UfR 1997.776 HD

 

H.D. 24. marts 1997 i sag II 438/1996
Rigsadvokaten mod A (adv. Erik Jørgensen, Viborg, e.o.).


Retten i Aalborgs dom 14. november 1995 (10. afd.).

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, har A i henhold til retsplejelovens § 1018 a, jf. § 1018 d, fremsat krav om erstatning på 378.350 kr. med rente fra kravets fremsættelse den 10. april 1995. Sigtelsen var oprindelig rejst for medvirken til forsøg på manddrab ved fredag den 2. september 1994 kl. ca. 22.15 i forening med - - -, som er erstatningssøgendes bror, og efter forudgående aftale at have forsøgt at dræbe - - - med en kødøkse. Ved Aalborg Rets 4. afdelings dom af 8. februar 1995 blev begge idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246. Ved Vestre Landsrets dom af 29. marts 1995 blev erstatningssøgende frifundet. Rigsadvokaten har den 14. juli 1995 truffet afgørelse i erstatningssagen, hvori det bl.a. hedder:
»...
Under henvisning til at deres klient undløb fra gerningsstedet efter at have overværet at forurettede blev slået med en økse, at episoden fandt sted i Deres klients lejlighed, og at Deres klient undlod at rette henvendelse til politiet førend 3 dage efter episoden, finder jeg, at Deres klient, da han meldte sig selv til politiet, til en vis grad måtte kunne påregne, at han ville blive anholdt og frihedsberøvet. Jeg finder derfor, at Deres klient delvist selv har givet anledning til frihedsberøvelsen, og jeg har derfor fundet, at en erstatning bør nedsættes med en 1/3 del, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Der henvises i den forbindelse til den i Anklagemyndighedens Årsberetning 1988 p. 42 refererede sag RA 324/87.

Erstatningsbeløbet fremkommer herefter således:

 

Under henvisning til at Deres klient indtil den 30. december 1994 var sigtet for drabsforsøg har jeg fundet, at beløbet kan forhøjes med 100% til 129.336 kr., jf. Anklagemyndighedens Årsberetning 1993 p. 14.
Jeg har ikke fundet grundlag for at forhøje erstatningen yderligere, og jeg har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at Deres klient har fået psykiske mén af fængselsopholdet. Der henvises herunder til en i forbindelse med sagen udfærdiget erklæring af 3. november 1994 fra Psykiatrisk Hospital i Århus, hvoraf det blandt andet fremgår at Deres klient har udtalt, at han ikke har psykiske gener af varetægtsfængslingen.
Jeg har endelig ikke fundet grundlag for at yde erstatning for økonomisk tab. Jeg har herved lagt vægt på, at De ikke har redegjort for, hvilket tab det drejer sig om, ligesom kravet i øvrigt er udokumenteret.
Politimesteren i Aalborg er i dag anmodet om at anvise Dem det nævnte beløb.
...«
Det er under sagen oplyst, at der den 26. juli 1995 er anvist erstatningssøgende 129.336 kr. i overensstemmelse med den af Rigsadvokaten foretagne erstatningsopgørelse.
Erstatningssøgende har under sagen afgivet forklaring, hvorom der henvises til retsbogen.

Anklagemyndigheden har under sagen gjort gældende, at det i overensstemmelse med retsbogens udvisende må lægges til grund, at erstatningssøgende kun har været isoleret i 13 dage, at erstatningen bør nedsættes i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, da erstatningssøgende selv har givet anledning til varetægtsfængsling, at den herefter fastsatte erstatning højst bør forhøjes med 100% i forhold til de af Rigsadvokaten fastsatte takster. Anklagemyndigheden har herunder nærmere henvist til, at det af retsbøgerne fremgår, at erstatningssøgende var isoleret i 13 dage, og det således alene hviler på en uunderbygget antagelse fra forsvareren, at der skulle være tale om 14 dage.
Vedrørende spørgsmålet om nedsættelse af erstatningen har anklagemyndigheden nærmere henvist til de af Rigsadvokaten anførte momenter, herunder at erstatningssøgende undløb fra gerningsstedet efter at have overværet, at forurettede blev slået med en økse, og at episoden fandt sted i erstatningssøgendes lejlighed, at at der derefter forløb et tidsrum frem til den 6. september kl. 16.30, inden der skete anmeldelse til politiet.
Vedrørende spørgsmålet om forhøjelse af erstatningen har anklagemyndigheden nærmere henvist til, at der allerede er sket en hensyntagen til sigtelsen og sagens karakter i den tilbudte erstatning, idet denne i forhold til taksterne er forhøjet med 100%, hvilket anklagemyndigheden kan tilslutte sig.

Erstatningssøgende har gjort gældende, at der ikke er anledning til at nedsætte erstatningen, og at det derefter fastsatte takstmæssige erstatningsbeløb bør forhøjes med 4 gange. Ligeledes har erstatningssøgende gjort gældende, at det har formodningen imod sig, at erstatningssøgende ikke allerede i forbindelse med fængslingen blev isoleret, således at erstatningen for isolation bør fastsættes til 14 dage.
Erstatningssøgende har vedrørende spørgsmålet om erstatningens nedsættelse nærmere henvist til retsplejelovens § 1018 d, stk. 2, og gjort gældende, at erstatningssøgende ikke ved sit forhold under sagen har givet anledning til domfældelsen, og at der ikke er udvist relevant egen skyld. I anden række har erstatningssøgende gjort gældende, at det må lægges til grund, at erstatningssøgende ikke er undløbet, fra stedet, og at den omstændighed, at episoden fandt sted i erstatningssøgendes lejlighed, ikke kan tillægges nogen betydning. Den omstændighed, at erstatningssøgende først anmeldte det skete, efter at han havde haft lejlighed til at tale med sin broder, der siden hen blev dømt for forbrydelsen, kan ikke bebrejdes erstatningssøgende.
Vedrørende spørgsmålet om erstatningens udmåling har erstatningssøgende nærmere henvist til, at de af Rigsadvokaten anvendte takster for erstatning ikke kan anvendes i forbindelse med længerevarende frihedsberøvelser. Der har under sagen været tale om frihedsberøvelse i over et halv år, og dette medfører, at der må udmåles en højere erstatning. Dertil kommer, at erstatningssøgende er udlænding og kun i begrænset omfang behersker dansk og således må have følt det som særligt byrdefuldt at have været frihedsberøvet for en forbrydelse, han siden hen frifindes for.

Rettens bemærkninger:

Vedrørende spørgsmålet om nedsættelsen af erstatningen lægger retten til grund, at erstatningssøgende og dennes broder via deres advokat rettede henvendelse til politiet den 6. september 1994. Retten finder ikke, det kan bebrejdes erstatningssøgende, at han først ønskede at tale med en advokat, inden henvendelse til politiet fandt sted. Ligeledes finder retten det ikke bevist, at erstatningssøgende undløb fra gerningsstedet efter at have overværet episoden, men retten må på baggrund af de afgivne forklaringer lægge til grund, at erstatningssøgende prøvede at kalde sin broder tilbage og derefter på ny indfandt sig i lejligheden for kort efter at forlade denne. At erstatningssøgende i den efterfølgende periode holdt sig borte fra lejligheden af frygt for repressalier iværksat af forurettedes brødre, findes ikke at kunne bebrejdes erstatningssøgende, ligesom den omstændighed, at begivenheden fandt sted i erstatningssøgendes lejlighed, ikke i sig selv findes at være et moment, der kan bebrejdes erstatningssøgende. Retten finder herefter ikke, at der er udvist en sådan adfærd, at erstatningssøgende selv har givet anledning til varetægtsfængslingen.
Vedrørende spørgsmålet om erstatningens størrelse finder retten, at udgangspunktet bør tages i de i administrativ praksis fastlagte takster. Efter sigtelsens alvor og karakter finder retten, at erstatningen herefter bør forhøjes med 100%.
Vedrørende spørgsmålet om varigheden af isolationen lægger retten i overensstemmelse med retsbøgernes udvisende til grund, at isolationen har varet i 13 døgn.
Retten finder herefter, at erstatningen bør fastsættes til 194.000 kr. med renter som påstået og med fradrag af det af Politimesteren i Aalborg den 26. juli 1995 anviste beløb.

Vestre Landsrets dom 11. september 1996 (6. afd.)
(Ole Unmack Larsen, Ida Heide-Jørgensen og Helle Bertung).
Den indankede dom er afsagt den 14. november 1995 af retten i Aalborg, 10. afdeling.
Også for landsretten er sagen behandlet under medvirken af domsmænd.

Erstatningssøgende har gentaget sin påstand for byretten.
Anklagemyndigheden har gentaget sin påstand for byretten og har subsidiært påstået stadfæstelse.
Der er for landsretten enighed om, at erstatningssøgende har været isoleret i 13 dage.
Af en erklæring af 3. november 1994, udarbejdet af overlæge Niels Nielsen, Psykiatrisk Hospital i Århus, fremgår bl.a.:
»A indvilgede velvilligt i samtalen, under hvilken han imidlertid utvetydigt gentagne gange tilkendegav, at han ikke ønskede at medvirke ved mentalundersøgelsen. Hans begrundelse var, at han ikke mener, han er psykisk syg, og at han desuden finder sigtelsen forkert, »da han jo befandt sig i badeværelset, da det skete, hvilket hans bror jo også har belvræftet«. A holder venligt, men bestemt fast ved sin beslutning, »selv om det er bestemt ved Landsretten«, »så må politiet jo tage ham i Højesteret, hvis de finder det nødvendigt«.
Jeg har gennemlæst sagsakterne og tilkendegivet dette over for A, der finder det i orden, at jeg refererer mit indtryk af ham ved samtalen i forbindelse med ovenstående meddelelse.
A bekræfter, at han havde det psykisk skidt i 1986, efter at han rejste til Danmark, efter at han var løsladt fra fængslet, hvor han var underkastet tortur. Han havde i 1986 6 samtaler med en psykolog, i forbindelse med hvilket han fik det bedre. Siden er torturoplevelserne trængt i baggrunden, og det er nu kun sjældent, han tænker derpå. Han sover godt om natten og er psykisk velbefindende, fraset han har det skidt med at sidde i arresten i forbindelse med nuværende sag, som naturligvis bekymrer ham, men dog ikke således, at han ej heller tåler at sidde i arresten eller kommer til at fejle noget psykisk deraf. Adspurgt om andre psykiske gener eller torturfølger inclusiv fysisk sygdom, benægter A symptomer herpå. Han siger, at han har det godt. ...«
Erstatningssøgende har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans og har supplerende forklaret, at han forlod lejligheden for at lede efter broderen, der ikke var kendt i området. Det kan godt være, at han efterlod hoveddøren åben. Da han ikke kunne finde broderen, tog han direkte ud til forældrene, og han var ikke forinden tilbage i lejligheden. Han var i 1985 fængslet i sit hjemland og var herunder udsat for tortur. Han er derfor bange for politiet. Da han blev fængslet i Danmark, blev han bange og fik angstsymptomer, og han har fortsat problemer bl.a. med at sove.
Erstatningssøgende har vedrørende spørgsmålet om erstatningens udmåling for landsretten bl.a. gjort gældende, at erstatningen ikke bør udmåles efter de af Rigsadvokaten anvendte takster eller et multiplum heraf. Erstatningssøgende har været frihedsberøvet i over et halvt år, og erstatningen må derfor fastsættes skønsmæssigt.

Landsretten udtaler:
Af de grunde, som er anført af byretten, tiltrædes det, at erstatningssøgende ikke selv har givet anledning til varetægtsfængslingen.
Tre voterende udtaler herefter:
I sagen, hvori der i anledning af en meget alvorlig forbrydelse er sket frihedsberøvelse af så lang varighed som i det foreliggende tilfælde, bør der ved fastsættelsen af erstatningen kun tillægges de forholdsvis lave takster, der er fastsat af Rigsadvokaten, vejledende betydning.
På baggrund af frihedsberøvelsens, herunder isolationens varighed, de påsigtede forbrydelsers karakter og de følger, som frihedsberøvelsen må antages at have haft for erstatningssøgende, stemmer disse voterende for at tillægge erstatningssøgende en erstatning, som passende kan fastsættes til 250.000 kr.
Tre voterende kan tiltræde, at udgangspunktet for beregningen af erstatningens størrelse under de foreliggende omstændigheder bør tages i de i administrativ praksis fastlagte takster, og at erstatningen herefter er fastsat som sket. Disse voterende stemmer derfor for at stadfæste dommen.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen forhøjes erstatningen til 250.000 kr.
- - -

Højesterets dom.
Vestre Landsrets dom er anket af Rigsadvokaten med påstand om, at erstatningen nedsættes til 194.000 kr., subsidiært til et højere beløb, men mindre end 250.000 kr.
Den erstatningssøgende, A, har gentaget sin påstand om erstatning på 378.350 kr., subsidiært påstået tilkendelse af et mindre beløb, men større end 250.000 kr., mere subsidiært stadfæstelse.
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Kiil, Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Blok, Jørgen Nørgaard og Børge Dahl.

I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 1/1987 hedder det bl.a.:

»Ved Højesterets dom af 20. marts 1987, U 1987.338, fastslås det, at de takstmæssigt fastsatte godtgørelsesbeløb for ikke-økonomisk skade i henhold til retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, bør reguleres under hensyn til lønudviklingen i samfundet og med udgangspunkt i reglerne i erstatningsansvarslovens § 15. På baggrund af denne højesteretsdom fastsætter jeg følgende vejledning, der træder i stedet for retningslinierne i meddelelse nr. 3/1983:
1. Krav om erstatning for ikke-økonomisk skade i henhold til retsplejelovens § 1018 a vil fremtidig kunne forventes imødekommet administrativt med de i meddelelse nr. 3/1983 anførte beløb, således at der med virkning for frihedsberøvelser fra og med den 1. april 1987 sker en regulering i overensstemmelse med principperne i erstatningsansvarslovens § 15. ...«

I Anklagemyndighedens Årsberetning 1993 side 14 hedder det bl.a.:

»Erstatning for frihedsberøvelse i anledning af en sigtelse for drab eller drabsforsøg forhøjes efter administrativ praksis nu som udgangspunkt med 100%.«
Parterne er enige om, at kravet efter anklagemyndighedens takster med tillæg af den takstmæssige forhøjelse på 100% udgør 194.000 kr.

Højesterets bemærkninger.
Da fuldbyrdelsen af den straf, som erstatningssøgende blev idømt i byretten, ikke har været påbegyndt, er der ikke grundlag for anvendelse af retsplejelovens § 1018 d som anført af erstatningssøgende.

Medmindre ganske særlige forhold kan begrunde en fravigelse, skal den samlede godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, for posterne »lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold« ydes i overensstemmelse med de administrativt fastsatte, årligt regulerede takster, som efter Højesterets opfattelse er passende.

I nærværende sag er der ikke oplyst forhold, som kan begrunde en forhøjelse af den godtgørelse på 194.000 kr., som er fastsat af byretten i overensstemmelse med taksterne.
Højesteret stadfæster derfor byrettens dom.

Thi kendes for ret:
Byrettens dom stadfæstes.
A skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.