UfR1995.536 ØLD
 

  Ø.L.D. 6. marts 1995 i anke 12. afd. S-3085-94

Anklagemyndigheden mod erstatningssøgende E (adv. Hugo Steinmetz, København, e.o.).

København Byrets 1. afdelings dom af 24. august 1994.


Den 28. september 1993 blev erstatningssøgende E anholdt og frihedsberøvet i ca. 2 timer. E, der på daværende tidspunkt var 14 år gammel, var forinden blevet sigtet for overtrædelse af politivedtægten ved på Christiania at have råbt ukvemsord efter politiet. Hun blev herefter medtaget på politistationen og afhørt under tilstedeværelse af en repræsentant for de sociale myndigheder og sin fader, men nægtede at udtale sig. Herefter blev hun løsladt.

Rigsadvokaten har den 2. marts 1994 meddelt E's advokat, at der kan ydes erstatningssøgende en erstatning på 500 kr. svarende til 1/3 af det beløb, der følger af de vejledende retningslinier.

Ved skrivelse af 27. april 1994 har E gennem advokat Hugo Steinmetz fremsat krav om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse med yderligere 1000 kr.

Sagen, der er behandlet under medvirken af domsmænd, er af anklagemyndigheden ved tilkendegivelse af 16. maj 1994 indbragt for retten med påstand om, at yderligere erstatning nægtes, da E selv har givet anledning til frihedsberøvelsen.

Der er afgivet forklaring af E og vidneforklaring af politiassistent P.

Domsmandsrettens bemærkninger:
Det findes efter bevisførelsen godtgjort, at E har råbt ukvemsord efter politiet, og at der følgelig har været anledning for politiet til at medtage E til politistationen for at søge gennemført en afhøring af hende under overværelse af en repræsentant for de sociale myndigheder, jfr. herved retsplejelovens § 752, stk. 2. Retten finder imidlertid ikke, når henses til det påsigtede forholds karakter, at E har givet anledning til en frihedsberøvelse af 2 timers varighed. Det findes i den forbindelse passende, at der er ydet E erstatning som sket ved Rigsadvokatens afgørelse af 2. marts 1994.

Herefter tages anklagemyndighedens påstand til følge.

Østre Landsrets dom.
Københavns Byrets 1. afdelings dom af 24. august 1994 (13250/94) er anket af erstatningssøgende E med påstand om yderligere 1.000 kr. i erstatning for uberettiget frihedsberøvelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og af vidnet politiassistent P samt uden vidneansvar af G.

Landsretten skal udtale:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at politiassistent P på stedet rejste sigtelse mod E for strafbart forhold i form af overtrædelse af politivedtægten, og at han allerede da fik oplyst E's generalia, uden at han tvivlede på rigtigheden heraf. Han blev herved klar over, at hun var under den kriminelle lavalder. Det lægges fremdeles efter politiassistentens forklaring til grund, at sagens ekspedition efter dens karakter, hvis den sigtede havde været over 18 år, kunne være afsluttet på stedet, og baggrunden for indbringelsen - stadig efter politiassistentens opfattelse - var nødvendigheden af at have en repræsentant fra de sociale myndigheder til stede for at kunne foretage en afhøring.

Det lægges efter E's forklaring, som finder støtte i politiassistentens rapport af 28. september 1993, til grund, at E tilbragte ventetiden i et af stationens venterum og ikke i det større og bedre udstyrede »fogedrum«.

Efter retsplejelovens § 752, stk. 2, jfr. rigsadvokatens bekendtgørelse nr. 786 af 21. september 1992, var der i det foreliggende tilfælde ingen nødvendighed for medvirken af en repræsentant for de sociale myndigheder ved afhøringen.

Uden at landsretten finder det fornødent at tage stilling til, om det var nødvendigt at anholde E i den situation, der forelå, finder landsretten imidlertid, at der ikke har bestået en nødvendighed for at udstrække frihedsberøvelsen til at omfatte indtransport til politistationen og ventetid.

På denne baggrund findes E efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 2 i overensstemmelse med de vejledende takster at burde tillægges en erstatning på 1.400 kr. incl. det af rigsadvokaten tillagte beløb på 500 kr., idet der ikke findes anledning til at nedsætte erstatningen efter den fakultative regel i retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.