UfR 2011.2510 HD
 

H.D. 9. juni 2011 i sag 170/2010 (2. afd.)
M og Boet efter A (adv. Tyge Trier, Kbh., for begge) mod Nordjyllands Politi og Justitsministeriet (Km.adv. v/adv. Henrik Nedergaard Thomsen, Kbh., for begge).

Vestre Landsrets dom 22. april 2010 (3. afd.), B-1905-06 og B-1209-07

(Lis Sejr, Eva Staal, Peter Buhl).

Den 14. juni 2002 døde den 21-årige A, mens han var i politiets varetægt som anholdt. Sagen B-1905-06, der er anlagt den 5. september 2006 af afdødes mor, sagsøgeren M, mod de sagsøgte, Nordjyllands Politi og Justitsministeriet, drejer sig blandt andet om, hvorvidt der er begået ansvarspådragende fejl ved håndteringen af den anholdte og handlet i strid med Den Europæiske Menneskehedskonventions artikel 2 både af de to betjente, der anholdt ham, og af to betjente, som senere kom til stede. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt statsadvokatens undersøgelse, som efter dødsfaldet fandt sted i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, har været fyldestgørende og opfylder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions krav til en sådan undersøgelse, og denne del af sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt Justitsministeriet er rette sagsøgte. Sagen B-1209-07, der er anlagt den 7. august 2007 af sagsøgeren Boet efter A, drejer sig om, hvorvidt Nordjyllands Politi, hvor betjentene gjorde tjeneste, skal betale en godtgørelse til dødsboet som følge af betjentenes håndtering af A. Sagerne drejer sig endvidere om, hvorvidt der er sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1.

Påstande

I sagen B-1905-06 har M over for de sagsøgte, Nordjyllands Politi (tidligere Løgstør Politi) og Justitsministeriet, nedlagt følgende påstande:

1. Nordjyllands Politi og Justitsministeriet tilpligtes at anerkende at være ansvarlige for, at A afgik ved døden den 14. juni 2002 i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 23.15.

2. Nordjyllands Politi og Justitsministeriet tilpligtes at anerkende at være medansvarlige for, at A afgik ved døden den 14. juni 2002 i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 23.15.

3. Nordjyllands Politi og Justitsministeriet tilpligtes at anerkende, at politimæssige pligter blev tilsidesat ved håndteringen af A.

4. Nordjyllands Politi og Justitsministeriet tilpligtes at anerkende, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (herefter EMRK) artikel 2 er blevet overtrådt.

5. Nordjyllands Politi og Justitsministeriet tilpligtes at betale et beløb på 120.000 kr., subsidiært et mindre beløb, for ikke-økonomisk skade m.v. til sagsøgeren.

Nordjyllands Politi og Justitsministeriet har over for påstandene 1-4 principalt påstået afvisning og subsidiært frifindelse.

Over for påstand 5 har Nordjyllands Politi principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået.

Justitsministeriet har over for påstand 5 principalt påstået frifindelse og subsidiært betaling af et mindre beløb end 120.000 kr.

Over for afvisningspåstandene har M nedlagt påstand om, at påstandene 1-4 realitetsbehandles, og at der ikke sker afvisning af påstand 5 for så vidt angår Nordjyllands Politi.

I sagen B-1209-07 har Boet efter A over for Nordjyllands Politi nedlagt påstand om, at Nordjyllands Politi skal betale en godtgørelse til dødsboet på 120.000 kr., subsidiært et mindre beløb, for ikke-økonomisk skade.

Nordjyllands Politi har principalt påstået frifindelse, subsidiært at boet tilkendes et mindre beløb.

Det er oplyst, at M og A's far er arvinger i boet efter A, da A var ugift og ikke efterlader sig børn.

Sagsøgerne har fri proces.

Sagsfremstilling

Om aftenen den 14. juni 2002 modtog Løgstør Politi en anmeldelse om en voldsepisode ved Løgstør Hallen, og en politibil med politiassistenterne E og D blev af Løgstør Politis vagthavende sendt til Løgstør Hallen. Betjentene fik udpeget A som den person, der skulle have optrådt voldeligt, og betjentene kontaktede derfor A. A blev anholdt, og iført håndjern blev han sat ind i politibilen for at blive kørt til detentionen på politistationen i Aalborg.

På vej til Aalborg anmodede betjentene om assistance, og en hundevogn med to betjente, politiassistenterne H og I, blev sendt af sted fra Aalborg for at køre politibilen fra Løgstør i møde. Politibilen med den anholdte blev af vagthavende beordret til at køre ind på en rasteplads, idet den vagthavende vurderede, at det ville være uforsvarligt at fortsætte kørslen, fordi A var meget urolig. Politibilen kørte derfor ind på en rasteplads ved Sebbersund. Her blev A taget ud af bilen og blev lagt ned på maven stadig med de håndjernsbelagte hænder på ryggen. På et tidspunkt blev A livløs, og betjentene bad vagthavende rekvirere en ambulance. Det er i forbindelse med statsadvokatens undersøgelser og bevisførelsen under denne retssag søgt klarlagt, hvad der skete på rastepladsen. Bevisførelsen har endvidere omhandlet statsadvokatens undersøgelser.

Der er under hovedforhandlingen afspillet 12 optagelser af samtaler med vagthavende i Aalborg. Samtalerne mellem vagthavende i Løgstør og de to betjente fra Løgstør blev ikke optaget.

A blev anholdt den 14. juni 2002 omkring kl. 22.30. Vagthavende i Løgstør blev anmodet om at rekvirere assistance fra Aalborg kort efter afgangen fra Løgstør mod Aalborg. I en samtale, der sluttede kl. 22.53, mellem vagthavende i Løgstør, vicepolitikommissær G, og vagthavende i Aalborg kan man i baggrunden høre uroen i politibilen, der er ved Kølby på vej mod Aalborg, og som blev beordret til at køre ind til siden. Kl. 23.05 blev vagthavende i Aalborg bedt om at »fyre op under« betjentene fra Aalborg, fordi anholdte nu havde smadret en rude i bilen, hvilket vagthavende i Løgstør ifølge anmeldelsesrapporten havde fået at vide kl. 23.03.

Af afskriften af en samtale, der blev afsluttet kl. 23.06, mellem en af de vagthavende i Aalborg, politikommissær V, og vagthavende i Løgstør, fremgår, at G fortæller V, at den anholdte lige pludselig var gået i koma, og at der derfor skulle sendes en ambulance til rastepladsen. V orienterede herefter i en samtale, der sluttede kl. 23.09, de to betjente, han havde sendt af sted mod rastepladsen, om, at der var rekvireret en ambulance, fordi den anholdte vist var gået i koma. I samtaler, der sluttede henholdsvis kl. 23.19 og kl. 23.20 tales der om, at anholdte var afgået ved døden. Kl. 23.22 afsluttedes en samtale mellem G og V, hvori de taler om, hvorvidt den anholdtes opførsel kunne skyldes indtagelse af ecstasy og om underretning af statsadvokaten, da der var sket et dødsfald i politiets varetægt.

Kl. 23.42 afsluttedes følgende samtale mellem politiassistent D og politikommissær V:

». . . 

V: Hej D. Det var no'et tovlig no'et.

D: Det var no'et ri'ti' lort, du.

V: Det, der foregår derude jo. Det var sgu da godt, det ik' var en af Jer.

D: Jamen, det - æh - det aspirerede han jo i hvert tilfælde til da.

V: Ja . . .

D: Helt tovlig.

V: Det var noget værre no'et, D.

D: Men det er jo en fandens til stor kleppert, du, der -

V: Ja?

D: - der vejer nok det samme som E og mig tilsammen.

V: . . . for fanden, du.

D: Og så håndjernene kunne jo sådan lige med - med nød og næppe nå omkring ham.

V: Ja.

D: Der var gået - eller han begyndte at slå ud efter E deroppe -

V: Ja. Nå - oppe til festen - til festen deroppe?

D: Ja, hvor han havde været i klammeri med en tre stykker først.

V: Ja.

D: Så kommer vi op, og han hidser sig mere og mere op, og så slutter han af med at slå ud efter E der.

V: Ja.

D: Og så var vi jo lissom nødt til at anholde ham jo.

V: Ja, ja. Selvfølgelig da. Men han har jo også aspireret til det helt fra starten jo. Så - så der er jo fandme - han har jo - han har jo sådan set selv været - været skyld i det, der der er sket, ik' osse ? Hvad - hvad er han - var det hjertet, der slog klik, eller hva' fanden var det for no'et, der -

D: Jamen, lige pludselig - æh - fordi vi - han sparkede jo - vi får besked på af vores vagthavende, vi skal holde ind -

V: Ja?

D: Da er han godt nok i live, og -

V: Ja?

D: Så lægger han sig ned på sædet, men så lige pludselig, så sparker han fandme bagruden i stykker jo.

V: Ja?

D: På bilen.

V: Okay.

D: Så er vi - og så går han ud - eller så er vi nødt til at lukke ham ud, for at han ikke skal smadre det hele og komme til skade i det - i de glassplinter.

V: Ja?

D: Så ta'r vi ham ud og så lægger ham på - på jorden der.

V: Ja?

D: Og så - æh - så går han jo så helt amok, da vi får ham ned at ligge, eller da han er kommet ned at ligge jo.

V: Ja - okay.

D: Og der så lige pludselig opdager vi, han er livløs.

V: Ja. Og der - der - der - så sparker han vildt og inderligt så eller hvordan?

D: Jamen, det gjorde han sgu.

V: Ja.

D: Så vi var nødt til at holde han trykket ned . . . og en benlås på ham.

V: Ja. Okay.

D: Fordi han ville sparke, og han ville spytte og -

V: Ja, ja - men det er -

D: - han ku' det hele.

V: Ja, D - æh - du har snakket - I har snakket med G, ik' også ?

D: Jo.

V: G er formentlig på vej ud til Jer nu, ik' osse? Eller han er måske kommet?

D: Det har han ikke ringet og sagt.

V: Nå. Jamen jeg sagde til ham, han skulle selvfølgelig lige underrette. Fordi det - det er - det er vi jo bunden op af i den slags tilfælde her. Når han er i politiets varetægt, så -

D: Ja, ja.

V: - så er vi nødt til -

D: Ja, ja - det er helt klart jo

V: . . . statsadvokaten, ik' også?

D: Ja.

V: Men er I ude på - på gerningsstedet endnu?

D: Ja, vi er jo blevet holdende derude jo.

V: Jamen, det - det er også fint at gøre det, fordi vi ved ikke - altså - æh - statsadvokaten ska' jo lige afgøre, hvad - hvad - hvad han ligesom vil, ik' også? Eller han - det er ikke ham eller hende, det er formentlig en af fuld - fuldmægtigene, der -

D: Ja.

V: - der kigger på det, ik' osse ? Og det er dem, der afgør, hva' de vil, og hva' de ikke vil.

D: Ja.

. . .«

Politimesteren i Løgstør orienterede kort før midnat den 14. juni 2002 statsadvokatens vagthavende om dødsfaldet. Statsadvokatassessor John Kølbæk, der havde vagten, kørte herefter ud på rastepladsen, hvor A var afgået ved døden, og bagefter kørte han ind på politistationen i Løgstør.

Politibilen og rastepladsen blev undersøgt af Rigspolitiets Kriminaltekniske Afdeling i Aalborg natten mellem den 14. og 15. juni 2002. Undersøgelsens resultater fremgår af statsadvokatens redegørelse.

Om formiddagen den 15. juni 2002 foretog embedslægen, Niels Holm-Nielsen, ligsyn i overværelse af vicepolitiinspektør Østervig fra Løgstør Politi.

Embedslægen har i dødsattesten under »Supplerende oplysninger« bl.a. anført, at afdøde til sin mor skulle have klaget over trykken i brystkassen og blod i afføringen, og at afdøde havde været til halfest og herefter muligvis indtaget ecstasy eller lignende samtidig med alkohol. På dødsattesten har embedslægen noteret, at dødstidspunktet var kl. 23.24.

De to betjente, der havde anholdt A, blev hver for sig afhørt af John Kølbæk om eftermiddagen den 15. juni 2002 i overværelse af deres advokat.

Det fremgår af E's forklaring bl.a., at han, da betjentene havde fået udpeget A som den person, der havde udøvet vold ved hallen, havde spurgt den unge mand om, hvad han hed. Betjenten havde opfattet svaret, som at der blev svaret »- - - eller K«, og at betjenten ikke umiddelbart havde genkendt navnet.

Obduktion fandt sted den 16. juni 2002 på Retsmedicinsk Institut i Århus i overværelse af John Kølbæk, og den blev foretaget af statsobducent Markil Gregersen, der blev bistået af en medhjælper.

Statsadvokatens redegørelse, som er gengivet nedenfor, indeholder en gengivelse af resume og konklusion i obduktionserklæringen. Det fremgår af erklæringen, at afdøde var 181 cm høj og vejede 134,5 kg.

Den 2. august 2002 anmodede M's advokat statsadvokaten om at få aktindsigt i sagen. Statsadvokaten meddelte ved skrivelse af 6. august 2002 afslag på aktindsigt, under henvisning til at der var tale om en verserende undersøgelse, jf. forvaltningslovens § 18. Denne afgørelse påklagede M til Rigsadvokaten.

Efter forelæggelse for Politiklagenævnet, der erklærede sig enig i statsadvokatens afgørelse om ikke at foretage sig yderligere i sagen, sendte statsadvokaten den 4. september 2002 denne redegørelse til M:

»

REDEGØRELSE

i medfør af retsplejelovens § 1021 d.

i anledning af anholdte A's dødsfald den 14. juni 2002 mens han var i Løgstør Politi's varetægt.

Den 14. juni 2002 ca. kl. 23.45 blev statsadvokatassessor John Kølbæk telefonisk kontaktet af politimester Søren Gade fra Løgstør Politi. Politimesteren oplyste, at man i Løgstør havde haft anholdt en mand, som var død i politiets varetægt, imens den pågældende var ved at blive transporteret fra Løgstør mod Aalborg, hvor han skulle indsættes i Aalborg Arrest.

Under transporten var den anholdte pludselig gået helt amok, og de 2 betjente, der forestod transporten, kaldte for assistance. Man var holdt ind på en vigeplads, og der var den anholdte pludselig død.

Der var på politimesterens foranledning tilkaldt en medarbejder fra Kriminalteknisk Afdeling med henblik på undersøgelser på stedet. Patruljebilen holdt på en rasteplads ved Sebbersund på hovedvejen mellem Aalborg og Løgstør kort efter Nibe i retningen mod Løgstør.

Der blev herefter iværksat efterforskning i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.

Den 15. juni kl. ca. 00.50 ankom statsadvokatassessor John Kølbæk til stedet, hvor den anholdte var død - en rasteplads mellem Nibe og Løgstør ovenfor Sebbersundbakken. Efterforskningen blev herefter indledt.

Under efterforskningen er der foretaget afhøring af vagthavende ved Løgstør Politi den pågældende aften, vicepolitikommissær G og 2 politiassistenter fra Aalborg Politi, som var sendt til assistance, og som ankom til rastepladsen kort tid før, en tilkaldt ambulance ankom. Endvidere er afhørt de 2 politiassistenter, som havde transporteret den afdøde, D og E samt 6 vidner, og der er fra Løgstør Politi modtaget rapporter vedrørende afhøring af vidner i forbindelse med politiets egen efterforskning og andet rapportmateriale.

Videre er der tilgået sagen dødsattest og journaludskrift fra Aalborg Sygehus Syd vedrørende afdøde, obduktionserklæring, retskemiske erklæringer, erklæringer og fotomapper fra Kriminalteknisk Afdeling, samt en straffedom af 11. december 1996 fra retten i Nibe vedrørende afdøde.

Endelig er fra Aalborg Politi tilgået en CD-rom med optagelse af telefon- og radiosamtaler ført mellem personale ved Løgstør og Aalborg Politi under forløbet fra anholdelsen af afdøde og til kort efter dødsfaldet. De optagne samtaler foreligger endvidere i afskrift.

Det bemærkes til de i afskrifterne anførte samtaletidspunkter, at det angivne tidspunkt er ved samtalens afslutning. For forståelsens skyld skal endvidere oplyses, at der ved Aalborg Politi er flere vagthavende på vagt samtidigt.

Jeg har herefter ikke fundet anledning til at foretage yderligere efterforskning, idet sagen må anses for at være tilstrækkelig oplyst. Der er under efterforskningen ikke rejst sigtelser mod nogen af de afhørte.

HÆNDELSESFORLØBET:

Ved min gennemgang af det hændelsesforløb, som fremgår af de afgivne forklaringer, har jeg fundet det hensigtsmæssigt at opdele forløbet i 3 afsnit. Afsnit 1 omhandler det forløb, som gav anledning til, at politiet anholdt afdøde. Afsnit 2 omhandler selve anholdelsen, og afsnit 3 omhandler det efterfølgende forløb frem til A's død.

Baggrund for anholdelsen:

Ifølge anmeldelsesrapport af 15. juni 2002 (bilag 6) anmeldte en Å fredag den 14. juni 2002 kl. 22.21 telefonisk til Løgstør Politi, at der var uro/slagsmål ved Løgstør Hallen.

Vagthavende ved Løgstør Politi, vicepolitikommissær G, sendte på denne baggrund ca. kl. 22.25 politiassistenterne E og D til Løgstør Hallen.

Ved Løgstør Hallen fik politiassistenterne kontakt med en ung mand, O (jf. politirapport bilag 24), der over for dem oplyste, at han havde kendskab til, at hans kammerat P var blevet overfaldet.

O udpegede endvidere A som værende gerningsmanden til overfaldet, og politiassistenterne rettede derfor henvendelse til A.

Af de samstemmende forklaringer herom fra politiassistent E og politiassistent D (bilag 8 og 9) samt forklaringen fra A's ekskæreste, R, (bilag 32), fremgår, at politiassistenterne på en rolig måde spurgte A om, hvad han hed, og at A på dette spørgsmål kun delvist oplyste sit navn, hvorfor han blev udspurgt yderligere til navnet.

I stedet for at svare forsøgte A herefter at gå fra stedet, hvorfor han blev standset af politiassistent D. Herved blev A meget sur/ophidset, og efterfølgende forsøg på at tale ham til ro førte til fysiske udfald mod politiet, hvorfor han blev anholdt.

R havde tidligere oplevet A sur, men hun blev meget overrasket og nærmest chokeret over, hvor sur A var blevet. Hun mindedes ikke at have set ham så sur før.

Der foreligger uoverensstemmende oplysninger om, hvorvidt A om aftenen den 14. juni 2002 forøvede vold mod P, eller om der alene var tale om forsøg fra A's side. Der blev dog på A's 4. og 5. fingerkno på højre hånd under obduktionen fundet læsioner, som obducenten beskriver som slagsmålslæsioner, jf. obduktionserklæringen omtalt nedenfor.

Anholdelsen af A:

Ikke alle de afhørte overværende anholdelsen af A. Blandt dem, som overværende anholdelsen, er der afgivet noget divergerende forklaringer om A's adfærd under gennemførelsen af anholdelsen.

Af samtlige de afgivne forklaringer jf. bilag 8, 9, 14, 25 - 27, 31 og 33 fremgår dog, at A gjorde fysiske udfald i form af slag, skub eller spark, og at han i det hele taget var både fysisk og verbalt aggressiv over for politiassistenterne, inden han blev anholdt.

Anholdelsen blev foretaget af politiassistenterne D og E med assistance fra en kollega fra Aalborg Politi, vicepolitikommissær Q, som befandt sig ved Løgstør Hallen som festdeltager. Endvidere assisterede ved anholdelsen 2 civile kontrollører, S og T.

Af forklaringerne fra Æ og Ø, der befandt sig ved hallen som festdeltagere, fremgår i øvrigt, at politifolkene havde været meget tålmodige og givet lang snor, førend de skred til anholdelse. Æ beskrev det således: »Afhørte beskrev hele episoden som professionelt og sobert udført af betjentene. De kunne ikke have handlet anderledes. De havde udvist stor tålmodighed over for nu afdøde og gjort alt for at undgå unødig vold.«

Hvorledes A blev lagt ned, foreligger der også divergerende forklaringer om, idet vicepolitikommissær Q efter sin forklaring på eget initiativ var kommet politiassistent E til hjælp og havde kastet A om på jorden med et hoftekast.

Politiassistent D forklarede derimod, at det var ham, der med et greb om brystet på A trak ham bagover og ned på jorden.

Politiassistent E har forklaret, at A blev grebet af vicepolitikommissær Q, men han mente også, at politiassistent D medvirkede, uden at han dog nærmere havde registreret dette.

T har forklaret, at en civilklædt betjent (Q) sprang om halsen på A for at trække ham ned, men at dette ikke lykkedes, hvorfor en civil kontrollør (S) hjalp til med at få lagt A ned.

Æ har forklaret, at det hele gik så hurtigt at han ikke nåede at se, hvad der skete, da A blev overmandet, selvom Æ kun stod ca. 4 meter fra dem.

Det efterfølgende forløb:

Af politiassistent D's og til dels politiassistent E's forklaringer fremgår herefter følgende forløb:

Da A var sat ind i højre side på bagsædet af politibilen, var han for en stund faldet noget til ro, og der var efter politiassistent D's opfattelse styr på situationen, hvorfor han på vagthavendes forespørgsel om, hvorvidt de havde behov for assistance, havde besvaret dette spørgsmål benægtende.

Kort efter at man var kørt fra Løgstør Hallen, var A blev ustyrlig - først verbalt men derefter også fysisk.

Efter sin forklaring lykkedes det politiassistent D at få A klemt fast op mod politibilens side, da A forsøgte at få benene op, så han kunne sparke. Fastholdelsen af A skete på den måde, at politiassistent D pressede sin venstre hånd mod politibilens bagdør/sprosse, og med sin højre albue pressede han A op mod bagdøren i bilens passagerside. A blev således klemt fast.

Senere omkring Brøndum blev A mere ustyrlig og forsøgte at komme fri fra politiassistent D's fastholdelse af ham. A kastede sig fremover og pressede sig endvidere over mod politiassistent D. Det lykkedes dog politiassistent D på ny for en stund at fastholde A.

Politiassistent D og politiassistent E blev dog enige om, at der var behov for assistance, og politiassistent E kaldte derfor vagthavende G op og anmodede ham om at skaffe en transportvogn fra Aalborg Politi med henblik på at overtage A.

Lidt senere forsøgte A dog på ny at frigøre sig, og det lykkedes A et par gange at banke sit hoved mod bilens siderude og mod politiassistent D's albue. Omkring dette tidspunkt observerede politiassistent D, at A havde blod ved sin mund og næse. Han var dog ikke i stand til at se, om blodet kom fra munden eller fra næsen, idet blodet var tværet ud, blandt andet ved at A havde gnedet sit hoved mod nakkestøtten på forsædet.

A gav sig også til at spytte både mod politiassistent D og politiassistent E. Politiassistent D blev efter sin forklaring ramt flere gange på sine bukser, og politiassistent E blev ramt på sin jakke.

Politiassistent E rykkede herefter for assistancen, og han blev i den forbindelse af vagthavende beordret til at holde ind til siden.

Han kørte ind på rastepladsen ved Sebbersund. Klokken må da antages at have været ca. 22.56, jf. samtalen bilag 39.

Idet politibilen var kørt ind på rastepladsen, havde A spyttet politiassistent E i hovedet, og politiassistent E brugte derfor lidt tid på at tørre spyttet af med et stykke papir, efter at bilen holdt stille.

I mellemtiden havde politiassistent D fjernet sit pres fra A, der herefter havde lagt sig ned på bagsædet og tilsyneladende slappede af. Samtidigt var politiassistent D gået ud af bilen. Politiassistent E og politiassistent D havde herefter stået kortvarigt og talt sammen, indtil ruden i bilens højre bagdør i passagersiden pludselig blev knust.

A havde sparket ruden ud, og politiassistenterne besluttede sig derfor for at tage ham ud af bilen, for at han ikke skulle skære sig på glasresterne. Klokken må da antages at have været nogle minutter før 23.05, jf. samtalen bilag 41.

Da A var hjulpet udenfor, var han gået amok, og politiassistenterne fik ham herefter lagt ned på maven, hvorefter politiassistent D siddende ved siden af A trykkede ham ned mod underlaget ved at holde ved hans arm/skulder. Imens forsøgte politiassistent E forgæves at få sat en benlås ind på A, men trods flere forsøg blev han sparket væk af A, og han fik derfor ikke indsat nogen benlås.

Hverken politiassistent E eller politiassistent D var på noget tidspunkt oppe at sidde på ryggen af A.

Under forsøget på at indsætte benlåsen tildelte politiassistent E et enkelt slag med sin stav på A's lår. Slaget havde dog ingen effekt.

Pludselig blev A bevidstløs, hvorfor politiassistent E via vagthavende G kl. 23.06 tilkaldte en ambulance.

A fik taget håndjernene af og blev lagt i aflåst sideleje. Begge politiassistenterne mærkede efter, om A havde puls, og de mente begge at kunne mærke puls.

Umiddelbart efter ankom den patrulje, der var sendt til assistance fra Aalborg Politi, og kort derefter ankom den tilkaldte ambulance. Falckredderne overtog herefter A. Ambulancen må antages at være ankommet nogle minutter før kl. 23.15, idet det af skadestuejournaludskrift fra Aalborg Sygehus Syd (bilag 11) fremgår, at ambulancen rekvireredes kl. 23.09 og ankom til stedet nogle minutter senere. Af journalsøgningsliste fra Aalborg Politi (bilag 4) fremgår endvidere, at Falck kl. 23.15 meddelte, at deres ambulancepersonale havde meddelt, at A havde hjertestop, og man var i gang med genoplivning.

Den ene falckredder tilkendegav over for politiassistenterne, at han vurderede A til at være død, og der blev derfor igangsat genoplivningsforsøg med stødgivning og ilt, dog uden effekt. A blev herefter kørt til Aalborg Sygehus Syd med udrykning.

Ifølge skadestuejournalen (bilag 11) indbragtes A til skadestuen kl. 23.35. Han var da umiddelbart pulsløs og respirationsløs. Genoplivningsforsøg var blevet iværksat uden effekt, og kl. 23.47 indstilledes behandlingen, og A blev erklæret død.

ERKLÆRINGER:

Kriminaltekniske erklæringer:

Der er af kriminalassistent Poul Edgar fra Rigspolitichefens Kriminaltekniske Afdeling i Aalborg udfærdiget erklæringer vedrørende undersøgelse af den patruljevogn, hvori transporten af A fandt sted, og af rastepladsen ved Sebbersund. Endvidere er der udfærdiget en erklæring vedrørende foretagelsen af obduktion på A og undersøgelse af A's beklædning. Der er i forbindelse med erklæringerne udfærdiget tilhørende fotomapper.

Erklæringen vedrørende undersøgelse af patruljevognen og rastepladsen har følgende sammenfatning og vurdering:

»Ved undersøgelsen blev ruden i patruljevognens højre bagdør konstateret knust. Der blev fundet spor efter blod på asfalten bag patruljevognen, på bagsiden af forsædernes ryglæn, på højre sidedørs inderbeklædning og et par enkelte steder på loftbeklædningen over højre bagsæde. Endvidere blev der fundet blodstænk på højre side af ryggen og højre ærme på patruljejakken tilhørende politiassistent E. Ved besigtigelsen af afdøde blev der ikke umiddelbart fundet spor, der kunne oplyse om dødsårsagen.

Sporenes placering indikerede, at ruden var sparket i stykker på p-pladsen, og at afdøde havde været placeret på asfalten. Blodstænkenes udseende og placering på forsædernes ryglæn og patruljejakken indikerede ligeledes, at afdøde havde spyttet frem imod bilens fører.«

I erklæringen vedrørende obduktion og undersøgelse af beklædningsgenstande er blandt andet anført, at A's skjorte og bukser var tilsmudsede som efter jord/snavs og med rester af vegetation. Der var endvidere blodafsmitning på flere af A's beklædningsgenstande. Denne erklæring indeholder ingen vurdering.

Obduktionserklæring m.v.:

Obduktionserklæring en af 17. juni 2002 (bilag 18) fra statsobducent M. Gregersen gengiver under resumé og konklusion følgende fund:

»Mørke, udbredte dødspletter med små blødninger (vibices), blåfarvning (cyanose) af hoved, hals og øverste del af bryst og skuldre, punktformede blødninger i øjnenes bindehinder, svær blod- og væskeopstemning i lungerne og blodopstemning i de øvrige organer, samt shocklignende forandringer i nyrerne. . . . 

Der er påvist følgende læsioner: To større og flere mindre hudafskrabninger i panden og venstre øjenbryn (1), små længdegående, skarprandede hudafskrabninger på næsen (2), en blodunderløben hævelse med små slimhindedefekter på overlæbens inderside (3), en hævelse og blødning i venstre armhulefold (10), små blodudtrædninger på bagsiden af højre skulder (13), blødning i underhuden på indersiden af højre overarm (11), små blodudtrædninger på indersiden af venstre overarm (12), samt blodunderløbne hudområder svarende til 4. og 5. højre fingerkno (5). Endvidere er påvist en mindre hudafskrabning på højre håndled (4), men ingen mærker på håndledets forside, desuden et tværgående, stribeformet mærke på bagsiden og sidefladerne af venstre håndled (6). Endelig er påvist hudafskrabninger på begge knæ (7, 9) og en aflang blodudtrædning i underhuden nedadtil på venstre lårs udside (8).

Der var ingen læsioner på halsen, blødninger i halsens bløddele eller brud på tungeben eller skjoldbrusk, og der var ingen blødninger i bløddelene på selve ryggen.«

Der anføres videre:

»Dødsårsagen er ikke helt sikkert klarlagt ved obduktionen, men det oplyste sammenholdt med obduktionsfundene tyder mest på akut hjertesvigt, opstået som følge af voldsom fysisk aktivitet (hyperexcitationstilstand) hos den kraftige, overvægtige mand, muligt i forbindelse med indtagelse af estacy og alkohol.

Afdøde har i tilslutning til døden ligget delvist fastholdt på maven og forsøgt lagt i benlås, hvilket muligt kan have været medvirkende til udløsning af hjertestop.

Det oplyste om afdødes adfærd i forbindelse med anholdelsen og under opholdet i politibilen, herunder stærk fysisk aktivitet i forbindelse med voldsom modstand og oplysninger om sved tyder stærkt på, at der har foreligget en hyperexcitationstilstand. En sådan kan være forårsaget af indtagelse af kokain, amfetamin og lignende stoffer, og er en tilstand, der kan medføre pludselig død. Der er i litteraturen beskrevet flere tilfælde i tilslutning til anholdelse og med anbringelse i maveleje, oftest i såkaldt fikseret benlås (bagbinding med anklerne fikseret til hænder eller håndjern). . . .

De punktformede blødninger i øjnenes bindehinder, de udtalte dødspletter med småblødninger (vibices) og blåfarvningen af hoved, hals og skuldre kan også være følge af hjertestop med svær blodopstemning.

Der er ikke fundet tegn på greb eller anden form for vold mod halsen, som kan forklare de punktformede blødninger, og der er ikke påvist synlige følger efter tryk eller lignende mod selve ryggen.

Alle læsioner er friske og er følge af stumpe traumer. De er i sig selv betydningsløse.

Læsionerne i panden og på næsen (1 og 2) samt på knæleddene (7 og 8) har karakter af hudafskrabninger.

Læsionen på overlæben kan være følge af et slag eller anslag mod en genstand eller dele i bilen, og læsionen kan meget vel have givet anledning til nogen blødning.

De blodunderløbne mærker på højre hånds 4. og 5. kno ligner slagsmålslæsioner.

De blodunderløbne mærker på overarmen og på bagsiden af højre skulder kan skyldes greb under fastholdelsen af afdøde. Blødningen i venstre bageste armhulefold kan også være følge af et slag eller et kraftigt tryk, muligt det af politiassistenten oplyste tryk med en albue for at fastholde afdøde i bilen.

Blodudtrædningen nedadtil på venstre lårs yderside kan henføres til det angivne slag med en politiknippel.

Mærkerne på håndleddene (5 og 6) hidrører sandsynligvis fra håndjernene. Det bemærkes, at der ikke er påvist cirkulære mærker, tydende på en stærk tilstramning af disse.«

Der foreligger endvidere erklæringer vedrørende supplerende mikroskopiske undersøgelser og retskemiske undersøgelser, hvor sidstnævnte blandt andet (jf. bilag 56 og 57) viste, at A på dødstidspunktet var alkoholpåvirket svarende til en promille i blodet på mindst 1,73 og endvidere påvirket af hash men ikke andre euforiserende stoffer.

I en supplerende erklæring af 3. juli 2002 fra statsobducent M. Gregersen anføres:

»Dødsårsagen er fortsat ikke sikkert klarlagt, med det oplyste sammenholdt med obduktionsfundene og resultaterne af de supplerende undersøgelser tyder mest på akut hjertesvigt, opstået som følge af voldsom fysisk aktivitet (hyperexcitationstilstand (delirium)) hos den kraftige, overvægtige mand, formentligt i forbindelse med indtagelse af alkohol og hash.

Obduktionserklæringens konklusion forbliver i øvrigt uændret.«

På baggrund af nogle supplerende spørgsmål til Retsmedicinsk Institut har vicestatsobducenterne Annie Vesterby og Peter Leth i en erklæring af 13. august 2002 (bilag 69) oplyst følgende:

»1: Hyperexcitation er en tilstand, der angives at være præget af udtalt hyperaktivitet, konfusion og irrationelle, ofte voldelige, handlinger. Tilstanden er præget af en række biokemiske og fysiologiske forandringer, og kan have et dødeligt forløb, især hvis den pågældende samtidig har indtaget kokain, amfetamin eller lignende stoffer og/eller alkohol.

2: Hyperexcitation angives at kunne opstå eller udvikle sig under kamp/slagsmål uden anden kendt årsag, men vil formodentlig lettere kunne udvikles ved samtidig påvirkning af stimulerende midler som kokain og amfetamin og/eller alkohol. Tilstanden kan også opstå som en direkte virkning af stof- eller alkoholindtagelse, og forekommer herudover ved en lang række forskellige sygdomme, herunder sindslidelser (akut psykose), ved hjernetraumer og ved medicin- eller alkoholabstinens.«

VURDERING:

Anholdelsen af A:

Det kan lægges til grund, at politipatrulje fra Løgstør Politi med politiassistenterne D og E den 14. juni 2002 ca. kl. 22.25 - 22.30 om aftenen tog kontakt til A, fordi han var blevet udpeget som gerningsmand til et anmeldt voldstilfælde.

Det kan videre lægges til grund, at A blev anholdt i forbindelse med, at han ikke ville oplyse sit fulde navn til politiet og efterfølgende gjorde voldeligt udfald mod politiassistent E.

Jeg lægger herved vægt på politiassistent E's og politiassistent D's forklaringer om, hvorledes politiassistent E - trods A's verbale udfald mod politiassistent D - forsøgte at tale A til ro, og hvorefter de blot ville tale med ham. Først da A skubbede eller slog ud efter politiassistent E, blev han anholdt. Forklaringerne fra R, Æ og Ø støtter politiassistenternes forklaringer.

Det kan ydermere lægges til grund, at A gjorde voldsom modstand mod at blive anholdt, og at der måtte anvendes betydeligt magt for at overmande ham, fastholde ham og ilægge ham håndjern.

Det kan imidlertid blandt andet på baggrund af forklaringen fra R lægges til grund, at A, både mens han var fastholdt liggende, og da han senere blev rejst op og fulgt hen til politibilen, gjorde modstand og forsøgte at slippe fri. Der var således ikke tegn på, at A havde lidt nogen nævneværdig overlast.

Behandlingen af A efter anholdelsen:

På baggrund af politiassistent E's og politiassistent D's forklaringer, der støttes af forklaringerne fra vicepolitikommissær Q og T og til dels forklaringen fra Ø, kan det herefter lægges til grund, at A blev sat ind på bagsædet i politibilens højre side, og at politiassistent D satte sig ind på bagsædet ved siden af A, mens politiassistent E kørte politibilen fra stedet.

Det kan efter min opfattelse lægges til grund, at transporten af A inden for kort tid blev vanskeliggjort i betydelig grad af A's tiltagende urolige adfærd, og at der var tale om vanskeligheder, som politiassistenterne ikke have forudset.

På baggrund af politiassistent E's og politiassistent D's forklaringer om, at politiassistent D over radioen meldte ind til vagthavende G, at man kørte til Aalborg med A, sammenholdt med vicepolitikommissær G's samtale med vagthavende U ved Aalborg Politi (bilag 37), finder jeg, at man kan lægge til grund, at transporten af A begyndte ca. kl. 22.40.

Det kan lægges til grund, at A blev bevidstløs kort før kl. 23.06 og konstateres død af Falckredderen kort før kl. 23.16 den 14. juni 2002. Jeg lægger herved vægt på samtalerne mellem vicepolitikommissær G og vagthavende ved Aalborg Politi henholdsvis kl. 23.06 og 23.19 (bilag 43 og 46) samt politiassistent E's forklaring om, hvorledes han havde meldt ind til vicepolitikommissær G samt dennes tilførsler om de indkomne meldinger i bilag 5 og 21.

Med hensyn til, hvad der passerede i tidsrummet fra transporten af A indledtes, og til ambulancen ankom til stedet, finder jeg ikke anledning til at betvivle de forklaringer, der er afgivet af politiassistent E og politiassistent D.

Jeg har i den forbindelse lagt vægt på, at forklaringerne i det væsentlige er samstemmende og troværdige, samt at forklaringerne i øvrigt støttes af forklaringen fra vicepolitikommissær G samt de samtaler, som finder sted mellem vicepolitikommissær G og de vagthavende ved Aalborg Politi inden for dette tidsrum, jf. bilag 37 - 46.

Også samtalen mellem politiassistent D og vagtlederen ved Aalborg Politi, politikommissær V (bilag 50), der finder sted mindre end ½ time efter, at A er kørt på sygehuset, underbygger efter min opfattelse troværdigheden af politiassistent D og politiassistent E's forklaringer.

Den tekniske erklæring med tilhørende fotomappe vedrørende undersøgelse af patruljebilen og rastepladsen ved Sebbersund underbygger ligeledes politiassistenternes forklaring.

Der blev således på asfalten ved siden af patruljebilens venstre fordør fundet et stykke papir foreneligt med politiassistent E's forklaring om, at han brugte et stykke papir til at tørre en spytklat af ansigtet. Der blev fundet blodafsmitning på patruljevognens loftbeklædning over højre bagsæde og på sæderyggen af højre forsæde. Dette er foreneligt med politiassistent D's forklaring om, hvorledes A under transporten kastede sig frem og til siden og i øvrigt bevægede sit hoved.

Den vurdering, som kriminalassistent Poul Edgar afgiver i sin erklæring, i relation til de fundne blodstænk og i relation til fundet af en knust bagrude på patruljevognen med en mængde glasrester liggende uden for patruljebilen ud for den knuste rude, støtter ligeledes politiassistenternes forklaring.

Erklæringen vedrørende A's beklædning underbygger oplysningerne om, hvorledes A har været lagt ned under anvendelse af magt først ved Løgstør Hallen og efterfølgende på rastepladsen ved Sebbersund, og at han på et tidspunkt under forløbet havde blødning fra næse eller mund.

Obduktionserklæringens indhold underbygger efter min opfattelse også politiassistenternes forklaringer, idet der på den ene side ved obduktionen blev fundet læsioner eller mærker forenelige med den magtanvendelse, som havde fundet sted, og som politiassistenterne har forklaret om, mens der på den anden side ikke blev fundet læsioner eller mærker, som ikke var forenelige med det forklarede.

Endelig kan oplysninger fra den straffesag (bilag 28), der i 1996 blev gennemført mod A, efter min opfattelse tillægges en vis vægt. Af de forklaringer, der blev afgivet af A og en række vidner under denne sag fremgår, at A tidligere havde opført sig på tilsvarende måde, efter at han var blevet anholdt. Således blev der blandt andet forklaret, at han tidligere havde prøvet at ryge hash, i hvilken forbindelse han også blev voldsom, at han godt kunne blive aggressiv, når han drak, og at A efter anholdelsen, da han var sat ind på bagsædet, havde slået sit hoved mod politibilens siderude i en sådan grad, at ruden faldt ud.
Af erklæringerne fra Retskemisk Institut (bilag 56 og 57) fremgår, at der i A's blod og urin blev fundet en ret betydelig alkoholkoncentration og rester efter indtagelse af hash.

A var således den 14. juni 2002 påvirket af både alkohol og hash - rusmidler, som efter både hans egen og vidners forklaringer kunne gøre ham aggressiv.

Også R's forklaring om, at hun ikke mindedes tidligere at have set A så sur, og at A var blevet det, uanset at betjentene havde optrådt roligt og høfligt, tyder efter min opfattelse på, at A den pågældende aften havde en usædvanligt let tændt aggressivitet.

Den kan herefter lægges til grund,

at A under transporten blev urolig og forsøgte at få benene op, så han kunne sparke, og at politiassistent D derfor klemte A fast op mod politibilens side ved at presse sin venstre hånd mod politibilens bagdør/sprosse, og sin højre albue mod A's venstre side af brystkassen/armhulen

at A lidt senere blev mere ustyrlig og forsøgte at komme fri fra politiassistent D's fastholdelse af ham og herunder kastede sig fremover og pressede sig over mod politiassistent D

at politiassistent E i den anledning kaldte vagthavende G op og anmodede ham om at skaffe en transportvogn fra Aalborg Politi med henblik på at overtage A

at A under den videre kørsel fortsat forsøgte at frigøre sig, og at han herunder et par gange bankede sit hoved mod bilens siderude og mod politiassistent D's albue

at A endvidere gav sig til at spytte både mod politiassistent D og politiassistent E, hvorfor politiassistent E rykkede for assistancen, og i den forbindelse af vagthavende G blev beordret til at holde ind til siden

at politiassistent E ca. kl. 22.56 kørte bilen ind på rastepladsen ved Sebbersund, og at han i forbindelse hermed blev ramt i hovedet af en spytklat, hvorfor politiassistent E brugte lidt tid på at tørre spyttet af med et stykke papir

at politiassistent D i mellemtiden havde fjernet sit pres fra A og var gået ud af bilen, hvor han og politiassistent E stod og talte sammen, mens de afventede assistancen fra Aalborg Politi

at A herefter knuste ruden i bilens bagdør i passagersiden, hvorfor politiassistenterne tog ham ud af bilen, for at han ikke skulle skære sig på glasresterne

at A udenfor bilen blev ustyrlig, hvorfor politiassistenterne lagde ham ned på maven, hvorefter politiassistent D siddende ved siden af A trykkede ham ned mod underlaget ved at holde ved hans arm/skulder, og at politiassistent E imens forgæves forsøgte at få sat en benlås ind på A

at politiassistent E under forsøget på at indsætte benlåsen - uden nogen virkning - tildelte et enkelt slag med sin stav på A's lår

at A under tumulten pludselig blev bevidstløs, og at politiassistent E derfor via vagthavende G tilkaldte en ambulance

at A herefter fik taget håndjernene af og blev lagt i aflåst sideleje, og at politiassistenterne mærkede efter, om han havde puls

at den tilkaldte ambulance kort herefter ankom til stedet, hvor ambulancepersonalet konstaterede, at A var livløs, og hvor der herefter forgæves blev igangsat genoplivningsforsøg, og

at A efterfølgende på Aalborg Sygehus Syd erklæredes død.

Det kan efter min opfattelse lægges til grund, at de hudafskrabninger, som A ifølge obduktionserklæringen havde i panden, ved venstre øjenbryn og på næsen samt læsionen af overlæben, hidrører fra, at A bankede sit hoved imod politibilens siderude og mod politiassistent D's albue, og at blodudtrædningen på udsiden af A's venstre lår stammer fra det slag, som politiassistent E tildelte A i et forsøg på at pacificere ham.

De øvrige mærker og læsioner (bortset fra knomærkerne) må efter min opfattelse og i overensstemmelse med obduktionserklæringens konklusion antages at være opstået i forbindelse med pacificeringen og fastholdelsen af A samt ved brugen af håndjernene.

De nævnte læsioner karakteriseres i obduktionserklæringen som i sig selv betydningsløse (set i relation til A's dødsårsag).

Dødsårsagen:

Ifølge obduktionserklæringen er dødsårsagen ikke sikkert klarlagt, men sagens oplysninger tyder mest på, at A i forbindelse med sine bestræbelser på at frigøre sig kom i den beskrevne hyperexcitationstilstand, og at denne tilstand kombineret med, at A var overvægtig og påvirket af alkohol og hash, fremkaldte et akut hjertesvigt.

Det kan efter det af vicestatsobducenterne Annie Vesterby og Peter Leth oplyste i erklæringen af 13. august 2002 (bilag 69) endvidere lægges til grund, at en hyperexcitationstilstand kan opstå eller udvikler sig under kamp/slagsmål uden anden kendt årsag.

Lejringen og fastholdelsen af A på maven på rastepladsen ved Sebbersund vurderes ifølge obduktionserklæringen til at kunne have været medvirkende til udløsning af et hjertestop.

Jeg har derfor fundet anledning til at undersøge, om en sådan lejring kan anses for at være i overensstemmelse med de teknikker, som anvendes af politiet.

Under grunduddannelsen af polititjenestemænd på Politiskolen undervises blandt andet i selvforsvar og magtanvendelse med udgangspunkt i en lærebog. Der henvises herved til vedlagte kopi af illustrationer fra afsnittene om »gulvteknikker« og om »brug af håndjern« i publikationen »Politiets selvforsvarsgreb og teknikker« udgivet af Politiskolen (bilag 62).

Denne publikation beskriver en række teknikker til brug ved anholdelse, forsvar mod angreb, frigørelse fra greb, m.v. Ved flere af de illustrerede teknikker er der tale om, at den anholdte under gennemførelsen af teknikken holdes ned mod jorden, liggende på maven.

Under enkelte af illustrationerne er anført særlige advarsler eller forhold, som man under anvendelse af teknikken skal være opmærksom på.

Ved fig. 158 og fig. 161, der omhandler benlås, er anført følgende:

»Vær opmærksom på, at et kraftigt, ikke ganske kortvarigt tryk på brystkassen kan være farligt, når pgl. er lejret på maven, ligesom det ved enhver form for pacificering, hvor anbringelse i bugleje finder sted, tilrådes, at der foretages nøje observation af puls og vejrtrækning hos pgl., der ikke bør lades alene.«

Ved fig. 172, hvor den anholdte ligger på maven med hænderne lagt i håndjern omme på ryggen, er anført følgende:

»Såfremt situationen gør det nødvendigt, at anholdte efterfølgende forbliver liggende på jorden, bør vejrforholdene tages i betragtning, så opholdet her - specielt ved lave temperaturer - bliver af så kort varighed som muligt. «

Som det fremgår af fig. 172, kan der forekomme situationer, hvor den anholdte ikke blot helt kortvarigt lejres på maven med hænderne lagt i håndjern på ryggen.

I relation til advarslen anført under illustrationerne fig. 158 og fig. 161 bemærkes, at det efter min opfattelse som anført ovenfor kan lægges til grund, at der ikke blev indsat nogen benlås på A, og at A af politiassistent D blev fastholdt mod jorden ved, at politiassistent D trykkede A på overarm/skulder. Dette underbygges af den i obduktionserklæringen som nr. 13 konstaterede læsion. Der var således ikke tale om noget kraftigt tryk på brystkassen.

AFGØRELSE:

Det er herefter min opfattelse, at den anvendte magt ved anholdelsen af A ikke gik ud over, hvad der må anses for at have været nødvendig, og der er ikke grundlag for at antage, at A under transporten eller på rastepladsen ved Sebbersund er blevet udsat for vold eller unødig magtanvendelse.

Særligt bemærkes for så vidt angår de omstændigheder, som ifølge obduktionserklæringen mest sandsynligt har ført til A's død, at der efter min opfattelse ikke er grundlag for at antage, at politiassistenterne D og E har udvist en strafbar eller kritisabel adfærd.

Uanset om fastholdelsen af A på maven og forsøget på at lægge ham i benlås - som anført i obduktionserklæringen - kan have været medvirkende til udløsning af et hjertestop, finder jeg under henvisning til ovenstående således ikke, at politiassistenternes anvendelse af disse teknikker giver grundlag for kritik.

Der er tale om teknikker, som må antages dagligt at blive anvendt af polititjenestemænd over hele landet, og som normalt ikke medfører skader på de personer, som teknikkerne anvendes overfor.

Jeg finder endelig ikke grundlag for at kritisere politiassistenternes dispositioner, da A pludselig blev bevidstløs, idet politiassistenterne befriede ham fra håndjernene og lejrede ham i aflåst sideleje, ligesom de mærkede efter puls. Der blev ligeledes med det samme tilkaldt en ambulance.«

Efter at statsadvokaten havde afsluttet undersøgelsen, fik M at vide, at hun nu kunne få aktindsigt ved at gennemse sagens dokumenter på statsadvokatens kontor, og dette skete den 15. oktober 2002 og den 2. december 2002.

Statsadvokatens afgørelse blev påklaget til Rigsadvokaten tilligemed afgørelsen af 6. august 2002 om afslag på aktindsigt og en senere afgørelse om nægtelse af at udlevere kopier af sagens bilag.

Den 11. april 2003 tiltrådte Rigsadvokaten statsadvokatens afgørelse om at indstille efterforskningen i sagen og statsadvokatens afgørelser om, at aktindsigt alene kunne ske ved gennemsyn og ikke ved udlevering af kopier af sagens materiale.

Korpslæge hos Falcks Redningskorps Sven Trautner sendte den 12. november 2003 et brev til M sammen med ambulancejournalen og hjertekardiogrammet. Det fremgår af brevet, at de tidspunkter, der optræder i Falcks materiale, er registreret på 3 ure: vagtcentralens automatiske ur, reddernes armbåndsure og defibrillatorens ur, og at der kunne være afvigelser mellem de 3 ure. Vagtcentralens ur havde registreret henvendelsen fra alarmcentralen kl. 23.07, ambulancen var kørt kl. 23.08 og var fremme kl. 23.13. Disse tidspunkter var i ambulancejournalen angivet til henholdsvis kl. 23.09 og 23.14. 

Den 4. februar 2004 viste DR1 dokumentarudsendelsen »Magtens Billeder«. I udsendelsen udtalte flere læger sig om dødsårsagen, og der blev rejst tvivl om obduktionserklæringens angivelse af dødsårsagen. Dagen efter sendte M en politianmeldelse til Politimesteren i Løgstør, hvori hun anmeldte de to betjente fra Løgstør Politi og de to betjente fra Aalborg Politi for ikke at have ydet førstehjælp.

Statsadvokaten genoptog herefter undersøgelsen og indhentede yderligere oplysninger.

De to Falckreddere, der havde været i udrykningsambulancen den 14. juni 2002, blev afhørt henholdsvis den 24. februar og den 26. februar 2004. Der foretoges endvidere genafhøring af kriminalassistent E og politiassistent D den 12. marts 2004, og politiassistenterne H og I blev afhørt indenretligt den 22. marts 2004.

Til brug for den supplerende redegørelse blev der endvidere stillet spørgsmål til Retslægerådet.

Den 17. marts 2005 meddelte statsadvokaten M, at hun på ny havde besluttet at indstille efterforskningen i sagen, fordi der stadig ikke var en rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, af nogen af de involverede betjente, ligesom statsadvokaten heller ikke havde fundet anledning til at rejse kritik af betjentenes adfærd eller deres dispositioner.

Den supplerende redegørelse af 11. marts 2005 er sålydende:

»SUPPLERENDE REDEGØRELSE

i medfør af retsplejelovens § 1021 d.

i anledning af anholdte A's dødsfald den 14. juni 2002 mens han var i Løgstør Politi's varetægt.

Den 4. september 2002 indstillede jeg i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2 den efterforskning, som jeg havde foretaget efter retsplejelovens § 1020a, stk. 2 i anledning af, at A den 14. juni 2002 afgik ved døden, mens han var i Løgstør Politi's varetægt.

Efterforskningen havde til formål at afdække hændelsesforløbet omkring anholdelsen og indbringelsen af A, og hvad der førte til, at han afgik ved døden. Efterforskningen havde videre til formål at danne grundlag for en vurdering af, om der af de involverede polititjenestemænd var handlet kritisabelt eller strafbart, eller om de af politiet anvendte metoder og teknikker var uhensigtsmæssige.

Sagen havde den 21. august 2002 forinden været forelagt for Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Aalborg vedlagt den redegørelse, som jeg i medfør af retsplejelovens § 1021 d. havde udfærdiget vedrørende efterforskningen. Det var i henhold til redegørelsen min vurdering, at der ikke var grundlag for at antage, at de to politiassistenter, der havde A i deres varetægt, da han afgik ved døden, havde udvist en strafbar eller kritisabel adfærd.

Den 4. februar 2004 udsendte DR 1 et dokumentarprogram »Magtens Billeder«. Programmet omhandlede den undersøgelse, som jeg havde foretaget i anledning af A's dødsfald.

I udsendelsen udtalte flere læger i modsætning til den obduktionserklæring, der lå til grund for min afgørelse, at dødsårsagen efter deres opfattelse var kvælning.

I udsendelsen blev der endvidere udtrykt undren over, at Falcks ambulancejournal ikke indgik i sagens dokumenter, og at de to falckreddere, som overtog behandlingen af og kørte A til Aalborg Sygehus Syd, ikke var afhørt.

Endelig blev der i udsendelsen af A's mor, M, fremsat påstand om, at A skulle være blevet banket af politiassistenterne D og E med en stavlygte, og at politibilens bagerste højre sideruge var knust udefra i stedet for indefra, ligesom det blev antydet, at A havde været lagt i en såkaldt fixeret benlås.

Efter udsendelsen indgav M en anmeldelse mod fire politiassistenter for overtrædelse af straffeloven ved ikke at have ydet førstehjælp til afdøde.

På denne baggrund besluttede jeg at genoptage efterforskningen. Under den genoptagne efterforskning er følgende spørgsmål søgt belyst yderligere:

1. Hvad var dødsårsagen, og var der tegn på, at A af politiet var udsat for vold eller unødig magtanvendelse?

2. Blev der af politiet anvendt relevant førstehjælp, da A blev livløs?

3. Er der grundlag for at ændre politiets uddannelse eller ændre teknikker?

I forbindelse med denne fortsatte efterforskning har sagen været forelagt for Retslægerådet, som har afgivet en udtalelse. Der er endvidere foretaget en supplerende afhøring af de fire polititjenestemænd, som er omfattet af M's anmeldelse, og der er indhentet supplerende skriftligt materiale, herunder en supplerende kriminalteknisk erklæring. Endelig er der foretaget afhøring af de to ovennævnte falckreddere.

Jeg har ikke fundet anledning til at foretage yderligere efterforskning vedrørende de omstændigheder, der førte til anholdelsen af A. Min efterforskning har alene vedrørt det forløb, der på en rasteplads ved Sebbersund førte til, at A afgik ved døden.

Min tidligere redegørelse foreligger som bilag 4 i det nye materiale, der er fremsendt til Politiklagenævnet. Der henvises for så vidt angår det tidligere fremsendte materiale og Politiklagenævnets tidligere behandling af sagen til Politiklagenævnets j. nr. 11352.

Ad 1) Hvad var dødsårsagen og var der tegn på, at A af politiet var udsat for vold eller unødig magtanvendelse?

I udtalelsen fra Retslægerådet har man besvaret spørgsmål vedrørende dødsårsagen således: 

»Spørgsmål 1 a:

Kan dødsårsagen være akut hjertestop som følge af en hyperexitationstilstand, som anført i obduktionserklæringen?

Efter Retslægerådets vurdering er det på baggrund af de fremsendte lægelige bilag ikke muligt at fastslå den endelige dødsårsag. Der er imidlertid holdepunkter for at antage, at A's uventede hjertestop skyldes en kombination af voldsom fysisk aktivitet sammen med indtagelse af alkohol og cannabis og iltmangel forårsaget af hæmmet vejrtrækning på grund af A's lejring på maven med armene fikseret på ryggen. Til grund for denne vurdering lægger Retslægerådet oplysninger og fund i obduktionserklæringen samt supplerende retskemiske undersøgelser.

Spørgsmål 1 b.

Kan dødsårsagen være kvælning som følge af iltmangel?

I obduktionserklæringen er der ingen holdepunkter for, at A er død af kvælning, men det kan ikke udelukkes, at iltmangel har været medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet. Til grund for denne vurdering lægger Retslægerådet oplysninger om, at A var en adipøs (fedladen), kraftigt overvægtig person, som i en periode lå på maven med armene fikseret på ryggen. Herved vanskeliggøres respirationen, samtidig med at mavefedtet skubbes opad i bughulen, hvilket kan nedsætte hjertets tilløb af blod og mindske lungernes rumfang og dermed funktion. Hertil kommer, at den nedsatte vejrtrækning er særlig farlig for en hyperaktiv person, der har et øget iltforbrug og en udtrættet muskulatur. A's kredsløb var samtidigt påvirket af alkohol og cannabis. Alkohol virker karudvidende og øger vandladningen. Cannabis sænker blodtrykket og øger hjertefrekvensen.«

Spørgsmålet om, hvorvidt A kan antages at have været lagt eller forsøgt lagt i en fixeret benlås, besvarer Retslægerådet således:

»Ud fra obduktionserklæringen kan Retslægerådet ikke afgøre, om A er forsøgt lagt i benlås eller fixeret benlås.«

I forbindelse med genafhøringen af politiassistenterne D og E har begge fastholdt deres tidligere forklaring, hvorefter der blev forsøgt indsat en benlås på A, hvilket imidlertid ikke lykkedes.

Som foran nævnt blev der i DR 1 udsendelsen hævdet, at A skulle være blevet banket med en stavlygte, og at politibilens bagerste højre siderude var knust udefra i stedet for indefra.

Der er af kriminalassistent Poul Edgar fra Rigspolitichefens Kriminaltekniske Afdeling i Aalborg udfærdiget en supplerende kriminalteknisk erklæring vedrørende gerningsstedsundersøgelse. Erklæringen indeholder en uddybende beskrivelse vedrørende undersøgelsen af en Maglitelygte, der lå foran højre forsæde i den patruljevogn, hvori transporten af A fra anholdelsesstedet til rastepladsen ved Sebbersund skete. Erklæringen indeholder tillige en vurdering af, hvorvidt politibilens bagerste højre siderude var slået i stykker ved påvirkning indefra eller udefra.

Det fremgår af erklæringen, at den omhandlede Maglitelygte blev undersøgt både ude på rastepladsen ved Sebbersund og ved en efterfølgende undersøgelse. Der blev ved undersøgelsen ikke fundet deformationer eller spor efter blod, hår eller anden tilsmudsning.

Vedrørende patruljevognens højre bagerste siderude anføres det, at sporene på stedet indikerede, at sideruden i bilens højre bagdør blev knust på parkeringspladsen, bl.a. vurderet ud fra, at der lå glas umiddelbart udfra bilens højre bagdør og ca. 75 cm ind i rabatten. Skårenes placering inde i rabatten skønnes ikke at kunne være opstået ved at åbne bildøren, efter at ruden blev knust, men ved at de var påvirket af en kraft indefra, og derved slynget ind i rabatten.

Vurdering af spørgsmålet om dødsårsagen og om der var tegn på, at A af politiet var udsat for vold eller unødig magtanvendelse.

Retslægerådet er enig i statsobducentens konklusion, hvorefter dødsårsagen ikke er helt sikkert klarlagt. Retslægerådet er endvidere enig i statsobducentens vurdering af, at dødsårsagen mest sandsynligt har været hjertestop som følge af de forhold, der er beskrevet i obduktionserklæringen. Retslægerådet synes efter sin besvarelse dog ikke at have fundet holdepunkter for en antagelse om, at der hos A har foreligget en hyperexitationstilstand.

Retslægerådet finder heller ikke holdepunkter for, at A døde som følge af kvælning, men man udelukker ikke, at iltmangel kan have været en medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet.

Dødsårsagen kan således fortsat ikke anses for endeligt fastlagt.

Dødsårsagen må mest sandsynligt antages at være hjertestop som følge af en kombination af voldsom fysisk aktivitet sammen med indtagelse af alkohol og cannabis og iltmangel forårsaget af hæmmet vejrtrækning på grund af A's lejring på maven med armene fikseret på ryggen.

Vedrørende spørgsmålet om magtanvendelse over for A ude på rastepladsen bemærkes, at jeg efter indholdet af den supplerende kriminaltekniske erklæring ikke finder grundlag for en antagelse om, at A blev slået med den omhandlede Maglitelygte. Det kan på samme baggrund heller ikke antages, at patruljebilens bagerste højre siderude blev knust udefra i stedet for indefra.

Vedrørende spørgsmålet om benlås bemærkes, at Retslægerådet ikke har kunnet afgøre, om A er forsøgt lagt i benlås eller fixeret benlås. Efter de forklaringer, der er afgivet af politiassistenterne D og E finder jeg ikke, at det kan lægges til grund, at det lykkedes at få A lagt i en benlås. Det kan således heller ikke lægges til grund, at A blev lagt i en fixeret benlås.

Det er herefter fortsat min vurdering, at der ikke er grundlag for at antage, at politiassistenterne D eller E har forøvet vold eller unødvendig magtanvendelse i forbindelse med behandlingen af A ude på rastepladsen ved Sebbersund.

Ad 2) Blev der af politiet anvendt relevant førstehjælp.

På forespørgsel om, hvad der er relevant førstehjælp til en person, der liggende på maven iført håndjern under anholdelse bliver bevidstløs eller livløs, har Retslægerådet oplyst følgende:

»Hjertestop er en klinisk diagnose og stilles på baggrund af pludselig indsættende bevidstløshed (livløs), ophørt respiration og ophævet pulsation i de store pulsårer.

Den relevante førstehjælp til en person, der liggende på maven iført håndjern under anholdelse bliver livløs, er at konstatere, om det drejer sig om hjertestop, det vil sige er den pågældende person også respirations- og pulsløs. Er dette tilfældet, fjernes håndjernene, og der startes førstehjælp, der skal sikre frie luftveje. Patienten lægges på ryggen, og hovedet bøjes bagover ved forsigtigt tryk med flad hånd mod panderegionen, hvorved hagen hæves. Dette muliggør inspektion af mund og øvre svælgrum, og eventuelle fremmedlegemer fjernes. Herved søges respirationen genetableret ved mund til næse, eventuelt mund til mund ventilation. Ekstern hjertemassage udføres ved kompression af brystben og brystvæg med den ene håndflade over nedre del af brystbenet med håndroden af den anden hvilende på håndryggen af den nederste hånd. Basal genoplivning består i 15 kompressioner og 2 ventilationer osv. Der fortsættes, indtil ambulancefolk kommer til stede og starter avanceret genoplivning.«

På et spørgsmål om, hvor lang tid A må forventes at have haft hjertestop, da behandlingen af falckredderne blev sat i værk, har Retslægerådet oplyst, at EKG i perioden 23.19.54 til 23.20.42 er forenelig med hjertestop, men Retslægerådet har ikke lægeligt materiale til at kunne udsige noget om varigheden af hjertestoppet forud for optagelsen af EKG. Varigheden kan ikke udledes af EKG.

Retslægerådet har ud fra de lægelige oplysninger ikke kunnet besvare et spørgsmål om, hvor længe en person i den tilstand, som A blev forefundet i af ambulancefolkene, havde været uden vejrtrækning.

Vedrørende politiassistenternes mulighed for at mærke puls og iagttage vejrtrækning hos A har Retslægerådet i udtalelsen anført følgende:

»Det kan være vanskeligt at føle puls hos en person med kraftig adipøs underarm, og det er ikke ualmindeligt, at lægfolk forveksler deres eget pulsslag i fingrene med den undersøgtes eventuelle manglende puls.

Det kan være vanskeligt for ikke fagfolk at afgøre, om brystkassen på en adipøs person, der ligger på maven, bevæger sig.«

Af undervisningshæfte »Kursus i Nødbehandling/førstehjælp - Politiet - Region 1 fremgår side 13 under punktet Akutbehandling, at akutte symptomer, der kræver hurtig indsats er (de 4 b'er):

- bevægelse (ingen)

- blå

- blødning

- bleg

Ingen bevægelse er et alarmerende signal. - Hvorfor ligger personen ubevægelig.

Det skal straks undersøges ved at tale højt til personen og påføre personen smerte. Hvis personen ikke reagerer herpå, er vedkommende bevidstløs. Der er i hæftet på siderne 38-40 nærmere beskrevet betydningen af de 4 b'er.

På side 15 er beskrevet, hvorledes en bevidstløs person hjælpes - ved at skaffe frie luftveje, undersøge mund og svælg for fremmedlegemer og fjerne disse, lytte ved mund og næse om personen trækker vejret. Det er videre beskrevet, at en bevidstløs person, der trækker vejret, skal lægges i aflåst sideleje. På side 17 er trin for trin beskrevet den akutbehandling, som skal foretages over for en bevidstløs person, som ikke trækker vejret.

Af forklaringerne afgivet i forbindelse med genafhøringen af politiassistenterne D og E fremgår blandt andet, at de begge havde modtaget undervisning i førstehjælp, men at de begge - da A pludselig ophørte med at gøre modstand - også oplevede det således, at A simulerede bevidstløs for at lure på en chance til at komme op og fortsætte sin voldsomme adfærd. D oplevede situationen som meget vanskelig, idet han på den ene side ikke var sikker på, at A ikke blot simulerede bevidstløs, men på den anden side var afhørte også noget bekymret over, at A ikke reagerede på at få vredet sit øre rundt.

Det fremgår endvidere af forklaringerne, at begge politiassistenterne mente at mærke puls hos A, og at de begge mente at iagttage livstegn, idet D mente at kunne se A trække vejret, og E havde registreret, at A bevægede sit hoved eller mund.

De tog håndjernene af A, lagde ham i aflåst sideleje og sørgede for, at der blev tilkaldt en ambulance. De sad herefter vagt ved A, indtil i første omgang kollegerne fra Aalborg Politi og kort efter ambulancen ankom.

Politiassistenterne har under den første afhøring ikke udtalt sig om, hvilke tanker de gjorde sig, da falckredder Holst sagde, at han mente, at A var død. I forbindelse med genafhøringen af politiassistenterne forklarede politiassistent E, at falckredderens udtalelse kom fuldstændigt bag på ham, og han blev chokeret over udtalelsen. Politiassistent D forklarede, at han ikke rigtigt gjorde sig nogen tanker over udtalelsen. Han var ret udmattet oven på bestræbelserne på at holde styr på A.

Politiassistenternes forklaringer ved genafhøringen svarer i alt væsentligt til de forklaringer, som de tidligere har afgivet.

Af forklaringerne fra genafhøringen af politiassistenterne H og I fremgår blandt andet, at de begge ved deres ankomst til rastepladsen ved Sebbersund havde set, at kollegerne fra Løgstør Politi befandt sig ved A. Den ene af kollegerne knælede ned eller sad og holdt ved A's arm. Den anden kollega befandt sig ved den anden side af A og var ifølge politiassistent I tilsyneladende i færd med at tage A's puls på håndledet. A var lagt i aflåst sideleje.

De havde oplevet situationen således, at kollegerne fra Løgstør var i gang med førstehjælp, og de foretog sig ikke selv noget i forhold til A. Der gik maksimalt 2 minutter, fra de ankom til stedet, og indtil ambulancen ankom. De blev begge overraskede over falckredderens oplysning om, at A var død. De havde ikke lagt mærke til, hvorledes kollegerne fra Løgstør Politi havde reageret på falckredderens udsagn.

Også disse politiassistenters forklaringer ved genafhøringen svarer i alt væsentligt til de forklaringer, som de tidligere har afgivet.

Af forklaringerne afgivet af falckredderne Bernt Holst og Nikolaj Uhrenholt fremgår blandt andet, at de kunne bekræfte, at politiassistenterne var ved A, da de ankom i ambulancen.

Af forklaringen fra Bernt Holst fremgår endvidere, at han påbegyndte en klinisk undersøgelse af A. Han mærkede på A, at denne var varm og fugtig, men der var ikke nogen tegn på vejrtrækning, og han kunne heller ikke mærke puls. Han bemærkede henvendt til Nikolaj Uhrenholt, at han mente, at A var død. Han påbegyndte herefter førstehjælp på stedet, og senere blev A optaget på en båre og kom hen i ambulancens arbejdslys, hvor han blev givet stød. Først da A var lagt op på båren og herved var tættere på ambulancens arbejdslys konstaterede Holst, at A var blåfarvet på overkrop og hoved.

Idet A ved Holsts undersøgelse af ham ikke mærkedes kold på kroppen, vurderede han det således, at A's kredsløb var standset kort forinden Holsts undersøgelse af ham.

Det var Holsts oplevelse/fornemmelse, at betjentene blev overrasket over meldingen til kollegaen om, at han mente, at patienten var død.

Nikolaj Uhrenholt forklarede ret så overensstemmende med Bernt Holst, idet han dog ikke havde nogen klar fornemmelse af, hvordan betjentene ude på skadesstedet havde virket på ham.

Af materiale modtaget fra Falck fremgår af en såkaldt »Eva-rapport« fra vagtcentralen, at tidspunktet for rekvirering af ambulance er anført til kl. 23.07, og tidspunkterne for afgang fra falckstationen og ankomst til rastepladsen er angivet til henholdsvis 23.08 og 23.13.

Vurdering af, om der af politiet blev anvendt relevant førstehjælp, da A blev livløs.

De nu fremkomne oplysninger giver efter min opfattelse ikke grundlag for en anden vurdering af det tidsmæssige forløb, end den som fremgår af min tidligere afgivne redegørelse. Jeg finder således på den deri beskrevne baggrund og det nu fremkomne fortsat, at det kan lægges til grund, at A må antages at være blevet bevidstløs kort før kl. 23.06 og konstateret død af Bernt Holst omkring kl. 23.15 den 14. juni 2002. Jeg er herved opmærksom på, at falckredderen ikke har den lægelige baggrund for formelt set at erklære en person død.

Efter udtalelsen fra Retslægerådet finder jeg ikke, at det med nogen større, sikkerhed kan fastslås, hvornår inden for tidsrummet 23.06 - 23.15 A ophørte med at trække vejret, og hvornår han fik hjertestop.

Med hensyn til, hvad der passerede i tidsrummet, fra politipatruljen kørte ind på rastepladsen ved Sebbersund, og til ambulancen ankom til stedet, finder jeg fortsat ikke grundlag for at tilsidesætte de forklaringer, der tidligere og i forbindelse med genafhøringen er afgivet af politiassistenterne E og D. Jeg lægger herved vægt på de samme forhold, som er beskrevet i min tidligere redegørelse.

Forklaringerne fra politiassistenterne D og E støttes endvidere i et vist omfang af forklaringerne fra politiassistenterne H og I samt forklaringerne fra falckredderne Uhrenholt og Holst om disses iagttagelser på rastepladsen ved Sebbersund.

Det kan herefter lægges til grund,

at A under tumulten med politiassistenterne D og E pludselig ophørte med at gøre modstand

at begge politiassistenter var af den opfattelse, at A meget muligt alene simulerede bevidstløs

at begge politiassistenter mærkede efter og mente at kunne mærke puls, og at de begge mente at se livstegn hos A

at politiassistenterne tog håndjernene af A, tilkaldte en ambulance og lejrede A i aflåst sideleje

at politiassistenterne forblev ved A og holdt ham under opsyn, indtil ambulancen ankom

at politiassistenterne ikke forsøgte at give A yderligere førstehjælp - hjertemassage eller kunstigt åndedræt - eller at rejse ham op.

Videre kan det lægges til grund,

at politiassistenterne H og I ankom til stedet få minutter før ambulancen 

at E og D på det tidspunkt begge var ved siden af A, den ene formentlig ved at tage puls,

at H og I ikke foretog sig andet end at vente på ambulancen.

Det er min opfattelse, at politiassistenterne E og D efter deres oplevelse af A ydede den førstehjælp, der var relevant for en livløs person, der havde vejrtrækning og puls. Det er videre min opfattelse, at det ikke kan kritiseres, at de ikke gav yderligere førstehjælp - kunstigt åndedræt og/eller hjertemassage.

Jeg lægger ved denne vurdering vægt på for det første, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvornår A's vejrtrækning og puls ophørte.

Dernæst lægger jeg vægt på, at de mente at kunne mærke puls og vejrtrækning/ iagttage livstegn, at det ifølge Retslægerådet kan være vanskeligt at føle puls hos en person med en kraftig adipøs underarm, at det ikke er ualmindeligt, at lægfolk forveksler deres eget pulsslag med den undersøgtes, at det kan være vanskeligt for ikke fagfolk at afgøre, om brystkassen bevæger sig på en adipøs person, der ligger på maven, samt at politiassistenterne - selv om de havde modtaget undervisning i førstehjælp - ikke kan antages at have den samme erfaring med og kendskab til førstehjælp som en læge eller en falckredder. Det må i den forbindelse tillige tillægges betydning, at politiassistenterne var i gang med en almindelig og ofte forekommende politiforretning, der bestod i anholdelse af en 21-årig, tilsyneladende rask ung mand. Selv om denne situation på grund af A's opførsel fik et voldsomt forløb, var det ganske uforventeligt, at situationen resulterede i A's død. Det var således en ganske anden situation end den, hvor politiet som de første ankommer til et ulykkested, og hvor der må forventes at være tilskadekomne, og opgaven i første række er at give førstehjælp og forhindre yderligere skader.

Endelig lægger jeg vægt på, at politiassistenterne befandt sig på en mørk rasteplads efter et forudgående og længerevarende forløb, hvor A gentagne gange havde været så voldsom, at de havde vanskeligt ved at holde ham fast, og at han, inden ruden blev sparket ud, for en stund havde været rolig for på ny at blive voldsom. Jeg finder det derfor forståeligt, at politiassistenterne i hvert fald i starten antog, at han simulerede bevidstløs.

Det er endvidere min opfattelse, at politiassistenterne - hele situationen taget i betragtning - har haft vanskelige vilkår for at foretage en vurdering af A's tilstand.

For så vidt angår politiassistenterne H og I fra Aalborg Politi er det min opfattelse, at det ikke kan kritiseres, at de ikke foretog selvstændig undersøgelse af A eller ydede førstehjælp til ham. Jeg lægger herved vægt på, at E og D opholdt sig ved siden af A, da de ankom til stedet, og at de opfattede det sådan, at der var ydet relevant førstehjælp.

Ad 3) Er der grundlag for at ændre politiets uddannelse eller ændre teknikker?

I min tidligere afgivne redegørelse har jeg behandlet spørgsmålet om, hvorvidt A's lejring og fastholdelse på maven måtte anses for at være i overensstemmelse med de teknikker, som anvendes af politiet. Baggrunden herfor var, at obduktionserklæringen angav lejringen og fastholdelsen af A på maven som en mulig medvirkende årsag til udløsningen af et hjertestop. Jeg konkluderede, at politiassistenterne D og E's lejring af A på maven samt fastholdelsen af ham og forsøget på at indsætte en benlås, var i overensstemmelse med de teknikker, som de var blevet undervist i at anvende. Der henvises til det anførte herom i min tidligere afgivne redegørelse.

Da imidlertid både statsobducent Markil Gregersen og Retslægerådet har vurderet, at lejringen og fastholdelsen af A kan have været en medvirkende årsag til udløsningen af hjertestop, agter jeg at fremsende en kopi af min tidligere afgivne redegørelse og af denne redegørelse til Rigspolitichefen med henblik på en vurdering af, om det beskrevne forløb måtte give anledning til ændringer i politiets teknikker eller uddannelse.

AFGØRELSE:

Som anført ovenfor finder jeg, at der ikke af politiassistenterne E og D er forøvet vold eller anvendt unødig magtanvendelse.

Jeg finder videre, at disse to politiassistenter anvendte relevant førstehjælp til en livløs person, der havde vejrtrækning og puls. Jeg finder ikke, at det kan kritiseres, at de ikke ydede yderligere førstehjælp.

For så vidt angår politiassistenterne H og I finder jeg ikke, at det kan kritiseres, at de ikke ydede førstehjælp til A.

Endelig finder jeg, at Rigspolitichefen bør orienteres om sagen med henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at ændre politiets teknikker.

M's anmeldelse.

Den 5. februar 2004 indgav M anmeldelse mod de fire politiassistenter for overtrædelse af straffeloven ved ikke at have ydet førstehjælp til hendes søn.

Det er i den forbindelse straffelovens § 250 eller § 253, som i givet fald skulle være overtrådt.

Efter straffelovens § 250 straffes den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand.

Efter straffelovens § 253 straffes den, som uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Begge bestemmelser kræver forsæt.

For så vidt angår politiassistenterne D og E, må det anses for utvivlsomt, at hensættelsen af A i en hjælpeløs tilstand var en følge af den magtanvendelse, som han var udsat for. Som anført i min tidligere redegørelse gik denne magtanvendelse ikke ud over, hvad der måtte anses for nødvendigt, og magtanvendelsen er således straffri, jf. herved straffelovens § 13, stk. 3.

A var anholdt og var derfor i politiassistenterne D og E's varetægt. Da politiassistenterne sørgede for, at en ambulance blev tilkaldt, og da de i øvrigt lejrede A i aflåst sideleje og aftog håndjernene, hvilke foranstaltninger politiassistenterne i situationen anså for tilstrækkelige, finder jeg ikke, at politiassistenterne kan anses for at have »forladt« A, således som dette udtryk forstås i praksis. Jeg finder således ikke, at politiassistenterne D og E har overtrådt straffelovens § 250.

For så vidt angår straffelovens § 253 bemærkes, at de to politiassistenter som ovenfor anført ydede den førstehjælp, der var relevant for en livløs person, der havde vejrtrækning og puls. De har således ydet den førstehjælp, der måtte forventes med det kendskab, de havde til A's tilstand, hvorfor strafansvar efter straffelovens § 253 ikke kommer på tale.

For så vidt angår politiassistenterne H og I er det min opfattelse, at alene straffelovens § 253 bør overvejes. Jeg lægger herved vægt på, at disse politiassistenter ikke havde hensat A i en hjælpeløs tilstand, og henset til det korte tidsrum, de var på rastepladsen ved Sebbersund, førend ambulancen ankom, blev der efter min opfattelse ikke etableret et varetægtsforhold i relation til A.

Deres kortvarige ophold på rastepladsen inden ambulancen ankom, og at de begge var af den opfattelse, at kollegerne D og E håndterede situationen, gav dem efter min opfattelse ikke anledning til selv at undersøge A nærmere. Jeg finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at politiassistenterne H og I har overtrådt straffelovens § 253.

. . .«

Også statsadvokatens anden afgørelse blev påklaget til Rigsadvokaten. Den 9. november 2005 havde DR1 vist dokumentarudsendelsen »Hævet over mistanke«, der også handlede om dødsfaldet den 14. juni 2002 i politiets varetægt. Rigsadvokaten bad i anledning af udsendelsen om en udtalelse fra statsadvokaten, og statsadvokaten fremkom med en udtalelse i brev af 17. november 2005 til Rigsadvokaten.

Folketingets Retsudvalg stillede 11. november 2005 spørgsmål til justitsministeren, hvori ministeren blev bedt om at kommentere de oplysninger, som var fremkommet i dokumentarudsendelsen, der var blevet sendt den 9. november 2005, og ministerens svar blev sendt til retsudvalget den 9. december 2005.

Rigsadvokaten sendte den 17. januar 2006 sin afgørelse om ikke at ændre statsadvokatens afgørelse til M's advokat. Rigsadvokatens afgørelse indeholder en gennemgang af de enkelte hovedpunkter i M's klage: dødsårsagen, politiets magtanvendelse og anvendelsen af førstehjælp. Under hovedpunkterne 4-7 udtaler Rigsadvokaten:

». . .

4. Vedrørende undersøgelsens uvildighed m.v.

De har gjort gældende, at statsadvokaten har tilsidesat pligten efter EMRK artikel 2, til at foretage uafhængige undersøgelser af dødsfald forårsaget i politiets varetægt, fordi statsadvokatassessor John Kølbæk, som har varetaget væsentlige dele af undersøgelsen, i en periode har gjort tjeneste sammen med den nuværende politimester i Løgstør politikreds, Søren Gade.

De har endvidere gjort gældende, at der foreligger en krænkelse af EMRK artikel 2, fordi der ikke i nærværende sag er foretaget en indenretlig afhøring af de involverede betjente, og De har gjort gældende, at der på denne baggrund bør ske en genoptagelse af efterforskningen i sagen.

Spørgsmålet om behandlingen af politiklagesagerne er behandlet i pkt. 3.4.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslag L 242 af 27. april 1995 om behandlingen af klager over politipersonalet mv., hvoraf følgende fremgår:

»Statsadvokaten eller det juridisk uddannede personale i statsadvokaturerne - herunder advokater der er beskikket som medhjælpere for statsadvokaten - bør forestå undersøgelser i klagesager og efterforskning i straffesager. Det må i den forbindelse forudsættes, at det sikres, at der er de fornødne personalemæssige ressourcer i statsadvokaturerne til at løse denne opgave.

. . .

Med henblik på at sikre fleksibiliteten bør det ifølge udvalget inden for de skitserede rammer overlades til statsadvokaten i de konkrete tilfælde at træffe nærmere bestemmelse om, hvorledes undersøgelsen/efterforskningen mest hensigtsmæssigt gennemføres. Undersøgelsen/efterforskningen foretages i alle tilfælde for statsadvokaten og på dennes ansvar. Selve afgørelsen i sagerne træffes af statsadvokaten.«

Det forhold, at den pågældende statsadvokatassessor tidligere måtte have gjort tjeneste ved samme tjenestested som den nuværende politimester i Løgstør er efter min opfattelse ikke egnet til at vække tvivl om statsadvokatassessorens upartiskhed i sagen. Der foreligger heller ikke i øvrigt andre holdepunkter i sagen for, at statsadvokatassessoren har været inhabil ved sagens behandling. 

Der gælder efter retsplejeloven ikke et krav om, at parterne i politiklagenævnssager skal afhøres indenretligt. Et sådant krav kan efter min opfattelse heller ikke udledes af Domstolens praksis, jf. herved Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere, København 2005, side 145 ff.

Jeg finder, at der ikke er grundlag for at betvivle, at sagen er behandlet under iagttagelse af den uvildighed og objektivitet, der er både grundlæggende og påkrævet ved behandlingen af klager over politiet. Jeg finder således, at kravet om gennemførelse af en effektiv, uafhængig og offentlig undersøgelse i tilfælde, hvor en person dør som følge af bl.a. myndighedspersoners magtanvendelse, der kan udledes af Domstolens praksis, er opfyldt.

5. Vedrørende aktindsigt i sagen

De har endelig gjort gældende, at Deres klient i strid med EMRK, artikel 2, ikke har haft adgang til dokumenter i perioder af forløbet og ikke i tilstrækkelig grad har været involveret i undersøgelsen. De har endvidere anmodet om at blive beskikket som advokat for Deres klient.

Det fremgår bl.a. af sagen, at Deres klient og Deres klients tidligere advokat har fået aktindsigt i sagen. Det fremgår således, at Deres klient og hendes daværende advokat bl.a. gennemgik sagens dokumenter den 15. oktober 2002 og 2. december 2002. Deres klient har endvidere fået aktindsigt ved gennemsyn af sagens dokumenter den 13. marts 2003, den 7. oktober 2003 og den 15. januar 2004. Advokat Claus Bonnez har endvidere modtaget sagens akter den 20. februar 2004, ligesom det blev meddelt, at han herefter løbende ville få tilsendt nyt materiale i sagen. Efter Deres indtræden i sagen modtog De ved brev af 15. juni 2004 en kopi af akterne i sagen, og det blev ligeledes meddelt Dem, at De løbende ville få tilsendt nyt materiale i sagen.

Jeg skal herunder henvise til den tidligere korrespondance herom med statsadvokaten og dels - i det omfang statsadvokatens afgørelser er påklaget til mig - med mig.
Jeg finder således heller ikke for så vidt angår dette punkt, at undersøgelsesforløbet ikke har levet op til EMRK, artikel 2.

Som jeg har anført i min udtalelse af 29. november 2005 til Justitsministeriet, anbefalede jeg blandt andet på baggrund af erfaringerne fra den foreliggende sag i efteråret 2004 Justitsministeriet at overveje at tage skridt til en ændring af reglerne i retsplejeloven om beskikkelse af en bistandsadvokat, således at der kan beskikkes en bistandsadvokat for de efterladte efter en person, der er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende er i politiets varetægt. Forslaget var begrundet i hensynet til at skabe tillid til, at sager mod politipersonale behandles på betryggende vis.

Jeg fandt således, at beskikkelse af en bistandsadvokat til de efterladte burde ske på et tidligt tidspunkt i sagen, således at man i større omfang kan undgå situationer, hvor efterforskningen af sagen vanskeliggøres af, at advokaten først indtræder i sagen, når efterforskningen er afsluttet, og afgørelsen er meget nært forestående.

Bestemmelsen fremgår nu af retsplejelovens § 1020 e, stk. 2, hvoraf det fremgår, at »Er forurettede afgået ved døden beskikker retten på begæring af den forurettedes nære pårørende en advokat for de pårørende, når forholdene taler derfor.« Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 2005.

På baggrund af sagens karakter finder jeg, at forholdene i den foreliggende sag taler for beskikkelse af advokat for Deres klient. Jeg har bedt statsadvokaten om at foretage det fornødne med henblik på beskikkelse af Dem som advokat i sagen.

6. Vedrørende politiets uddannelse i selvforsvarsgreb og teknikker

Det fremgår af sagen, at statsadvokaten i forbindelse med udarbejdelsen af den supplerende redegørelse til politiklagenævnet den 17. marts 2005 henstillede til Rigspolitichefen at overveje, hvorvidt sagen måtte give anledning til ændring af politiets uddannelse i selvforsvarsgreb og teknikker.

Politiskolen udsendte på denne baggrund den 18. april 2005 en rundskrivelse til politiet og anklagemyndigheden. Jeg vedlægger til orientering en kopi af skrivelsen.

Det anføres blandt andet i Politiskolens rundskrivelse:

». . .

På baggrund af Statsadvokatens redegørelser og henstilling, skal lejring på maven af overvægtige personer, der eventuelt tillige er hyperaktive og/eller påvirkede, være af så kort varighed som muligt.

Der gøres nu opmærksom på dette forhold i Politiskolens undervisning i de selvforsvarsgreb og teknikker, hvori indgår at den anholdte holdes nede mod jorden liggende på maven.

Tilsvarende bedes gennemført i forbindelse med eventuel regional/lokal vedligeholdelsesuddannelse i politiets selvforsvarsgreb og teknikker.

Politiskolens lærebog i selvforsvarsgreb og teknikker vil om kort tid blive genoptrykt. I den forbindelse vil de nævnte forhold blive indarbejdet i lærebogen, der som tidligere vil blive udsendt til politikredse og anklagemyndigheden«.

Jeg kan endvidere oplyse, at Politiskolen den 24. november 2005 i forbindelse med min udtalelse til Justitsministeriet om den seneste tv-udsendelse har oplyst, at de forholdsvis korte uddrag fra den amerikanske undervisningsvideo ikke indeholdt oplysninger eller forhold, der ikke allerede indgår i undervisningen på området. Politiskolen ville dog rekvirere den pågældende video, der ikke var kendt på Politiskolen, med henblik på en nøje gennemgang af denne med henblik på at vurdere, om videoen hensigtsmæssigt vil kunne indgå i og eventuelt yderligere styrke undervisningen på det pågældende område.

7. Afsluttende bemærkninger

Jeg skal afslutningsvis bemærke, at det ville have været ønskeligt og langt mere tilfredsstillende, hvis det havde været muligt i denne dybt tragiske sag at fastlægge det fulde hændelsesforløb, og herunder også mere præcise oplysninger om dødsårsagen.

I en sag af den foreliggende karakter, hvor et voldsomt hændelsesforløb har udspillet sig over et ganske kort tidsrum, og hvor der har været involveret flere personer, der alle var under pres, vil det imidlertid ofte ikke være muligt at skabe et fuldstændigt billede af forløbet.

Jeg skal endelig beklage den meget lange sagsbehandlingstid.

Min afgørelse kan ikke påklages til højere administrativ myndighed. Det fremgår af retsplejelovens § 1020 g, jf. § 99, stk. 3.«

Retslægerådet har til brug for statsadvokatens 2. undersøgelse afgivet en erklæring af 14. februar 2005 indeholdende besvarelse af spørgsmål fra statsadvokaten, de involverede betjentes advokat og M's advokater, og nedenfor gengives nogle af de spørgsmål og svar, som ikke eller ikke fuldt ud er medtaget i statsadvokatens redegørelse:

». . .

Spørgsmål 3a.

Er der tegn på, at afdøde har været lagt eller forsøgt lagt i benlås (se beskrivelsen i »Politiets selvforsvarsgreb og teknikker«. bilag 62)?

Spørgsmål 3b.

Er der tegn på, at afdøde har været lagt eller forsøgt lagt i fixeret benlås, jf. beskrivelsen heraf i obduktionserklæringen, bilag 18, side 3ø.

Ad spørgsmål 3a og 3b:

Ud fra obduktionserklæringen kan Retslægerådet ikke afgøre, om A er forsøgt lagt i benlås eller fikseret benlås.

Spørgsmål 4.

Er der tegn på, at afdøde har været udsat for tryk mod ryggen og i bekræftende fald kan man da udtale sig om styrken eller varigheden af et sådant tryk?

Den første del af spørgsmålet kan besvares ud fra obduktionserklæringen, hvori det udtales, at der ikke er påvist synlige følger efter tryk eller lignende mod selve ryggen. Den sidste del af spørgsmålet, som i øvrigt er hypotetisk, falder herefter væk.

. . .

Spørgsmål 7.

Hvis det lægges til grund, at A bliver bevidstløs inden døden indtræder, hvor længe må en sådan bevidstløshed antages at have varet, inden døden indtrådte?

Spørgsmålet er hypotetisk og uklart formuleret og kan ikke besvares. Generelt kan det oplyses, at bevidstløshed indtræder i løbet af 5-10 sekunder efter indtræden af hjertestop.

Spørgsmål 8.

Kan politiassistenternes forklaring om, at de mente at mærke puls være rigtig?

Det kan være vanskeligt at føle puls hos en person med kraftig adipøs underarm, og det er ikke ualmindeligt, at lægfolk forveksler deres eget pulsslag i fingrene med den undersøgtes eventuelle manglende puls.

Spørgsmål 9a

Kan politiassistent D's forklaring jf. bilag 9 i det oprindelige sagsmateriale om, at han mente at se den anholdtes brystkasse hæve sig nogle gange være rigtig?

Spørgsmål 9b.

Kan politiassistent D's forklaring jf. bilag 18, side 2, 5. afsnit i det nye sagsmateriale om at afdødes brystkasse efter D's erindring havde hævet sig under det meste af forløbet indtil ambulancen kom være rigtig?

Ad spørgsmål 9a og 9b:

Det kan være vanskeligt for ikke fagfolk at afgøre, om brystkassen på en adipøs person, som ligger på maven, bevæger sig.

. . .

Spørgsmål C.

I det foreliggende materiale er der fremkommet forskellige oplysninger om fysiske forhold vedrørende afdøde, såsom sukkersyge, smerter i brystet, blod i urin og/eller afføring samt flere andre i det foreliggende materiale beskrevne symptomer. Retslægerådet bedes gennemgå alt foreliggende materiale vedrørende beskrivelse af foreliggende symptomer og udtale sig om, hvorvidt disse kan have haft indflydelse på dødens indtræden.

Der foreligger ingen lægelige oplysninger om betydningen af eventuelle sygdomme forud for A's hjertestop. Retslægerådet kan derfor ikke besvare spørgsmålet. En hyppig årsag til hjertestop er en blodprop i hjertet på grund af forsnævringer i hjertets kranspulsårer. Det er anført i dødsattesten, at A i dagene hen mod nuværende havde klaget over brystsmerter. Ved obduktionen af hjertet fandtes moderat åreforkalkning af kranspulsårerne, men ingen forsnævringer eller tegn på blodpropper. Retslægerådet anser derfor denne mulighed som årsag eller medvirkende årsag til A's død som usandsynlig.

. . .

Spørgsmål 1.

Af afhøringsrapport af 12. marts 2004 fremgår det, at politiassistent D blandt andet forklarer, at han så »A's brystkasse bevæge sig« under »det meste af forløbet indtil ambulancen kom«.

Jeg opfatter politiassistentens udtalelse om den omstændighed, at brystkassen »bevægede sig« således, at han har observeret, at nu afdøde har trukket vejret under det meste af forløbet, indtil ambulancen ankom«.

Jeg skal anmode om, at retslægerådet tager stilling til, hvorvidt ovennævnte udtalelse fra politiassistent D stemmer overens med de iagttagelser, som er gjort af ambulancepersonalet, som kom til stede, og som fremgår af en skrivelse af 12. november 2003 fra Falcks Redningskorps (bilag 8). Om disse iagttagelser er der i skrivelsen blandt andet anført: »Tilstanden ved ambulancens ankomst er beskrevet således: »Blåfarvning (cyanose), ophørt åndedræt (respirationsstop), bleghed, kold-klam hud, hjertestop, store lysstive pupiller på begge sider (tegn på at hjernen er svært medtaget).

Særligt ønskes det, hvis det er muligt, fra retslægerådet oplyst, hvor længe det må antages, at en person i den tilstand, som nu afdøde blev forefundet i af ambulancefolkene, har været uden vejrtrækning.

Journalist Christian Andersen, som deltog i produktionen af »Under anklage - Magtens billeder« har fra en læge fået oplyst, at diagrammet i bilag 8a skulle antyde, at personen har været død i et længere tidsrum på det tidspunkt, hvor ambulancefolkene indledte behandlingen, der er beskrevet i diagrammet. Særligt er det gjort gældende, at den omstændighed, at stregen er meget lige i den periode, der benævnes 'før stød', tyder på, at patienten har været død i længere tid. Såfremt dødsfaldet havde været indtrådt kort tid før behandlingens iværksættelse, skulle stregen i feltet 'før stød' have vist små udsving - såkaldt »hjerteflimmer «.

Retslægerådet anmodes om at be- eller afkræfte, hvorvidt det af diagrammet kan udledes, at nu afdøde har været død i et længere tidsrum. Det bedes så vidt muligt oplyst, hvor lang tid nu afdøde må forventes at have haft hjertestop, da behandlingen blev sat i værk.

Der er ingen lægelige oplysninger, som kan danne baggrund for, at Retslægerådet kan svare på første del af spørgsmålet.

Fra Falcks redningskorps foreligger kopi af EKG-strimler dateret den 15.06.02. De viser alle manglende elektrisk aktivitet (asystoli). De viser også, at der er givet 3 strømstød henholdsvis kl. 23.19.54, kl. 23.20.11 og kl. 23.20.42. Alle uden effekt.

EKG i perioden 23.19.54 til 23.20.42 er forenelig med hjertestop, men Retslægerådet har ikke lægeligt materiale til at kunne udsige noget om varigheden af hjertestoppet forud for optagelsen af EKG. Varigheden kan ikke udledes af EKG.

. . .

Retslægerådet er enig i, hvad der er anført i obduktionserklæringen, at den tidligt indsættende forrådnelse kan tyde på, at afdøde forud kan have haft forhøjet legemstemperatur. De tilgængelige dokumenter tillader ingen lægefaglig vurdering af de mulige årsager hertil.

. . .

Spørgsmål 7.

Overlæge Lars Heslet, Rigshospitalet, skulle i dagspressen have udtalt, at han ikke har kunnet finde fortilfælde af personer, som skulle være døde som følge af en »hyperexcitationstilstand« i hele verden. Retslægerådet bedes oplyse, om der efter rådets opfattelse forekommer fortilfælde. Hvis rådet besvarer dette spørgsmål bekræftende, bedes rådet oplyse de nærmere omstændigheder omkring disse dødsfald

Spørgsmålet er af generel karakter, men det kan oplyses, at der i forbindelse med indtagelse af for eksempel ecstacy i sjældne tilfælde er set en tilstand af hyperexcitation, som hos yngre personer har medført hjertestop.

. . .

Spørgsmål II.

Kan Retslægerådet bekræfte, at lufthunger hos en bagbundet person kan medføre paniklignende tilstand?

Spørgsmål IIa.

Kan Retslægerådet bekræfte, at iltmangel på grund af vejrtrækningsbesvær, lufthunger og paniklignende tilstand kan medføre motorisk uro og konfusitet?

Spørgsmål IIb.

Kan Retslægerådet bekræfte, at paniklignende tilstand og motorisk uro øger vejrtrækningsfrekvensen og iltbehovet?

Ad spørgsmål II, IIa og IIb:

Spørgsmålene er meget generelle. Enhver form for lufthunger og iltmangel kan udløse panik, motorisk uro og konfusitet - ligesom panik i sig selv øger vejrtrækningsfrekvens og iltbehov.

. . .

Spørgsmål IV.

Er det Retslægerådets opfattelse, at den i rapporten omtalte sveden kan være forårsaget af kultveilteophobning på grund af nedsat luftskifte?

Det er Retslægerådets opfattelse, at den omtalte sveden mest sandsynlig skyldes kombinationen af voldsom fysisk aktivitet samtidig med indtagelsen af en blanding af alkohol og cannabis.

. . .

Spørgsmål Va

Kan Retslægerådet bekræfte, at hjertestop forårsaget af hyperexcitationstilstand vil vise sig som ventrikkelflimmer og ikke som asystoli?

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål V. Asystoli kan også ses som en senere manifestation af et hjertestop.

. . . 

Spørgsmål VIII

Kan Retslægerådet bekræfte, at der er opgivet forkerte dødstidspunkter både i RI's obduktionsrapport (kl. 23.16) og i dødsattesten (kl. 23.24), idet Ålborg Sygehus erklærer A for død kl. 23.47?

Det er korrekt, at tidspunktet for A's død er angivet forskelligt. I Falck's rapport ankommer man til adressen kl. 23.14, hvor der konstateres hjertestop, og der påbegyndes behandling. Klokken 23.37 ankommer man til skadestuen, Ålborg Sygehus, behandlingen indstilles kl. 23.47, og A erklæres for død. I obduktionserklæringen er dødstidspunktet anført til 23.16, og på dødsattesten er anført 23.24.

. . .

Spørgsmål XI.

Kan Retslægerådet be- eller afkræfte om den begyndende forrådnelse er almindelig hos en person med A's fysiske tilstand?

Retslægerådet kan bekræfte, at tidlig begyndende forrådnelse almindeligvis kan ses hos personer med A's fysiske tilstand, idet svær overvægt fremmer forrådnelsens udvikling. Andre faktorer er høj legemstemperatur i dødsøjeblikket og opbevaring af afdøde ved en uhensigtsmæssig høj temperatur.

. . .

Spørgsmål XIV.

Kan Retslægerådet beskrive, hvor længe, blodet skal have haft svært ved at løbe tilbage til kroppen fra hovedet, før de punktformede blødningerne i øjnene indtræder?

Der findes ingen sikre angivelser herfor. Der skal formentlig gå mindst 15-30 sekunder, før punktformede blødninger optræder.

. . .

Spørgsmål XVII.

I obduktionserklæringen af 17. juni 2002 anføres, at »Det bemærkes, at der ikke er påvist cirkulære mærker, tydende på en stærk tilstramning af disse (håndjernene)«. Retslægerådet bedes beskrive de mærker, som forefindes om A's håndled samt oplyse, hvad »cirkulære mærker« er. Kan retslægerådet konkludere, at når der ikke er cirkulære mærker har A ikke haft sine ben fikseret under armene?

Der er på hvert håndled påvist en mindre hudafskrabning og på venstre håndleds rygside en tværgående fure i huden. »Cirkulære mærker« vil opstå ved tilstrammede håndjern, der vil kunne give mærker i huden ved kontaktfladen hele vejen rundt om håndleddene. Retslægerådet kan, ud fra de påviste mærker på håndleddene, ikke udtale sig om, hvorvidt benene har været fikserede under armene. (Se endvidere svar på spørgsmål F).

. . .«

Til brug for retssagen har Retslægerådet den 19. december 2008 afgivet denne erklæring:

». . .

Spørgsmål I:

Retslægerådet bedes, i lyset af den tidligere anvendte brug af ordet kvælning i de besvarede spørgsmål, beskrive (for lægmand) hvad kvælning betyder (jf. svar på spørgsmål 1 b ». . . ingen holdepunkter for kvælning . . .« i forhold til at døden indtræder som følge af hjertestop forårsaget af iltmangel, jf. svar på spørgsmål 1 a ». . . hjertestop skyldes . . . iltmangel. . .«

Ved kvælning forstås, i den videste forstand, død som følge af iltmangel. Kvælning kan være såvel sygdomsbetinget som traumatisk betinget. Ved traumatisk kvælning forstås ydre og indre spærring, strangulation, sammenklemning af brystkassen eller drukning. Ved brugen af ordet kvælning i de besvarede spørgsmål forstås strangulation, som kan være kvælning ved omsnøring, kvælning med hænderne eller kvælning ved hængning. Som tidligere anført er der i obduktionserklæringen ingen holdepunkter for, at A er død ved kvælning i den forstand.

. . .

Spørgsmål VI:

Det er beskrevet, at A havde punktformede blødninger i øjenlågene. Kan der ved kvælning ses punktformede blødninger? Kan disse punktformede blødninger være udtryk for svært eller ophævet tilbageløb af blod fra hovedet til kroppen på tidspunkter for dødens indtræden?

Ved kvælning (strangulation) kan der ses punktformede blødninger i hud, slimhinder og organer, som ligger over strangulationsstedet. Disse punktformede blødninger kan være udtryk for, at der i blodårerne i nogen tid har været hæmmet tilbageløb mod hjertet. Ud over kvælning (strangulation) kan punktformede blødninger ses blandt andet ved sammenklemning af brystkassen, nedsat hjertepumpefunktion og svære hosteanfald.

. . .

Spørgsmål J:

Var Retslægerådet ved de tidligere forelæggelser af sagen i besiddelse af de som bilag D og bilag M fremlagte fotos, der er fremsendt med denne forelæggelse?

Det er længe siden, Retslægerådet har haft sagen til votering, og de voterende er i tvivl om, hvorvidt de har set de i bilag D og M fremlagte fotos.

. . .«

De sagsøgtes advokat har vedrørende sagsøgernes anbringende om, at sagsbehandlingstiden udgør en krænkelse af EMRK art. 6, udarbejdet en oversigt med tidspunkter fra 5. september 2006, hvor der blev anlagt retssag, og til det forventede domsafsigelsestidspunkt med angivelse af, hvad der er passeret under sagens forberedelse.


Forklaringer

M har forklaret, at A i juni 2002 var ansat på et beskæftigelsescenter, hvor han arbejdede inden for landbrugsområderne. A boede hos sin storesøster i en campingvogn. Han var sund og rask. Hun var flyttet kort tid før den 14. juni 2002, og A, der var meget stærk, havde hjulpet hende med flytningen. Han kunne løbe fra de fleste, og han var ikke besværet af sin vægt. Hun var selv til stede i Løgstør Hallen den pågældende aften, og hun havde mødt A og givet ham en krammer, kort tid før politiet kom til stede. A var meget glad, og han hyggede sig sammen med kammeraten C. Om natten blev hun vækket kl. 03.15 af to betjente fra Løgstør Politi. Hun havde forinden fået at vide, at A var blevet kørt væk fra hallen i en patruljevogn, men hun vidste ikke, at han var blevet anholdt. Ingen vidste, hvorfor han var blevet kørt væk i en patruljevogn. Flere familiemedlemmer havde haft ringet til Løgstør Politi og til politiet i Aalborg for at høre, hvornår de kunne hente A, og de havde fået næsvise svar. De to betjente fortalte, at A var død. Det nægtede hun at tro på. Betjentene forklarede ikke nærmere, hvordan han var død. Hun ringede til datteren W og til sin mor, for hun ville have dem med ind til Aalborg. Hun ringede også til A's far, og han forstod heller ikke noget. På vej til Aalborg fik hun at vide, at A var død i politiets varetægt, og at han lige pludselig var sunket sammen på patruljevognens bagsæde. Familien samledes på sygehuset. Mandag den 17. juni 2002 kørte hun ud til rastepladsen, hvor A var død, og fandt en blodplet og glasskår. Der var ikke ret mange glasskår. Hun undrede sig over, at der ikke var flere glasskår, for hun havde forventet, at der ville være mange glasskår, når ruden, som hun havde fået at vide, var blevet sparket ud inde fra bilen. Hun havde lige fra starten mistanke om, at der var noget, der ikke passede.

Hun har under hele efterforskningen af dødsfaldet følt sig dårligt behandlet af politiet og statsadvokaten. Hun bad på et tidspunkt om at komme til at tale med de to betjente, der havde anholdt A. Det var imidlertid nogle andre betjente, der kom ud på hendes bopæl. Hun fik at vide, at betjentene ikke måtte tale med hende for deres advokat. Hun fik første gang kontakt med John Kølbæk mandag den 17. juni 2002. Hun spurgte, hvornår hun kunne få liget udleveret og bad om at få at vide, hvordan A var død. Det fik hun ikke at vide, og hun hørte så ikke mere til sagen før den 4. september 2002, hvor hun fik statsadvokatens redegørelse. Hun havde forinden i august måned kontaktet advokat Claus Bonnez. De søgte om aktindsigt, men det ville statsadvokaten ikke give dem. Denne afgørelse blev påklaget til Rigsadvokaten, og hun fik så lov til at se papirerne hos statsadvokaten. De kunne ikke få kopier, men de måtte tage notater og skrive dokumenterne af. Hun var flere gange hos statsadvokaten. Hun kunne ikke få at vide, hvorfor hun ikke måtte få kopier. Advokat Claus Bonnez skrev mange breve i den anledning. Hun ville gerne høre lydfilerne af samtalerne mellem betjentene og vagthavende. Hun fik kun lov til at høre lydfilerne en gang. John Kølbæk sagde, at de var hos Rigsadvokaten. Hun ringede til Rigsadvokaten og fik at vide, at lydfilerne ville blive sendt til statsadvokaten, og så fik hun lov til at høre dem igen. Hun blev kontaktet af journalister fra DR, idet de ville lave en dokumentarudsendelse om A's dødsfald i politiets varetægt. Udsendelsen blev vist den 4. februar 2004, og hun anmeldte efter udsendelsen de 4 betjente til politiet. Hun hørte i nyhederne, at statsadvokaten ville tage sagen op igen. Der blev nu stillet spørgsmål til Retslægerådet, men hun blev stadig ikke orienteret om, hvad der skete i sagen. John Kølbæk ville ikke besvare spørgsmål skriftligt. Hun stillede 18 spørgsmål. Der var et møde med John Kølbæk i oktober 2004. John Kølbæk svarede imidlertid ikke på spørgsmålene, idet svarene lød på, at det vidste han ikke, eller det kunne han ikke svare på og andre intetsigende svar. Hun bad om at høre optagelserne af betjentenes forklaringer under statsadvokatens afhøringer, men hun fik at vide, at de var slettet. Hun havde også stillet spørgsmål til justitsministeren. Statsadvokaten fik besked på at besvare hendes spørgsmål. Efter sagens genoptagelse fik advokat Bonnez at vide, at han havde mulighed for at stille spørgsmål til Retslægerådet. Hun havde ønsket at se fotografierne, der blev optaget under obduktionen, men Elsemette Cassøe sagde, at det var grusomme billeder, så dem skulle hun ikke se, men hun ønskede selv at bestemme, hvad hun skulle se, og hun kunne ikke se, at fotografierne var grusomme for hende. Hun rykkede 3-4 gange for at se billederne. Advokat Bonnez rykkede også. Hun hørte først igen til sagen, da den anden redegørelse forelå i 2005. Denne undersøgelse havde trukket meget længe ud. Hun fik ikke tilsendt redegørelsen, men blev orienteret om den gennem advokaten. Hun har ikke hørt noget fra Løgstør Politi i årene fra 2002 til 2006.

Hun har anlagt retssagen, fordi hun fra den første dag kunne se, at der var noget, der ikke stemte ved den måde, A var død på. Betjentene har fortalt, at de ikke kendte A, men det passer ikke, for C har fortalt hende, at da betjentene kontaktede A ved Løgstør Hallen, nævnte de hans navn og sagde, at de godt ville tale med ham. E vidnede i 1996 i en straffesag mod A i Nibe, så han kendte udmærket A, for A havde ikke forandret udseende fra 1996 til 2002. Hun fik at vide, at betjentene havde taget fat i ham, da han ville gå væk fra pladsen. Hun kæmper for retfærdighed for sin søn, og hun ønsker, at ansvaret for hans død skal placeres.

W, der er M's datter og A's søster, har forklaret, at A i juni 2002 var stærk som en okse. Ugen før han døde, havde han fræset hendes have på en halv tønde land med en håndfræser. Hun har ikke hørt ham klage over brystsmerter. Han boede i en campingvogn på hendes grund, og de spiste sammen hver dag. De arbejdede også samme sted, så de fulgtes ad på arbejde. A var ikke tynget af sin overvægt, og han fungerede som andre mennesker, og han kunne løbe meget hurtigt. C har fortalt hende, at da betjentene kom til stede, gik de direkte hen og sagde: »A, må vi lige snakke med dig« eller lignende, og A var så fulgt med. Hun var selv et andet sted på pladsen. C kendte begge betjente. C og A havde nogle år tidligere stjålet flasker, og det var D, der havde efterforsket den sag. Hun fik at vide natten mellem fredag og lørdag, at A var død. Hendes mand fik af Løgstør Politi at vide, at de kunne ringe til politiet i Aalborg næste morgen. Da de ringede, fik de et flabet svar.

Hun var i januar 2003 med sin mor hos statsadvokaten for at se bilag på John Kølbæks kontor. De havde forinden stillet ham nogle skriftlige spørgsmål og fået at vide, at han ville besvare dem på mødet, men han besvarede ikke spørgsmålene og kom kun med intetsigende svar. Det var tydeligt, at han ikke havde forberedt sig eller ikke ville svare på spørgsmålene. Hun var også med, næste gang moderen var hos statsadvokaten for at se bilag. Hun kunne ikke forstå, at de ikke kunne få kopier af bilagene. Hendes mor har anlagt retssagen, fordi hendes bror er blevet svinet til i pressen af politiet og bl.a. kaldt et stort fedt læs.

Politiassistent D har forklaret, at der i dag er mange detaljer, han ikke længere kan huske. Han husker, at han og kollegaen blev sendt til Løgstør Hallen, fordi der var anmeldt en voldsepisode. De fik udpeget gerningsmanden, da de ankom. Han husker ikke, om de fik at vide, hvad gerningsmanden hed af andre, eller om han selv sagde sit navn. Den unge mand blev kontaktet, og der opstod hurtigt tumult. De ville have aftalt med ham, at han skulle komme ind på stationen næste dag, og det var ikke fra starten hensigten at anholde ham. Der var byfest i Løgstør, og de var kun to mand på arbejde. Den unge mand slog imidlertid ud efter kollegaen, og det kunne de ikke bare lade passere, mens en masse mennesker så på, og så besluttede de at anholde ham. Den unge mand gjorde modstand, og de kunne ikke styre ham, for han vejede det samme som de to betjente tilsammen. De fik derfor hjælp af 2-3 andre, der kunne se, at de to betjente havde problemer med den store mand, til at få ham under kontrol og få ham belagt med håndjern. Det var ikke betjentenes håndjern, anholdte havde fået på, men de tilhørte en af de personer, der hjalp dem. De var nødt til at køre anholdte til Aalborg, for der var ingen arrest i Løgstør, og stationen lukkede kl. 23.00. Anholdte blev placeret i patruljevognen på bagsædet bag passagersædet. Vidnet satte sig ved siden af for at holde anholdte i ro, og kollegaen førte bilen. De kørte af sted mod Aalborg. Undervejs var anholdte meget urolig, og han var i stand til at få bilen til at gynge. Anholdte forsøgte at sparke ud efter kollegaen, og vidnet havde store problemer med at holde ham i ro. Vagthavende i Løgstør blev orienteret om deres problemer, og der blev bedt om assistance fra Aalborg. Vagthavende kunne over radioen høre, at den anholdte var meget urolig. De ville helst være fortsat mod Aalborg, men de blev beordret til at holde ind til siden. De kørte ind på rastepladsen ved Sebbersund. Anholdte svedte meget, og han bad om frisk luft. Et vindue blev rullet ned, og en dør blev åbnet. Anholdte fik lov til at lægge sig ned, og vidnet steg ud af bilen. Anholdte ville have håndjernene løsnet. Anholdte havde lovet at forholde sig roligt, når han fik frisk luft, men der gik mindre end et minut, før han sparkede foden igennem bagruden i højre side. Det gik ikke at lade ham ligge i glasskårene, og det var heller ikke hele ruden, der var blevet sparket ud, så der sad glasskår i vinduesrammen. Vidnet husker ikke, hvem der besluttede at få anholdte ud af bilen. Anholdte havde spyttet E i hovedet, lige før de holdt stille. Så vidt han husker, var kollegaen sprunget ud af bilen for at kaste op, fordi han ikke tålte sådan noget. Vidnet husker ikke, hvordan A kom ud af bilen, men de fik ham ud. Han husker heller ikke, hvad anholdte sagde til, at han skulle ud af bilen, men han mener, at anholdte fremsatte trusler. Anholdte stod op til at starte med, men han var urolig og sparkede ud efter dem eller forsøgte at nikke skaller. De har lært, at man bedst kan beskytte sig mod urolige personer, når disse ligger ned. De kunne ikke bare holde sig på afstand af anholdte, for så kunne han stikke af. De var derfor nødt til at få ham ned at ligge på maven. Han husker ikke, hvordan de fik ham ned at ligge, men det er ikke svært at få en person med håndjern på ned at ligge. Han husker ikke, om anholdte lå på græsset eller delvist på asfalten. Anholdte havde pådraget sig skaderne i panden i forbindelse med anholdelsen ved Løgstør Hallen, hvor han havde været nede at »kysse« asfalten, da han skulle have håndjern på. Skaden på næsen var opstået, fordi anholdte under kørslen bankede hovedet ind i hjørnestolpen i et forsøg på at få bilen til at kæntre. På rastepladsen holdt vidnet den ene hånd under anholdtes hoved, for at han ikke skulle banke hovedet ned i asfalten. De talte med anholdte, mens de prøvede at holde ham nede. Kollegaen forsøgte at få styr på benene, mens vidnet sad ved overkroppen og havde den ene hånd på anholdtes højre skulder. Det var ikke nødvendigt at presse anholdte ned, og vidnet kan ikke give en forklaring på blodansamlingen på højre skulder. Vidnet kan ikke angive, hvor hårdt hånden blev lagt på skulderen. Kollegaen, der forsøgte at holde benene, blev flere gange sparket væk, fordi anholdte var så stærk. De forsøgte at forhindre anholdte i at dreje rundt. Vidnet mener, at de talte med anholdte i starten af forløbet uden for bilen. Anholdte kom stadig med trusler. Det er rigtigt, at han efter dødsfaldet omtalte en benlås, men der var kun tale om et forsøg på en almindelig benlås, som de har lært at anvende i selvforsvar. Vidnet var stærkt chokeret, da han senere talte med V, for han havde lige fået at vide, at A var død. Vidnet husker ikke, hvem der bad om en ambulance, og han husker heller ikke, om ambulancen blev bestilt over den håndholdte radiotelefon, eller om det var fra patruljevognens radio, at ambulancen blev rekvireret, og han husker heller ikke, om ambulancen blev rekvireret via vagthavende eller via alarmcentralen. Håndjernene strammer til, jo mere en anholdt arbejder på at få dem af. Anholdte havde flere gange bedt om at få håndjernene af, fordi de strammede. På et tidspunkt opdagede de, at anholdte ikke længere gjorde modstand. Han talte med kollegaen om, at anholdte måske simulerede for at samle kræfter til et nyt angreb. Anholdte blev ved med at ligge stille, og de syntes, at det var underligt, at han lå så stille. De talte til ham, men han svarede ikke. De var så klar over, at der var noget galt, og de blev enige om at løsne håndjernene og lægge ham i aflåst sideleje. De løb herved en risiko, hvis anholdte simulerede. De forsøgte at tage hans puls. Vidnet husker ikke, om de begge gjorde det, eller om det kun var en af dem, men han mener, at de begge tjekkede pulsen både ved håndleddene og muligvis også på halsen. De kunne se, at anholdte bevægede kroppen op og ned. De sad begge ved hans overkrop for hurtigt at kunne gribe ind, hvis han skulle sætte et nyt angreb ind. De mente at mærke puls. Der var ikke tegn på, at anholdte ikke kunne få vejret, men de var usikre på, om han var bevidstløs. Vidnet har ingen erindring om urinafgang. De havde tilkaldt en ambulance, da de ikke kunne afgøre, om anholdte var bevidstløs. Vidnet kan ikke sige, hvor lang tid der gik fra rekvireringen af ambulancen, til den ankom. Mens de ventede på ambulancen, tjekkede de pulsen og talte om, hvorvidt anholdte stadig trak vejret. Vidnet har lært førstehjælp på politiskolen i 1976, og der har senere været genopfriskningskurser i Aalborg. Han husker ikke, hvornår disse kurser blev afholdt, ligesom han heller ikke husker, hvem der underviste, eller hvad der blev undervist i, og om der blev udleveret en mappe. Efter denne sag blev der sat mere fokus på betjentes førstehjælp. Det er muligt, at han lærte kunstigt åndedræt på politiskolen i sin tid. På rastepladsen skønnede de, fordi de havde mærket puls, at det ikke var aktuelt at give kunstigt åndedræt eller anden førstehjælp. Kort efter kom hundevognen fra Aalborg og lige efter kom ambulancen. Han har ingen fornemmelse af, hvor lang tid der var gået, og han kan derfor ikke sige, hvor lang tid anholdte havde ligget i aflåst sideleje. Pulsen var blevet tjekket flere gange, og de havde på et tidspunkt også vredet anholdte i næsen og øret for at se, om han simulerede. De kunne se brystkassen hæve og sænke sig. De stak ikke deres hoveder helt ned til anholdtes mund for at tjekke åndedrættet, for de havde jo mærket livstegn. De har lært, at det er tilstrækkeligt at placere personer, der trækker vejret, i aflåst sideleje. Da Aalborg-kollegerne kom, sad vidnet og kollegaen ved siden af anholdte, og Aalborg-betjentene kunne se, at der var styr på situationen, og at der ikke var andet at gøre end at vente på ambulancen fra Nibe. Ambulancen ankom, og redderne overtog anholdte og fik ham hen i lyset. Vidnet husker ikke, hvordan politiets biler og ambulancen holdt i forhold til hinanden. Han husker ikke, hvad redderne sagde, men han mener, at den ene redder sagde, at anholdte var blå i hovedet. Han erindrer ikke, at en af redderne på rastepladsen sagde, at anholdte var død. Det er kun en læge, der kan sige, at en person er død, så det ville ikke have gjort indtryk på ham, hvis han havde hørt redderen sige, at anholdte var død. Anholdte kom ind i ambulancen, og den kørte af sted med udrykning mod Aalborg sammen med hundevognen. Vidnet og kollegaen blev på rastepladsen, for det havde vagthavende bedt dem om. Der gik nok en times tid, før andre kom til stede. Vidnet og kollegaen sad og slappede af, for det havde været meget anstrengende at håndtere den anholdte. Han husker ikke, hvad han tænkte på, mens han ventede på rastepladsen. Han var ikke klar over, at anholdte var død, da ambulancen kørte. Han fik først senere at vide, at lægerne på sygehuset havde erklæret anholdte for død. Han var godt klar over, at situationen var alvorlig, da ambulancen kørte af sted med udrykning. Vidnet havde været væk fra Løgstør et stykke tid, og det var først undervejs i forløbet, at han fandt ud af, hvem den anholdte var. Anholdte havde sagt, at han hed K. Havde han sagt, at han hed A, ville han have været klar over, hvem anholdte var, for det var dette navn, anholdte var kendt under i Løgstør. Det var måske 6 år tidligere, at han havde haft en knallertsag med anholdte, og han havde ikke genkendt anholdte.

Kriminalassistent E har forklaret, at patruljevognen blev sendt af sted efter en anmeldelse om vold ved Løgstør Hallen. Der var byfest i Løgstør den 14. juni 2002, og der var mange mennesker ved Løgstør Hallen. Da de ankom, vidste de ikke, hvem de skulle tale med, men en ung mand kom hen til dem i forhallen og sagde, at han havde været udsat for vold, og han udpegede gerningsmanden. Vidnet kendte ikke den unge mand, der blev udpeget. Han stod i en gruppe, og han blev derfor bedt om at følge med. De spurgte, hvad han hed, og den unge mand fik at vide, hvorfor de ville tale med ham. De trak sig lidt væk fra gruppen. Han kan i dag ikke præcist huske situationen, men vidnet mener, at den unge mand fulgte med. Han ville ikke snakke med D og råbte efter ham. Pludselig gjorde den unge mand udfald mod vidnet dog uden at ramme, og han begyndte at gå fra stedet. Det havde ikke været hensigten at anholde den unge mand, men det blev besluttet, da han slog ud efter vidnet. De havde problemer med at anholde den unge mand, der var meget stor, hvorfor nogle tilskuere, herunder en kollega i civil, kom til hjælp. Det var ikke en let anholdelse, for den unge mand var ustyrlig og meget aggressiv. De fik den unge mand ned at ligge og belagt med håndjern, og vidnet gik ud fra, at det var kollegaens, for senere blev håndjernene åbnet med vidnets nøgle. Vidnet havde tidligere haft noget at gøre med den anholdte, idet han en nat under en vagt var blevet tilkaldt til en episode, hvor både anholdte og hans mor var indblandet, og de var begge blevet kørt hjem i patruljevognen. Han genkendte dog ikke anholdte den pågældende nat. Med besvær fik de sat anholdte ind bag passagersædet i patruljevognen, og det måtte de vist også have hjælp til på grund af anholdtes modstand. Kollegaen satte sig på bagsædet ved siden af anholdte, og med vidnet som fører af bilen kørte de af sted mod Aalborg. Anholdte var fortsat ustyrlig, og han kastede sig frem og tilbage og forsøgte at sparke ud efter ham, så vidnet måtte værge for sig med højre arm. Kollegaen kunne ikke styre anholdte, så vidnet bad om at få sendt en transportvogn fra Aalborg, der kunne køre dem i møde og overtage anholdte. Anholdte havde hænderne på ryggen. Vidnet har ingen erindring om, at hænderne kom op bag nakken. Vagthavende beordrede ham til at køre ind på en rasteplads og vente på transportvognen. Vidnet ville helst være kørt transportvognen i møde, for så ville de hurtigere komme af med anholdte, men vidnet parerede selvfølgelig ordre. De forsøgte at tale anholdte til ro og fortalte, at der ville komme en transportvogn. Anholdte råbte op, men vidnet husker ikke, hvad han sagde. Det var trusler, men det er de vant til i den slags situationer. Anholdte havde spyttet ham i hovedet, og han tørrede spyttet af med en serviet. På et tidspunkt var det, som om anholdte faldt til ro. De lod venstre fordør stå åben for at få luft ind, og anholdte fik at vide, at han kunne lægge sig ned og slappe af. Det gjorde han, men efter kort tid lød der et brag, da venstre bagrude blev sparket ud. Efter at have set fotografiet af patruljevognen kan vidnet se, at det rettelig var højre bagrude, der var blevet sparket ud. Ruden var splintret, og der var glasskår inde i bilen og i vinduesrammen. De blev enige om, at de måtte have anholdte ud af bilen, for at han ikke skulle komme til skade. Anholdte blev ved med at være urolig, men de fik ham ud og om bag bilen. Anholdte kom med udfald, samtidig med at han truede dem, så de ville have ham ned at ligge på maven. De overvejede ikke, om det skulle være på græsset eller asfalten. Anholdte prøvede at komme op, og han sparkede. De prøvede at få anholdte til at være rolig. Vidnet forsøgte forgæves at lægge ham i benlås. Kollegaen var oppe ved anholdtes hoved, hvor han holdt anholdte nede med hænderne på ryggen eller skulderen. De skader, som man kan se i panden og på næsen, kan være opstået under anholdelsen ved hallen, men anholdte havde også hovedet nede på jorden på rastepladsen. Vidnet blev sparket væk, hver gang han forsøgte at lægge en benlås ved at bøje det ene ben. Han har aldrig forsøgt med en fikseret benlås. På et tidspunkt trak han sin stav for at få ro på. Han gav anholdte et slag på låret, men det hjalp ikke. Anholdte blev ved med at sige til vidnet og kollegaen, at de bare kunne vente. Anholdte blev så rolig, men vidnet regnede med, at det var et forsøg på at samle kræfter, og de talte om, at de skulle passe på, for anholdte kom nok igen. Da anholdte blev ved med at være rolig, tog de håndjernene af og lagde ham i aflåst sideleje, for de skulle finde ud af, om anholdte var blevet dårlig, eller om han simulerede. Vidnet tog pulsen på anholdte ved håndleddet, og han kunne mærke puls. Vidnet så også andre livstegn, for anholdte bevægede munden. Vidnet husker ikke, om G var blevet kontaktet, før anholdte var lagt i aflåst sideleje, eller om ambulancen først var blevet rekvireret efter det aflåste sideleje. Vidnet havde ikke sit hoved helt nede ved anholdtes mund. Han kunne ikke finde ud af, om anholdte simulerede. Han havde lige set anholdtes mund bevæge sig. Det var vidnet, der bad vagthavende sende en ambulance, og anmodningen er formentlig blevet fremsat via den håndholdte motorola og ikke inde fra bilens radio. Han husker ikke, hvor mange gange pulsen blev tjekket. Det var for en sikkerheds skyld, at ambulancen var blevet rekvireret. De var ikke klar over, hvorfor anholdte fra at have været meget vild og voldsom pludselig var blevet helt rolig. Vidnet husker ikke, hvad han sagde til vagthavende, da han bad om en ambulance, og han kan derfor ikke sige, om han har brugt ordet »koma«. Kollegerne fra Aalborg kom næsten samtidig med ambulancen, muligvis lidt før, og vidnet sad da vistnok med anholdtes hånd i sin hånd. Han kan ikke i dag huske, at en af redderne kort efter ankomsten sagde, at han mente, at den anholdte var død. Vidnet husker ikke, hvordan anholdtes ansigtskulør så ud. Han har ingen fornemmelse af, hvor lang tid der gik, fra ambulancen blev rekvireret, til den ankom. Han husker ikke, om de for at mærke livstegn vred anholdtes næse og øre om.

Førstehjælp indgår i uddannelsen på politiskolen, og han har løbende været på opfølgningskurser. Han husker ikke, hvem der har undervist på disse kurser, eller hvilket materiale han har fået udleveret. Vidnet gav ikke anholdte kunstigt åndedræt eller hjertemassage, da han jo havde set vejrtrækning. Han talte formentlig med kollegerne fra Aalborg, da de kom hen til ham. Ambulancen kom kort efter, og falckredderne tog over. Vidnet husker ikke, hvad der blev sagt til redderne. Han bemærkede ikke unormal hudfarve eller en urinplet. Han husker ikke i dag, om der var kontakt med stationen i Løgstør, mens de ventede på ambulancen. Ambulancen kørte af sted mod Aalborg. Han husker ikke, om  det var med udrykning. Kollegerne kørte vist med ambulancen. Vidnet og D blev på rastepladsen, og han vil tro, at de talte om den voldsomme oplevelse. Han havde ingen tidsfornemmelse og kan derfor ikke sige, hvornår vagthavende kom ud til dem. Han husker ikke, hvornår de fik at vide, at anholdte var død. Vidnet overhørte ikke D's samtale med vagthavende i Aalborg omkring kl. 23.40. De talte med G, da han ankom, men han husker ikke, hvad de talte om. En kriminaltekniker ankom, og det samme gjorde politiinspektør Bente Bæk Madsen. Han ved ikke, hvornår de kørte fra rastepladsen. Patruljevognen blev stående. Han husker ikke, hvornår han fik at vide, at statsadvokaten skulle undersøge sagen, eller om han så statsadvokatens repræsentant på stationen om natten. Næste dag fulgtes han med D til Aalborg, hvor de i fællesskab havde et møde med advokat Peder Fihl, før de skulle afhøres af John Kølbæk. Tillidsmanden var også til stede. Mødet varede måske en time. Han husker ikke, om han så politimesteren på politistationen om natten.

Falckredder Bernt Holst har forklaret, at han var den ene af de to falckreddere, der var i udrykningsambulancen, der kørte fra Nibe kort efter kl. 23.00 den 14. juni 2002. Han husker ikke, hvad meldingen lød på. Vidnet var fører af ambulancen, og Nikolaj Uhrenholt, der netop var blevet uddannet som behandler, sad ved siden af. Ambulancejournalen er udfyldt af Nikolaj Uhrenholt. Turen er efter ambulancejournalen modtaget kl. 23.09. Tidspunkterne i journalen er baseret på Uhrenholts ur. Da de ankom til rastepladsen, så de en ung mand ligge på jorden. Ambulancen kørte så tæt på patienten som muligt. Det var til at se allerede fra bilen, at der var noget galt. Vidnet lagde ikke mærke til politibilerne, for når han kommer ud til en opgave, koncentrerer han sig udelukkende om patienten. Betjentene har nok fortalt, hvad der var sket. Han husker ikke, om betjentene anvendte ordet »bevidstløs«, i forbindelse med at de fortalte, hvad der var sket. Det var vidnet, der undersøgte patienten. Undersøgelsen viste, at patienten var uden bevidsthed, der var ingen respiration, og der var ingen følbar puls i halsen. Han gav patienten en såkaldt »morgenstjerne«, og den reagerede han ikke på. Det hænder, at en patient bluffer og spiller bevidstløs, og det tjekker man ved at klappe patienten lidt på kinden. Vidnet lagde ikke mærke til, hvor mange betjente der var på stedet. Han husker, at de var tæt ved, men de trak sig tilbage, da redderne ankom. Vidnet konstaterede, at patienten var klinisk død, og der blev iværksat genoplivning. Patienten var klam og fugtig. En betjent hjalp redderne med at få anbragt patienten på en båre før stødgivningen. Da patienten lå på båren, kunne han se, at patienten var blåfarvet på overkroppen og hovedet, en såkaldt »præstekrave«. Dette er tegn på iltmangel. Begge reddere forsøgte at genoplive patienten. De kunne se på hjertekardiogrammet, at patienten havde hjertestop. Der blev også forsøgt genoplivning med hjertemassage. Ambulancen kørte mod Aalborg kl. 23.21. Det kan godt passe, at de var på rastepladsen i omkring 7 minutter. En betjent spurgte, om ambulancen ønskede eskorte, og vidnet svarede, at det ikke var nødvendigt, da der ikke var megen trafik, men en politibil fulgte alligevel med. Han har ikke kompetence til at erklære en patient for død. Hvis han havde sagt til betjentene, at patienten havde asystoli, ville de ikke have forstået, hvad han mente, og det er nok derfor, at han sagde, at patienten var død. Vidnet kan på lang afstand se, om et menneske er død. Betjentene reagerede overraskede, da han sagde det.

Politiassistent H har forklaret, at han og kollegaen I sent på aftenen den 14. juni 2002 blev sendt ud til en transportopgave, hvor de skulle overtage en anholdt fra Løgstør. På vej til stedet blev der rykket for deres hjælp, men han kunne ikke køre hurtigere end de 180 km/t., som han kørte. De fik også at vide, at der var blevet rekvireret en ambulance, fordi den anholdte var gået i koma. Han husker ikke, hvem der brugte ordet »koma«. De kom frem til rastepladsen ved Sebbersund, og han kunne se, at der lå en mand i aflåst sideleje på jorden, og at der sad to kolleger tæt ved ham. Det så ud, som om den ene kollega havde fat i anholdtes arm. Situationen så ud til at være under kontrol, og derfor vurderede vidnet, at der ikke var behov for hans hjælp. Hvis han havde skønnet, at der skulle gøres noget, havde han grebet ind. Det ville være naturligt, hvis der på stedet blev talt om, hvorvidt der var noget, de kunne gøre. Da han kunne høre, at ambulancen var på vej, flyttede han sin patruljebil, så ambulancen kunne holde så tæt ved den anholdte som muligt. Han havde kun været kort tid på rastepladsen, da ambulancen ankom. Den ene redder gik hen til den anholdte og satte fingeren på hans hals og sagde: »Han er død«. Så var situationen lige pludselig meget alvorlig. Vidnet havde ikke forinden haft på fornemmelsen, at det var så alvorligt med den anholdte. Han kunne se, at Løgstør-kollegerne var rutinerede. Han har været på førstehjælpskurser, men vurderede som sagt, at der ikke var behov for anden førstehjælp end den hjælp, som Løgstør-kollegerne ydede. Anholdte kom ind i ambulancen, og vidnet og kollegaen gjorde klar til at eskortere ambulancen.

Det er korrekt, at han over sin private telefon har talt med vagthavende i Aalborg, V, som han kender særdeles godt, og de anvender derfor et vist frisprog over for hinanden. Han omtalte A som »et stort fedt læs«, og han beklager ordvalget, men det var som sagt, fordi han gik ud fra, at det var en privat samtale, og det var ikke meningen, at andre skulle høre deres samtale. Der har været en tjenstlig sag i anledning af udtalelsen, men han har fået at vide, at forholdet var forældet. 

Retslægerådets repræsentanter overlæge Stig Haunsø og professor Torsten Toftegaard Nielsen har i fællesskab forklaret, at det er samme kollegium i rådet, der har besvaret alle spørgsmålene i erklæringerne. Det er i svaret på spørgsmål I beskrevet, hvad der forstås ved kvælning. De kan henholde sig til svarene på spørgsmål 1 a og spørgsmål 1 b i erklæringen af 14. februar 2005, når der spørges om dødsårsagen. Der stilles større krav til organismen ved fysisk udtrætning. Ved »restraint asphyxia« og »restraint affixation« forstås en indskrænkning af lungernes evne til at fungere. Der kan være mange situationer, hvor en persons åndedrætsorganer ikke kan fungere, eller hvor vejrtrækningen er vanskeliggjort. Vidnerne er kardiologer, og hverken begreberne »positionskvælning« og »traumatisk kvælning« er begreber, der anvendes i den hjertemedicinske verden. Retslægerådet har beskrevet dødsårsagen på en anden måde end retsmedicineren, fordi Retslægerådet ikke har fundet belæg for, at der var tale om en hyperexcitationstilstand. De er ikke bekendt med, om der er et dansk ord for »restraint asphyxia«. Fikseret benlås blev forbudt i 1994, fordi det kan være farligt. Når en person ligger på maven, kan personen ikke bevæge mellemgulvet, der bliver presset op mod lungerne, og det betyder, at lungerne har mindre rum at arbejde med, hvilket fører til åndedrætsbesvær. Det såkaldte Pickwick-syndrom er et udtryk, der betyder, at meget overvægtige personer kun kan trække vejret, når de sidder op. De kan ikke svare på, hvor længe en mand med den størrelse, som A havde, kunne tåle at ligge på maven, samtidig med at han brugte megen energi. Mærkerne på afdødes hænder tyder ifølge obduktionserklæringen ikke på, at afdøde har været anbragt i en benlås. De må her henholde sig til retsmedicineren. Retslægerådet har skrevet, at dødsårsagen kan være en kombination af flere faktorer. Der fandt en hurtig forrådnelse sted, hvilket tyder på høj temperatur, og det kan være forårsaget af stor fysisk aktivitet. Urinafgangen kan skyldes flere forhold, bl.a. en naturlig urinafgang efter alkoholindtagelse. Der konstateres hvert år dødsfald, hvor unge mennesker har fået hjertestop efter narkotikamisbrug, særlig de farlige stoffer som ecstasy, amfetamin og kokain. Indtagelse af hash kan også føre til en forøget hjertefunktion og eventuelt hjertestop. Det er vanskeligt for lægfolk at mærke puls ved håndleddet eller halsen, for man kan tage fejl og mærke egen puls i stedet for, og det er særlig svært at mærke pulsen hos en overvægtig person. De kan ikke udtale sig om, hvorvidt betjentenes forklaringer om at have mærket puls kan have sin rigtighed. Retslægerådet har i svaret på spørgsmål 11 redegjort for diagnosen hjertestop og angivet den relevante førstehjælp, der skal finde sted, indtil ambulancefolkene ankommer. Hjertestop indtræder totalt uvarslet i modsætning til kvælning. Hjertet pumper ikke, og efter 10-15 sekunder indtræder der livløshed. Livløshed indtræder først efter længere tid ved kvælning. Der er mange faktorer, der har betydning for, om genoplivning lykkes. I dag er det muligt at genoplive flere med hjertestop end før i tiden. Genoplivning kan finde sted indtil 10-15 minutter efter hjertestoppets indtræden, men hvis patienten skal komme sig helt, skal genoplivningen iværksættes 3-4 minutter efter hjertestoppet. Der er to former for hjertestop. Ved den ene form kan man sige, at hjertet går ud af elektrisk kontrol og kører meget hurtigt. Man mister både bevidsthed og kredsløb i den situation. Ved den anden form holder hjertet op med at slå. Det er den form for hjertestop, ambulancefolkenes kardiogrammer viser. Hjertestop starter med en af de to måder, som netop er beskrevet. Kredsløbet vil kollapse inden for få sekunder. Man kan ikke udtale sig om, hvordan situationen har været forud ud for den situation, falckfolkenes kardiogrammer viser. De punktformede blødninger i øjnene hos afdøde kan skyldes kvælning ved trykket, men kan også være forårsaget af hjertestoppet i sig selv, og det sidste er mest sandsynligt. Fundet af de punktformede blødninger kan ikke anvendes til så meget, for afdøde fik hjertemassage i ambulancen på vej til hospitalet og på hospitalet, og denne behandling kan også have forårsaget de punktformede blødninger. Blåfarvning er udtryk for, at blodet ikke iltes, og det ses hver gang i forbindelse med hjertestop, for når kredsløbet stopper, bliver blodet ikke iltet. Man kan derfor se på huden, at kredsløbet er ophørt, men årsagen hertil kan man ikke udtale sig om. Cyanose betyder blåfarvning. Blåfarvningen kommer efter 5-6 minutter. Læsion 13 viser en traumatisk blødning, men det er ikke muligt at angive årsagen. Læsionen tyder på, at der har været et traume mod skulderen, men man kan ikke sige, hvordan det er opstået. Vandafgang ses i tilslutning til hjertestop og er tegn på iltmangel i hjernen. Vandafgang hos en yngre person kan forekomme efter indtagelse af alkohol. Som man kan se ved besvarelsen af spørgsmål J i erklæringen af 19. december 2008, kunne de voterende ikke huske, om de havde set de som bilag D og M fremlagte fotografier. Overlæge Svend Haunsøe har forklaret, at han var i tvivl om, hvorvidt han havde set billederne. Han tror, at han har set dem, men han er ikke sikker. Professor Torsten Toftegaard Nielsen har forklaret, at han husker at have set billeder af bilen. Han husker ikke, om han har set billeder med de punktformede blødninger.
 

Det er ubestridt, at A på jorden blev lagt i såkaldt bugleje, og at han stadig havde hænderne fastgjort med håndjern på ryggen.

Af lærebogen Politiets selvforsvarsgreb og teknikker, august 1998, fremgår, at det ved pacificering i bugleje tilrådes, at der foretages nøje observation af puls og vejrtrækning hos den pågældende, og at denne ikke bør lades alene, ligesom det tilrådes, at opholdet på jorden - specielt ved lave temperaturer - bliver af så kort varighed som muligt. Af Rigspolitiets rundskrivelse til politi og anklagemyndighed af 18. april 2005 fremgår, at hændelsen med A's dødsfald gav anledning til, at der fremover i politiets undervisning skal gøres opmærksom på, at »lejring på maven af overvægtige personer, der eventuelt tillige er hyperaktive og/eller påvirkede, [skal] være af så kort varighed som muligt«.

Af anmeldelsesrapport af 15. juni 2002 udfærdiget af vagthavende ved Løgstør Politi, G, fremgår, at patruljen »kl. 22.03« [rettelig kl. 23.03] meddelte, at anholdte var gået fuldstændig amok og havde smadret en siderude i bilen, hvilken oplysning af vagthavende blev videregivet til Aalborg Politi i en telefonsamtale, der er afsluttet kl. 23.05. Af samme anmeldelsesrapport fremgår endvidere, at patruljen kl. 23.06 meddelte, at anholdte havde mistet bevidstheden, hvorefter vagthavende rekvirerede en ambulance hos vagtcentralen i Aalborg.

Sammenholdt med det ovenfor anførte om ankomsttidspunktet til rastepladsen kan det efter disse oplysninger lægges til grund, at A kun ganske kortvarigt var lejret i bugleje, inden han mistede bevidstheden.

De to betjente har forklaret, at A fortsat var urolig og fremkom med trusler, imens han lå på jorden, idet han forsøgte at vende sig om og flere gange sparkede ud med benene, hvorfor E's forsøg på at lægge en benlås mislykkedes, på trods af at E slog ham på låret en gang med sin stav. Ifølge forklaringerne holdt D A nede ved at trykke ham på højre arm eller skulder.

Sagsøgerne har gjort gældende, at A blev lagt i benlås, at han blev holdt nede ved et ikke ubetydeligt tryk på ryggen, og at han døde som følge af såkaldt »fastholdelses-kvælning«.

Ifølge Retslægerådets erklæring af 14. februar 2005 (svar på spørgsmål 1 a og 1 b) er det ikke muligt at fastslå den endelige dødsårsag, men der er holdepunkter for at antage, at A's hjertestop skyldtes en kombination af voldsom fysisk aktivitet sammen med indtagelse af alkohol og cannabis og iltmangel forårsaget af hæmmet vejrtrækning på grund af lejringen på maven med armene fikseret på ryggen. I udtalelsen om, at det ikke kan udelukkes, at iltmangel har været en medvirkende årsag til hjertestoppet, har Retslægerådet henvist til oplysningerne om, at A var en adipøs, kraftigt overvægtig person, som i en periode lå på maven med armene fikseret på ryggen.

De lægelige oplysninger tyder således på, at flere faktorer har haft indflydelse på, at der indtrådte hjertestop. Dette stemmer med oplysningerne om, hvorledes A flere gange i forløbet havde udvist en adfærd med voldsom fysisk aktivitet, samt oplysningerne fra de retskemiske undersøgelser om indtagelse af alkohol og cannabis. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at dødsfaldet indtrådte alene på grund af iltmangel som følge af buglejring og fastholdelse af A. I overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse kan det ikke udelukkes, at iltmangel har været en medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet.

Af obduktionserklæringen af 17. juni 2002 fremgår, at der ikke er påvist synlige følger efter tryk eller lignende mod selve ryggen, og at de blodunderløbne mærker på overarmen og på bagsiden af højre skulder (læsion 13) kan skyldes greb under fastholdelse af den afdøde. Der er således overensstemmelse mellem fundene ved obduktionen og betjentenes forklaring om, at D fastholdt A ved et tryk på højre skulder. Der er således ikke efter de lægelige oplysninger noget, der tyder på, at D har udøvet tryk i videre omfang end forklaret.

Med hensyn til de fundne hudafskrabninger i panden på A kan disse være fremkommet i forbindelse med anholdelsen ved Løgstør Hallen eller som forklaret af embedslæge Niels Holm-Nielsen ved kontakt med en ru overflade som betrækket på et bilsæde. Disse skader modsiger således ikke i sig selv de to betjentes forklaringer om, hvorledes de håndterede situationen under buglejringen af A.

Sagsøgernes synspunkt om, at der blev lagt benlås på A under buglejringen, er støttet på fundet af mærker på A's håndled, samt at ordene »og en benlås på ham« blev nævnt i en telefonsamtale, afsluttet kl. 23.42, mellem D og vagthavende ved Aalborg Politi, V.

E og D har forklaret, at det ikke lykkedes at iværksætte en benlås. Retslægerådet har ikke efter de lægelige oplysninger kunnet udtale sig om, hvorvidt der har været etableret en benlås. Af obduktionserklæringen fremgår, at der på den udvendige side af venstre lår, 12 cm over knæledsniveau, blev fundet et tværgående, lidt aflangt område, hvor huden virkede lidt hævet og spændt, og hvor der var flere små, fladeformede blødninger (læsion 8). Dette fund stemmer med E's forklaring under afhøringen den 15. juni 2002 om, at han, da han ikke kunne iværksætte en benlås, fandt det nødvendigt at slå en gang med sin knippel på A's venstre yderlår, hvilket dog - ifølge forklaringen - ikke forhindrede A i fortsat at sparke ud efter betjenten. Da den ufuldstændige sætning om benlås, der kan høres i telefonsamtalen, ikke i sig selv giver grundlag for at fastslå, at der blev etableret en benlås, har landsretten ikke grundlag for i modstrid med betjentenes forklaringer, der til dels understøttes af de lægelige fund, at fastslå, at en sådan faktisk blev etableret. Det bemærkes i den forbindelse, at mærkerne på forreste side af håndledene efter håndjernene, der under hensyn til A's størrelse må antages at have siddet stramt, kan være fremkommet under den voldsomme fysiske aktivitet, som A udviste i forbindelse med sin modstand under transporten og på rastepladsen.

Sammenfattende finder landsretten herefter, at betjentenes magtudøvelse på rastepladsen, indtil A mistede bevidstheden, ikke gik videre end absolut nødvendigt. Landsretten finder det således berettiget, at betjentene besluttede at tage A ud af bilen, og at de anvendte fysisk magt for at fastholde ham, indtil den tilkaldte forstærkning ankom. Lejringen på maven af A, mens han havde hænderne i håndjern på ryggen, kan heller ikke kritiseres, idet det som anført lægges til grund, at A gjorde voldsom modstand, at betjentene havde svært ved at fastholde ham, og at buglejringen var ganske kortvarig, samt at betjentene under buglejringen ikke udøvede en magt gennem tryk eller lignende, der - ud over det, der ligger i buglejringen - i særlig grad har kunnet hæmme A's vejrtrækning.

Det er ubestridt, at A efter at have kæmpet imod, imens han lå på jorden, pludselig holdt op med at gøre modstand og blev slap. De to betjente har forklaret, at de efter en kort drøftelse af, om anholdte måske simulerede bevidstløshed, løsnede håndjernene og lagde ham i aflåst sideleje. De fik herefter vagthavende ved Løgstør Politi til at tilkalde en ambulance. Det kan lægges til grund, at betjentene på dette tidspunkt (omkring kl. 23.06) var usikre på, om A havde mistet bevidstheden, men at de for en sikkerheds skyld tilkaldte en ambulance.

Begge betjente har forklaret, at de herefter hver for sig iagttog livstegn, og at de også tog A's puls ved håndleddet, samt at de mente at kunne mærke puls. De afventede derfor ambulancens ankomst, idet de samtidig observerede A ved at opholde sig tæt på ham på jorden.

Det lægges til grund, at den tilkaldte assistance fra Aalborg Politi, en hundepatruljevogn med politiassistenterne H og I, ankom til rastepladsen kort før ambulancens ankomst, hvilken kan tidsfæstes til ca. kl. 23.13. Både H og I har forklaret, at de ved ankomsten iagttog de to Løgstør-betjente tæt ved A, og at i hvert fald den ene af betjentene knælende holdt ved A's ene arm.

Det lægges til grund, at falckredder Bernt Holst lige efter ambulancens ankomst på baggrund af sine umiddelbare iagttagelser udtalte, at han anså A for død. Det fremgår af EKG-udskriften fra kl. 23.19, at der blev konstateret en flad hjertekurve (asystoli), og at der således var tale om hjertestop. De efterfølgende genoplivningsforsøg ved stød var forgæves.

Retslægerådet har i svaret på spørgsmål 1 udtalt, at rådet ikke har lægeligt materiale til at kunne sige noget om varigheden af hjertestoppet forud for optagelsen af EKG.

Landsretten har derfor ikke grundlag for at fastslå, hvornår hjertestoppet indtrådte, og der er heller ikke ud fra det oplyste om falckredder Bernt Holsts iagttagelser ved ankomsten til stedet grundlag for at fastslå, at betjentene på stedet burde have indset - forud for ambulancens ankomst - at A havde fået hjertestop. Det bemærkes herved, at E's og D's forklaringer om, at de i ventetiden nøje observerede A og herunder tog hans puls ved håndleddet, støttes af H's og I's iagttagelser ved ankomsten til stedet.

Efter bevisførelsen er der herefter ikke grundlag for at fastslå, at E og D, der opfattede situationen på den måde, at A under forløbet havde mistet bevidstheden, men udviste livstegn, handlede ansvarspådragende eller i strid med kravene i EMRK artikel 2 ved ikke at foretage sig yderligere, herunder ved ikke at iværksætte yderligere førstehjælp efter at have løsnet håndjernene, etableret aflåst sideleje og tilkaldt en ambulance.

Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at H og I under deres korte tilstedeværelse inden ambulancens ankomst har udvist en adfærd, der er ansvarspådragende eller i strid med kravene i EMRK artikel 2.

Der er således hverken i relation til den udøvede magt eller i relation til betjentenes adfærd i forløbet, efter at A havde mistet bevidstheden, grundlag for at fastslå, at Nordjyllands Politi har handlet ansvarspådragende ved at tilsidesætte politimæssige pligter eller har krænket EMRK artikel 2.

Om undersøgelsen efter retsplejelovens § 1020 a

Sagsøgerne har gjort gældende, at den undersøgelse, der er foretaget af Statsadvokaten i Aalborg, ikke opfylder de krav, der kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis om forståelsen af EMRK artikel 2, hvorefter efterforskningen skal være uvildig, effektiv og grundig. Sagsøgerne har herunder gjort gældende, at M som efterladt til afdøde A ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet involveret i undersøgelsen.

Det kan lægges til grund, at statsadvokaten hurtigt blev orienteret om, hvad der var sket på rastepladsen, og at daværende statsadvokatassessor John Kølbæk ankom til rastepladsen inden for ca. to timer efter dødsfaldet. Sideløbende hermed var Rigspolitiets Kriminaltekniske Afdeling blevet anmodet om at foretage en såkaldt gerningsstedsundersøgelse, hvilken var igangsat, da John Kølbæk ankom til stedet. Formålet med undersøgelsen var at afdække hændelsesforløbet i forbindelse med anholdelsen og indbringelsen af A, og hvad der førte til, at han afgik ved døden, herunder at foretage en vurdering af, om de involverede polititjenestemænd havde handlet strafbart eller kritisabelt, samt vurdere, om de af politiet anvendte metoder og teknikker var uhensigtsmæssige.

Undersøgelsen rettede sig således mod den adfærd, der var udvist af politiassistenterne E og D, som var ansat ved Løgstør Politi. Det forhold, at politimesteren for Løgstør Politi, Søren Gade, tidligere havde haft ansættelse som vicestatsadvokatassessor under statsadvokat Elsemette Cassøe og i en periode samtidig med statsadvokatassessor John Kølbæk, kan ikke i sig selv skabe tvivl om undersøgelsens uvildighed, og der foreligger heller ikke i øvrigt oplysninger, som kan begrunde tvivl herom. Det forhold, at John Kølbæk i forbindelse med sin undersøgelse rekvirerede politirapporter udfærdiget af Løgstør Politi, kan heller ikke begrunde tvivl om undersøgelsens uvildighed. Det bemærkes herved, at det af undersøgelsen fremgår, at John Kølbæk foranstaltede egne afhøringer af vidner til brug for undersøgelsen.

Der er heller ikke fremkommet andre oplysninger, som giver grundlag for at antage, at Løgstør Politi har søgt at øve indflydelse på forløbet af undersøgelsen.

Grundlaget for statsadvokatens første undersøgelse fremgår af »Redegørelse i medfør af retsplejelovens § 1021 d« side 1 og 2. Det fremgår heraf, at der blev foretaget afhøringer af vagthavende ved Løgstør Politi, de to politiassistenter fra Aalborg Politi, som var ankommet til rastepladsen kort før ambulancens ankomst, de to politiassistenter fra Løgstør Politi, som havde anholdt og transporteret A, samt 6 vidner. Ydermere var der til brug for undersøgelsen rekvireret rapportmateriale fra Løgstør Politi vedrørende politiets egne afhøringer af vidner til episoden ved Løgstør Hallen. Endvidere var der tilgået undersøgelsen optagelser af telefon- og radiosamtaler mellem personale ved Løgstør Politi og Aalborg Politi under forløbet. Endelig var der tilgået sagen blandt andet dødsattest og journaludskrift fra Aalborg Sygehus Syd, obduktionserklæring, retskemiske erklæringer samt erklæringer og fotomapper fra Kriminalteknisk Afdeling.

På baggrund af nogle oplysninger, der var fremkommet i en tv-udsendelse i 2004, og som følge af at M på baggrund af samme tv-udsendelse havde foretaget en politianmeldelse af de fire politiassistenter, der havde været på rastepladsen, for ikke at have ydet førstehjælp, genoptog statsadvokaten undersøgelsen i 2004. I forbindelse hermed blev de fire politiassistenter genafhørt, to falckreddere blev afhørt, der blev indhentet en supplerende kriminalteknisk erklæring, og der blev stillet en række spørgsmål til Retslægerådet, herunder spørgsmål foranlediget af M's advokater.

Dødsårsagen har hverken efter de oplysninger, der forelå under statsadvokatens undersøgelse, eller nu kunnet fastslås med sikkerhed, ligesom det heller ikke er muligt at fastslå, hvornår hjertestoppet indtrådte og dermed, hvornår respiration og puls ophørte. Selv om der således er uafklarede omstændigheder vedrørende dødsfaldet, finder landsretten, at statsadvokatens undersøgelse har været effektiv og egnet til at fastslå, om politiassistenterne havde begået strafbare forhold, og om der havde fundet unødvendig magtanvendelse sted. Der er ikke grundlag for at antage, at andre efterforskningsskridt, herunder afhøring af C, ville have ført til en yderligere afklaring af hændelsesforløbet af betydning for denne vurdering.

Sagsøgerne har anført, at statsadvokaten burde have taget skridt til at sikre, at politiassistenterne E og D blev adskilt, således at de ikke havde mulighed for at samstemme deres forklaringer. De to politiassistenter afgav ikke forklaring samme nat, men først dagen efter, idet de efter John Kølbæks oplysninger ønskede at have advokat til stede under afhøringerne. De to politiassistenter havde været alene sammen et stykke tid på rastepladsen, da ambulancen eskorteret af patruljevognen fra Aalborg Politi var kørt til sygehuset, hvorfor de allerede, forinden John Kølbæk kom til stede, havde haft mulighed for at samstemme forklaringer. Denne mulighed er egnet til at svække offentlighedens tillid til undersøgelsen, men er - afhængig af de faktiske omstændigheder ved hændelsesforløbet - til tider uundgåelig. Vurderingen af forklaringerne må derfor foretages, i lyset af at denne mulighed har eksisteret. Landsretten finder, at undersøgelsen i sine vurderinger inddrog en række andre oplysninger, blandt andet vidneudsagn vedrørende hændelsesforløbet ved anholdelsen, den kriminaltekniske erklæring, de lægelige oplysninger og telefon- og radiokommunikationen med de vagthavende ved Løgstør Politi og Aalborg Politi, og at politiassistenternes forklaringer blev vurderet, i lyset af hvorledes de stemte med disse andre oplysninger. På denne baggrund er den omstændighed, at de to politiassistenter har haft mulighed for at samstemme deres forklaringer, ikke tilstrækkelig til at anse undersøgelsen uegnet til at afdække, om der var begået strafbare forhold, eller om der havde fundet unødvendig magtanvendelse sted.

Sagsøgeren M har gjort gældende, at hun ikke i tilstrækkelig grad er blevet involveret i efterforskningsprocessen i forbindelse med statsadvokatens undersøgelse og ikke er blevet tilbudt advokatbistand før engang i begyndelsen af 2006, hvilket skal indgå i vurderingen af, om der er sket en krænkelse af EMRK artikel 2.

Det fremgår af sagen, at M's daværende valgte advokat den 2. august 2002 anmodede om, at hun fik aktindsigt i sagen, hvilket statsadvokaten afslog, under henvisning til at der var tale om en verserende undersøgelse. Det fremgår endvidere, at M, da statsadvokaten havde afsluttet sin undersøgelse, blev meddelt aktindsigt, således at hun sammen med sin advokat den 15. oktober 2002 havde lejlighed til at gennemse sagens dokumenter på statsadvokatens kontor. M fik afslag på sin anmodning om at modtage kopi af sagens dokumenter.

M udnyttede sin mulighed for at påklage statsadvokatens afgørelse af 4. september 2002 til Rigsadvokaten, og under dennes behandling af klagen havde hun lejlighed til - nu efter gennemsyn af sagens dokumenter - at fremkomme med supplerende bemærkninger. M havde efterfølgende flere gange lejlighed til at gennemse sagens dokumenter på statsadvokatens kontor frem til den 20. februar 2004, hvor hendes daværende advokat modtog kopi af sagens akter, ligesom det blev meddelt, at han løbende ville få tilsendt nyt materiale i sagen. Under statsadvokatens genoptagelse af undersøgelsen af sagen havde M lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, ligesom hun gennem sin advokat fik lejlighed til at stille spørgsmål til Retslægerådet. Efter en ændring af retsplejelovens § 1020 e, stk. 2, der trådte i kraft den 1. juli 2005, og som var foranlediget af blandt andet den foreliggende sag, blev der i starten af foråret 2006 beskikket advokat for M.

Statsadvokatens undersøgelse efter retsplejelovens § 1020 a foregik efter reglerne om behandling af straffesager, og afgørelsen om nægtelse af aktindsigt forud for undersøgelsens afslutning er truffet i overensstemmelse med de dagældende regler. I overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i sag 52391/99, Ramsahai m.fl. mod Holland, præmis 347, findes det ikke i sig selv at være en krænkelse af EMRK artikel 2, jf. artikel 13, at M som pårørende ikke har haft adgang til sagens dokumenter under selve efterforskningen. Set i lyset af at undersøgelsen blandt andet angik en vurdering af, om der forelå strafbare forhold, foreligger der heller ikke en krænkelse i den omstændighed, at adgangen til aktindsigt i en efterfølgende periode blev meddelt som en adgang til gennemsyn af sagens dokumenter. M's adgang til at fremkomme med bemærkninger i det efterfølgende forløb findes i tilstrækkelig grad at opfylde kravene til, at en pårørende skal have mulighed for at varetage sine interesser, og det kan ikke anses for en krænkelse af artikel 2, jf. artikel 13, at M ikke forud for regelændringen i 2005 har fået stillet vederlagsfri advokatbistand til rådighed. Det forhold, at lovgivningen efterfølgende har givet pårørende bedre muligheder for at opnå aktindsigt og vederlagsfri advokatbistand, kan ikke føre til en anden vurdering.

Sammenfattende finder landsretten således ikke grundlag for at fastslå, at der i relation til myndighedernes undersøgelser af omstændighederne ved dødsfaldet er sket en krænkelse af EMRK artikel 2, jf. artikel 13.

Om sagsbehandlingstiden

Sagsøgerne har gjort gældende, at deres ret til rettergang inden for rimelig tid er tilsidesat, jf. EMRK artikel 6, jf. artikel 13.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket i krænkelse heraf, skal vurderes i lyset af tidsforløbet fra sagernes anlæg henholdsvis den 5. september 2006 og den 7. august 2007 til deres afslutning i landsretten i april 2010.

Under hensyn til sagernes kompleksitet, herunder at det i forbindelse med domstolsbehandlingen af sagerne blev besluttet at forelægge en række yderligere spørgsmål for Retslægerådet fra begge parters side, er der ikke grundlag for at fastslå, at sagerne har haft et forløb, der indebærer en krænkelse af sagsøgernes ret til rettergang inden for rimelig tid. 

Landsretten tager herefter i det hele Nordjyllands Politis og Justitsministeriets påstande om frifindelse for betaling af godtgørelse over for M og Boet efter A til følge.

I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 2, bestemmes det, at sagsøgerne ikke skal betale sagsomkostninger til de sagsøgte, idet landsretten på grund af sagernes helt specielle karakter har fundet, at der foreligger særlige grunde til ikke at pålægge sagsøgerne, der har tabt sagerne, at betale sagsomkostninger til de sagsøgte.

- - -

Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 3. afdeling den 22. april 2010.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Poul Søgaard, Niels Grubbe, Henrik Waaben og Oliver Talevski.

Påstande

Appellanten M har gentaget sine påstande 1-5 således:

1) De indstævnte, Nordjyllands Politi og Justitsministeriet, skal anerkende at være ansvarlige for, at A afgik ved døden den 14. juni 2002 i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 23.15.

2) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal anerkende at være medansvarlige for, at A afgik ved døden den 14. juni 2002 i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 23.15.

3) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal anerkende, at politimæssige pligter blev tilsidesat ved håndteringen af A.

4) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal anerkende, at den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2 er blevet overtrådt.

5) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal betale 50.000 kr. for ikke-økonomisk skade m.v. til M eller et mindre beløb efter rettens skøn.

De indstævnte, Nordjyllands Politi og Justitsministeriet, har over for påstand 1-4 principalt påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse.

Nordjyllands Politi har over for påstand 5 principalt påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse, mere subsidiært betaling af et mindre beløb.

Justitsministeriet har over for påstand 5 principalt påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Appellanten Boet efter A har påstået, at Nordjyllands Politi skal betale en godtgørelse på 50.000 kr. for ikke-økonomisk skade til boet eller et mindre beløb efter rettens skøn.

Nordjyllands Politi har heroverfor principalt påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for Højesteret fremlagt uddrag af bogen »Hævet over mistanke« af Michael Klint og Christian Andersen, manuskript til Danmarks Radios dokumentarudsendelse »Under anklage« fra serien »Magtens billeder« og manuskript til Danmarks Radios udsendelse »Hævet over mistanke«. Endvidere er fremlagt en e-mail af 12. januar 2011 fra professor, dr.med. Jørgen Lange Thomsen til advokat Tyge Trier.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af C samt supplerende forklaring af D og E.

C har forklaret bl.a., at han og A er barndomskammerater fra Løgstør. De var således meget sammen, indtil A blev 15-16 år. Som helt unge var de lidt af nogle ballademagere. Han husker, at de blev taget for tyveri af nogle knallerter, og at det var D, der havde med sagen at gøre hos politiet. Han mener ikke, at E havde med den sag at gøre, men han vidste, hvem E var. Han var ligesom A til stede ved Løgstør Hallen den 14. juni 2002. Han så, at der kom to betjente til stede, og at de efter et stykke tid gik hen i retning af A. C sagde til A, at nu måtte han hellere tage derfra, for ellers ville han blive taget. Årsagen til, at han sagde sådan, var, at de havde retning direkte mod A. Han hørte den ene af betjentene, D, sige: »A, vi skal tale med dig«. Herefter gik betjentene sammen med A op imod deres bil, der stod ca. 50 meter væk. Han og flere andre, herunder hans kæreste og en person, der hedder F, fulgte med op imod politibilen. Ved politibilen opstod der noget tumult mellem A og betjentene. Herefter forsøgte betjentene at få håndjern på A, og hele situationen eskalerede. A ville ikke gå med til, at han skulle have håndjern på, og ville ikke tage med betjentene. Han oplevede, at betjentene var brutale over for A, idet de tog hårdt fat i ham og vred hans arm voldsomt rundt, hvorefter de fik ham ned at ligge på maven. Han var lige ved at træde til for at hjælpe A, men hans kæreste sagde til ham, at han skulle lade være. Han vil anslå, at hele episoden - fra politiet henvendte sig til A, til de kørte derfra med ham - tog ca. 5 minutter. Han husker ikke at have hørt A råbe skældsord efter betjentene, men nok, at han »s'gu« ikke ville med dem. A forsøgte at komme væk derfra. Han har ikke set A slå ud efter eller slå betjentene, men han har set ham svinge med armene, idet betjentene forsøgte at få fat i dem. Anledningen til, at politiet kom til stede, var, så vidt han opfattede det, at der havde været noget tumult tidligere under byfesten. Da de gik op imod politibilen, gik han et par meter bag ved betjentene og A. Han kunne ikke høre en eventuel samtale imellem dem. Ved bilen stod han 4-5 meter fra A og betjentene. Han undrer sig over, at han ikke tidligere er blevet afhørt til brug for sagen. 

D har forklaret bl.a., at han 5-6 år før 2002 ved Løgstør Politi havde haft en knallertsag mod A. Han genkendte ikke A til at begynde med, da de henvendte sig til ham ved Løgstør Hallen. Han præsenterede sig som K, og D kendte ham alene som A. Han kunne desuden ikke genkende ham, idet han havde ændret sig siden knallertsagen. Han blev på et tidspunkt under forløbet ved Løgstør Hallen klar over, at der var tale om den samme A. Når vagthavende i Løgstør, G, i anmeldelsesrapport af 15. juni 2002 har skrevet: »anholdtes ID er ikke fastlagt, men muligt K«, er der alene tale om, at G skrev de oplysninger, han havde fået over radioen fra dem. Det er ikke sikkert, at de på det tidspunkt havde meddelt til G, at de var blevet klar over, at rette identitet var A/K.

På rastepladsen lagde de ham i aflåst sideleje, da han ikke længere gjorde modstand. Da A holdt op med at gøre modstand og blev slap, snakkede og råbte de til ham. Han tror, at de begge råbte til ham, men husker ikke i dag, hvad der skete i detaljer. Der var også en af dem, som vred hans øre eller næse, men han husker ikke hvem. Der var ingen reaktion, og de lagde ham som nævnt i aflåst sideleje. De var i tvivl om, hvorvidt han simulerede, og bange for, at han eventuelt ville gå til angreb igen. De rekvirerede en ambulance, fordi han virkede til at være livløs eller bevidstløs. Han husker ikke, om de havde en nærmere dialog om at tilkalde en ambulance, men det kan de meget vel have haft. De mente, at de kunne mærke puls, og de kunne se brystkassen hæve og sænke sig. På den baggrund skønnede de det ikke aktuelt at give kunstigt åndedræt eller anden førstehjælp. Efter at de havde lagt ham i aflåst sideleje, opholdt de sig begge lige ved siden af ham, mens de afventede, at ambulancen skulle komme. Han har i tjenesten været på førstehjælpskurser, men han husker ikke nærmere, hvornår det var. Han kan godt have været med på et førstehjælpskursus, der blev afholdt af Falck i Aalborg i Rørdal i 2000. Når der i kursusmateriale fra Nordjyllands Amt/Falck Aalborg er anført »nødbehandlerens 5 hovedpunkter«, er det ikke noget, han i dag har en klar erindring om. Han var klar over, at hvis en person ligger ubevægelig, er det et alarmerende signal, og at man bør undersøge personen ved at tale højt til den pågældende og påføre ham smerte. Han har i forbindelse med førstehjælpskurser i tjenesten lært kunstigt åndedræt og også prøvet dette i praksis med en dukke. Mens de afventede, at ambulancen skulle komme, og A lå i aflåst sideleje, holdt de øje med åndedræt og puls. Det var efter hans opfattelse ikke nødvendigt at undersøge A's svælg, idet han lå i aflåst sideleje. Hvis han havde kastet op, ville opkast og slim have kunnet løbe ud af munden på ham. Han husker ikke, om han har undersøgt A's luftveje. I hele perioden fra de havde ringet efter ambulancen, til den kom til stede, sad de ved siden af A. Han har ikke hørt en af redderne sige, at anholdte var død. Han og E var til møde hos advokat Peder Fihl i Aalborg, umiddelbart inden de blev afhørt hos statsadvokaten. Han husker ikke i dag, hvad de talte om under mødet, som, så vidt han husker, varede en halv til en hel time. Advokaten havde de fået stillet til rådighed af Politiforbundet, idet han skulle følge dem til afhøringen ved statsadvokaten.

E har forklaret bl.a., at han, forinden mødet med advokat Peder Fihl, blev afhentet på sin bopæl af D. Han bor i Hasseris, hvor også advokat Fihl har kontor, så køreturen sammen med D tog kun kort tid. Han husker ikke i dag, hvad de talte om, men de har formentlig snakket om deres oplevelse på rastepladsen dagen forinden. Efter mødet med Peder Fihl kørte de direkte til statsadvokaten, hvor også Peder Fihl var til stede under afhøringen. Mødet med advokaten var ganske uformelt. Der fandt en samtale sted, som de alle deltog i. Han mener også, at deres tillidsmand var til stede, men er ikke sikker på det. Der var ikke tale om, at de enkeltvis og i enrum havde en samtale med advokaten.

På rastepladsen kunne han mærke puls på anholdtes håndled. Årsagen til, at de tilkaldte ambulancen, var, at anholdte først havde været vild og efterfølgende blev helt rolig. De tilkaldte ambulancen for en sikkerheds skyld. Han husker ikke i dag, om han tog pulsen på anholdtes venstre eller højre håndled. Han har løbende været på kurser i førstehjælp. Han husker ikke, om han har været på kursus i Rørdal i 2000, men det kan han godt have været. I forbindelse med de løbende kurser i førstehjælp har han også lært nærmere om kunstigt åndedræt og udført dette i praksis på en dukke. Dette er sket flere gange. Forevist kursusmateriale fra »kursus i nødbehandling/førstehjælp« fra Nordjyllands Amt/Falck Aalborg mener han at have fået den pågældende undervisning. Når han har været på kursus i førstehjælp, har der været tale om holdundervisning. I perioden fra de rekvirerede ambulancen, til den kom til stede, var de hos A på pladsen og observerede ham. De var i perioden i tvivl om, hvorvidt han simulerede eller ej.

Højesterets begrundelse og resultat
Spørgsmålet om afvisning af M's påstand 5

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at Nordjyllands Politis påstand om afvisning af M's betalingspåstand 5 ikke er taget til følge.

Spørgsmålet om afvisning af M's påstand 4

Højesteret finder, at M's anerkendelsespåstand 4 er så generelt formuleret, at den er uegnet til at blive taget under pådømmelse som selvstændig påstand, og det tiltrædes, at påstanden er blevet afvist. Det bemærkes herved, at påstanden vil blive prøvet som et anbringende for påstand 5 (betalingspåstanden).

Spørgsmålet om afvisning af M's påstande 1-3

Højesteret finder, at en afgørelse af M's anerkendelsespåstande 1-3 over for Nordjyllands Politi og Justitsministeriet ikke har betydning for hendes retsstilling i andre henseender end vedrørende påstand 5. Højesteret tiltræder derfor, at anerkendelsespåstandene 1-3 er blevet afvist. Det bemærkes herved, at anerkendelsespåstandene vil blive prøvet som anbringender for påstand 5.

Spørgsmålet, om Justitsministeriet er rette sagsøgte i forhold til M's påstand 5

Såvel Nordjyllands Politi som statsadvokaten og Rigsadvokaten er statslige myndigheder under Justitsministeriet, og det er statskassen, som den økonomiske forpligtelse vil påhvile, hvis M får medhold i sin betalingspåstand. Højesteret frifinder herefter ikke Justitsministeriet med den begrundelse, at ministeriet ikke er rette sagsøgte.

Tre dommere - Poul Søgaard, Henrik Waaben og Oliver Talevski - udtaler herefter:

Målestokken for bedømmelsen af begivenhedsforløbet

Hvis en person, der er ved godt helbred, anholdes af politiet og efterfølgende afgår ved døden, mens vedkommende er i politiets varetægt, har staten pligt til at fremkomme med en plausibel forklaring på de begivenheder, der førte frem til dødsfaldet, jf. herved bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. september 2002 i sag nr. 38361/97, Anguelova mod Bulgarien, præmis 110.

Som anført af landsretten må bevisbyrden i tilfælde af dødsfald i politiets varetægt, hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der er sket, hvile på myndighederne, i den forstand at de må komme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på indtrådte skader og dødsfald, jf. herved bl.a. dom af 4. august 2001 i sag nr. 24746/94, Hugh Jordan mod Storbritannien, præmis 103.

Vi finder, at begivenhedsforløbet i denne sag, der førte til A's dødsfald i politiets varetægt, skal vurderes i lyset af det anførte. Vi tiltræder herved, at myndighederne er forpligtet til at komme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på forløbet under kørslen og på rastepladsen, der resulterede i A's dødsfald, og hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der er sket.

Anholdelsen

Landsretten har lagt til grund, at anholdelsen af A blev iværksat, da denne havde slået ud efter E, at A gjorde modstand under anholdelsen, og at det derfor var nødvendigt at udøve magt for at gennemføre anholdelsen. Bevisførelsen for Højesteret, herunder C's forklaring, giver efter vores opfattelse ikke grundlag for en anden vurdering.

Vi finder herefter, at anholdelsen af A var lovlig, og at betjentene ikke anvendte fysisk magt ud over, hvad der var absolut nødvendigt for at anholde A.

Forløbet under kørslen

Bevisførelsen for Højesteret giver efter vores opfattelse ikke grundlag for at tilsidesætte den bevisvurdering om forløbet under kørslen, som landsretten har foretaget.

Vi finder herefter, at betjentene under kørslen ikke anvendte fysisk magt over for A i videre omfang end absolut nødvendigt med henblik på at bringe ham til detentionen i Aalborg.

Forløbet på rastepladsen, inden A mistede bevidstheden

Af de grunde, landsretten har anført, tiltræder vi, at det ikke var en fejl at tage A ud af bilen. Vi tiltræder endvidere, at det var absolut nødvendigt med magt at lægge ham ned på jorden i et såkaldt bugleje for at pacificere ham. Det gælder, selv om han stadig havde hænderne fastgjort med håndjern på ryggen. Vi tiltræder også, at han kun ganske kortvarigt var lejret i bugleje, inden han mistede bevidstheden, og at det ikke kan lægges til grund, at D har udøvet et tryk i videre omfang end forklaret af ham. Vi lægger heller ikke til grund, at de fundne hudafskrabninger i panden på A viser, at der under den kortvarige buglejring af ham blev anvendt magt i videre omfang end absolut nødvendigt. Vi finder, at det ikke gik ud over, hvad der var absolut nødvendigt, at E efter sin egen forklaring slog A med en knippel én gang på låret og forsøgte at iværksætte en benlås på ham. Det tiltrædes, at det ikke kan lægges til grund, at en benlås faktisk blev etableret. Endelig tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, at dødsfaldet indtrådte alene på grund af iltmangel som følge af buglejring og fastholdelse af A, men at det ikke kan udelukkes, at iltmangel har været en medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet.

Vi finder herefter, at myndighederne har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på begivenhedsforløbet. Dette gælder, selv om det ikke har været muligt for Retslægerådet at fastlægge den endelige dødsårsag.

Sammenfattende er vi enige med landsretten i, at der ikke er grundlag for at fastslå, at politiet på rastepladsen, inden A mistede bevidstheden, har handlet ansvarspådragende eller krænket artikel 2 i den europæiske menneskerettighedskonvention, herunder ved at anvende magt over for A i videre omfang end absolut nødvendigt.

Forløbet på rastepladsen, efter at A mistede bevidstheden

Efter EKG-udskriften blev der første gang givet strømstød kl. 23.19.54, og udskriften viste da manglende elektrisk aktivitet (hjertestop). Retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 1 udtalt, at rådet ikke har lægeligt materiale til at kunne sige noget om varigheden af hjertestoppet forud for optagelsen af EKG. Det fremgår af falckredder Bernt Holsts forklaring, at han - da A lå på båren - så, at han var blåfarvet på overkroppen og hovedet. Det var første gang, at blåfarvning blev observeret. Dette skal sammenholdes med, at ambulancen ankom til rastepladsen ca. kl. 23.13, og at Bernt Holst efter sin forklaring - før A blev lagt på båren - indledte med en klinisk undersøgelse af A, men ikke kunne mærke puls eller se tegn på vejrtrækning, hvorefter han gav førstehjælp. Det fremgår endvidere af forklaringerne fra Retslægerådets repræsentanter, overlæge Stig Haunsø og professor Torsten Toftegaard Nielsen, at blåfarvning kommer 5-6 minutter efter hjertestop. Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, hvornår hjertestoppet indtrådte, herunder om A havde fået hjertestop allerede omkring kl. 23.06, da E og D tilkaldte en ambulance. Der er efter vores opfattelse heller ikke grundlag for at fastslå, at hjertestoppet var indtrådt før ambulancens ankomst, eller at det var indtrådt på et sådant tidspunkt før ambulancens ankomst, at det var muligt for betjentene at konstatere hjertestoppet og iværksætte yderligere førstehjælp.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, finder vi, at E og D ikke handlede ansvarspådragende ved ikke at iværksætte yderligere førstehjælp efter at have løsnet håndjernene, etableret aflåst sideleje og tilkaldt en ambulance. Heller ikke bevisførelsen for Højesteret giver således grundlag for at forkaste betjentenes forklaringer om, at de mærkede puls og iagttog livstegn hos A, samt at de, mens de ventede på ambulancen, nøje observerede A ved at opholde sig tæt ved ham på jorden. Det kan efter vores opfattelse ikke føre til et andet resultat, at ingen af betjentene i den foreliggende situation lyttede til A's mund og næse for at undersøge åndedrættet.

Vi tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastslå, at betjentene H og I har udvist en adfærd, der er ansvarspådragende.

Efter det anførte har vi heller ikke grundlag for at fastslå, at en eller flere af de fire betjente har handlet i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2. Det bemærkes herved, at myndighederne efter vores opfattelse har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på forløbet på rastepladsen, efter at A mistede bevidstheden. Dette gælder, selv om tidspunktet for hjertestoppets indtræden ikke kan fastlægges præcist.

Undersøgelsen

Vi er enige med landsretten i, at det er egnet til at svække offentlighedens tillid til statsadvokatens første undersøgelse, at E og D havde mulighed for at samstemme deres forklaringer, inden de blev afhørt af statsadvokaten dagen efter dødsfaldet, og at vurderingen af forklaringerne derfor må ske i lyset heraf. Af de grunde, landsretten har anført, har vi imidlertid efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fastslå, at statsadvokatens undersøgelse som følge heraf har været uegnet til at afdække spørgsmålet om at indlede strafferetlig forfølgning mod de involverede betjente, herunder bedømme, om der havde fundet magtanvendelse sted i strid med artikel 2.

Herefter og af de grunde, som landsretten i øvrigt har anført, tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der i relation til undersøgelserne af omstændighederne ved dødsfaldet er sket krænkelse af artikel 2.

Sagsbehandlingstiden

Vi tiltræder, at spørgsmålet om, hvorvidt artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention om rettergang inden for rimelig tid er krænket, skal vurderes i lyset af tidsforløbet fra sagernes anlæg henholdsvis den 5. september 2006 og den 7. august 2007.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, at sagerne under landsrettens behandling har haft et forløb, der indebærer krænkelse af appellanternes ret til rettergang inden for rimelig tid.

Vi finder heller ikke, at forløbet under Højesterets behandling af sagen indebærer en krænkelse af appellanternes ret til rettergang inden for rimelig tid.

På denne baggrund, og da det, som appellanterne i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, stemmer vi for at stadfæste dommen.

Dommerne Per Walsøe og Niels Grubbe udtaler:

Vi er enige i det, der er anført af flertallet om målestokken for bedømmelsen, om anholdelsen og forløbet under kørslen samt om undersøgelsen og sagsbehandlingstiden.

I tilfælde, hvor myndighederne lovligt og ved en i øvrigt forsvarlig optræden anvender en fremgangsmåde eller skaber en tilstand, der rummer betydelige risici for skadeforvoldelse, må myndighederne foretage det fornødne for at forebygge, at fremgangsmåden eller tilstanden udløser skade.

Vi er som anført enige i, at det er myndighederne, der skal fremkomme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på det forløb, der førte til, at A døde, mens han var i politiets varetægt efter anholdelsen, hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der skete. Vi finder, at kravet om, at forklaringen skal være tilfredsstillende og overbevisende, skal ses på baggrund af den nævnte strenge norm for kravene til myndighedernes handlemåde i en sådan situation.

Om forløbet på rastepladsen

Som fastslået af flertallet og landsretten i overensstemmelse med Retslægerådets svar på spørgsmål 1 a og 1 b er det ikke muligt at fastslå den endelige dødsårsag, men der er holdepunkter for at antage, at det uventede hjertestop skyldtes voldsom fysisk aktivitet sammen med indtagelse af alkohol og cannabis samt iltmangel forårsaget af hæmmet vejrtrækning, fordi A i en periode lå på maven med armene fikseret på ryggen. Retslægerådet har endvidere anført, at det ikke kan udelukkes, at iltmanglen har været medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet. Der er herved henvist til, at A var overvægtig, og til, at den nedsatte vejrtrækning er særlig farlig for en hyperaktiv person, der har et øget iltforbrug og en udtrættet muskulatur.

Retslægerådet har endvidere i svaret på spørgsmål C anført, at der ikke foreligger nogen lægelige oplysninger om betydningen af eventuelle sygdomme forud for hjertestoppets indtræden. Vi tillægger det væsentlig betydning, at der i forhold til Retslægerådets udsagn om de samvirkende årsager til hjertestoppet ikke af Retslægerådet eller på anden måde er påvist andre årsager.

Der foreligger ikke sikre oplysninger om, hvornår hjertestoppet indtrådte. Hverken oplysninger om EKG eller blåfarvning giver sikkert holdepunkt for, at det var indtrådt væsentligt før ambulancens ankomst til rastepladsen ca. kl. 23.13, men disse oplysninger taler på den anden side heller ikke imod, at det kan være indtrådt tidligere. Bevidstløsheden var indtrådt før kl. 23.06, hvor ambulancen blev tilkaldt. Retslægerådet har på spørgsmål 7 svaret, at bevidstløshed indtræder 5-10 sekunder efter hjertestop. Vi bemærker, at der ikke foreligger nogen oplysninger om, at bevidstløsheden havde anden årsag end hjertestoppet. Dette taler isoleret set for, at hjertestoppet var indtrådt før kl. 23.06.

Rigspolitiets daværende lærebog i politiets teknikker angav i et afsnit om benlås - som ikke blev etableret her - at et kraftigt ikke ganske kortvarigt tryk på brystkassen kan være farligt under bugleje, og at det tilrådes, at der ved enhver form for pacificering, hvor anbringelse i bugleje finder sted, foretages nøje observation af puls og vejrtrækning.

En daværende vejledning om førstehjælp udgivet af Nordjysk Politi og Falck til brug for politiet angiver, at bevidstløse personer hjælpes ved at skaffe frie luftveje, at undersøge mund og svælg for fremmedlegemer og at lytte ved mund og næse, om personen trækker vejret. Proceduren ved akutbehandling, der er foreskrevet i tilfælde, hvor den bevidstløse ikke trækker vejret, er angivet ved fire trin, således at man fortsætter til næste trin, hvis et trin er negativt. Første trin omfatter kontrol af bevidsthed, andet trin kontrol af åndedræt og eventuelt kunstigt åndedræt, tredje trin omfatter kontrol af puls ved undersøgelse på begge sider af halsen og fjerde trin hjertemassage og fortsat kunstigt åndedræt.

I en senere udgave af politiets lærebog er angivet, at buglejring kun bør benyttes i kort tid ad gangen. Betydningen af overvægt, fysisk aktivitet og spirituspåvirkning er i forbindelse med udsendelsen af den senere udgave understreget ved en indskærpelse af, at buglejring af overvægtige personer, der eventuelt tillige er hyperaktive og/eller påvirkede, skal være af så kort varighed som muligt.

Om forløbet på rastepladsen lægger vi til grund, at A med magt blev lagt i bugleje, og at der i den forbindelse var en betydelig fysisk aktivitet, idet han, der også forinden havde været aggressiv og sparkende og gjort voldsom modstand, modsatte sig magtanvendelsen og forsøget på at iværksætte benlås. Han blev holdt nede ved et tryk på højre skulder og fik et slag med politistav på låret. Der er ikke præcise oplysninger om, hvor længe A lå i bugleje, før han mistede bevidstheden, men vi lægger til grund, at det ikke var langvarigt.

Betjentene har forklaret, at da A lå stille, overvejede de, om han simulerede. Da han blev ved med at ligge stille og ikke reagerede, blev de klar over, at han havde mistet bevidstheden, og lagde ham i låst sideleje og fjernede håndjernene. De tog puls ved håndleddet og ifølge den ene betjent muligvis tillige på halsen, og de mente at kunne mærke puls. Retslægerådet har som svar på spørgsmål 8 oplyst, at det kan være vanskeligt at føle puls hos en person med kraftig overvægtig underarm, og at det ikke er ualmindeligt, at lægfolk forveksler deres eget pulsslag i fingrene med den undersøgtes eventuelle manglende puls. De kunne begge se A's brystkasse hæve og sænke sig og den ene betjent tillige, at han bevægede hoved eller mund. Ingen af betjentene tog imidlertid hovedet ned til hans mund og næse for at tjekke åndedrættet.

Ved bedømmelsen af forløbet må det efter vores opfattelse yderligere tages i betragtning, hvad der var baggrunden for anholdelsen, og at forholdene på rastepladsen var rolige, selv om A var stor og reagerede voldsomt, samt at betjentene ikke havde andre opgaver at tage vare på.

På baggrund af det anførte finder vi, at myndighederne - selv om betjentene gjorde, hvad de i situationen vurderede som det rigtige - ikke har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på det forløb på rastepladsen, som førte til A's død.

Som følge af flertallets stemmeafgivning finder vi ikke anledning til at tage konkret stilling til de to nedlagte betalingspåstande.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Højesteret finder, at der foreligger sådanne særlige grunde, at appellanterne ikke skal betale sagsomkostninger for Højesteret til de indstævnte, jf. retsplejelovens § 312, stk. 2.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.