U.1998.229H

H. K. 9. december 1997 i sag 329/1997

Anklagemyndigheden mod A (adv. Harry Tschernja, Roskilde, e.o.).

Københavns Byrets kendelse 13. januar 1997 (2. afd.).

For anklagemyndigheden mødte politiassessor Anne Birgitte Lett, advokatur C.

Den beskikkede advokat, advokat Harry Tschernja, var mødt.

Erstatningssøgende var ikke mødt.

Der fremlagdes lovlig forkyndt tilsigelse.

Anklageren gjorde rede for sagen og begærede sagen afvist under henvisning til, at erstatningssøgende ikke er mødt, jf. UFR 1987, side 903 H og princippet i retsplejelovens § 965 c, stk. 3, 2. punkt.

Den beskikkede advokat protesterede herimod og begærede sagen fremmet. Advokaten henviste til, at erstatningssøgende har bemyndiget advokaten til på erstatningssøgendes vegne at meddele samtykke til, at erstatningssagen fremmes, uanset at erstatningssøgende ikke personligt er til stede, men alene er repræsenteret af sin advokat. Såfremt der kræves dokumentation for samtykket, begærede advokaten sagen udsat – i første række til et tidspunkt, hvor erstatningssøgende ikke længere er på flugt – det vil sige, til efter han på ny er pågrebet.

Anklageren protesterede mod advokatens begæring og opretholdt påstanden om afvisning.

Sagen procederedes:

Retten optog sagen og afsagde efter forudgående rådslagning og votering sålydende

kendelse:

Da erstatningssøgende personligt er udeblevet fra retsmødet i dag, skønt stævningen lovligt er forkyndt for ham, og da det endvidere ikke kan føre til et andet resultat, at hans beskikkede advokat har givet møde, og at erstatningssøgende gennem sin advokat har meddelt samtykke til sagens behandling i erstatningssøgendes fravær, findes sagen med henvisning til Højesterets afgørelse i Ugeskrift for Retsvæsen 1987 side 903 at burde afvises.

Thi bestemmes:

Erstatningssøgende A's erstatningskrav afvises.

– – –

Østre Landsrets kendelse 27. januar 1997 (10. afd.)

(Ina Steincke, Nils Erik Jensen, Majken Johansen (kst.)).

A har påkæret Københavns Byrets 2. afd.s kendelse af 13. januar 1997 – – –, hvorefter hans erstatningskrav afvises.

Der fremlagdes kæreskrift af 22. januar 1997, hvoraf fremgår, at kærendes påstand er, at sagen hjemvises til realitetsbehandling.

I henhold til de af byretten anførte grunde

bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes.

Højesterets kendelse.

I tidligere instanser er truffet afgørelse af Københavns Byrets 2. afdeling den 13. januar 1997 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 27. januar 1997. Landsrettens kendelse er med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret.

 A har nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Københavns Byret.

Rigsadvokaten har påstået stadfæstelse.

Landsretten har henholdt sig til kendelsen.

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Pontoppidan, Poul Sørensen og Melchior.

A's advokat har gjort gældende, at Højesterets kendelse i Ugeskrift for Retsvæsen 1987 s. 903 ikke er sammenlignelig med den foreliggende sag, bl.a. fordi den erstatningssøgende i 1987-sagen hverken mødte personligt eller ved advokat. Sagen bør af byretten udsættes, indtil A, der er undveget fra varetægtssurrogat, kan møde.

Rigsadvokaten har anført, at det følger af retsplejelovens § 1018 f, stk. 3, at erstatningssagen skal behandles i strafferetsplejens former. Der findes imidlertid ikke direkte anvendelige lovregler, der regulerer spørgsmålet om den erstatningssøgendes udeblivelse. Problemet bør derfor løses efter regler, som sagens særlige karakter tilsiger. Der er tale om en reelt civilretlig tvist, hvor det må antages, at anklagemyndigheden har bevisbyrden for, at der foreligger egen skyld. Det civilretlige princip om processuel skadevirkning for den part, der ikke ønsker at deltage i sagens oplysning, kan derfor efter rigsadvokatens opfattelse ikke anvendes. Anklagemyndighedens mulighed for at bevise egen skyld vil derfor blive væsentlig forringet, hvis der ikke under sagen er mulighed for at afhøre den erstatningssøgende.

Højesterets bemærkninger.

Der er tale om en tvist af civilretlig karakter, og der er ikke straffeprocessuelle bestemmelser, der direkte kan anvendes i tilfælde, hvor den erstatningssøgende udebliver, selv om han er lovligt tilsagt, men giver møde ved sin advokat. Højesteret finder herefter, at princippet i retsplejelovens § 260 bør anvendes. Da A's beskikkede advokat var mødt i byretten og begærede sagen fremmet, var der ikke grundlag for at afvise erstatningskravet. Det tilkommer herefter byretten at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal fremmes uden A's tilstedeværelse, eller om der måtte være grundlag for at efterkomme en begæring om udsættelse af sagen på trods af, at han er udeblevet efter at være lovligt tilsagt til retsmødet. Det bemærkes herved, at retten ved en pådømmelse af sagen uden afhøring af A efter omstændighederne vil kunne tillægge hans udeblivelse processuel skadevirkning, jf. princippet i retsplejelovens § 344, stk. 2.

Thi bestemmes:

Erstatningssagen hjemvises til realitetsbehandling ved Københavns Byret.