
	UfR 1999.1491 HD
		H.D. 7. juni 1999 i sag II 372/1998 Linda Svane Sørensen (adv. Jens B. Bjørst, Kbh.) mod Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet (Km.adv. v/adv. Henrik Nedergaard Thomsen). Østre Landsrets dom 24. juni 1998 (19. afd.) (Plessing, Lisbet Wandel, Mette Sørensen (kst.)). Under denne sag, der er anlagt den 12. november 1996, har sagsøgeren, Linda Svane Sørensen, nedlagt følgende endelige påstande: Principalt: De sagsøgte tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt, at betale til sagsøger kr. 50.000,00 med tillæg af sædvanlige procesrenter fra den 3. maj 1995, alt til betaling sker. Subsidiært: De sagsøgte tilpligtes at anerkende, at det forudsatte en udtrykkelig af Folketinget vedtaget lovhjemmel, for at politiassistent Torben Thorsen den 3. maj 1995 anvendte sin politihund som våben i forbindelse med anholdelse af sagsøger. De sagsøgte, Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet har påstået frifindelse. Sagens nærmere omstændigheder er følgende: Sagsøgeren deltog den 3. maj 1995 ca. kl. 13.30 under »Ribus-konflikten« i Esbjerg i en demonstration i forbindelse med blokade af en bybus, der holdt ved endestationen ved rundkørslen Thulevej/Grønlandsparken. Buschaufføren anmeldte, at der blev forsøgt øvet hærværk mod bussen, og politiet ankom få minutter senere med hunde og foretog anholdelser af demonstranter. Under anholdelse af sagsøgeren blev hun bidt af en politihund bag på venstre lår og blev efterfølgende behandlet på skadestuen for hundebid. I politiets indberetning i rapport af 3. maj 1995 om »Anvendelse af politihunde« er rubrikken med spørgsmålet, om hunden er anvendt til beordret magtanvendelse, afkrydset med: nej. Den 3. maj 1995 blev sagsøgeren sigtet for overtrædelse af politivedtægten for Esbjerg politikreds, § 3, stk. 1, jf. § 59, stk. 1, ved at have stillet sig ud på kørebanen foran bybussen og derved hindret dens fortsatte kørsel. Der er efterfølgende rejst tiltale ved Retten i Esbjerg, hvor sagen verserer. Et af sagsøgeren fremsat krav om erstatning på 1.500 kr. for uberettiget anholdelse den 3. maj 1995 i 3 timer 15 minutter er af Politimesteren i Esbjerg sat i bero på straffesagens udfald. Sagsøgeren har fået udbetalt 17.765 kr. fra Rigspolitichefens hundeansvarsforsikring. Beløbet er i skrivelse af 18. februar 1997 fra Tryg-Baltica Forsikring opgjort således: ». . . Selskabets læge har vurderet méngraden til 0-5%. Vor erstatning svarer til 5% = 14.700 kr. Godtgørelse for svie og smerte: 3 dage a 70 kr. = 210 kr. Erstatning for tøj, transport og medicin 419 kr. Følgende er erstattet således: Personskade 14.910,00 kr. Renter (skattepligtige) 2.436,00 kr. Anden skade 419,00 kr. 17.765,00 kr. . . .« Ved skrivelse af 13. juni 1995 indgav sagsøgerens advokat anmeldelse til Politimesteren i Esbjerg for unødig voldsanvendelse fra politiets side i forbindelse med anholdelsen. I skrivelsen anføres, at sagsøgeren var udsat for 1 hundebid. Skrivelsen blev den 16. juni 1995 videresendt til lokalnævnet som en klage over politiets adfærd. Den 22. august 1995 mødte sagsøgeren sammen med sin advokat i lokalnævnet og afgav - ifølge referat af mødet, som sagsøgeren efterfølgende godkendte - følgende forklaring for nævnet: ». . . Klageren uddybede sin klage af 13. juni 1995, idet hun oplyste, at hun ved den pågældende lejlighed - den 3. maj 1995 kl. 13.34 - befandt sig på Thulevej ved bussernes endestation. Hun var sammen med 20-30 mennesker med det formål at blokere. Da bussen kom, trådte de frem for at stoppe bussen - ikke for at køre med. Chaufføren låste bussen og tilkaldte politiet over radioen. Hun var ca. 30 meter fra bussen, da politiet ankom. Nogle begyndte at løbe, da politiet kom. Hun løb lidt, men standsede så op, idet hun tænkte »Nej dæleme nej«. Hun blev råbt an af en politimand og standsede øjeblikkeligt. Politimanden tog fat i hendes arm, hvorefter hunden bed. Hun har selv haft hund i mange år, og hun er overbevist om, at politimanden ikke havde styr på hunden ved den pågældende lejlighed. Hun blev bidt som beskrevet i anmeldelsen. Klageren præciserer sin klage, idet hun gør gældende, at politimanden lod hunden bide på trods af, at anholdelse på dette tidspunkt havde fundet sted. Klageren udleverede kopier af billeder 1-3, idet hun gør gældende, at billedernes udvisende ikke er i overensstemmelse med politirapporten. . . .« Lokalnævnet, der fandt sagen tilstrækkelig oplyst, sendte den 2. november 1995 sagen tilbage til politimesteren til videre foranstaltning. Ved skrivelse af 20. november 1995 til sagsøgerens advokat meddelte politimesteren, at han ikke fandt grundlag for at kritisere politipersonalets adfærd under udførelsen af anholdelsen, og anførte nærmere følgende: ». . . Baggrunden for min afgørelse er, at jeg har sammenholdt Deres klage med den indklagedes oplysninger til sagen og de af Dem til lokalnævnet fremsendte fotos. Jeg må herefter lægge til grund, at Deres klient efter at være blevet anholdt og fastholdt, hvorunder hunden springer op på Deres klient, bevæger sig bort fra den anholdende politiassistent, hvorefter hunden i line bider Deres klient bag på i låret, hvorefter Deres klient på ny kan fastholdes af den anholdende politiassistent. På den baggrund finder jeg ikke grundlag for at karakterisere politipersonalets adfærd som unødig voldsanvendelse. . . .« Den 28. november 1995 påklagede sagsøgerens advokat afgørelsen til Justitsministeriet og anførte blandt andet følgende: ». . . Jeg skal bemærke, at det klart fremgår af de optagne fotos, at hunden bed min klient efter anholdelsen, samt at det var helt unødvendigt at anvende hund til anholdelsen af min klient. Endvidere var det helt unødvendigt at lade hunden bide. Endelig skal jeg anføre, at jeg mener, at brugen af hunde, som man lader bide, er ulovligt. Der er ingen hjemmel i loven til at bruge hunde som våben. . . .« Ved skrivelse af 29. november 1995 rejste sagsøgerens advokat over for Politimesteren i Esbjerg krav om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr. som følge af, at sagsøgeren havde været udsat for et ulovhjemlet angreb af en politihund, og det blev nu anført, at hunden havde bidt sagsøgeren 2 gange. Ved skrivelse af 18. juli 1996 meddelte Justitsministeriet, at man ikke fandt grundlag for at ændre politimesterens afgørelse af 20. november 1995. I skrivelsen anføres nærmere følgende: ». . . Ved afgørelsen har Justitsministeriet lagt vægt på de >> 1493 >> samme forhold, som politimesteren har henvist til som begrundelse for sin afgørelse. Justitsministeriet må således efter at have gennemgået det foreliggende billedmateriale vedrørende episoden sammenholdt med forklaringen fra den pågældende hundefører lægge til grund, at Deres klient blev bidt - efter at have frigjort sig fra fastholdelse - da hun er i færd med at fjerne sig fra den anholdende politiassistent. Under disse omstændigheder finder Justitsministeriet ikke grundlag for at udtale kritik mod politiet, herunder anvendelsen af hunden i den konkrete situation. For så vidt angår det generelle spørgsmål om hjemlen for politiets anvendelse af hunde, skal Justitsministeriet henvise til retsplejelovens § 108, hvorefter politiet har til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser m.v. Det er almindeligt antaget, at politiet under henvisning til denne bestemmelse er beføjet til gennem umiddelbar magtanvendelse at skride ind over for handlinger, som frembyder en vis grad af fare for den offentlige sikkerhed, fred og orden, eller hvor særlige retshåndhævelsesmæssige hensyn i øvrigt måtte tilsige det. Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at der ikke findes et specifikt regelsæt (f.eks. en kundgørelse) om anvendelse af hunde som magtmiddel. Grænsen for anvendelse af hunde som magtmiddel må derfor fastlægges på grundlag af almindelige principper for politiets lovlige magtanvendelse, herunder bestemmelserne i straffelovens §§ 13 og 14 om nødværge og nødret. Det overordnede princip for politiets anvendelse af magt, herunder tjenestehunde, er, at magtanvendelsen ikke må være mere indgribende end nødvendig. Anvendelse af tjenestehunde som magtmiddel kan således alene ske, hvor mindre indgribende midler skønnes utilstrækkelige. Som et supplement til disse overordnede principper har Rigspolitichefen i 1991 udarbejdet en »Håndbog for politihundeførere«, der bl.a. indeholder et afsnit om polititaktisk anvendelse af tjenestehund. Efter Justitsministeriets opfattelse kan det være vanskeligt at fastsætte nærmere retningslinier for politiets anvendelse af hunde som magtmiddel. Ministeriet har imidlertid bl.a. på baggrund af anden brevveksling med Dem anmodet Rigspolitichefen om at overveje spørgsmålet nærmere. . . .« Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren og af vidnerne Torben Madsen, Hans Jørgen Hansen, Jørn Christensen, Arne Bendix og politiassistent Torben Thorsen. 3 fotografier, optaget af vidnet Torben Madsen, er fremlagt under sagen. Sagsøgeren har endvidere fremlagt fotokopi af et fotografi af sit venstre lår angiveligt med mærker efter hundebid. Der er ikke fremlagt lægeerklæringer i sagen. Sagsøgeren har forklaret, at hun den 3. maj 1995 om morgenen var kørt i bus fra Aalborg til Esbjerg sammen med 30-40 andre personer for at deltage i sympatidemonstrationer med blokadevagterne i »Ribus-konflikten«. Om morgenen havde de demonstreret ved garageanlægget, hvor bybusserne starter, men var blevet fjernet af politiet. De tog derefter til bussernes endestation. Der er en rundkørsel, hvor busserne vender. Hun medbragte et fotografiapparat og tog billeder. En bybus kom kørende, men måtte stoppe, fordi demonstranter stillede sig foran bussen. Hun stod selv på kørebanen, men ikke foran bussen. Kort efter ankom en politibil til stedet med hylende sirener. To politifolk sprang ud af bilen, og den ene sendte straks sin hund af sted efter demonstranter, som havde søgt tilflugt i nogle tilstødende villahaver. Den anden politibetjent råbte til sagsøgeren, der stod 5-6 meter væk, at hun skulle standse, og det gjorde hun. Hun stod helt stille. Betjenten tog en hund ud af bilen og gik hen imod hende med hunden hoppende i snor. Han tog fat i hendes højre arm og sagde »bliv stående, De er anholdt«. I det samme blev hun bidt bagi af hunden. Hun trak sig instinktivt væk og blev nu bidt igen bagi. Efter betjentens anvisning gik hun i retning mod et læskur med betjenten og hunden gående lige bagved. På skadestuen viste det sig, at hunden havde bidt hul, så det blødte, og hun fik en stivkrampeindsprøjtning. Hun var iført stramme gamachebukser, og der var flere huller i bukserne efter hundebiddene. Hun er sikker på, at hunden bed hende 2 gange. Vedrørende de af Torben Madsen optagne fotos har sagsøgeren forklaret, at foto 1 illustrerer, hvordan hun instinktivt vender sig om efter det 1. hundebid. På foto 3 bider eller napper hunden efter hende 2. gang, da hun er på vej mod læskuret. Vedrørende den fremlagte fotokopi af et foto har sagsøgeren forklaret, at hun optog dette foto cirka 14 dage efter den 3. maj 1995. Ved en lægeundersøgelse hos kredslægen for Nordjyllands Amt i Aalborg konstateredes det, at hun havde pådraget sig en nervelæsion. Torben Madsen har forklaret, at han befandt sig på stedet som freelancepressefotograf. Demonstranterne stod i klynger og snakkede. En bus kom kørende frem mod rundkørslen. Demonstranterne stillede sig foran og bag ved bussen og snakkede videre. Der blev ikke udøvet eller forsøgt udøvet hærværk mod bussen. Sagsøgeren befandt sig foran bussen i en gruppe på ca. 10 personer. Vidnet stod selv lidt på afstand og fotograferede. Det hele foregik stille og roligt. Pludselig ankom en politibil til stedet med hunde og standsede op foran bussen. Politibilens sirener havde kunnet høres på lang afstand, og nogle demonstranter løb væk ind i det nærliggende villakvarter. To >> 1494 >> politifolk med hunde gik i gang med at anholde demonstranter. Vidnet hørte ikke politifolkene sige noget. Vidnet stod 2-3 meter fra politibilen og fotograferede uafbrudt. Det virkede, som om politifolkene ikke havde kontrol over hundene. Vidnet bemærkede i en afstand af 2-3 meter foran sig sagsøgeren stå og fotografere. En betjent, som havde en hund i snor, greb fat i sagsøgeren. Samtidig sprang hunden op ad sagsøgeren, og da hun lavede en afværgebevægelse, bed eller nappede den hende i armen. Sagsøgeren udbrød »styr din hund« og vendte sig om og gik et skridt væk, hvorefter hunden bed hende igen, denne gang bagi. Der var ikke tale om, at sagsøgeren modsatte sig anholdelse, men hun ville væk fra hunden. Det så ud, som om betjenten »var ude på«, at hunden skulle bide sagsøgeren. I hvert fald gjorde betjenten ikke noget for at holde hunden tilbage eller for at holde afstand til sagsøgeren. Det virkede derfor uundgåeligt, at hunden ville bide sagsøgeren. På foto 3 ses det tydeligt, at hunden er i færd med at bide sagsøgeren. Hans Jørgen Hansen har forklaret, at han ligesom sagsøgeren kom fra Aalborg og deltog i demonstrationen ved busendestationen. Formålet var at »stresse« buschaufførerne. Han stod i gruppen foran den bus, som blev holdt tilbage. Da politiet kom til stedet, begyndte han at gå væk i retning mod noget bebyggelse. Sagsøgeren gik ved siden af ham. En politibetjent råbte »stop«, og de standsede begge op. Derefter blev de erklæret anholdt. Politibetjenten med hund i snor tog fat i sagsøgeren, og samtidig bed hunden sagsøgeren bagi. Sagsøgeren prøvede at komme væk, men politibetjenten trak i hende og holdt hunden hen imod hende, og hunden bed sagsøgeren 2. gang bagi. Det er vidnet, der ses som tilskuer på de 3 fotos. På foto 1 er sagsøgeren blevet bidt første gang. På foto 2 prøver hun at komme væk, idet hun løfter armen med fotografiapparatet i vejret. Jørn Christensen har forklaret, at han kom fra Aalborg for at deltage i demonstrationen. Da politiet ankom til stedet, stod han på en græsplæne, og han begyndte at gå væk. Han hørte tumult og vendte sig om. Han så nu, at en politimand med en hund i »lidt løs« snor lagde sin hånd på sagsøgerens skulder, og samtidig bed hunden sagsøgeren på venstre lårballe. Afstanden mellem vidnet og sagsøgeren var ca. 1 gadebredde. Han ville gå videre og hørte nu sagsøgeren råbe: »Av for helvede, der bed den igen«. Vidnet så ikke selv det 2. hundebid. Han blev ikke selv anholdt. Arne Bendix har forklaret, at han deltog i demonstrationen. En bus blev stoppet af demonstranter. Chaufføren låste dørene og alarmerede politiet, som straks efter kom med en hundevogn under udrykning. Vidnet løb over gaden i retning mod et grønt anlæg. Politiet råbte: »stands - ellers slipper vi hundene«. Alle, herunder sagsøgeren, standsede op. En politimand tog fat i sagsøgerens skulder, og hans politihund, der var i løs snor, bed sagsøgeren 2 gange bagi. Vidnet, der stod 5-6 meter væk, så begge hundebiddene. Han har ikke set hunden bide sagsøgeren i armen. Politiassistent Torben Thorsen har forklaret, at han er ansat ved politiet i Silkeborg, og at han var udkommanderet i 4 dage for at yde assistance til Esbjerg politi til forefaldende opgaver under »Ribus-konflikten«. Han kørte sammen med en kollega og 2 hunde i fri patrulje uden at være undergivet overordnet ledelse. De havde ingen specielle instrukser og skulle udvise almindelig politimæssig optræden. De skulle assistere busserne om morgenen, så de kom ud at køre, og skulle ellers køre almindelig patruljekørsel. Den 3. maj 1995 var den 2. eller 3. dag under opholdet i Esbjerg. Under patruljekørsel indgik melding om, at der ved endestationen ved Grønlandsparken blev øvet hærværk mod en bus og skete forstyrrelser af den offentlige trafik. De kørte straks til stedet med henblik på at anholde demonstranter. De havde ikke tid til at besigtige bussen, men han hørte senere, at nogle reklamer var revet af bussen. Der stod 20-25 personer foran og på venstre side af bussen. Derudover var en del personer på vild flugt ind i det omkringliggende villakvarter. Vidnets kollega, politibetjent Jørgen Tandrup, eftersatte de flygtende demonstranter med sin hund. Vidnet tog sin hund ud af bilen og holdt den i kort line, det vil sige i ca. 60 cm snor. Hunden var, som den skal være under en sådan aktion, ophidset, og den er opdraget til at bide, når den er ophidset. Formålet med at holde hunden i kort snor var, at hunden ved at hoppe og gø skulle holde demonstranterne tilbage samt beskytte vidnet under anholdelserne. Vidnet råbte til nogle personer, der var på vej væk, at de skulle stoppe. 4 personer standsede straks, medens sagsøgeren gik videre. Det var vidnets opfattelse, at sagsøgeren ville forsvinde, hvis ikke han fik fat i hende. Vidnet gik hen imod sagsøgeren, idet han holdt hunden i snor i venstre hånd. Den hoppede og gøede. Da vidnet nåede hen til sagsøgeren, som stod med ryggen til, lagde han sin hånd på hendes skulderparti og sagde, at hun var anholdt. Han overvejede ikke at trække hunden til sig, f.eks. ved at tage den i halsbåndet. Han fornemmede nu, at hunden nappede ud efter sagsøgeren. Vidnet har ikke haft til hensigt at lade hunden bide sagsøgeren. Det var ikke nødvendigt, da han jo allerede havde fat i hende. Hunden er opdraget til, når den er i aktion, at ville fremad, og det var det, der skete. Sagsøgeren beklagede sig højlydt over, at hun var blevet bidt af hunden. Sagsøgeren blev nu bedt om at stille sig ved en carport sammen med andre demonstranter, hvilket hun gjorde. Vidnet har ikke bemærket yderligere hundebid. Vidnet må klart afvise, at han skulle have ført hunden frem, for at den skulle bide sagsøgeren igen. Vidnet har ikke set de i retten foreviste 3 fotos før. Foto 1 viser formentlig situationen, lige efter at vidnet har anholdt >> 1495 >> sagsøgeren, og hunden har nappet hende. Hun snurrede da rundt og skældte ud. Vidnet trak hunden ind til sig, hvilket kan ses på, at halsbåndet strammer op bag hundens ører. Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at det må lægges til grund, at hun ikke prøvede at flygte fra stedet, at hun stod stille ved anholdelsen og ikke satte sig til modværge, og at hun først efter anholdelsen blev bidt af politihunden, og at dette skete 2 gange, således som også flere vidner har forklaret. Vedrørende den principale påstand har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte skal betale tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Sagsøgeren har herved henvist til, at politihundens angreb var både nedværdigende og ydmygende, idet angrebet var helt unødvendigt og udtryk for en overflødig magtdemonstration fra politiassistent Thorsens side. Af politiassistentens egen forklaring følger således, at han i den givne situation måtte påregne, at politihunden ville bide sagsøgeren, men at han ikke gjorde noget for at forhindre det. Vedrørende begge de nedlagte påstande har sagsøgeren gjort gældende, at anvendelsen af politihunden som våben ved anholdelsen af sagsøgeren var ulovlig. Til støtte herfor har sagsøgeren nærmere henvist til, at et sådant indgreb kræver en udtrykkelig lovhjemmel. Dette følger af, at der foreligger et indgreb i den personlige frihed, at indgrebet ikke var sagligt begrundet eller nødvendigt eller proportionalt med formålet, og at indgrebet havde karakter af en forsætlig, ukontrollabel legemsbeskadigelse. Det gøres videre gældende, at der hverken i retsplejeloven, straffeloven eller i andre love var en sådan udtrykkelig lovhjemmel, og at hjemmel i administrative forskrifter ikke er tilstrækkeligt, og at sådan hjemmel i øvrigt heller ikke forelå. Særligt over for sagsøgte 2, Justitsministeriet, har sagsøgeren gjort gældende, at anvendelsen af politihunden skete med Justitsministeriets godkendelse, samt at Justitsministeriet havde både forpligtelse og anledning til at udarbejde præcise regler eller anvisninger om anvendelse af politihunde. De sagsøgte har vedrørende hændelsesforløbet gjort gældende, at det ved bevisførelsen kun er godtgjort, at sagsøgeren blev bidt af politihunden 1 gang, således som sagsøgeren også selv har forklaret under lokalnævnets behandling af sagen. Vidneforklaringerne under sagen er ikke overensstemmende, og sagsøgeren har ikke tilvejebragt lægeerklæringer til belysning af spørgsmålet. De fremlagte fotos kan ikke tillægges afgørende bevisværdi. Det må ved politiassistent Thorsens vidneforklaring endvidere lægges til grund, at sagsøgeren var på vej væk fra stedet, da politiassistenten med hunden i snor eftersatte hende og foretog anholdelsen, hvis berettigelse sagsøgeren ikke har anfægtet under denne sag. Det må endelig lægges til grund, at hunden ikke blev beordret til at bide sagsøgeren, men at dette skete som et hændeligt uheld i den ophidsede situation på stedet, som også forelå under den del af forløbet, hvor sagsøgeren hævder at være blevet bidt 2. gang. Vedrørende hjemmelsspørgsmålet har de sagsøgte anført, at politiets anvendelse af tjenestehund i forbindelse med anholdelsen af sagsøgeren har haft fornøden hjemmel i retsplejelovens § 108 og straffelovens § 13, stk. 3, og har videre henvist til, at anvendelse af tjenestehund er forudsat i Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 3, af 18. december 1991. Videre bestrider de sagsøgte, at politiassistent Thorsen ved sin adfærd er ansvarlig for en retsstridig krænkelse, som omhandlet i erstatningsansvarslovens § 26, af sagsøgeren. Anholdelsen blev foretaget så skånsomt som muligt i den foreliggende situation, og sagsøgeren har udvist egen skyld dels ved at deltage i demonstrationen, dels ved at søge at fjerne sig, efter at hun blev anråbt af politiet. Endelig er anført, at en eventuel tortgodtgørelse skal fastsættes til et langt lavere beløb end krævet af sagsøgeren. Sagsøgte 2, Justitsministeriet, har særligt bestridt, at der består et selvstændigt ansvar for Justitsministeriet ved at have undladt at tilvejebringe yderligere lovhjemmel eller administrative regler for politiets anvendelse af hunde som magtmiddel. Landsrettens bemærkninger: Det lægges ved bevisførelsen til grund, at politihunde blev medbragt ved den pågældende politiaktion med henblik på eventuel benyttelse til magtanvendelse i forbindelse med gennemførelsen af anholdelser af demonstranter. En sådan anvendelse af politihunde findes hjemlet i retsplejelovens § 108. Det lægges videre til grund, at anholdelsen af sagsøgeren, der foregik ved, at politiassistent Thorsen bagfra lagde sin højre hånd på sagsøgerens skulder og erklærede hende for anholdt, fandt sted, uden at hans politihund havde fået ordre til at bide, men at hunden, der blev holdt i kort line i politiassistentens venstre hånd, umiddelbart efter anholdelsen bed sagsøgeren bag på venstre lår. Det findes efter bevisførelsen ikke godtgjort, at politihunden efterfølgende har bidt sagsøgeren på ny. Selvom det må antages, at hundebiddet kunne have været undgået, såfremt hunden var blevet holdt i strammere snor eller direkte i halsbåndet, findes der ikke grundlag for at fastslå, at politiassistent Thorsen ved at undlade dette forsætligt lod hunden bide eller i øvrigt har udvist uforsvarligt forhold, som berettiger sagsøgeren til godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Som følge af det anførte kan ingen af sagsøgerens påstande tages til følge, hvorfor de sagsøgte frifindes. — — — Sagsøgeren, Linda Svane Sørensen, skal betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til de sagsøgte, Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet v/Kammeradvokaten. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 19. afdeling den 24. juni 1998. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Jørgen Nørgaard og Engholm Jacobsen. Appellanten, Linda Svane Sørensen, har nedlagt følgende påstande: Principalt: De indstævnte, Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet, tilpligtes principalt in solidum, subsidiært alternativt, at betale 50.000 kr. til appellanten med sædvanlig procesrente fra den 3. maj 1995. Subsidiært: De indstævnte tilpligtes at anerkende, at politiassistent Torben Thorsens anvendelse af politihund ved anholdelsen af appellanten den 3. maj 1995 var ulovlig eller manglede fornøden hjemmel. De indstævnte har påstået stadfæstelse. Linda Svane Sørensen er ved dom afsagt den 5. maj 1999 af Retten i Esbjerg blevet frifundet for tiltalen for overtrædelse af politivedtægten for Esbjerg politikreds § 3, stk. 1. Linda Svane Sørensen har under domsforhandlingen for Højesteret gjort gældende, at anholdelsen af hende den 3. maj 1995 i sig selv var ulovlig, og desuden påberåbt sig reglerne i retsplejelovens §§ 1018 a-c. Hun har under anken for Højesteret yderligere påberåbt sig artikel 3 og princippet i artikel 41 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet har protesteret mod, at der tages hensyn til de anbringender, der først er fremsat under domsforhandlingen. De har endvidere gjort gældende, at artikel 3 ikke for danske domstole udgør et selvstændigt hjemmelsgrundlag for tilkendelse af tortgodtgørelse, jf. artikel 41. Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger. Højesterets bemærkninger. Allerede fordi anbringenderne om ulovlig anholdelse og anvendelse af retsplejelovens §§ 1018 a-c først er fremsat under domsforhandlingen, kan de ikke mod de indstævntes protest tages i betragtning, jf. retsplejelovens § 383, stk. 1. Det følger af retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, at politiet i forbindelse med anholdelse kan anvende magt. Efter retsplejelovens § 758 skal anholdelse foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. At anvende hunde som magtmiddel i forbindelse med anholdelse er ikke i sig selv i strid med det proportionalitetsprincip, der er indeholdt i retsplejelovens § 758, eller med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke i forbindelse med anholdelsen af Linda Svane Sørensen er sket nogen retsstridig krænkelse af hende. Det, der er anført om menneskerettighedskonventionens artikel 3, kan ikke medføre noget andet resultat. Højesteret stadfæster derfor dommen. Thi kendes for ret: Den indankede dom stadfæstes. Appellanten, Linda Svane Sørensen, skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 15.000 kr. til de indstævnte, Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.