UfR 1996.1217 VLK
 
  V.L.K. 4. juni 1996 i kære 6. afd. B-0798-96

(Ole Unmack Larsen, Poul Søgaard, Helle Bertung).

E (adv. Poul Gade, Aalborg) mod Politimesteren i Aalborg.

Aalborg Rets Fogedafdelings kendelse 15. marts 1996.

Ved dom af 31. marts 1995 fra Retten i Aalborg, 4. afdeling, der stadfæstedes ved Vestre Landsrets afgørelse den 30. november 1995, blev rekvirenten tilkendt kr. 60.000 i godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse i medfør af retsplejelovens §1018h, jfr. erstatningsansvarslovens §26.

Anklagemyndigheden anerkendte inden domsafsigelsen et erstatningsbeløb stort 16.750 kr., hvilket beløb er modregnet i sagsomkostninger, hidrørende fra straffesagen mod rekvirenten. Herudover har politimesteren opgjort et sagsomkostningsbeløb den 29. december 1995 til kr. 17.440,22, hvoraf kr. 7.678,00 hidrører fra en senere straffesag, og modregnet dette beløb i den tilkendte erstatning.

Rekvirenten har således nu begæret sagen fremmet til udlæg for kr. 34.190,22 med tillæg af påløbne renter, idet det øvrige beløb er udbetalt til rekvirenten.

Rekvisitus har påstået sagen afvist, og har til støtte herfor gjort gældende, at der berettiget og i overensstemmelse med anklagemyndighedens praksis er foretaget modregning i beløbet, idet begge typer af krav er inden for strafferetsplejen område. Der består derfor ikke længere en fordring for rekvirenten.

Rekvirenten har til støtte for sin påstand anført, at det skyldige beløb, der ikke er udbetalt, er erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, som derfor er omfattet af retsplejelovens §513 stk. 2's forbud mod udlæg og således tillige også anden form for kreditorforfølgning, herunder modregning.

Fogedretten skal udtale:

Det må ved afgørelsen lægges til grund, at det rekvirenten ifølge dom tilkommende beløb er omfattet af retsplejelovens §513, stk. 2. Uanset ordlyden heraf findes rekvisiti modregning henset til beskaffenheden af rekvisiti krav, som hidrørende fra strafbare forhold, at være berettiget, jfr. herved dommen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen U.1988.1057 H, idet modregningsbetingelserne findes opfyldt derved, at beløbet for en del er konnekst og for en del har en modregningstilladelig forbindelse med hovedkravet, hvorfor

bestemmes:
Den af rekvirenten, E, mod rekvisitus, Politimesteren i Aalborg, begærede fogedforretning, nægtes fremme.

Denne afgørelse blev af kærende indbragt for landsretten med påstand om, at den begærede fogedforretning fremmes. I et supplerende kæreskrift af 12. april 1996 fra advokat Poul Gade anførtes det:

»Sagen udspringer af den ulovlige frihedsberøvelse, kærende blev udsat for i tiden 7. september 1994 til 6. oktober 1994. Som det fremgår af Retten i Aalborgs dom af 31. marts 1995, der blev stadfæstet af Vestre Landsret, 2. afdeling, den 30. november 1995, blev kærende i anledning af den ulovlige frihedsberøvelse tilkendt en erstatning på kr. 60.000,00. Den tilkendte erstatning er en godtgørelse for tort jfr. Erstatningsansvarslovens §26. Erstatningssagen er i medfør af Retsplejelovens §1018 h pådømt i strafferetsplejens former. Uanset dette, er der imidlertid tale om en almindelig sag om erstatning i anledning af en offentlig myndigheds skadevoldende handlinger udenfor kontrakt.

Kærende gør gældende, at indkærede har været uberettiget til helt eller delvist at modregne krav på sagsomkostninger overfor kærendes krav om udbetaling af den tilkendte erstatning. Til støtte herfor skal jeg henvise til de følgende betragtninger:

1. I første række gøres det gældende, at modregning overfor den tilkendte erstatning i dennes helhed, efter sagens karakter, er udelukket. Det fremhæves i denne forbindelse, at der ikke er tale om nogen »sædvanlig« erstatning i anledning af et straffeprocessuelt indgreb. Der foreligger den særlige omstændighed, at erstatningen ydes som følge af en myndighedshandling, der er i strid med såvel Grundloven som Den Europæiske Menneskeretskonvention. Størrelsen af erstatningen er fastsat med henvisning til, at den ulovlige frihedsberøvelse var særligt belastende for kærende, der i sin fortid havde været udsat for fængsling og tortur, således at han efter den uberettigede fængsling har pådraget sig yderligere psykiske skader. Disse skader giver sig blandt andet udtryk i kærendes nuværende problemer. Det følger af de lægelige erklæringer, der er refereret i Byrettens dom, at den ulovlige frihedsberøvelse har forværret den psykiske sygdom, kærende havde allerede før hændelsen. Under disse omstændigheder må modregning i det hele være udelukket jfr. princippet i Erstatningsansvarslovens §18 samt almindelige retsregler om modregningsbeskyttede krav, der i denne situation må gå forud for Retsplejelovens §513, stk. 2.

2. I anden række gøres det gældende, at indkæredes krav på sagsomkostninger ikke er noget konnekst modkrav i forhold til kærendes krav på erstatning. Til støtte for dette standpunkt henviser jeg særligt til, at erstatningen er givet for ulovlig frihedsberøvelse, der ikke har nogen sammenhæng med den forbrydelse, kærende blev dømt for. Kærende havde netop afsonet den straf, han blev idømt den 15. februar 1994. På denne baggrund må den uberettigede frihedsberøvelse opfattes som et selvstændigt retsbrud fra myndighedernes side. Situationen er således analog til den situation, hvor en person A dømmes for en forbrydelse, men hvor politiet ved en fejl afhenter person B til afsoning, hvorefter politiet senere ønsker at modregne et krav på sagsomkostninger mod B fra en anden sag, B har været involveret i.

Under disse omstændigheder foreligger der ikke en kvalificeret sammenhæng mellem de sagsomkostninger, der nu søges tvangsinddrevet, og den erstatning, kærende er tilkendt. Dette gælder såvel for sagsomkostninger fra den »tilhørende« straffesag, som for de sagsomkostninger, der ved en senere straffesag blev pålagt kærende. Højesterets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1988 side 1057, er således ikke anvendelig i nærværende sag. I den nævnte højesteretsdom var tilfældet netop det, at den tiltalte i en straffesag var varetægtsfængslet med henvisning til en sigtelse for røveri. Den tiltalte blev senere dømt for tyveri, hvorefter varetægtsfængslingen havde været uberettiget. I denne situation er der imidlertid sammenhæng mellem sagsomkostninger og det forhold, at den tiltalte (uberettiget)har været varetægtsfængslet, og der er således konneksitet mellem kravene.

Til støtte for, at modregning i nærværende sag må være udelukket, kan jeg henvise til Jørgen Jochimsen i Kommenteret Retsplejelov, bind 2, side 148, med referat af Vestre Landsrets kendelse af 20. januar 1986.

3. Fogedretten antager, at såvel konnekse modfordringer, som fordringer, hvor der foreligger »modregningstilladelig forbindelse«, kan bringes til modregning overfor erstatningskrav af den foreliggende art, hvorved Fogedretten formentlig sigter til de senere pålagte sagsomkostninger. Fogedretten angiver intet til støtte for denne retsopfattelse, der formentlig støttes på visse udsagn i juridisk teori, jfr. herved Gomard: Tillæg side 107. Denne forfatter antager (ligeledes uden nogen støtte), at området for konneks modregning kan udvides til en ubestemt kreds af andre fordringer, der dog har en vis forbindelse med det krav hovedfordringen støttes på.

Hertil skal jeg bemærke, at der overfor den klare regel i Retsplejelovens §513, stk. 2 der efter sit formål må antages at omfatte såvel udlæg, som andre kreditforfølgningsskridt, herunder modregning ikke kan antages en så vidtgående ulovbestemt tvangsfuldbyrdelsesadgang, som Fogedretten i Aalborg antager. Til støtte herfor skal jeg henvise til Jens Møller: Kommenteret Erstatningsansvarslov (1996)side 291, cfr. Grathe: Pengefordringer (1992) side 104-105. Indkærede er således i alle tilfælde (også hvor omkostninger fra den »tilhørende« sag måtte antages at udgøre et konnekst modkrav) afskåret fra at modregne de senere pålagte sagsomkostninger overfor den tilkendte erstatning.

Vestre Landsrets kendelse.

Erstatningen til kærende er tilkendt i medfør af retsplejelovens §1018 h, jf. erstatningsansvarslovens §26, som følge af en retsstridig alvorlig krænkelse af kærendes frihed, der skyldes en åbenbar fejl fra politiets side, og derved adskiller sig fra de former for uberettiget frihedsberøvelse, som begrunder erstatning efter retsplejelovens §1018 a.

På denne baggrund findes den erstatning, der er tillagt kærende, ikke mod dennes ønske at burde anvendes til dækning af det offentliges krav på omkostninger i de to straffesager, idet dette efter karakteren af den krænkelse, som det offentlige har påført kærende, ville være stødende og i strid med erstatningsreglernes formål.

Thi bestemmes:
Den begærede fogedforretning skal fremmes.