TfK 2005.356 VLD
 

  V.L.D. 28. februar 2005 i anke 14. afd. S-1596-04
(Kurt Rasmussen, Lis Frost, Kirsten Hee Larsen (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod E (adv. Jørgen Lange, Kbh., e.o.).

Hobro Rets dom 7. juni 2004.

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Statsadvokaten i Aalborg har ved tilkendegivelse af 30.1.2004 i medfør af retsplejelovens § 1018 f indbragt en sag for retten, hvor E har fremsat krav om erstatning, i anledning af at han i tiden fra den 17. december 1998 til den 11. maj 2000 var varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35 med henblik på at få effektueret bestemmelsen om udvisning for bestandig i Hobro Rets dom af 1. oktober 1997. Erstatningssøgende blev den 17. december 1998 prøveløsladt efter afsoning af ⅔ af en dom på fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 191.

Ved dom afsagt den 11. juli 2002 udtalte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en gennemførelse af udvisningen ville udgøre en krænkelse af artikel 8 i Den Europæiske Mennerettighedskonvention, og ved Vestre Landsrets dom af 13. september 2002 blev erstatningssøgende frifundet for bestemmelsen om udvisning.

Erstatningssøgende fremsatte ved skrivelser af 15. juli 2002 og 13. november 2002 under henvisning til retsplejelovens § 1018 a og 1018 d krav om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling på 285.550 kr. med sædvanlig procesrente fra den 11. maj 2002, til betaling sker, og for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 17. december 1998 til den 13. september 2002, skønsmæssigt ansat til 126.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 16. juli 2002.

Der blev endvidere taget forbehold for torterstatning i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 og for erstatning for forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.

Rigsadvokaten tilkendte ved skrivelse af 24. marts 2003 i medfør af retsplejelovens § 1018 d eller denne bestemmelses analogi erstatningssøgende en erstatning på 79.750 kr. forrentet fra den 16. juli 2002 med rente 5 % p.a. over den til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Beløbet blev ved Rigsadvokatens skrivelse af 1. maj 2003 forhøjet med 1.100 kr., således at der blev ydet erstatning for varetægtsfængsling i 147 dage med 550 kr. pr. dag.

Rigsadvokaten anførte endvidere i skrivelsen til erstatningssøgendes advokat, advokat Jørgen Lange, følgende:

». . .

Jeg finder, at Deres klient alene har krav på erstatning for den del af frihedsberøvelsen, der ligger ud over den idømte straf på fængsel i 3 år, dvs. for perioden fra den 17. december 1999 til den 11. maj 2000, hvor Deres klient blev løsladt, i alt 145 dage. Jeg finder således, at situationen i relation til erstatningsspørgsmålet må sidestilles med de tilfælde af mistede prøveløsladelsesmuligheder, der forelå i U 2000.532 H og U 2000.535 H. I den sidstnævnte dom, der vedrørte retsplejelovens § 1018 d, fastslog Højesteret, at når det skal afgøres, om der foreligger en erstatningsbegrundende frihedsberøvelse, så skal den faktisk fuldbyrdede straffetid sammenholdes med længden af den idømte frihedsstraf uden hensyn til en prøveløsladelses betydning for afsoningstiden.

. . .

I en situation som den foreliggende, hvor Deres klient ikke var på fri fod forud for den erstatningsbegrundende del af frihedsberøvelsen, er der ikke grundlag for at anvende den forhøjede takst for den første dag, der skal beregnes erstatning for.

. . .

Jeg har i øvrigt ikke fundet grundlag for at imødekomme Deres klients erstatningskrav.

For så vidt angår kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste finder jeg, at det er udokumenteret.

De har i Deres skrivelse af 13. november 2002 taget forbehold om at gøre et krav på tort efter erstatningsansvarslovens § 26 gældende og har i den forbindelse anmodet om, at der til vurdering af, om Deres klient har pådraget sig psykiske skader som følge af frihedsberøvelsen, indhentes relevante lægelige undersøgelser.

I den anledning skal jeg meddele, at jeg ikke finder, at der i sagen foreligger sådanne oplysninger om Deres klients helbredstilstand, at der er grundlag for mig til at forelægge sagen for Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af, om Deres klient eventuelt har pådraget sig psykiske skader som følge af den afsagte dom til udvisning og den del af frihedsberøvelsen, der lå ud over den idømte straf på fængsel i 3 år.

Såfremt der fremkommer dokumentation for kravet om tabt arbejdsfortjeneste og for eventuelle psykiske skader (f.eks. i form af lægeerklæringer), vil jeg være indstillet på at genoptage behandlingen af sagen på disse punkter.

For så vidt angår Deres krav om salær bemærkes, at et sådant krav som udgangspunkt ikke imødekommes, hvis advokaten allerede er tillagt salær som beskikket forsvarer under straffesagen, og det merarbejde, der har været forbundet med fremsættelsen af erstatningskravet har været af ubetydelig karakter i forhold til det arbejde, der tidligere har været vederlagt.

På den baggrund finder jeg ikke på det foreliggende grundlag at kunne yde Dem særskilt salær for Deres arbejde i forbindelse med erstatningskravets fremsættelse.

Såfremt fremsættelsen af erstatningskravet har været forbundet med et ikke ubetydeligt merarbejde, skal jeg anmode Dem om at redegøre nærmere herfor.

. . .«

Justitsministeriet meddelte i skrivelse af 14. oktober 2003, at man ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Rigsadvokatens afgørelse.

I skrivelse af 20. oktober 2003 har advokat Jørgen Lange begæret kravet om erstatning indbragt for retten, og Statsadvokaten i Aalborg har herefter den 30. januar 2004 indbragt sagen for retten.

Retten har beskikket advokat Jørgen Lange som advokat for erstatningssøgende.

Der er under sagen afgivet forklaring af erstatningssøgende og hans ægtefælle.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen. 2)

Domsmandsrettens bemærkninger:

I denne sag, hvor der er tale om frihedsberøvelse, efter at der faktisk er sket prøveløsladelse, og hvor der ikke er tale om at sammenholde den faktisk fuldbyrdede straffetid med længden af den idømte fængselsstraf eller at vurdere, hvorvidt frihedsberøvelsen står i et rimeligt forhold til den idømte fængselsstraf, er der ikke grundlag for at anse erstatningssøgende for afskåret fra at få erstatning under henvisning til det, der er anført i afgørelserne i U 2000.535 H og U 2000.532 H.

Det kan lægges til grund, at erstatningssøgende i forbindelse med prøveløsladelsen blev løsladt fra Horsens Statsfængsel og overført til Københavns Fængsler, og at han, der ikke ønskede at medvirke frivilligt til en udsendelse af landet, blev varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35 med henblik på at sikre hans tilstedeværelse, så bestemmelsen om udvisning kunne effektueres. Efter indholdet af de lægeerklæringer, der blev indhentet vedrørende erstatningssøgende under varetægtsfængslingen, herunder navnlig erklæringer af 27. juli 1999 og 11. oktober 1999 fra overlæge M, Viborg Amts psykiatriske sygehus, Søndersøparken, hvortil erstatningssøgende var blevet overført efter indlæggelse på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling, kan det anses for bevist, at det har været særligt belastende for erstatningssøgende på grund af frihedsberøvelsen at blive flyttet væk fra familien, og retten finder herefter ikke grundlag for at nægte erstatningssøgende erstatning for tiden fra prøveløsladelsen til tidspunktet for endt straf eller for at fastsætte erstatningen for den første dag til et mindre beløb end det takstmæssige.

Der tillægges herefter yderligere erstatning med 200.750 kr. forrentet fra den 16. juli 2002 med rente 5 % p.a. over den til enhver tid fastsatte officielle diskonto, idet bemærkes, at der ikke er grundlag for at lade erstatningen forrente fra et tidligere tidspunkt.

Som sagen er oplyst findes der ikke grundlag for at tage stilling til erstatningssøgendes krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller til kravet om torterstatning i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 og erstatning for forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at der heller ikke til brug for retten er indhentet erklæringer om erstatningssøgendes erhvervsevne eller psykiske helbredstilstand, herunder om, hvorvidt eventuelle problemer skyldes den frihedsberøvelse, der fandt sted efter den 17. december 1998.

Retten finder under hensyn til sagens helt særlige karakter og til det, der er oplyst om det arbejde, der er udført af advokat Jørgen Lange, der først blev beskikket i forbindelse varetægtsfængslingen, ikke grundlag for at afslå eftersalær. Retten har derfor medtaget et beløb herfor under det salær, der er tilkendt i forbindelse med sagens behandling for retten.

Thi kendes for ret:
Der tillægges erstatningssøgende E i erstatning yderligere 200.750 kr. med tillæg af rente 5 % p.a. over den til enhver tid fastsatte officielle diskonto.

- - -

Vestre Landsrets dom.

- - -

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.

E har efter sin endelige påstand påstået sig tilkendt 204.700 kr. i yderligere erstatning. E har subsidiært påstået stadfæstelse. 

Beløbet i E's principale påstand fremkommer ved at lægge 3.950 kr. til det ved byretten tilkendte beløb på 200.750 kr., hvorved erstatningen for den første dag i overensstemmelse med præmisserne i den indankede dom fastsættes til forhøjet takst.

Ved resolution af 14. december 1998 traf Statsfængslet i Horsens afgørelse om prøveløsladelse af E den 20. december 1998. Det er oplyst at E, herefter den 17. december 1998 blev varetægtsfængslet i medfør af udlændingeloves § 35.

E har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Han har supplerende forklaret, at han arbejder 15 timer om ugen med forefaldende køkkenarbejde. Han bor fortsat sammen med sin ægtefælle og deres børn.

Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om frifindelse gjort gældende, at forholdet skal bedømmes efter retsplejelovens § 1018 d, stk. 1, 2. punktum, og at den retsfølge, der er fuldbyrdet ved afsoning i overensstemmelse med Hobro Rets dom af 1. oktober 1997 - bortset fra de 147 dage, der allerede er ydet erstatning for - ikke er mere indgribende end den sanktion, der er gældende efter Vestre Landsrets dom af 13. september 2002. Anklagemyndigheden har navnlig anført, at den faktiske tid, en person har været frihedsberøvet, efter lovbestemmelsens forarbejder og retspraksis skal sammenholdes med længden at den straf, der er idømt ved anke uden hensyn til mistede muligheder for prøveløsladelse. Da frihedsstraffens længde også efter Vestre Landsrets ankedom er 3 år, skal der derfor ikke ydes erstatning ud over de 147 dage, der allerede er ydet erstatning for. Det er uden betydning, at Vestre Landsrets dom alene vedrører bestemmelsen om udvisning.

E har til støtte for sine påstande gjort gældende, at han efter retsplejelovens § 1018 d, stk. 1, eller princippet heri har krav på erstatning for den samlede tid, han har været varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35. Sagen vedrører ikke mistede muligheder for prøveløsladelse, idet der allerede ved resolutionen af 14. december 1998 blev truffet beslutning om prøveløsladelse. Der blev herved gjort op med afsoning af den idømte frihedsstraf, og der blev først efterfølgende truffet afgørelse om varetægtsfængsling efter udlændingelovens regler, hvilket er et indgreb af en anden karakter end straffen. Vestre Landsrets dom er ikke en ankedom, der vedrører straffen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Under hensyn til den nære sammenhæng mellem den begåede kriminalitet, den idømte frihedsstraf og bestemmelsen om udvisning er E omfattet af retsplejelovens § 1018 d, stk. 1, eller dennes analogi.

Tre voterende udtaler:

Efter det oplyste blev E efter sin prøveløsladelse varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 alene med henblik på gennemtvingelse af bestemmelsen om udvisning. E er ved Vestre Landsrets dom af 13. september 2002 frifundet for udvisningspåstanden, og der er ikke holdepunkter for at antage, at E ikke ville være blevet prøveløsladt efter resolutionen og sædvanlig praksis, såfremt han ikke var blevet varetægtsfængslet med henblik på udvisning. Under disse omstændigheder finder vi, at E har krav på erstatning for den samlede periode, han har været varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35.

Vi stemmer derfor for at tilkende E yderligere erstatning.

Tre voterende udtaler:

E blev ved Hobro Rets dom af 1. oktober 1997 idømt en samlet sanktion bestående af frihedsstraf og udvisning, og ved Vestre Landsrets dom af 13. september 2002 udgik den retsfølge, der vedrører udvisning. Den samlede sanktion er herved blevet formildet, jf. retsplejelovens § 1018 d, stk. 1, 2. punktum. Efter bestemmelsens ordlyd sammenholdt med forarbejderne finder vi, at den faktisk fuldbyrdede straffetid skal sammenholdes med den endelige frihedsstraf på fængsel i tre år. På den baggrund er den fuldbyrdede retsfølge ikke mere indgribende end den retsfølge, der er idømt ved Vestre Landsrets dom af 13. september 2002. Der er herefter ikke grundlag for at tilkende E yderligere erstatning, og vi stemmer derfor for at tage anklagemyndighedens påstand om frifindelse til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeafgivningen, således at E tilkendes yderligere erstatning.

Herefter udtaler samtlige voterende:

Da den skete frihedsberøvelse har fundet sted i umiddelbar forlængelse af E's afsoning, er der ikke grundlag for at fastsætte erstatningsbeløbet for den 1. dag efter forhøjet takst. Det tiltrædes derfor, at erstatningsbeløbet er fastsat til 200.750 kr. med renter som anført i byrettens dom.

Med disse bemærkninger stadfæster landsretten dommen.