TfK2014.1153/2

V.L.D. 9. september 2014i anke 13. afd. S-1838-13

Anklagemyndigheden mod E (adv. Jan Schneider, Åbyhøj).

(Hans-Jørgen Nymark Beck, Hanne Harritz Pedersen og Peter Flügge (kst.) med domsmænd).

Retten i Aarhus' dom af 14. august 2013:

Denne sag er behandlet under medvirken af domsmænd.

Tilkendegivelse af 27. april 2010 er modtaget den 8. juni 2010.

E var i tiden fra den 1. november 2008 til den 28. oktober 2009 anholdt og varetægtsfængslet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 237, manddrab.

E blev ved dom af 28. oktober 2009 afsagt af Retten i Århus frifundet for den rejste tiltale, men idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, færdselslovens § 56, stk. 1, og bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

E fremsatte ved advokat Jan Schneider ved brev af 30. november 2009 krav om erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a.

Ved skrivelse af 26. januar 2010 traf statsadvokaten afgørelse, hvorved kravet om erstatningen blev imødekommet med et beløb på 229.000 kr., der fremkommer således:

1. november 2008-2. november 2008 (første døgn) kr. 5.300,00
2. november 2008-1. januar 2009 (60 døgn a 650,00 kr.) kr. 39.000,00
1. januar 2009-28. oktober 2009 (301 døgn a 700,00 kr.) kr. 210.700.00
  kr. 255.000,00
Fradrag for 40 dages idømt fængsel (40 døgn a 650,00 kr.) kr. 26.000.00
  kr. 229.000,00
Forhøjelse på 100 % for sigtelse for drab, jf. RM 1/2009, pkt. 1, f kr. 229.000.00
  kr. 458.000,00
Nedsættelse med 50 % for egen skyld kr. 229.000.00
l alt kr. 229.000.00

Det fremgår af begrundelsen for afgørelsen, at den takstmæssige opgørelse af kravet er fratrukket 26.000,00 kr. for idømte 40 dages fængsel ved dommen af 28. oktober 2009. statsadvokaten har desuden nedsat det samlede takstmæssige erstatningskrav med 50 % under henvisning til, at E selv har givet anledning til frihedsberøvelsen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Ved skrivelse af 9. april 2010 tiltrådte Rigsadvokaten Statsadvokatens afgørelse, og ved brev fra advokat Jan Schneider af 23. april 2010 er sagen indbragt for retten.

Påstande:

E har fremsat krav om erstatning på 229.000,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente:

1. november 2008-2. november 2008 (første døgn) kr. 5.300,00
2. november 2008-1. januar 2009 (60 døgn a 650,00 kr.) kr. 39.000,00
1. januar 2009-28. oktober 2009 (301 døgn a 700,00 kr.) kr. 210.700.00
  kr. 255.000,00
Fradrag for 40 dages idømt fængsel (40 døgn a 650,00 kr.) kr. 26.000.00
  kr. 229.000,00
Forhøjelse på 100 % for sigtelse for drab, jf. RM 1/2009, pkt. 1, f kr. 229.000.00
  kr. 458.000,00

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse og gjort gældende, at det alene kan opgøres således som opgjort af statsadvokaten i afgørelse af 26. januar 2010.

Sagens oplysninger:

Det fremgår af sagens oplysninger, at afdøde A den 31. oktober 2008 blev fundet på stranden syd for Aarhus skudt med et oversavet jagtgevær. Af videooptagelser fra et overvågningskamera tilhørende Jyske Bank i Østergade i Aarhus samt fra bankoplysninger, fremgår det endvidere, at den dræbte A den 31. oktober 2008 ca. kl. 06.02 hævede 6.000,00 kr. på sin fader, F's konto.

Det er af Retsmedicinsk Institut fastslået, at A blev dræbt den 31. oktober 2008 i tidsrummet fra kl. 04.50 til kl. 07.50, og at gerningstidspunktet kunne fastlægges til samme dato i tidsrummet fra kl. 06.02 til kl. 07.50.

Under en afhøring hos politiet den 1. november 2008 afgav E meget skiftende forklaringer vedrørende forløbet den pågældende aften og nat, hvor han i perioder var sammen med A. E har blandt andet forklaret, at han sammen med A forsøgte at hæve penge i en kontantautomat i Jyske Bank i Østergade om aftenen, hvorefter de omkring midnatstid kørte til E's bopæl i Brabrand.

Under afhøringen, først som vidne og senere som sigtet, skiftede E flere gange forklaring omkring hændelsesforløbet om aftenen den 30. oktober 2008 og om natten den 31. oktober 2008. E forklarede blandt andet, at A gerne ville køres til Hasselager, men at dette ikke kunne lade sig gøre, og at A derfor blev sat af ved E's bopæl. Det fremgår ligeledes af forklaringen, at A ville låne en sofa, men det kunne han ikke få lov til, og at han herefter gik fra stedet, hvilket var den sidste gang, E så eller talte med A. Senere under samme afhøring fremgår det, at E skiftede forklaring og oplyste, at han var i vanskeligheder og bange for flere personer, som han ikke turde navngive. Han forklarede nu, at både han og A blev i bilen foran bopælen i Brabrand, og at E faldt i søvn på et tidspunkt, men vågnede senere, hvor A stadig befandt sig i bilen, og hvor denne forklarede, at han havde været inde i et kælderrum og tage et oversavet jagtgevær, der tilhørte E. Efterfølgende ankom der en bil med tre/fire personer, hvor E genkendte den ene. Herefter skulle disse personer have taget A med sig og efterladt E på stedet. Herefter forklarede E, at han, til trods for det han tidligere havde forklaret, var tvunget med i bilen, der kørte til Moesgård Strand, hvor A blev tvunget ud af bilen af to personer, og hvor de tre personer herefter gik ad en sti mod vandet. E forklarede, at det var sidste gang, han så A. Denne forklaring blev efterfølgende fragået på visse punkter af E, hvorefter han blev anholdt og sigtet for drabet på A.

I grundlovsforhøret den 2. november 2008 forklarede E på ny omkring hændelsesforløbet den 30. og 31. oktober 2008. Han forklarede blandt andet, at da han holdt i bilen foran sin bopæl i Brabrand sammen med A, var denne væk, da han vågnede efter at have sovet. Han konstaterede herefter, at der var fjernet et oversavet jagtgevær fra kælderrummet til lejligheden. Han forklarede desuden, at han på gerningstidspunktet om morgenen mellem kl. 06.00 og kl. 10.00 befandt sig på sin bopæl i Brabrand.

Efter grundlovsforhøret meddelte E, at han ikke ønskede at afgive yderligere forklaring vedrørende hændelsesforløbet. Han afgav herefter først forklaring under hovedforhandlingen i byretten den 19. oktober 2009.

Det fremgår endvidere af sagen, at historiske teleoplysninger har beskrevet, hvorledes E's telefon i tidsrummet fra kl. 07.00 til kl. 07.11 den 31. oktober 2008 var registreret på master ved Marstrandsgade og Vesterbro Torv i Aarhus midtby.

Efter ransagning den 3. november 2008 på E's bopæl blev der blandt andet fundet 5.000,00 kr. i kontanter bestående af 10 stk. 500 kr. sedler.

Jyske Bank oplyste den 18. november 2008 overfor politiet, at de 6.000,00 kr., som A havde hævet ca. kl. 06.00 om morgenen den 31. oktober 2008, var udbetalt blandet andet i 11 stk. 500 kr. sedler.

Det fremgår endvidere af optagelser fra et overvågningskamera fra Alm. Brand Bank, tæt på Jyske Bank, at der umiddelbart før og efter tidspunktet for hævningen af 6.000,00 kr. optræder en bil, som farvemæssigt og typemæssigt kan være forenelig med den bil, E havde rådighed over den pågældende nat.

Det fremgår endvidere af erklæring af 20. november 2008 fra Teknologisk Institut, at der ved prøvetagning fra gearstangen i den bil, E havde rådighed over den pågældende nat, var fundet et fænghættepartikel. Det fremgår ligeledes af erklæring af 23. februar 2009 fra Teknologisk Institut, at der på den dynejakke, E havde på i Jyske Bank, da han og A forsøgte at hæve penge om aftenen den 30. oktober 2008, er fundet ni fænghættepartikler.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Ved sagens afgørelse lægges det til grund, at det inden anholdelsen af E lå fast, at denne havde været sammen med A om aftenen den 30. oktober 2008 og også en del af natten den 31. oktober 2008. Dette fremgik blandt andet af videooptagelser fra Jyske Bank og Alm. Brand Bank, der viste, at A hævede 6.000,00 kr. ca. kl. 06.02 den 31. oktober 2008, og at en bil, som farvemæssig og typemæssig kunne være forenelig med den bil, E havde rådighed over, var set samme sted på det pågældende tidspunkt.

Det lægges endvidere til grund, at E fra starten har forklaret, at han den pågældende aften og nat var sammen med A, men at E har afgivet endog meget skiftende forklaringer om forløbet om aftenen og om natten, først til politirapport den 1. november 2008 og senere under grundlovsforhøret den 2. november 2008. Herefter har E ikke ønsket at afgive forklaring før under hovedforhandlingen af straffesagen.

Det lægges endvidere til grund, at der under efterforskningen er fremkommet oplysninger om fundet af fænghættepartikler på gearstangen i den bil, E havde rådighed over, og på ærmerne på den dynejakke, som E havde på den pågældende aften, ligesom der ved ransagning på E's bopæl er fundet 5.000,00 kr. i kontanter bestående af 10 stk. 500 kr. sedler.

Ved at afgive skiftende forklaringer om hændelsesforløbet om aftenen og natten den 30. og 31. oktober 2008, herunder meget skiftende forklaringer om sin og A's færden mellem E's bopæl i Brabrand og området ved Moesgård Strand, har E udsat sig for konkret mistanke om at have medvirket ved den alvorlige forbrydelse. Dette underbygges af fund af fænghættepartikler i E's bil og på hans jakke og kontanter på E's bopæl, der kunne stamme fra den hævning, A foretog om natten den 31. opktober 2008.

Retten finder således, at E har haft særlig anledning til at rense sig fra denne mistanke, herunder ved som det mindste at redegøre nærmere for sin færden og for baggrunden for fundet af henholdsvis fænghættepartikler og kontanter, der kunne have nær sammenhæng med forbrydelsen.

Ved gennem en længere periode at undlade at give politiet og retten oplysninger, der kunne have gjort det muligt for politiet at afkræfte den alvorlige sigtelse, finder retten, at E selv har givet anledning til frihedsberøvelsen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

E har således udvist egen skyld, hvorved erstatningen bør nedsættes med 50 %, således at erstatningen i alt udgør 229.000 kr., som beregnet af Statsadvokaten i afgørelse af 26. januar 2010.

Anklagemyndighedens påstand om frifindelse tages herefter til følge.

Vestre Landsrets dom:

Retten i Aarhus har den 14. august 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. - - -).

Påstande:

E har gentaget sin påstand for byretten om, at erstatningen forhøjes med 229.000 kr. med tillæg af procesrente fra kravets fremsættelse den 1. december 2009.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har ikke haft bemærkninger til kravets opgørelse.

Supplerende sagsfremstilling:

Det fremgår af retsbogen for varetægtsfængslingen den 2. november 2008 bl.a.:

»Anklageren henviste til forbindelsen mellem sigtede og afdøde, det oplyste om det økonomiske mellemværende samt forklaringen afgivet til politirapport af K, hvorefter sigtede har fremsat dødstrusler mod A, samt forklaringen afgivet af N, hvorefter sigtede ved en tidligere lejlighed har været i besiddelse af en pistol. Når der yderligere henses til telefonforbindelsen mellem sigtede og afdøde samt sigtedes skiftende forklaringer, er det anklagemyndighedens opfattelse, at der er såvel begrundet som særlig bestyrket mistanke om, at sigtede har gjort sig skyldig i manddrab.

Retten afsagde … følgende

Kendelse

Der har efter sigtedes forklaring sammenholdt med oplysningerne på afdødes mobiltelefon været mange telefoniske forbindelser mellem afdøde og sigtede torsdag den 30. oktober 2008 om eftermiddagen og aftenen, ligesom sigtede og afdøde efter sigtedes forklaring har været sammen torsdag aften og natten til fredag. Sigtede har efter sin egen forklaring været i besiddelse af et oversavet jagtgevær, ligesom anledningen til de mange opringninger og kontakten torsdag aften var, at sigtede ville indkræve 1.000 kr., som afdøde skyldte sigtedes mor. Herefter og når henses til forklaringen til politirapport afgivet af vidnerne K og N finder retten, at der er begrundet mistanke om, at sigtede har gjort sig skyldig i manddrab som anført i sigtelsen.

…«

Vestre Landsret stadfæstede den 3. november 2008 byrettens kendelse under henvisning til de grunde, som byretten havde anført.

I en telefax af 12. november 2008 meddelte erstatningssøgendes nye forsvarer, at hans klient ikke ønskede at udtale sig.

Erstatningssøgende blev herefter efter dennes indforståelse flere gange fortsat varetægtsfængslet på skriftligt grundlag.

Af en retsbog for den 9. februar 2009 fremgår det, at erstatningssøgende blev fortsat varetægtsfængslet i et retsmøde. Det fremgår af retsbogen bl.a., at erstatningssøgende ikke ønskede at udtale sig. I begrundelsen for varetægtsfængslingen hedder det bl.a.:

»Af de grunde, der er anført i rettens kendelse af 2. november 2008, og idet den efterfølgende efterforskning bl.a. i form af fund af affyret krudtpartikel i sigtedes bil yderligere har underbygget mistanken, finder retten, at der er begrundet mistanke om, at sigtede har gjort sig skyldig i manddrab som anført i sigtelsen.

…«

Erstatningssøgende blev herefter frem til hovedforhandlingen den 28. oktober 2009 varetægtsfængslet på skriftligt grundlag.

Der blev i forbindelse med straffesagen i 2009 foretaget en mentalundersøgelse af erstatningssøgende. Retslægerådet fandt erstatningssøgende begavelsesmæssigt på grænsen mellem sinke og mentalt retarderet og omfattet af straffelovens § 16, stk. 2.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Under henvisning til indholdet af kendelserne af 2. november 2008 og 9. februar 2009 lægges det til grund, at den mistanke, der dannede grundlag for varetægtsfængslingen af erstatningssøgende, hvilede på andre forhold end erstatningssøgendes skiftende forklaringer. Det lægges endvidere til grund, at det forhold, at erstatningssøgende i en længere periode ikke ønskede at udtale sig, ikke havde betydning for varetægtsfængslingen.

På den baggrund og efter oplysningerne i mentalundersøgelsen er der ikke grundlag for at nedsætte erstatningen i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Landsretten tager herefter erstatningssøgendes påstand til følge.