TfK 2011.1076 VLD

V.L.D. 26. september 2011 i anke 9. afd. S-0402-11
 

Anklagemyndigheden mod E (adv. Anders Skovholm, Aarhus).
(Chr. Bache, Ida Skouvig og Nikolaj K. Andersen (kst.) med domsmænd).
Retten i Koldings dom af 28. januar 2011:


Denne sag er behandlet med domsmænd.


Tilkendegivelse af 14. oktober 2010 er modtaget den 19. oktober 2010.


Erstatningssøgende, E, var i tiden fra den 2. december 2008 til 15. oktober 2009 anholdt og varetægtsfængslet først som mistænkt for forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, jf. § 21, og senere tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge, således at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder,


ved den 2. december 2008 ca. kl. 00.25 uden for restaurant Lanternen, Låsbygade 21, Kolding, i forening (med en medtiltalt) at have udøvet stump vold mod F, herunder ved tildeling af skalle samt slag og spark mod hovedet og kroppen, hvorved F blev tilføjet udbredte læsioner i ansigtet samt flere ansigtsbrud, hvilket medførte, at F afgik ved døden den 17. december 2008.


E blev ved dom af 16. oktober 2009 afsagt af Kolding Ret frifundet for den rejste tiltale. Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse ved dom af 4. juni 2010.


E fremsatte ved brev af 8. juni 2010 til statsadvokaten krav om erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 1.


Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at imødekomme det fremsatte erstatningskrav og afviste derfor dette ved brev af 3. august 2010.


Statsadvokatens afgørelse blev ved brev af 6. august 2010 begæret indbragt for Rigsadvokaten, som den den 27. september 2010 stadfæstede statsadvokatens afgørelse.


E begærede ved brev af 30. september 2010 Rigsadvokatens afgørelse indbragt for retten, hvilket skete ved Rigsadvokatens tilkendegivelse af 12. oktober 2010.


Påstande:


E har fremsat krav om erstatning på 366.800,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente.


Erstatningskravet er opgjort således:
 

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse. Anklagemyndigheden har ikke bestridt opgørelsen af kravet.


Sagens oplysninger


Statsadvokaten har i brev af 3. august 2010 anført følgende:


»…


Jeg har efter en gennemgang af sagen ikke fundet grundlag for at imødekomme det fremsatte erstatningskrav, fordi Deres klient efter min opfattelse selv har givet anledning til foranstaltningen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.


Jeg har herved lagt vægt på, at Deres klient tog kontakt til forurettede og inviterede ham til at følge med Deres klient og dennes venner. Efter overfaldet på forurettede ude foran Lanternen må det, efter Deres klients egen forklaring samt L's forklaring, lægges til grund, at Deres klient sammen med L og tiltalte H løb fra stedet, og at Deres klient forinden havde overværet overfaldet.


Derudover har Deres klient flere gange under sagen ændret forklaring, under den første afhøring ved politiet og senere under grundlovsforhøret forklarede Deres klient, at han ikke kendte forurettede. Under en senere politiafhøring blev Deres klient foreholdt videoovervågningen fra Lanternen, hvoraf fremgik, at Deres klient havde en samtale med forurettede umiddelbart før, at forurettede blev overfaldet. Herefter indrømmede Deres klient, at han havde kendskab til forurettede, som var en person, som Deres klient kendte fra nattelivet. Det var umiddelbart først under hovedforhandlingen i byretten, at Deres klient fortalte, at han havde inviteret forurettede til at tage med videre sammen med resten af slænget.


Det er herefter min opfattelse, at Deres klient har handlet så uforsigtigt, at han må have indset, at der var en risiko for, at han ville blive anholdt og sigtet for forholdet og efterfølgende varetægtsfængslet.


…«


Anklageren har dokumenteret E's forklaring fra Kolding Byrets dom af 16. oktober 2009 samt fra Vestre Landsrets dom af 4. juni 2010 sammen med oplysninger om straffesagens baggrund.


E har ikke under erstatningssagen afgivet forklaring.


Rettens begrundelse og afgørelse:


Retten lægger til grund, at E har været varetægtsfængslet som led i en strafferetlig forfølgning, og at han blev frifundet herfor, uden at dette skyldtes utilregnelighed hos ham, jf. retsplejelovens § 1018a, stk. 1.


Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at E i forbindelse med anholdelsen og grundlovsforhøret forklarede, at han ikke kendte forurettede, og at han løb fra stedet efter voldsepisoden mod forurettede. Det fremgik af overvågningskameraer, at han forinden voldsepisoden havde været på værtshuset Lanternen med forurettede, og at han forlod værtshuset sammen med denne. Retten finder herved, at E har udvist en sådan adfærd, at han selv har givet anledning til, at han blev varetægtsfængslet. Denne adfærdsvurdering findes bestyrket ved, at E og de oprindeligt to medsigtede afgav divergerende forklaringer om hændelsen. E ændrede herefter forklaring om hændelsesforløbet og sin relation til forurettede, og først under hovedforhandlingen i byretten forklarede erstatningssøgende om sin reelle relation til forurettede og sin kontakt til denne inden voldsepisoden.


E findes herefter ved sin adfærd forud for anholdelsen at have givet en sådan anledning til mistanke om, at han var involveret i et strafbart forhold, at han selv har givet anledning til anholdelsen og den efterfølgende varetægtsfængsling af ham. Pga. hans efterfølgende adfærd, særligt hans ændrede forklaringer, findes han tillige selv at have givet anledning til, at han ikke blev løsladt, før han efter hovedforhandlingen blev frifundet.


Herefter findes der ikke at være grundlag for at tilkende erstatning for nogen del af varetægtsfængslingsperioden forud for sagens afgørelse og hans løsladelse den 15. oktober 2009, jf. retsplejelovens § 1018a, stk. 3.


Anklagemyndighedens frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Vestre Landsrets dom:


Retten i Kolding har den 28. januar 2011 afsagt dom i 1. instans (- - -).


Påstande:


E har gentaget sin påstand for byretten om, at det offentlige dømmes til at betale ham en erstatning på 366.800 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn. Erstatningskravet påstås forrentet med procesrente fra den 30. september 2010.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.


Anklagemyndigheden har gjort gældende, at E selv har givet en sådan anledning til frihedsberøvelsen, at erstatningen bør bortfalde. Til støtte herfor har anklagemyndigheden påberåbt sig, at E løb fra stedet lige efter voldsudøvelsen, at han kort efter på værtshuset New York fremsatte udtalelser om at have deltaget i volden, og at han har afgivet urigtige og skiftende forklaringer, herunder om varigheden af opholdet på værtshuset Lanternen, om sin pådragelse af skader i ansigtet, om L's rolle, og om sin relation til forurettede. På det sidste punkt har E fastholdt en urigtig forklaring lige til hovedforhandlingen i byretten.


Erstatningssøgende har gjort gældende, at der ikke er udvist forhold, der kan føre til nedsættelse eller nægtelse af erstatning. Det skyldes naturlig frygt, at E løb fra stedet, og der skal derfor bortses fra denne omstændighed. Med hensyn til E's eventuelle udtalelser på New York, er der ikke ført bevis for, hvad der nærmere er sagt, og der må derfor også bortses fra dette forhold. De ændrede forklaringer kan ikke antages at have haft betydning for frihedsberøvelsen. E kan således ikke antages at ville være blevet løsladt, hvis han fra starten havde forklaret, at han kendte forurettede, og at forurettede skulle med ham i byen. Noget sådant fremgik reelt af videooptagelsen på Lanternen. E forklarede endvidere allerede den 2. december 2008 til politiet, at han havde set forurettede i byen tidligere. De ændrede forklaringer skal også ses i lyset af, at E var meget beruset og ikke har været i stand til at huske præcist.


Landsrettens begrundelse og resultat:


Det må også efter E's forklaring under hovedforhandling for byretten i straffesagen lægges til grund, at han sammen med H og L forlod Lanternen i selskab med forurettede, der skulle med på et andet værtshus, og at E straks efter voldsudøvelsen sammen med H, der var gerningsmanden, og L løb fra stedet.


Det må endvidere - i overensstemmelse med det oplyste om bevisbedømmelsen ved byretten og landsretten under straffesagen - lægges til grund, at E på værtshuset New York fremkom med udtalelser, der måtte forstås således, at han havde deltaget i volden.


E forklarede ved den første politiafhøring og ved grundlovsforhøret, at han ikke kendte forurettede, at forurettede var udenfor, da de kom ud fra Lanternen, og at han selv blev på gerningsstedet efter volden og fik nogen til at ringe til 112, hvorefter han gik fra stedet. Til politiet forklarede han ved den første afhøring bl.a., at han mente, at også L slog og sparkede forurettede, mens han i grundlovsforhøret forklarede, at hverken han selv eller L havde rørt forurettede. De skiftende forklaringer har også relation til E's forklaringer om sin pådragelse af skader i ansigtet. E forklarede først om sin reelle relation til forurettede ved hovedforhandlingen for byretten.


Den omstændighed, at E løb fra stedet, må anses begrundet i en frygt, som - også i lyset af forbrydelsens grovhed - bevirker, at han ikke af denne grund kan anses at have udvist egen skyld.


Det er endvidere ikke påvist, at forklaringerne om E's efterfølgende udtalelser på New York, der ikke er omtalt i fængslingskendelsen i grundlovsforhøret, i anklagemyndighedens afgørelser af 3. august 2010 og 27. september 2010 eller i byrettens dom af 28. januar 2011, har haft betydning for varetægtsfængslingen af E eller forlængelser heraf.


De urigtige og skiftende forklaringer var imidlertid egnede til at skabe væsentlig tvivl om E's rolle i forløbet, og de må antages at have givet grundlag for varetægtsfængsling i en periode, men efter det oplyste ikke i hele perioden fra den 2. december 2008 til den 15. oktober 2009.


Herefter finder landsretten alene, at anklagemyndigheden har godtgjort, at E selv har givet anledning til varetægtsfængslingen for så vidt angår en mindre del af den samlede periode.


Idet det bemærkes, at anklagemyndigheden ikke har haft bemærkninger til opgørelsen af erstatningskravet, nedsætter landsretten derfor skønsmæssigt erstatningen efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, til 250.000 kr. med renter som nedenfor bestemt.