrab efter straffelovens § 237 og varetægtsfængslet herfor. Erstatningssøgende var fortsat varetægtsfængslet indtil domsforhandlingen den 24. november 2000. Det er endvidere oplyst under sagen, at Statsadvokaten den 19. september 2000 opgav påtale for manddrab og bestemte, at der skulle rejses tiltale efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, nr. 1. 

Ved dom af 24. november 2000 fandtes erstatningssøgende skyldig, men frifandtes for straf i medfør af straffelovens § 13, stk. 2.

Ved skrivelse af 12. december 2000 rejste erstatningssøgendes forsvarer krav om erstatning for frihedsberøvelsen. Der er mellem anklagemyndigheden og erstatningssøgende enighed om, at den takstmæssige erstatning kan opgøres således:

1. døgn 4.200,00 kr.
176 døgn a 550,00 kr. 96.800.00 kr.
I alt 101.000,00 kr.
Forhøjet med 100 % 202.000,00 kr.

Ved afgørelse af 25. januar 2001 afslog Statsadvokaten at imødekomme erstatningskravet under henvisning til, at domfældte selv havde givet anledning til foranstaltningen, idet hun var fundet skyldig i en grov overtrædelse af straffeloven og havde givet skiftende forklaringer om hændelsesforløbet. Der henvistes herved til den i UfR 1990.238 H citerede dom.

Rigsadvokaten stadfæstede den 23. marts 2001 Statsadvokatens afgørelse under henvisning til grundene. Rigsadvokaten anførte yderligere, at erstatningssøgendes handling i alt væsentligt måtte bedømmes på tilsvarende måde som den handlemåde, Højesteret vurderede i UfR 1990.283.

Erstatningskravet er herefter indbragt for retten ved Statsadvokatens tilkendegivelse af 19. april 2001 modtaget i retten den 20. april 2001.

Under denne sag har anklagemyndigheden dokumenteret erstatningssøgendes forklaringer i grundlovsforhøret og under domsforhandlingen samt uddrag af tekniske undersøgelser.

Anklagemyndigheden har henvist til, at erstatningssøgende ved sin adfærd måtte påregne at blive frihedsberøvet og derfor har udvist en sådan grad af egen skyld, at det ikke berettiger til erstatning. Anklagemyndigheden har herved yderligere anført, at tiltalte blev fundet skyldig i overensstemmelse med tiltalen for vold, og den omstændighed, at hun på grund af affekttilstanden blev frifundet for straf, bør ikke medføre erstatning. I øvrigt har tiltalte ændret sin forklaring under sagen om, hvorledes selve handlingen forløb.

Erstatningssøgende har særligt henvist til, at der kun var nuanceforskelle i forklaringerne i grundlovsforhøret og under domsforhandlingen, og at det fremgår af protokollatet fra grundlovsforhøret, at erstatningssøgende var meget træt og påvirket af situationen. Den af anklagemyndigheden anførte afgørelse i UfR 1990.283 H kan ikke uden videre anvendes som fortilfælde. I nærværende sag blev der således alene stukket 1 gang, hvilket sammenholdt med de tekniske spor bl.a. om den forudgående vold mod erstatningssøgende understøttede hendes forklaring om, at hendes forsæt til vold var begrænset, som følge af at hun var i affekt.

Domsmandsrettens bemærkninger:

Ved sagens bedømmelse lægger domsmandsretten til grund, at tiltalte, bortset fra nuancer, gav den samme forklaring i grundlovsforhøret som under domsforhandlingen, særligt for så vidt angår hendes forklaring om den vold, som hun forudgående var udsat for fra forurettedes side, og som førte til hendes egen voldshandling. Der lægges videre vægt på, at tekniske undersøgelser senere dokumenterede, at hun havde været udsat for vold, idet hendes hoved var slået ind i en termorude, hvis glas var gået itu, og hvorved var efterladt spor af hendes blod.

Under disse omstændigheder finder domsmandsretten, at det ikke kan anses for godtgjort, at erstatningssøgende selv gav anledning til sigtelsen for manddrab efter straffelovens § 237, der efter anklagemyndighedens påstand i grundlovsforhøret og under senere fristforlængelser alene udgjorde fængslingsgrundlaget. Domsmandsretten finder derfor, at tiltalte for denne periode er berettiget til erstatning for frihedsberøvelse, mens hun for den øvrige del af fængslingsperioden ikke er berettiget til erstatning, da hun ved sin handling selv må anses for at have givet anledning til frihedsberøvelsen.

I medfør af retsplejelovens § 1018 a gives derfor erstatning for frihedsberøvelse i 111 døgn som nedenfor bestemt.

- - -

Inden 14 dage betaler statskassen til erstatningssøgende, E, 122.100,00 kr. med sædvanlige renter fra den 12. december 2000, og indtil betaling sker.

Vestre Landsrets dom 15. januar 2002 (6. afd.)

(Eva Staal, Kurt Rasmussen, Claus Bruun (kst.) med domsmænd).

Retten i Aalborg, 12. afdeling, har den 23. maj 2001 afsagt dom i 1. instans.

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.

Erstatningssøgende, E, har påstået stadfæstelse med den ændring, at erstatningen forhøjes til 202.000 kr. - som påstået for byretten.

Der er ikke afgivet forklaring af erstatningssøgende for landsretten.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Det fremgår af sagen, at Vestre Landsret ved kendelse af 2. juni 2000 stadfæstede byrettens kendelse om varetægtsfængsling med en bemærkning om, at der var en særligt bestyrket mistanke om, at erstatningssøgende havde gjort sig skyldig i overtrædelse af i hvert fald straffelovens § 245. Det fremgår videre af sagen, at erstatningssøgende ved de efterfølgende fristforlængelser var indforstået med fortsat at være varetægtsfængslet helt frem til domsafsigelsen den 24. november 2000.

Da erstatningssøgende fra starten af varetægtsfængslingsperioden har været frihedsberøvet med henvisning til straffelovens § 245, og da en frihedsberøvelse på under 6 måneder ikke står i misforhold til den forventede retsfølge i forbindelse med en sag om vold med døden til følge, er der ikke - alene under hensyn til at anklagemyndigheden først den 19. september 2000 opgav påtalen for manddrab - grundlag for at yde erstatning i perioden fra den 1. juni 2000 til den 19. september 2000.

4 voterende udtaler:

Under hensyn til at erstatningssøgende under de omstændigheder, der blev lagt til grund ved grundlovsforhøret, stak nu afdøde i hjertet med en kniv, tiltrædes det, at hun selv har givet anledning til frihedsberøvelsen. Da det under disse omstændigheder ikke kan tillægges betydning, at erstatningssøgende - som det blev lagt til grund ved dommen den 24. november 2000 - handlede, som hun gjorde, på grund af den ved angrebet fra nu afdøde fremkaldte skræk og derfor blev straffri efter straffelovens § 13, stk. 2, stemmer disse voterende for at tage anklagemyndighedens påstand om frifindelse til følge.

2 voterende finder, at erstatningssøgende burde have været løsladt efter anklagemyndighedens påtaleopgivelse for manddrab den 19. september 2000. Disse voterende stemmer derfor for at yde erstatning for perioden fra den 19. september 2000 til den 24. november 2000 med 35.750 kr.

Efter stemmeflertallet tages anklagemyndighedens påstand om frifindelse til følge.

Højesterets dom.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Aalborg den 23. maj 2001 og af Vestre Landsrets 6. afdeling den 15. januar 2002.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Sørensen, Børge Dahl, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen og Thomas Rørdam.

E har anket landsrettens dom med påstand om, at der tilkendes hende en erstatning på 166.250 kr., subsidiært et mindre beløb, med rente fra den 12. december 2000.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.

Erstatningskravet er opgjort således:

1 døgn 4.200 kr.
111 døgn a 550 kr. 61.050 kr.
65.250 kr.

Forhøjet med 100 % til 130.500 kr.
65 døgn a 550 kr. 35.750 kr.
I alt 166.250 kr.


Anklagemyndigheden har erklæret sig enig i opgørelsen.

I Retten i Aalborgs dom af 24. november 2000 udtales:

»Efter tiltaltes forklaring, der understøttes af de kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet lægges til grund, at tiltalte og F, der havde været kærester i halvanden måneds tid, men havde været bekendte i længere tid, sammen var kommet til lejligheden i løbet af den første del af natten og havde lukket sig ind med en nøgle, som F var i besiddelse af, idet han lejlighedsvis lånte lejligheden af indehaveren, og at tiltalte og F herefter gav sig til at ryge hash og at drikke nogle øl, som de havde købt under taxaturen med vidnet V. Retten finder videre, at tiltaltes forklaring om, at der opstod skænderi, og at F på et tidspunkt, da tiltalte stod ved vinduet greb hende bagfra og slog hendes hoved ind i ruden 2 gange, så den knustes, bekræftes af undersøgelsen af tiltaltes person, hvorefter hun havde sår i panden, ligesom forklaringen særligt understøttes af den retsgenetiske undersøgelse, hvorefter det er konstateret at vævsrester på ruden stammede fra tiltalte. Under hensyn til F's voldsomme handling finder retten, at tiltaltes forklaring om, hvad der videre skete er sandsynliggjort, og at det herefter kan lægges til grund, at hun forsøgte at flygte ud af lejligheden, men blev holdt tilbage af F, der greb hende og skubbede hende ud i køkkenet, hvor hun mistede balancen, men fik rejst sig ved komfuret, og derpå på ny blev lagt ned af F. Endelig lægges det efter tiltaltes forklaring sammenholdt med obduktionserklæringen til grund, at tiltalte, da hun rejste sig, greb en grillkniv i en køkkenskuffe og under det fortsatte skænderi stak ud efter F, der blev ramt i hjertet og kort efter afgik ved døden.

Tiltaltes handling findes at burde henføres til straffelovens § 246, jf. § 245.

Under hensyn til F's forudgående alvorlige voldshandling mod tiltalte og den latente trussel i situationen om yderligere grov vold fra F's side finder retten, at tiltalte ved sin handling har overskredet grænserne for lovligt nødværge, men at overskridelsen må anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk.

Tiltalte bliver derfor fri for straf, jf. straffelovens § 13, stk. 2.«

Højesterets bemærkninger.

Ved byrettens endelige dom af 24. november 2000 blev E under henvisning til straffelovens § 13, stk. 2, frifundet for straf. Det følger af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, at hun herefter som udgangspunkt har krav på erstatning for den frihedsberøvelse, hun var udsat for i forbindelse med sagen. Efter § 1018 a, stk. 3, kan erstatning dog nedsættes eller nægtes, hvis hun selv har givet anledning til frihedsberøvelsen.

Den alvorlige karakter af den stiklæsion, E tilføjede F, kan ikke i sig selv føre til en fravigelse af udgangspunktet om fuld erstatning. Efter oplysningerne om de omstændigheder, hvorunder knivstikket fandt sted, finder Højesteret imidlertid, at hun herved selv har givet anledning til frihedsberøvelsen i et sådant omfang, at erstatningen bør nedsættes til halvdelen.

Højesteret tager herefter erstatningspåstanden til følge med 83.125 kr. med rente som anført.

Thi kendes for ret:
Statskassen skal til E betale 83.125 kr. med procesrente fra den 12. december 2000.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.