Forord

Til Folketinget og Justitsministeren
Efter retsplejelovens § 1021 h skal Rigsadvokaten afgive en årlig beretning om behandlingen af de sager, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c. Det drejer sig om behandlingen af klager over politipersonalets
adfærd i tjenesten, behandlingen af straffesager imod
politipersonale samt undersøgelser af tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
I overensstemmelse hermed afgiver jeg herved beretning for året 1998.
I beretningen er medtaget politiklagenævnenes delberetninger.
København, april 1999
Henning Fode

Afsnit 1.
Rigsadvokatens indledning

1.1. Foreløbig evaluering af politiklagenævnsordningen

1.1.1. Indledning

Tilgangen af nye sager hos statsadvokaterne har været stabil i beretningsåret og har ligget på samme niveau som i 1997. Det vil sige, at den stabilisering af sagsantallet, der viste sig i løbet af efteråret 1996 er fortsat i både 1997 og 1998. Sagstallet ligger således på et månedligt gennemsnitligt niveau svarende til godt 50 sager på landsplan.
Jeg anførte i min beretning for 1997, at der måtte siges at være faldet ro om ordningen, og at sagsantallet måtte antages at have fundet sit naturlige leje. Dette ligger formentlig på et niveau, der nogenlunde svarer til niveauet fra før ordningens ikrafttræden.
Det markante fald i antallet af klager fra 1996 til 1997 med ca. en tredjedel er af nogle udlagt således, at ordningen ikke nyder den tillid i befolkningen, som lovændringen tilsigtede. Der er efter min opfattelse intet belæg for denne udlægning, der alene er baseret på sagsstatistikken. Tilliden til en nyordning som den foreliggende lader sig ikke ensidigt aflæse gennem en opgørelse af antallet af indkomne klager. Hertil kommer, at en ikke uvæsentlig del af de indkomne sager i 1996 var såkaldte overførte sager. Dvs. sager, som var indkommet, men ikke afgjort før ordningen trådte i kraft.
Landsformanden for politiklagenævnene konkluderede i sin beretning for 1997, at ordningen opleves som tillidsvækkende og betryggende for både borgeren og den indklagede polititjenestemand. Landsformanden hæftede sig blandt andet ved, at den offentlige kritik, som var rettet mod det tidligere klagesystem, stort set var standset efter oprettelsen af politiklagenævnene, og at den første skepsis fra politiets side tilsyneladende ikke længere var til stede. Landsformandens beretning for 1998 ligger på linje med denne opfattelse.
Jeg anførte i beretningen for 1997, at jeg var ganske enig i landsformandens vurdering af politiklagenævnsordningen. Det er fortsat min opfattelse, efter at ordningen nu har fungeret i tre år. Det er også min opfattelse, at ordningen fungerer efter sin hensigt. Den har vist sig at være både funktionsdygtig og i stand til at yde den nødvendige retsbeskyttelse for både den borger, der ønsker at klage, og det berørte politipersonale. Man kan have tillid til, at klager over politiet behandles på betryggende måde. Disse elementer er afgørende ved en vurdering af, om en nyordning fungerer, fremfor at hæfte sig ved statistiske opgørelser over "medholdsprocenter" og lignende.
Jeg hæftede mig i beretningen for 1997 ved, at den måske skeptiske eller lidt afventende holdning, som kunne spores fra politiorganisationernes side ved ordningens start, var afløst af et ønske om en dialog med henblik på løsningen af de praktiske spørgsmål, som ordningen rejser. Det er fortsat min opfattelse, at politiorganisationerne på konstruktiv vis ønsker at medvirke til at løse de praktiske problemer, der fortsat opstår.
Et af de store spørgsmål, der blev rejst i løbet af ordningens første år, var spørgsmålet om sagsbehandlingstiden. Dette spørgsmål er fortsat centralt. Det må selvsagt opleves som meget utilfredsstillende og belastende for sagens parter at skulle vente alt for længe på en afgørelse af en klagesag. Det mere modererede sagstal har medført den positive udvikling, at statsadvokaterne i beretningsåret i videre omfang end hidtil har kunnet leve op til lovens intentioner om en hurtig sagsbehandling. Således er de sagspukler, der blev oparbejdet i ordningens første år i vidt omfang nedbragt i beretningsåret. Jeg har derfor en forventning om, at sagsbehandlingstiden fremover i videre omfang generelt kan afkortes.
Det må dog understreges, at statsadvokaternes grundige behandling af klagesagerne er ressourcekrævende. De nødvendige retssikkerhedsgarantier, der er indbygget i selve ordningen, indebærer en lidt tungere sagsgang, som i visse situationer kan påvirke sagsbehandlingstiden i en ugunstig retning. Der kan i den enkelte sag også spille en række forhold ind, som statsadvokaten ikke er herre over. Jeg valgte i beretningen for 1997 at beskrive nogle af de forhold, der kan have en væsentlig betydning for sagsbehandlingstiden.
Spørgsmålet behandles også i beretningen for 1998. Der kan herom henvises til afsnit 7.6. I afsnit 7.6.5. behandles også nogle af de seneste tiltag for at afkorte sagsbehandlingstiden og spørgsmålet om mulighederne for at sætte nogle mere faste mål for denne.

1.1.2. Evalueringen af politiklagenævnsordningen

Retsudvalget afgav den 23. maj 1995 betænkning over lovforslaget om behandlingen af klager over politipersonalet. Retsudvalgets flertal gav udtryk for følgende synspunkter:
"Der har gennem tiden været fremført kritik af det eksisterende regelsæt for behandling af politiklager. For flertallet er det væsentligt, at et klagesystem både af borgerne opleves som uvildigt, og at det respekterer de tjenestemandsrettigheder, polititjenestemænd har.
Det nu foreslåede regelsæt indebærer derfor dels, at politimesteren ikke længere skal træffe afgørelse i klagesager vedrørende politiets adfærd, og dels, at der i klagebehandlingen inddrages både et politiklagenævn og mulighed for beskikkede advokater for klager og indklagede.
Med det foreliggende lovforslag anbringes behandlingen af klager over politiet i nye rammer, og flertallet finder det derfor væsentligt, at der foretages en evaluering af, om det nye klagesystem lever op til ønsket om at skabe tillid hos befolkningen til, at klager over politiet behandles på betryggende vis. Flertallet har derfor med tilfredshed noteret sig, at justitsministeren har givet tilsagn om, at en sådan evaluering vil foreligge 3 år efter lovens ikrafttræden. Dette giver et rimeligt tidsrum for indsamling af erfaring samtidig med, at det — hvis evalueringen viser behov for ændringer — vil være muligt at gennemføre disse inden ny/genudpegning af politiklagenævnets medlemmer.
De årlige rapporter fra politiklagenævn og rigsadvokat bør indgå i evalueringen".
Da jeg i foråret 1998 udsendte beretningen for 1997 spurgte jeg på denne baggrund de regionale statsadvokater, om behandlingen af klagesagerne i de forløbne år havde afdækket et behov for ændringer af regelsættet for behandlingen af klager over politiet.
Det var statsadvokaternes opfattelse, at det gældende regelsæt fungerer tilfredsstillende i praksis. Ordningens største svaghed ligger i sagsbehandlingstiden, der generelt er for lang. En betydelig del af sagsbehandlingstiden synes dog indbygget i selve ordningens struktur og de retssikkerhedsgarantier, der er indbygget i ordningen, herunder reglerne om bisidder og advokatbeskikkelse. Der var samtidig en erkendelse af, at reglerne herom næppe vil kunne ændres uden, at dette opleves som en forringelse af retssikkerheden. Det blev blandt andet fremhævet, at selv de mindste sager kun under gunstige omstændigheder kan finde en afgørelse inden tre måneder fra klagens modtagelse i statsadvokaturen.
Statsadvokaterne pegede i høringssvarene blandt andet på nogle konkrete forslag, som ville kunne forenkle behandlingen af de sager, der ligger uden for ordningens kerneområde og f.eks. ikke vedrører politiets magtanvendelse. Der blev således peget på behovet for at ændre reglerne om afvisning af sager, således at åbenbart grundløse anmeldelser og klager kan afvises af statsadvokaten uden forelæggelse for politiklagenævnet.
Der er endvidere peget på muligheden for at forenkle området for behandlingen af de såkaldte mindre adfærdsklager ("notitssager"), det vil sige sager, der kan afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Statsadvokaterne fandt, at denne ordning burde udvides, således at statsadvokaten kan sende en modtagen klage til politimesteren med henblik på forligsmægling. Efter praksis er denne måde at afgøre sagerne på forbeholdt klager, hvor borgeren vælger at henvende sig direkte til politimesteren med sin klage. Der kan herom henvises til beskrivelsen i afsnit 6.1.5.
Statsadvokaterne anbefalede også en justering af den personkreds, der er omfattet af ordningen, således at det præciseres, at den ikke regulerer polititjenestemændenes indbyrdes adfærd, men kun gælder for sager, hvor en borger klager over en polititjenestemand. Der blev også peget på, at f.eks. politifolk, der afholder køreprøver, ikke bør være omfattet af ordningen, da der ingen politimyndighed er forbundet med opgaven.
Spørgsmålet om den praktiske iværksættelse af en evaluering af politiklagenævnsordningen blev drøftet på et møde i Justitsministeriet i efteråret 1998. Justitsministeriet iværksatte herefter en høring af de direkte berørte myndigheder og organisationer — politiklagenævnene, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark og Foreningen af Statsadvokater.
Statsadvokatforeningen tilsluttede sig de anbefalinger, som de enkelte statsadvokater tidligere var fremkommet med.
Politimesterforeningen fandt, at ordningen som udgangspunkt er god og fungerer godt. Politimesterforeningen var også af den opfattelse, at de lange sagsbehandlingstider er en svaghed ved ordningen. Foreningen kunne tilslutte sig statsadvokaternes ressourcebesparende forslag om etablering af en hjemmel til at statsadvokaten kan afvise åbenbart grundløse klager og anmeldelser uden forelæggelse for politiklagenævnene og anbefalingen om en udvidelse af adgangen til forligsmæssig afgørelse til også at omfatte mindre klager, der indgives til statsadvokaten.
Politiforbundet i Danmark foreslog blandt andet i sit høringssvar, at kredsen af personer, der er berettigede til at indgive en klage begrænses til sagens parter. Politiforbundet tilsluttede sig statsadvokaternes forslag om at ordningen ikke skal regulere forholdet mellem polititjenestemænd indbyrdes og fremkom med en række forslag til forbedring og smidiggørelse af den administrative behandling af sagerne.
Advokatrådet fandt ikke, at der er grundlag for på nuværende tidspunkt at foretage en ændring af regelsættet og advarede imod, at der skabes grundlag for, at mindre adfærdsklager og åbenbart grundløse anmeldelser kan behandles uden forudgående forelæggelse for politiklagenævnene. Advokatrådet lagde herved vægt på, at der ingen reel begrundelse er for en sådan indskrænkning i ordningen. Det ville ikke medføre nogen hurtigere sagsbehandling, da politiklagenævnenes sagsbehandlingstid er meget kort. Derimod ville det medføre en væsentlig svækkelse af ordningen og de retssikkerhedsgarantier, der er tilsikret ved ordningen. Hertil kommer, at der ville opstå en gråzone mellem de sager, der herefter skulle forelægges, og de sager, der ikke skulle forelægges. Advokatrådet udtalte sig endelig imod en indskrænkning af den personkreds, der er omfattet af reglerne.
Landsforeningen af Beskikkede Advokater tilsluttede sig dette svar. Landsforeningen anbefalede i øvrigt, at der fastlægges kriterier for afgrænsningen mellem dispositionsklager og adfærdsklager for herved at skabe klarhed over politiklagenævnenes kompetence. Landsforeningen anbefalede endvidere, at der fastsættes regler, hvorefter de disciplinære myndigheder skal underrette statsadvokaten og politiklagenævnet om udfaldet af en disciplinærsag, der rejses på baggrund af statsadvokatens kritik af en polititjenestemand.
Politiklagenævnene tilkendegav blandt andet, at der ikke er behov for ændringer af politiklagenævnsordningen. Det er nævnenes opfattelse, at en begrænsning af nævnenes kompetence vil indebære en væsentlig svækkelse af ordningen.
Landsformanden har i fortsættelse heraf anført i sin beretning for 1998, at politiklagenævnene ikke finder, at behandlingen af klagesager i de forløbne år har afdækket et umiddelbart behov for ændringer af regelsættet for behandlingen af politiklagenævnssager.
Der advares endvidere i beretningen imod, at evalueringen anvendes til at svække ordningen ved at gøre området for politiklagenævnsordningen mindre, f.eks. ved at undtage visse typer af klager for ordningen. Dette vil medføre en væsentlig svækkelse af klagesystemet og parternes retssikkerhed.
Jeg deler til fulde politiklagenævnenes opfattelse af, at det er for tidligt at overveje ændringer i lovgrundlaget for en ordning, der — med de ovenfor nævnte skønhedsfejl — fungerer godt. Tiden er ikke inde til at begrænse politiklagenævnenes kompetence ved f.eks. som foreslået at give statsadvokaterne mulighed for at afvise åbenbart grundløse anmeldelser uden forudgående forelæggelse for politiklagenævnet. Jeg har forståelse for, at rent administrative hensyn kunne tale for denne løsning, men jeg finder på den anden side ikke, at dette vil medføre en nævneværdig gevinst i form af en kortere sagsbehandlingstid.
På samme måde er der næppe grundlag for på nuværende tidspunkt at begrænse den personkreds, der er omfattet af ordningen. Motorsagkyndige opfattes vel i befolkningen — som fremhævet af politiklagenævnene — i almindelighed som repræsentanter for politiet.
Der har været rejst spørgsmål om at begrænse den personkreds, der er berettiget til indgive en klage over politiet eller indgive en anmeldelse om strafbart forhold mod en polititjenestemand. I dag kan både den forurettede og andre klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten. Det er forudsat i forarbejderne til loven og svarer til, hvad der hidtil har været gældende.
Der er som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politiet. Dette svarer til, hvad der gælder uden for politiklagenævnsordningens område.
Jeg finder således ikke, at behandlingen af sager i de forløbne år kan begrunde, at der foretages justeringer af ordningen.

1.2. Politiklagenævnsordningen i Grønland

Den 23. december 1998 vedtog Folketinget loven om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland. Loven træder i kraft den 1. januar 2000 og gælder for behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i forbindelse med tjeneste i Grønland. Den indførte ordning bygger i meget vidt omfang på den klageordning, der blev indført i Danmark i 1996. Således indebærer ordningen blandt andet etablering af et uafhængigt kontrolorgan (Politiklagenævnet), der på offentlighedens vegne skal have indseende med sagsbehandlingen i de nævnte sager.
Klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager) og anmeldelser om kriminelle handlinger begået af politipersonale i tjenesten indgives til og behandles af Politimesteren i Grønland. Sager vedrørende politimesteren eller politipersonale, der gør tjeneste ved politimesterembedet, behandles dog af Rigsadvokaten.
Politimesterens afgørelser kan såvel af parterne som af politiklagenævnet påklages til Rigsadvokaten.
For at sikre befolkningens tillid til klageordningen er det ved lovens vedtagelse forudsat, at der sker en bred information om klagesystemet både før og efter lovens ikrafttræden.
Der er i den anledning nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for politimesterembedet, politiorganisationen og rigsadvokaturen. Arbejdsgruppen har blandt til opgave at overveje, hvilke tiltag der bør iværksættes for at sikre, at de opstillede krav til information om klagesystemet opfyldes.

1.3. En politiklagenævnsordning på Færøerne

Jeg nævnte i beretningen for 1997, at der ikke er taget stilling til, om en tilsvarende ordning vedrørende behandling af klager m.v. mod politipersonale vil blive indført på Færøerne. Det er fortsat situationen.

Afsnit 2.
Generel beskrivelse af regelsættet for behandling af klager over politipersonalet m.v.

2.1. Indledning

Folketinget vedtog ved lov nr. 393 af 14. juni 1995 en ændring af retsplejeloven, der gav et nyt regelsæt for behandling af klager over politipersonalet m.v. Regelsættet består af tre kapitler i retsplejeloven. Kapitel 93 b og kapitel 93 c regulerer henholdsvis behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet, mens kapitel 93 d vedrører de nyoprettede politiklagenævn. Regelsættet om behandling af klager over politipersonalet trådte i kraft den 1. januar 1996. Den 23. december 1998 vedtog Folketinget lov nr. 905 om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland. Den nye lov er omtalt i afsnit 1.
Reglerne om behandling af klager over politiet gælder indtil videre ikke for Færøerne.

2.2. Ordningens væsentligste elementer

Det væsentligste element i regelsættet er, at det er de regionale statsadvokater, der behandler klager over politipersonalets adfærd, efterforsker straffesager mod politipersonale og afgør tiltalespørgsmålet.
Ordningen omfatter den del af de ansatte i politiet, der har politimyndighed. Det vil sige det politiuddannede personale og politiets jurister. Kontorpersonale og civile medarbejdere er ikke omfattet af ordningen.
Bestemmelserne omfatter kun forhold, der er begået i tjenesten. Denne afgrænsning af, om et forhold er begået i tjenesten, beror på en konkret vurdering. Det tilføjes i forarbejderne, at begrebet på grund af polititjenestens særlige karakter formentlig må fortolkes temmelig vidt.
Statsadvokaten foretager som udgangspunkt selv alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, således at politiet kun i meget begrænset omfang deltager i behandlingen af disse sager. Politiet skal dog selv foretage uopsættelige undersøgelses- og efterforskningsskridt. Statsadvokaterne kan desuden bede Rigspolitichefens Rejseafdeling om i et vist omfang at hjælpe til med efterforskningen m.v. Denne eksterne hjælp til efterforskning må dog kun bruges rent undtagelsesvist og efter nøje instruktion fra statsadvokaten.
Et andet væsentligt element er indførelsen af politiklagenævn. Der er oprettet et politiklagenævn for hver regional statsadvokat. Nævnet består af en advokat og to lægmænd, og det fører tilsyn med statsadvokatens behandling af sager, der er omfattet af ordningen. Nævnene vælger en landsformand og afgiver en årlig beretning om deres virksomhed.
Regelsættet er begrænset til adfærdsklager og straffesager mod politipersonalet. Uden for ordningen falder således klager over materielle afgørelser og politiets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Disse klager behandles efter de hidtidige regler.
Et tredje element i regelsættet er en udvidet adgang til at beskikke advokat. Det gælder både for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for den forurettede og polititjenestemanden i straffesager mod politipersonale.

2.3. Politiklagenævnenes kompetenceområde

Statsadvokaten skal straks underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser efter kapitel 93 b og 93 c. Nævnet skal endvidere holdes løbende orienteret om alle væsentlige beslutninger i forbindelse med sagen, f.eks. sigtelse, udvidelse af kredsen af undersøgte personer og lignende. Nævnet har samme beføjelser i de sager, statsadvokaten tager initiativ til.
Politiklagenævnet kan tilkendegive, at der bør indledes undersøgelse efter kapitel 93 b (adfærdsklager) og 93 c (straffesager m.v.), ligesom nævnet kan tilkendegive, at der bør anvendes en anden undersøgelsesform end den, statsadvokaten har valgt. Politiklagenævnet kan endvidere anmode statsadvokaten om at foretage bestemte undersøgelses- og efterforskningsskridt. Sådanne anmodninger skal normalt efterkommes, står der i lovforslagets bemærkninger.
Statsadvokaten skal endvidere udarbejde en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen eller efterforskningen. Dette gælder dog ikke i åbenbart grundløse sager. Statsadvokaten kan eventuelt uddybe den skriftlige redegørelse i en mundtlig forelæggelse for nævnet. Det skal fremgå af redegørelsen, hvordan statsadvokaten finder, sagen bør afgøres. I tilfælde, hvor der ikke indledes undersøgelse eller efterforskning, må statsadvokaten nærmere begrunde, hvorfor han ikke finder, at der er anledning til det.
Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan sagen efter nævnets opfattelse bør afgøres.
Nævnenes tilkendegivelser er ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand. Der stilles derfor ikke krav om begrundelse, partshøring m.v.
Statsadvokatens afgørelse skal begrundes, og det skal fremgå, om afgørelsen er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. Hvis nævnet ikke er enig i afgørelsen, kræves en udførlig begrundelse.
Justitsministeriet har fastsat nærmere regler for nævnenes virksomhed i bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om forretningsorden for politiklagenævnene og bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn.

2.4. Adfærdsklager

/Sagsgangen i en politiklagesag/

Definitionen af en adfærdsklage som det er nævnt i Justitsministeriets vejledning af 18. januar 1982 (vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed) bibeholdes.
Justitsministeriet beskriver i denne vejledning det centrale område for lokalnævnsbehandlingen som klager over vold og hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende, myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse og ransagning, anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten, samt uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.
Sager vedrørende klager over politipersonalets adfærd behandles af statsadvokaten efter klage eller på eget initiativ, herunder efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Alle implicerede parter skal underrettes om, at klagen er indgivet.
Det er endvidere forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, "at politiets behandling af mindre klager opretholdes". Mange små klager er efter denne praksis blevet afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det forudsættes herved, at klageren får vejledning af politiet om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at der udfærdiges en notits om det, der er sket.
Notitsen forelægges for statsadvokaten, der på eget initiativ kan iværksætte en nærmere undersøgelse. Statsadvokaten orienterer endvidere politiklagenævnet om notitsen.
Statsadvokaten kan afvise en adfærdsklage uden at realitetsbehandle den. Det gælder, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter at det forhold, som klagen angår, har fundet sted, eller klagen er åbenbart grundløs. Før statsadvokaten træffer afgørelse, skal sagen forelægges for politiklagenævnet.

2.5. Straffesager

Statsadvokaten iværksætter en efterforskning efter en anmeldelse eller på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Efterforskning iværksættes, når der er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige.
Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, at skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse, og at forberede sagens behandling ved retten.
En anmeldelse kan afvises uden realitetsbehandling, hvis der ikke er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige. Sagen skal dog først forelægges for politiklagenævnet.

2.6. Særligt om undersøgelser i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2

Statsadvokaten skal endvidere iværksætte en efterforskning, når en person er død eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Denne efterforskning skal iværksættes, uanset om der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold.

2.7. Klageadgang

Både den forurettede og andre kan klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten. Det er forudsat i forarbejderne til lovændringen og svarer til, hvad der hidtil har været gældende.
Der er som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politiet.
Det er derimod kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten.
Klagefristen er fire uger. Sagens parter skal underrettes, hvis politiklagenævnet klager over afgørelsen.

2.8. Beskrivelse af sagsgangen i en klagenævnssag

2.8.1. Sagens indledning

Statsadvokaten behandler sagen, når han har fået en klage eller anmeldelse. Han kan også behandle en sag på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. I visse situationer er en undersøgelse obligatorisk.
Politiklagenævnet skal straks underrettes om sagen og orienteres løbende om undersøgelsens eller efterforskningens forløb. Statsadvokaten underretter desuden politimesteren (Politidirektøren), Rigspolitichefen og i visse tilfælde Justitsministeriet. Disse myndigheder skal ogsåløbende holdes orienteret om alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, der har betydning for varetagelsen af deres opgaver.
Finder statsadvokaten, at klagen er åbenbart grundløs, eller viser det sig ved den indledende vurdering, at klagen ikke er alvorlig ment, kan statsadvokaten undlade at iværksætte en undersøgelse eller efterforskning. Statsadvokaten skal forelægge spørgsmålet om afvisning af klagen for politiklagenævnet, inden den bliver truffet.

2.8.2. Statsadvokatens sagsfremstilling

Statsadvokaten udarbejder i sager om adfærdsklager en sagsfremstilling på grundlag af de foreliggende oplysninger. Den indklagede polititjenestemand modtager en kopi af sagsfremstillingen inden, han eller hun bliver afhørt. Den indklagede har ikke pligt til at udtale sig om sagsfremstillingen.
Der udarbejdes ikke sagsfremstilling i forbindelse med strafferetlige undersøgelser.

2.8.3. Afhøringer

Parterne vil herefter normalt blive indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor eller eventuelt på et andet sted, som statsadvokaten skønner er hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være rådhuset på det sted, hvor den handling, der klages over, har fundet sted.
Statsadvokaten kan beslutte, at forklaringerne i stedet skal afgives i retten. Retsmøderne er som udgangspunkt offentlige.

2.8.4. Statsadvokatens redegørelse

Statsadvokaten udarbejder en redegørelse til politiklagenævnet, når undersøgelsen eller efterforskningen er afsluttet. Denne redegørelse skal indeholde en gennemgang af sagens forløb og faktum, en vurdering af beviserne og en tilkendegivelse om sagens afgørelse. Der udarbejdes ikke redegørelse i åbenbart grundløse sager.
Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan nævnet mener, at sagen bør afgøres. Statsadvokaten afgør herefter sagen og underretter sagens parter. Afgørelsen bliver også sendt til politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen samt i visse tilfælde til Justitsministeriet.

2.8.5. Afgørelsen af en adfærdsklagesag

Afvisning
Statsadvokaten afviser klagen, hvis undersøgelsen ikke har skaffet oplysninger, der støtter klagen, eller klagen er åbenbart grundløs. Statsadvokaten underretter sagens parter.

Klager får helt eller delvist medhold
Finder statsadvokaten, at den indklagede har udvist en kritisabel adfærd, vil statsadvokaten meddele det til klageren. Den indklagede vil modtage en genpart af statsadvokatens afgørelse, der i visse tilfælde kan danne grundlag for en disciplinær undersøgelse.
Er der grundlag for at rejse sigtelse, eller er der mistanke om et strafbart forhold, og den indklagede forlanger sagen behandlet som straffesag, sluttes behandlingen af klagen. Behandlingen af klagen kan genoptages, hvis der ikke rejses tiltale eller fældes dom.
Har undersøgelsen påvist fejl af generel karakter, vil statsadvokaten rejse spørgsmålet over for den ansvarlige myndighed.

Klagen tilbagekaldes
En sag vil normalt blive afsluttet, hvis klagen tilbagekaldes. Da en undersøgelse også kan iværksættes på statsadvokatens initiativ, kan behandlingen af klagen dog fortsætte, hvis statsadvokaten finder det nødvendigt.

Andre muligheder
I visse tilfælde vil sagen kunne overgå til behandling ved en undersøgelsesret m.v.

2.8.6. Afgørelsen af en strafferetlig efterforskning

Afvisning
Statsadvokaten indstiller efterforskningen, hvis den ikke har bragt oplysninger, der giver rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Anmeldelsen bliver også afvist, hvis den er åbenbart grundløs.
Har statsadvokaten foretaget en undersøgelse efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, indstiller statsadvokaten på samme måde efterforskningen. Det sker, når sagens omstændigheder er fuldt oplyste, og der ikke ud fra de fundne oplysninger er en rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.

Tiltalerejsning m.v.
Statsadvokaten kan afgøre straffesagen med at rejse tiltale, opgive påtale eller frafalde tiltale m.v. Afgørelsesformerne fremgår af retsplejelovens bestemmelser om strafferetsplejen.
Politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen vil i alle tilfælde blive underrettet om afgørelsen. Dette gælder i visse tilfælde også Justitsministeriet.
Statsadvokaten vil, når han overvejer tiltalespørgsmålet, også tage stilling til, om der foreligger anden kritisabel adfærd — herunder om sagen skal behandles som en adfærdsklage.

2.9. Disciplinærsager

Statsadvokaterne træffer ikke afgørelse i disciplinærsager. Disse sager behandles efter de gældende regler. Dette afsnit beskriver kort samspillet mellem regelsættene om disciplinærsager og politiklagenævnssager. Regelsættet om disciplinærsagers behandling er beskrevet i beretningen for 1996 side 152 ff.
Statsadvokaten skal underrette vedkommende politimester (Politidirektøren) og Rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag eller efterforskning i en straffesag. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens § 1019 j og § 1020 a, stk. 2, 2. pkt.
Disse regler har til formål at sikre, at ansættelsesmyndigheden får lejlighed til at vurdere, om sagen giver anledning til disciplinære foranstaltninger overfor den indklagede eller anmeldte polititjenestemand. Det følger dog tillige af bestemmelserne, at der ikke indledes en disciplinærundersøgelse i anledning af en klage eller anmeldelse, før behandlingen af adfærdsklagen eller straffesagen er afsluttet. Baggrunden for bestemmelsen er at undgå, at sagen samtidig undersøges både som politiklagenævnssag og som disciplinærsag.
Bestemmelserne er ikke til hinder for, at den indklagede eller anmeldte suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten, mens klagenævnssagen verserer. Denne afgørelse træffes af Rigspolitichefen.
Statsadvokaten orienterer politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen (ansættelsesmyndigheden), når undersøgelsen eller efterforskningen af klagesagen er afsluttet. Denne orientering sker efter, at statsadvokaten har færdigbehandlet sagen og truffet afgørelse i sagen.
Herved får politimesteren (Politidirektøren)/Rigspolitichefen mulighed for at tage stilling til, om der skal indledes en disciplinærsag.
Statsadvokaten afgiver dog ikke indstilling om, hvorvidt der bør indledes en disciplinærsag.
Politimesterens (Politidirektørens) eller Rigspolitichefens grundlag for at indlede en eventuel disciplinærsag vil blandt andet være statsadvokatens afgørelse.
Statsadvokatens afgørelse af en begrundet klage eller anmeldelse kan blandt andet gå ud på, at der gives klageren en beklagelse af det passerede, eller at der rejses kritik af den eller de involverede polititjenestemænd. Denne afgørelse kan træffes både i sager, hvor der har været foretaget en undersøgelse af en adfærdsklage eller i en straffesag, hvor statsadvokaten har fundet, at der ikke forelå et tiltalegrundlag.
Statsadvokatens afgørelse fører ikke nødvendigvis til, at der indledes en disciplinær undersøgelse med en disciplinær sanktion til følge. Har statsadvokaten udtalt kritik eller beklaget det passerede overfor klageren, bør statsadvokatens afgørelse følges op på tjenestestedet i forhold til den eller de involverede polititjenestemænd som led i en ledelsesmæssig og personalepolitisk disposition. Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og politimestrene er enige i denne procedure.
Når der er tale om mere alvorlige sager, som fører til en disciplinær sanktion, er det naturligt, at Rigspolitichefen (politimesteren/Politidirektøren) orienterer statsadvokaten om afgørelsen af disciplinærsagen. Det samme gælder, hvor statsadvokatens kritik eller beklagelse har ført til en ledelsesmæssig tilkendegivelse.
Landsforeningen af Beskikkede Advokater foreslog i sin skrivelse til Justitsministeriet vedrørende evaluering af politiklagenævnsordningen, at der bør fastsættes regler, hvorefter de disciplinære myndigheder skal underrette statsadvokaten og politiklagenævnet om udfaldet af en disciplinærsag, der rejses på baggrund af statsadvokatens kritik af en polititjenestemand. Der har også fra statsadvokaternes side været udtrykt interesse for at modtage denne underretning.
Jeg kan oplyse, at Rigspolitichefen for tiden er ved at udarbejde en ny kundgørelse I nr. 10 om disciplinærsagers behandling og tilhørende vejledning.
Jeg har i forbindelse med besvarelse af en høring i denne sag blandt andet anført, at jeg kunne tilslutte mig, at det præciseres i kundgørelsen, at vedkommende politimester (Politidirektøren) skal indberette til Rigspolitichefen, hvilke tjenstlige konsekvenser, statsadvokatens kritik eller beklagelse af en polititjenestemands adfærd har fået for den pågældende polititjenestemand. Jeg fandt det endvidere tilfredsstillende, at det i vejledningen anføres, at det er Rigspolitichefens opfattelse, at adfærdssager, hvor statsadvokaten (Rigsadvokaten) har udtalt kritik eller beklagelse typisk bør føre til disciplinærsager. Jeg har endvidere anført, at det bør fremgå af regelsættet, at statsadvokaten (Rigsadvokaten) bør underrettes om den disciplinære reaktion i disse mere alvorlige sager.

Afsnit 3.
Politiets og anklagemyndighedens organisation og opgaver

3.1. Indledning

Dette afsnit beskriver, hvordan politiet og anklagemyndigheden er opbygget, og hvilke opgaver disse myndigheder har. Desuden omtales en række forvaltningsretlige aspekter, der har betydning for behandlingen af klagesager — herunder også for behandling af klager over statsadvokaternes afgørelser i sager, der er omfattet af ordningen med politiklagenævn.

3.2. Politimyndigheden

Politiets opgave er efter retsplejelovens § 108 at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af landets love og vedtægter samt at foretage det nødvendige for at hindre forbrydelser og efterforske og forfølge sådanne.
Landet er inddelt i 54 politikredse samt politikredsene i Grønland og på Færøerne. Københavns politikreds ledes af Politidirektøren i København, de øvrige af en politimester.
Justitsministeren er efter retsplejelovens § 109, stk. 1, politiets øverste foresatte. Ministeren udøver sine beføjelser gennem Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og politimestrene.
Politiets personale- og økonomiforvaltning m.v. er efter retsplejelovens § 110 underlagt Rigspolitichefen. Denne fører desuden tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) almindelige måde at tilrettelægge politiets arbejde på og giver almindelige bestemmelser for dette. Disse bestemmelser udgives i Rigspolitichefens Kundgørelsessamling.

/Anklagemyndigheden/

3.3. Anklagemyndighedens organisation og opgaver

Anklagemyndighedens opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens kapitel 10 (§§ 95 - 107). Anklagemyndigheden består af Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren).
Anklagemyndighedens opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i retsplejeloven. De overordnede målsætninger for denne opgave er beskrevet i retsplejelovens § 96, stk. 3. Her står det, at anklagemyndigheden skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader. Derved skal anklagemyndigheden påse, at de strafskyldige drages til ansvar. Den skal også sikre, at uskyldige ikke bliver retsforfulgt ("objektivitetsprincippet").
Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der fører tilsyn med de offentlige anklagere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver, og ministeren kan give disse pålæg om at behandle konkrete sager. Justitsministeren behandler endvidere klager over afgørelser, der er truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.

3.3.1. Rigsadvokaten

Rigsadvokatens opgaver er beskrevet i retsplejelovens § 99. Ifølge den varetager Rigsadvokaten straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret. Rigsadvokaten er de øvrige anklageres overordnede og fører tilsyn med dem.
Rigsadvokaten fastsætter endvidere bestemmelser om, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver. Disse generelle instrukser udgives blandt andet i Rigsadvokatens Meddelelser. Rigsadvokaten har f.eks. i Meddelelse 7/1992 fastsat nærmere retningslinjer om påtalekompetencen og forelæggelsesregler m.v. for anklagemyndigheden.
Rigsadvokaten kan desuden give de offentlige anklagere pålæg om at behandle konkrete sager.
Rigsadvokaten behandler også klager over afgørelser, der er truffet af statsadvokaterne som 1. instans.

3.3.2. Statsadvokaterne

Statsadvokaternes opgaver er beskrevet i retsplejelovens § 101. Her står det, at statsadvokaterne varetager straffesager ved landsretterne, herunder anke- og nævningesager og stillingtagen til spørgsmålet om anke af byretsafgørelser. Statsadvokaterne fører endvidere tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) vedrørende strafforfølgning.
Statsadvokaterne kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan politimestrene (Politidirektøren) skal udføre deres opgaver som offentlige anklagere. De kan også give pålæg om behandlingen af konkrete sager, blandt andet ved at pålægge politimestrene (Politidirektøren) at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgningen i en konkret sag.
Statsadvokaterne behandler desuden sager om erstatning i forbindelse med strafferetlig forfølgning (retsplejelovens kapitel 93 a) og klager over politiet (retsplejelovens kapitel 93 b - 93 d). Statsadvokaterne fører tilsyn med længden af strafferetlige foranstaltninger, som psykisk afvigende kriminelle er blevet idømt, og tager herunder også stilling til spørgsmålet om friheder efter "frihedscirkulæret" (Justitsministeriets cirkulære nr. 227/1977).
Statsadvokaternes forretninger er fordelt mellem seks regionale statsadvokater, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og Statsadvokaten for Selskabstømmerkriminalitet (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 787/1992 og nr. 224/1998). Der henvises til bilag 3 og 4.

3.3.3. Politimestrene (Politidirektøren)

Politimestrenes og Politidirektørens opgaver som anklagemyndighed er beskrevet i retsplejelovens § 104. Politimestrene (Politidirektøren) og de offentlige anklagere, der er ansat hos disse, fungerer som anklagemyndighed ved byretterne. Politimesteren (Politidirektøren) har således — ved siden af ledelsen af politiet som beskrevet i afsnit 3.2. — ansvaret for politikredsens efterforskning og den lokale anklagemyndigheds virksomhed.
Ved lov om anklagemyndighedens struktur (L 385/1992) blev den almindelige påtalekompetence i straffesager ændret. Påtalen hører nu som udgangspunkt under politimestrene (Politidirektøren).
Politimesteren (Politidirektøren) skal dog efter bestemmelserne i retsplejeloven og anklagemyndighedens forelæggelsesregler, herunder Rigsadvokatens Meddelelse 7/1992, forelægge en række sager for statsadvokaten, inden der rejses tiltale m.v.
Det gælder f.eks., hvis der kan rejses begrundet tvivl om politimesterens (Politidirektørens) habilitet, hvis ansatte i politiet er blevet forurettet i tjenesten, eller hvis sigtede har indgivet klage over, at politiet har anvendt særlige efterforskningsskridt. Dog undtages klart grundløse klager over efterforskningsskridt, der er godkendt af retten. Det gælder f.eks. også sager mod psykisk afvigende kriminelle, sager mod advokater, samt visse særlovssager, f.eks. sager hvor der er uenighed mellem politimesteren (Politidirektøren) og særmyndigheden omkring tiltalens udformning.
Kompetenceændringen blev koblet sammen med en udvidelse af statsadvokaternes pligt til almen kontrol og tilsyn med politikredsenes arbejdstilrettelæggelse og sagsbehandling. Ved at give statsadvokaterne mulighed for af egen drift eller efter en klage at kunne tage afgørelser op til fornyet behandling, tilgodeses hensynet til en ensartet sagsbehandling.

3.4. Flere regelsæt for behandlingen af klager over politiet

3.4.1. Hvordan kan der klages over politiets virksomhed?I en beskrivelse af, hvordan der kan klages over politiets virksomhed, kan der skelnes mellem dispositioner og afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) eller på disses ansvar, og politipersonalets adfærd eller strafbare forhold i tjenesten.
Klager over dispositioner og afgørelser er ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Spørgsmålet om, hvilken myndighed der er rette klageinstans, afhænger af sagens karakter.

3.4.2. Politimæssige dispositioner uden for strafferetsplejen

/Flere regelsæt for behandling af klager over politiet/

Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, når der er tale om rent politimæssige (operationelle) dispositioner uden for strafferetsplejen. Disse sager omfatter dispositioner som led i ordenshåndhævelsen, f.eks. afspærring af et område som følge af cykelløb eller som følge af et færdselsuheld, bortvisning af en person fra en lokalitet, anbringelse i detentionen og lignende.
For en række af politiets øvrige opgaver uden for strafferetsplejen gælder der særlige klageregler. Efter at færdselsområdet er overført til Trafikministeriet, er dette ministerium f.eks. klageinstans vedrørende klager over afslag på udstedelse af kørekort.
Politiet yder endvidere på forskellige særlovsområder bistand til særmyndigheden, når den gennemfører kontrolforanstaltninger — også i tilfælde, hvor der ikke er mistanke om et strafbart forhold.
Endvidere indeholder nogle særlove bestemmelser, der giver politiet adgang til en administrativ tilsynsbeføjelse uden for strafferetsplejen, f.eks. i dyreværnsloven.

3.4.3. Dispositioner og afgørelser inden for strafferetsplejen

Er der derimod tale om dispositioner som led i den strafferetlige efterforskning, kan afgørelsen påklages til den regionale statsadvokat. Det kan være afgørelser om at benytte bestemte efterforskningsskridt, herunder f.eks. at anholde, ransage, beslaglægge og lignende. på tilsvarende måde kan man klage over, at bestemte efterforskningsskridt ikke er foretaget — f.eks. at en person ikke er afhørt, eller at en person ikke er afhørt grundigt nok. Kun hvis der er tale om chikane eller magtmisbrug fra politiets side, kan denne sagstype være omfattet af ordningen med politiklagenævn.
Spørgsmålet om lovligheden af politiets efterforskningsskridt kan endvidere indbringes for retten efter retsplejelovens § 746, stk. 1.
Der kan også klages over politimesterens (Politidirektørens) afgørelse af tiltalespørgsmålet — f.eks. hvis politimesteren (Politidirektøren) opgiver påtale, afviser en anmeldelse eller indstiller efterforskningen.
Man kan endvidere klage til statsadvokaten over politimesterens (Politidirektørens) afslag på en begæring om aktindsigt.

3.5. Hvem kan klage?

Det er kun sagens parter, der er klageberettigede i forhold til selve afgørelsen. Som part anses efter forvaltningsretten den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse. Det kan f.eks. være en person, der har fremsat et erstatningskrav i anledning af sagen.
Klager nogen, der ikke er part med hensyn til sagens realitet, over den formelle sagsbehandling, vil klageren kun være part i denne sag. F.eks. vil en person, der ønsker aktindsigt i en straffesag efter forvaltningslovens § 18, være part i den sag, der vedrører spørgsmålet om vedkommendes partsstatus. Han har derved adgang til at klage over politimesterens (Politidirektørens) afslag på aktindsigt i straffesagen.
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal der som udgangspunkt foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen, retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Tilsvarende gælder for den formelle sagsbehandling.

3.6. To-instansprincippet for behandlingen af klagesager

Samtidig med kompetenceændringen i 1992 blev klageadgangen moderniseret og forenklet med henblik på en hurtigere og mere effektiv behandling af klagesager. Derved blev også denne sagskategori underlagt det almindelige to-instansprincip. Det indebærer, at statsadvokatens afgørelse af en klage over politimesterens (Politidirektørens) afgørelse er endelig.
Har statsadvokaten truffet afgørelsen som 1. instans, kan man dog klage over den til Rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelser i klagesager kan ikke påklages til justitsministeren.
Klagefristen er fire uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen. Klagen skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til, at klagefristen er overskredet. Det er op til klageren selv at begrunde, hvorfor overskridelsen af fristen er undskyldelig.
Den overordnede myndighed kan i øvrigt også uden klage tage en sag op til vurdering, som en underordnet myndighed behandler.
I sager vedrørende såkaldte formalitetsspørgsmål inden for strafferetsplejen (klager over formelle mangler ved sagsbehandlingen, f.eks. manglende begrundelse) var det tidligere antaget, at to-instansprincippet og fire-ugers klagefristen ikke fandt anvendelse. Politimesterens (Politidirektørens) afgørelse kunne herefter påklages til statsadvokaten, Rigsadvokaten og Justitsministeriet. Der kan herom henvises til pkt. 3.4.4, 3.5 og 3.6 i min beretning for 1997.
Justitsministeriet har side da overvejet spørgsmålet om behandlingen af formalitetsklager, hvilket har ført til en ændring af praksis, således at to-instansprincippet og fire-ugers klagefristen nu også finder anvendelse på klager over formelle mangler ved sagsbehandlingen.
Folketingets Ombudsmand har meddelt Justitsministeriet, at den nævnte ændring og afklaring af praksis ikke gav ham anledning til bemærkninger.
Afgørelser om aktindsigt kan dog fortsat påklages til Rigsadvokaten og Justitsministeriet, ligesom fire-ugers klagefristen ikke finder anvendelse.

Afsnit 4.
Statistisk opgørelse over behandlingen af konkrete klagesager hos statsadvokaterne

4.1. Statistik over indkomne politiklagenævnssager

Statsadvokaterne har i beretningsåret modtaget 626 sager, der er omfattet af ordningen. Dette svarer nogenlunde til niveauet i 1997.
Det er anført i beretningerne for 1996 og 1997, at der havde været overvejelser om, hvorvidt de indkomne sager burde fordeles på de enkelte politikredse. Rigsadvokaten fandt imidlertid, at en sådan fordeling ville kunne give anledning til en række misforståelser. Således ville f.eks. et højt antal klager over politipersonalet i en given politikreds ved en ureflekteret læsning kunne give en fejlagtig opfattelse af klagefrekvensen.

/Antallet af indkomne klager og andmeldelser mod polititjenestemænd ajourført 23. april 1999/

Det blev endvidere anført, at der indgår en lang række parametre ud over de mere basale statistiske oplysninger, hvis man skal vurdere klagefrekvensen. Det kunne f.eks. være oplysninger om politikredsens befolkningsunderlag, politipersonalets størrelse, antal politiforretninger i beretningsåret m.v. Der ville også være behov for nærmere oplysninger om politikredsens demografi og om eventuelle længerevarende og omfattende konfliktsituationer i lokalsamfundet, der har åbnet for mulighed for konfrontationer mellem politi og borgere, der kunne fremkalde klager. På denne baggrund blev det ikke fundet tilstrækkeligt velbegrundet at foretage denne opdeling i beretningen.
Der har heller ikke i beretningsåret vist sig et behov for disse oplysninger, og det er således fortsat Rigsadvokatens opfattelse, at der ikke er grundlag for en sådan opsplitning af de statistiske oplysninger. Nogle politiklagenævn har valgt også i delberetningen for 1998 at fordele de indkomne sager på de enkelte politikredse. Der kan herom henvises nærmere til disse afsnit i beretningen.
Der er som hidtil foretaget en opdeling af de indkomne sager for hver statsadvokatur. Der henvises herom blandt andet til tabel 2.

Tabel 1. Statistik over det samlede antal indkomne politiklagenævnssager
Antal sager indkommet i	1996	1997	1998
Indkomne klager over politipersonalets adfærd	539	333	286
Indkomne straffesager mod politipersonale	474	312	340
(Heraf færdselssager	166	100	112)
I alt sager omfattet af ordningen	1013	645	626

/politiklagesager/

Tabel 2. Fordeling af indkomne sager pr. statsadvokatur
Antal sager indkommet i	1996	1997	1998
Statsadvokaten for København m.v.	268	223	208
Statsadvokaten for Sjælland	288	123	116
Statsadvokaten for Fyn m.v.	100	54	51
Statsadvokaten i Ålborg	119	82	90
Statsadvokaten i Viborg	100	56	78
Statsadvokaten i Sønderborg	138	107	83?
I alt sager omfattet af ordningen	1013	645	626

Tabel 3. Statistik over verserende politiklagenævnssager (opgjort pr. 31. december 1998)
Verserende sager indkommet i	1996	1997	1998	i alt
Adfærdsklager	12	31	153	196
Straffesager	8	26	166	200
Undersøgelser efter rpl. § 1020 a, stk. 2	0	0	6	6
Verserende sager i alt	20	57	325	402

4.2. Statistik over afgjorte politiklagenævnssager

Statsadvokaterne har i beretningsåret 1998 afgjort 612 sager, der er omfattet af ordningen. Der er tale om sager, som er indkommet i beretningsårene 1996, 1997 og 1998. Statsadvokaterne afgjorde i 1997 i alt 609 sager. En række af de konkrete sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret, er beskrevet i afsnit 6. Sager af mere principiel karakter er behandlet i beretningens afsnit 7-10.

Tabel 4. Statistik over afgjorte politiklagenævnssager
Antal sager afgjort i	1996	1997	1998
Afgjorte klager over politipersonalets adfærd	260	320	282
Afgjorte straffesager mod politipersonale (1)	258 (117)	283 (106)	323(103)
Heraf afsluttede undersøgelser efter § 1020 a, stk. 2	8	6	7
I alt sager omfattet af ordningen	526	609	612

Note:
1) Færdselssager er anført i parentes.

4.3. Statistik over afgjorte adfærdssager

Statistikken over afgjorte adfærdssager indeholder oplysninger om klager, der er forligt i politikredsen (notitssager), tilbagekaldte klager og afviste klager. Endvidere indgår der oplysninger om sager, hvor der ikke er udtalt kritik af politiet, men hvor statsadvokaten alligevel har beklaget forholdet over for klageren. Endelig indgår der oplysninger om sager, hvor statsadvokaten har fundet grundlag for at kritisere den enkelte polititjenestemand eller "systemet". Der er i beretningsåret afgjort i alt 282 sager. Heraf var 20 sager oprettet i 1996 og 125 sager i 1997, mens resten af de afgjorte sager indkom i beretningsåret.

Tabel 5. Statistik over afgjorte adfærdssager
Statsadvokaternes afgørelser af klager over politipersonalets adfærd
Fordelingen efter afgørelsens indhold	1996	1997	1998
Klagen forligt i politikredsen 1	39	45	48
Klagen tilbagekaldt	32	24	11
Klagen afvist som forældet 2	12	4	5
Klagen afvist som ubegrundet 3	145	206	162
Ej kritik, men forholdet beklaget 4	15	10	22
Grundlag for kritik 5	4	6	11
Systemkritik 6	1	0	0
Andet 7	12	25	23
I alt	260	320	282

Noter:
¹⁾ Notitssager.
²⁾ Retsplejelovens.§ 1019 a, stk. 2.
³⁾ Gruppen omfatter blandt andet sager, der er grundløse, sager, hvor undersøgelsen ikke har
underbygget klagen, og sager, hvor der er modstridende forklaringer ("uafgjort").
⁴⁾ Sager, hvor statsadvokaten har beklaget forholdet over for klager, selvom der ikke har været grundlag
for kritik af polititjenestemandens adfærd.
⁵⁾ Kritik af polititjenestemandens adfærd.
⁶⁾ Herunder kritik af tilrettelæggelsen af generelle procedurer.
⁷⁾ Gruppen omfatter blandt andet sager, der er henlagt, fordi klager ikke har reageret på henvendelser fra statsadvokaten.

4.4. Statistik over afgjorte straffesager

Statistikken over afgjorte straffesager indeholder oplysninger om sager, hvor anmeldelsen er afvist uden realitetsbehandling, og sager, hvor statsadvokaten har indstillet efterforskningen eller opgivet påtale. Endvidere indgår der oplysninger om de sager, hvor statsadvokaten har fundet, at der var et tiltalegrundlag. Denne kategori omfatter både sager, hvor der er rejst tiltale, hvor tiltalen er frafaldet eller hvor polititjenestemanden har fået en advarsel efter retsplejeloven. Endelig indgår der oplysninger om de sager, hvor statsadvokaten har beklaget forholdet, selvom der ikke har været et tiltalegrundlag i sagen. Færdselssagerne er anført særskilt. Der er i beretningsåret afgjort i alt 330 sager. Heraf var 35 sager oprettet i 1996 og 126 sager i 1997, mens resten af de afgjorte sager indkom i beretningsåret.

Tabel 6. Statistik over afgjorte straffesager
Statsadvokaternes afgørelse af straffesager mod politipersonalet
Fordelingen efter afgørelsens indhold 1	1996	1997	1998
Anmeldelsen afvist 2	57 (7)	78 (18)	84 (3)
Efterforskning indstillet eller påtale opgivet 3	112 (47)	150 (47)	161 (48)
Tiltalegrundlag 4	36 (31)	37 (28)	58 (47)
Forholdet beklaget, men ikke tiltalegrundlag 5	5 (2)	5 (0)	6 (0)
Andet 6	48 (30)	19 (13)	21 (5)
I alt	258 (117)	289 (106)	330 (103)

Noter:
¹⁾ Færdselssager er anført i parentes
²⁾ Afvisning efter retsplejelovens § 749, stk. 1.
³⁾ Gruppen omfatter både sager, hvor efterforskning er indstillet efter retsplejelovens § 749, stk. 2 (ikke-sigtede personer), og sager, hvor påtale er opgivet efter retsplejelovens § 721, stk.1, nr. 1 (sigtede personer).
⁴⁾ Gruppen omfatter sager, hvor der er rejst tiltale, udsendt bødeforlæg og meddelt tiltalefrafald eller en advarsel.
⁵⁾ Sager, hvor statsadvokaten har beklaget det skete, selvom der ikke har været grundlag for tiltale m.v.
⁶⁾ Gruppen omfatter blandt andet sager, der er tilbagekaldt, bagatelsager (færdselssager) m.v.

Rigsadvokaten har i årets løb modtaget 136 klager over afgørelser, der er truffet af statsadvokaterne. Der henvises herved til afsnit 5 om sagsbehandlingen hos Rigsadvokaten.

Tabel 7. Statistik over afgjorte undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2
Undersøgelse efter § 1020a, stk. 2	1996	1997	1998
Efterforskning indstillet	8	6	7
Andet	0	0	0
I alt	8	6	7

4.5. Beskrivelse af indkomne "visitationssager"

Statsadvokaternes mangeartede opgaver efter retsplejeloven er beskrevet i afsnit 3.3.2. Det er her beskrevet, hvorledes der gælder flere regelsæt for behandlingen af klager over politiet. Klager over dispositioner og afgørelser er ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Klager over politiets dispositioner og afgørelser inden for strafferetsplejen kan påklages til statsadvokaten.
Statsadvokaten behandler således klager over politiets dispositioner som led i den strafferetlige efterforskning, klager over formelle mangler ved politiets sagsbehandling og klager eller anmeldelser, der er omfattet af politiklagenævnsordningen. Statsadvokaterne er derimod ikke klageinstans for klager over politimæssige dispositioner. Klager af denne karakter indbringes for Justitsministeriet.
Efter retsplejelovens § 1021 a, stk. 1, skal statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b (adfærdsklager) eller kapitel 93 c (straffesager). Statsadvokatens underretning kan i praksis først ske, når det er afklaret, om en sag er omfattet af ordningen.
Når en klagesag er indkommet, foretager statsadvokaterne en foreløbig vurdering af klagen, herunder om denne skønnes at være omfattet af ordningen. Det kan dog lejlighedsvis være vanskeligt straks at vurdere, om en modtaget klage er omfattet af politiklagenævnsordningen. Dette gør sig navnlig gældende, når den indeholder flere forskellige elementer, således som det er beskrevet i afsnit 7.1.3, men det kan også skyldes afgrænsningen af området for retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Efter denne bestemmelse iværksætter statsadvokaten efterforskning, når en person er død eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Ofte bliver det først efter en mere indgående undersøgelse klart, om en klage eller anmeldelse er omfattet af ordningen. Nedenfor omtales nogle eksempler på sager, hvor statsadvokaten har overvejet, om en episode var omfattet af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. I ingen af de nævnte tilfælde fandt statsadvokaten, at sagen var omfattet af politiklagenævnsordningen.
Det viste sig i løbet af beretningsåret 1996, at denne form for indledende undersøgelse af, om en klagesag er omfattet af politiklagenævnets kompetence, i nogen grad kunne belaste statsadvokaterne. Det blev derfor medio 1997 efter ønske fra statsadvokaterne besluttet at opgøre antallet af indkomne klagesager, hvor statsadvokaten har måttet foretage en nærmere undersøgelse af, om en sag er omfattet af politiklagenævnsordningen. Opgørelsen viser, at statsadvokaterne i vidt omfang vælger at foretage denne grundige visitering af sagerne inden der træffes beslutning om, hvorvidt en sag er omfattet af ordningen. Godt en tredjedel af de sager, som statsadvokaterne fandt det fornødent at undersøge nærmere viste sig at være omfattet af politiklagenævnsordningen.

Tabel 8. Opgørelse af visitationssager
Opgørelse over undersøgelsessager	2. halvår 1997	1998
Fordelingen efter afgørelsens indhold
Politiklagenævnssag	3	60
Dispositionsklage	18	26
Verserende	8	15
Andet 1	3	92
I alt	32	215

Noter:
¹⁾ Andet, herunder henlagt

Eksempler på konkrete visitationssager

Muligheden for at gennemføre en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, har i beretningsåret blandt andet været overvejet i følgende sager:

Eksempel 1
Politiet alene eskorteret varetægtsarrestant fra arrest til hospital, hvor han kort efter afgik ved døden

(SA3-1998-321-145)
En ung udlænding, der var varetægtsfængslet i en arrest, blev meget dårlig og kom på hospitalet. Han kom samme aften tilbage til arresten, men blev næste morgen på ny meget dårlig og afgik ved døden kort efter ankomsten til hospitalet. Han havde fået lægeordineret metadon i arresten. Dødsårsagen måtte antages at være metadonforgiftning.
Statsadvokaten fandt ikke, at den varetægtsfængslede person havde været i politiets varetægt under opholdet i arresten, da polititjenestemænd alene havde eskorteret pågældende til og fra hospitalet.

Eksempel 2
Personskade i forbindelse med, at pågældende til fods forsøgte at undløbe fra politiet

(SA3-98-321-157)
Politiet rettede henvendelse til en person A med henblik på konstatering af identitet. A afgav falske oplysninger om sin identitet. Det blev aftalt, at han skulle med på stationen for at få fastlagt hans identitet. På vej mod patruljevognen undløb A. Politiet satte efter A først i patruljevognen og derefter til fods, da den pågældende løb ind i en have. Politiet konstaterede ved ankomsten til baghaven, at A lå midt på græsplænen og klagede sig højlydt. Et vidne forklarede, at den pågældende var faldet ned af en skråning i haven, der var ca. 1,5 m høj. Det blev konstateret, at A havde fået lårbensbrud.

Eksempel 3
Bilist påkørte modkørende bil i et forsøg på at stikke af fra politiet

(SA3-1998-321-164)
En polititjenestemand foreviste stop-skiltet til en bilist, der kørte "vildt". Dette fik bilisten til at stikke af. Han påkørte herunder en modkørende bilist under overhaling og omkom ved sammenstødet. Polititjenestemanden optog ingen forfølgelse.

Afsnit 5.
Behandlingen af klagesager i Rigsadvokaturen

5.1. Generelle regler om klageberettigelse m.v.

Der er ovenfor i afsnit 3.5 redegjort for de almindelige principper for hvem, der er berettigede til at klage over en afgørelse. Herefter er det kun sagens parter, der er klageberettigede i forhold til selve afgørelsen. Som part anses efter forvaltningsretten den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse.
Reglerne for behandlingen af klager over statsadvokaternes afgørelser af politiklagenævnssager afviger på et punkt fra de beskrevne generelle regler.
Som anført i afsnit 2.7. om klageadgangen, kan både den forurettede og andre klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten, og der gælder som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politipersonale.
Det er derimod kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Klagebehandlingen er undergivet det almindelige to-instansprincip, som indebærer, at Rigsadvokatens afgørelse af en klage over statsadvokatens afgørelse er endelig. Afgørelsen kan således ikke påklages til Justitsministeriet. Dette fremgår af retsplejelovens § 1019 h og § 1020 g, jf. § 99, stk. 3, samt § 1021 f.
Reglen om politiklagenævnets klageadgang findes i retsplejelovens § 1021 f. Det anføres om bestemmelsen i lovforarbejderne:
"Om baggrunden for bestemmelsen bemærkes, at politiklagenævnets virksomhed skal medvirke til at sikre, at befolkningen har tillid til, at sagerne i enhver henseende behandles sagligt og korrekt. Der må ikke kunne opstå mistanke om, at man holder hånden over politifolk, der har begået strafbart eller kritisabelt forhold, jf. herved betænkning 1278/1994, side 172 og side 179.
Det er politiklagenævnet som sådant — ikke det enkelte medlem — der har klageadgang. Dvs. at en klage fra politiklagenævnet forudsætter, at mindst to af nævnets tre medlemmer ønsker at klage, jf. betænkning 1278/194, side 172.
Da parterne selv har mulighed for at påklage afgørelsen, forudsættes det, at politiklagenævnets beføjelse til at klage opfattes som en form for ekstra garanti, der kun undtagelsesvis bringes i anvendelse, f.eks. hvis en sag er af principiel interesse, jf. betænkning 1278/1994, side 172 og side 179".

Der gælder samme klagefrist for politiklagenævnet som for sagens parter. Det vil sige, at klagefristen er fire uger efter, at nævnet har modtaget afgørelsen. En klage fra en part skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til, at klagefristen er overskredet. Det er op til klageren selv at godtgøre, hvorfor overskridelsen af fristen er undskyldelig.
Er der tale om en klage fra nævnet, betragter Rigsadvokaten i praksis denne som en klage fra en myndighed. Ekspeditionsfejl hos myndighederne, herunder politiklagenævnene anses i almindelighed ikke for undskyldelige.
Sagens parter skal have underretning af statsadvokaten, hvis politiklagenævnet klager over afgørelsen, jf. bekendtgørelse om forretningsorden for politiklagenævn § 11.

5.2. Rigsadvokatens behandling af klager over statsadvokaternes afgørelser

Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal der foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen, retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Rigsadvokaten påser således, at der bliver tale om et materielt rigtigt resultat, og påser overholdelsen af formelle forskrifter for sagsbehandlingen.
Dette indebærer i praksis, at Rigsadvokaten f.eks. ikke er bundet af det forhold, at der har været enighed mellem statsadvokat og nævn om, hvilke faktiske omstændigheder, der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bevisvurderingen eller subsumptionen. Rigsadvokaten har også ved enkelte lejligheder bedt statsadvokaten om at genoptage en undersøgelse eller efterforskning med henblik på at bringe nye oplysninger til veje.
I det følgende bringes nogle eksempler på afgørelser, hvor Rigsadvokaten har ændret en afgørelse, hvorom der var enighed mellem nævn og statsadvokat.

Eksempel 1
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere en politiassistents magtanvendelse under en anholdelse

(SA3-96-44-80 og K 186/97)
Statsadvokaten og politiklagenævnet fandt det bevist, at en politiassistent, efter at en anholdt var blevet pålagt håndjern, tog fat i den anholdtes overarme og med en vis kraft førte ham ind imod en mur, da den anholdte trods gentagne anmodninger om at tie stille fortsatte med at tale. Politiassistenten havde derved brugt mere magt end nødvendigt for at understrege, at anmodningen om at tie stille var alvorligt ment. Den anholdte, der var udlænding, og som havde indgivet en skriftlig klage, var ikke afhørt i sagen, da han var blevet udsendt til sit hjemland.
Rigsadvokaten fandt ikke det begivenhedsforløb, som statsadvokaten havde lagt til grund, for tilstrækkeligt bevist og omgjorde sagen.

Eksempel 2
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere en politiassistents adfærd i forbindelse med en ransagning

(SA3-98-44-149 og K 285/98)
En advokat klagede på vegne af en kvinde og hendes søn over en politiassistents handling og udtalelser i forbindelse med en ransagning på klagernes bopæl, som de fandt påtrængende og nedværdigende. Politiassistenten havde ifølge advokaten talt til moderen og sønnen i bydeform, og politiassistenten havde spurgt, om politiet havde sønnens fingeraftryk.
Statsadvokaten havde flere gange korresponderet med advokaten for at få præciseret klagen over politiassistenten adfærd. Statsadvokaten havde ikke afhørt kvinden eller denne søn.
Statsadvokaten og politiklagenævnet var enige om at beklage, at politiassistenten i sin adfærd havde været unødig hård over for kvinden og at han uden saglig grund havde spurgt sønnen om, hvorvidt politiet havde hans fingeraftryk, hvilket var egnet til at virke krænkende.
Således som sagen forelå oplyst, fandt Rigsadvokaten ikke, at det var tilstrækkeligt bevist, at politiassistenten havde optrådt unødig hårdt og afvisende. Rigsadvokaten lagde endvidere til grund, at spørgsmålet om fingeraftryk var stillet efter, at sønnen var blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven, således at spørgsmålet havde været berettiget.
Sagen er endvidere omtalt nedenfor i afsnit 6.1.3., eksempel 7.

Eksempel 3
Rigsadvokaten fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at beklage, at en politiassistent slog i bordet og sagde: "Og så er det ud"

(SA3-1997-44-132 og K 315/98)
En spirituspåvirket mand M var blevet anholdt for overtrædelse af politivedtægten. Han havde både før og under anholdelsen optrådt meget provokerende over for politiet.
M havde i forbindelse med løsladelsen fået at vide, at han var løsladt og kunne forlade politistationen. Vagthavende pegede med armen for at vise, hvor døren var. M blev imidlertid stående passivt, som om han ikke var villig til at forlade stationen og gav sig til at diskutere med politifolkene og kaldte på et tidspunkt en af politiassistenterne for "karl smart". Vagthavende besluttede, at diskussionen måtte afsluttes og bad M om at forlade stationen. Vagthavende bad derfor politiassistenten om at føre M ud med den fornødne magt. Politiassistenten lod sig provokere af M, blev vred og slog hånden i bordet og sagde til manden : "Og så er det ud".
Statsadvokaten fandt, at politiassistenten ikke burde have ladet sig provokere til at reagere, som han havde gjort og beklagede det passerede over for klageren. Det var politiklagenævnet enig i.
Politiassistenten klagede til Rigsadvokaten, der ikke fandt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at beklage politiassistentens adfærd og lagde vægt på, at klageren M havde været provokerende og modvillig.

Eksempel 4
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere en køreprøvesagkyndigs adfærd under en køreprøve

(SA6-98-44-173 og K 361/98)
En kørelærer klagede blandt andet over en køreprøvesagkyndigs adfærd under en køreprøve, fordi den køreprøvesagkyndige have talt i et vrissende tonefald, optrådte "kommandopræget", "nedladende" og på en "ubehagelig måde".
Eleven havde ikke selv klaget over forløbet eller omstændighederne omkring køreprøven.
Statsadvokaten og politiklagenævnet var enige om, at den køreprøvesagkyndige i forbindelse med afviklingen af køreprøven havde skabt en ubehagelig stemning, uden at det dog kunne konstateres, hvilke ord, der blev anvendt, og beklagede det passerede overfor eleven og kørelæren.
Rigsadvokaten fandt, at det ikke bevismæssigt kunne konstateres, hvilke ord, der var anvendt under køreprøven, ligesom den køreprøvesagkyndiges adfærd under køreprøven heller ikke nærmere kunne konkretiseres. Rigsadvokaten omgjorde derfor statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 5
Generelt beklaget, at politiforretningen ikke blev
gennemført på en mere hensigtsmæssig måde

(SA1-96-321-205 og K 270/98)
To unge mænd og en ung pige stod en tidlig lørdag morgen på kørebanen, ca. 11Ú2 m fra fortovet, da en civil patruljevogn kørte forbi.
Patruljevognen standsede og en af politiassistenterne sagde, at de unge skulle gå ind på fortovet, hvilket blev efterkommet. Da patruljevognen kørte, trak en af de unge sine benklæder ned og blottede sin bagdel mod patruljevognen. Politiassistenterne standsede patruljevognen og henvendte sig til de tre unge.
Der udspandt sig herefter en diskussion, der udviklede sig til tumult, hvorunder yderligere politi blev tilkaldt. Episoden endte med, at de to unge mænd blev anholdt og sigtet for overtrædelse af henholdsvis straffelovens § 119 (vold mod tjenestemand) og politivedtægten.
De tre unge mennesker klagede herefter over politiassistenterne og anmeldte den ene af dem for vold.
Statsadvokaten foretog afhøringer af de implicerede parter og fandt, at klagen og anmeldelsen burde afvises. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at omgøre statsadvokatens afgørelse, men fandt anledning til generelt at beklage, at politiforretningen ikke var blevet håndteret på en mere hensigtsmæssig måde.
Sagen er tillige omtalt nedenfor i afsnit 6.2.1., eksempel 5, og afsnit 7.5., eksempel 2.

5.3. Klagestatistikken

Rigsadvokaten har i beretningsåret modtaget i alt 149 konkrete sager vedrørende politiklagenævnsordningen. Tre af disse sager var forelagt af statsadvokaterne og vedrørte blandt andet spørgsmålet om statsadvokatens habilitet, fire sager vedrørte henvendelser, der blev sendt videre til vedkommende statsadvokat, mens seks sager var orienteringssager.
Rigsadvokaten modtog således i beretningsåret 136 klagesager. Det var en stigning på 25 sager i forhold til 1997, hvor antallet af modtagne klager var 111 sager. Antallet af klager indebærer, at godt hver femte afgørelse, der træffes af statsadvokaterne indbringes for Rigsadvokaten.
Fordelingen af klager, der er indbragt af sagens parter (den indklagede polititjenestemand og borgeren) og politiklagenævnene fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Fordelingen af indkomne sager hos Rigsadvokaten
Påklaget i	1996	1997		1998
Sagskategori	Kap 93b og 93c1	Kap 93b	Kap 93c2	Kap 93b	Kap 93c2
Påklaget af:
Polititjenestemanden	3	4	0	9	9 (1)
Borgeren	4	46	43 (2)	41	63 (1)
Politiklagenævnet	5	3	15 (8)	2	12 (7)
		53	58 (10)	52	84 (9)
I alt	97	111		136

Noter:
¹⁾ Sagskategorierne/klagere er ikke specificeret i 1996.
²⁾ Færdselssager er angivet i parentes.

5.4. Særligt om sager, der er påklaget af nævnene

Det kan konstateres, at politiklagenævnene — som forudsat i lovforarbejderne — generelt er tilbageholdene med at klage over statsadvokatens afgørelse, selvom man er uenige heri. Nævnene har i 1998 i 14 tilfælde klaget over statsadvokatens afgørelse. Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København m.v. har indbragt 12 sager, mens Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland og Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Ålborg hver har indbragt en afgørelse for Rigsadvokaten.
Nogle af sagerne, der er påklaget af nævnene, vedrører spørgsmålet om nævnenes kompetence, jf. afsnit 7.3. Andre sager vedrører derimod spørgsmålet om en almindelig bevisvurdering, som sagens parter ikke har fundet anledning til at påklage.
Nedenfor beskrives de sager, hvor politiklagenævnene har indbragt statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten. I beskrivelsen indgår endvidere en enkelt afgørelse, der er påklaget i 1999, men som vedrører en episode, der fandt sted i beretningsåret.

5.4.1. Principielle spørgsmål

Sag nr. 1
Spørgsmål om yderligere undersøgelser i en straffesag

(SA1-97-321-390 og K 276/98)
Statsadvokaten meddelte i en sag vedrørende anmeldelse af en polititjenestemand for ærekrænkelse og bagvaskelse politiklagenævnet, at han agtede at afvise anmeldelsen uden at foretage yderligere undersøgelser.
Politiklagenævnet anmodede statsadvokaten om at indhente en nærmere redegørelse fra polititjenestemanden, inden nævnet traf afgørelse i sagen.
Det afviste statsadvokaten. Politiklagenævnet indbragte spørgsmålet om indhentelse af yderligere oplysninger for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten meddelte, at spørgsmålet ikke kunne indbringes for Rigsadvokaten, idet sagen blev behandlet som en straffesag efter retsplejelovens kapitel 93 c. Spørgsmålet om indhentelse af yderligere undersøgelser skulle i stedet indbringes for retten, jf. retsplejelovens § 1021 c, stk. 2.
Sagen er endvidere omtalt nedenfor i afsnit 7.3.3.

Sag nr. 2
Statsadvokatens efterfølgende ændring af en afgørelse af tiltalespørgsmålet skal forelægges nævnet på ny

(SA1-97-321-0367 og K 249/98)
Statsadvokaten havde besluttet at forelægge en kriminalassistent en bøde på 850 kr. for en ca. 33 % overskridelse af hastighedsbegrænsningen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Kriminalassistenten ønskede ikke at vedtage bødeforlægget, fordi hastighedsoverskridelsen skyldtes, at han var på vej til et møde med en meddeler, hvilket møde var af en sådan vigtighed, at han fandt det nødvendigt at køre udrykningskørsel til stedet. For at nå frem til mødet i tide måtte han overtræde hastighedsbegrænsningen. ?Hans foresatte bekræftede overfor statsadvokaten, at kriminalassistenten havde en kontakt med en meddeler, ligesom han an
så det for rimeligt, at kriminalassistenten havde overtrådt hastighedsbegrænsningen for at nå frem i tide. På denne baggrund ophævede statsadvokaten bødeforlægget.
Politiklagenævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten, blandt andet med spørgsmål om, hvorvidt statsadvokatens beslutning om at ophæve bødeforelægget forinden burde have været forelagt for politiklagenævnet.
Rigsadvokaten fandt, at spørgsmålet om ophævelse af bødeforelægget burde have været forelagt for politiklagenævnet, men fandt i øvrigt ikke grundlag for ændre statsadvokatens afgørelse. Der var ikke grundlag for at betvivle kriminalassistentens oplysninger, der var tiltrådt af hans foresatte, om at mødet var af en sådan vigtighed, at det var nødvendigt at køre udrykningskørsel til stedet for at nå frem, og herunder overskride hastighedsbegrænsningen.
Sagen er endvidere omtalt neden for i afsnit 7.3.4.

Sag nr. 3
Politiassistents forevisning af politiidentifikation i sin fritid anset for sket "i tjenesten"

(SA1-98-44-0248 og K 352/98)
En politiassistent kørte i sin fritid i sin personbil. En bilist var efter politiassistentens opfattelse ved at påkøre hans bils højre side, og han måtte undvige ved at svinge kraftigt til venstre. Politiassistenten kørte herefter ind foran hende og standsede.
Politiassistenten var ifølge bilisten vred, højtråbende, verbalt truende, ubehagelig og nedladende i sin fremtoning. Han bad om at måtte se hendes kørekort. Først da hun nægtede at efterkomme hans anmodning herom, legitimerede han sig som politiassistent, og hun viste ham herefter sit kørekort.
Statsadvokaten lagde ved sin afgørelse til grund, at politiassistenten under den første del af samtalen med klageren optrådte som privatperson, og at han først efter at have legitimeret sig som politimand, trådte i tjeneste.
Politiklagenævnet påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten var enig med politiklagenævnet i, at begivenhedsforløbet i denne sag burde behandles samlet efter retsplejelovens regler om klager over politiet.
Sagen er nærmere omtalt nedenfor i afsnit 7.1.2., eksempel 3.

Sag nr. 4
Spørgsmålet om en politimæssig disposition eller adfærd omfattet af kapitel 93 b

(SA1-98-44-0273 og K 363/98)
Sagen drejede sig om en klage over politiets manglende service i forbindelse med fremskaffelse af nyt pas umiddelbart før en borgers ferierejse til udlandet.
Politiklagenævnet havde klaget til Rigsadvokaten over, at statsadvokaten ikke havde kritiseret en polititjenestemand, da nævnet fandt, at "indklagedes opførsel skader befolkningens indtryk af politiet". Nævnet fandt, at det faldt inden for nævnets opgave at "tilrettevise en betjent, når han ikke lever op til de forventninger, som vi som borgere har til dansk politi".
Statsadvokaten havde over for nævnet tilkendegivet, at det faldt uden for politiklagenævnsordningen at på se, hvorvidt politiet er tilstrækkelig "serviceminded" over for borgerne, og at der kun i tilfælde af, at der falder konkret kritisable udtalelser, bør ske påtale.
Rigsadvokaten tiltrådte, at der kun er grundlag for at udtale kritik af en polititjenestemands adfærd i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, såfremt det må lægges til grund, at polititjenestemanden har fremsat konkret kritisable udtalelser.
Sagen er tillige omtalt i afsnit 7.1.3.

Sag nr. 5
Rækkevidden af retsplejelovens kapitel 93 b - c

(SA2-98-322-0016 og K 380/99)
En politimester var en sen aften sammen med sin hustru på vej hjem i en taxa. Undervejs i taxaen opstod der diskussion med taxachaufføren. Taxachaufføren ønskede ikke at køre længere med passagererne og standsede taxaen i en skov. Der kom yderligere fire taxaer tilstede, som efter passagerernes opfattelse opførte sig ubehageligt. Dette fik politimesteren til at forevise sin politilegitimation, hvorefter de øvrige taxachauffører kørte deres vej.
Taxachaufføren tilkaldte herefter politiet, da politimesteren ikke ville betale for turen.
To politiassistenter ankom til stedet, og politimesteren foreviste på ny sin politilegitimation. Politimesteren bad politiassistenterne om at køre sig hjem. Dette afviste de, fordi de på grund af tjenesten ikke kunne forlade politikredsen. Politiassistenterne tilbød i stedet at køre politimesteren og hans hustru til et sted, hvor de kunne få fat i en anden taxa. Politimesteren beklagede sig over politiassistenternes manglende service.
Sagsforløbet blev indberettet til Justitsministeriet, der anmodede statsadvokaten om en vurdering af, hvorvidt der for ham var anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af sagen i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b - c, før end der blev taget stilling til spørgsmålet om disciplinære skridt.
Statsadvokaten meddelte Justitsministeriet, at han ikke fandt, at politimesteren under episoden havde været i tjeneste, og sagen var derfor ikke omfattet af politiklagenævnsreglerne. På den baggrund traf Justitsministeriet afgørelse i disciplinærsagen.
En borger havde set sagen omtalt i dagspressen og anmeldte på den baggrund politimesteren for strafbart forhold. Statsadvokaten forelagde sagen for politiklagenævnet og anførte, at der ikke var formodning om strafbart forhold. Klagen over politimesterens adfærd faldt efter statsadvokatens opfattelse uden for politiklagenævnsordningen. Statsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at foretage sig yderligere i sagen.
Politiklagenævnet mente, at sagen var omfattet af politiklagenævnsordningen, men var i øvrigt enig i, at der ikke skulle foretages yderligere i sagen. Politiklagenævnet har indbragt spørgsmålet om rækkevidden af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og c for Rigsadvokaten. Sagen er endnu ikke afgjort.
Sagen er tillige omtalt nedenfor i afsnit 7.1.2., eksempel 4.

5.4.2. Færdselssager

Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København m.v. har i beretningsåret indbragt fem afgørelser vedrørende sanktions- og bevisspørgsmål i færdselssager for Rigsadvokaten.

Eksempel 1
Spørgsmål om yderligere tiltale for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med udrykningskørsel

(SA1-97-321-0337 og K 240/98)
En patruljevogn var under udrykning ved brug af udrykningssignaler på vej til en HT-bus, hvor en passager var gået amok. Patruljevognen kørte ind i et lysreguleret kryds mod rødt lys i den hensigt, at svinge til højre. I krydset stødte den sammen med en personbil. Ved sammenstødet skete der mindre personskade samt materiel skade.
Statsadvokaten fandt, at føreren af patruljevognen burde forelægges en bøde på 250 kr. for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen, idet han ved fremkørslen i det lysregulerede kryds ikke havde nedsat hastigheden så meget, at der straks kunne standses for eventuelt tværgående trafik.
Politiklagenævnet var ikke enig i afgørelsen og ønskede, at der tillige skulle rejses tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af færdselslovens § 16 (reglerne om svingning), og at politiassistenten derfor skulle forelægges en bøde på 750 kr.
Politiklagenævnet påklagede sagen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 2
Spørgsmål om tiltale for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med udrykningskørsel

(SA1-97-321-353 og K 244/98)
Føreren af en patruljevogn mistede under udrykningskørsel herredømmet over patruljevognen, der ramte indgangspartiet til en restaurant. Politiassistenten fik ved påkørselen en "piskesmælds"-skade, og der skete materiel skade på patruljevogn og restaurantens indgangsparti.
Det måtte antages, at ulykken var forårsaget af, at politiassistentens støvle sad fast mellem bremsepedalen og koblingspedalen.
Statsadvokaten fandt, at der højst kunne blive tale om en overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, der — hvis der ikke er tale om politifolk — normalt ikke medfører nogen strafferetlig sanktion. Statsadvokaten fandt derfor ikke anledning til en strafferetlig
reaktion mod politiassistenten. Politiklagenævnet mente, at politiassistenten burde forelægges en bøde på 400 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 16 (reglerne om svingning) ved som kørende i et vejkryds at have undladt at sikre sig, at manøvren kunne foretages uden fare for andre.
Rigsadvokaten ændrede statsadvokatens afgørelse og besluttede, at politiassistenten skulle forelægges en bøde på 250 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1. Rigsadvokaten fandt derimod ikke, at der tillige kunne rejses tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 2, fordi ulykken ikke kunne antages at være sket som en direkte følge af politiassistentens placering på vejbanen eller lignende.

Eksempel 3
Spørgsmål om tiltale for overtrædelse af vigepligtsreglerne/bevisvurdering

(SA1-96-321-0228 og K 246/98)
Sagen vedrørte et færdselsuheld, hvor en politiassistent i forbindelse med, at han skulle foretage et venstresving påkørte en modkørende taxa, der også skulle foretage et venstresving. Der skete ingen personskade ved færdselsuheldet.
Statsadvokaten lagde til grund, at politiassistenten det pågældende sted havde højre vigepligt, og umiddelbart forud for færdselsuheldet holdt stille ved midterrabatten. Det kunne ikke afvises, at taxaen havde foretaget en pludselig og uberegnelig opbremsning og venstresvingsmanøvre. Statsadvokaten besluttede derfor, at der ikke skulle foretages strafferetlige sanktioner over for politiassistenten.
Politiklagenævnet mente ikke, at det kunne lægges til grund, at politiassistenten havde holdt stille ved midterrabatten, og at han derfor skulle idømmes en bøde.
Rigsadvokaten var enig i statsadvokatens bevisvurdering og afgørelse.

Eksempel 4
Spørgsmål om tiltale for manglende overholdelse af afstand til forankørende/bevisvurdering

(SA1-96-321-221 og K 253/98)
Sagen drejede sig om, hvorvidt en politiassistent havde overtrådt færdselsloven, idet hun umiddelbart før et lyssignal påkørte en forankørende bil, der bremsede op for gult lys.
Der var uenighed mellem parterne om årsag en til uheldet.
Statsadvokaten fandt, at det efter de almindelige bevisbyrdeprincipper ikke kunne afvises, at den forankørende personbil havde foretaget en kraftig og uventet (upåregnelig) opbremsning.
Statsadvokaten besluttede derfor, at der ikke skulle rettes strafferetlige sanktioner mod politiassistenten.
Politiklagenævnet fandt ikke, at den forankørende opbremsning var upåregnelig for politiassistenten, og at hun derfor havde overtrådt færdselslovens § 15, stk. 3.
Rigsadvokaten var enig i statsadvokatens bevisbedømmelse og tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 5
Spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten

(SA1-98-321-252 og K 326/98)
Under udrykningskørsel tog en politiassistent fejl af til- og frakørsel til motorvejen, hvilket forårsagede færdselsuheld. Uheldet skete på vej hen til frakørselsrampen, og pågældende opdagede fejlen inden han nåede frem til rampens begyndelse. Han forsøgte forgæves at bakke.
Statsadvokaten traf afgørelse om, at politiassistenten skulle straffes med en bøde på 450 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 45, stk. 1, hvorefter indkørsel på motorvej kun må ske ved dennes begyndelse eller ad særlig anlagt tilkørselsvej.
Politiklagenævnet ønskede, at der også skulle nedlægges påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Rigsadvokaten var enig i statsadvokatens vurdering af, at
er ikke skulle nedlægges påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Rigsadvokaten fandt imidlertid, at forholdet burde henføres under udrykningsbekendtgørelsens § 8, jf. § 7, stk. 4, og at politiassistenten derfor skulle forelægges en bøde på 250 kr.

5.4.3. Sager vedrørende bevisvurderingen

Eksempel 1
Spørgsmål om tiltale for uagtsomt manddrab og påstand om betinget frakendelse af førerretten

(SA4-98-321-155 og K 358/98)
Under udrykningskørsel ved brug af udrykningshorn og -blink kørte en patruljevogn ind i et kryds for rødt lys. I krydset påkørte patruljevognen en knallertkører, der var kørt ind i krydset for grønt lys. Ved sammenstødet blev knallertkøreren kastet gennem luften og landede på den anden side af krydset. Knallertkøreren, hvis styrthjelm formentlig var fløjet af, inden han ramte jorden, afgik ved døden senere samme dag på grund af svære læsioner i hovedet.
Statsadvokaten rejste tiltale mod føreren af patruljevognen for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen. Statsadvokaten fandt, at føreren havde optrådt uagtsomt, men ikke i en grad, at uagtsomheden kunne betegnes som grov.
Politiklagenævnet fandt, at den udviste uagtsom var omfattet af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, ligesom betingelserne for førerretsfrakendelse var opfyldt.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens bevisvurdering.

Eksempel 2
Bevisvurdering i en sag vedrørende anmeldelse om vold

(SA1-97-321-0271 og K 250/98)
Statsadvokaten havde besluttet at opgive påtale mod en politiassistent, der var sigtet for vold i forbindelse med en anholdelse. Statsadvokaten kunne ikke fastslå, om den anholdte var blevet skubbet af politiassistenten eller selv var trådt tilbage mod en mur, hvorved han havde ramt et granitudspring og fået et sår. Der var ikke grund til at antage, at politiassistenten havde øvet forsætlig vold.
Politiklagenævnet var ikke enig i bevisvurderingen og ønskede politiassistenten tiltalt for vold.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 3
Bevisvurdering i en sag vedrørende politiassistents brug af tjenestehund

(SA1-97-44-156 og K 262/98)
En nat skulle en mand hente sin cykel i gården til den ejendom, hvor han arbejdede. på det tidspunkt kom to personer, der var på flugt fra politiet, gennem gården. Umiddelbart efter fulgte en politihund, som en politiassistent havde sendt efter dem. Politiassistenten havde løftet politihunden over en mur, som de to personer havde forceret, og han kunne derfor ikke se hverken personerne eller hunden.
Hunden standsede op ved manden med cyklen og begyndte at bide denne, idet den havde forvekslet ham med dem, som den skulle forfølge.
Statsadvokaten kritiserede politiassistentens anvendelse af hund, fordi politiassistenten ikke havde konstant kontrol over politihunden og derfor burde have undladt at lade den foretage forfølgelse i en gård til en ejendom, hvor der var risiko for, at andre personer kunne være til stede.
Politiklagenævnet var enig i denne kritik, men mente, at politiassistenten også burde forelægges en bøde for overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1. pkt. Efter denne bestemmelse er det i byer og områder med bymæssig bebyggelse forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser mv. — der er åbne for almindelig færdsel — uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og fandt ikke, at hundelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., var anvendelig i denne situation.

Eksempel 4
Bevisvurdering i en sag vedrørende blufærdighedskrænkelse i forbindelse med visitation

(SA1-97-44-210 og K 271/98)
En person anmeldte, at en politiassistent havde foretaget visitation på en sådan måde, at han som forbipasserende havde følt sin blufærdighed krænket. Han oplyste, at polititjenestemænd havde foretaget visitation af en anholdt person på åben gade, og at personen var blevet tvunget til at trække cowboybukser og underbukser ned til anklerne.
Den visiterede person havde ikke selv klaget over visitationen og reagerede ikke på statsadvokatens indkaldelse til afhøring.
Statsadvokaten sluttede sagen, da han ikke fandt grund til at betvivle polititjenestemændenes forklaring om, at det var den pågældende selv, der uopfordret havde trukket sine bukser ned.
Politiklagenævnet klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten. Nævnet mente, at den polititjenestemand, der havde foretaget visitationen, skulle tiltales for blufærdighedskrænkelse.
På Rigsadvokatens foranledning blev den visiterede person afhørt. Han oplyste, at det var ham selv, der uopfordret havde trukket sin bukser ned i protest mod visitation.
Rigsadvokaten tiltrådte herefter statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 5
Bevisvurdering i en sag vedrørende klage over blandt andet politimesterens "uforskammede" adfærd

(SA2-97-44-208 og K 320/98)
En kvinde klagede til statsadvokaten over politiets voldsomme, anstødelige og uetiske anvendelse af tvang under en anholdelse, som hun som forbipasserende var vidne til. Hun klagede endvidere over politimesteren, som hun fandt havde optrådt uforskammet, da hun samme dag ringede til politimesteren for at påtale anholdelsen.
Statsadvokaten fandt ikke, at der under de givne omstændigheder havde været tale om unødig magtanvendelse. Der var efter statsadvokatens opfattelse intet grundlag for at udtale kritik af politimesteren.
Politiklagenævnet var ikke enig i afgørelsen og påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten. Politiklagenævnet anførte blandt andet, at politimesteren burde have orienteret kvinden om muligheden for at indgive klage til statsadvokaten, samt at det ligeledes havde været rimeligt, at politimesteren havde tilkendegivet, at han ville kontakte klageren, når han havde undersøgt sagen nærmere. Også klageren påklagede afgørelsen.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og anførte angående klagen over politimesteren, at de forhold, som politiklagenævnet havde nævnt, måtte anses for at vedrøre politimesterens dispositioner i anledning af henvendelsen. De kunne derfor ikke inddrages i vurderingen af, hvorvidt der var grundlag for at udtale kritik af politiassistentens adfærd.

Afsnit 6.
Gennemgang af konkret udvalgte sager

Gennemgangen af konkrete sager har til formål at belyse en række typiske sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret. Sagerne er udvalgt i samarbejde med statsadvokaterne og politiklagenævnene. Enkelte af sagerne har været forelagt for Rigsadvokaten af sagens parter. Sager af mere principiel karakter er behandlet i beretningens afsnit 7-10, hvortil der henvises.
Gennemgangen af sagerne følger samme systematik som i beretningen for 1996 og 1997.
6.1. Kapitel 93 b — adfærdsklager
Dette afsnit beskriver 23 sager, hvor der er klaget over politipersonalets adfærd i tjenesten. Tre af sagerne vedrører klager over politiets magtanvendelse m.v., mens resten af sagerne vedrører klager over ukorrekt personlig optræden, herunder navnlig sprogbrug. Endvidere er der beskrevet nogle eksempler på grundløse klager, og to eksempler påsager, der er afsluttet eller burde være afsluttet med en samtale mellem klageren og en højtstående polititjenestemand — i disse tilfælde har statsadvokaten således ikke foretaget en egentlig undersøgelse af klagen.

6.1.1. Magtanvendelse

Eksempel 1
Magtanvendelse over for person på krykker

(SA3-1997-44-92 og K 313/98)
En mand M fulgte efter en anden person, som han mente skyldte ham penge. På grund af en diskusprolaps gik M ved hjælp af to krykker. Han råbte to politiassistenter an, for at de skulle stoppe den pågældende person. Politiassistenterne stoppede personen, men lod ham gå, da de blev klar over, at der var tale om et civilretligt mellemværende mellem de to personer.
Politiassistenten vejledte herefter M om, hvorledes han skulle forholde sig, hvis han mente at have et civilt krav. M hidsede sig herunder voldsomt op og svingede med sine krykker, så politiassistenterne måtte tage fat i ham.
M klagede efterfølgende over episoden og gjorde gældende, at han pludselig blev angrebet af politiassistenterne, der havde lagt ham ned på jorden, siddet på hans ryg og presset hans arme ind i ryggen på ham. Han klagede også over deres sprogbrug og over, at de på hans forlangende ikke havde oplyst deres navne.
Politiassistenterne forklarede, at klageren trods deres gentagne anmodninger om at forholde sig roligt havde været stærkt ophidset, havde stampet i jorden og svinget med sine krykker. Da der var fare for, at han kunne ramme dem med krykkerne, tog de begge fat i hans arme, hvorefter klageren uden nærmere grund sank ned, så han hvilede på knæene. De forklarede endvidere, at de på grund af klagerens ophidselse og adfærd ikke havde oplyst deres navne.
Ved en lægeundersøgelse af klageren var der konstateret hævelse og blodansamling på ca. 1 cm i panden, i nakkeregionen røde striber bredende sig ned langs ryggen ud til begge flanker samt ømhed ved berøring af ryggen og nakken.
Statsadvokaten fandt på baggrund af lægeundersøgelsen, at der var anvendt magt i videre omfang end forklaret af politiassistenterne. På grund af klagerens ophidselse havde der dog ikke været tale om unødig magtanvendelse. Statsadvokaten afviste derfor klagen.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig uenig i afgørelsen. Nævnet fandt det beklageligt, at politiassistenterne havde anvendt større magt end nødvendigt overfor en mand, der bevægede sig ved hjælp af to krykker.
Klageren klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 2
Magtanvendelse over for person med skydevåben

(SA3-1997-44-108)
Politiet modtog en aften anmeldelse om, at en mand A og en kvinde B færdedes på gaden bevæbnet med et oversavet jagtgevær.
To politiassistenter traf A og B på gaden og beordrede A til at smide geværet og lægge sig ned. Den ene politiassistent tvang herefter i et førergreb A til at lægge sig ned. Herunder så politiassistenten, at A også var bevæbnet med en kniv. Politiassistenten satte sin pistol i A’s ryg ved lænden og — da han fortsat var urolig — trykkede han med en hånd mellem skulderbladene A mod jorden.
Herefter løb den anden politiassistent over til B, der befandt sig ved en trappesten. Han beordrede B at lægge sig ned. Da hun ikke straks efterkom dette, pressede politiassistenten hende ned at ligge ved at trykke med hånden mellem hendes skulderblade. Han holdt hende herefter fast, således at hendes hoved var nede ved trappestenen. B havde efterfølgende et rødt trykmærke i panden.
Geværet viste sig senere at være et attrapgevær, der til forveksling lignede et oversavet jagtgevær.
A klagede over politiets behandling af ham og forklarede blandt andet, at en af politiassistenterne skulle have rettet en pistol mod A’s tinding og have truet med at skyde hovedet af ham, hvis han ikke lå stille.
B klagede også over magtanvendelsen og gjorde blandt andet gældende, at politiassistenterne måtte have kunnet se, at hun var gravid i 7. måned. Det havde hun også sagt til dem.
Statsadvokaten afviste klagen og lagde vægt på, at de ved at færdes på gaden med et attrapgevær, der til forveksling lignende et oversavet gevær, ved at pege på betjentene med geværet og ved ikke straks at have efterkommet politiets anvisninger om at lægge sig ned, selv havde givet anledning til anholdelsen.
Under hensyn til sagens alvorlige karakter fandt statsadvokaten ikke, at politiassistenterne havde udøvet unødig magt. Statsadvokaten afviste, at A var blevet truet med, at han ville blive skudt. Det fandtes ikke kritisabelt, at den ene af politiassistenterne under disse omstændigheder havde sagt "hold kæft" til A.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 3
Politibil kørte over klagers fod

(SA3-1997-44-121 og K 201/97)
Politiet blev tilkaldt i anledning af større slagsmål efter en fest i et forsamlingshus. Da politiet ankom, var en større mængde unge mennesker forsamlet på parkeringspladsen foran forsamlingshuset. Patruljevognen kørte langsomt frem, men kørte ved en uheld hen over klageren A’s ene fod.
A blev ophidset og slog i patruljevognens tag og han råbte ad betjentene. De to politiassistenter standsede og steg ud af vognen. A fortsatte med at skælde ud. Da han virkede beruset og ikke ville efterkomme opfordringen om at forholde sig rolig, blev han lagt i håndjern og anholdt. Han blev anbragt i en hundepatruljevogn.
A klagede over, at anholdelsen var sket af racistiske grunde, og at der havde været tale om grov magtanvendelse. A klagede endvidere over, at han havde fået et bødeforelæg for at have råbt skældsord til politiet efter at hans fod var blevet kørt over.
Statsadvokaten besluttede angående bødeforelægget at opgive påtale for forholdet.
Statsadvokaten beklagede, at A ved et uheld var blevet kørt over, men afviste i øvrigt klagen, da der ikke var grundlag for at tro, at anholdelsen var sket af andre grunde end hensynet til at skabe ro og orden på stedet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
En politiforening klagede til Rigsadvokaten over, at statsadvokaten havde besluttet at opgive påtale mod A. Rigsadvokaten afviste klagen, da politiforeningen ikke var klageberettiget.
Justitsministeriet tiltrådte senere Rigsadvokatens afgørelse.

6.1.2. Klager over sprogbrug

Eksempel 1
Efter omstændighederne ikke kritisabelt at sige "hold kæft".

(SA3-1997-44-108)
En mand A bar på gaden et oversavet jagtgevær (attrap), som han blandt andet pegede på nogle polititjenestemænd med.
Under hensyn til sagens alvorlige karakter fandt statsadvokaten det ikke kritisabelt, at den ene af politiassistenterne under politiforretningen havde sagt "hold kæft" til A.
Sagen er beskrevet som eksempel 2 ovenfor.

Eksempel 2
Politiassistent kaldt advokats klient for "dybt debil"

(SA2-1997-44-0207)
En advokat klagede over, at en politiassistent havde rettet telefonisk henvendelse til hans kontor og i den forbindelse blandt andet sagt, at advokatens klient var "en dybt debil person" og at "han ville da skide på" at advokaten repræsenterede den pågældende klient.
Politiassistenten beklagede under afhøringen hos statsadvokaten, at han havde forløbet sig. Han ville ikke bestride at have udtalt sig som refereret af advokaten.
Statsadvokaten beklagede overfor advokaten den måde, hvorpå politiassistenten havde rettet telefonisk henvendelse.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 3
Politiassistent råbte "fjols" eller "idiot"

(SA2-1997-44-0203)
En politiassistent var på vej på arbejde på cykel, da klageren bakkede sin bil ud over cykelstien, hvorved politiassistenten måtte undvige ud på kørebanen. Politiassistenten råbte "fjols" eller "idiot".
Politiassistenten henvendte sig umiddelbart efter til klageren, hvor han foreviste politilegitimation. Han sigtede derefter klageren for overtrædelse af færdselsloven.
Efter modtagelsen af bødeforelægget klagede bilisten over, at politiassistenten havde kaldt ham for "fjols" eller "idiot".
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at betjenten i forskrækkelse havde råbt "fjols" eller "idiot" til klageren, der havde fremkaldt den farlige trafikale situation.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 4
Klage over sprogbrug

(SA4-1998-44-0164)
Efter en superligakamp i Ålborg mellem Aab og Brøndby bemærkede to civilklædte politiassistenter en gruppe unge Brøndby-tilhængere, der optrådte provokerende og aggressivt over for nogle Aab-tilhængere.
Politiassistenterne rettede henvendelse til to fra gruppen og bad dem om at legitimere sig. De unge ville have en begrundelse for anmodningen, og der opstod diskussion om, hvorvidt de var forpligtet til at oplyse deres generalia. En af politiassistenterne sagde i den forbindelse til klageren: "Snotnæse (eller snothvalp), du har pligt til at oplyse dig navn".
Kort tid efter kom klageren i slagsmål med en anden. Begge blev anholdt af den samme politipatrulje og indbragt til politigården.
I forbindelse med opholdet her omtalte den anden politiassistent klageren som "ham fra Djævleøen". Forinden havde klageren omtalt politiassistenterne som "jydetampe".
Politiklagenævnet, der var enig med statsadvokaten i, at der tilkom polititjenestemænd et vist frisprog. Nævnet fandt dog, at grænsen var overskredet ved anvendelse af udtryk som "snothvalp" eller lignende ringeagtsytringer. Politiklagenævnet mente derfor at forholdet var kritisabelt og burde beklages.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af de to politiassistenters sprogbrug i de foreliggende situationer. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at udtrykket "snotnæse" eller lignende var anvendt for at markere, at diskussionen var slut, og at udtrykket "ham fra Djævleøen" var anvendt som modsvar til klagerens tilsvarende udtryk.
Afgørelsen har ikke været påklaget til Rigsadvokaten.

Eksempel 5
Politiassistent var personlig fornærmende

(SA6-1998-44-0148 og K 287/98)
En politiassistent standsede klageren, der på cykel kørte mod færdselsretningen.
Klageren klagede over, at politiassistenten i den diskussion, der efterfølgende udviklede sig, havde udtalt: "Du har et meget ubehageligt udseende", "du er utrolig usympatisk" og "hvis du havde været min søn, ville du have fået en røvfuld for længe siden".
Statsadvokaten lagde til grund, at klageren selv havde lagt tonen an, havde kritiseret politiet og havde været ophidset, ligesom han opgav falsk navn til politiassistenten.
Selv om klageren havde optrådt provokerende, beklagede statsadvokaten det passerede, da politiassistenten ikke burde have fremsat personlige bemærkninger.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten indbragte sagen for Rigsadvokaten, der tilsluttede sig statsadvokatens beklagelse og udtalte, at "polititjenestemænd skal anvende korrekt sprogbrug og i øvrigt optræde korrekt over for borgeren. Hvad der er korrekt sprogbrug må afgøres efter en konkret vurdering, hvori blandt andet indgår de omstændigheder, hvorunder en udtalelse er fremsat".
Rigsadvokaten anførte endvidere, at "uanset det må lægges til grund, at (klageren) optrådte provokerende over for Dem, og at situationen var ophidset, finder jeg ikke, at udtalelsen kan anses for berettiget".

Eksempel 6
Uheldigt ordvalg

(SA5-1997-44-0151)
En politiassistent henvendte sig til en scooterfører S, der kørte uden styrthjelm. Politiassistenten vejledte om, at det ville medføre bøde, hvis S fortsatte med at køre uden styrthjelm. S fortsatte kørslen hjem uden at anvende styrthjelm.
Politiassistenten henvendte sig til S på bopælen og sigtede denne for overtrædelse af færdselsloven.
S klagede over, at politiassistenten i den forbindelse havde udtalte: "Hvordan fanden er det, I går og opfører jer herude".
Statsadvokaten fandt som udgangspunkt, at en sådan udtalelse ikke vil kunne accepteres i enhver sammenhæng. Under de foreliggende omstændigheder fandt statsadvokaten dog ikke, at udtalelsen var af en sådan grovhed, at den skulle beklages.
S havde også klaget over, at politiassistenten havde udtalt "hvis du fortsætter med det her, bliver du krøllet sammen og lagt ned i skraldespanden ovre i hjørnet".
Statsadvokaten fandt, at denne udtalelse som udgangspunkt var et uheldigt ordvalg, der ikke bør anvendes af polititjenestemænd under afhøring eller under en henvendelse til borgerne. Under hensyn til de konkrete omstændigheder — herunder at S havde optrådt aggressivt og råbende og var fremkommet med udtalelser, der kunne opfattes som truende, hvorfor polititjenestemanden fremkom med udtalelserne for at dæmpe S og derved undgå en voldelig konfrontation — fandt statsadvokaten ikke, at der var tilstrækkelig anledning til at kritisere politiassistentens sprogbrug.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

6.1.3. Klager over anden ukorrekt adfærd

Eksempel 1
Klage over moraliserende politiassistent

(SA3-1998-44-164 og K 369/99)
En kvindelig viceskoleinspektør ankom til Rødby Havn fra Puttgarten, hvor hun bad om politiets bistand på grund af trusler fra to ungdomsskoleelever, som hun var ved at følge hjem fra et lejrskoleophold i Tyskland.
Viceskoleinspektøren klagede over, at politiassistenten havde optrådt hånligt og nedladende over for hende, og flere gange betydet hende, at hun ikke burde rejse ud med belastede unge, hvis hun ikke kunne styre dem.
Politiassistenten havde ikke benægtet at have udtalt sig som anført af klagen.
Statsadvokaten beklagede det passerede, idet "det ikke tilkommer politiet at moralisere, og at en sådan adfærd svækker tilliden til at man altid trygt kan henvende sig til politiet og regne med hjælp og vejledning på en imødekommende måde".
Poltitiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten har påklaget afgørelsen til Rigsadvokaten. Sagen er endnu ikke afgjort.

Eksempel 2
Politiassistent lagde telefonrøret på uden at slutte samtalen

(SA1-98-44-237)
En person klagede over politiets adfærd, da han indgav en anmeldelse om overtrædelse af tomgangsregulativet begået af lastbilchauffør, der kørte jord fra en byggeplads i Københavns indre by.
Den vagthavende politiassistent havde ifølge klageren i særdeles ubehøvlede vendinger nægtet at modtage anmeldelsen og havde lagt telefonrøret på uden at afslutte samtalen.
Klageren mødte, trods to opfordringer hertil, ikke til afhøring hos statsadvokaten for at uddybe klagen.
Statsadvokaten indstillede til politiklagenævnet, at der ikke blev foretaget yderligere i sagens anledning.
Politiklagenævnet var enig heri. Nævnet havde lagt vægt på,
at klager efter at være gjort bekendt med, at hans krav om, at politiet straks tog sig af anmeldelsen, ikke umiddelbart kunne efterkommes, indlod sig i videre diskussion med politiassistenten herom. På den baggrund fandt nævnet, at det undtagelsesvist var nødvendigt for politiassistenten at lægge røret på uden at afslutte samtalen.

Eksempel 3
Politiassistents opringning til kvinde

(SA6-1998-44-0154 og K 332/98)
En kvinde havde sammen med sin nevø en eftermiddag henvendt sig på politistationen for at få udstedt et pas. Nevøen var meget interesseret i politiet, og kvinden havde derfor spurgt en politiassistent i fællesekspeditionen om mulighederne for en rundvisning på stationen.
Næste dags aften ringede politiassistenten efter at have indtaget tre øl og to snapse til kvinden og tilbød hende, at komme ind på stationen til en rundvisning.
Kvinden oplyste, at hun ikke havde sin nevø hos sig. Politiassistenten havde herefter spurgt om hun selv ville komme til en rundvisning og bemærket, at nevøen bare var en irriterende eller "træls unge". Politiassistenten havde herefter nævnt en tidligere sag mod kvindens far, som han ønskede at drøfte med hende "under fire øjne".
Statsadvokaten beklagede det passerede, fordi politiassistenten ikke burde have foretaget opringningen efter at have indtaget spiritus. Statsadvokaten kritiserede også, at politiassistenten under samtalen havde givet udtryk for, at han gerne ville drøfte en tidligere straffesag.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 4
Politiassistents manglende selvbeherskelse

(SA6-1997-44-0127)
Klageren, der kørte i sin personbil, holdt forrest ved udkørslen fra en sidevej med ubetinget vigepligt. Bagved holdt en politiassistent. Da klageren efter politiassistentens opfattelse holdt for længe ved udkørslen, dyttede politiassistenten to gange. Klageren svarede igen ved at give ham "fingeren" og "rulle med øjnene".
Politiassistenten standsede efterfølgende klageren og påtalte hans fremkørsel i krydset. Klageren oplevede politiassistent som ophidset, vred og sur.
Der opstod en diskussion vedrørende politilegitimationen og kørekortet. Efter gennemsyn smed politiassistenten kørekortet ind i klagerens bil.
Statsadvokaten beklagede det passerede, fordi politiassistenten burde have udvist større selvbeherskelse.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 5
Polititjenestemand kiggede ind ad et vindue

(SA3-98-44-152)
En polititjenestemand skulle forkynde en ankemeddelelse for klageren på dennes opholdssted. Ankefristen udløb to dage senere.
Klageren klagede herefter over, at polititjenestemanden i stedet for at banke eller ringe på døren, havde kigget ind ad vinduet, mens klagerens hustru var næsten nøgen.
Polititjenestemanden oplyste, at han først bankede på vinduet efter forgæves at have banket på indgangsdøren. Han havde ikke set klagerens hustru upåklædt.
Statsadvokaten afviste klagen, idet der ikke var grund til at antage, at polititjenestemanden havde handlet ud fra usaglige motiver, da han så ind ad vinduet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Klager følte sig mistænkeliggjort

(SA3-97-44-140)
En person klagede over, at han følte sig mistænkeliggjort af en politiassistent i forbindelse med, at han anmeldte et indbrud på bopælen.
Politiets undersøgelser af gerningsstedet viste, at indbruddet ikke kunne være gennem terrassedøren, således som anmelderen havde anført. Der fandtes ikke andre spor efter indbrud. Det var også påfaldende, at der ikke syntes at være særligt rodet på stedet.
Politiassistenten havde derfor spurgt klageren, om han var sikker på, at det ikke var noget som var arrangeret og effekterne solgt.
Statsadvokaten afviste klagen, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte politiassistentens skøn om, at det var nødvendigt at "gå anmelderen på klingen", for eventuelt ad den vej at få be- eller afkræftet en mistanke om falsk anmeldelse.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 7
Klage over politiets adfærd under en ransagning

(SA3-98-44-149 og K 285/98)
En advokat klagede på vegne af en kvinde og hendes søn over en politiassistents handlinger og udtalelser i forbindelse med en ransagning på klagerens bopæl, som de fandt påtrængende og nedværdigende.
Politiassistenten havde ifølge advokaten flere gange talt til kvinden og hendes søn i bydeform. Politiassistenten havde endvidere spurgt, om politiet havde sønnens fingeraftryk.
Politiassistenten oplyste til statsadvokaten, at kvinden havde været flirtende over for politiassistenterne. Hun havde endvidere under politiets ophold på stedet forsøgt at være morsom og ironisk over for politipersonalet og deres arbejde på stedet. Politiassistenten fandt hendes opførsel upassende. Han havde derfor opført sig meget "forretningsmæssigt" og kunne derfor godt have virket lidt hård og utilnærmelig. Han afviste, at have spurgt til sønnens fingeraftryk på et usagligt grundlag.
Statsadvokaten afhørte ikke kvinden eller hendes søn.
Statsadvokaten beklagede, at politiassistenten i sin adfærd havde være unødig hård over for kvinden, og at han uden saglig grund havde spurgt sønnen om, hvorvidt politiet havde hans fingeraftryk, hvilket var egnet til at virke krænkende.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Politiassistenten klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten omgjorde statsadvokatens afgørelse.
Således som sagen forelå oplyst, fandt Rigsadvokaten det ikke for tilstrækkeligt bevist, at politiassistenten havde optrådt unødig hård og afvisende. Rigsadvokaten lagde endvidere til grund, at spørgsmålet om fingeraftryk var stillet efter, at sønnen var blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven, hvorfor spørgsmålet havde været berettiget.

Eksempel 8
Klage fra forsvarer over politimester

(SA4-97-322-0012 og K 211/97)
Fire personer var varetægtsfængslet og sigtet for blandt andet tyveri. De havde alle advokat A som forsvarer.
I tiden frem til et retsmøde om fortsat varetægtsfængsling af de sigtede, opstod der spørgsmål om forsvarerskifte for to af de fængslede. Kriminalpolitiet rettede i dagene op til retsmødet henvendelse til dommeren, der oplyste, at der ikke var beskikket ny forsvarer. Kriminalpolitiet orienterede arresten herom og om, at ingen anden end den beskikkede forsvarer måtte tale med de fængslede.
Advokat B henvendte sig dagen før retsmødet i arresten for at besøge to af de fængslede, men blev afvist. Ifølge ansatte i arresten skulle advokaten have oplyst, at han kom direkte fra retten, hvor han var blevet beskikket som forsvarer for de fængslede. Det fremgik af retsbogsudskriften, at dommeren samme dag inden advokatens henvendelse i arresten havde oplyst advokat B om, at hans anmodning om forsvarerbeskikkelse ikke kunne tages til følge på det foreliggende grundlag.
Ved retsmødet dagen efter mødte både advokat A og advokat B. Advokat B blev efter anmodning fra to af de fængslede beskikket som forsvarer.
Politimesteren klagede over advokat B til Advokatnævnet.
Advokat B klagede herefter over politimesteren, herunder at politimesteren i en skrivelse til Advokatnævnet havde anført, at B under bevidst urigtige angivelser havde forsøgt at skaffe sig adgang til arresten og de to arrestanter, som han ikke på det tidspunkt havde noget klientforhold til, og at politimesteren i skrivelsen til Advokatnævnet havde anført, at klageren på utraditionel vis havde skaffet sig klienter.
B mente, at klagepunkterne indebar en overtrædelse af straffelovens § 267 om æreskrænkelse, men ønskede sagen behandlet som en adfærdsklage.
Statsadvokaten fandt ikke anledning til at kritisere politimesterens bemærkninger i skrivelsen til Advokatnævnet. Politimesteren havde ikke haft anledning til at betvivle de oplysninger, som ansatte i arresten havde givet om advokatens udtalelser. Statsadvokaten fandt, at der måtte være vide rammer for, hvad der er tilladeligt at anføre i en skrivelse til en klagemyndighed.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Advokat B klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er tillige omtalt i beretningen for 1997 afsnit 7.2.2. vedrørende inhabilitet, eksempel 2.

Eksempel 9
Uhensigtsmæssig flirten fra politiassistents side

(SA1-97-44-0194)
En kvinde anmeldte til politiet, at hun på en gade var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse, fordi en tilfældig forbipasserende mand havde løftet op i hendes kjole og givet hende et slag i bagdelen, samtidig med, at han verbalt havde ydmyget hende ved at give udtryk for, at hun ved sin påklædning (meget kort kjole) selv var skyld i krænkelsen.
Politiassistent A og en kollega kom herunder tilstede. Kollegaen tog sig af gerningsmanden, mens politiassistent A kørte kvinden til afhøring på politistationen.
Efter afhøringen var kvinden og politiassistent A gået på café. De havde her talt om emner af privat karakter.
To dage efter havde politiassistent A henvendt sig på kvindens
arbejdsplads og i receptionen afleveret en buket blomster til
hende. Han havde også vedlagt et kort, der udtrykte interesse for hende. Han havde ikke forsøgt at kontakte kvinden på arbejdspladsen.
Kvinden klagede over politiassistentens adfærd, som hun fandt kritisabel, fordi hun havde fortalt politiassistenten, at hun havde en kæreste.
Statsadvokaten lagde til grund, at politiassistenten havde misforstået situationen, fordi han fejlagtigt under samtalen med kvinden havde fået den opfattelse, at hun nærede en vis interesse for ham.
Statsadvokaten fandt, at politiassistenten havde optrådt noget klodset og uhensigtsmæssigt, og at han nok i langt højere grad burde have sikret sig, at kvinden reelt var interesseret i at have noget som helst andet end tjenstlig kontakt med ham. På den anden side havde politiassistenten ikke på noget tidspunkt lagt noget som helst pres på kvinden, der på intet tidspunkt klart havde sagt fra over for ham. Statsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at beklage politiassistentens adfærd overfor kvinden.
Politiklagenævnet var uenig i afgørelsen. Nævnet mente, at kvinden havde følt sig krænket, og at det herefter måtte være politiassistentens opgave over for nævnet at dokumentere, at der ikke havde været grundlag for krænkelsen. Da dette ikke var sket, måtte nævnet tage afstand fra politiassistentens handlemåde.
Statsadvokaten var uenig i dette synspunkt. Det ville være i strid med helt fundamentale principper i dansk ret, hvis bevisbyrden i klagesager påhvilede den, der klages over.
Sagen har ikke været indbragt for Rigsadvokaten.

Eksempel 10
Politiassistents adfærd over for chokeret kvinde

(SA2-98-44-0232)
En kvinde, der havde begået en kørselsfejl, blev umiddelbart efter kontaktet af politiet. Hun klagede senere over den ene af politiassistenternes opførsel.
Ved afhøringen hos statsadvokaten ville politiassistenten ikke afvise, at han den pågældende dag havde talt meget højt. På et tidspunkt stod han med klagerens kørekort og ligesom slog det ned i hånden, og det var muligt, at klageren havde opfattet det, som om hun blev viftet omkring ansigtet med kortet. Politiassistenten erkendte, at han ikke havde optrådt professionelt nok, fordi han ikke havde fornemmet, at klageren var chokeret.
Statsadvokaten beklagede det passerede. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

6.1.4. Klager uden indhold — grundløse

Eksempel 1
Advokat låst inde i et venterum

(SA2-1997-44-0222)
En advokat klagede over, at to politiassistenter i chikanøs hensigt havde låst advokaten inde i et venterum i forbindelse med, at advokaten havde en samtale med sin klient forud for en domsforhandling.
Nærmere undersøgelser kastede ikke lys over det passerede. De involverede politiassistenter havde taget skridt til at sikre, at man ville kunne høre, når advokaten bankede for at komme ud. Af ukendte årsager var en stol dog blevet fjernet, således at døren til venteværelset var lukket, hvorfor man ikke kunne høre advokatens bankelyde.
Politiklagenævnet tiltrådte, at statsadvokaten afgjorde sagen ved at beklage det passerede og i øvrigt afviste sagen som grundløs.

Eksempel 2
Klage over at være blevet "overbegloet" af civil polititjenestemand

(SA5-1998-44-0130)
En mand klagede over, at en polititjenestemand i civilt tøj og med rockerlignende udseende (karseklippet hår m.v.) ved en "Grøn koncert" havde været provokerende over for klageren ved at "overbeglo" denne.
Statsadvokaten afviste klagen som grundløs, fordi civilklædte polititjenestemænd i sagens natur skal "falde i" med omgivelserne. Klagerens subjektive opfattelse af polititjenestemandens iagttagelser som provokerende kunne ikke bebrejdes polititjenestemanden. Denne havde som et naturligt og sædvanligt led i sit arbejde iagttaget klageren, som han kendte fra en tidligere sag.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 3
Upræcis klage over truende og nedsættende adfærd

(SA2-1998-44-0239)
En taxachauffør tilkaldte politiet, da der var uenighed om betaling fra en kunde, der havde kastet op i vognen.
Kunden klagede over, at betjentene i den forbindelse havde råbt højlydt og havde opført sig truende samt fremsat nedsættende bemærkninger om klageren. Klageren afsluttede sit brev med at oplyse, at hans brev skulle opfattes som en appel for at fremme forståelsen mellem myndigheden og en borger. Klageren blev af statsadvokaten bedt om at præcisere klagen, men klageren svarede ikke.
Statsadvokaten afviste herefter sagen som grundløs, hvilket politiklagenævnet var enig i.

6.1.5. Notitssager

Politiets behandling af mindre klager er beskrevet i afsnit 7.2. i beretningen for 1996. I forarbejderne til loven er det forudsat, at man kan opretholde den hidtil fulgte praksis ved behandling af små klager, der afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det er blandt andet en forudsætning, at klageren fra politiet får en vejledning om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at politiet udfærdiger en notits om det passerede.
Denne notits forelægges for statsadvokaten, så statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en undersøgelse af egen drift. Disse regler er uddybet i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 til anklagemyndigheden og politiet vedrørende behandlingen af klager over politipersonalet m.v., pkt. 7. Cirkulæreskrivelsen er optrykt som bilag 8.
Rigsadvokaten tilkendegav i beretningen for 1996, at kun "mindre klager", der indgives direkte til politiet, kan behandles efter disse regler. Begrebet "mindre klager" må fortolkes som rene bagatelsager, og mæglingen skal foretages af højt placeret politipersonale. Tidsmæssigt må en sådan mægling formentlig holdes inden for et par dage.
Ordningen illustreres af følgende eksempler:

Eksempel 1
Beklagelig sprogbrug

(SA6-98-44-0188)
En moder klagede til politimesteren over en politiassistent, der under en afhøring primo september 1998 af hendes søn skulle have sagt, at sønnen "hverken havde nosser eller hår på brystet til at indrømme, at det var ham."
Kriminalinspektøren havde en samtale med klageren, hvor han oplyste, at politiassistenten havde givet udtryk for, at han havde anvendt et sprogbrug, som han ikke burde have anvendt, hvilket han meget beklagede. Kriminalinspektøren havde dybt beklaget det anvendte sprogbrug. Klageren erklærede sig tilfreds hermed.
Politimesteren fremsendte ultimo september 1998 en notits
om sagen til statsadvokaten, der forlagde denne for politiklagenævnet.
Politiklagenævnet tog notitsen til efterretning og ønskede ikke foretaget yderligere i sagen.

Eksempel 2
Spøgefuld bemærkning

(SA2-98-44-0277)
Under en ransagning ultimo november 1997 i en kvindes lejlighed havde en politiassistent udtalt, at hun "havde et pænt soveværelse, der jo nyligt var istandsat, og at der jo hverken var håndjern eller andet, som det ofte sås."
Ved en skrivelse af 9. januar 1998 til politimesteren klagede kvinden blandt andet over denne udtalelse.
Politimesteren skrev den 9. februar 1998 til kvinden og anførte, at udtalelsen fra politiassistenten var ment som en spøgefuld bemærkning, og som et forsøg på at skabe en afslappet atmosfære. Politimesteren beklagede, hvis kvinden havde opfattet udtalelsen som krænkende.
Politimesteren fremsendte en notits herom til statsadvokaten. Statsadvokaten sendte notitsen videre til politiklagenævnet, der tiltrådte, at der ikke blev foretaget yderligere i sagen.
Sagen har ikke været forelagt for Rigsadvokaten. Det er imidlertid Rigsadvokatens opfattelse, at det er tvivlsomt, om fremgangsmåden i denne sag, hvor der ikke fandt nogen samtale sted mellem klageren og den overordnede polititjenestemand, er i fuld overensstemmelse med intentionerne i forarbejderne til loven om behandlingen af mindre klager.

6.2. Kapitel 93 c — straffesager

Dette afsnit beskriver 16 sager, hvor politipersonalet er anmeldt for strafbart forhold i tjenesten. Fem af sagerne vedrører anmeldelse af vold og trusler i forbindelse med en anholdelse, mens resten af sagerne vedrører anmeldelse af strafbare forhold i forbindelse med efterforskningen af straffesager, anmeldelse om brud på tavshedspligten samt andre anmeldelser af strafbare forhold. Endvidere beskrives tre eksempler på grundløse anmeldelser.

6.2.1. Anmeldelser om vold og trusler m.v.

Eksempel 1
Slag med politistav

(SA1-97-321-362)
Politiet blev tilkaldt til en natklub for at bortvise to uønskede gæster. Ved ankomsten henvendte politiet sig til A og B, som opholdt sig på 1. sal. De blev anmodet om at forlade stedet.
A og B gik mod trappen under nogen protest, og på vej ned ad trappen udviklede der sig mundhuggeri mellem en af politiassistenterne og A.
Udenfor på fortovet blev A af politiassistenten slået flere gange på arm og krop med politistav. Hverken A eller B blev anholdt.
Samme dag anmeldte politiassistenten A for vold mod tjenestemand i funktion. Afhøringerne af politiassistenten og de øvrige tilstedeværende politifolk førte til, at sagen blev oversendt til statsadvokaten, da der forelå mistanke om vold fra politiassistentens side. A havde ikke indgivet anmeldelse om vold.
Statsadvokaten fandt, at der under episoden ikke var anledning til at bruge magtanvendelse, herunder stav, over for A.
Statsadvokaten rejste derfor tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 154, hvilket politiklagenævnet var enig i.
Ved byretten blev politiassistenten idømt fængsel i 30 dage. Politiassistenten ankede dommen til landsretten, der fastsatte straffen til fængsel i 60 dage.

Eksempel 2
Anmeldelse om vold udøvet ved spark mod bagdel

(SA6-98-321-171)
En mand henvendte sig telefonisk til kriminalinspektøren og anmeldte, at en politiassistent dagen forinden i forbindelse med en anholdelse havde sparket en person, der havde stået tæt på politibilen, bagi. Samme dag blev statsadvokaten underrettet.
Episoden var opstået under en anholdelse af to udenlandske personer for butikstyveri. Der var i forbindelse med anholdelsen samlet en større gruppe udlændinge. Politiassistenten havde flere gange bedt en person U om at gå væk fra patruljevognen. For at lægge vægt bag ordren om ikke at gå hen til den mere, havde politiassistenten "markeret" et spark mod U. Politiassistenten afviste at have ramt ham.
Det var ikke muligt for statsadvokaten at identificere U.
Efter de afgivne forklaringer fra dels politiassistenterne, dels vidnerne til episoden, lagde statsadvokaten til grund, at der ikke var blevet gennemført et spark, men alene markeret et spark.
Statsadvokaten tilkendegav, at en sådan adfærd ikke var hensigtsmæssig og beklagede det passerede over for anmelder.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 3
Anmeldelse om vold, muligt udøvet ved spark

(SA3-98-321-134 og K 325/98)
En advokat anmeldte på vegne af en pige en politiassistent for vold.
Politimesteren sendte anmeldelsen til statsadvokaten sammen med dokumenterne i en verserende sag mod en række unge mennesker for vold mod den pågældende politiassistent samme dag.
Statsadvokaten bad advokaten om at uddybe sin anmeldelse, herunder at angive de nærmere omstændigheder ved voldsudøvelsen. Trods rykkerskrivelser besvarede advokaten ikke henvendelserne.
Det fremgik af sagen, at politiassistenten den pågældende dag i civil havde anholdt en person, der kort forinden var blevet udpeget som gerningsmand til vold over for personale i et supermarked. Umiddelbart herefter blev politiassistenten omringet af adskillige unge mennesker, blandt andet en pige (anmelderen), der havde blandet sig i anholdelsen og med tilråb og skub havde forsøgt at skille politiassistenten og den anholdte. Politiassistenten værgede for sig ved at skubbe og sparke ud efter disse personer, hvorunder pigen blev ramt.
Statsadvokaten fandt, at politiassistenten var beføjet til at anvende den fornødne magt til at gennemføre anholdelsen, herunder til at holde udenforstående af vejen. Under de disse omstændigheder, hvor de unge mennesker opførte sig helt ukontrolleret, ville et eventuelt spark mod en af de unge sandsynligvis kunne karakteriseres som retmæssigt efter straffelovens regler om nødværge. Statsadvokaten afviste derfor anmeldelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Advokaten klagede på vegne af kvinden til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 4
Anmeldelse om vold i forbindelse med anholdelse, der resulterede i en brækket arm.

(SA1-97-321-255)
En kvinde, der var anholdt for butikstyveri, anmeldte to politiassistenter for vold, fordi hun under anholdelsen havde brækket den højre arm.
Det måtte lægges til grund, at hun havde brækket armen som led i anholdelsen, formentlig da hun blev lagt i håndjern. Det var imidlertid ikke muligt at fastlægge, hvem af politiassistenterne, der var ansvarlig for bruddet, og hvilken konkret handling, der var årsag hertil.
Statsadvokaten fandt, at den brækkede arm måtte skyldes et hændeligt uheld. Der var derfor ikke grundlag for at rejse tiltale mod nogen af politiassistenterne.
Statsadvokaten beklagede over for kvinden, at armen var brækket.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 5
Generelt beklaget, at politiforretningen ikke blevgennemført på en mere hensigtsmæssig måde

(SA1-96-321-205 og K 270/98)
To unge mænd og en ung pige stod en tidlig lørdag morgen på kørebanen, ca. 11Ú2 m fra fortovet, da en civil patruljevogn kørte forbi.
Patruljevognen standsede og en af politiassistenterne sagde, at de skulle gå ind på fortovet, hvilket blev efterkommet. Da patruljevognen kørte sin vej, trak en af de unge sine benklæder ned og blottede sin bagdel mod patruljevognen. Politiassistenterne standsede patruljevognen, og henvendte sig til de tre unge.
Der udspandt sig herefter en diskussion om legitimation, da de unge ville se politiassistenternes politilegitimation på ny, inden de selv legitimerede sig. Diskussionen udviklede sig til tumult og yderligere politi blev tilkaldt. Episoden endte med, at de to unge mænd blev anholdt og sigtet for overtrædelse af henholdsvis straffeloven
§ 119 om vold mod tjenestemand og politivedtægten.
De tre unge mennesker klagede herefter over politiassistenterne og anmeldte den ene af dem for vold.
Statsadvokaten foretog afhøringer af de implicerede parter og fandt, at klagen og anmeldelsen burde afvises.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen og bemærkede, at det efter sagens oplysninger måtte lægges til grund, at politifolkene på tilstrækkelig måde legitimerede sig. Nævnet tilføjede: "Det efterfølgende sagsforløb må bedømmes i forhold hertil, hvorefter Nævnet ikke finder anledning til at kritisere politibetjentenes opførsel. Nævnet undlader dog ikke at gøre opmærksom på, at der påhviler politibetjente i civil en særlig pligt til at sikre sig, at borgerne ved, at de er indblandet i en politiforretning. Således som sagen er oplyst, er det ikke umiddelbart forståeligt, hvorfor betjenten ikke på ny fremviste politilegitimationen.".
De tre unge mennesker indbragte sagen for Rigsadvokaten, der ikke fandt grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse.
Rigsadvokaten bemærkede, at han kunne tiltræde politiklagenævnets bemærkninger om politiassistenternes legitimation. Rigsadvokaten fandt endvidere anledning til generelt at beklage, at politiforretningen ikke var blevet håndteret på en mere hensigtsmæssig måde.
Sagen er tillige omtalt ovenfor i afsnit 5.2 og nedenfor i afsnit 7.5.

6.2.2. Anmeldelser om strafbart forhold under efterforskningen

Eksempel
Oplysninger om agentvirksomhed

(SA1-96-321-201)
En tiltalt havde under domsforhandlingen i en straffesag, hvor han var tiltalt for salg af heroin, forklaret, at han havde solgt heroinen til en bestemt sælger efter anmodning fra politiet. Domsforhandlingen blev derfor udsat med henblik på nærmere undersøgelse af påstanden, om at tiltalte havde været agent for politiet.
Politidirektøren sendte sagen til statsadvokaten.
Statsadvokatens undersøgelse viste, at den tiltalte i nogle tilfælde havde modtaget dusør fra politiet for meddelte oplysninger. Der var imidlertid ingen formodning om, at han havde optrådt som agent for politiet, hvilket statsadvokaten meddelte Politidirektøren.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

6.2.3. Anmeldelser om brud på tavshedspligt

Eksempel
Opslag i kriminalregisteret til privat formål

(SA1-97-321-323)
En mand anmeldte, at en polititjenestemand muligt uberettiget havde videregivet fortrolige oplysninger til en af hans bekendte.
Statsadvokaten iværksatte en undersøgelse og afhørte blandt
andet anmelderens bekendte. Hun afviste på det kraftigste, at
hun af sin bror, der var politibetjent og som mistanken var rettet imod, skulle have modtaget oplysninger om anmelderens eventuelle strafbare forhold eller en udskrift fra Det Centrale Kriminalregi-ster.
Anmelderen rettede flere gange henvendelse til statsadvokaten og forsøgte at trække anmeldelsen tilbage.
På den baggrund fandt statsadvokaten, at der ikke var grundlag for at fortsætte efterforskningen.
Politiklagenævnet var ikke enig i afgørelsen og bad statsadvokaten om at fremskaffe en liste, der viste, hvornår og hvem, der havde trukket en straffeattest på anmelderen.
Af den indhentede udskrift fremgik det, at den politibetjent, som mistanken var rettet mod, havde foretaget opslag af anmelderen i Kriminalregisteret.
Under afhøring hos statsadvokaten tilstod politibetjenten, at han havde foretaget opslag i Kriminalregisteret vedrørende anmelderen, og orienteret sin søster, der var veninde med anmelderen, om resultatet. Han havde også givet hende en udskrift fra Kriminalregisteret.
Politiklagenævnet tiltrådte, at politibetjenten fik forelagt en bøde på 2.500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 155. Politibetjenten vedtog bøden.

6.2.4. Andre anmeldelser om strafbart forhold

Eksempel 1
Undladt at oprette sag vedrørende overtrædelse af våbenloven

(SA1-97-321-303)
En mand anmodede to kriminalassistenter om at afhente et gevær, to pistoler og en del ammunition, der blev opbevaret hos en kvinde, som han nu var flyttet fra.
Kriminalassistenterne afhentede våbnene hos kvinden. Der blev ikke på sædvanlig måde oprettet en sag med kosterrapport og sigtelse mod kvinden og hendes tidligere samlever. Kriminalassistenterne anbragte, uden at følge forskrifterne for indsendelse af våben til undersøgelse, våbnene i politistationens våbenkælder vedlagt et håndskrevet notat blandt andet med teksten "Til destruktion" og "udleveret af unavngiven".
Statsadvokaten rejste tiltale mod de to politiassistenter for overtrædelse af straffelovens § 155 om tjenesteforsømmelse.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Straffesagen er endnu ikke afgjort.

Eksempel 2
Undladt at udfærdige politirapport om afhøring af vidner

(SA5-97-321-0086)
Politimesteren anmodede statsadvokaten om at indlede en strafferetlig undersøgelse mod en politiassistent for falsk forklaring for retten i en voldssag. ?Under domsforhandlingen af voldssagen i retten, hvor politiassistenten var indkaldt som vidne, havde politiassistenten benægtet at have afhørt en række vidner, herunder kronvidnet til voldsepisoden, idet han angav , at han ikke kendte deres identitet. Der fandtes således heller ikke politirapporter vedrørende afhøringer af disse personer. Vidnerne forklarede, at politiassistenten tidligere havde afhørt dem telefonisk.
Statsadvokaten lagde til grund, at politiassistenten havde afhørt flere af personerne telefonisk uden at skrive deres forklaringer ned i en politirapport, ligesom de afhørtes generalia ikke fremgik af sagens dokumenter. Statsadvokaten lagde endvidere til grund, at politiassistenten havde afgivet den falske forklaring for at dække over sin tjensteforsømmelse ved at undlade at udfærdige politirapporter om afhøringerne. Dette kunne han forvente at blive straffet for — i det mindste med en disciplinær reaktion. Statsadvokaten fandt derfor, at politiassistenten ikke havde haft pligt til at tale sandt i retten, jf. retsplejelovens § 159.
Politiassistenten var tre gange tidligere blevet pålagt disciplinære sanktioner for tjenesteforseelser. ?Statsadvokaten rejste derfor tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have undladt at opfylde sin tjenestepligt i forbindelse med efterforskningen af voldssagen og for grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Straffesagen er ikke endelig afgjort.

Eksempel 3
Ændring af politirapport

(SA1-97-321-383)
En person anmeldte en polititjenestemand for strafbart forhold ved at have ændret i en politirapport vedrørende afhøring af et vidne i en strafferetlig undersøgelse mod anmelderen selv.
Anmelderen have i forbindelse med aktindsigt i sagen konstateret, at der var rettet i en politirapporten.
Den politiassistent, der havde udfærdiget rapporten, oplyste, at han ved afhøringen af vidnet alene havde gjort notater. Rapporten var først efterfølgende blevet skrevet. Da vidnet derfor ikke umiddelbart efter afhøringen på politigården havde haft mulighed for at gennemlæse og eventuelt godkende sin forklaring, blev rapporten efter aftale sendt til vidnet. Vidnet gennemlæste rapporten og sendte den i underskrevet stand tilbage til politiassistenten med flere håndskrevne rettelser. For at gøre rapporten lettere at læse indarbejdede politiassistenten vidnets rettelser i en ny rapport, der fremstod uden vidnets underskrift. I den nye rapport blev der endvidere foretaget enkelte sproglige rettelser.
Statsadvokaten fandt ikke, at politiassistenten havde begået noget strafbart eller kritisabelt, da begge rapporter indgik i sagsmaterialet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men anførte, at det havde været hensigtsmæssigt, at kriminalassistenten i den ikke-underskrevne rapport havde anført, at der var tale om en renskrift.

Eksempel 4
Fotografering af anholdelse på privat grund

(SA4-98-321-0138)
En TV-journalist og en TV-fotograf deltog med politiledelsens tilladelse i patruljekørsel for at lave optagelser til en udsendelse om politiets arbejde.
Under patruljekørslen fik de to deltagende politiassistenter til opgave at anholde en formodet spritbilist, som de satte efter. Bilisten førte bilen ind i garagen på bopælen med politipatruljen umiddelbart efter sig. Han forsøgte herefter at undløbe, men blev straks og uden dramatik pågrebet, anholdt og lagt i håndjern.
Hele forløbet, der foregik i indkørslen på den anholdtes ejendom, blev filmet af TV-holdet og senere vist i en udsendelse, hvor der var gjort foranstaltninger til at sløre den anholdtes ansigt.
Bilisten anmeldte herefter TV-holdet, den ansvarshavende på fjernsynsstationen og de to politiassistenter for overtrædelse af straffeloven ved uberettiget at have fotograferet personer på et ikke frit tilgængeligt sted.
Politiledelsen afgav i forbindelse med sagen en notits, hvoraf fremgik, at der ikke i politikredsen forelå skriftlige instrukser om vilkår for mediepersoners deltagelse i patruljekørsel. Det blev dog gjort klart for de deltagende polititjenestemænd, at mediemedarbejderne skulle informeres om, at personer, der i strafferetligt øjemed opholdes af politiet, skulle have deres anonymitet respekteret, såfremt der ikke blev givet accept på, at optagelserne måtte benyttes til offentlig fremvisning.
De to politiassistenter bestred, at de var blevet instrueret af politiledelsen som anført. De havde derfor ikke drøftet spørgsmålet med tv-holdet.
Statsadvokaten besluttede at indstille efterforskningen af sagen mod de to politiassistenter. Statsadvokaten lagde herved navnlig vægt på, at anholdelsen ikke var planlagt til at skulle foregå på anmelderens ejendom, at en videooptagelse af det udsendte viste, at politiassistenterne fuldt ud havde koncentreret sig om politiforretningen uden tanke for at bringe anmelderen i bedre position for fotografering, og at politiassistenternes faktiske handling herefter alene bestod i at bringe TV-holdet ind på anmelderens ejendom, hvilket ikke kunne undgås i den foreliggende situation.
Statsadvokaten besluttede samtidig at oversende sagen til en anden politikreds til afgørelse af tiltalespørgsmålet for så vidt angik TV-holdet og den ansvarshavende ved fjernsynsstationen.
Statsadvokaten bemærkede overfor politimesteren, at hun ikke fandt grundlag for at betvivle rigtigheden af politiassistenternes forklaring om den manglende instruktion, og at der derfor måtte være sket en kommunikationsbrist.
Afgørelsen var tiltrådt af Politiklagenævnet.

Eksempel 5
Lukkede voldssigtet person ind til en urolig detentionsanbragt person

(SA3-98-321-144)
Politiet var blevet tilkaldt til en restaurant, hvor A ikke frivilligt ville forlade stedet. A var ophidset, beruset og ville ikke oplyse navn. Han blev taget med på politistationen. Han var fortsat meget urolig, da han blev anbragt i detentionen. Under opholdet i detentionen blev han så voldsom, at han blev lagt i håndjern for at undgå, at han voldte skade på sig selv og inventaret i detentionen. Politiassistent P var med til at lægge A i håndjern.
Omtrent en time senere anholdt politiassistent P og hans kollega en mand B, der var mistænkt for at have øvet vold mod tilfældige personer på gaden. B blev skønnet påvirket af spiritus.
Politiassistent P ville sætte B i detentionen og fulgte ham derfor til detentionsgangen. Her kunne de høre A, der var meget urolig, inde i det midterste detentionslokale. B spurgte politiassistent P om han ikke kunne komme ind til den urolige. Politiassistent P lukkede herefter B ind til A. Her sagde B til A, at han skulle sætte sig ned. Da A ikke reagerede slog B ham en eller flere gange med flad hånd. Politiassistent P tog B ud af lokalet og lukkede ham ind i et andet detentionslokale.
Statsadvokaten fandt ikke, at politiassistenten kunne tiltales for medvirken til vold. Statsadvokaten rejste derimod tiltale mod politiassistent P for overtrædelse af straffelovens § 157 om tjenesteforsømmelse, fordi politiet har et særligt ansvar for, at personer, der er i dets varetægt, ikke kommer til skade eller udsættes for overgreb fra andre. Politiassistenten havde også handlet i strid med retningslinierne for detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen er afgjort ved bødeforelæg.

Eksempel 6
Anmeldelse om tyveri fra anholdt person

(SA5-97-321-99)
En anholdt, der skulle anbringes i venterum, blev fundet i besiddelse af blandt andet 700,75 kr. Næste dag, da han skulle overføres til arresten, fik han udleveret sine effekter. I den forbindelse sagde han, at der manglede to 500 kr. sedler. Han fik at vide, at han skulle indsættes i venterummet igen, da sagen skulle undersøges. Hertil udtalte anholdte: "Så glemmer vi bare de 1.000 kr." Da politiassistenten insisterede på en undersøgelse, udtalte anholdte på ny "dem kommer du da ikke til at hænge på. Vi kan bare glemme de 1.000 kr., jeg er træt af at sidde i venterum igen".
Politiet afhørte senere samme dag den anholdte og sigtede ham for falsk anmeldelse.
Politiet sendte herefter sagen til statsadvokaten. Statsadvokatens undersøgelser viste, at optællingen af den anholdtes penge og notatet på effektlisten var sket i overensstemmelse med retningslinjerne. Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen.
Statsadvokaten meddelte politimesteren, at han fandt det uheldigt, at anholdte straks var blevet sigtet for falsk anmeldelse, da han oplyste, at han manglede 1.000 kr.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

6.2.5. Grundløse anmeldelser

Statsadvokaterne har i beretningsåret afvist nogle anmeldelser som grundløse. Karakteren af disse sager spænder vidt. Nogle anmeldelser må ses som et udtryk for utilfredshed med den afgørelse, som en myndighedsperson har truffet, mens andre kan skyldes misforståelse af de gældende retsregler. Finder statsadvokaten, at en anmeldelse mod en polititjenestemand er indgivet med forsæt til, at en uskyldig derved bliver sigtet, dømt eller undergivet en strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, kan statsadvokaten rejse tiltale mod klageren for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1.
Her refereres et par eksempler på grundløse anmeldelser.

Eksempel 1
Forkert hjemmel til varetægtsfængsling

(SA3-98-322-12 og K 299/98)
En forsvarer anmeldte på vegne af sin klient politimesteren, statsadvokaten og en dommer for overtrædelse af straffelovens § 147 for lovstridig fængsling af hans klient.
Grundlaget for anmeldelsen var, at anklageren — efter at tiltalte var dømt for vold efter straffelovens § 245 — havde fremsat anmodning til retten om, at domfældte skulle forblive varetægtsfængslet under eventuel anke eller indtil fuldbyrdelse af dommen kunne finde sted. Anklageren havde ikke angivet hjemlen herfor.
Retten bestemte derefter, at pågældende skulle forblive fængslet. Dommeren henviste i sin kendelse til retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Denne bestemmelse giver imidlertid ikke hjemmel til varetægtsfængsling for overtrædelse af straffelovens § 245.
Forsvareren kærede kendelse til Østre Landsret.
Fejlen blev opdaget af en medarbejder hos statsadvokaten, der forberedte den mundtlige behandling af kæremålet vedrørende den fortsatte fængsling. Den pågældende blev løsladt af landsretten.
Med Rigsadvokatens mellemkomst blev anmeldelsen mod politimesteren oversendt til en anden regional statsadvokat, fordi anmeldelsen også omfattede statsadvokaten.
Anmeldelsen mod politimesteren blev afvist. Der var intet, der tydede på, at anklageren i byretten havde haft forsæt til et materielt ulovligt frihedsindgreb eller forsætligt eller ved grov uagtsomhed havde undladt at iagttage den lovbestemte fremgangsmåde ved fængsling.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Forsvareren klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse samt afviste anmeldelsen mod statsadvokaten.

Eksempel 2
Anmeldelse mod politifuldmægtig for at have meddelt advarsel

(SA5-1998-322-0008)
En mand anmeldte en politifuldmægtig for overtrædelse af straffeloven § 146 om at begå uretfærdighed ved sagens afgørelse.
Baggrunden for anmeldelsen var, at politifuldmægtigen havde givet anmelderen en advarsel. Anmelderen blev senere frifundet for overtrædelse af denne advarsel, fordi retten mente, at politimesterembedet — og dermed politifuldmægtigen — var inhabil. Justitsministeriet havde tidligere stadfæstet den meddelte advarsel.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen som grundløs, da der alene var tale om, at der mellem politiet og en domstol var forskellig vurdering af inhabilitetbegrebets udstrækning.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 3
Grundløs anmeldelse om vold

(SA3-97-321-125)
En mand blev medio maj 1997 anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Der blev i begyndelsen af juli 1997 sendt et bødeforelæg til den pågældende.
I løbet af sommeren indfandt han sig på politistationen. Han medbragte bødeforelægget og en giroopkrævning. Han fortalte vagthavende, at der var blevet anvendt førergreb i forbindelse med anholdelsen i maj. Han ville nu indgå en handel. Hvis politiassistenten tog bøden retur og slog en streg over det hele, ville alt være i orden. I modsat fald ville han klage over politifolkene. Politiassistenten afviste handlen.
Manden betalte ikke bøden, og sagen blev sendt i retten. Under et retsmøde i september 1997 fortalte han, at han ved anholdelsen i maj havde været udsat for vold. Senere samme dag henvendte han sig på politistationen og anmeldte voldsudøvelsen.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet denne ikke havde tilvejebragt oplysninger, der støttede anmeldelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

6.3. Kapitel 93 c — færdselssager

Behandlingen af færdselsstraffesager omfatter dels sager, hvor der er sket færdselsuheld, dels andre typer af færdselsforseelser. For så vidt angår færdselsuheld, hvor polititjenestemænd er impliceret, er der i beretningen for 1996 i afsnit 8.1.1. nærmere gjort rede for de gældende kriterier for at afgrænse hvilke sager, der omfattes af politiklagenævnsordningen. I beretningen for 1997, afsnit 9, er problemer i relation til automatisk hastighedskontrol og udrykningskørsel nærmere omtalt. Der henvises endvidere til afsnit 10.3. i denne beretning.

6.3.1. Færdselsuheld

Statsadvokaterne har foretaget undersøgelser i en lang række sager, hvor polititjenestemænd har været involveret i færdselsuheld.
I de sager, hvor færdselsuheldene skyldes polititjenestemanden forhold, er der ofte tale om, at polititjenestemanden har tilsidesat vigepligtsreglerne eller ikke har været tilstrækkelig påpasselig ved svingning.
I de sager, hvor polititjenestemanden har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, er han tillige blevet frakendt førerretten betinget.

Eksempel 1
Færdselsuheld i forbindelse med venstresving — betinget frakendelse af førerretten

(SA1-97-321-299)
En polititjenestemand skulle ved midnatstid svinge til venstre i et større gadekryds. Han havde set den modkørende køre ud i krydset for at køre lige over. Han regnede dog med, at han ved at accelerere kunne nå at gennemføre svingningen. Et gearskifte til 1. gear mislykkedes, og modparten påkørte patruljevognens bageste højre hjørne. Større material skade blev kun undgået, fordi den modkørende bremsede hårdt op.
Statsadvokaten rejste tiltale mod polititjenestemanden og nedlagde påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Ved byretten blev polititjenestemanden idømt en bøde på 900 kr. og blev frakendt førerretten betinget i 3 år. Landsretten stadfæstede afgørelsen.

Eksempel 2
Færdselsuheld i forbindelse med venstresving — ikke frakendelse af førerretten

(SA1-96-321-228 og K 246/98)
I forbindelse med, at en politiassistent skulle foretage et venstresving, påkørte han en modkørende taxa, der tillige skulle foretage et venstresving. Der skete ingen personskade ved færdselsuheldet.
Statsadvokaten lagde til grund, at politiassistenten det pågældende sted havde højrevigepligt, og umiddelbart forud for færdselsuheldet holdt stille ved midterrabatten. Det kunne ikke afvises,
at taxaen havde foretaget en pludselig og uberegnelig opbremsning og venstresvingsmanøvre. Statsadvokaten besluttede derfor, at der ikke skulle foretages strafferetlige sanktioner over for politiassistenten.
Politiklagenævnet mente ikke, at det kunne lægges til grund, at politiassistenten havde holdt stille ved midterrabatten, og at han derfor skulle idømmes en bøde, og påklagede sagen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten var enig i statsadvokatens bevisvurdering og afgørelse.

Eksempel 3
Manglende overholdelse af vigepligt

(SA1-98-321-284)
En politiassistent kørte fra en sidevej ud på en større vej, der var markeret ved "hajtænder". Da patruljevognen kørte ud på den større vej, stødte politibilen sammen med en personbil, der kom fra venstre side.
Statsadvokaten rejste tiltale for overtrædelse af færdselslovens vigepligtsregler og nedlagde påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Byretten lagde til grund, at politiassistenten, inden hun kørte frem i krydset, holdt stille ved hajtænderne, hvorefter hun orienterede sig til begge sider. Retten lagde endvidere til grund, at hun bremsede, da hun blev opmærksom på bilisten, der kom fra venstre, men da hendes fod gled på bremsepedalen, var en påkørsel uundgåelig. ?Byretten idømte politiassistenten en bøde på 1.500 kr., men fandt ikke grundlag for frakendelse af førerretten.
Dommen er anket til Østre Landsret.

Eksempel 4
Politibil påkørte personbil bagfra

(SA6-97-321-0132 og K 278/98)
En aften omkring kl. 22.30 kørte en politiassistent på motorvejen. Hans opgave var at følge en "sluser", der transporterede personer, som illegalt havde krydset grænsen. Efter en overhaling var han uopmærksom og kørte op i en forankørende personbil. Ved sammenstødet rullede personbilen rundt.
Føreren af personbilen anmeldte føreren af patruljevognen for overtrædelse af straffelovens § 252 ved på hensynsløs måde at have voldt fare for personerne i personbilens liv eller førlighed. Efter hans opfattelse havde patruljevognen kørt med slukkede lygter og meget høj hastighed.
Bilinspektionen skønnede, at patruljevognens hastighed havde været 140 km/t. Bilinspektionens erklæring pegede i retning af, at patruljevognen var blevet ført uden lys, men på grund af skaderne kunne kun én af fire lygter med sikkerhed siges at have været slukket. ?Politiassistenten benægtede, at han havde ført patruljevognen uden lys.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen for overtrædelse af straffeloven, men rejste tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af færdselsloven for ikke at have afpasset hastigheden efter forholdene og afstanden til forankørende, og udfærdigede et bødeforelæg på 900 kr.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Føreren af personbilen indbragte sagen for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 5
Færdselsuheld i forbindelse med spirituskørsel

(SA4-97-321-0107)
En polititjenestemand blev ved byretten idømt en bøde på 10.500 kr. og frakendt førerretten i 2 år for i tjenestetiden at have ført en patruljevogn med en alkoholpromille på 1,84. Ved kørslen påkørte han stensætningen i midten af en rundkørsel, hvilket medførte skader på patruljevognen.
Landsretten stadfæstede afgørelsen.

6.3.2. Sager om udrykningskørsel

Denne sagskategori vedrører blandt andet færdselsuheld, der er
sket under udrykningskørsel. Færdselsuheldene er ofte ske ved, at en patruljevogn under udrykning er kørt ind i et lysreguleret kryds for rødt lys eller ved, at føreren af patruljevognen på grund af
patruljevognens hastighed har mistet herredømmet over bilen.
Sagskategorien vedrører endvidere sager uden færdselsuheld, hvor føreren af patruljevognen under udrykningskørsel enten ved en hastighedskontrol er blevet noteret for at have overtrådt hastighedsbegrænsninger, eller af personer er blevet anmeldt for at have overtrådt færdselslovens regeler.
For denne type af færdselssager drejer undersøgelsen sig om, hvorvidt betingelserne for at køre udrykningskørsel har været opfyldt, og om der i givet fald er sket en overtrædelse af reglerne i udrykningsbekendtgørelsen.

Eksempel 1
Kørsel under udrykning mod rødt lys

(SA3-98-321-132)
Efter forelæggelse for politiklagenævnet rejste statsadvokaten tiltale mod en politiassistent for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen. Statsadvokaten fandt, at politiassistenten under udrykningen havde kørt mod rødt lys uden at udvise ganske særlig forsigtighed og uden at nedsætte hastigheden så meget, at bilen straks kunne standses for tværgående trafik. Dette medførte, at patruljevognen blev påkørt i venstre side af en tværkørende personbil.
Retten lagde til grund, at politiassistenten kørte med udrykningshorn og -blink. Retten fandt, at politiassistenten i øvrigt havde udvist ganske særlig forsigtighed ved sin kørsel mod rødt lys, og at færdselsuheldet skyldtes oversigtsforholdene på stedet. Politiassistenten blev derfor frifundet.

Eksempel 2
Mistede herredømmet over patruljevognen

(SA1-97-321-313)
En politiassistent kørte under udrykning på en motorvej med den hastighed af ca. 120 km/t. På grund af et vejarbejde var der på en strækning hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Under en overhaling bremsede politiassistenten kraftigt ned fra 120 km/t til væsentlig under 100 km/t. Under overhalingen kom patruljevognens venstre hjulpar ud i midterrabatten, og under et forsøg på at rette bilen op, mistede politiassistenten herredømmet over den. Bilen kom i slyng og ramte flere gange autoværnet og nogle opstillede betonklodser.
Statsadvokaten meddelte politiassistenten en udenretlig advarsel for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen. Statsadvokaten lagde til grund, at hastigheden ikke havde været afpasset efter forholdene.
Problemstillingen er endvidere omtalt nedenfor i afsnit 10.4.

Eksempel 3
Spørgsmål om tiltale for hastighedsovertrædelse i forbindelse med udrykningskørsel.

(SA1-97-321-0367 og K 249/98)
Statsadvokaten havde besluttet at forelægge en kriminalassistent en bøde på 850 kr. for en ca. 33 % overskridelse af hastighedsbegrænsningen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Kriminalassistenten ønskede ikke at vedtage bødeforelægget, fordi hastighedsoverskridelsen skyldtes, at han var på vej til et møde med en meddeler. Det var af en sådan vigtighed, at han fandt det nødvendigt at køre udrykningskørsel til stedet. For at nå frem til mødet i tide måtte han overskride hastighedsbegrænsningen. Hans foresatte bekræftede overfor statsadvokaten, at kriminalassistenten havde en kontakt med en meddeler, ligesom han anså det for rimeligt, at kriminalassistenten havde overtrådt hastighedsbegrænsningen for at nå frem i tide.
På denne baggrund ophævede statsadvokaten bødeforelægget.
Politiklagenævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten, blandt andet med spørgsmål om, hvorvidt statsadvokatens beslutning om at ophæve bødeforelægget forinden burde have været forelagt for politiklagenævnet.
Rigsadvokaten fandt, at spørgsmålet om ophævelse af bødeforelægget burde have været forelagt for politiklagenævnet, men fandt i øvrigt ikke grundlag for ændre statsadvokatens afgørelse, idet der ikke var grundlag for at betvivle kriminalassistentens oplysninger, der var tiltrådt af hans foresatte, om at mødet var af en sådan vigtighed, at det var nødvendigt at køre udrykningskørsel til stedet for at nå frem, og herunder overskride hastighedsbegrænsningen.

Eksempel 4
Spørgsmål om passende afstand til forankørende bil

(SA2-97-321-0218)
Statsadvokaten fandt, at en politiassistent burde tiltales for overtrædelse af færdselsloven, fordi han under en udrykningskørsel ikke havde afpasset afstanden til den forankørende personbil. Dette havde medført, at han påkørte den forankørende bil bagfra, da den holdt næsten stille. Statsadvokaten indstillede, at den pågældende blev forelagt en bøde på 450 kr.
Politiklagenævnet var ikke enig heri. Nævnet fandt, at der ikke var noget at bebrejde politiassistenten, da den forankørende bil pludselige havde bremset op efter at have tilkendegivet, at den ville trække ind til siden.
Statsadvokaten fulgte politiklagenævnets indstilling og indstillede efterforskningen i sagen.

6.3.3. Andre færdselsforseelser

Eksempel 1
Forsætlig påkørsel af brugsstjålet bil

(SA3-1998-321-163)
En patruljevogn satte efter en stjålet bil. Da patruljevognen aktiverede udrykningssignalet, fortsatte den stjålne bil op over et fortov, venstre om et helleanlæg, og kørte i flere tilfælde over for rødt lys med høj hastighed i et byzone område.
Under et u-sving påkørte patruljevognen den stjålne bil ved venstre baghjul. Bilernes hastighed ved påkørslen var ca. 20 km/t.
Statsadvokaten fandt påkørslen nødvendig og forsvarlig i den pågældende situation.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 2
Påkørsel af bagved kørende knallert

(SA3-98-321-147)
En politiassistent foretog bakning uden at sikre sig, at dette kunne ske uden fare eller ulempe for andre. Han havde orienteret sig bagud i forbindelse med bakningen, men kunne ikke nå at standse, før han påkørte en person på knallert, der befandt sig bag patruljevognen. Der skete materiel skade.
Statsadvokaten fandt, at sagen burde afgøres med et bødeforelæg på 700 kr.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

6.4. Undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2

Statsadvokaterne har i beretningsåret 1998 foretaget ti undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Undersøgelserne omfattede tre skudepisoder, fire dødsfald, heraf ét i detentionen, ét selvmordsforsøg, én sag vedrørende eftersættelse af en knallertfører, der kom alvorligt til skade, samt én sag, hvor det blev konstateret, at en mand efter et detentionsophold havde brækket armen.
Afsnittet indeholder også en beskrivelse af en skudepisode, som fandt sted i 1997, men ved en fejl ikke er omtalt i beretningen for 1997.

Sagen fra 1997
Undersøgelse af en episode, hvor en mand blev skudt i benet

(SA2-97-321-0224)
Den 23. august 1997 indfandt en stævningsmand sig hos en 55-årig mand, der boede i en villa. Manden tog nogle papirer fra stævningsmanden og truede ham. Stævningsmanden alarmerede politiet.
To politiassistenter ankom til stedet og henvendte sig ved indgangspartiet for at tale med manden. Pludselig gik døren op, og manden kom ud mod den ene af politiassistenterne med en dolk i den ene hånd og den bajonet i den anden. Politiassistenten løb væk, men faldt. Manden bevægede sig fortsat i retning mod politiassistenten.
Den anden politiassistent trak sin pistol og skød mod mandens venstre ben. Der var ikke tid til varselsskud eller andre foranstaltninger, som ikke med sikkerhed kunne bringe faren til ophør.
Manden blev efterfølgende sigtet for drabsforsøg og anbragt på en psykiatrisk afdeling. Af en mentalerklæring fremgår det, at manden må anses for at have været sindssyg i gerningsøjeblikket.
Statsadvokaten fandt, at politiassistenten havde handlet nødvendigt og korrekt for at sikre sin kollegas liv, som han under de give omstændigheder måtte anse for at være i overhængende fare. Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Sag nr. 1
Selvmordsforsøg i detentionen

(SA1-98-321-388)
Den 7. januar 1998 ca. kl. 01.30 blev en mand anholdt for forsøg på tyveri.
Ved indbringelsen til politistationen blev anholdte visiteret. I forbindelse med visitationens afslutning, hvorunder den anholdte blev bedt om at tage sine sko af, opstod der lidt diskussion mellem den anholdte og den politiassistent, der visiterede ham. Det endte med, at den anholdte blev puffet ind i detentionen. Ved en fejl fra politiassistentens side blev skoene med snørebånd ikke frataget pågældende.
Ved et tilsyn ca. kl. 02.30 blev man via overvågningsanlægget opmærksom på, at anholdte hang i sit snørebånd. Han blev straks taget ned og ambulance blev rekvireret. Den anholdte var ved bevidsthed, og der blev udvekslet bemærkninger med ham.
På hospitalet blev det konstateret, at han ikke havde været i livsfare.
Efter selvmordsforsøget var en rille i døren til detentionen, hvor snørebåndet var fastgjort, blevet svejset til således, at det ikke længere er muligt at fastgøre eksempelvis et snørebånd til døren.
Den politiassistent, der havde visiteret den anholdte, havde under afhøringen hos statsadvokaten beklaget, at han ikke havde frataget anholdte skoene.
Statsadvokaten sluttede herefter sagen.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.

Sag nr. 2
Politiets skud mod en person, der blev ramt i det ene ben

(SA5-1997-321-0106)
Den 16. marts 1998 om eftermiddagen overfaldt en mand to ansatte på en restaurant. Efter overfaldet forlod han stedet i sin bil. Han svingede herunder bilen mod en patruljevogn og en patruljemotorcykel, der under udrykning i modgående kørebane var på vej mod restauranten. Både patruljevognen og motorcyklen måtte foretage undvigemanøvrer for at undgå påkørsel.
Politiassistenten påmotorcykel satte efter gerningsmanden. Da politiassistenten forsøgte at passere gerningsmandens bil, trak denne sin bil over mod motorcyklen, der kun på grund af en undvigemanøvre undgik at blive ramt.
Gerningsmandens bil blev bragt til standsning, og i den forbindelse væltede motorcyklen. Manden sprang ud af bilen og løb/gik frem mod politiassistenten, der var ved at rejse sig. Manden fremkom med alvorlige trusler mod politiassistenten og virkede i det hele farlig/truende.
Politiassistenten trak sin pistol og med tohåndsfatning sigtede han mod manden samtidig med, at han flere gange råbte, at han skulle lægge sig ned. Gerningsmanden kom fortsat med alvorlige trusler mod politiassistenten og udtalte gentagne gange: "Jeg kører dig ned. Nu slår jeg dig ihjel". ?Politiassistenten sagde, at han ville skyde ham i benet, hvis han satte sig ind i bilen.
Da manden herefter var på vej til at sætte sig ind i bilen, afgav politiassistenten ét skud mod gerningsmanden, der blev ramt i benet. Skudsåret blev behandlet med sæbevask, forbinding og penicillin.
Statsadvokaten fandt, at skudafgivelsen havde været berettiget. Der var efter omstændighederne ikke grundlag for at kritisere, at der ikke først var blevet afgivet varselsskud, blandt andet fordi det i situationen havde været betydelig mindre farligt at afgive et sigteskud, mens gerningsmanden stod op, end hvis skuddet var blevet afgivet efter, at gerningsmanden havde sat sig ind i bilen.
Politiklagenævnet tiltrådte afgørelsen og udtalte, at politiassistenten havde været beundringsværdigt koldblodig i den pågældende situation.

Sag nr. 3
Selvmord, der kunne være en følge af politiets indgriben

(SA4-1998-321-0153)
Den 16. juli 1998 om aftenen modtog en vagthavende meddelelse om, at en undvegen strafafsoner opholdt sig på en bestemt adresse.
To politiassistenter kørte til adressen, hvor man så den undvegne flygte ud af havedøren, hen langs husrækken og ind i et andet hus. Her forskansede han sig på et badeværelse på1. sal. De to politiassistenter samt tilkaldt forstærkning prøvede nu at få den undvegne til at komme ud af badeværelset, og de rekvirerede gas. Mens de ventede på, at gassen kom frem, skød den undvegne sig i tindingen med en pencilpistol.
Statsadvokaten lagde til grund, at den undvegne begik selvmord, og at der ikke var grundlag for at rette kritik mod de involverede polititjenestemænd.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Sag nr. 4
Politiets eftersættelse af knallertfører, der i den forbindelse kom alvorligt til skade

(SA5-1998-321-0120)
En politipatrulje observerede den 20. august 1998 om formiddagen en 24-årig mand, der kørte knallert uden styrthjelm. Knallertføreren reagerede ikke på patruljens henvisninger, hvorfor patruljen foretog en u-vending. Under vendingen gik patruljevognen i stå.
Politipatruljen aktiverede derfor udrykningsblinket for at advare de andre trafikanter i krydset. Derefter satte de efter knallerten.
Knallertføreren fortsatte kørslen med høj hastighed og kørte over for rødt lys. Da patruljen passerede knallertføreren og kørte ind på cykelstien for at blokere for knallerten, passerede knallertføreren dem højre om med uændret hastighed.
Umiddelbart efter at patruljevognen på ny passerede knallerten for på samme vis at blokere endnu en gang for den, indhentede og forsøgte knallertføreren at passere højre om en forankørende cykel, der i det samme trak ind i højre side. I sit forsøg på at passere højre om ramte knallertføreren en elmast mellem cykelsti og fortov.
Knallertføreren blev efter uheldet indlagt med indre blødninger i hjernen. Hans tilstand var de første dage efter uheldet meget kritisk, og han blev opereret flere gange. Han blev udskrevet den 7. september 1998 og var den 19. november 1998 fortsat sygemeldt, men havde ikke invaliderende mén efter uheldet.
Efter forklaringerne i sagen, herunder også knallertførerens, foregik eftersættelsen i et roligt tempo.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet.

Sag nr. 5
Politiassistents skud mod person, der blev ramt på øreflippen

(SA4-98-321-0156 og K 366/98)
Under eftersøgning af en person til afsoning indfandt politiassistenterne P1 og P2 sig på en adresse, hvor den eftersøgte A måtte antages at opholde sig. En person B lukkede op, og han benægtede, at eftersøgte opholdt sig i lejligheden. Efter nogen diskussion slog B til P1, hvorefter han blev anholdt.
P2 gik herefter ind i lejligheden, hvor han fandt A i soveværelset. Eftersøgte holdt en pistol, der senere viste sig at være en vellignende attrap, frem mod politiassistenten, der bakkede ud gennem lejligheden med A efter sig — stadig truende med pistolen. Da han var kommet ud i opgangen, hvor P1 lå på trappen med anholdte B, sigtede A skiftevis på de to politiassistenter og B.
P2 affyrede herefter sit tjenestevåben to gange mod A, der blev ramt på øreflippen. Politiassistenten forklarede, at der ikke var tid til hverken advarselsråb, varselsskud eller sigtet skydning, hvorfor han skød uden at sigte, idet han anvendte "kasteskud".
I en udtalelse fra Politiskolen om politiets skydeundervisning fremgik, at begrebet "kasteskud" ikke kendes, men at der arbejdes med begrebet "reaktionsskud". Denne form for skydning anvendes i situationer, hvor skytten ikke har tid til at "fange" pistolens sigtemidler, men er nødt til at afgive skud meget hurtigt.
Statsadvokaten indstillede undersøgelsen, fordi der ikke var grundlag for at antage, at politiassistenten handlede strafbart, da han afgav de to skud. Der blev herved lagt vægt på, at politiassistenten havde opfattet situationen som nødværge, og at politiassistenten handlede i overensstemmelse med reglerne i Rigspolitichefens Kundgørelse II nr. 38 om politiets anvendelse af skydevåben. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
A påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Sag nr. 6
Dødsfald i forbindelse med detentionsanbringelse.

(SA4-1998-321-0159)
Den 5. september 1998 ved 6-tiden om morgenen blev en 52-årig mand indbragt til skadestuen af Falck, hvor han blev undersøgt af en læge. I forbindelse med opholdet på skadestuen fik manden målt en promille på 4,1. Lægen fandt ikke grundlag for indlæggelse.
På skadestuens foranledning afhentede en politipatrulje manden, der herefter ca. kl. 8 blev anbragt i detentionen uden yderligere lægetilsyn. Under detentionsopholdet var han — formentlig omkring kl. 20.00 — på foranledning af den vagthavende blevet tilset af en læge, der fandt manden "neurologisk intakt" og egnet til fortsat detentionsanbringelse.
Manden opholdt sig herefter i detentionen indtil kl. ca. 21.30, hvor han blev fundet bevidstløs med vejrtrækningsbesvær. Han blev straks indbragt til sygehuset.
På sygehuset blev manden observeret på mistanke om abstinenser. Da han i løbet af natten og om morgenen gentagne gange fik krampeanfald, blev der foretaget CT-scanning af hjernen, der viste udbredte blødninger i hjernens forreste del.
Manden afgik ved døden den 20. september 1998 som følge af hjernekvæstelserne med tilstødende komplikation i form af lungebetændelse. Statsadvokaten blev dagen efter dødsfaldet informeret af politimesteren om sagen, og der blev straks iværksat efterforskning i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Ved obduktionen blev der ud over de nævnte hjernekvæstelser fundet et kraniebrud i mandens baghoved.
Den indledende efterforskning har vist, at manden forud for detentionsanbringelsen var faldet, da han skulle til at forlade restauranten, og at han ligeledes var faldet ned af undersøgelseslejet under skadestueopholdet.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet.

Sag nr. 7
Brækket arm efter detentionsophold

(SA1-98-321-499)
Den 12. oktober 1998 blev politiet tilkaldt til et hotel, hvor der opholdt sig en uønsket person.
Personen — en 39-årig udenlandsk mand — havde indfundet sig på et hotel, hvor han ikke boede. Efter nogen diskussion med portieren havde han lagt sig til at sove i foyeren.
Politiet tog manden med til politistationen, hvor han blev indsat i detentionen på grund af beruselse.
Efter løsladelsen om morgenen blev det konstateret, at han havde brækket venstre overarm.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet.

Sag nr. 8
Politiet tilkaldt til tilskadekommen person, der senere afgik ved døden

(SA6-1998-321-0175)
Den 21. november 1998 ca. kl. 23.00 blev politiet tilkaldt til en lejlighed i en beboelsesejendom på grund af uro.
Da politiet ankom til lejligheden, blev det konstateret, at ruden i en soveværelsesdør ud til en svalegang var knust. Inde i lejligheden, hvor der var mørkt, lå en mand delvis tildækket med et klæde. Der blev straks tilkaldt en ambulance.
Den tilskadekomne var urolig, og han forsøgte at rejse sig. Det var ikke muligt at berolige ham, at foretage en nærmere besigtigelse af skaden eller at yde førstehjælp. Der kunne ikke konstateres pulserende blødning. Kort tid efter mistede han bevidstheden. Ved ankomsten til sygehuset ca. kl. 23.30 blev han erklæret død.
Undersøgelsen har indtil videre vist, at dødsårsagen var forblødning på grund af overskæring af knæpulsåre, hvilket var sket ved, at manden var gået gennem glasruden i soveværelsesdøren.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet.

Sag nr. 9
Dødfald, som muligt skete, mens pågældende var i politiets varetægt

(SA5-1998-321-0133 )
Den 5. december 1998 kl. 13.05 anmodede en person politiet om assistance til en spirituspåvirket mand, der lå og sov i sneen foran en boligblok.
Kl. 13.42 anmodede en anden person ligeledes om assistance til den spirituspåvirkede mand. Det blev til politiet oplyst, at han nu af andre beboere var hjulpet hen til sin egen indgangsdør, men at han fortsat sad udenfor i kulden. Der var på det pågældende tidspunkt omkring -1,5°C. ?På grund af manglende disponibelt mandskab blev en patrulje først sendt til stedet ved vagtskiftet kl. 14.00.
Ved patruljens ankomst kl. 14.07 var den angiveligt spirituspåvirkede person livløs. Han reagerede ikke på hverken politipatruljens eller Falckreddernes genoplivningsforsøg. Han blev erklæret død kl. 14.30. ?Ifølge obduktionserklæringen døde personen af lungebetændelse.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet.

Sag nr. 10
Skudepisode på institution for sindslidende

(SA1-98-321-626)
Den 7. december 1998 blev politiet tilkaldt til en institution for psykisk syge, hvor én af beboerne var voldelig.
To politiassistenter bankede på beboerens dør og oplyste, at det var politiet. Uden varsel for beboeren ud på gangen, hvor han stak en dolk i maven på den ene politiassistent. Politiassistenten, der blødte meget, blev ført ud på en afsats af den anden politiassistent. Der blev ydet førstehjælp og tilkaldt ambulance.
Samtidig ankom yderligere to polititjenestemænd. De gik hen til døren og opfordrede beboeren til at komme ud. Da han kom ud, gik han frem mod dem med kniv. Polititjenestemændene kunne ikke trække sig tilbage på grund af den sårede politiassistent. Den ene af polititjenestemændene affyrede derfor et sigteskud mod beboerens underben for at hindre hans angreb.
Efter at være blevet ramt trak den pågældende sig tilbage til sit værelse, hvor han lidt senere blev anholdt.
På skadestuen blev det konstateret, at skudsåret var et kødsår.
Den sårede politiassistent havde fået perforeret tarmen.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet.

6.5. Sager, som statsadvokaten har indledt af egen drift efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 1
(initiativsager).

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 1, iværksætter statsadvokaterne efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået strafbart forhold, som skal forfølges af det offentlige.
Efterforskningen iværksættes i almindelighed på grundlag af en anmeldelse fra en borger.
Statsadvokaterne indleder imidlertid også efterforskning, når de bliver bekendt med oplysninger om, at der er begået et formodet strafbart forhold. Efterforskningen har efter retsplejelovens § 743 til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten. Her gengives fire eksempler på sager, som statsadvokaterne har undersøgt på eget initiativ.

Eksempel 1
Vagthavende undladt at rekvirere ambulance

(SA4-98-321-0130 og K 319/98)
Vagthavende modtog en aften et opkald til alarmcentralen, hvor der blev anmodet om ambulancebistand til en kvinde, som lå på en gangsti.
Politiet havde på omtrent samme tidspunkt den foregående aften i samme område efter en lignende anmeldelse afhentet en beruset kvinde. Vagthavende antog derfor, at den nye anmeldelse vedrørte den samme kvinde, og han besluttede at sende en politipatrulje til stedet.
12 minutter senere modtog vagthavende endnu et opkald til alarmcentralen, hvor en unavngiven person rykkede for en ambulance og gav udtryk for, at kvindens tilstand var dårlig. Vagthavende forhørte sig over radioen, at patruljen snart ville være fremme.
Ved ankomsten konstaterede politiassistenterne, at der var tale om en syg kvinde. De meldte straks til vagthavende, at der skulle rekvireres en ambulance. Samtidig modtog vagthavende fra Falck underretning om, at man efter en anmeldelse fra en navngiven person nu sendte en ambulance til stedet. Kvinden blev senere ved ankomsten til sygehuset konstateret død.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet der ikke fandtes grundlag for at antage, at den vagthavende polititjenestemand havde udvist forsømmelse eller skødesløshed af en sådan grovhed, at han under en eventuel straffesag vil blive fundet skyldig til straf. Statsadvokaten fandt, at det lå uden for dennes kompetence at afgøre, om der var grundlag for at rejse kritik af de dispositioner, der var foretaget på alarmcentralen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen blev påklaget til Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen.

Eksempel 2
Skud afgået fra tjenestepistol under skolebesøg

(SA6-1998-321-169)
Statsadvokaten modtog fra politimesteren underretning om, at der i forbindelse med en politiassistents besøg på en skole i en børnehaveklasse var afgået to skud fra hans tjenestepistol.
Statsadvokaten indledte efterforskning af episoden for at undersøge, hvorvidt der kunne foreligge en overtrædelse af straffelovens
§ 252, stk. 1.
Undersøgelsen viste, at der alene var afgået ét skud. Dette var sket i forbindelse med, at politiassistenten gennemførte en sikkerhedsprocedure ved forevisning af våben. Han havde glemt, at der var magasin i pistolen. Han havde sigtet mod væggen, da skuddet gik af.
Statsadvokaten fandt, at skuddet var et hændeligt uheld, og indstillede efterforskningen i sagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Eksempel 3
Plasticpose med heroin fundet i polititjenestemands skab på politistationen

(SA1-97-321-286)
Statsadvokaten modtog fra Politidirektøren underretning om, at en politiassistent havde fundet en plasticpose med seks små pakker, der var omviklet med sølvfolie. Pakkerne indeholdt et brunt pulver, der kunne være narkotika. Posen havde været gemt i et hulrum i døren.
Statsadvokaten iværksatte efterforskning i sagen.
Tekniske undersøgelser viste, at pakkerne indeholdt heroin. Der var ingen brugbare fingeraftryk.
Statsadvokaten lagde til grund, at plasticposen med heroin var lagt i hulrummet i skabet af en polititjenestemand. Det var imidlertid ikke muligt at fastlægge, hvornår det var sket. Der var ikke fremkommet oplysninger, der kunne give grundlag for at rette mistanke mod de sidste tre brugere af skabet.
Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen i sagen, hvilket politiklagenævnet var enig i.

Eksempel 4
Falsk tusindkroneseddel i bødekassen

(SA1-98-321-387)
Politidirektøren indberettede, at der i forbindelse med gennemsyn af bødekassen var blevet fundet en falsk tusindkroneseddel.
Der blev på sedlen fundet brugbare fingeraftryk. Det har indtil videre ikke været muligt at identificere pågældende.
Sagen er endnu ikke afsluttet.

Afsnit 7.
Generelle problemstillinger

7.1. Lovens område

7.1.1. Begrebet "i tjenesten"

Ordningen med politiklagenævnet omfatter det politiuddannede personale og politiets jurister, men ikke kontorpersonale og civilarbejdere. Ordningen omfatter heller ikke det juridiske personale hos statsadvokaterne og hos Rigsadvokaten.
Efter retsplejelovens § 1019 og § 1020 omfatter ordningen kun forhold, der er begået i tjenesten. Det skyldes, at behovet for en særlig klageordning udspringer af de magtbeføjelser, politiet har i deres arbejde. Når en polititjenestemand ikke er i tjeneste, bør han derfor ikke behandles anderledes end andre borgere.
Spørgsmålet om, hvorvidt en handling er foretaget i tjenesten, vil afhænge af en konkret vurdering. På baggrund af polititjenestens særlige karakter bør begrebet "i tjenesten" nok fortolkes vidt. Det fremgår af forarbejderne til loven.
Justitsministeriet bemærkede i lovforslaget, at udtrykket "i tjenesten" ikke indebar nogen ændring i praksis, når man sammenligner med det hidtil anvendte udtryk "under udførelsen af tjenesten".

7.1.2. Konkrete sager vedrørende afgrænsningen

Rigsadvokaten har i beretningsåret fået forelagt enkelte sager vedrørende spørgsmålet om afgrænsningen af den personkreds, der er omfattet af politiklagenævnsordningen, og spørgsmålet om en indklaget eller anmeldt polititjenestemand har været i tjeneste. Disse sager beskrives i dette afsnit.

Eksempel 1
Anmeldelse mod blandt andet Rigspolitichefen

(SA6-96-41-0269 og 292/97)
En borger indgav til politimesteren anmeldelse mod Rigspolitichefen, den daværende justitsminister, Rigsadvokaten og statsministeren. Politimesteren fandt, at anmeldelsen udsprang af en tidligere færdselssag mod borgeren, og afviste anmeldelserne.
Politimesterens afgørelse blev indbragt for statsadvokaten, der ikke fandt grundlag for at omgøre denne.
Borgeren indbragte herefter sagen for Folketingets Ombudsmand, der anmodede blandt andet Rigsadvokaten om en udtalelse om myndighedernes kompetence til at træffe afgørelser i sagen.
Rigsadvokaten udtalte vedrørende anmeldelsen mod Rigspolitichefen:
"Det er min opfattelse, at anmeldelsen mod Rigspolitichefen, må anses som en anmeldelse vedrørende et forhold begået i tjenesten, og sagen skulle derfor have været behandlet efter reglerne i retsplejeloven kap. 93 d. Jeg har derfor anmodet statsadvokaten om at tage sagen op til fornyet behandling".
Folketingets Ombudsmand fandt det beklageligt, at politimesteren havde behandlet anmeldelsen mod Rigspolitichefen. Derimod var der ikke grundlag for kritisere, at politimesteren havde behandlet anmeldelsen mod den tidligere justitsminister, Rigsadvokaten og statsministeren.
Sagen gav blandt andet Rigsadvokaten anledning til at udsende retningslinjer, der præciserer kompetencen til at behandle straffesager mod personer ansat i politiet og anklagemyndigheden. Meddelelsen (nr. 2/1999) blev udsendt den 3. februar 1999 og fremgår af bilag 13 til beretningen.

Eksempel 2
Butikstyveri af personlige effekter

(SA4-98-321-0141 og K 268/98)
En polititjenestemand var på vej fra en politikreds til en anden politikreds i tjenestevogn for at mødes med nogle kollegaer. Han var iført civil jakke og bar under denne politiets uniform, herunder sorte bukser, blå skjorte, slips og tjenestepistol. På vej til sit bestemmelsessted standsede han ved et varehus for at købe personlige effekter. Han blev i den forbindelse anmeldt af varehuset for butikstyveri.
Statsadvokaten forelagde spørgsmålet, om sagen var omfattet af politiklagenævnsordningen for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt, at sagen skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, selv om den pågældende polititjenestemand i situationen ikke havde gjort brug af sin politimyndighed. Herved ville det tillige være muligt at undgå problemer med afgrænsningen af, om en polititjenestemand i tjenestetiden midlertidigt har forladt tjenesten.

Eksempel 3
Politiassistents forevisning af politiidentifikation i sin fritid anset for sket "i tjenesten"

(SA1-98-44-0248 og K 352/98)
En politiassistent kørte i sin fritid i sin personbil. Efter politiassistentens opfattelse var en bilist ved at påkøre hans bil, og han måtte undvige ved at svinge kraftigt til venstre. Politiassistenten kørte herefter ind foran bilisten, standsede og gik hen til hende.
Bilisten klagede til statsadvokaten. I følge klageren var politiassistenten vred, højtråbende, verbalt truende, ubehagelig og nedladende i sin fremtoning. Han bad om at måtte se klagerens kørekort. Først da hun nægtede at efterkomme hans anmodning herom, legitimerede han sig som politiassistent, og hun viste ham herefter sit kørekort.
Politiassistenten ville ikke afvise, at han — efter at have set hendes kørekort — havde sagt, at "man ikke skulle tro, hun havde ét, sådan som hun kørte".
Statsadvokaten lagde ved sin afgørelse til grund, at politiassistenten under den første del af samtalen med klageren optrådte som privatperson, og at han først efter at have legitimeret sig som politimand, var trådt i tjeneste. Statsadvokaten fandt det i denne forbindelse ikke kritisabelt, at politiassistenten ikke indledningsvis havde præsenteret sig som politimand. Statsadvokaten fandt ikke i øvrigt grundlag for at kritisere politiassistentens adfærd.
Politiklagenævnet var ikke enig med statsadvokaten og indbragte sagen for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt, at begivenhedsforløbet i denne sag burde behandles samlet efter retsplejelovens regler om klager over politiet. Politiassistenten, som på det pågældende tidspunkt ikke var i tjeneste, havde valget mellem at handle som privatperson eller at legitimere sig som politimand. At han undervejs i forløbet valgte at legitimere sig, måtte medføre, at den relativt korte episode i sin helhed blev omfattet af klageordningen.
Rigsadvokaten fandt politiassistentens adfærd over for klageren beklagelig og omgjorde statsadvokatens afgørelse.

Eksempel 4
Forevisning af politilegitimation

(SA2-1998-322-0016 og K 380/99)
En politimester var en sen aften sammen med sin hustru på vej hjem i en taxa. Under vejs i taxaen opstod der diskussion med taxachaufføren. Taxachaufføren ønskede ikke at køre længere med passagererne og standsede taxaen i en skov. Der kom yderligere fire taxaer tilstede, og chaufførerne opførte sig efter passagerernes opfattelse ubehageligt. Dette fik politimesteren til at forevise sin politilegitimation. Herefter var de øvrige taxachauffører kørt deres vej. Taxachaufføren tilkaldte herefter politiet, da politimesteren ikke ville betale for turen.
To politiassistenter ankom til stedet, og politimesteren foreviste på ny sin politilegitimation. Politimesteren bad politiassistenterne om at køre sig hjem. Dette afviste de, fordi de på grund af tjenesten ikke kunne forlade politikredsen. Politiassistenterne tilbød i stedet at køre politimesteren og hans hustru til et sted, hvor de kunne få fat i en anden taxa. Politimesteren beklagede sig over politiassistenternes manglende service.
Sagsforløbet blev indberettet til Justitsministeriet, der anmodede statsadvokaten om en vurdering af, hvorvidt der for ham var anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af sagen i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b - c, før der blev taget stilling til spørgsmålet om disciplinære skridt.
Statsadvokaten meddelte Justitsministeriet, at han ikke fandt, at politimesteren under episoden havde været i tjeneste, hvorfor sagen ikke var omfattet af politiklagenævnsreglerne. På den baggrund traf Justitsministeriet afgørelse i disciplinærsagen.
En borger havde set sagen omtalt i dagspressen og anmeldte på den baggrund politimesteren for strafbart forhold. Statsadvokaten forelagde sagen for politiklagenævnet og anførte, at der ikke var formodning om strafbart forhold. Klagen over politimesterens adfærd faldt efter statsadvokatens opfattelse uden for politiklagenævnsordningen. Statsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at foretage sig yderligere i sagen.
Politiklagenævnet fandt, at sagen var omfattet af politiklagenævnsordningen, men var i øvrigt enig i, at der ikke skulle foretages yderligere i sagen. Politiklagenævnet har indbragt spørgsmålet om rækkevidden af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og c for Rigsadvokaten.
Sagen er tillige omtalt nedenfor i afsnit 7.1.2.
Sagen er endnu ikke afgjort.

Eksempel 5
Anmeldelse mod Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og/eller en af vicestatsadvokaterne

(SA1-98-321-407 og K 267/98)
En advokat anmeldte på vegne af sin klient Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og/eller en af vicestatsadvokaterne for overtrædelse af straffelovens § 152 ved at have udleveret et anklageskrift til kuratorerne i konkursboer efter de selskaber, med hensyn til hvilke klienten var tiltalt for skyldnersvig.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen. Politiklagenævnet havde erklæret sig enig i.
Advokaten påklagede sagen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten meddelte statsadvokaten, at sagen efter hans opfattelse ikke var omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale. Rigsadvokaten henviste i den forbindelse til, at anmeldelsen var indgivet mod en statsadvokat og en vicestatsadvokat, og at undersøgelsen efter det oplyste ikke havde været rettet mod polititjenestemænd hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

7.1.3. Dispositionsklager kontra adfærdsklager og anmeldelser om strafbart forhold

Klager over politiets dispositioner i forbindelse med efterforskning og sagsbehandling falder uden for politiklagenævnets område. En del af disse sager behandles også af statsadvokaterne, men ikke efter reglerne om politiklagenævn, jf. afsnit 3.4.3.
Som eksempler på klager, der ikke er omfattet af ordningen, kan nævnes, at der er sket anholdelse, ransagning eller bortvisning fra en lokalitet. Derimod vil en klage over måden, en anholdelse blev gennemført på, være omfattet af politiklagenævnets område. En klage over en for hårdhændet anholdelse vil således være omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b om adfærdsklager. Også sager, hvor der bliver rejst spørgsmål om chikane eller magtmisbrug fra politiets side, kan være omfattet af ordningen med politiklagenævn. Politiets beslutning om at indsætte politihunde er således en disposition, som ikke er omfattet af politiklagenævnets område, medmindre det må antages, at brugen af hunden er sket i chikanøst øjemed eller som led i magtmisbrug fra politiets side.
Ordningen gælder heller ikke klager over, at en sag er utilstrækkeligt oplyst, eller at en sag er forhalet unødvendigt.
Det følgende eksempel viser, at selv om en klage over politiets disposition ikke er omfattet af statsadvokatens og politiklagenævnets kompetence, behandles spørgsmålet om polititjenstemandens opførsel i forbindelse med dispositionen efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og d.

Eksempel
Afvisning af at udstede nyt pas til borger, der skulle rejse næste dag

(SA1-98-44-273 og K 363/98)
En far opdagede en lørdag — dagen inden at hans mindreårige søn skulle på en flyrejse til udlandet — at sønnens pas var udløbet. Han ringede derfor til politistationen i familiens hjemby for at få et nyt pas til sønnen. Det blev her oplyste, at man beklageligvis ikke kunne udstede et nyt pas med så kort varsel, fordi paskontoret var lukket. Der blev i stedet henvist til politiet i lufthavnen.
Da faderen ringede til politiet i lufthavnen, afviste en polititjenestemand at udstede et nyt pas og henviste faderen til at henvende sig til sin lokale politistation om mandagen i paskontorets åbningstid. Faderen henvendte sig senere samme dag hos politiet i en anden lufthavn, der udstedte det ønskede pas.
Faderen klagede herefter over den behandling, som han havde fået af politiet, da han ringede til lufthavnen. Dels at man havde nægtet at udstede pas til sønnen, dels måden, som polititjenestemanden havde talt til ham på.
Statsadvokaten fandt, at han ikke havde kompetence til at tage stilling til klagen over, at politiet havde nægtet at udstede et pas til sønnen, fordi der var tale om en disposition, der faldt uden for statsadvokatens kompetenceområde.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere polititjenestemandens adfærd, blandt andet fordi der ikke kunne føres bevis for polititjenestemandens udtalelser, og fordi klageren ikke nærmere havde præciseret, hvori polititjenestemandens uforskammede opførsel bestod.
Politiklagenævnet var ikke enig i afgørelsen. Nævnet fandt, at det — uanset om der kunne føres bevis for polititjenestemandens udtalelser — burde henstilles til ham i fremtiden at lægge tonen om og give sig tid til at betjene de personer, der henvendte til sig ham.
Politiklagenævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte, at spørgsmålet om, hvorvidt polititjenestemanden burde have imødekommet anmodningen om udstedelse af et pas, ikke hørte under statsadvokatens kompetence, fordi der var tale om en politimæssig disposition uden for strafferetsplejen.
Rigsadvokaten tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af polititjenestemanden.
Sagen er tillige omtalt ovenfor i afsnit 5.1.4. og nedenfor i afsnit 7.3.4.

7.1.4. Klager over hundebid

Reglerne for anvendelse af politihunde (hundereglementet) er beskrevet i afsnit 7.1.4. i beretningen for 1997. Det er heri anført, at beslutningen om at indsætte politihunde i forbindelse med en politiforretning i almindelighed må anses for en politimæssig disposition, der ikke er omfattet af politiklagenævnets område. Derimod anses måden, hvorpå hundeføreren anvender sin tjenestehund over for en borger, i almindelighed omfattet af ordningen.
Dette belyses blandt andet af følgende sag, hvor der også var spørgsmål om, hvorvidt der kunne rejses tiltale for overtrædelse af hundeloven.

Eksempel
Eftersættelse af indbrudstyve

(SA1-97-44-156 og K 262/98)
En nat skulle en mand hente sin cykel i gården til den ejendom, hvor han arbejdede. på det tidspunkt kom to personer, der var på flugt fra politiet, gennem gården. Umiddelbart efter fulgte en politihund, som en politiassistent havde sendt efter dem. Politiassistenten havde løftet politihunden over en mur, som de to personer havde forceret, og han kunne derfor ikke se hverken personerne eller hunden. Hunden standsede op ved manden med cyklen og begyndte at bide denne, fordi den havde forvekslet ham med dem, som den skulle forfølge.
Statsadvokaten kritiserede politiassistentens anvendelse af hund, fordi politiassistenten ikke havde konstant kontrol over politihunden og derfor burde have undladt at lade den foretage forfølgelse i en gård til en ejendom, hvor der var risiko for, at andre personer kunne være til stede.
Politiklagenævnet var enig i denne kritik, men mente, at politiassistenten tillige burde forelægges en bøde for overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1. pkt.
Efter denne bestemmelse er det i byer og områder med bymæssig bebyggelse forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og fandt ikke, at hundelovens § 3, stk. 1, 1. pkt. var anvendelig i denne situation.

7.2 Inhabilitet

7.2.1. Forvaltningslovens regler

Reglerne om inhabilitet findes i forvaltningslovens kapitel 2. Den centrale bestemmelse er lovens § 3. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til den bestemte sag, hvis
1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsmyndighed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag".Retsplejelovens § 97 bestemmer, at den, der efter kapitel 2 i forvaltningsloven må anses for inhabil i forhold til en bestemt sag, ikke må virke som anklager i sagen.

7.2.2. Statsadvokaternes inhabilitet

Afgørelsen af, om en statsadvokat er inhabil ved behandlingen af en sag, afgøres efter de almindeligt gældende bestemmelser om inhabilitet i forvaltningsloven og retsplejeloven. Hvis en statsadvokat har betænkeligheder ved at behandle en sag, kan det dog overvejes at lade sagen overgå til en anden statsadvokat — også selv om der ikke foreligger egentlig inhabilitet.
Statsadvokaterne har kun i få tilfælde bedt Rigsadvokaten om at tage stilling til habilitetsspørgsmål. Her beskrives nogle eksempler på sager, hvor spørgsmålet var fremme.

Eksempel 1
Statsadvokatens personlige kendskab til indklaget polititjenestemand

(SA5-97-44-0124 og K 225/98)
Statsadvokaten modtog en klage fra en borger over en polititjenestemands adfærd i tjenesten.
Personale ved statsadvokaturen havde foretaget afhøringerne i sagen, men statsadvokaten anså sig for inhabil til at træffe afgørelse i sagen på grund af sit personlige kendskab til polititjenestemanden.
Statsadvokaten forelagde sagen for Rigsadvokaten, der tilsluttede sig statsadvokatens vurdering og sendte sagen til en anden regional statsadvokat til afgørelse.

Eksempel 2
Spørgsmål om, hvorvidt statsadvokaten "dækkede" over polititjenestemand

(SA6-98-321-0145 og K 242/98)
En polititjenestemand kørte i en af politiets tjenestevogne sammen med en passager, der senere viste sig at være polititjenestemandens ægtefælle. På et tidspunkt blev tjenestevognen overhalet af en personbil, der kørte meget hurtigt. Polititjenestemanden besluttede derfor at foretage en hastighedsmåling af bilen.
Målingen førte til, at føreren af personbilen blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser, og sagen blev indbragt for retten.
Der blev fra anklagemyndighedens side protesteret mod, at passageren i tjenestevognen blev afhørt som vidne. Dette tiltrådte byretten i en kendelse. Kendelsen blev af tiltalte kæret til landsretten. Statsadvokaten påstod byrettens kendelse stadfæstet og udfærdigede i denne forbindelse et kæreskrift. Landsretten omgjorde byrettens kendelse og besluttede, at passageren i patruljevognen skulle afhøres under færdselssagen.
Under behandlingen af færdselssagen kom det frem, at passageren var polititjenestemandens ægtefælle. Tiltalte anmeldte herefter polititjenestemanden for overtrædelse af reglerne om brug af politiets tjenestevogne.
Tiltalte mente, at statsadvokaten var inhabil i sagen, idet statsadvokaten ved sit kæreskrift til landsretten havde forsøgt at dække over, at passageren i tjenestevognen havde været polititjenstemandens ægtefælle.
Statsadvokaten rejste spørgsmålet om sin habilitet over for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt ikke, at statsadvokaten var inhabil, idet statsadvokaten ikke i forbindelse med færdselssagen havde været vidende om, at passageren i tjenestevognen havde været polititjenestemandens ægtefælle.

Eksempel 3
Åbenbare grundløse anmeldelser mod statsadvokaten

(SA2-96-321-0165 og K 78/96)
En borger anmeldte i adskillige tilfælde forskellige polititjenestemænd, politimestre og statsadvokater for strafbare forhold.
I en af skrivelserne blev den regionale statsadvokat blandt andet beskyldt for at være "korrupt" m.v. Borgeren fandt blandt andet, at statsadvokaten "dækkede over en lang række strafbare handlinger" begået af navngivne polititjenestemænd m.fl.
Statsadvokaten forelagde spørgsmålet om inhabilitet for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt, at statsadvokaten ikke var inhabil i behandlingen af anmeldelserne på grund af "den åbenbare grundløse karakter af de beskyldninger, som (personen) har rettet mod Dem og anførte som begrundelse".

7.2.3. Rigsadvokatens inhabilitet

Eksempel
Anmeldelse mod "Bagmandpolitiet" i en selskabstømmersag

(SA1-97-321-0317 og K 220/98)
En tiltalt i en selskabstømmersag anmeldte "Bagmandspolitiet" for strafbart forhold i forbindelse med håndteringen af nogle disketter under efterforskningen.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen, hvilket politiklagenævnet forinden havde erklæret sig enig i.
Anmelderen påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten sendte klagen til Justitsministeriet, idet Rigsadvokaten tidligere havde meddelt Justitsministeriet, at han måtte anses for inhabil i forhold til sager vedrørende selskabstømning.
Justitsministeriet besluttede, at klagen skulle behandles af Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm, der er pålagt koordineringen af disse sager.

7.2.4. Politiklagenævnets og nævnsmedlemmernes inhabilitet

Rigsadvokaten er ikke i 1998 blevet forelagt sager vedrørende politiklagenævnenes og nævnsmedlemmernes inhabilitet.
Det fremgår imidlertid af delberetningerne fra polititklagenævnene, at der i årets løb er blevet gjort brug af suppleanter på grund af inhabilitet hos formanden eller de øvrige nævnsmedlemmer. I to tilfælde har et politiklagenævn sendt sagen til et andet politiklagenævn på grund af inhabilitet.
Det er dog fortsat Rigsadvokatens opfattelse, at der ikke almindeligvis er grundlag for at erklære hele politiklagenævnet for inhabil, blot fordi formanden eller et af medlemmerne er inhabile i behandlingen af en sag. Der henvises herved til beretningen for 1996 vedrørende klager over politiet side 127 ff. Problemstillingen er tillige omtalt i beretningen for 1997 vedrørende klager over politiet side 119.

7.2.5 Polititjenestemænds inhabiliet

Rigspolitichefen har i Kundgørelse I nr. 38 af 6. juli 1988 fastsat følgende regler om inhabilitet for ansatte i politiet. Punkt 1 i kundgørelsen svarer til forvaltningslovens § 3:
"1. En ansat i politiet er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
a) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
b) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nært som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagen udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
c) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
d) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår eller
e) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
2. Foreligger eller indtræder en af de under pkt. 1 beskrevne situationer foretages uopsættelig sagsbehandling, hvorefter sagsbehandleren omgående indberetter forholdet til politimesteren, i København til politidirektøren, som herefter træffer afgørelse om habilitetsspørgsmålet.
3. Såfremt der opstår en inhabilitetssituation for en politimester eller for politidirektøren i København, gælder følgende:
a) Straffesager forelægges for vedkommende statsadvokat, idet dog uopsættelige skridt foretages på sædvanlig måde.
b) Andre sager forelægges for Justitsministeriet, medmindre det drejer sig om ekspeditioner, som foregår rutinemæssigt efter bestemte regler og ikke giver plads for overvejelser eller skøn, som for eksempel udstedelse af pas og kørekort, registrering af motorkøretøjer og lignende, alt forudsat, at der ikke ved sådanne ekspeditioner opstår spørgsmål om at dispensere fra de almindelige regler".

Spørgsmålet om inhabilitet er endvidere behandlet i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 7/1992 om påtalekompetence og forelæggelsesregler m.v. (pkt. 1.1.5).
Rigsadvokaten fandt i en klagesag anledning til af egen drift at tage stilling til om en polititjenestemand havde været inhabil i behandlingen af en underliggende færdselssag:

Undersøgelse af bestikkelse

(SA6-96-321-0091 og K 233/98)
En politiassistent kørte sammen med sin hustru som privatperson i sin privatbil, da han var ved at forulykke på grund af en overhaling foretaget af en lastbil. Politiassistenten bragte herefter lastbilen til standsning.
Politiassistenten udfærdigede en politirapport, hvoraf det fremgik, at han havde forklaret chaufføren C, hvem han var, og at han til daglig arbejdede som politiassistent. Det fremgik endvidere, at politiassistenten havde oplyst, at han ikke havde sit politiskilt med og derfor ikke kunne fremvise dette. Chaufføren nægtede at tale med politiassistenten og var kørt fra stedet.
Politiassistenten deltog i den videre efterforskning af sagen, og ca. to uger senere henvendte han og en kollega sig til chaufføren på dennes private bopæl. Her blev chaufføren sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Chaufføren nægtede sig skyldig. Under afhøringen sagde chaufføren til politiassistentens kollega: "Da jeg blev standset af din kollega, så tilbød din kollega, at jeg kunne betale ham 500 kr. på stedet, hvorefter der ikke ville ske mere." Chaufføren ønskede dog ikke at indgive en anmeldelse.
På baggrund af en henvendelse fra politimesteren indledte statsadvokaten en undersøgelse i sagen.
Statsadvokaten sluttede sagen, fordi der ikke var formodning om, at et strafbart forhold var begået. Statsadvokaten lagde navnlig vægt på, at der var tale om, at begge parter havde mistolket situationen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Politiassistenten var ikke enig i statsadvokatens begrundelse for afgørelsen og klagede til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens vurdering af sagen og anførte følgende:
"Hvad angår begrundelsen for afgørelsen finder også jeg, at C’s opfattelse af situationen ved standsningen og senere ved afhøringen den... kan være præget af mistolkning med hensyn til, om der var tale om en sædvanlig politimæssig efterforskning. Jeg finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om De ligeledes har mistolket situationen.
Jeg finder dog, at Deres deltagelse i sagens behandling kan have givet C anledning til mistolkninger af situationen.
De må således efter min opfattelse anses for forurettet i straffesagen vedrørende episoden den..., idet De under privat kørsel i egen bil blev involveret i en trafikal situation, der efter det oplyste var tæt ved at udvikle sig til et alvorligt færdselsuheld, der kunne have påført Dem og Deres hustru, der var passager i bilen, alvorlige personskader eller skader på Deres køretøj.
I medfør af forvaltningslovens § 3 er den, der virker inden for den offentlige forvaltning inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis blandt andet vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Jeg kan i øvrigt henvise til Rigspolitichefens kundgørelse I, nr. 38 af 6. juli 1988 om inhabilitet for ansatte i politiet. Problemstillingen er i øvrigt behandlet i Ib Henricson: "Politiret", Jurist- og Økonomforbundets forlag 1996 s. 37, hvor følgende blandt andet er anført:
"Habilitet. Hvornår bør politimanden sige fra p.g.a. inhabilitet. Retsplejelovens regler om dommere i § 60 samt forvaltningsloven bør være vejledende, men etikken ligger i, at det er politimanden selv, der skal sige fra. Han bør således ikke alene frasige sig opgaven, såfremt bekendte er involveret i nok så lille en sag, men har han selv været udsat for en banal færdselsforseelse, som han finder, der bør indledes undersøgelse i, bør han meddele dette til sine overordnede, der derefter på sædvanlig måde tager stilling til, om der skal indledes efterforskning, og i bekræftende fald, hvem der skal forestå denne.
At den pågældende polititjenestemand smider en notits på kollegaens bord under henvisning til, at han selv er part, er i sig selv angribeligt, så meget mere såfremt han selv udfærdiger rapporter i sagen."
Jeg finder herefter, at De på baggrund af sagens konkrete omstændigheder har været inhabil, og at De derfor burde have undladt at medvirke ved behandlingen af sagen. De burde således navnlig have afstået fra selv at deltage i afhøringen af C den ... og generelt have undladt selv at foretage efterforskning og udfærdigelse af rapporter i sagen, udover hvad der må anses for uopsættelige efterforskningsskridt m.v. i umiddelbar tilknytning til selve episoden den...
Jeg har således ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at De bragte lastvognstoget til standsning, idet jeg ikke finder at kunne afvise, at dette kan have været et nødvendigt og uopsætteligt skridt, der måtte foretages på baggrund af episoden."

Afsnit 7.3. Politiklagenævnets kompetence

Spørgsmålet om omfanget af politiklagenævnets kompetence har været prøvet i enkelte sager.

7.3.1. Initiativsager

Politiklagenævnet kan af egen drift tilkendegive over for statsadvokaten, at der efter nævnets opfattelse bør foretages en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c. Det fremgår af retsplejelovens § 1021 a, stk. 2.

Eksempel
Politiklagenævnets reaktion på en artikel i et dagblad

(SA2-97-321-0218)
Politiklagenævnet bad statsadvokaten om at iværksætte en undersøgelse i anledning af en episode, der var foregået på en politistation og omtalt i et dagblad under overskriften "Politiet udstiller fanger i håndjern".
Statsadvokaten bad politimesteren om en udtalelse. Politimesteren fremsendte en redegørelse om sagen, som han havde udarbejdet til Justitsministeriet i anledning af, at Folketingets Retsudvalg havde stillet spørgsmål om sagen.
Politiklagenævnet var enig med statsadvokaten i, at der ikke var grundlag for at foretage yderligere i sagen.

7.3.2. Undersøgelsens form

Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c. Det fremgår af retsplejelovens § 1021 a, stk. 1.
Når det overvejes, i hvilken form en klage skal behandles, vil klagerens formulering af klagen almindeligvis være afgørende for, om sagen behandles som en adfærdsklage eller som en straffesag. I tvivlstilfælde vurderer statsadvokaten, efter hvilket regelsæt klagen skal behandles.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1021 a, at det for statsadvokatens afgørelse af i hvilken form, en undersøgelse skal foregå, ikke er afgørende om politiklagenævnet forinden er kommet med en tilkendegivelse herom.
Finder politiklagenævnet i modsætning til statsadvokaten, at en sag bør efterforskes som en straffesag, kan nævnet tilkendegive dette over for statsadvokaten (§ 1021 a, stk. 2). Følger statsadvokaten ikke politiklagenævnets tilkendegivelse, kan nævnet klage over afgørelsen til Rigsadvokaten efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1021 f.

7.3.3. Yderligere undersøgelser og efterforskningsskridt

Politiklagenævnet kan i adfærdsklagesager og straffesager anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt (retsplejelovens § 1021 c, stk. 1).
Politiklagenævnet kan i princippet på ethvert stade af sagen bede statsadvokaten om at foretage yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt. Det anføres i bemærkningerne til bestemmelsen, at "hovedreglen bør dog være, at politiklagenævnet først benytter sig af muligheden for at anmode om foretagelse af bestemte yderligere undersøgelsesskridt efter, at statsadvokaten har afsluttet sin undersøgelse/efterforskning. Undtagelse vil f.eks. kunne gøres, hvis der er risiko for bevistab, jf. betænkning 1278/1994, side 170."
Hvis statsadvokaten i en adfærdsklagesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning, kan nævnet påklage statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten, jf. § 1021 f.
Hvis sigtede eller statsadvokaten i forbindelse med behandlingen af en straffesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning om at foretage bestemte yderligere efterforskningsskridt, skal spørgsmålet afgøres af retten, jf. retsplejelovens § 1021 c, stk. 2.
I bemærkningerne til lovforslagets § 1021 c, stk. 2, er der henvist til den tilsvarende ordning i retsplejelovens § 746. Efter denne bestemmelse afgør retten tvistigheder om yderligere efterforskningsskridt, som forsvareren eller sigtede har bedt om at få foretaget.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslagets
§ 1021 c, stk. 2, at formanden for politiklagenævnet om nødvendigt skal møde i retten.

Eksempel
Spørgsmål om yderligere undersøgelser i en straffesag.

(SA1-97-321-390 og K 276/98)
I en sag vedrørende anmeldelse af en polititjenestemand for ærekrænkelse og bagvaskelse meddelte statsadvokaten politiklagenævnet, at han agtede at afvise anmeldelsen uden at foretage yderligere undersøgelser.
Politiklagenævnet anmodede statsadvokaten om at indhente en nærmere redegørelse fra polititjenestemanden, inden nævnet traf afgørelse i sagen, hvilket statsadvokaten afviste.
Politiklagenævnet indbragte spørgsmålet om indhentelse af yderligere oplysninger for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten meddelte, at spørgsmålet ikke kunne indbringes for Rigsadvokaten, idet sagen blev behandlet som en straffesag efter retsplejelovens kapitel 93 c. Spørgsmålet om indhentelse af yderligere undersøgelser skulle i stedet indbringes for retten, jf. retsplejelovens § 1021 c, stk. 2.
Sagen er tillige omtalt ovenfor i afsnit 5.4.1.

7.3.4. Sagens afgørelse

I bemærkningerne til lovforslaget fremgår vedrørende § 1021 e, at politiklagenævnet i adfærdsklagesager kan tilkendegive som sin opfattelse, at statsadvokaten over for klageren bør beklage det passerede, eller at en klage bør afvises. Klagen kan enten afvises efter forudgående undersøgelse eller på det foreliggende grundlag. Det må dog forudsættes, at politiklagenævnet kun kan forholde sig til konkrete udtalelser eller en konkret adfærd fra politiets side. E

ksempel 1
Afvisning af at udstede nyt pas til borger, der skulle rejse næste dag

(SA1-98-44-273 og K 363/98)
Sagen drejede sig om en klage over politiets manglende service i forbindelse med fremskaffelse af nyt pas umiddelbart før en borgers ferierejse til udlandet.
Politiklagenævnet havde klaget til Rigsadvokaten over, at statsadvokaten ikke havde kritiseret en polititjenestemand, da nævnet fandt, at "indklagedes opførsel skader befolkningens indtryk af politiet". Nævnet fandt, at det faldt inden for nævnets opgave at "tilrettevise en betjent, når han ikke lever op til de forventninger, som vi som borgere har til dansk politi".
Statsadvokaten havde over for nævnet tilkendegivet, at det faldt uden for politiklagenævnsordningen at påse, hvorvidt politiet er tilstrækkelig "serviceminded" over for borgerne, og at der kun i tilfælde af, at der falder konkret kritisable udtalelser bør ske påtale.
Rigsadvokaten tiltrådte, at der kun er grundlag for at udtale kritik af en polititjenestemands adfærd i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, såfremt det må lægges til grund, at polititjenestemanden har fremsat konkret kritisable udtalelser.
Sagen er nærmere beskrevet i ovenfor i afsnit 5.4.1. og afsnit 7.1.3.
I straffesager kan politiklagenævnet tilkendegive som sin opfattelse, at der bør rejses tiltale eller meddeles tiltalefrafald. Nævnet kan også tilkendegive, at påtalen bør opgives, at en påbegyndt efterforskning bør indstilles, eller at en anmeldelse bør afvises.
Følgende sag er et eksempel på, at politiklagenævnet også skal inddrages i sagen, hvis der efter tiltalerejsningen fremkommer nye oplysninger, der kan medføre, at spørgsmålet om tiltalerejsning bør revurderes.

Eksempel 2
Statsadvokatens efterfølgende ændring af en afgørelse af tiltalespørgsmålet skal forelægges nævnet på ny

(SA1-97-321-0367 og K 249/98)
Statsadvokaten havde beslutte at forelægge en kriminalassistent en bøde på 850 kr. for en ca. 33 % overskridelse af hastighedsbegrænsningen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Kriminalassistenten ønskede ikke at vedtage bødeforelægget, idet hastighedsoverskridelsen skyldtes, at han var på vej til et møde med en meddeler, hvilket var af en sådan vigtighed, at han fandt det nødvendigt at køre udrykningskørsel til stedet. For at nå frem til mødet i tide måtte han overtræde hastighedsbegrænsningen. Hans foresatte bekræftede overfor statsadvokaten, at kriminalassistenten havde en kontakt med en meddeler, ligesom han anså det for rimeligt, at kriminalassistenten overtrådte hastighedsbegrænsningen for at nå frem i tide.
På denne baggrund ophævede statsadvokaten bødeforelægget.
Politiklagenævnet indbragte sagen for Rigsadvokaten, blandt andet med spørgsmål om, hvorvidt statsadvokatens beslutning om at ophæve bødeforelægget forinden burde have været forelagt for politiklagenævnet.
Rigsadvokaten fandt, at spørgsmålet om ophævelse af bødeforelægget burde have været forelagt for politiklagenævnet, men fandt i øvrigt ikke grundlag for ændre statsadvokatens afgørelse, idet der ikke var grundlag for at betvivle kriminalassistentens oplysninger, der var tiltrådt af hans foresatte, om at mødet var af en sådan vigtighed, at det var nødvendigt at køre udrykningskørsel til stedet for at nå frem, og herunder overskride hastighedsbegrænsningen.
Sagen er endvidere omtalt overfor i afsnit 5.4.1.

Eksempel 3
Politiklagenævnets udtalelse kan ikke påklages til Rigsadvokaten

(SA4-98-321-0147 og K 389/99)
Sagen drejede sig om en klage over tre politiassistenters adfærd. Ved afgørelsen meddelte statsadvokaten, at hun havde besluttet at standse undersøgelsen i en sag, hvor en borger havde klaget over tre politiassistenters adfærd.
Politiklagenævnet havde forinden meddelt statsadvokaten, at sagen efter nævnets opfattelse burde afgøres med en beklagelse over for borgeren. Nævnet fandt, at den situation, som sagen vedrørte, mere eller mindre var fremprovokeret af politiet, at den havde udviklet sig på en klart kritisabel måde, og at den aldrig burde være kommet så vidt som sket.
Ved afgørelsen citerede statsadvokaten politiklagenævnets udtalelse og bemærkede, at denne ikke gav hende anledning til at ændre sin afgørelse. Statsadvokaten bemærkede i den forbindelse i en skrivelse til politiklagenævnet, at hun ikke havde fundet grundlag for alene at lægge klagerens beskrivelse af episoden til grund for sagens afgørelse.
En advokat klagede på vegne af en politiforening over politiklagenævnets udtalelse om sagens afgørelse.
Rigsadvokaten meddelte, at man ikke kan klage over politiklagenævnets udtalelse. Nævnets udtalelse er, som det fremgår af retsplejelovens § 1021 e, ikke bindende for statsadvokaten og er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

7.4. Tilbagekaldte klager

Det sker, at en klager trækker sin klage eller anmeldelse tilbage. Årsagerne hertil kan være mange. Ønsket om at trække klagen tilbage kan f.eks. være begrundet i, at klageren efter en betænkningstid ikke har fundet grundlag for at fastholde sin klage, eller at den berørte polititjenestemand har beklaget det passerede.
Statsadvokaten vil i sådanne situationer i almindelighed indstille undersøgelsen i en adfærdsklagesag, medmindre sagen giver statsadvokaten grundlag for af egen drift at fortsætte undersøgelsen i sagen, jf. retsplejelovens § 1019 k. Det kan f.eks. være i en situation, hvor der kan være spørgsmål om, hvorvidt en polititjenestemand har søgt at presse klageren til at trække klagen tilbage. Det var tilfældet i en sag, der var omtalt i beretningen for 1996, afsnit 6.5.3. som eksempel 1.
For så vidt angår efterforskningen i en straffesag vil statsadvokaten også i et vist omfang kunne indstille en efterforskning, hvis anmeldelsen tilbagekaldes. Politiklagenævnet kan indbringe statsadvokatens afgørelse om at indstille undersøgelsen eller efterforskningen i en sag for Rigsadvokaten.
Der har ikke i beretningsåret været indbragt sager herom for Rigsadvokaten. Der kan vedrørende antallet af tilbagekaldte klager henvises til tabel 5 i afsnit 4.
I nedennævnte eksempler blev efterforskningen ikke standset, selv om anmelderen forsøgte at trække sin anmeldelse tilbage.

Eksempel 1
Anmeldelse om uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger

(SA1-97-321-323)
En mand anmeldte, at en polititjenestemand muligt uberettiget havde videregivet fortrolige oplysninger til en af hans bekendte.
Statsadvokaten iværksatte en undersøgelse og afhørte blandt andet anmelderens bekendte. Hun afviste på det kraftigste, at hun af sin bror, der var politibetjent og som mistanken var rettet imod, skulle have modtaget oplysninger om anmelderens eventuelle strafbare forhold eller en udskrift fra Det Centrale Kriminalregister.
Anmelderen rettede flere gange henvendelse til statsadvokaten og forsøgte at trække anmeldelsen tilbage.
På den baggrund fandt statsadvokaten, at der ikke var grundlag for at fortsætte efterforskningen.
Politiklagenævnet var ikke enig i afgørelsen og anmodede statsadvokaten om at fremskaffe en liste, der viste, hvornår og hvem, der havde trukket en straffeattest på anmelderen.
Af den indhentede udskrift fremgik det, at den politibetjent, som mistanken var rettet mod, havde foretaget opslag af anmelderen i kriminalregisteret.
Politibetjenten vedtog senere en bøde for overtrædelse af straffelovens § 155.
Sagen er tillige omtalt ovenfor i afsnit 6.2.3.

Eksempel 2
Anmeldelse om vold

(SA5-98-321-0107)
Anmelderen henvendte sig sidst på natten på politigården for at klage over/anmelde, at han tidligere på natten var blevet tildelt slag i ansigtet af en politiassistent. Anmelderen og dennes kammerat blev straks afhørt af en vicekriminalkommissær.
Begge forklarede, at anmelderen, da han i den tro at en patruljevogn var en taxa trådte ud foran den, blev tildelt en lussing af en af politiassistenterne i patruljevognen. Anmelderen forlod senere samme dag skadestuen i vrede uden at blive undersøgt.
Da statsadvokaten ni dage senere indkaldte anmelderen og kammeraten til en afhøring, meddelte anmelderen telefonisk, at han ønskede at trække anmeldelsen tilbage. Han bekræftede senere dette skriftligt med begrundelsen, at han manglede psykisk overskud og tid.
På baggrund af de alvorlige beskyldninger og anmelderens begrundelse for at trække anmeldelsen tilbage, fortsatte statsadvokaten efterforskningen. Statsadvokaten indstillede efterforskningen efter en afhøring af de implicerede polititjenestemænd, hvis forklaringer ikke støttede anmelderens forklaring. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.

Afsnit 7.5. Prioriteringen af straffesager og klagesager

I nogle tilfælde udspringer en klagesag af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhed. Dette kan give anledning til overvejelser om, hvilken sag, der bør behandles først. Sættes klagesagen i bero betyder det, at polititjenestemanden ikke har vidnepligt i sagen mod klageren, ligesom forklaringen ikke afgives under det sædvanlige vidneansvar.
Problemstillingen er omtalt mere generelt i afsnit 7.5. i beretningen for 1997. Rigsadvokaten udtalte her, at statsadvokaterne bør have et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en verserende straffesag.
Det kan dog i visse sager være indlysende, at en klage kan afvises forlods. Det er i mange sager næppe nødvendigt at afvente ankebehandlingen af straffesagen mod klager førend klagesagen behandles.
Verserer der en straffesag mod klageren, som åbner mulighed for, at den indklagede polititjenestemand skal afgive forklaring i, bør denne så vidt muligt underrettes om klagen inden straffesagen behandles.
Spørgsmålet om prioriteringen af straffesager og klagesager har i 1998 været fremme i flere konkrete sager.

Eksempel 1
Østre Landsrets kendelse af 15. januar 1999 om fremme af en straffesag vedrørende overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1

(SA2-98-6201-0470)
En mand blev sigtet for at have trampet en politiassistent på foden og sparket politiassistenten i skridtet i forbindelse med en afhøring på en politistation.
Omtrent en uge efter episoden anmeldte forsvareren på sigtedes vegne politiassistenten for vold, fordi politiassistenten efter afhøringen skulle have slået den sigtede med knytnæve i ansigtet.
Forsvareren anmodede ved domsforhandlingen om, at behandlingen af straffesagen blev udsat, indtil statsadvokatens undersøgelse af anmeldelsen mod politiassistenten var tilendebragt.
Byretten besluttede ved kendelse, at straffesagen skulle udsættes.
Anklagemyndigheden kærede kendelsen til Østre Landsret, der omstødte byrettens kendelse, og besluttede, at straffesagen mod tiltalte skulle fremmes.

Eksempel 2
Frifindelse i voldssag, da polititjenestemændene begærede sig vidnefritaget

(SA1-96-321-205 og K 270/98)
To unge mænd og en ung pige stod en tidlig lørdag morgen på kørebanen, ca. 11Ú2 m fra fortovet, da en civil patruljevogn kørte forbi. Patruljevognen standsede og en af politiassistenterne sagde, at de skulle gå ind på fortovet, hvilket blev efterkommet. Da patruljevognen kørte sin vej, blottede en af de unge sin bagdel mod patruljevognen. Politiassistenterne standsede patruljevognen, og henvendte sig til de tre unge.
Der udspandt sig herefter en diskussion, der udviklede sig til tumult og yderligere politi blev kaldt til stedet. Det endte med, at de to unge mænd blev anholdt og sigtet for overtrædelse af henholdsvis straffeloven § 119 og politivedtægten.
De tre unge klagede herefter over politiassistenterne og anmeldte den ene af dem for vold.
Advokaten for den ene af de indklagede politiassistenter bad statsadvokaten om at sætte straffesagen mod de to unge mænd i bero, indtil klagesagen var afgjort. Dette afslog statsadvokaten.
Politiassistenterne blev indkaldt som vidner under straffesagen mod de to unge mænd og benyttede sig af retten til at begære sig fritaget for at afgive vidneforklaring. Det medførte, at der ikke kunne føres bevis for tiltalen, og de to unge mænd blev efter anklagemyndighedens påstand frifundet for vold og overtrædelse af politivedtægten.
Sagen er tillige omtalt ovenfor i afsnit 5.2 og 6.2.3.

Rigsadvokaten har i anden anledning (545/98) på baggrund af en henvendelse fra en politiforening om vigtigheden af, at anklagemyndigheden "bakker op om de polititjenestemænd, der med stor risiko varetager de politimæssige opgaver i samfundet" tilkendegivet følgende:
"Jeg er enig i vigtigheden af, at der som et led i den kvalificerede beskyttelse af blandt andet polititjenestemænd rejses tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, såfremt det må antages, at sagen kan gennemføres til domfældelse.
Jeg har blandt andet på denne baggrund i min meddelelse nr. 9/1994 henstillet, at politiet i videre omfang sigter anholdte for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, når betingelserne er til stede.
Jeg følger således udviklingen på dette sagsområde nøje, da jeg ligesom politiforeningen finder, at personer, der optræder som repræsentanter for offentlige myndigheder, har et særligt behov for at blive værnet mod de risici, der kan følge af myndighedsudøvelsen, og det er sådanne beskyttelseshensyn, der blandt andet må antages at ligge bag de nævnte bestemmelser i straffeloven".

Eksempel 3
Anmeldelse afvist, da en politiassistent som vidne ikke var blevet vejledt om, at han på denne baggrund ikke havde pligt til at afgive vidneforklaring under strafansvar om sin egen adfærd

(SA1-97-44-0145 og K 312/98)
En taxachauffør blev standset af en politiassistent og sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved i forbindelse med et højresving ikke have sikret sig, at vognbaneskift til højresvingsbanen kunne ske uden ulempe for anden trafik, idet taxaen kørte lige ind foran den civile politibil. Taxachaufføren mente, at politiassistenten i strid med færdselsloven havde kørt i taxa/bus-vognbanen og anmeldte politiassistenten for overtrædelse af færdselsloven. Han klagede endvidere over politiassistentens adfærd.
Politiassistenten blev afhørt som vidne under straffesagen mod taxachaufføren. Politiassistenten var ved en fejltagelse ikke forinden blevet informeret om, at der verserede en anmeldelse og klagesag mod ham. Politiassistenten havde derfor afgivet vidneforklaring i byretten under sædvanligt strafansvar.
Statsadvokaten fandt på denne baggrund ikke, at der efterfølgende kunne rejses en straffesag mod politiassistenten. Denne afgørelse påklagede taxachaufføren til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse, men anførte, at statsadvokaten burde have sikret sig, at politiassistenten inden retsmødet var bekendt med anmeldelsen og vejledt om, at han på denne baggrund ikke havde pligt til at afgive vidneforklaring under strafansvar om sin egen kørsel den pågældende dag. Rigsadvokaten beklagede, at sagen ikke var blevet behandlet på den foreskrevne måde.

7.6. Sagsbehandlingstiden

7.6.1. Indledning

Der har i perioden siden politiklagenævnsordningens start i 1996 været rejst spørgsmål om den tidsmæssige udstrækning af statsadvokatens undersøgelse af klager eller efterforskning af straffesager, der er omfattet af ordningen.
Spørgsmålet var blandt andet fremme i landsformandens beretning for 1996 og i delberetningen for Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland og blev gentaget i delberetningen for 1997.
Dansk Politiforbund havde ved flere lejligheder under møder i Justitsministeriets centrale samarbejdsudvalg for politiet bragt spørgsmålet om sagsbehandlingstiden på bane. Jeg drøftede også spørgsmålet på et møde med repræsentanter for blandt andet Dansk Politiforbund i januar 1997. Jeg tilkendegav blandt andet, at antallet af indkomne klagesager og anmeldelser om strafbare forhold i 1996 langt havde oversteget det forventede antal sager, som blev lagt til grund ved tildelingen ad personaleressourcer. Jeg udtrykte samtidig min forventning om, at de yderligere personaleressourcer, som statsadvokaterne var blevet tildelt i slutningen af 1996, ville medføre, at sagsbehandlingstiden fremover ville blive afkortet.
Spørgsmålet om sagsbehandlingstiden blev drøftet på det årlige statsadvokatmøde i 1997. Der var på mødet almindelig enighed om, at sagsbehandlingstiden ikke var optimal. Det var imidlertid vanskeligt for øjeblikket at ændre på dette, fordi en del af det personale, der for så vidt var afsat til behandling af disse sager, også måtte anvendes til løsning af andre presserende opgaver ved embederne, herunder til retsarbejdet.
Jeg beskrev på denne baggrund mere indgående spørgsmålet om sagsbehandlingstiden i beretningen for 1997 og beskrev herunder en række af de faktorer, der — foruden de personalemæssige ressourcer — har væsentlig betydning for sagsbehandlingstiden.
Debatten om sagsbehandlingstiden er fortsat i 1998.
Spørgsmålet om sagsbehandlingstiden rummer to aspekter. Det ene aspekt er spørgsmålet om underretning om sagen. Dvs. dels tidspunktet for orientering af klageren om, at klagen er modtaget og behandling påbegyndes (kvittering), og underretning af vedkommende polititjenestemand og politiklagenævnet om, at der er indgivet en klage. Dels den løbende orientering af parterne, hvis det ikke er muligt at træffe afgørelse i sagen inden for en rimelig tid. Det andet aspekt er den samlede sagsbehandlingstid fra klagen er modtaget til statsadvokatens undersøgelse eller efterforskning er afsluttet og parterne og politiklagenævnet er underrettet om afgørelsen.
Dette afsnit beskriver nogle af de sager, hvor spørgsmålet om sagsbehandlingstiden har været fremme i beretningsåret og overvejelser om mulighederne for at påvirke sagsbehandlingstiden i gunstig retning. Endvidere beskrives faktorer, der har en væsentlig betydning for den samlede sagsbehandlingstid.

7.6.2. Faktorer, der har en væsentlig betydning for den samlede sagsbehandlingstid

En af de faktorer, der kan have indflydelse påspørgsmålet om sagsbehandlingstiden, er de personalemæssige ressourcer, der står til rådighed for statsadvokaten, når denne foretage undersøgelsen. Det personalemæssige spørgsmål blev nærmere beskrevet i beretningen for 1996 side 42 f.
Men flere faktorer har en væsentlig betydning for den samlede tid, som en undersøgelse eller efterforskning varer ("sagsbehandlingstiden"). Det er eksempler på disse faktorer, der beskrives i dette afsnit.

Indenretlig afhøring af sagens parter m.v.

Ingen har pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten. Det fremgår af retsplejelovens § 1019 d og § 1020 g, jf. § 750. Ønsker sagens parter eller vidner ikke at afgive forklaring til statsadvokaten, kan denne derfor beslutte, at forklaring skal afgives i retten. Der vil som udgangspunkt blive beskikket en advokat for både den forurettede og polititjenestemanden (indklagede/anmeldte), jf. herved afsnit 7.8. Disse forhold kan — afhængig af rettens berammelsestider — bevirke, at sagsbehandlingstiden bliver forlænget. Det tilsvarende gælder, hvis et retsmøde må udsættes, f.eks. på grund af sygdom eller lignende.

Advokatbeskikkelse

Parterne i en politiklagenævnssag har i vid udstrækning mulighed for at få beskikket en advokat. Som udgangspunkt kan vedkommende selv vælge den advokat, som han ønsker beskikket. Sagsbehandlingstiden kan derfor påvirkes af, hvornår der bliver beskikket en advokat samt den beskikkede advokats mulighed for at deltage i afhøringerne.

Eksempel 1

(SA3-96-321-95)
En kvinde, der var anholdt sigtet for spirituskørsel og overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, anmeldte under en afhøring, at hun havde været udsat for vold i forbindelse med anholdelsen og indsættelsen i detentionen.
Statsadvokaten indkaldte kvinden til afhøring. På grund af hendes ønske om advokatbeskikkelse fandt afhøringen først sted tre måneder senere. Herefter blev tre politiassistenter indkaldt til afhøring ca. en måned senere. Polititjenestemændene ønskede advokat beskikket. Herefter blev afhøringerne gennemført henholdsvis to og tre måneder senere.
Den samlede sagsbehandlingstid var ca. 16 måneder fra modtagelsen af anmeldelsen til afgørelsen forelå. Det skyldtes blandt andet også, at statsadvokaten fandt, at behandlingen af politiklagenævnssagen burde afvente udfaldet af straffesagen mod kvinden. Der gik ca. syv måneder inden dommen forelå.
Sagen er tillige omtalt ovenfor i afsnit 7.5.

Eksempel 2

(SA3-98-44-159)
En advokat klagede på vegne af en tolk over, at en køreprøvesagkyndig havde beskyldt tolken for at snyde under en køreprøve.
Statsadvokaten fremsendte en sagsfremstilling til den køreprøvesagkyndige og meddelte, at statsadvokaturen nu iværksatte en undersøgelse efter retsplejelovens kapitel 93 b.
Den køreprøvesagkyndige ønskede advokat beskikket. Der gik herefter to måneder med, at indklagede fandt den advokat, som han ønskede beskikket.

Indhentelse af sagkyndige udtalelser

Det kan under behandlingen af en sag være nødvendigt at forelægge denne eller dele af denne for eksterne myndigheder og sagkyndige inden der kan træffes afgørelse i sagen. Dette kan i visse situationer forlænge sagsbehandlingstiden betydeligt.

Eksempel

(SA1-96-321-11 og K 200/97)
En kvinde brækkede et ben i forbindelse med en anholdelse. Inden statsadvokaten traf afgørelse bad han Retslægerådet om en udtalelse om brug af benlås. Der gik ca. seks måneder fra statsadvokaten fremsendte sagen til Retslægerådet til udtalelsen forelå.
Sagen blev af klagerens advokat og politiklagenævnet indbragt for Rigsadvokaten. Både advokaten og Rigsadvokaten fandt anledning til at stille supplerende spørgsmål til Retslægerådet. Der gik ca. to måneder fra Rigsadvokaten fremsendte sagen til Retslægerådet, til udtalelsen forelå.
Sagen er omtalt i beretningen for 1996 og 1997 samt i afsnit 11.2. i denne beretning.

Udeblivelse fra afhøring

Statsadvokaten indkalder skriftligt klager og vidner til afhøring på sit kontor. Møder den indkaldte — med eller uden lovligt forfald — ikke op til afhøring, vil den pågældende på ny blive indkaldt til afhøring. Dette forhold forlænger sagsbehandlingstiden.

Eksempel

(SA3-97-44-138)
En person klagede til politimesteren over en politiassistents ad-færd. Politimesteren sendte ni dage senere klagen til statsadvokaten med oplysning om politiassistentens identitet. Statsadvokaten
indkaldte herefter klageren til en afhøring 11Ú2 måned senere. Klageren mødte ikke og meddelte efter 3 uger, at han ikke mødte til den indkaldte dato, og at han ikke kunne bidrage med yderligere til klagen.

Klagesag venter på afgørelsen af den verserende straffesag

Som anført i afsnit 7.5. kan en klagesag udspringe af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhedsforløb. Hvis statsadvokaten finder det hensigtsmæssigt, kan behandlingen af klagesagen sættes i bero og vente på afgørelsen af den verserende straffesag. Dette kan medføre en markant forlængelse af sagsbehandlingstiden. Der henvises herom til afsnit 7.5 om prioriteringen af straffesager og klagesager.

Yderligere undersøgelser og efterforskning

Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelser og efterforskning.

Eksempel

(SA3-96-321-95)
En kvinde, der var anholdt og sigtet for spirituskørsel og overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, anmeldte under en afhøring, at hun havde været udsat for vold i forbindelse med anholdelsen og indsættelsen i detentionen.
Statsadvokaten besluttede at afvente udfaldet af efterforskningen i straffesagen mod kvinden, fordi denne måtte antages at vedrøre samme personkreds og handlingsforløb som en efterforskning af voldsanmeldelsen mod politiet.
Byretten afsagde dom i sagen ca. syv måneder efter anholdelsen. Dommen blev anket. Efter at have modtaget retsbogen fra byretten fandt statsadvokaten det forsvarligt at indlede efterforskningen af kvindens anmeldelse om vold uden at afvente udfaldet af ankesagen.
Sagen er omtalt ovenfor i afsnit 7.5 og i afsnittet vedrørende advokatbeskikkelse, eksempel 1.

7.6.3. Generelle klager over sagsbehandlingstiden i 1998

7.6.3.1. Henvendelse fra borgmestrene i Ringsted politikreds til justitsministeren (G 2441)

Lokalnævnet vedrørende politiets virksomhed i Ringsted politikreds rettede i april 1998 skriftlig henvendelse til justitsministeren, fordi lokalnævnet havde fået oplyst, at adfærdsklager over politipersonale havde en meget lang sagsbehandlingstid hos statsadvokaten. Politikredsens borgmestre anmodede derfor om justitsministerens hjælp til at nedbringe sagsbehandlingstiden hos statsadvokaterne.
Justitsministeriet indhentede til brug for besvarelsen en udtalelse fra Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten.
Statsadvokaten anførte, at embedet bestræbte sig på at nedbringe sagsbehandlingstiden mest muligt, men pegede blandt andet på ressourceproblemer.
Statsadvokaten havde til brug for besvarelsen udarbejdet en oversigt over sagsbehandlingstiden i sager vedrørende adfærdsklager og undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk.2, fra Ringsted politikreds i perioden fra januar 1996 til maj 1998. Det fremgik af oversigten, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var på 168 dage for de alvorligste sager (omfattet af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2) og på 376 dage for adfærdsklager. To sager skilte sig markant ud med en sagsbehandlingstid på henholdsvis 715 dage og 595 dage.
Rigsadvokaten bemærkede, at en periode på henholdsvis 290 dage og 156 dage, hvor en sag har ligget fuldstændig stille, er uacceptabel. Dette meddelte Rigsadvokaten til statsadvokaten.
Rigsadvokaten udtalte endvidere mere generelt
"... at spørgsmålet om sagsbehandlingstiden for klager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c flere gange har været drøftet med de regionale statsadvokater. Der var således på det ordinære møde med statsadvokaterne i oktober 1997 almindelig enighed om, at sagsbehandlingstiden ikke var optimal. Det måtte dog dengang konkluderes, at det var vanskeligt for øjeblikket at ændre på dette, fordi en del af det personale, der for så vidt er afsat til behandling af disse sager, også måtte anvendes til løsning af andre presserende opgaver ved embederne, herunder blandt andet retsarbejdet. Statsadvokaterne tilkendegav, at man var opmærksom på problemet, som løbende blev søgt forbedret.
Under hensyn til den debat, der havde været om sagsbehandlingstiden i politiklagenævnssagerne, valgte jeg i min beretning om behandlingen af klager over politiet i 1997 at beskrive en række af de faktorer, der — udover personaleressourcer — kan have en væsentlig indflydelse på sagsbehandlingstiden. Der henvises til beretningens afsnit 7.6., p. 132 ff.Jeg tog endvidere spørgsmålet op i beretningens indledning, hvor jeg blandt andet anførte, at det lavere sagstal i 1997 medførte, at statsadvokaterne i videre omfang end hidtil havde kunnet leve op til lovens intentioner om en hurtig sagsbehandling. Jeg anførte endvidere, at det lavere sagstal — alt andet lige — måtte indebære, at sagsbehandlingstiden fremover i videre omfang generelt burde kunne afkortes. Der henvises til beretningens p. 12.
Det er min opfattelse, at statsadvokaterne fortsat er opmærksomme på spørgsmålet om sagsbehandlingstiden. Jeg agter endvidere under indtryk af den fortsatte debat om sagsbehandlingstiderne på ny at drøfte mulighederne for nedbringelse af disse med statsadvokaterne".
Rigsadvokaten anførte endvidere, at han mere konkret ville drøfte mulighederne for at løse de ressourceproblemer, som Statsadvokaten for Sjælland havde peget på i sin udtalelse.
Justitsministeren anførte i sit svar til borgmestrene, at han håbede, at der ved Rigsadvokatens drøftelser med statsadvokaterne ville kunne opnås en løsning på de problemer, som borgmestrene havde peget på.

7.6.3.2. Henvendelse fra Politiforbundet i Danmark til justitsministeren (G 2134)

I maj 1998 rettede formanden for Politiforbundet i Danmark henvendelse til justitsministeren vedrørende sagsbehandlingstiden for politiklagenævnssager.
Justitsministeriet anmodede Rigsadvokaten om en udtalelse. Rigsadvokaten redegjorde for de hidtidige drøftelser af problemet. På den baggrund anførte justitsministeren blandt andet i sit svar:
"Jeg er enig med Rigsadvokaten og statsadvokaterne i, at sagsbehandlingstiden stadig ikke er optimal. Omvendt er det mit klare indtryk, at alle led i anklagemyndigheden er meget opmærksomme på netop spørgsmålet om sagsbehandlingstiden. ...
Rigsadvokaten har i sin 1997-beretning om behandlingen af klager over politiet peget på en række faktorer, der — udover personaleressourcer — kan have en væsentlig indflydelse på sagsbehandlingstiden.
Jeg er enig i rigsadvokatens betragtninger, men er også af den opfattelse, at det med den allerede gennemførte og kommende styrkelse af anklagemydigheden må kunne lykkes at få endelig bugt med den sagspukkel, som anklagemyndigheden har skubbet foran sig siden 1996.
Det er således min opfattelse, at vi generelt er på rette vej med hensyn til nedbringelse af sagsbehandlingstiden, også for så vidt angår politiklagenævnssager".

7.6.3.3. Spørgsmål fra medlem af Folketinget Tom Behnke (FP) til justitsministeren (G 2516)

Medlem af Folketinget Tom Behnke (FP) spurgte den 30. oktober 1998 skriftligt, hvad justitsministeren ville gøre for at nedbringe sagsbehandlingstiderne i forbindelse med klager over politiet, og om ministeren f.eks. ville være indstillet på, at alle banale sager kunne afgøres af politimesteren eller sendes direkte videre fra statsadvokaten til politiklagenævnet.
Justitsministeriet anmodede Rigsadvokaten om en udtalelse.
Rigsadvokaten redegjorde for de hidtidige drøftelser af problemstillingen og henviste til det i beretningen for 1997 anførte. Rigsadvokaten anførte endvidere:
"Spørgsmålet om sagsbehandlingstiden er på ny blevet drøftet med de regionale statsadvokater på det ordinære møde med statsadvokaterne i oktober 1998.
Det er min opfattelse, at statsadvokaterne fortsat er opmærksomme på spørgsmålet om sagsbehandlingstiden. Spørgsmålet agtes på ny drøftet med statsadvokaterne på et møde med statsadvokaterne i januar 1999.
Det er min opfattelse, at spørgsmålet om en forenkling af sagsgangen vedrørende behandlingen af mindre adfærdssager og åbenbart grundløse anmeldelser vil indgå i drøftelserne i forbindelse med den evaluering af ordningen, som Justitsministeriet har iværksat".
I svaret til folketingsmedlemmet henholdt Justitsministeriet sig til Rigsadvokatens udtalelse.

7.6.3.4. Henvendelser fra politiklagenævnene

Politiklagenævnene for Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby og Statsadvokaten for Sjælland har over for statsadvokaterne, Rigsadvokaten og Justitsministeriet peget på, at sagsbehandlingstiden ikke altid har været tilfredsstillende.

Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnbys henvendelse til Justitsministeriet (G 2406)

Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby henledte i juli 1998 Justitsministeriets opmærksomhed sagsbehandlingstiden i ukomplicerede sager, der var forelagt for nævnet. Nævnet sigtede herved blandt andet til en færdselssag, hvor nævnet havde tiltrådt, at sagen blev afgjort med et bødeforelæg. Ekspeditionstiden fra modtagelsen af sagen fra nævnet til bødeforelægget blev udsendt var på tre måneder.
Justitsministeriet anmodede statsadvokaten og Rigsadvokaten om en udtalelse. Det fremgik af statsadvokatens svar, at årsagen til den lange ekspeditionstid blandt andet var personalemæssige forhold.
Rigsadvokaten udtalte blandt andet, at han var enig med nævnet i, at en sagsbehandlingstid på ca. tre måneder fra statsadvokaten har modtaget nævnets udtalelse til polititjenestemanden bliver underrettet om afgørelsen ikke var acceptabel. Da statsadvokatens sagsbehandlingstid blandt andet i forbindelse med de ekspeditioner, som nævnet havde omtalt, nu var nedbragt væsentligt, fandt Rigsadvokaten ikke grundlag for generelt at drøfte tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen med statsadvokaten. Rigsadvokaten oplyste endvidere, at han ville drøfte mulighederne for nedbringelse af sagsbehandlingstiden yderligere med statsadvokaterne.

Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjællands delberetning for 1998 (G 2141)

Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland anførte i sin delberetning for 1996, at sagsbehandlingstiden i mange sager var uacceptabel lang, og at nævnet ikke — som forudsat i loven — løbende blev underrettet om indkomne klager. Nævnet fandt det især kritisabelt, at der var sager fra 1995 (dvs. overførte sager), som endnu ikke var afgjort.
Politiklagenævnet anførte i sin delberetning for 1997, at sagsbehandlingstiden fortsat var uacceptabel lang, og at nævnet fortsat ikke modtog løbende underretning om indkomne klager. Nævnet beklagede endvidere, at sager fra 1995 og fra begyndelsen af 1996 fortsat ikke var afgjort. Nævnet fandt derfor, at det var "...bydende nødvendigt, at Statsadvokaten for Sjælland tilføres de ressourcer, der er nødvendige for at få sagerne afgjort, og at der foretages en prioritering, således at de ældste sager bliver behandlet først. Alt andet er helt uacceptabelt både for klageren og for de indklagede politiassistenter".
Politiklagenævnet har i delberetningen for 1998 blandt andet gentaget sin kritik af statsadvokatens underretning om en indgivet klage. Nævnet har i denne forbindelse blandt andet anført, at "...Det er således ofte forekommet, at Politiklagenævnet først har fået underretning om en klages eksistens i forbindelse med, at Politiklagenævnet har fået forelagt statsadvokatens redegørelse og forslag til afgørelse i sagen. Det er ofte sket, at underretning først er givet et halvt til et helt år efter af statsadvokaten har modtaget klagen. På mødet blev Politiklagenævnet stillet i udsigt, at der ville ske underretning inden 3 uger efter statsadvokatens modtagelse af klagen, men der er fortsat tilfælde, hvor der først modtages underretning langt senere".
Nævnet har også gentaget kritikken af den samlede sagsbehandlingstid og har fremhævet nogle konkrete eksempler. Nævnet anfører blandt andet "...Politiklagenævnet har i såvel årsberetningen for 1997 som 1996 fremsat kritik af den meget lange sagsbehandlingstid.
Desværre er problemet ikke blevet løst og blevet mindre, snarere tværtimod. Det er naturligvis helt uacceptabelt i forhold til klagerne, men Politiklagenævnet finder anledning til, at henlede opmærksomheden især på de uheldige konsekvenser den langsommelige sagsbehandlingstid har for de pågældende polititjenestemænd".
Jeg har på baggrund af nævnets fortsatte kritik indhentet en udtalelse fra statsadvokaten, der har redegjort for tidsforbruget i de fire konkrete sager og har fremsat nogle mere generelle bemærkninger om sagsbehandlingstiden.
Statsadvokaten har mere generelt anført, at det ikke i de forløbne tre år var lykkedes eller var muligt at behandle politiklagenævnssagerne inden for sådanne tidsmæssige rammer, at berettiget kritik kunne undgås. Dette skyldtes navnlig de personalemæssige ressourcer, som statsadvokaten har rådet over i denne periode. Statsadvokaten har dog fundet, at sagsbehandlingstiden for 1998 er nedbragt væsentligt i forhold til 1997. Statsadvokaten har endvidere påpeget, at der i beretningsåret er modtaget 116 nye sager, mens der er afgjort 139 sager. Porteføljen af gamle sager er derved nedbragt med 23 sager.
Nævnet har haft lejlighed til at kommentere statsadvokatens redegørelser.

Eksempel 1
Færdselsuheld under udrykning

(SA2-1997-321-0218)
En patruljevogn under udrykning påkørte den 3. juni 1997 en personbil. Politimesteren sendte den 12. august 1997 sagen til statsadvokaten, som den 5. november 1997 sendte kvitteringskrivelser i sagen.
Sagen lå herefter ubehandlet frem til maj 1998. Statsadvokaten fandt sagen egnet til afgørelse med et bødeforelæg og afgav indstilling herom til nævnet den 7. juli 1998. Nævnet udtalte den 9. juli 1998, at man ikke var enig med statsadvokaten i, at der var tale om strafbar uagtsomhed. Statsadvokaten indstillede efter en fornyet gennemgang af sagen efterforskningen og underrettede de interesserede parter den 27. oktober 1998.

Eksempel 2
Færdselsuheld med påkørsel af cyklist

(SA2-1997-321-0236)
En politiassistent påkørte den 16. juni 1997 en cyklist med ringe materiel skade til følge. Statsadvokaten modtog den 26. september 1997 sagen fra politimesteren og underrettede den 1. oktober 1997 sagens parter om sagen.
Statsadvokaten fandt sagen egnet til afgørelse med et bødeforelæg og afgav indstilling herom til nævnet den 28. oktober 1998. Nævnet erklærede sig enig den 2. november 1998, og den 12. november 1998 blev politiassistenten tilsendt et bødeforelæg.

Eksempel 3
Klage over voldsom anholdelse

(SA2-1997-44-0074)
Den 15. oktober 1995 blev en mand M anholdt af politiet. Under domsforhandlingen af straffesagen fremsatte M en klage til retsbogen over myndighedsmisbrug, jf. herved retsplejelovens § 1019 a. M fremlagde endvidere en beskrivelse af begivenhedsforløbet, som den beskikkede forsvarer havde modtaget den 20. oktober 1995. Dommeren sendte retsbogen og klageskrivelsen til statsadvokaten den 8. februar 1996, og den 1. juli 1996 underrettede statsadvokaten de interesserede parter, herunder nævnet om sagen. Statsadvokaten bad samtidig politimesteren om at indsende akterne i straffesagen. Statsadvokaten gennemgik herefter akterne, hvoraf det fremgik, at klageren den 1. juli 1996 var blevet idømt en straf af fængsel i 60 dage. Sagen henlå herefter frem til marts 1998.
Den 12. marts 1998 spurgte statsadvokaten forsvareren, om M ønskede klagen opretholdt. Forsvareren meddelte den 25. august 1998, at han betragtede sagen som afsluttet. Statsadvokaten orienterede nævnet herom den 14. oktober 1998. Efter at nævnet havde erklæret sig enig heri den 2. november 1998. Statsadvokaten underrettede den 17. december 1998 sagens parter om afgørelsen og beklagede samtidig den lange sagsbehandlingstid.

Eksempel 4
Færdselsuheld under udrykning

(SA2-1997-321-0180)
En patruljevogn under udrykning blev den 22. november 1996 impliceret i et færdselsuheld. Politimesteren sendte den 21. februar 1997 sagen til statsadvokaten, som den 5. maj 1997 sendte kvitteringskrivelser i sagen.
Det blev i september 1998 konstateret, at sagen var bortkommet. Statsadvokaten modtog herefter på ny akterne fra politimesteren og indstillede den 3. november 1998 til nævnet, at påtale skulle opgives. Dette tiltrådte nævnet. Statsadvokaten underrettede den 20. november 1998 sagens parter om afgørelsen og beklagede samtidig den lange sagsbehandlingstid.

7.6.3.5. Debat i tidsskriftet "Dansk Politi" m.v.

Sagsbehandlingstiden i politiklagenævnssager har også været genstand for omtale i medierne, herunder i tidsskriftet "Dansk Politi". Der kan blandt andet henvises til artiklerne med overskrifterne "Send klagesagerne til behandling" (15. september 1998), "Mens vi venter på afgørelserne" (15. december 1998) og "25 måneder om mødet med en hund" (15. december 1998).

7.6.4. Konkrete klager over sagsbehandlingstiden

Rigsadvokaten har i beretningsåret modtaget flere klager fra polititjenestemænd, som har klaget over sagsbehandlingstiden.

Eksempel 1
Kritik af, at sagen henlå i over 6 måneder uden ekspeditioner

(SA1-96-321-232 og K 288/98)
En advokat klagede på vegne af en politiassistent over sagsbehandlingstiden i en politiklagenævnssag.
Rigsadvokaten meddelte, at han kunne tilslutte sig statsadvokatens beklagelse af sagsbehandlingstiden. Det var ikke acceptabelt, at der forløb over seks måneder fra det tidspunkt, hvor det blev meddelt, at sagens behandling blev påbegyndt, til der blev foretaget noget i sagen.
Rigsadvokaten fandt det heller ikke acceptabelt, at advokatens rykkerskrivelse til statsadvokaten først blev besvaret seks måneder senere.

Eksempel 2
Ej grundlag for kritik, da sagen havde været kontinuerligt behandlet

(SA3-1997-44-93 og K 281/98)
En politiassistent klagede over en samlet sagsbehandlingstid på 14 måneder i en sag, hvor der var klaget over politiassistentens adfærd.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere sagsbehandlingstiden. Sagen havde været kontinuerligt behandlet hos statsadvokaten. Den tid, der var medgået til sagens behandling, havde været en naturlig følge af, at begge parter i sagen havde benyttet sig af retten til at få en advokat beskikket, at der skulle gennemføres afhøringer med deltagelse af såvel statsadvokaten, som parten og dennes advokat, og at sagen havde været forelagt politiklagenævnet.

7.6.5. Overvejelser om afkortning af sagsbehandlingstiden

7.6.5.1. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse om målsætning af sagsbehandlingstiden

Justitsministeriet udsendte den 4. juni 1997 på baggrund af en regeringsbeslutning en cirkulæreskrivelse til samtlige ministeriet og styrelser m.v. om mål for hurtig sagsbehandling m.v.
Cirkulæreskrivelsen blev senere fulgt op af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. december 1997 til politiet og anklagemyndigheden om udmøntningen af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. juni 1997.
Det fremgår blandt andet af cirkulæreskrivelsen, at der for sager hos Rigsadvokaten og de regionale statsadvokater fastsættes en målsætning om sagsbehandlingstider på 60 dage.
For sager, der behandles hos de regionale statsadvokater under politiklagenævnsordningen, blev der ikke fastsat egentlige målsætninger for sagsbehandlingstider. Men det er i cirkulæreskrivelsen anført, at statsadvokaten hurtigst muligt bør orientere sagens parter om, at man har modtaget anmeldelsen/klagen, og efterfølgende orientere parterne om sagens afgørelse. Baggrunden herfor skyldes de vanskeligheder, der er forbundet med at fastsætte mere præcise mål for udstrækning af en undersøgelse eller efterforskning af de meget forskelligartede sager, der er omfattet af ordningen.
Ordningen svarer på dette punkt til cirkulæreskrivelsens bestemmelser om politikredsenes efterforskning af lovovertrædelser (bortset fra færdselsslovsovertrædelser).
Der er heller ikke for disse fastsat egentlige målsætninger for sagsbehandlingstider. Men cirkulæreskrivelsen anbefaler, at der internt bør fastsættes en målsætning om sagsbehandlingstider på 30 dage for 75 % af sagerne vedrørende tyveri og lovovertrædelser, der behandles af ordenspolitiet. For den juridiske sagsbehandling i politikredsene — herunder sagsbehandling i sekretariatet — bør der ligeledes internt fastsættes en målsætning om sagsbehandlingstider på 30 dage for 75 % af sagerne.
Justitsministeriet har efterfølgende anmodet politiet og anklagemyndigheden om at indberette, i hvilket omfang de fastsatte mål er opfyldt i første og andet halvår 1998. Undersøgelsen er foretaget på baggrund af en stikprøvevis gennemgang.
?Cirkulæreskrivelsens målsætning om sagsbehandlingstider på 60 dage gælder for politiklagenævnssager, der behandles af Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten har for sit vedkommende indberettet en målopfyldelsesgrad på 80 %. Det vil sige, at stikprøven har vist, at fire ud af fem af de påklagede politiklagenævnssager er afgjort inden 60 dage fra modtagelsen af henvendelsen. De fastsatte mål synes på denne baggrund realistiske, og der er ikke for tiden grundlag for at fastsætte målsætninger om en længere sagsbehandlingstid, f.eks. tre måneder. Udviklingen på området følges dog tæt.
Der kan i den forbindelse henvises til beskrivelsen i afsnit 7.6.2 om de faktorer, der kan påvirke sagsbehandlingstiden.

7.6.5.2. Tidsstudie

Statsadvokaten i Ålborg har på baggrund af sine erfaringer med behandlingen af politiklagenævnssager opstillet et tidsstudie for minimums tidsforbruget i en ukompliceret adfærdsklagesag (SA4-98-111-0005 og G 1666). Statsadvokaten har herefter opgjort tidsforbruget således:

- Modtagelse af klagen med indsamling af bilag	- 1 uge.
- Klager vil kunne afhøres inden for ca.	- 2 uger.
- Udfærdigelse af sagsfremstilling	- 1 uge.
- Fremsendelse af sagsfremstilling til indklagede og frist for svar fra indklagede	- 2 uger.
- Afhøring af indklagede, eventuelt bistået af en advokat, inden for	- 2 uger.
- Afhøring af vidner i sagen inden for minimum	- 2 uger.
- Udfærdigelse af redegørelse til nævnet ?	- 1 uge.

Statsadvokaten har herefter konkluderet, at de samlede tidsforbrug i forbindelse med en undersøgelse i en ukompliceret sag som minimum vil være 3 måneder. Hertil kommer den tid, som medgår ved politiklagenævnets behandling af sagen.

7.6.5.3. Forsøg med målsætning af sagsbehandlingstiden

Statsadvokaten i Viborg har i november 1998 som en forsøgsordning fastsat mål for sagsbehandlingstiden i politiklagenævnssager (undersøgelse/efterforskning). Statsadvokaten har fastsat det mål, at redegørelsen udarbejdes senest 3 måneder efter modtagelsen af sagen.
Der er endvidere fastsat nogle delmål, som tilstræbes opfyldt. Disse omfatter:
— Kvittering for modtagelsen af en klage/anmeldelse og oplysning om sagens videre gang — med underretning til politiklagenævnet, politimesteren m.fl. — sendes senest 7 dage efter modtagelsen.
— Indkaldelse til eventuel afhøring tilstræbes udsendt senest 14 dage efter modtagelsen.
— Eventuel indkaldelse til afhøring af de implicerede polititjenestemænd skal så vidt muligt udsendes senest 30 dage (i adfærdsklagesager senest 45 dage) efter modtagelsen.
Med henblik på at sikre, at ekspeditionen af sager, hvor målene ikke er opfyldt, bliver prioriteret og fremmet, har statsadvokaten fastsat nogle yderligere retningslinjer:
— Hvis der ikke er udarbejdet redegørelse efter 3 måneder, skal sagen fremtages og gennemgås af sagsbehandler med statsadvokat/vicestatsadvokat.
— Herefter fremtages og gennemgås sagen én gang om måneden, medmindre andet aftales med statsadvokaten. Der fastsættes ved gennemgangen individuelle handlingsmål.
— Politiklagenævnet, anmelder/klager og de implicerede polititjenestemænd orienteres efter 4 måneder om aktuel status på sagen, hvis der ikke er udarbejdet redegørelse forinden.
— I alle sager udarbejdes løbende evalueringsskemå med statistikoplysninger og sagsbehandlingstider.
Statsadvokaten har tilkendegivet, at de fastsatte målsætninger er realistiske ved embedet, og Rigsadvokaten har den 17. februar 1999 (G 2322) — til inspiration — orienteret de øvrige regionale statsadvokater om Statsadvokaten i Viborgs initiativ.

7.6.5.4. Rigsadvokatens opfølgning på drøftelserne om sagsbehandlingstiden

Drøftelserne om sagsbehandlingstiden har foranlediget Rigsadvokaten til også i 1998 at tage spørgsmålet op til drøftelse med statsadvokaterne. Rigsadvokaten har endvidere drøftet spørgsmålet med Politiforbundet i Danmark.
På baggrund af drøftelserne udsendte Rigsadvokaten den 25. februar 1999 en cirkulæreskrivelse til samtlige statsadvokater, hvori blandt andet anførte følgende:
"I fortsættelse af drøftelserne på statsadvokatmødet i oktober 1998 og kurmødet 1999 om sagsbehandlingstiden i politiklagenævnssager kan jeg oplyse, at jeg den 15. februar 1999 har afholdt møde med Politiforbundet i Danmark og Statsadvokatforeningens formand med henblik på en drøftelse af spørgsmålet.
Der var på mødet enighed om, at det er af væsentlig betydning, at sagsbehandlingen tilrettelægges på en sådan måde, at man i videst muligt omfang kan leve op til lovens intentioner om en hurtig sagsbehandling. Der var ligeledes enighed om betydningen af, at de polititjenestemænd, der berøres af en klage, bliver underrettet så hurtigt som muligt.
Det blev på den baggrund besluttet, at der også i "visiteringssager" — det vil sige sager, hvor statsadvokaten skal foretage en nærmere undersøgelse med henblik på at klarlægge, om sagen er omfattet af politiklagenævnsordningen — skal ske underretning af den eller de polititjenestemænd, der er omfattet af klagen. Er der ikke fra klagerens side peget på en bestemt polititjenestemand, orienteres tillidsmanden.
Underretning i "visiteringssager" — og i politiklagenævnssager — foretages gennem vedkommende politimester. Jeg har drøftet spørgsmålet om underretning med Politimesterforeningens formand, der har erklæret sig indforstået i den beskrevne fremgangsmåde, herunder at politimestrene anmodes om at underrette den indklagede respektive tillidsmanden snarest muligt.
Statsadvokatens underretning af politimesteren kan ske i forbindelse med, at statsadvokaten tilsender klageren en kvittering for modtagelsen af klagen. Viser det sig, at klagen ikke er omfattet af politiklagenævnsordningen, underrettes den indklagede respektive tillidsmanden herom gennem vedkommende politimester.
For så vidt angår straffesager foretages underretning — som hidtil — efter en konkret vurdering af, om denne vil kunne skade efterforskningen.
Der blev endvidere opnået enighed om, at statsadvokaten, når sagen vurderes ikke at kunne afsluttes inden for en periode af tre til fire måneder, underretter den indklagede om, hvorpå sagen beror".
Rigsadvokaten orienterede samtidig Politiforbundet i Danmark, Politimesterforeningen, Politidirektøren i København og politiklagenævnene om ovenstående. Proceduren er omtalt i tidsskriftet "Dansk Politi" nr. 4 (15. april 1999) under overskriften "Politifolk skal have hurtigere besked".
Det er i øvrigt forudsat, at også sagens øvrige parter og politiklagenævnet, bliver underrettet, hvis en sag vurderes ikke at kunne afsluttes inden for en periode af tre til fire måneder.

7.6.5.5. Konklusion

Der er i dag almindelig enighed om, at den tidsmæssige udstrækning af straffesager bør begrænset mest muligt. Der er derfor taget initiativer på en række områder, herunder f.eks. for voldssager og de generelle målsætninger, der er omtalt ovenfor med henblik på at opnå dette resultat. Der er derfor for en række sagskategorier krav om en særlig hurtig behandling af sagerne i politiet og anklagemyndigheden, herunder hos statsadvokaterne. Det gælder f.eks. arrestantsager, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/1997. Der kan endvidere henvises til Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/1999 om vejledning om statsadvokaternes tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) behandling af straffesager, pkt. 1.2 om målsætninger for sagsbehandlingstiden.
Der er også enighed om, at der bør udfoldes betydelige bestræbelser for at begrænse behandlingstiden for sager, der er omfattet af politiklagenævnsordningen (og som ikke falder ind under de ovenfor berørte kategorier).
Der er som nævnt i Justitsministeriets cirkulæreskrivelser fra 1997 fastsat nogle mål for sagsbehandlingstiden i sager vedrørende borgerhenvendelser. Dette initiativ har medført, at der i videre omfang er fastsat mål for både den samlede sagsbehandlingstid, men også for den indledende visitering af indkomne sager. Det er selvsagt af betydning, at der på et så tidligt tidspunkt som muligt tages stilling til, om en sag kan afgøres på det foreliggende grundlag, eller om der vil være behov for en nærmere undersøgelse inden der træffes afgørelse. For politiklagenævnssager omfatter denne indledende behandling — foruden en kvittering for klagen — også en underretning af den indklagede polititjenestemand og politiklagenævnet, indklagedes foresatte m.v.
Det følger f.eks. af retsplejelovens § 1021 a, stk. 1, at statsadvokaten straks underretter politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller 93 c. Der er ikke fastsat tilsvarende bestemmelser vedrørende orienteringen af sagens parter, men det er forudsat, at denne orientering sker snarest efter modtagelsen og visitering af klagen.
Kan behandlingen af sagen ikke afsluttes inden for en rimelig tid eller er behandlingen af klagesagen sat i bero på afgørelsen af en straffesag, jf. afsnit 7.5., bør der ske underretning af parterne og nævnet hvis sagen trækker ud, f.eks. fordi man ikke kan få fat i klager. Det vil i denne forbindelse være hensigtsmæssigt at opstille nogle målsætninger for, hvornår de enkelte ekspeditioner bør være foretaget og etablere rutiner til sikring af, at disse overholdes. Der kan herom henvises til afsnit 7.6.5.3.
Der er ovenfor peget på en række faktorer, som kan forlænge sagsbehandlingstiden. Mulighederne for en hurtig sagsbehandling øges hvis der er det fornødne samspil mellem sagens parter.
Der må derfor stilles krav til både klager og indklagede om en hurtig reaktion, når statsadvokaten indkalder til afhøring eller ønsker flere oplysninger.
Det er f.eks. vigtigt, at den indklagede reagerer hurtigt på statsadvokatens sagsfremstilling, således at det hurtigst muligt afklares, om en berammet afhøring kan gennemføres, om der ønskes beskikket en advokat eller om indklagede i stedet ønsker at give møde med en tillidsmand. For indklagedes vedkommende er det hensigtsmæssigt, at polititjenestemanden hurtigt afgiver en notits med en redegørelse for de faktiske forhold i forbindelse med en politiforretning.
Ønsker parterne en advokat beskikket vil en samlet væsentlig hurtigere behandling af sagerne i en del tilfælde kun kunne gennemføres i praksis, hvis også advokaten vil kunne give møde ved afhøringer af deres klient og til retsmøder med kortere varsel. Det bør indgå i vurderingen ved beskikkelsen af en advokat, om en imødekommelse af ønsket om en bestemt advokat vil kunne føre til en utilsigtet forlængelse af sagens samlede varighed.

Afsnit 7.7. Aktindsigt

7.7.1. Indledning

For sagens parter reguleres adgangen til aktindsigt af reglerne i forvaltningsloven. For andre end sagens parter finder reglerne i offentlighedsloven anvendelse.
Reglerne er nærmere beskrevet i afsnit 6.8. i beretningen for 1996. Det fremgår heraf, at sagens parter efter reglerne i forvaltningsloven som udgangspunkt har fuld adgang til aktindsigt i dokumenterne i en adfærdsklagesag. I straffesager, herunder sager, der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, vil sagens parter som udgangspunkt ikke havde adgang til aktindsigt i straffesagens dokumenter, mens sagen verserer, og ofte heller ikke når den er afsluttet (jf. forvaltningslovens § 18).
Andre end sagens parter har adgang til aktindsigt i det omfang, der følger af reglerne i offentlighedsloven. Der er ikke adgang til aktindsigt i straffesager. Det fremgår af offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. En ændring af offentlighedsloven, der trådte i kraft den 15. maj 1998, har begrænset retten til aktindsigt i offentligt ansattes personalesager. Dette medfører, at der som udgangspunkt ikke længere er ret til aktindsigt i adfærdsklagesager, jf. nedenfor i afsnit 7.7.2.
Kompetencen til at træffe afgørelse om aktindsigt i sager vedrørende klager over polititjenestemænd er beskrevet i Justitsministeriets notits af 3. oktober 1996 om aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven i klagesager over polititjenestemænd, der behandles af statsadvokaterne og politiklagenævnene. Notitsen er optrykt som bilag 11.

7.7.2. Særligt om aktindsigt efter offentlighedsloven

Efter offentlighedslovens § 2, stk. 1, gælder loven ikke for sager inden for strafferetsplejen, dvs. sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 c, herunder sager, der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Ved lov nr. 176 af 13. maj 1998 om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen (Aktindsigt i personalesager), er der gennemført yderligere begrænsninger i retten til aktindsigt i offentligt ansattes personalesager.
Foruden sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, gælder loven nu som udgangspunkt heller ikke for andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste. Det fremgår af lovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Lovændringen medfører, at sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d om undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager) er undtaget fra lovens område. Det er i den forbindelse uden betydning, om anmodningen om aktindsigt fremsættes over for ansættelsesmyndigheden, eller om der i stedet anmodes om aktindsigt i den sag, der er oprettet hos statsadvokaten eller politiklagenævnet. Udtrykket "ansættelsesforhold" i den foreslåede bestemmelse skal således forstås i vid forstand. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 2, stk. 2, 2. pkt.
Efter § 2, stk. 3, 2. pkt., gælder offentlighedsloven dog for så vidt angår ansatte i chefstillinger for oplysninger om disciplinære reaktioner af advarsel eller derover. Det er dog kun oplysninger om selve den disciplinære reaktion, dvs. ansættelsesmyndighedens skrivelse med den endelige afgørelse i sagen, der er omfattet af offentlighedsloven. Andre dokumenter og oplysninger i sagen er ikke omfattet.
Det betyder, at offentlighedsloven ikke gælder for politiklagenævnssager, uanset om der er tale om en adfærdsklagesag eller en straffesag, og uanset om sagen drejer sig om en ansat i en chefstilling.
Det blev i forbindelse med lovændringen udtrykkeligt fastsat i lovens § 16, stk. 3, at myndigheden snarest skal underrette den ansatte om, at der er fremsat anmodning om aktindsigt og hvem, der har fremsat anmodningen. Formålet er blandt andet at give den ansatte lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til brug for myndighedens afgørelse af spørgsmålet om aktindsigt.
Lovændringen gælder for anmodninger om aktindsigt i personalesager, der er blevet fremsat efter lovens ikrafttræden, dvs. den 15. maj 1998 eller senere. Dette gælder, uanset på hvilket tidspunkt de dokumenter m.v., som begæringen om aktindsigt vedrører, er oprettet af eller indgået til den pågældende forvaltningsmyndighed.

7.7.3. Konkrete sager vedrørende aktindsigt

Rigsadvokaturen har i 1998 modtaget flere anmodninger om aktindsigt i politiklagenævnssager. Begæringerne er fremsat dels af sagens parter, dels af andre — både privatpersoner og journalister.
Begæringerne har rettet sig mod såvel generelle oplysninger, som konkrete sager.

Eksempel 1
Et dagblads anmodning om aktindsigt i generelle oplysninger om politiklagenævnsordningen

(SA1-98-42-0099 og 278/98)
Et dagblad anmodede om aktindsigt i generelle oplysninger om politiklagenævnsordningen, herunder:
1) Dokumenter, redegørelser, rapporter m.v., der kan belyse, hvordan klager over politiet i København er fordelt på stationer, afdelinger i politiet, samt hvordan disse sager afgøres og
2) Dokumenter, redegørelser, rapporter m.v., der omhandler alle færdselsuheld, hvor politibiler med udrykning rammer andre køretøjer eller personer.
Rigsadvokaten afslog at efterkomme anmodningen, fordi der ikke føres statistik over sagernes fordeling på politistationer eller afdelinger. Heller ikke de nævnte færdselssager registreres særskilt i forhold til andre færdselssager, som polititjenestemænd er involveret i, og som undersøges af statsadvokaten. Oplysningerne ville derfor kun kunne skaffes ved gennemgang af samtlige politiklagenævnssager. Rigsadvokaten fandt blandt andet af ressourcemæssige grunde ikke anledning til at foranledige foretaget en sådan opgørelse.
Afgørelsen blev påklaget til Justitsministeriet, der udtalte:
"Det fremgår såvel af Rigsadvokatens afgørelse som af afgørelsen fra Statsadvokaten for København m.v., at den af (dagbladet) ønskede statistik eller optegnelse ikke findes. Der findes således slet ikke en konkret sag eller et konkret dokument, der kan gives aktindsigt i. Allerede af den grund finder Justitsministeriet ikke grundlag for at ændre Rigsadvokatens afgørelse.
Hvorvidt der ud fra et meroffentlighedsprincip bør udarbejdes eksempelvis en statistik indeholdende nogle specifikt efterspurgte oplysninger må afgøres ud fra en konkret vurdering. I en sådan vurdering indgår efter Justitsministeriets opfattelse som et helt legitimt og sagligt element også vurderinger af det ressourceforbrug, der ville være forbundet med udarbejdelsen af et sådant dokument. Justitsministeriet finder ikke anledning til at kritisere, at Rigsadvokaten ud fra en ressourcemæssig betragtning har givet afslag på at foretage en gennemgang af samtlige politiklagenævnssager".

Eksempel 2
Anmodning fra en tv-station om aktindsigt i en straffesag efterkommet delvist udfra et meroffentlighedsprincip

(K 200/97)
Efter en del omtale af sagen i et dagblad, der blandt andet havde citeret dele af Rigsadvokatens afgørelse, anmodede en tv-station om at få aktindsigt i sagen.
Efter reglerne i offentlighedsloven havde tv-stationen ikke krav på at få aktindsigt i sagen. Rigsadvokaten fandt dog efter omstændigheder, at der kunne meddeles aktindsigt i Rigsadvokatens afgørelse i anonymiseret form, men ikke i andre dokumenter i sagen.
Sagen er tillige omtalt nedenfor i afsnit 11.1.1.

Afsnit 7.8. Parternes adgang til advokatbeskikkelse

Parternes muligheder for at få beskikket advokat under behandlingen af klagesagen er nærmere beskrevet i afsnit 6.7. i beretningen for 1996.
Afgives forklaring i en adfærdsklagesag i retten, skal retten altid beskikke en advokat for parterne, det vil sige klageren (den forurettede) og den indklagede polititjenestemand. I andre tilfælde,
dvs. ved afhøring hos statsadvokaten, kan retten, når forholdene
taler derfor, på parternes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Det afhænger af en konkret vurdering af sagen, om der bør ske en beskikkelse. Advokaten beskikkes uden udgift for parterne.
I straffesager beskikker retten en advokat for parterne, når det følger af reglerne i retsplejelovens kapitel 66 ("Sigtede og hans forsvar") eller kapitel 66 a ("Advokatbistand til den forurettede"). Retten beskikker endvidere en forsvarer/bistandsadvokat for parterne, når forholdene taler derfor.
Som omtalt i afsnit 7.6.2. kan sagsbehandlingstiden påvirkes af, hvornår der bliver beskikket en advokat samt den beskikkede advokats mulighed for at deltage i afhøringerne.

Afsnit 8
Særlige problemstillinger vedrørende adfærdsklagesager (kapitel 93 b)

8.1. Magtanvendelse

8.1.1. Indledning

De overordnede principper for politiets magtanvendelse reguleres af straffelovens § 13 og § 14. Der findes endvidere administrative forskrifter, som er udarbejdet på grundlag heraf, herunder Rigspolitichefens kundgørelser om brug af politistav, skydevåben og politihunde.
Principperne i disse regler er, at magtanvendelsen skal være sagligt begrundet, egnet, nødvendigt for at nå målet, mindst indgribende men dog tilstrækkeligt, samt proportionalt, dvs. at indgrebet ikke må stå i misforhold til det mål, som forfølges.

8.1.2. Lægefaglig vurdering af selvforsvarsgreb og teknikker

I undervisningen på Politiskolens grunduddannelse gennemgås den retlige regulering af grænserne for politiets magtanvendelse i relation til deres arbejde. Herudover undervises der i faget "Fysisk træning og dannelse" i selvforsvarsgreb og -teknikker.
Rigspolitichefen udgav i august 1998 som undervisningsmateriale hæftet "Politiets selvforsvarsgreb og teknikker". Hæftet gennemgår de greb og teknikker, der undervises i på Politiskolen. Politiets selvforsvarsgreb og teknikker blev i 1995/96 lægefagligt vurderet med henblik på en klarlæggelse af de risici, der kan være forbundet hermed. I de forholdsvis få tilfælde, hvor der udfra en lægefaglig vurdering eller af andre grunde skal udvises varsomhed ved anvendelsen af greb og teknikker, er disse forhold indarbejdet i undervisningsmaterialets tekster. Rigspolitichefen skrev i forordet til hæftet om undervisningen på Politiskolen:
"Grundlæggende arbejdes der i undervisningen ud fra en nødvendigheds-vurdering, hvorefter den fysiske magt, der indgår i de enkelte greb og teknikker, ikke blot skal skønnes nødvendig, men også, at den styrke, der anvendes, grebets tidsmæssige udstrækning og dermed den smerte, der påføres, begrænses til det absolut nødvendige for at opnå det tilsigtede. Videre fremhæves det, at magtanvendelsen — situationen taget i betragtning — skal være forsvarlig, samt at politimanden i sin fremtoning og optræden ikke skal virke aggressiv eller udfordrende, men tværtimod optræde på en sådan måde, der beroliger såvel den der skal anholdes som eventuelle tilskuere.
Undervisningen tager dermed udgangspunkt i den retlige regulering af politiets magtanvendelse, jf. straffelovens § 13 og 14, og de tjenstlige forskrifter, som er udarbejdet på grundlag heraf samt retspraksis på området.
De indlærte greb og teknikker afprøves i "praksis" i forbindelse med blandt andet afvikling af situationsspil og anden tværfaglig undervisning, som indgår i beredskabsuddannelsen".
Rigspolitichefen har endvidere anført, at "Hæftet er ligeledes tænkt som et arbejdsredskab i forbindelse med den fortsatte fysiske træning — som politimanden naturligt vil være forpligtet til. Det giver mulighed for at genopfriske de omhandlede selvforsvarsgreb og teknikker og derigennem vedligeholde og skærpe behændighed, situationsfornemmelse, koncentration, iagttagelsesevne og beslutsomhed. Dermed øges egensikkerheden og evnen til at begrænse brug af magt, så anholdte ikke lider unødig overlast".

Rigsadvokaten har i februar 1999 (G 2065) foreslået Rigspolitichefen, at det overvejes at indføre en form for efteruddannelse, eller at der afholdes vedligeholdelseskurser på dette område. Rigsadvokaten har også anbefalet, at alle polititjenestemænd får udleveret hæftet om politiets selvforsvarsgreb og teknikker, idet formentlig ikke alle polititjenestemænd er bekendt med de lægefaglige vurderinger af greb og teknikker.
Rigspolitichefen har medio april 1999 oplyst, at efteruddannelse/vedligeholdelseskurser på området vil ske i forbindelse med politiregionernes obligatoriske vedligeholdelseskurser i udrykningstjeneste. Rigspolitichefen har endvidere oplyst, at hæftet er udsendt til politikredsene i så stort et antal eksemplarer, at det er tilgængeligt på alle tjenestesteder.

8.1.3. Reaktioner fra myndighederne på baggrund af en konkret sag

Eksempel
Klage over voldelig anholdelse

(SA1-96-321-0063 og -0064)
Den 1. januar 1996 blev en fest på en restaurant stoppet af politiet, og i den forbindelse blev i alt syv personer anholdt. Der var 13 politifolk til stede, heraf to kvindelige polititjenestemænd i uniform.
De anholdte A og B klagede nogle dage efter til politimesteren og anførte, at de ved anholdelsen var blevet udsat for vold. A forklarede, at en kvindelig betjent trådte ham i ansigtet med sin støvle, efter at han var blevet lagt ned på jorden, og maste hans hoved ned i isen med det resultat, at blandt andet hans briller blev smadret. B forklarede, at politibetjente sparkede ham, efter at han var væltet om på jorden.
Efterforskningen påviste ikke, at nogen identificeret polititjenestemand havde begået et strafbart eller kritisabelt forhold. Derimod viste efterforskningen, at der var begået fejl, idet de anholdte under de givne vejrforhold havde ligget på jorden så længe, at i hvert fald én havde fået forfrysningssår i ansigtet, hvilket statsadvokaten beklagede. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Statsadvokaten henledte Rigspolitichefens opmærksomhed på, om der måtte være behov for iværksættelse af særlige foranstaltninger til afværgelse af fremtidige lignende situationer.
Rigspolitichefen udsendte i den anledning den 15. juli 1998 (j.nr. 1998-2010-40) en cirkulæreskrivelse til Politidirektøren i København og samtlige politimestre, hvor det fremgik, at de nævnte hændelser af Politiskolen ville blive inddraget i undervisningen vedrørende magtanvendelse m.v. Rigspolitichefen anmodede endvidere om, at det allerede uddannede personale blev gjort bekendt med problemstillingen, ligesom Rigspolitichefen opfordrede til iværksættelse af initiativer, som kunne hindre tilsvarende sager i fremtiden.
Sagen er endvidere omtalt som eksempel 1 i afsnit 7.3.3. i beretningen for 1997.

Afsnit 9.
Særlige problemstillinger vedrørende kapitel 93 c-sager

9.1. Brud på tavshedspligt

9.1.1. Indledning

Efter forvaltningslovens § 27 har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og § 152 c — § 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
I forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, opregnes de hensyn, der efter en konkret vurdering kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed underlagt tavshedspligt. Efter lovens § 27, stk. 1, nr. 6, kan tavshedspligten begrundes i hensynet til enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesser i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold.
Justitsministeriet antager i Vejledning om Forvaltningsloven (1986), at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om strafbare forhold, vil være omfattet af tavshedspligten.Det vil således som udgangspunkt være i strid med reglerne om tavshedspligt at videregive oplysninger fra politiet og anklagemyndigheden om en sigtets identitet.
Reglerne suppleres af bestemmelsen i retsplejelovens § 1016 a. Herefter må personer, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, ikke udtale sig uden for retten til offentligheden om skyldsspørgsmålet, så længe sagen ikke er afgjort.<

9.1.2. Videregivelse af oplysninger til pressen

Politiet og anklagemyndigheden må som udgangspunkt ikke give oplysninger til pressen om navne på personer, som er sigtet i en sag, hvor der endnu ikke har været afholdt retsmøder. Pressen kan imidlertid have kendskab til sagen og den sigtedes navn — f.eks. fra den, som har anmeldt den pågældende lovovertrædelse.
Rigsadvokaten har tidligere (G 1363) over for statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren) anbefalet, at pressen orienteres om verserende straffesager på følgende måde: Anklageren medbringer i retten en ekstrakt af anklageskriftet, hvor navne, adresser og lignende på tiltalte og forurettede er udeladt. Ekstrakten kan uddeles til de fremmødte journalister, når domsforhandlingen begynder.
Rigsadvokaten har derimod frarådet, at pressebureauerne eller særligt interesserede journalister orienteres — bortset fra når der rejses tiltale mod en person, der er kendt og i forvejen er omtalt i pressen i forbindelse med efterforskningen. Orienteringen bør ske i uddrag og ikke i form af kopi af anklageskriftet. Der skal samtidig tages forbehold om nedlæggelse af navneforbud. En sådan orientering bør ikke gives, før anklageskriftet er forkyndt for tiltalte.
Spørgsmålet om at udlevere anklageskrifter til pressen er også behandlet i betænkning nr. 1330/1997 fra udvalget vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen. Udvalget foreslår, at journalister skal have adgang til at gennemse og få udleveret anklageskrifter.
Lovforslag om ændring af retsplejeloven (Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen) indgår i regeringens lovprogram for Folketingets samling 1998/1999.

9.1.3. Misbrug af politiets edb-registre

Det Centrale Kriminalregister administreres af Rigspolitichefen. Registeret blev i sin nuværende form oprettet i 1978 ved sammenlægning af et antal manuelle registre.
Registret består af to dele. Et afgørelsesregister, som indeholder domme, tiltalefrafald og andre afgørelser i kriminelle sager og et efterforskningsregister, der er et internt arbejdsregister for politiet. Dette indeholder oplysninger af politimæssig betydning. De detaljerede regler for Kriminalregisteret fremgår af Justitsministeriets registerforskrifter.
Politiets adgang til Kriminalregisteret sker via politiets egne dataskærme. For langt de fleste dataskærmes vedkommende er adgangen til Kriminalregisteret betinget af en forudgående indtastning af en personlig og fortrolig kode. Forespørgsler til Kriminalregisteret registreres i en log, således at søgninger i registeret kan dokumenteres.
Efter registerforskrifterne kan der til terminaler, der anvendes til politiets hastende operative opgaver, i stedet for en personlig kode anvendes en kode, der følger terminalen (terminalbestemt kode). Dataskærmene er anbragt på vagthavendes kontor, der er indrettet på en sådan måde, at udenforstående ikke har adgang dertil. Skærmene er åbne, når der er vagthavende tilstede i lokalet. Hovedbegrundelsen for, at der ikke for disse skærme er stillet krav om anvendelse af en personlig kode er, at de vagthavende har behov for en hurtig adgang til registeret for at kunne besvare hastende opkald fra blandt andet patruljevognene.

9.1.4. "Per Stig Møller"-sagen

(SA1-97-321-264 og G 2321, K 264/98)
Den 1. marts 1997 bragte dagbladet "Politiken" en artikel, der indeholdt oplysning om, at den netop nyudnævnte politiske ordfører for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe, Per Stig Møller, i 1967 var blevet dømt for spirituskørsel.
Kort tid herefter modtog Rigspolitichefen informationer om, at avisens oplysninger muligt kunne stamme fra en polititjenestemand. Rigspolitichefen iværksatte straks en undersøgelse i sagen, og gennem udskrifter af loggen fra Kriminalregisteret blev det konstateret, at der dagen før artiklen blev bragt, var foretaget opslag i registeret på Per Stig Møller.
Da det ikke kunne afvises, at det var opslaget i Kriminalregisteret den 28. februar 1997, der havde dannet grundlag for Politikens artikel den 1. marts 1997, overgav Rigspolitichefen straks sagen til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby.
Statsadvokaten foretog en undersøgelse af det opslag, som var foretaget den 28. februar 1997. Oplysningen var trukket fra en terminal hos Rigspolitichefen, der var forsynet med terminalbestemt kode, og hvor adgangen til Kriminalregisteret ikke var betinget af en forudgående indtastning af en personkode. Det var således ikke muligt at identificere den, der havde foretaget opslaget i registret.
Statsadvokaten konkluderede i januar 1998, at det ikke kunne bevises, hvem der havde trukket oplysningen om Per Stig Møller i Kriminalregisteret og sluttede efterforskningen i sagen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.

9.1.5. Myndighedernes reaktioner

Sagen gav anledning til nærmere undersøgelser og overvejelser om dels sikkerheden ved brugen af Kriminalregisteret, dels spørgsmålet om sletning af oplysninger fra registrene.
Registertilsynet konkluderede efter en undersøgelse af sagen, at der var sket overtrædelser af forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister og lov om offentlige myndigheders registre i forbindelse med politiets anvendelse af Kriminalregisteret og afgav den 14. maj 1998 indberetning til Justitsministeriet herom. Registertilsynets udtalelse vedrørte blandt andet spørgsmålet om sletning af oplysninger i Kriminalregisterets efterforskningsdel, om det forsvarlige i anvendelsen af terminalbestemte koder, og om brugernes iagttagelse af registerforskrifternes bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger. Udtalelsen indeholdt en alvorlig kritik af en række forhold omkring politiets administration m.v. af Kriminalregisteret.
På baggrund af Registertilsynets udtalelse meddelte Justitsministeriet den 15. maj 1998 Rigspolitichefen, at Justitsministeriet så med stor alvor på den kritik, der blev rejst i udtalelsen og at man fandt det uacceptabelt, at der tilsyneladende mere generelt var problemer med overholdelsen af sikkerhedforanstaltningerne for Kriminalregisteret. Ministeriet bad derfor Rigspolitichefen om straks at indskærpe reglerne for anvendelsen af Kriminalregisteret over for samtlige brugere af registeret, herunder at medarbejdere hos politiet selvsagt ikke under nogen omstændigheder må foretage opslag i Kriminalregisteret uden tjenstlig begrundelse.
Justitsministeriet tog endvidere initiativ til en drøftelse med Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Politimesterforeningen og Rigsadvokaten om, hvilke tjenstlige, disciplinære og eventuelt strafferetlige sanktioner, der bør tages i anvendelse, når der konstateres misbrug af Kriminalregisteret.
Rigspolitichefen indskærpede ved en cirkulæreskrivelse af 27. maj 1998 til Politidirektøren i København og samtlige politimestre reglerne for anvendelse af Det Centrale Kriminalregister. Rigspolitichefen udsendte endvidere den 8. juli 1998 yderligere en cirkulæreskrivelse om den foreløbige fremgangsmåde, når der konstateres misbrug af Kriminalregisteret:
"1. Er der mistanke om, eller konstateres der uretmæssig brug af Kriminalregisteret, skal der foretages en vurdering af, om forholdet i overensstemmelse med reglerne i retsplejeloven kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale, skal forelægges for den regionale statsadvokat.
2. Uanset udfaldet af denne vurdering skal der i alle tilfælde ske forelæggelse for mig med henblik på overvejelse af, om der skal iværksættes tjenstlige eller disciplinære skridt.".

Justitsministeriet nedsatte den 1. april 1998 en arbejdsgruppe om revision af dele af forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister. Baggrunden var blandt andet et ønske om at få vurderet bestemmelserne om sletning af oplysninger i den del af Det Centrale Kriminalregister, som betegnes Efterforskningsregisteret. Arbejdsgruppen skulle herudover se på behovet for yderligere automatiske sletningsrutiner samt overveje sikkerhedsbestemmelserne. Endelig skulle arbejdsgruppen vurdere, om der kunne skabes større åbenhed om registeret. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politimesterforeningen, Politiforbundet i Danmark, Kriminalpolitiforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Politiets og Domstolenes Tjenestemandsforening og HK/Politiet.
Arbejdsgruppen afgav i februar 1999 sin rapport, hvori den anbefalede, at der for samtlige oplysningstypers vedkommende indføres automatisk sletning i Kriminalregisteret for at sikre, at alle oplysninger, der ikke længere har politimæssig betydning, slettes af registeret. Arbejdsgruppen anbefalede endvidere, at nogle af de gældende frister for sletning forkortes. Det gælder blandt andet for visse sigtelser og fældende domme, der medfører frihedsstraf. Justitsministeriet har sendt rapporten i høring, og der vil herefter blive taget stilling til, hvilke ændringer af forskrifterne, der skal gennemføres.
I forbindelse med rapportens offentliggørelse den 12. marts 1999 meddelte justitsministeren, at han for at tilgodese hensynet til borgernes indblik i politiets registerførelse samme dag havde besluttet at offentliggøre en række hidtil ikke offentligt tilgængelige bilag til forskrifterne til Det Centrale Kriminalregister. Det drejer sig blandt andet om reglerne for registrering og sletning af oplysninger i Efterforskningsregisteret.

9.1.6. Andre konkrete sager om brud på tavshedspligten

Der er i afsnit 6.2.3. omtalt et eksempel på anmeldelse om brud på tavshedspligt m.v. i forbindelse med uberettiget træk og videregivelse af oplysninger fra Kriminalregisteret. Denne sag vedrørte et opslag i Kriminalregisteret til privat formål. Sagen blev afgjort ved, at den pågældende polititjenestemand vedtog et bødeforelæg på 2.500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 155 om tjenestemisbrug.
Denne sag har ikke været indbragt for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten har i beretningsåret taget stilling til spørgsmålet om brud på tavshedspligten i en enkelt sag.

Eksempel
Politiassistents udtalelse om, at to personer "ikke var godt selskab"

(SA2-96-321-0067 og K 284/98)
En kvinde, hvis to tvillingesønner var blevet straffet for blandt andet vold, anmeldte en politiassistent for overtrædelse af straffelovens § 152 om krænkelse af tavshedspligten. Sagen opstod ved at en af sønnernes bekendte A havde oplyst, at en politimand havde fortalt hans forældre, at sønnerne havde overfaldet en mand med baseballkøller.
Politiassistenten blev sigtet for overtrædelse af straffeloven og afhørt i sagen. Politiassistenten forklarede, at han i tjenestestedets døgnrapport havde set, at der var problemer med tvillingerne. Da han kort tid efter talte med A’s mor, der var hans nabo, sagde han til hende, at hun skulle holde A væk fra tvillingerne, fordi de ikke var noget godt bekendtskab for A.
Statsadvokaten opgav påtale mod politiassistenten. Politiklagenævnet var enig heri.
Moderen til tvillingerne klagede gennem sin advokat til Rigsadvokaten over statsadvokatens afgørelse.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og udtalte:
"Det må antages, at der er snævre grænser for, hvilke oplysninger om enkeltpersoners strafbare forhold, en polititjenestemand kan videregive til privatpersoner.
Jeg finder dog ikke, at et forhold som det foreliggende kan antages at være omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 152, stk. 1.
Jeg har herved navnlig lagt vægt på, at politiassistenten ikke har videregivet faktiske oplysninger om de pågældendes strafbare forhold, og at politiassistentens udtalelser ikke kan anses for at vedrøre fortrolige oplysninger. Selv om det måtte antages, at politiassistentens udtalelser har karakter af videregivelse af fortrolige oplysninger, finder jeg ikke, at straffelovens § 152 kan anses for overtrådt dels fordi videregivelsen ikke kan anses for uberetttiget i den givne sammenhæng dels fordi politiassistenten har anset oplysningerne for ikke at være fortrolige. Det bemærkes i den forbindelse, at en vildfarelse om, hvorvidt en oplysning må anses for fortrolig, som hovedregel må betragtes som en uegentlig retsvildfarelse, der udelukker forsæt".

9. 2. Undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2

9.2.1. Blodprøve på polititjenestemænd

Det blev i afsnit 8.2.3. i beretningen for 1996 omtalt, at statsadvokaterne i nogle sager, der blev efterforsket i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, havde bedt de involverede polititjenestemænd om at afgive blodprøve for at få konstateret en eventuel spirituspromille.
Politiorganisationerne havde på baggrund af nedennævnte sag modsat sig, at statsadvokaterne anmoder om, at en polititjenestemand frivilligt afgiver blodprøver til brug for alkoholtest.

Efterforskning i anledning af en kvindes død, mens hun blev tvangstilbageholdt af politiet

(SA6-96-321-0061 og K 47/96)
En 39-årig kvinde K havde i en årrække været psykiatrisk patient med diagnosen skizofreni. Hun havde i juni 1996 været indlagt på hospitalet, hvor hun blev konstateret psykotisk. Hun forlod stedet efter kort tid uden at være udskrevet.
Hospitalet bad politiet i Esbjerg om at hjælpe med at få K bragt tilbage til hospitalet med henblik på en eventuel tvangindlæggelse.
Ved politiets henvendelse til K’s bopæl åbnede hun døren for de to politiassistenter, men smækkede den i umiddelbart efter. Hun havde nøgen underkrop, og på et tidspunkt opfattede politiassistenterne situationen således, at hun eventuelt kunne have dræbt sin hund.
Der kom yderligere to politiassistenter til stedet, og ved hjælp af låsesmed skaffede de sig adgang til bopælen. Her mødte de K, som havde en hammer i hånden, som hun hævede op over hovedet.
K løb ud i haven. Her tildelte hun en af politiassistenterne et slag med hammeren og tilføjede ham et par mindre læsioner med en hobbykniv. En af politiassistenterne tog K om anklerne, hvorved hun faldt om på maven. Hun havde på det tidspunkt fortsat hobbykniven i hånden og den ene politiassistents skjorte blev beskadiget. Denne politiassistent tildelte hende på det tidspunkt et til tre slag med knippel på højre arm. En af politiassistenterne fik kniven fra hende, og hun fik håndjern på.
Der blev rekvireret en ambulance til at transportere K til hospitalet. Politiassistenterne skiftedes til at fastholde hende. Hun blev holdt om skulderne med hænderne. Først blev benene fastholdt ved at en af politiassistenterne nærmest sad på hendes lægge. Senere blev hun fastholdt på de nøgne endeballer med en fod.
Indtil da havde hun været urolig og råbende. Herefter bemærkede en af politiassistenterne, at hendes hænder blev blå. Det blev konstateret, at hun ingen puls havde.
Efter genoplivningsforsøg også på sygehuset i Esbjerg blev det konstateret, at K var død.
Dødsårsagen måtte antages at være pludselig hjertestop opstået som følge af meget svær akut psykisk tilstand (som led i sindsygdommen skizofreni), udtalt fysisk aktivitet i forbindelse med tilstanden og den efterfølgende afvæbning og fastholdelse.
Statsadvokaten indledte umiddelbart efter dødsfaldet efterforskning i sagen. Statsadvokaten anmodede om, at de fire politiassistenter, der havde deltaget i fastholdelsen af kvinden, afgav blodprøver med henblik på alkoholanalyse. Statsadvokaten tilkendegav, at de pågældende — såfremt de ikke ville medvirke til udtagelse af blodprøve — skulle opfordres til at puste i alkometer. Efter det oplyste modsatte politiassistenterne sig ikke blodprøveudtagningen. En analyse af de udtagne blodprøver viste, at ingen af politiassistenterne havde været påvirket af alkohol.
Statsadvokaten fandt ikke, at der var anvendt mere magt end nødvendigt, og indstillede efterforskningen i sagen med politiklagenævnets tiltræden.
Esbjerg Politiforening klagede til Rigsadvokaten over, at statsadvokaten havde anmodet om, at der blev udtaget blodprøver på de fire politiassistenter. Politiforeningen anførte, at politiassistenterne i den givne situation havde følt sig presset til at medvirke ved blodprøveudtagningen.
Rigsadvokaten fandt ikke anledning til at kritisere statsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver. Rigsadvokaten lagde vægt på, at en undersøgelse af et så tragisk hændelsesforløb, hvor en person var død i politiets varetægt, mens den pågældende var i håndjern, og efter der var anvendt stav, måtte gennemføres så grundigt som muligt, herunder ikke mindst af hensyn til de involverede politiassistenter.
Esbjerg Politiforening indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden udtalte den 27. juli 1998 blandt andet:
"Efter retsplejelovens § 792 d, stk. 2, skal et samtykke så vidt muligt foreligge skriftligt. I det foreliggende tilfælde ses der ikke at være nogen begrundelse for at der ikke i overensstemmelse med retsplejelovens regler blev indhentet et skriftligt samtykke. Jeg mener, at det er beklageligt, at Rigsadvokaten ikke over for Statsadvokaten i Sønderborg påtalte det forhold, at statsadvokaten ikke sikrede sig, at de implicerede politiassistenter afgav et skriftligt samtykke, inden blodprøven blev udtaget.
Det er min opfattelse, at der hverken har været hjemmel i administrativ praksis eller i retsplejelovens bestemmelser til udtagelsen af blodprøverne. Det må anses for kritisabelt, at Rigsadvokaten ikke over for statsadvokaten påtalte, at statsadvokaten havde ladet blodprøverne udtage uden forinden at have sikret sig, at der var den fornødne hjemmel herfor."

Sagen er endvidere omtalt i beretningen for 1996, side 97, sag som nr. 5.
Det blev — som nævnt i beretningen for 1996 — efter drøftelse med politiorganisationerne besluttet, at statsadvokaterne i tilfælde, hvor retsplejelovens eller færdselslovens regler om udtagelse af blodprøve eller udåndingsprøve ikke finder anvendelse, kan besigtige den implicerede polititjenestemand eller bede en repræsentant fra politikredsens øverste ledelse — kriminalinspektøren eller politiinspektøren — herom. Polititjenestemanden kan dog selv fremsætte ønske om, at der foretages udåndingsprøve eller tages blodprøve.
Folketingets Ombudmand har senere tilkendegivet, at der også fremover vil kunne udtages blodprøve fra f.eks. en ikke-sigtet polititjenestemand, hvis der foreligger et "ægte" samtykke.

Afsnit 10.
Særlige problemstillinger vedrørende behandlingen af færdselssager

10.1. Indledning

I årsberetningen for 1996, afsnit 8.1., er det omtalt, hvordan færdselssager vedrørende mindre færdselsuheld (de såkaldte "forsikringssager") behandles i forhold til såvel polititjenestemænd som borgere. Disse sager er kendetegnet ved, at der alene er tale om mindre færdselsuheld, som medfører mindre skader på køretøjets materiel. Det kan være parkeringsskader m.v.
Efter praksis går man i disse sager ikke ud fra, at der er begået noget strafbart, som det offentlige skal forfølge, medmindre færdselsuheldet anmeldes som en overtrædelse af færdselsloven.
For polititjenstemænds vedkommende har statsadvokaterne ikke af egen drift indledt efterforskning i færdselssager, hvor en polititjenestemand efter statsadvokatens mening har overtrådt færdselslovens § 3, stk. 1. Disse sager er derfor heller ikke blevet forelagt for politiklagenævnet.
I sager, hvor polititjenestemænd har været involveret i disse mindre færdselsuheld, sender politimesteren en notits om færdselsuheldet til statsadvokaten. Statsadvokaten kan så vurdere, om færdselsuheldet kan betragtes som en forsikringssag.

10.2. Forsætlig påkørsel af et flygtende køretøj

Efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 1, iværksætter statsadvokaten efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er en rimelig formodning om at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Det er Rigsadvokatens opfattelse, at der som udgangspunkt foreligger en overtrædelse af færdselslovens regler, hvis der sker en forsætlig påkørsel af et andet køretøj. I en sådan situation findes der således at være en rimelig formodning om, at et strafbart forhold er begået. Herefter er sagen omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c.
Hvorvidt påkørslen har været berettiget og dermed ansvarsfri, må afgøres efter reglerne i straffelovens § 13 og § 14 om nødret. Denne vurdering må foretages af statsadvokaten og forelægges for politiklagenævnet i medfør af retsplejelovens kapitel 93 d.
Kommer føreren af den flygtende bil alvorligt til skade forbindelse med påkørslen, vil sagen som udgangspunkt være omfattet af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.

10.3. Automatisk hastighedskontrol

I september 1997 blev der i København indledt forsøg med automatisk hastighedskontrol. Forsøget er senere udvidet til også at omfatter andre politikredse i Danmark.
Automatisk hastighedskontrol gennemføres ved, at et kamera automatisk tager et billede af alle, der kører for stærkt. Samtidig registreres køretøjets hastighed. Filmen aflæses, og der indhentes oplysninger om ejer/bruger m.v. ud fra bilens nummerplade. på baggrund af disse oplysninger får ejeren af køretøjet tilsendt et bødeforelæg.
Ordningen med automatisk hastighedskontrol har givet anledning til at overveje, hvordan hastighedsovertrædelser, der finder sted f.eks. under udrykningskørsel, observationskørsel eller bodyguard-kørsel og som registreres af de særligt opsatte kameraer, skal behandles.
Det er Rigsadvokatens opfattelse, at såfremt en polititjenestemands hastighedsoverskridelse har været tjenstlig nødvendig, kan der ikke antages at være en formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Statsadvokaten vil således ikke af egen drift skulle indlede efterforskning i sagen. Politiklagenævnet orienteres derfor heller ikke om sagen.
For at sikre, at der har været tale om en tjenstlig nødvendig hastighedsovertrædelse, sendes sagen til statsadvokaten med en erklæring fra politikredsens ledelse om, at hastighedsoverskridelsen har været nødvendig.
Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby tilkendegav i nedennævnte sag, at det er utilfredsstillede, at der ikke umiddelbart efter kørslen udarbejdes et notat om udrykningskørslen. Dette har givet anledning til nogle mere principielle overvejelser.

Hastighedsoverskridelse i forbindelse med forsøg på at bringe forankørende bil til standsning

(SA1-97-321-376)
En politiassistent blev ved en automatisk hastighedskontol på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t noteret for at have kørt 58 km/t.
Sagen blev fremsendt til statsadvokaten. Det fremgik af sagen, at politiassistenten erkendte hastighedsoverskridelsen. Der var intet anført om grunden til hastighedsoverskridelsen.
Statsadvokaten fandt, at sagen kunne afgøres ved, at politiassistenten blev forelagt en bøde på 400 kr. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten meddelte, at han ikke kunne erkende sig skyldig i nogen overtrædelse af færdselsloven, idet kørslen var omfattet af udrykningsbekendtgørelsen. Hastighedsoverskridelsen var sket i et forsøg på at bringe et forankørende køretøj til standsning.
I følge en notits fra politiinspektøren forklarede politiassistenten straks efter at være blevet gjort bekendt med forseelsen til politiinspektøren, at den omhandlede kørsel var omfattet af udrykningsbekendtgørelsen, fordi politiassistenten havde eftersat og forsøgt at standse en forankørende bil. Der forelå ingen rapport, notits eller optegnelse i døgnrapporten om politiassistentens omhandlede kørsel.
Sagen blev på ny forelagt for politiklagenævnet, der var enig i, at der ikke skulle foretages yderligere i sagen. Nævnet fandt det dog utilfredsstillende, at der ikke havde været foretaget nogen form for notat om kørslen, før politiassistenten blev gjort bekendt med hastighedsoverskridelsen, idet politiassistenten så, uden det er muligt at foretage nogen form for egentlig kontrol heraf, kunne hævde, at kørslen foregik efter reglerne om udrykningskørsel.
Statsadvokaten henstillede på baggrund af denne sag til Politidirektøren, at det pålægges polititjenestemænd, der under udrykningskørsel overtræder regler i færdselsloven, at foretage indberetning herom til sin nærmeste ledelse snarest muligt efter kørslens afslutning.
Politidirektøren fandt det vanskeligt at opstille en instruks om notatpligt i de hyppigt forekommende situationer, hvor politipersonale i en civil eller uniformeret patruljebil uden brug af udrykningssignaler foretager udrykningskørsel i form af en hurtig acceleration for at kunne undersøge et mistænkeligt forhold, typisk i relation til et forankørende køretøj.
Denne udrykningskørsel vil ofte være forbundet med en kortvarig overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser. For så vidt angår kørsel under anvendelse af udrykningssignaler følger det af en intern instruks for Københavns Politi, at dette skal tilføres døgnrapporten.
Statsadvokaten og politiklagenævnet har efter forslag fra Politidirektøren tilsluttet sig, at Politidirektøren nøje følger udviklingen på dette område, for eksempel indtil 1. juni 1999, for at vurdere i hvilket omfang, der er grundlag for at fastsætte yderligere regler om notatpligt med hensyn til udrykningskørsel.

10.4. Udrykningskørsel

Trafikministeriet har fastsat regler for udrykningskørsel i bekendtgørelse nr. 510 af 11. juni 1996.
Efter § 1, stk. 1, må udrykningskørsel kun finde sted, når det skønnes nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personredning, brand, forureningsuheld, færdselsuheld eller for at afværge omfattende skader.
Under udrykningskørsel kan føreren af køretøjet i tilfælde, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt, og hvis der samtidig udvises ganske særlig forsigtighed, undlade at følge en række af færdselslovens regler, der alle er nærmere angivet i § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Når der køres ind i et lysreguleret kryds for rødt eller gult lys, skal føreren sætte hastigheden så meget ned, at der straks kan standses for eventuel tværgående trafik.
Selv om køretøjet bruger udrykningssignaler, har føreren stadig pligt til at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed over for andre trafikanter, jf. færdselslovens § 3.
Der har i beretningsåret været forelagt flere sager om udrykningskørsel for Rigsadvokaten.

Eksempel 1
Spørgsmål om yderligere tiltale for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med udrykningskørsel

(SA1-97-321-0337 og K 240/98)
En patruljevogn kørte under udrykning ved brug af udrykningssignaler ind i et lysreguleret kryds mod rødt lys i den hensigt, at svinge til højre. I krydset stødte den sammen med en personbil.
Statsadvokaten fandt, at føreren af patruljevognen burde forelægges en bøde for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen.
Politiklagenævnet ønskede, at der tillige skulle rejses tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af færdselslovens § 16 (reglerne om svingning), og at politiassistenten derfor skulle forlægges en bøde på 750 kr.
Politiklagenævnet påklagede sagen til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er endvidere omtalt ovenfor i afsnit 5.4.2., eksempel 1.

Eksempel 2
Spørgsmål om tiltale for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med udrykningskørsel

(SA1-97-321-353 og K 244/98)
Føreren af en patruljevogn mistede under udrykningskørsel herredømmet over patruljevognen, der ramte indgangspartiet til en restaurant.
Det måtte antages, at ulykken var forårsag et af, at politiassistentens støvle sad fast mellem bremsepedalen og koblingspedalen.
Statsadvokaten fandt, at der højst kunne blive tale om en overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, der — hvis der ikke er tale om politifolk — normalt ikke medfører nogen strafferetlig sanktion. Statsadvokaten fandt derfor ikke anledning til strafferetlig reaktion mod politiassistenten.
Politiklagenævnet mente, at politiassistenten burde forelægges en bøde på 400 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 16.
Rigsadvokaten ændrede statsadvokatens afgørelse og besluttede, at politiassistenten skulle forelægges en bøde på 250 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1.
Sagen er endvidere omtalt ovenfor i afsnit 5.4.2., eksempel 2.

Eksempel 3
Spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten

(SA1-98-321-252 og K 326/98)
Under udrykningskørsel tog en politiassistent fejl af til- og frakørsel til motorvejen, hvilket forårsag ede færdselsuheld.
Statsadvokaten traf afgørelse om, at politiassistenten skulle straffes med en bøde for overtrædelse af færdselslovens § 45, stk. 1.
Politiklagenævnet ønskede, at der tillige skulle nedlægges påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Rigsadvokaten tiltrådte, at der ikke var grundlag for påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Rigsadvokaten fandt imidlertid, at forholdet burde henføres under udrykningsbekendtgørelsens § 8, jf. § 7, stk. 4.
Sagen er endvidere omtalt ovenfor i afsnit 5.4.2., eksempel 5.

Eksempel 4
Spørgsmål om tiltale for uagtsomt manddrab og påstand om betinget frakendelse af førerretten

(SA4-98-321-155 og K 358/98)
Under udrykningskørsel ved brug af udrykningshorn og — blik kørte en patruljevogn ind i et kryds for rødt lys. I krydset påkørte patruljevognen en tværkørende knallertkører, der var kørt ind i krydset for grønt lys. Knallertkøreren afgik ved døden senere samme dag på grund af svære læsioner i hovedet.
Statsadvokaten rejste tiltale mod føreren af patruljevognen for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen.
Politiklagenævnet, der fandt, at der tillige skulle rejses tiltale for uagtsomt manddrab, klagede over afgørelse til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er endvidere omtalt ovenfor i afsnit 5.4.3., eksempel 1.

Afsnit 11.
Supplerende oplysninger vedrørende sager omtalt i tidligere beretninger

11.1. Beretningen for 1997

11.1.1. Behandlingen af klagesager hos Rigsadvokaten

Afgrænsningen mellem adfærds- og dispositionsklager
(SA1-96-44-0077 og K 119/97, side 51)
Sagen vedrørte blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt et bødeforelæg kunne fremsendes til en firmaadresse. Statsadvokaten anså dette for at være en klage over en disposition. Nævnet var uenig heri, og påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten. Den berørte borger klagede tillige over afgørelsen.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse, og lagde vægt på, at fremsendelsen af bødeforelægget til firmaadressen beroede på en beklagelig misforståelse mellem borgeren og politiassistenten. Der var intet grundlag for at antage, at fremsendelsen skete for at chikanere borgeren.

Bevisvurdering i en sag om tilskadekomst i forbindelse med en anholdelse

(SA1-96-321-0337 og K 200/97, side 55, eksempel 2, afsnit 6.6.2., side 101, sag nr. 1 og 7.6.2., side 133).
Den 21. juni 1996 blev statsadvokaten underrettet om, at en kvinde var kommet til skade, da hun samme morgen kl. 02.45 blev anholdt af politiet ved et diskotek. Efter at hun var blevet anbragt i de-
tentionen påpolitistationen, blev det konstateret, at hun havde brækket venstre ben, og at venstre knæskal var flækket. Statsadvokaten iværksatte herefter en undersøgelse i henhold til retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Undersøgelsen blev gennemført med bistand fra Rigspolitichefens Rejseafdeling, der afhørte de vidner til episoden, som ikke var ansat i politiet. Rigspolitichefens Rejseafdeling indhentede desuden lægelige erklæringer. Statsadvokaten afhørte de polititjenestemænd, der var involveret i sagen.
På baggrund af efterforskningen samt en udtalelse fra Retslægerådet vedrørende brug af benlås fandt statsadvokaten ikke, at man med sikkerhed kunne fastslå, hvilken handling fra de anholdende politifolks side, der var årsag til skaderne.
Selv om politifolkene burde have udvist større forsigtighed, da de lagde og fastholdt benlåsen, fandt statsadvokaten ikke tilstrækkelig anledning til at strafforfølge nogen for overtrædelse af straffelovens § 249 om uagtsomt legemsangreb.
Statsadvokaten fandt, at der burde have været tilkaldt lægehjælp straks efter, at kvinden var ankommet til politistation. Der var imidlertid ikke grundlag for at gøre nogen enkeltperson direkte ansvarlig for, at dette ikke skete. Sagen gav imidlertid statsadvokaten anledning til over for politiet at indskærpe opmærksomheden på forhold, der indicerer, at en person har brug for lægehjælp.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at antage, at polititjenestemændene havde fremsat racistiske udtalelser mod kvinden.
Politiklagenævnet var ikke enig i afgørelsen, idet man fandt, at der burde rejses tiltalte mod en polititjenestemand for overtrædelse af straffelovens § 249, stk. 1. Politiklagenævnet fandt endvidere, at det burde påtales over for vagthavende, der modtog kvinden på politistationen, at han ikke sørgede for lægehjælp.
Sagen blev indbragt for Rigsadvokaten af både kvinden og politiklagenævnet.
Under sagens behandling hos Rigsadvokaten blev der indhentet en ny udtalelse af Retslægerådet.
Rigsadvokaten udtalte kritik af vagthavende, for dels at have undladt at foranledige undersøgt om kvinden havde brug for lægehjælp, dels for at have undladt at tilkalde lægehjælp. Rigsadvokaten fandt i øvrigt, at en politiassistent på ny burde have henledt den vagthavendes opmærksomhed på kvinden tilstand, da han blev klar over, at der ikke var blevet tilkaldt lægehjælp eller iværksat yderligere undersøgelser på baggrund af hans tidligere oplysninger til vagthavende. Rigsadvokaten fandt dog ikke grundlag for at udtale egentlig kritik af politiassistenten. Rigsadvokaten tiltrådte i øvrigt statsadvokatens afgørelse.

Bevisvurdering i en sag vedrørende politiets adfærd m.v.

(SA2-97-0163 og K 212/97, side 55 eksempel 4)
Politiklagenævnet påklagede statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i en adfærdsklagesag, der vedrørte politiets sprogbrug og handlemåde i forbindelse med en politimæssig indsats efter en fodboldkamp.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

11.1.2. Straffesager

Utroværdig voldsanmeldelse

(SA5-96-321-0036, side 85 eksempel 4)
Der blev rejst tiltale mod to personer for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, ved til offentlig myndighed at have afgivet urigtig anmeldelse med forsæt til, at en uskyldig derved blev dømt eller undergivet en strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold.
Baggrund var, at en person A havde indgivet anmeldelse til statsadvokaten om vold i forbindelse med en anholdelse. Både A og hans ven B havde til statsadvokaten afgivet ganske urealistiske forklaringer om voldsudøvelsen.
Ved byretten blev begge idømt fængsel i 30 dage. Begge har anket dommen til landsretten med påstand om frifindelse. Sagen er endnu ikke afgjort.

11.1.3. Færdselssager

Manglende agtpågivenhed i forbindelse med vending

(SA2-97-321-0248, side 87 eksempel 2)
En politiassistent er tiltalt for overtrædelse af færdselsloven på grund af manglende agtpågivenhed i forbindelse med en "u-vending". Statsadvokaten har tillige nedlagt påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Sagen er fortsat ikke afgjort ved retten.

Alvorligt færdselsuheld i forbindelse med udrykningskørsel

(SA2-96-321-0223, side 88 eksempel 2 — tidligere fejlagtigt angivet som SA2-97-321-0223)
Statsadvokaten rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod en politiassistent for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld under udrykning.
Statsadvokaten lagde til grund, at udrykningsblinket ikke havde været tændt, og at betingelserne for udrykningskørsel ikke var opfyldt. Statsadvokaten nedlagde endvidere påstand om frakendelse af førerretten.
Politiassistenten blev ved byretten idømt en bøde på 1.500 kr. Landsretten frifandt politiassistenten. Sagen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen årgang 1998 side 1611.

11.1.4. Undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2

Tilskadekomst i forbindelse med en anholdelse

(SA1-96-321-0337 og K 200/97, side 55, eksempel 2, afsnit 6.6.2., side 101, sag nr. 1 og 7.6.2., side 133).
Se ovenfor under afsnit 11.1.1.

11.1.5. Statsadvokaternes initiativsager
(retsplejelovens § 1020 a, stk. 1)

Skudepisode uden personskade

(SA2-97-321-0242, side 97 eksempel 2)
Politimesteren meddelte statsadvokaten, at en politiassistent aftenen før i forbindelse med forsøg på at pågribe tre tyve have afgivet syv skud, men at der ikke var sket personskade.
Statsadvokaten indledte af egen drift efterforskning af sagen.
Efterforskningen viste, at der havde været to skudafgivelser med meget kort mellemrum. Politiassistenten havde ved skudafgivelsen voldt fare for nogens liv eller førlighed.
Politiassistenten havde imidlertid fejlvurderet situationen. Han havde været overbevist om, at han på det pågældende tidspunkt var i overhængende livsfare og derfor var berettiget til at udøve nødværge.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, da det var særdeles tvivlsomt, om det ville kunne bevises, at politiassistenten havde haft forsæt til at overtræde straffeloven.
Efter nogen diskussion tiltrådte politiklagenævnet afgørelsen.

11.1.6. Generelle problemstillinger

Advokat beskikket for person, der havde klaget over politiets magtanvendelse

(SA1-96-44-0041 og K 144/97, side 140 eksempel 2)
En mand klagede telefonisk til statsadvokaten over to politiassistenters adfærd i forbindelse med, at han blev bortvist fra en banegård. Det fremgik af klagen, at K den pågældende aften var kommet for sent til et tog. Han havde derfor sat sig til at sove på banegården. K oplyste endvidere, at han efter nogen tid blev vækket af to politiassistenter, der havde vredet armen rundt på ryggen af ham og slæbt ham ud af banegården. Her blev han slæbt hen ad fortovet, havde blandt andet fået vredet armen rundt og var blevet slået på albueleddet. Han havde herved pådraget sig en skade på albuen.
Der forelå lægeerklæringer, som viste, at K ikke havde brud, men ansamlinger i leddet, og at der en måneds tid efter episoden fortsat var en strækdefekt i armen og en voldsom ømhed i albueleddet.
Statsadvokaten indledte en undersøgelse i sagen og afhørte herunder de to politiassistenter i retten. K blev ikke afhørt af statsadvokaten, fordi han opholdt sig i udlandet. Statsadvokaten afviste senere klagen.
K klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten og anmodede i den forbindelse om, at der blev beskikket ham en advokat.
Rigsadvokaten bad herefter statsadvokaten om, at sagen blev forelagt for retten med henblik på, at der blev beskikket en advokat for K, jf. retsplejelovens § 1019 e, stk. 2. Samtidig blev statsadvokaten anmodet om at overveje at genoptage behandlingen af klagen. Retten imødekom anmodningen om advokatbeskikkelse.
Statsadvokaten genoptog behandlingen af sagen, hvorunder klageren blev afhørt. Statsadvokaten fandt herefter ikke grundlag for at ændre sin tidligere afgørelse om afvisning.
Denne afgørelse blev af klageren indbragt for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Advokat beskikket for udlænding, der havde klaget over politiets magtanvendelse

(SA1-96-44-0099 og K 136/97, side 141 eksempel 3)
En afrikansk mand K klagede til Københavns Politi over, at to politiassistenter samme nat med unødig magtanvendelse havde fjernet ham fra en ejendom. Det fremgik af sagen, at medarbejdere ved "Images of Africa"s kontor havde anmodet om politiets bistand til at fjerne K, der ikke ønskede at forlade ejendommen frivilligt.
Politiet modtog klagen sammen med en forklaring afgivet af et vidne og sendte senere klagen videre til statsadvokaten. Det fremgik endvidere, at K senere samme dag personligt henvendte sig til statsadvokaten og indgav klage. Klageren henviste her til sin forklaring til politiet. Der blev ikke udfærdiget noget skriftligt om henvendelsen til statsadvokaten, og han blev ikke afhørt ved den lejlighed.
Statsadvokaten indledte en undersøgelse i sagen og afhørte herunder politiassistenterne og vidner. K blev ikke afhørt af statsadvokaten, fordi han var rejst hjem, men afgav en skriftlig fremstilling om begivenhedsforløbet. Statsadvokaten afviste senere klagen, fordi der ikke var bevis for, at K havde været udsat for en unødig voldsom anholdelse. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
K klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten og anmodede i den forbindelse om aktindsigt i sagen. Rigsadvokaten imødekom anmodningen om aktindsigt og vejledte K om mulighederne for at få en advokat beskikket. Dette ønskede K.
Rigsadvokaten bad herefter statsadvokaten om at forelægge sagen for retten med henblik på, at der blev beskikket en advokat for K. Retten imødekom anmodningen. Der fremkom under sagens behandling hos Rigsadvokaten ikke nye oplysninger, og Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.

Afsnit 12.
Description of the rules for and procedures in a Police Complaints Board case

12.1. A general description of the body of rules for processing complaints about police officers and others

12.1.1. Introduction

By Act No. 393 of 14 June 1995, the Danish Parliament passed an amendment for a new body of rules for processing complaints about police officers and others. The body of rules consists of three parts in the Danish Administration of Justice Act. Part 93 b and Part 93 c regulate processing complaints regarding the conduct of police officers and processing criminal proceedings against police officers, while Part 93 d concerns the Police Complaints Boards. The scheme for processing complaints regarding police officers entered into force on 1 January 1996 and does not at present extend to the Faeroe Islands. From 1 January 2000 Greenland will have its own but similar body of rules.

12.1.2. Key points

The core element in the scheme is that the six Regional Public Prosecutors will deal with complaints regarding the conduct of police officers, investigate criminal cases involving police officers and decide which charge(s), if any, should be brought. The rules apply to police personnel with police authority, that is, police-trained personnel and police attorneys. This personnel consisted of 10.200 persons (December 1997).
Clerical staff and civilian employees are not comprised by the scheme.
Provisions only apply to incidents that have occurred while a police officer is on duty. The decision on whether an incident has occurred while a police officer was on duty is based on a specific assessment. A memorandum to the bill adds that due to the special nature of police service, the concept will probably be interpreted very broadly.
Basically, the Regional Public Prosecutor will handle all aspects of inquiries and investigation, so that police personnel will only be involved in the consideration of these cases to a very limited extent. However, the police will handle any urgent måtters concerning inquiries and investigation. In addition, to a certain extent, the Regional Public Prosecutors may ask for help with their investigation, from the National Commissioner’s Flying Squad. Such external assistance in connection with an investigation may, however, only be used as an exception and in accordance with strict instructions from the Regional Public Prosecutor.
Another important element is the introduction of Police Complaints Boards. A Police Complaints Board has been set up for each Regional Public Prosecutor. The Board consists of one lawyer and two laymen, and it supervises the Regional Public Prosecutor’s processing of cases comprised by the scheme. The Boards elect a national chairman and submit an annual report on their activities.
The scheme is limited to complaints about conduct and criminal proceedings involving police personnel. Thus, complaints about decisions on merit and police action in connection with processing cases are not included. Such complaints are processed in accordance with the rules that already apply.
A third element in the new body of rules is the extended access to services from an assigned legal counsel to the case. This applies both to the complainant and the officer complained against in cases of complaints about conduct, and to the injured party and the police officer in criminal cases involving police personnel.

12.1.3. The Jurisdiction of the Police Complaints Board

The Regional Public Prosecutor shall without delay inform the Police Complaints Board about complaints and reports filed in accordance with Part 93 b and 93 c of the Danish Administration of Justice Act. Furthermore, the Board shall be kept currently informed of all essential decisions in connection with the case, such as charges or an increase in the circle of persons under investigation, etc. The Board shall have the same powers in cases opened by the Regional Public Prosecutor.
The Police Complaints Board may recommend that an inquiry be initiated in accordance with Part 93 b (complaints about conduct) and 93 c (criminal proceedings, etc.), and the Board may also recommend a form of inquiry different from that chosen by the Regional Public Prosecutor. Moreover, the Police Complaints Board may ask the Regional Public Prosecutor to take certain actions as part of his inquiry and investigation. It is stated in the memorandum to the bill that such requests shall usually be met.
The Regional Public Prosecutor is obligated to prepare a report to the Police Complaints Board about the result of the inquiry or the investigation, with the exception of obviously unfounded cases. The Regional Public Prosecutor may supplement the written report in an oral submission before the Board. The report must indicate how the Regional Public Prosecutor finds that the case should be settled. In cases where no inquiry or investigation is initiated, the Regional Public Prosecutor must give grounds why this has not been found necessary.
The Police Complaints Board will then inform the Regional Public Prosecutor how the Board finds that the case should be settled.
The recommendations of the Police Complaints Boards are not decisions as defined by the Public Administration Act. Thus, there are no requirements as to grounds, evidence of the involved parties, etc.
Grounds shall be given for the decision of the Regional Public Prosecutor and it shall appear whether the decision is in accordance with the opinion of the Police Complaints Board. If the Board does not concur in the decision, detailed grounds are required.
The Ministry of Justice has laid down specified rules for the work of the Boards in Statutory Order No. 1041 of 15 December 1995 concerning rules of procedure for the Police Complaints Boards and Statutory Order No. 1042 of 15 December 1995 concerning Police Complaints Boards.

12.1.4. Complaints about conduct

The definition of a complaint about conduct as defined in the Ministry of Justice’s guidelines of 18 January 1982 (concerning processing of complaint cases that are referred to the previously existing Complaints Board regarding police activities) is maintained.
In the guidelines, the Ministry of Justice describes the core area of the Boards as complaints about violence and heavy-handed treatment in connection with arrest, civil disturbances, etc., abuse of power, for example, in connection with arrest and search, other incorrect procedures occurring in the line of duty, and impolite address or other incorrect conduct.
Cases regarding complaints about the conduct of police personnel are considered by the Regional Public Prosecutor following a complaint or at his own initiative, including on the basis of an opinion submitted by the Police Complaints Board. All involved parties shall be informed of the filing of the complaint.
It is, moreover assumed in the memorandum to the bill "that the police’s processing of minor complaints shall be maintained". In accordance with this practice, many minor complaints have been settled informally (in a conversation) between a superior police officer and the complainant.
In this connection, it is assumed that the police advise the complainant about the formal channel of complaint to the Regional Public Prosecutor and that a note is prepared about what has happened.
The note is submitted to the Regional Public Prosecutor, who, at his own initiative, may institute a closer inquiry. Moreover the Regional Public Prosecutor shall inform the Police Complaints Board about the note.
The Regional Public Prosecutor may dismiss a complaint about conduct without considering the merits of the case, for example, if the complaint is filed more than six months after the incident in question took place, or if the complaint is obviously unfounded. The case shall be submitted to Police Complaints Boards before the Regional Public Prosecutor makes his decision.

12.1.5. Criminal cases

The Regional Public Prosecutor shall initiate an investigation of a complaint or at his own initiative, for example, following an opinion submitted by the Police Complaints Board. An investigation shall be initiated if there is a reasonable assumption that while discharging his duties, a police officer has committed a criminal offence subject to public prosecution. The purpose of the investigation is to clarify whether the conditions to impose criminal liability or other sanction under criminal law exist, to gather information in order to make a decision in the case, and to prepare the case for court proceedings.
A case may be dismissed on its merits without instituting any proceedings if there is no reasonable assumption that a criminal offence subject to public prosecution has been committed. However, the case shall first be submitted to the Police Complaints Board.

12.1.6. Special rules concerning inquiries in pursuance of section 1020 a (2) of the Danish Administration of Justice Act.

The Regional Public Prosecutor shall, moreover, initiate an investigation if a person has died or been seriously injured due to police interference, or while the subject was in police custody. Such investigations shall be initiated regardless of whether there is any assumption that a criminal offence has been committed.

12.1.7. Access to complaints

The injured party and others may complain to the Regional Public Prosecutor about the conduct of police officers while on duty. This is presupposed in the memorandum to the bill for an amendment and corresponds to previous procedures.
There are basically no limits as to which persons are entitled to file complaints about a criminal offence committed by the police.
However, it is only the parties to the case and the Police Complaints Board who may complain to the Director of Public Prosecutions about the decision of the Regional Public Prosecutor.
The deadline for filing complaints is four (4) weeks. The parties to the case shall be notified if the Police Complaints Board appeals the decision.

12.2. Description of the procedure in a Police Complaints Board case

/Procedure in a Police Complaints Board Case/

12.2.1. Start of a case

The Regional Public Prosecutor considers a case after a complaint or a report has been filed. The Regional Public Prosecutor may also consider a case on his own initiative, that is, upon the recommendation of the Police Complaints Board. An inquiry is mandatory in certain circumstances.
The Police Complaints Board shall be notified of the case without delay and shall be kept informed about the progress of the inquiry or investigation. The Regional Public Prosecutor shall also notify the Chief of Police of a district (the Commissioner of Police in Copenhagen), the National Commissioner and in certain cases, the Ministry of Justice as well. These authorities shall be kept up to date about all relevant steps.
If the Regional Public Prosecutor finds that the complaint is obviously unfounded, or if it appears at the initial assessment that the complaint is not seriously meant, the Regional Public Prosecutor may decide not to initiate an inquiry or investigation. He shall submit the question of dismissing the complaint to the Police Complaints Board before any decision is måde.

12.2.2 The Regional Public Prosecutor’s particulars of the case

In cases concerning complaints about the conduct of police officers, the Regional Public Prosecutor shall prepare particulars on the basis of the information available. The respondent police officer shall receive a copy of the particulars before he or she is interviewed. The respondent police officer has no obligation to comment on the particulars.
Particulars will not be prepared in connection with criminal inquiries.

12.2.3 Interviews

Usually, the parties are then summoned for an interview at the Regional Public Prosecutor’s office, or any other place deemed expedient by the Regional Public Prosecutor. The Regional Public Prosecutor may also decide that statements shall be heard in court. Basically, court hearings are open hearings.

12.2.4 The Regional Public Prosecutor’s report

The Regional Public Prosecutor shall prepare a report to the Police Complaints Board when the inquiry or the investigation is finished. The report shall include a review of the facts and course of the case, an assessment of the evidence and an opinion on the decision of the case. No report is måde in cases deemed obviously unfounded.
The Police Complaints Board then notifies the Regional Public Prosecutor how it finds that the case should be settled. The Regional Public Prosecutor makes his decision and notifies the parties of the case. The decision is also sent to the Chief of Police (Commissioner of Police in Copenhagen) and the National Commissioner, as well as to the Ministry of Justice in certain cases.

12.2.5 Settlement of a case of complaint

about conduct Dismissal
The Regional Public Prosecutor only dismisses the case if no information has been obtained to support the complaint or if the complaint is obviously unfounded. The Regional Public Prosecutor notifies the parties of the case.

The complainant is upheld in whole or in part in his claim

If the Regional Public Prosecutor finds that the respondent police officer has behaved in a manner subject to criticism, he will notify the complainant. The police officer will receive a copy of the decision of the Regional Public Prosecutor, which may in certain cases form the basis of a disciplinary inquiry.
If there is any basis for bringing charges, or if there is any suspicion of a criminal offence and the officer in question demands criminal proceedings, the consideration of the complaint is terminated. A consideration of the complaint may be resumed if the police officer in question is not charged or convicted. If the inquiry appears to be subject to flaws of a general nature, the Regional Public Prosecutor will raise the question with the responsible authority.

A complaint is withdrawn

A case is normally closed if the complaint is withdrawn. However, as an inquiry may also be initiated at the behest of the Regional Public Prosecutor, the processing of the complaint may continue if deemed necessary by the Regional Public Prosecutor.

Other possibilities

Under certain circumstances, the case may be transferred for processing before a court of inquiry, etc.

12.2.6. Settlement of criminal proceedings dismissal

The Regional Public Prosecutor closes the investigation if no information has been obtained giving reasonable grounds to assume that a criminal offence subject to public prosecution has been committed. A complaint will also be dismissed if it is obviously unfounded.
If the Regional Public Prosecutor has måde an inquiry in accordance with section 1020 a (2) of the Danish Administration of Justice Act, he will close the investigation in the same manner. This is done if the circumstances of the case have been fully clarified and if on the basis of the information found there is no reasonable assumption that a criminal offence subject to public prosecution has been committed.

Indictment, etc.

The Regional Public Prosecutor may settle criminal proceedings by bringing an indictment or charges, by withdrawing charges or dismissing all charges. The forms of decisions are stipulated in the provisions of criminal procedure of the Danish Administration of Justice Act.
The Chief of Police (Commissioner of Police) and the National Commissioner will in all circumstance be notified of the decision. In certain cases, the Ministry of Justice will also be notified.
When considering the question of bringing charges, the Regional Prosecutor will also decide whether other conduct subject to criticism is involved — including whether the case shall be dealt with as a complaint about conduct.

Section 13.
Evaluation and statistics 1996-1998

13.1. Introduction

In their report of 23 May 1995 assessing the proposal for the act on the processing of complaints cases against the police, the majority of the Folketing’s (Danish Parliament’s) standing committee on legal matters wrote that:
"... in view of the criticism repeatedly brought against the existing set of rules for the processing of complaints against the police — it is essential that a system is regarded as impartial by the citizens and that it respects the rights of police officers. Therefore, the new system means that the chief of police no longer rules in cases regarding police conduct, and that case processing involves both a Police Complaints Board and the option of assigning an attorney to the complainant and the police officer.
The bill brings the processing of complaints into a new context. Therefore, the majority finds it essential to evaluate whether the new system complies with the aim of instilling confidence in the public that complaints against the police are handled in a reassuring manner. Thus the majority welcomes the promise of the Minister of Justice that such an evaluation will be måde three years after the Act come into power.
This allows a reasonable amount of time to gather experience so that if the evaluation shows a need for amendments, they can be måde before the members of the Police Complaints Boards are re-appointed or new appointments måde.
The annual reports from the Police Complaints Boards and the
Director of Public Prosecutions should be part of this evaluation".
Three years have now passed and my annual report includes a more detailed assessment of the body of rules for processing complaints about police officers.

13.2. Temporary evaluation of the body of rules for processing complaints about police officers and others

13.2.1. General evaluation

The number of new cases received by the Regional Public Prosecutors was stable in 1998, and on the same level as in 1997. This means that the stabilisation of the number of new cases arising in the fall of 1996 has continued in 1997 and 1998. The number of new cases is on the level of approximately 50 cases per month in the country as a whole.
In my annual report for 1997, I wrote that it was my impression that all the initial unrest that the new system caused in the press had vanished and that the number of cases had found its natural level, a level that was probably the same as before the new body of rules came into force.
Some people have interpreted the significant fall in the number of new cases from 1996 to 1997 (by one third) as an indication that the public does not have confidence in the new system as was intended by the amendment. There are no grounds for such an interpretation, which is based solely on statistics. It is not possible to judge a new system like this solely on the number of new cases.
The national chairman of the Police Complaints Boards wrote in his report for 1997 that the system is regarded as instilling confidence, and is reassuring for both the citizen and the police officer in question. The chairman noted inter alia that the public criticism launched against the ‘old’ system in general stopped when the new Police Complaints Boards came into force, and that the initial scepticism of the police has dissipated. The chairman’s 1998 report follows this same line.
I noted in my 1997 report that I quite agreed with the chairman’s evaluation of the police complaints system. This is still my opinion after the first three years. I also find that the system functions as intended and that it has proved able to ensure the necessary legal protection of both citizens and police officers. The system is trustworthy and the public can be confident that complaints against the police will be processed accordingly. These are the decisive elements in assessing whether a new system works, rather than statistics on ‘percentages of founded complaints’ or the like.
I noted in my annual report for 1997 that the sceptical or ‘wait-and-see’ attitude of police organisations when the new body of rules came in to force in 1996 had turned into a request for dialogue to solve the many practical questions arising from the new system. It is still my belief that the police organisations want to participate constructively to solve the practical problems that still arise.
One of the major questions debated in the first year of the new system was processing time. This question is still essential. There is no doubt that it is highly unsatisfactory and stressful for the parties to wait too long for the ruling in a complaint case. The more moderate number of cases has meant that in 1998, the Regional Public Prosecutors have been able to a greater extent to comply with the intentions of the legislation concerning speedy processing of cases. The heavy caseload of the first years has been brought down to a more acceptable level in 1998. Therefore, I expect that as a rule processing time will be shorter in future.
It must be stressed that the extremely thorough processing of cases by the Regional Public Prosecutors is resource consuming. The necessary safeguards built into the body of rules results in a more complex process, which can in some cases lengthen processing time. A number of circumstances not controlled by the Regional Public Prosecutors may play a role in individual cases: inter alia, interviews held in court may be affected by the court calendar; a party’s request for a specific attorney; the need to requisition expert opinion; hostile, unwilling or unreachable witnesses or complainants; pending complaint case awaiting the result of a criminal case against the complainant; the Police Complaints Board requiring additional interviews. These situations typically prolong processing time.
One of many methods that might help streamline the procedure would be to set standards or milestones for processing time in ordinary complaint cases. See section 13.2.3.

13.2.2. Evaluating suggestions from the authorities and organisations involved in case processing

In spring 1998, I asked the Regional Public Prosecutors if the processing of the cases had uncovered a need for amendments in the relevant body of rules.
The Regional Public Prosecutors found that the body of rules worked well in practise. The greatest weakness is processing time, which is generally too long. A considerable part of the problem lies in the structure of the system itself, and the legal safeguards built into the system — inter alia, the rules on legal counsel for the parties. However, it was generally agreed that amending these rules would be regarded as a deterioration of the legal safeguards.
The Regional Public Prosecutors suggested that the processing of certain minor cases could be facilitated by giving the Regional Public Prosecutors the authority to judge in obviously unfounded cases without presenting the cases to the board. It was also suggested that so-called minor conduct cases (see section 12.1.4) might be sent from the Regional Public Prosecutors to the chiefs of police for settling. In addition, the system should not apply to conduct between police officers or to police officers acting as driving test experts, as the use of police authority is not involved here.
In the autumn of 1998, the Ministry of Justice also heard the Police Complaints Boards, The General Counsel of the Danish Bar and Law Society, The National Association of Appointed Counsels, The Association of Chiefs of Police in Denmark, The Association of Police Officers in Denmark and the Association of Public Prosecutors.
The Association of Chiefs of Police in Denmark found that as a rule the system is good and works well. The association agreed that the long processing time weakens the system. The association seconded the resource-saving suggestions måde by the Regional Public Prosecutors.
The Association of Police Officers in Denmark suggested inter alia that the persons able to file a complaint be limited to the parties involved. The association also seconded the suggestion måde by the Regional Public Prosecutors that the system should not apply to the conduct of police officers between themselves and måde a number of suggestions on how to improve and streamline the administrative processing of the cases.
The General Counsel of the Danish Bar and Law Society and The National Association of Appointed Counsels did not recommend any amendments to the body of rules and warned against any reduction of the powers of the Police Complaints Boards, inter alia by providing grounds for not presenting minor conduct cases and obviously unfounded complaints to the boards before assessment by the Regional Public Prosecutors. In their view, there was no real foundation for such a restraint in the system, which would not lead to faster processing of the cases as the processing time of the boards was very short. Conversely, such an amendment would significantly weaken the system and the legal safeguards provided by the system. Further, this would result in a grey zone between cases to be submitted and cases not be submitted to the boards. The association also spoke against any reduction in the category of persons comprised by the rules.
The Police Complaints Boards did not find any need to amend the rules and found that any limitation in the powers of the boards would significantly weaken the system.
The National Chairman mentions in her report for 1998 that the boards do not find that case processing has shown any immediate need for changes in the rules governing the processing of police complaint cases. She also warns against using the evaluation to weaken the system by reducing the competence of the boards, inter alia by exempting certain types of complaints. This would result in a considerable weakening of the legal safeguards of the system and of the parties involved.
I fully support the opinion of the Police Complaints Boards that it is too early to consider any amendments in the system. Although it is not flawless, it functions well. The time has not yet come to limit the powers of the boards as suggested by the Regional Public Prosecutors, by giving them the power to reject obviously unfounded complaints without prior submission to the boards. I realise that purely administrative considerations might weigh in favour of this solution, but I do not find that it would shorter processing time significantly.
On the same grounds, there can scarcely be any reason to limit the range of persons comprised by the system.
There have been proposals to limit who is entitled to file a complaint against the police or press charges against a police officer. Today both the complainant and others are entitled to file a complaint against the conduct of police officers. This was presumed in the bill and was also the rule before this system came into force in 1996. As a rule, there are no limitations as to who may press charges against a police officer or any other individual.
Thus I do not find that the processing of cases in the past three years should result in any amendments to the system.

13.2.3. Ways to expedite case processing

It is generally agreed that considerable effort should be made to limit processing time for cases in general.
The circular letters of 1997 from the Ministry of Justice set general targets for the time needed to process cases brought by citizens. This initiative has meant that to a great extent, targets have been set for total case processing time, as well as for the preliminary examination of incoming cases. It goes without saying that it is important to establish at the earliest possible stage whether a case can be decided on its present basis, or whether a more detailed investigation will be needed before a decision can be måde. For Police Complaints Board cases, in addition to providing a receipt for the complaint, preliminary processing also means informing the police officer complained against, the Police Complaints Board, the superiors of said police officer, etc.
It follows from section 1021 a(1) of the Danish Administration of Justice Act that the Public Prosecutor must immediately inform the Police Complaints Board about complaints and statements to be treated in accordance with Part 93 b or Part 93 c. No corresponding rules have been set concerning informing the parties to the case, but it is assumed that this information will be provided as soon as possible after the complaint has been received and examined.
If the case cannot be processed within a reasonable period of time, or if the processing of the complaints case is shelved by a decision in a criminal måtter, the parties to the case and the Police Complaints Board should be informed if the case is likely to drag on, for example, if the complainant cannot be reached. In this connection, it would be expedient to set targets for when individual steps should be taken, and to establish procedures to ensure that these targets are met.
A number of factors that can prolong case processing time are listed above. What speeds up case processing time is the necessary interaction between the parties in the case.
Therefore, both complainant and the party complained against must respond quickly when the Public Prosecutor calls them for a hearing or asks for more information. For example, it is crucial for the person complained against to respond quickly to the Public Prosecutor’s statement of claim, so that it can be decided quickly whether a date for an interview can be set, whether the person complained against wants to have an attorney assigned or would rather have a shop steward present. It is most expedient for police officers complained against to make a written statement about the actual circumstances in connection with an incident of police business.
If the parties want to have an attorney assigned, processing would be considerably faster in practice if attorneys would meet at shorter notice for interviews with their clients and for court hearings. In assigning an attorney, an evaluation should be måde as to whether assigning a specific attorney as requested could prolong the total length of the case unnecessarily.

13.3. Statistics on cases processed by the Regional Public Prosecutors

13.3.1. Statistics on new cases 1996-1998

New cases filed in	1996	1997	1998
Conduct cases	539	333	286
Criminal proceedings	474	312	340
[Traffic offences	166	100	113]
Total number of new cases	1013	645	626

13.3.2. Statistics on cases completed 1996-1998

Cases completed in	1996	1997	1998
Conduct cases	260	320	282
Criminal proceedings 1	258 [117]	283 [106]	323 [103]
(cases governed by section 1020 a ( 2)	8	6	7
Total number of completed cases	526	609	612

¹⁾ Traffic cases in brackets

Conduct cases	1996	1997	998
Cases settled in police district 1	39	45	48
Complaint withdrawn	32	24	11
Complaint dismissed ("time-barred") 2	12	4	5
Complaint dismissed as unfounded 3	145	206	162
No criticism but incident regretted 4	15	10	22
Criticism 5	4	6	11
Criticism of "system errors" 6	1	0	0
Other 7	12	25	23
Total number	260	320	282

Notes:
¹⁾ Minor cases.
²⁾ Administration of Justice Act section 1019 a (2).
³⁾ Inter alia: unfounded cases, cases where the inquiry has not supported the complaint, cases where statements are contradictory ("inconclusive").
⁴⁾ Cases where the Regional Public Prosecutor regretted the incident to the complainant, although there were no grounds to criticise the conduct of the police officer.
⁵⁾ Criticism of the police officer’s conduct.
⁶⁾ Including criticism of the organisation of general procedures.
⁷⁾ Inter alia: cases closed when the complainant did not respond to summons by the Regional Public Prosecutor.

>Criminal proceedings 1	1996	1997	1998
Dismissal 2	57 [7]	78 [18]	84 [3]
Investigation discontinued/ charges withdrawn 3	112 [47]	150 [47]	161 [48]
Charges 4	36 [31]	37 [28]	58 [47]
Incident deplored but no charges 5	5 [2]	5 [0]	6 [0]
Other 6	48 [30]	19 [13]	21 [5]
Total number	258 [117]	289 [106]	330 [103]

Notes:
¹⁾ Traffic cases in brackets.
²⁾ Dismissed according to the Administration of Justice Act section 749 (1).
³⁾ Comprising cases dismissed according to the Administration of Justice Act section 749 (1) (non-charged individuals) and cases dismissed according to the Administration of Justice Act section 721 (1-1) (charged individuals).
⁴⁾ Comprising cases where charges were måde, fines imposed, or charges withdrawn or concluded with a formal caution.
⁵⁾ Cases where the Regional Public Prosecutor regretted the incident to the complainant, although there were no grounds for charges etc.
⁶⁾ Inter alia: cases withdrawn, minor traffic cases etc.

Cases governed by section 1020a (2)	1996	1997	1998
Investigation dismissed	8	6	7
Other	0	0	0
Total number	8	6	7

13.3.3. Statistics for cases processed by the Director of Public Prosecutions

Complaints filed in	1996 1	1997		1998
Type of case:	(all cases)	Conduct	Crim. proceedings 2	Conduct	Crim. proceedings 2
Complaint filed by
Police officer		4	0	9	9 [1]
Citizen		46	43 [2]	41	63 [1]
Board		3	15 [8]	2	12 [7]
53			58	52	84 [9]
Total number	97	111		136

Notes:
¹⁾ Types of cases not specified for 1996.
²⁾ Traffic cases in brackets.

Politiklagenævnenes delberetninger

1. Landsformandens beretning

1998 har vist en stabilisering i antallet af klagesager, så sagsantallet nogenlunde svarer til antallet af klagesager i 1997.
Politiklagenævnsordningen har nu fungeret i 3 år, og det fremgår af retsudvalgets betænkning om behandlingen af klager over politipersonale m.v., at der 3 år efter lovens ikrafttræden skal foretages en evaluering af, om det nye klagesystem lever op til ønsket om at skabe tillid hos befolkningen til, at klager over politiet behandles på betryggende vis.
Et mindretal inden for retsudvalget anfører i betænkningen, at man er indstillet på at forsøge, om den foreslåede ordning har levet op til de krav, såvel samfund som politi må stille til et klagesystem, og mindretallet har derfor med tilfredshed noteret sig ministerens tilsagn om at evaluere systemet med henblik på at få konstateret, om disse vigtige krav er opfyldt — og at ændre det, hvis det ikke er tilfældet.Politiklagenævnet finder ikke, at behandlingen af klagesager i de forløbne år har afdækket et umiddelbart behov for ændringer af regelsættet for behandlingen af politiklagenævnssager.
Der må advares imod, at evalueringen anvendes til at svække ordningen ved at gøre området for politiklagenævnsordningen mindre, f.eks. ved at undtage visse typer af klager for ordningen. Dette vil medføre en væsentlig svækkelse af klagesystemet og parternes retssikkerhed.
Politiklagenævnene er meget opmærksomme på, at det er belastende at have en verserende klagesag både for klageren og ikke mindst for indklagede, og det er magtpåliggende for politiklagenævnene, at sagerne behandles hurtigst muligt.
Sagsbehandlingstiden i politiklagenævnene overstiger normalt ikke 1 måned og vil ofte være kortere.
Vedrørende sagsbehandlingstiden i de enkelte politiklagenævn skal jeg henvise til de afgivne delberetninger.
Politiklagenævnenes årsmøde i januar blev afholdt på politiskolen, hvor medlemmerne i tilslutning til årsmødet fik en interessant gennemgang af politiets uddannelsesforløb, ligesom elever fra politiskolen illustrerede politiets indgriben i slagsmålssituationer, anvendelse af håndjern m.v.
I maj måned blev der afholdt et formandsmøde til drøftelse af generelle forhold og koordinering af nævnenes praksis.
Herudover blev der afholdt et fællesmøde i Odense i august måned, hvor chefpolitiinspektøren fra Odense Politi redegjorde for, hvorledes sagsbehandlingen er på Odense Politigård, når der er klaget over en polititjenestemand og i øvrigt redegjorde for sit indtryk af politiklagenævnsordningen.
Politiklagenævnene fik herefter gennemgået arbejdsgangen på vagtcentralen på meget informativ måde og fik herunder lejlighed til at få demonstreret vagtcentralens EDB-udstyr.
Endvidere fik politiklagenævnene forevist detentionsrummene, hvor vagtlederen gennemgik proceduren med visitation og registrering af detentionsindsattes effekter. Det bemærkes, at politiklagenævnene i årenes løb har behandlet en del sager, hvor detentionsindsatte gør gældende, at de efter ophold i detentionen ikke har fået udleveret samtlige de effekter, som de var i besiddelse af ved indsættelse i detentionen.
Derudover havde Politimesteren for Rigspolitichefens afdeling D et indlæg om politiets EDB-anvendelse.
Politimesteren gennemgik politiets EDB-struktur, og der blev nærmere redegjort for sikkerhedsforholdene og det regelsæt, der er gældende, herunder lov om offentlige myndigheders registre og registerforskrifter.
Det bemærkes i denne sammenhæng, at Politiklagenævnet for København, jf. delberetningen, i forbindelse med behandling af Per Stig Møller-sagen har været impliceret i problemstillingen omkring sikkerhedsforholdene ved politiets EDB-anlæg.
Politiklagenævnene fik endvidere en gennemgang af den automatiske hastighedsovervågning, der på forsøgsbasis gennemføres i Odense retskreds.
I det forløbne år har suppleanterne stort set ikke været i funktion.
Odense, den 12. januar 1999
Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, landsformand.

2. Delberetning for Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby

Politiklagenævnet har holdt 2 fællesmøder med statsadvokaturens juridiske sagsbehandlere. På disse møder har der været drøftet spørgsmål af generel karakter, ligesom enkeltsager i mindre omfang har været genstand for diskussion. Der har på disse møder også været lejlighed til at foretage små administrative justeringer i klagesagens gang.
Efter at Politiklagenævnet nu har fungeret i 3 år kan det konstateres, at mængden af sager målt efter antal er faldet med 10 %. I 1998 er der indkommet 182 sager, hvoraf de 30 % udgør adfærdsklager, jfr. retsplejelovens kapitel 93b. De resterende 70 % af sagerne kan henføres til retsplejelovens kapitel 93c, der omfatter efterforskning med henblik på at undersøge, hvorvidt der er begået strafbart forhold, herunder om færdselslovens bestemmelser skulle være overtrådt.
Verserende og dermed uafgjorte sager kan opgøres til 109 sager, hvoraf 25 % er fra før 1.1.1998.
Der er truffet afgørelser i 175 sager. I 12 tilfælde har Politiklagenævnet indbragt Statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten. En enkelt sag er forelagt Politiklagenævnet efter retsplejeloven § 1020a, stk. 2.
I ca. 25 % af sagerne har Politiklagenævnet ikke uden yderligere brevveksling kunne godkende Statsadvokatens indstilling. For disse sagers vedkommende er de fleste sager efter brevvekslingen afsluttet med Statsadvokatens indstilling. Uden nogen nøjagtig angivelse kan det dog konstateres, at Statsadvokaten har ladet sig påvirke, dels til at foretage yderligere undersøgelser og dels til at ændre sin første indstilling.
I flere sager har Statsadvokaten ikke ønsket at afhøre de indklagede politibetjente på baggrund af klagens upræcise karakter. Politiklagenævnet har i disse sager skønnet, at betjenten burde have lejlighed til at udtale sig om episoden, når klagen har fremtrådt med nogen grad af konkret indhold.
I København og Odense har der i forbindelse med hastighedskontrol været etableret "fotofælder". Som enhver borger skal også politiet overholde færdselsloven, og flere betjente er derfor blevet fanget i fælden. Imidlertid vil det som oftest være tilfældet, at betjenten er under udrykning og hastighedsbestemmelserne er dermed sat ud af kraft. I disse sager har Politiklagenævnet efterlyst dokumentation for udrykningskørslen, som ikke altid foregår med blink og horn. Det må konstateres, at der absolut ikke er enighed mellem Statsadvokaten og Politiklagenævnet på dette punkt. Senest har det medført at Københavns Politidirektør har foreslået, at udviklingen nøje følges på dette område indtil den 1. juni 1999, med henblik på at vurdere, i hvilket omfang der er grundlag for at fastsætte yderligere regler om notatpligt med hensyn til udrykningskørsel.
I en ukompliceret hastighedssag blev vedkommende politibetjent først underrettet om afgørelsen 3 måneder efter at Politiklagenævnet havde godkendt Statsadvokatens indstilling. På Politiklagenævnets forespørgsel oplyste Statsadvokaten, at forsinkelsen skyldes mangel på skrivestuekapacitet. Efter henvendelse til Justitsministeriet er det noteret, at Rigsadvokaten og Statsadvokaterne er opmærksomme på sagsbehandlingstiden i politiklagenævnssagerne, og at sagsbehandlingstiden blandt andet i forbindelse med de ekspeditioner, som Politiklagenævnet har omtalt, nu er nedbragt væsentligt. Rigsadvokaten har tillige oplyst, at han vil drøfte mulighederne for nedbringelse af sagsbehandlingstiden yderligere med Statsadvokaterne.
Politiklagenævnet finder fortsat at være bundet af Statsadvokatens afgørelse om en klage skal anses for at være en adfærdsklage eller dispositionsklage.
I størsteparten af tilfældene giver dette ikke problemer, i hvert fald ikke så længe klageren udtrykkeligt gøres opmærksom på, at sagen som dispositionsklage ikke har været forelagt Politiklagenævnet. I de situationer, hvor klagen ligger på grænsen af en adfærdsklage forventer Politiklagenævnet, at Statsadvokaten ikke viger tilbage for at behandle denne som sådan. Politiklagenævnet efterlyser mere faste kriterier for, hvornår en klage skal anses for kun at være en klage vedrørende politiets dispositioner.
Fra de enkelte sager, som har været behandlet i årets løb skal fremhæves følgende til belysning af Politiklagenævnet arbejde:
I en sag var der klaget over at en polititjenestemand i Kastrup Lufthavn i forbindelse med, at klageren passerede paskontrollen i lufthavnen, gav klageren en "arrogant" og "uvenlig" behandling, samtidig med, at han "så temmelig hvas ud".
Det var ikke muligt uden anvendelse af større ressourcer at identificere indklagede. Sagen måtte derfor henlægges, hvilket Politiklagenævnet tiltrådte blandt andet under henvisning til, at ledelsen på den pågældende politistation ville lade klagen indgå i de løbende drøftelser man havde på dette område samt på dens ugentlige medarbejdermøder.
I en anden sag bad Statsadvokaten klageren nærmere præcisere sin klage, hvorefter klageren blandt andet svarede: "Jeg vurderer at en konkretisering af min klage er spild af tid, men jeg går ud fra, at klagen vil tælle med i statistikken over klager over politiet i indeværende år". Indklagede havde omhyggeligt redegjort for sagsforløbet, hvorefter der absolut intet var at bebrejde indklagede.
Politiklagenævnet udtalte i den anledning, at det ville være passende, såfremt klageren undskyldte, at han havde ulejliget Statsadvokaten med klagesagen.
En lignende situation opstod da en advokat på sin klients vegne indgav en klage i forbindelse med en anholdelse.
Da klagen var holdt i generelle vendinger, blev det nødvendigt at bede om en præcisering. I forbindelse hermed havde Statsadvokaten en samtale med advokaten om sagen. Han udtrykte, at det var hans opfattelse, at hans klient ikke ønskede at gå videre med adfærdsklagen, nu de havde fået deres erstatning, idet kommentarerne muligvis var "procedurebemærkninger" i forbindelse med fremsættelse af erstatningskravet.
Nævnet udtalte sin kritik af, at klagerens advokat ikke straks overfor Statsadvokaten tilkendegav, at der ikke var tale om en klage omfattet af retsplejelovens kapital 93 og bad Statsadvokaten gøre advokaten bekendt med, at det altid er ubehageligt for en betjent at have en klagesag kørende.
Der var klaget over, at en civilbetjent ikke på ordentlig måde foreviste sit politiskilt, således at klageren kunne være sikker på, at der ikke var tale om en "rocker".
Politiklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere politibetjentenes opførsel.
Nævnet udtalte i forbindelse med denne sags behandling, at der påhviler politibetjente i civil en særlig pligt til at sikre sig, at borgerne ved, at de er indblandet i en politiforretning. Således som sagen er oplyst, er det ikke umiddelbart forståeligt, hvorfor betjenten ikke på ny fremviste politilegitimationen. Dette synspunkt har Rigsadvokaten efterfølgende haft lejlighed til at støtte.
I en sag om eftersætning i forbindelse med en hastighedsovertrædelse skete der et færdselsuheld. Her udtalte Politiklagenævnet, at ved at foretage efterfølgelse af en trafikant, der kører for stærkt, skaber forfølgelsen en betydelig fareforøgelse for andre vejfarende. Dette hensyn er vigtigere end hensynet til opklaring af en forbrydelse, som efter politibetjentenes eget udsagn ikke var så alvorlig, at den gav anledning til at foretage en påkørsel.
Da kørslen er foregået over en længere strækning kunne betjenten i stedet havde valgt at identificere bilen og underrette stationen.
Normalt udelades navne på de personer, som er genstand for Politiklagenævnet undersøgelser. For Per Stig Møllers vedkommende er dette imidlertid overflødigt, da denne sag har været meget omtalt i pressen. Politiklagenævnet havde også lejlighed til at deltage i undersøgelserne, og selvom det ikke lykkedes at finde frem til vedkommende, som havde informeret pressen, har sagen givet anledning til, at reglerne omkring registrering og adgang til informationer nu er strammet meget op. Politiklagenævnet finder at alle borgere har krav på absolut beskyttelse overfor de oplysninger, som politiet nødvendigvis må have i et retssamfund.
Det er undtagelsen heldigvis, der bekræfter hovedreglen, men i en sag blev Politiklagenævnet meget sent underrettet om klagen.
Politiklagenævnet udtalte sig kritisk herom, og udtalte endvidere:
"Nævnet finder, at uanset det ikke var muligt at få foretaget en afhøring af klageren, burde de involverede politifolk være afhørt langt tidligere end sket. Nævnet kan ikke forstå, hvorfor der i en sag, hvor der var begået erstatningspådragende adfærd fra politiets side, var nogen grund til at afvente en afhøring af klageren. Statsadvokaten havde modtaget klagen og vidste derfor, at aktionen skulle undersøges. Det burde med det samme være sikret, hvor de enkelte politibetjente befandt sig under anholdelsen af klageren, således at det ikke i dag skal stå uvist hen, hvem der førte klageren afsted ned ad trappen.
I sager, hvor der er involveret mere end tre politifolk finder Nævnet det ikke tilstrækkeligt, at Statsadvokaten i første omgang henvender sig til politiet og anmoder om en udtalelse til klagen. Den ansvarlige for aktionen må omgående afhøres og Statsadvokaten må sammen med Nævnet tage bestik af situationen med henblik på, hvad der derefter skal foretages i sagen."

En borger, hvis søn dagen efter skulle på en længere flyrejse, var af sin hjembys politi henvist til politiet i Kastrup Lufthavn, da sønnens pas var udløbet.
Her blev han afvist, og efterfølgende henvendte klageren sig til politiet i Billund Lufthavn, som udstedte det ønskede pas til sønnen.
Ifølge klagen var indklagede uforskammet over for klageren, idet han udsatte klageren for et "mundtligt overfald på det groveste" med forklaring og belæring om, hvordan klageren skulle opføre sig i det danske samfund. Herunder fremkom indklagede ifølge klagen med konkret kritisable bemærkninger.
Nævnet fandt at det overfor klageren burde undskyldes, at han ikke blev betjent på ordentlig og høflig måde den pågældende dag.
Statsadvokaten afviste klagen, og under henvisning til at indklagedes opførsel skadede befolkningens indtryk af politiet blev sagen forelagt Rigsadvokaten på Nævnets foranledning.
Statsadvokaten havde overfor Nævnet tilkendegivet, at det kun i tilfælde af at der falder konkret kritisable udtalelser bør ske påtale. Det falder således udenfor klagenævnets opgave at påse hvorvidt politiet er tilstrækkelig "serviceminded" overfor borgerne.
Til dette havde Nævnet følgende udtalelse:
"En persons adfærd skal ikke kun bedømmes i forhold til hans udtalelser, men vurderes ud fra en samlet bedømmelse af personens optræden.
For at undgå lignende episoder i fremtiden, anser Nævnet det fortsat som sin opgave at tilrettevise en betjent, når han ikke lever op til de forventninger, som vi som borger har til Det danske Politi. Dette er en naturlig følge af, at Nævnet kan udtale sin beklagelse over en betjents adfærd."

Rigsadvokaten erklærede sig enig med Statsadvokaten og udtalte, at der kun er anledning til kritik af betjentens adfærd i medfør af reglerne i retsplejelovens § 93b, såfremt det må lægges til grund, at betjenten har fremsat kritisable udtalelser.
Den meget omtalte sag i pressen under navnet "Veronika" fandt sin afgørelse med Rigsadvokatens beslutning, der blev truffet efter yderligere spørgsmål til Retslægerådet, og Rigsadvokaten fulgte desværre ikke Politiklagenævnets indstilling, der anbefalede at rejse tiltale mod en navngiven betjent, som havde deltaget i anholdelsen. Nævnet fandt, at sagen burde afgøres ved retten, dels på grund af sagens karakter, og dels da mistanken mod vedkommende betjent ikke kunne afvises på det foreliggende grundlag.
Politiklagenævnets medlemmer har i 1998 været med som bagsædepassagerer på nat-politipatrulje. Det har været særdeles udbytterigt at overvære, hvorledes politiet arbejder i marken. Nævnets medlemmer vil gerne hermed takke de betjente, som var så venlige at stille sig til rådighed og tage medlemmerne med på patruljetjenesten.
Endelig har Politiklagenævnets medlemmer deltaget i fællesmøder med de andre politiklagenævn i Danmark. Disse møder forestås af landsformanden, som vi fra det københavnske område gerne vil takke for nogle gode faglige debatter og indslag.
København, den 30. december 1998
Søren Arentoft

3. Delberetning for Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland

Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland har i 1998 fået et nyt medlem, nemlig Niels Mathiesen, idet Marianne Svane måtte udtræde i forbindelse med, at hun blev indvalgt i Byrådet.
I lighed med tidligere år har Politiklagenævnet holdt møde én gang om måneden. I et tilfælde, hvor en sag var tæt på forældelse, der har været afholdt et telefonmøde, ellers er alle sager afgjort på de almindelige møder.
Der har været afholdt møde med Statsadvokaten for Sjælland. På mødet blev en række praktiske ting drøftet, ligesom den lange sagsbehandlingstid blev påpeget.
Det har specielt været et problem, at Politiklagenævnet ikke som forudsat i loven fik underretning om de indkomne klager indenfor en rimelig tid, jf. retsplejelovens § 1021 a, hvorefter der straks skal ske underretning til Politiklagenævnet. Det er således ofte forekommet, at Politiklagenævnet først har fået underretning om en klages eksistens i forbindelse med, at Politiklagenævnet har fået forelagt statsadvokatens redegørelse og forslag til afgørelse i sagen. Det er ofte sket, at underretning først er givet et halvt til et helt år efter af statsadvokaten har modtaget klagen. På mødet blev Politiklagenævnet stillet i udsigt, at der ville ske underretning inden 3 uger efter statsadvokatens modtagelse af klagen, men der er fortsat tilfælde, hvor der først modtages underretning langt senere.
Der er fortsat sager fra starten af 1996, som endnu ikke er afsluttede.
Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden hos Politiklagenævnet aldrig overstiger 1 måned.
Politiklagenævnet har i såvel årsberetningen for 1997 som 1996 fremsat kritik af den meget lange sagsbehandlingstid.
Desværre er problemet ikke blevet løst og blevet mindre, snarere tværtimod. Det er naturligvis helt uacceptabelt i forhold til klagerne, men Politiklagenævnet finder anledning til, at henlede opmærksomheden især på de uheldige konsekvenser den langsommelige sagsbehandlingstid har for de pågældende polititjenestemænd.
Jeg vil i det følgende fremkomme med en række eksempler.
En politiassistent bliver den 3. juni 1997 involveret i et færdselsuheld. Jeg ved ikke hvornår sagen bliver fremsendt til Statsadvokaten for Sjælland, men sagen bliver først forelagt for Politiklagenævnet ved statsadvokatens skrivelse af 7. juli 1998, altså mere end 1 år. Statsadvokaten foretager ingen efterforskning i sagen, idet den er fuldt oplyst og indstiller, at den pågældende får en bøde. Dette erklærer Politiklagenævnet sig uenig i ved skrivelse af 9. juli 1998, idet Politiklagenævnet ikke mener, at der kan bebrejdes den pågældende politiassistent noget. Efter adskillige rykkere bliver sagen igen forelagt for Politiklagenævnet ved skrivelse af 27. oktober 1998, hvorefter statsadvokaten nu er enig i, at den pågældende ikke skal have en bøde.
Den 16. juni 1997 bliver en politiassistent involveret i et færdselsuheld. Sagen bliver modtaget hos statsadvokaten den 26. september 1997 fra den pågældende politimester i færdig efterforsket form. Der bliver derfor ikke hos statsadvokaten foretaget nogen sagsbehandling, men alligevel bliver der først den 28. oktober 1998 udfærdiget redegørelse i sagen.
En person klager ved hjælp af sin advokat den 20. oktober 1995 over en episode, der fandt sted den 15. oktober 1995. Sagen forelægges for Politiklagenævnet den 12. juli 1996. Uden i øvrigt at foretage efterforskning i sagen, kontakter statsadvokaten den pågældendes advokat telefonisk i marts 1998 med forespørgsel om, hvorvidt klagen opretholdes. Herefter bliver klagen tilbagekaldt.
Den 22. november 1996 er en politiassistent involveret i et færdselsuheld under udrykning. Først ved skrivelse af 3. november 1998 underrettes Politiklagenævnet om sagen, der i øvrigt forældes den 22. november 1998.
Ovenstående er kun et lille udpluk af de meget lange sagsbehandlingstider, som Politiklagenævnet har set.
Politiklagenævnet har i øvrigt i 1998 modtaget underretning om 133 antal nye sager.
I et tilfælde er en klagesag blevet afgjort af min suppleant, da jeg som forsvarer for klageren var inhabil.
I 2 tilfælde har Politiklagenævnet indbragt sager for Rigsadvokaten. Det ene tilfælde drejer sig om en politimesters behandling af en borger, der rettede henvendelse for at indgive en klage over en episode, som hun havde overværet. Den anden drejer sig om Politiklagenævnets kompetence, idet Statsadvokaten for Sjælland er af den opfattelse, at en overordnet polititjenestemands opførsel over for underordnet personale, ikke er undergivet Politiklagenævnets kompetence.
De sager, der er blevet afgjort, fordeler sig således:

Adfærdsklager
12 sager er afgjort med en undskyldning til klageren.
I 20 sager har der intet været at bebrejde politiet.
5 sager er blevet afvist, fordi påstand stod mod påstand.
19 sager er afvist som grundløse.
4 sager er tilbagekaldt af anmelderen.
8 sager er behandlet som notitssager. I et tilfælde har statsadvokaten anført, at en sag var en notitssag, men hvor Politiklagenævnet har erklæret sig uenig heri, fordi klageren først mere end én måned efter klagen modtager en henvendelse fra en overordnet polititjenestemand. Det fremgår af beretningen for 1997, at forudsætningen for, at en sag kan betragtes som notitssag, er at mægling tidsmæssigt holdes indenfor et par dage.
2 sager er blevet afvist, fordi fristen i § 1019 a, stk. 2, på 6 måneder var overskredet. Det bemærkes, at fristen var overskredet med flere år. Straffesager
30 sager er blevet afsluttede, fordi undersøgelsen har vist, at der ikke er nogen rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold.
11 sager er blevet afvist som grundløse.
1 sag er blevet tilbagekaldt af anmelderen.
I 2 tilfælde er der blevet fremsat kritik af den pågældende polititjenestemand.
I 2 tilfælde var det umuligt at opklare, hvem der havde begået den pågældende lovovertrædelse.
En del sager vedrører forhold, hvor en polititjenestemand har afgivet falsk forklaring i retten, specielt i færdselssager, hvor klageren mener sig dømt med urette.
I nogle tilfælde har klageren efter at være blevet dømt fået tilladelse til at indbringe sagen for Landsretten. I intet tilfælde har retten fundet grundlag for at tilsidesætte polititjenestemandens forklaring, og Politiklagenævnet har tilsluttet sig dette.
En del klager vedrører beskyldninger om tyveri af pengebeløb, som er blevet tilbageholdt i forbindelse med, at klageren eksempelvis er blevet hensat i detentionen. Ej heller her er der fundet grundet grundlag for at rejse sag mod de pågældende polititjenestemænd.

Færdselssager
12 sager er blevet afsluttede, fordi der ikke forelå en overtrædelse af færdselsloven.
I 3 tilfælde er der givet en bøde.
I 1 tilfælde er der rejst tiltale med påstand om betinget frakendelse af kørekortet. Politiklagenævnet er senere blevet orienteret om, at den pågældende i retten er blevet frifundet.

Sag efter retsplejelovens § 1020 a.
Politiklagenævnet har behandlet 3 sager.
Den ene vedrørte en skudepisode, hvor politiet kom til stede, efter at en stævningsmand havde været udsat for alvorlige trusler fra en mand. Manden overfaldt herefter en polititjenestemand med en bajonet, og da betjenten var i livsfare, blev der skudt mod manden, der blev ramt i knæet. Der blev foretaget en rekonstruktion, som blev optaget på video, hvilken video Politiklagenævnet fik til gennemsyn. Politiklagenævnet fandt ikke anledning til kritik i sagen.
Et andet tilfælde drejede sig om en mulig overtrædelse af straffelovens bestemmelser, om at bringe nogens liv eller førlighed i fare, idet en polititjenestemand på kort afstand affyrede adskillige skud imod bil, der var stjålet. Sagen har været genstand for en del drøftelser mellem Politiklagenævnet og statsadvokaten.
Der var enighed om, at den pågældende klart havde fejlvurderet situationen, og at han rent faktisk havde voldt nærliggende fare for føreren og passagerernes liv og førlighed, men at det på den anden side ikke kunne bevises, at det nødvendige forsæt var til stede.
Den 3. sag vedrører en undersøgelse i anledning af, at en politimester havde modtaget en række anonyme henvendelser, der gik ud på, at en bestemt motorsagkyndig modtog bestikkelse fra bestemte kørelærere.
Helsingør, den 11. januar 1999. Korrigeret den 8. april 1999
Ulla Degnegaard, formand.

4. Delberetning for Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm

Politiklagenævnet har i 1998 modtaget 53 sager.
Sagsbehandlingen i Politiklagenævnet sker på møder, der afholdes efter behov. Der har i årets løb været afholdt 10 møder.
Politiklagenævnet finder, at mødeformen er mest hensigtsmæssig i relation til gennemgang og drøftelse af sagerne, men enkelte sager er dog på grund af et meget enkelt faktum og/eller hastende karakter blevet behandlet på skriftligt grundlag.
Sagsbehandlingstiden, fra Politiklagenævnet fra statsadvokaten modtager redegørelse med statsadvokatens indstilling til afgørelse af klagen, og til Politiklagenævnet har truffet afgørelse, ligger normalt inden for 1 måned.
Klagen bliver sædvanligvis fremsendt fra politimesteren til statsadvokaten kort tid efter klagens modtagelse i politikredsen, men der er i 2 tilfælde sket en beklagelig sen fremsendelse af indkomne klager fra politimesteren til statsadvokaten.
I den ene sag blev anmeldelse om klage fremsendt til politimesteren den 10. december 1996, men klagemeddelelsen blev først videresendt til statsadvokaten den 16. april 1998.
I den anden sag er anmeldelse om klage fremsendt til politimesteren den 20. maj 1997, og klagemeddelelsen blev først videresendt til statsadvokaten den 31. august 1998.
Politiklagenævnet har i 1998 truffet afgørelse i 52 sager, der fordeler sig således i de enkelte politikredse:

Odense	17	Køge	4
Nyborg	2	Vordingborg	2
Svendborg	4	Nykøbing Falster	4
Assens	5	Nakskov	5
Middelfart	2	Bornholm	3
Næstved	4

Af de afgjorte sager kan 30 henføres under retsplejelovens kapitel 93 b og 22 under retsplejelovens kapitel 93 c. Inden for 93 c-sagerne har 9 sager været færdselssager og 13 andre sager. Kun i 1 sag har Politiklagenævnet været uenig med statsadvokaten om afgørelsen.
7 af de sager, som Politiklagenævnet har afgjort, har været indbragt for Rigsadvokaten. 4 af sagerne er indbragt af klagerne, mens 3 af sagerne er indbragt af de indklagede polititjenestemænd.
Til illustration af de forskellige typer sager, der har været behandlet i årets løb, kan følgende eksempler nævnes:
Politiklagenævnet har i 1998 behandlet flere klager over den samme køreprøvesagkyndiges adfærd i forbindelse med afholdelse af køreprøver. Ved fremsendelse af den første klage bemærkede politimesteren, at han tidligere havde indskærpet den pågældende, at han burde tilstræbe prøver afholdt i en sådan atmosfære, at elevens nervøsitet ikke øges.
De 2 første klager blev behandlet samtidigt, og statsadvokaten afhørte politiassistenten, men ikke de to klagere og indstillede herefter, at der intet grundlag var for kritik.
Henset til at der åbenbart tidligere havde været problemer, og at der var fremkommet klager fra 2 forskellige elever, meddelte Politiklagenævnet statsadvokaten, at klagesagerne ikke burde afsluttes uden, at der var foretaget afhøring af de 2 klagere for at få sagen belyst bedst muligt.
Statsadvokaten indkaldte herefter de 2 klagere til afhøring, men de meddelte begge, at de ikke ønskede at afgive forklaring i sagen.
Herefter tilsluttede Politiklagenævnet sig, at der, som sagerne var oplyst, ikke var grundlag for kritik.
I en sag blev der klaget over politiassistenters uretsmæssige anvendelse af vold over for en mand på krykker.
Statsadvokaten fandt ikke, at der ved undersøgelsen var tilvejebragt oplysninger, der i tilstrækkelig grad støttede klagen.
Politiklagenævnet erklærede sig kun delvis enig i afgørelsen og udtalte følgende:
"På grundlag af forklaringerne fra klageren og vidnet A og de skader, der fremgår af politiattesten, lægger Politiklagenævnet ved sagens bedømmelse til grund, at klageren har været nede at ligge på jorden og har fået knæ i ryggen.
Klageren, der benytter krykker, må for politiet fremtræde som en svag person, og uanset at klageren muligt har været ophidset og ikke har efterkommet politiets anvisninger, er det Politiklagenævnets opfattelse, at politiassistenterne i den konkrete situation har anvendt større grad af magt end nødvendigt i situationen, hvilket Politiklagenævnet finder må beklages.
Politiklagenævnet kan tiltræde, at de øvrige klagepunkter afvises, da undersøgelsen ikke har tilvejebragt oplysninger, der i tilstrækkelig grad støtter de pågældende klager".
Statsadvokaten fastholdt sin indstilling til afgørelse af sagen.
Klageren indbragte sagen for Rigsadvokaten, der lagde til grund, at klageren var ophidset, at han udviste en stærk ophidset adfærd, og at han ikke holdt sine krykker i bero. På den baggrund var Rigsadvokaten enig med statsadvokaten i, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der var sket en unødig magtanvendelse.
I en sag var der klaget over, at en politiassistent havde lukket A, der var mistænkt for at have øvet vold mod tilfældige personer på gaden, ind i et detentionsrum til B, der var beruset og meget urolig og derfor iført håndjern. A tildelte straks B 2-3 slag i ansigtet, for hvilket A efterfølgende er blevet idømt fængsel i 30 dage.
Der var på politistationen 2 ledige detentionsrum, og politiassistenten kunne have anbragt A i et af de ledige detentionsrum.
I følge Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 55, om retningslinier for detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer, må der kun indsættes 1 person i hver detentionsrum, såfremt pladsforholdene muliggør det. Endvidere er der nærmere retningslinier, såfremt flere personer skal anbringes i samme detentionsrum.
Politiassistenten tilsidesatte de pågældende regler, og statsadvokaten fandt, at der var udvist en så grov forsømmelse, at forholdet var omfattet af straffelovens § 157, hvilket Politiklagenævnet tilsluttede sig. Politiassistenten har vedtaget en bøde for forholdet.
En sag vedrørte det forhold, at en fører af en patruljevogn under eftersættelse af en brugsstjålet personbil foretog en forsætlig påkørsel af det eftersatte køretøj.
Det fremgik af sagen, at patruljevognen efter 50 meters eftersættelse satte udrykningssignalet i gang, hvorefter den brugsstjålne bil under den fortsatte eftersættelse kørte op over et fortov, venstre om et helleanlæg, samt i flere tilfælde kørte over for rødt lys med høj hastighed i byzoneområde.
Patruljevognen påkørte under en U-vending den brugsstjålne bil. Bilernes hastighed var ved påkørslen ca. 20 km/t.
Umiddelbart efter patruljevognens påkørsel af den eftersatte bil, blev sidstnævnte bil påkørt af en bus, hvilket bevirkede, at den brugsstjålne bil skred over i patruljevognens højre side. Buschaufføren kunne ikke nå at bremse eller undvige. Påkørslen medførte materiel skade på de to biler samt bussen. Føreren af patruljevognen pådrog sig et mindre piskesmæld i nakken.
Politiklagenævnet var enig med statsadvokaten i, at der i forbindelse med patruljevognens forsætlige påkørsel af den brugsstjålne bil ikke var begået et strafbart forhold fra politiets side, og Politiklagenævnet fandt, at påkørslen var nødvendig og forsvarlig i den pågældende situation.
Ved årets udgang har Politiklagenævnet 16 verserende sager, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse.

Odense, den 4. januar 1999
Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, formand.

5. Delberetning for Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Ålborg

Politiklagenævnet har i 1998 modtaget i alt 88 sager, hvoraf 2 er overgivet til andet Politiklagenævnet på grund af inhabilitet. Nævnet har således modtaget 3 flere sager end i 1997, det vil sige samme niveau og altså tilsyneladende udtryk for, at sagsantallet har fundet sit naturlige leje.
Politiklagenævnet har i den forløbne periode haft en kontinuerlig mødeaktivitet, ligesom enkelte sager er blevet afsluttet pr. korrespondance, således at Politiklagenævnet har bestræbt sig på, at sagsbehandlingstiden er så kort som overhovedet muligt.
For så vidt angår sagsbehandlingstiden i statsadvokaturen er det Politiklagenævnets opfattelse, at den er effektiv og hurtig, og såfremt en sag ligger stille, er det på grund af forhold, som statsadvokaturen ikke har indflydelse på.
Det er derfor Politiklagenævnets opfattelse, at der generelt sker en hurtig og effektiv sagsbehandling, og at den kritik, der i det forløbne år har været rejst om for lange sagsbehandlingstider, ikke umiddelbart kan rettes mod nærværende statsadvokatur og Politiklagenævn.
Samtidig skal jeg pointere, at der til stadighed tages skridt for om muligt at effektivisere sagsbehandlingen endnu mere, men omvendt må dette ikke ske på bekostning af undersøgelsens eller efterforskningens kvalitet.
I den forløbne periode har der været flere møder med statsadvokaturen — også på baggrund af, at der blev udnævnt ny statsadvokat — men det er Politiklagenævnets opfattelse, at samarbejdet fortsat fungerer særdeles tilfredsstillende med udveksling af synspunkter, etc.
I min sidste årsberetning anførte jeg, at der blandt politiklagenævnene er enighed om, at der bør vises tilbageholdenhed med at indbringe statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten, når klageren er repræsenteret ved advokat, medmindre der foreligger helt ekstraordinære forhold.
Denne opfattelse gør sig stadig gældende, men et specielt område er færdselssagerne, hvor der som bekendt ikke optræder nogen klager, og Politiklagenævnet skal derfor i disse sager alene vurdere de oplysninger, der er fremskaffet ved statsadvokatens efterforskning, herunder vidneforklaringer.
I en sådan sag har der mellem statsadvokatur og Politiklagenævnet været uenighed i vurderingen af disse oplysninger, og Politiklagenævnet har derfor (i øvrigt for første gang) indbragt sagen for Rigsadvokaten.
Det må pointeres, at en sådan påklage ikke er udtryk for en hetz mod politijenestemænd men alene en konstatering i forskellig vurdering af sagens faktum, og i sager af alvorlig karakter finder Politiklagenævnet, at det bør være Rigsadvokaten som øverste anklagemyndighed, der fastlægger praksis.
De i 1998 indkomne sager fordeler sig således:

	Kap. 93 b:	Kap. 93 c:	Notitssager:
Frederikshavn	2	4
Hjørring	4	2
Thisted	4		2
Løgstør	1	1
Aalborg	11	15	3
Hobro	1	1
Randers	8	10	3
Viborg		2
Holstebro	5	5
Grenå	1		1
I alt	37	40	9

Af de 40 straffesager er 11 færdselssager og 29 andre straffesager.
I det forløbne år er der afsluttet i alt 82 sager, heraf 15 sager verserende fra 1997.

Aalborg, den 21. januar 1999
Bent Holmberg, formand.

6.Delberetning for Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Viborg

Politiklagenævnet har i 1998 foretaget afsluttende behandling af 61 klagesager hvortil kommer, at Politiklagenævnet løbende har behandlet de sager, der er kommet ind i løbet af 1998.
Klagesagerne fordeler sig som følger:
22 sager vedrører polititjenestemænds adfærd, jf. bestemmelsen i retsplejelovens kapitel 93 b.
25 sager vedrører straffesager mod polititjenestemænd, jf. retsplejelovens kapitel 93 c.
14 sager er såkaldte notitssager, hvilket vil sige sager, der sendes til Politiklagenævnet til underretning og hvor klagesagen er blevet afgjort ved en direkte samtale imellem klageren og politiet.
I 1998 er der fremkommet i alt 76 klagesager.
Af disse har 15 været såkaldte notitssager, jf. ovenfor medens resten fordeler sig med 332 sager vedrørende spørgsmål om polititjenestemænds adfærd, jf. retsplejelovens kapitel 93 b, og 30 sager vedrører straffesager mod polititjenestemænd, jf. retsplejelovens kapitel 93 c, i alt 77 sager. 1 sag har således vedrørt både spørgsmålet om adfærd og straffesag.
I 1997 fremkom der 64 klagesager og i 1996 88 klagesager.
Klagesagernes fordeling på politikredsene i 1998 er som følger:

Århus	31
Silkeborg	13
Horsens	6
Herning	4
Skive	5
Viborg	10
Skanderborg/Odder	4
Rigspol.	1
	74

Hertil kommer, at 2 sager fra Politiklagenævnet i Ålborg er oversendt til Politiklagenævnet i Herning på grund af inhabilitet. Dvs. i alt 76 sager.
I 1998 er der fremkommet kritik fra polititjenestemænd med hensyn til sagernes langsommelige behandling.
Politiklagenævnet har foretaget en undersøgelse af sagsbehandlingstiden fra Politiklagenævnets start 1/1 1996 og frem til dato.
Som hovedregel kan det konkluderes, at fra det tidspunkt, klagen indgår til statsadvokaten går der gennemsnitlig max. en lille uge, før Politiklagenævnet får orientering om klagen. Som anført er ekspeditionstiden ved notitssagerne kort, en rimelig kort undersøgelsestid hos statsadvokaten, hvorefter redegørelsen fremkommer til Politiklagenævnet.
Det kan endvidere konstateres, at Politiklagenævnets behandlingstid er rimelig kortvarig.
Politiklagenævnet har i 1998 på samme måde som tidligere år behandlet sagerne løbende pr. korrespondance og pr. telefon, således at i de sager, hvor afgørelse kan træffes pr. korrespondance eller pr. telefon sker dette, og ellers sker afgørelse på møder.
Der har i årets løb været afholdt i alt 5 møder.
Herudover har der været afholdt 2 møder med Statsadvokaten i Viborg.
Politiklagenævnet har derudover deltaget i årsmøde i januar måned 1998 samt deltaget i et møde i Odense i august måned 1998.
Det ene møde med statsadvokaten blev afholdt hos Statsadvokaten i Viborg, medens det andet møde blev afholdt i Skanderborg/Odder politikreds, idet mødet startede i Odder.
I mødet deltog politimesteren, vicepolitimesteren, politiinspektøren og kriminalinspektøren. Mødet fortsatte herefter i Skanderborg. Politiklagenævnets medlemmer deltog herefter i patruljekørsel med politiet i nogle timer.
Vedrørende enkelte særligt udvalgte sager kan bemærkes følgende:
Politiklagenævnet har i en sag, der blev afsluttet i 1996 som grundløs fået henvendelse fra klageren i form af kopier af skrivelser til Statsadvokaten i Viborg, men Politiklagenævnet har ikke direkte fra statsadvokaten fået materiale vedrørende den anførte sag, og Politiklagenævnet har derfor valgt ikke at betragte disse henvendelser, som kun er en tilbagevenden til den allerede afviste sag, som en ny sag, og Politiklagenævnet har derfor valgt ikke at fortage sig yderligere.
I en sag vedrørende anvendelse af tjenestehund har der været uenighed mellem Politiklagenævnet og statsadvokaten, hvor Politiklagenævnet mente, at den beklagelse, statsadvokaten ville fremkomme med, ikke var tilstrækkelig, men skulle være mere omfattende.
Statsadvokaten fastholdt overfor Politiklagenævnet sin opfattelse, og da klageren var repræsenteret af advokat, valgte Politiklagenævnet ikke at gå videre med sagen.
I en sag vedrørende påstået vold fra en politibetjent i forbindelse med en anholdelse, påstod klageren, at politibetjentene havde fremsat tilbud om erstatning, hvis der ikke blev foretaget mere i sagen.
Statsadvokaten og Politiklagenævnet var enig i, at det ikke kunne anses for sandsynligt, at et sådant tilbud var fremkommet, og klagen blev i det hele afvist.
I en sag havde en politiassistent voldsomt provokeret forløbet sig og var fremkommet med nogle mindre heldige bemærkninger, hvilket medførte en påtale fra statsadvokaten, hvilket Politiklagenævnet tiltrådte, og denne påtale blev senere stadfæstet af Rigsadvokaten.
I en sag, hvor en person blev standset for at køre for stærkt, fremkom der herefter en anmeldelse for politiassistentens overtrædelse af færdselsloven.
Klagen og anmeldelsen blev afvist, idet den pågældende politiassistent i forbindelse med, at han skulle standse den pågældende hurtigkørende trafikant havde været nødt til at tilsidesætte bestemmelser i færdselsloven. I en sag har klageren anmeldt politiet for at have stjålet nogle penge efter detentionsanbringelse.
Sagen blev afvist, idet der ikke fandtes grundlag for anmeldelsen.
Politiklagenævnet har endvidere behandlet en sag, hvor der er foretaget anmeldelse mod en politimester for mangelfuld sagsbehandling.
Den pågældende klagesag var en udløber af en retssag, hvor klageren, efter at retssagen var blevet tabt, anmeldte dommeren for en lovovertrædelse, hvor den pågældende anmeldelse blev afvist.
Sagen stammer helt tilbage fra slutningen af 80-erne, og den pågældende klager havde klaget til alt og alle, og også til jurister på Universitetet, og medens Politiklagenævnet behandlede sagen, kom der direkte henvendelser fra klageren, hvilke henvendelser blev afvist.
Politiklagenævnet var enig med statsadvokaten i, at der intet grundlag var for anmeldelsen.
En sag blev afvist på grund af, at klagen var indgivet for sent, idet der var gået mere end 6 måneder efter at det forhold, som klagen angik, havde fundet sted.
Politiklagenævnet har endvidere været involveret i en skudepisode i Århus. En motorcykelbetjent skød en bilist i låret for at forhindre, at den pågældende bilist flygtede.
Efter statsadvokatens undersøgelse var Politiklagenævnet enig i, at der intet var at bebrejde den pågældende politibetjent, idet denne havde handlet fuldstændig korrekt i den pågældende situation. Som foran anført deltog Politiklagenævnets medlemmer i patruljekørsel.
I forbindelse med denne patruljekørsel i Skanderborg-Odder prøvede Politiklagenævnet politiets håndjern og konstaterede da, at såfremt håndjernene ikke låses med en lille nøgle, vil håndjernene strammes til, hvis personen, der har håndjernene på, er urolig og forsøger at arbejde med hænderne. Kun ved at holde hænderne i ro, vil man undgå dette.
Denne viden brugte Politiklagenævnet i en afgørelse, hvor der var fremkommet en klage fra en person, der var blevet anholdt og ilagt håndjern og som efterfølgende klagede over, at håndjernene havde været alt for stramme.
Politiklagenævnet var enig med statsadvokaten i, at der ikke var noget at bebrejde politiet, idet Politiklagenævnet måtte lægge til grund, at det at håndjernene strammes til, var den pågældende klagers egen skyld på grund af, at han ikke holdt hænderne i ro, men det gav samtidig anledning til at undersøge, om polititjenestemændene altid har nøgle til håndjernene med.
I den pågældende situation viste det sig rent faktisk ikke at være tilfældet, og dette har herefter medført, at den pågældende politimester har givet instruks om, at polititjenestemændene altid skal have nøglen til håndjernene med.

Viborg, den 21. januar 1999. Korrigeret den 8. februar 1999.
Peter Junge, formand.

7. Delberetning for Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Sønderborg

Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Sønderborg har i årets løb modtaget i alt 87 sager.
I det forløbne år er 107 sager afgjort, hvoraf 5 af sagerne er fra 1996 og 43 er fra 1997. Der har været enighed mellem statsadvokaten og Politiklagenævnet om afgørelserne. Sagernes afgørelser fordeler sig i øvrigt således:
— 54 adfærdsklager, hvoraf 4 er afgjort ved påtale, én afgjort med bemærkning om uhensigtsmæssig sprogbrug, og én som grundløs. De resterende 48 adfærdsklager er alle afvist.
— 11 notitssager.
— 42 straffesager, hvoraf 14 er færdselssager. Af færdselssagerne er der i 4 sager fremsendt bødeforelæg. I de resterende 10 sager er der ikke fundet grundlag for at foretage yderligere mod de pågældende politifolk.
I de øvrige 28 straffesager er én sag stillet i bero og i én sag er sigtelsen for vold afvist, men adfærden beklaget. Resten er afvist.
Politiklagenævnet har fortrinsvis behandlet sagerne på møder, hvoraf der i årets løb har været afholdt 7. Enkelte sager er dog blevet behandlet på telefonmøder. Herudover har formanden haft et møde med statsadvokaten samt vicestatsadvokat Marianne Dam, ligesom nævnet har afholdt et møde med statsadvokaten samt dennes medarbejdere.
Suppleanten for formanden har været inddraget i én sag, mens suppleanterne for lægmedlemmerne ikke har været inddraget i nogen sager indtil videre.
Politiklagenævnet får løbende tilsendt materiale fra statsadvokaten og samarbejdet fungerer tilfredsstillende og giver Politiklagenævnet mulighed for at følge efterforskningen. Imidlertid har sagsbehandlingstiden været uacceptabelt, og der er således fortsat pr. 31. december 1998:
— 2 ikke afsluttede sager modtaget i 1996
— 1 ikke afsluttet sag modtaget i 1997
Tilsyneladende skyldes den langsomme sagsbehandling dels underbemanding i statsadvokaturen, blandt andet på grund af sygdom, dels større nævningesager, og i øvrigt den almindelige sagsmængde hos statsadvokaten.
Politiklagenævnet er imidlertid af den opfattelse, at behandlingen af politiklagenævnssagerne nedprioriteres i forhold til statsadvokatens andre opgaver, hvilket nævnet ikke finder tilfredsstillende.
Der er dog i slutningen af året sket en vis forbedring i ekspeditionstiden.

Esbjerg, den 8. januar 1999
Karen Marie Dyekjær, formand.

Stikords- og sagsregister til beretningerne for 1996-1998

Stikordsregister

Henvisningerne relaterer sig til årgang og sidetal

Adfærdsklager	96.20,97.17,97.57,98.23ff,98.69
— magtanvendelse	96.52ff,97.57ff,98.69ff,98.167ff
— sprogbrug	96.55ff,97.61ff,98.72ff
— anden ukorrekt adfærd	96.63ff,97.65ff,98.76ff
— klage uden indhold	96.73,97.72f,98.83ff
— sagens afgørelse	96.23,96.135ff,97.20f,98.134ff
— notitssager	97.73f,98.84ff
— over for dispositionsklager	96.110f,96.149ff,97.51,97.107f,98.121ff,98.187
— bevisvurdering	98.187ff
Advokatbeskikkelse	98.144ff,98.165f,98.191ff
— i adfærdsklagesager	96.140f,97.139ff
— i straffesager	96.141ff,97.139ff
— i medfør af rpl. § 1020a, stk.2	96.142ff
Aktindsigt	96.145ff,98.162ff
Anklagemyndighedens opbygning	96.29,97.29,98.33
— rigsadvokaten	96.29f,97.29f,98.35
— statsadvokaterne	96.30,97.30,98.36
— politimestrene	96.30f,97.30f,98.36f
Bagatelsager	96.149f
Delberetninger fra Politiklagenævnene
— landsformanden	96.163,97.161.98.215
— SA København mv.	96.166,97.163,98.217
— SA Sjælland	96.170.197.167,98.222
— SA Fyn mv.	96.173,97.170,98.227
— SA Ålborg	96.176,97.172,98.230
— SA Viborg	96.177,97.175,98.232
— SA Sønderborg	96.179,97.175,98.236
Diciplinærsager	96.152ff,97.24f,98.30ff
Efterforskning
— rpl. § 1020 a, stk. 2	96.93ff
— rpl. § 1021	97.121ff
— politiklagenævnets anmodning	96.130ff,98.147ff
— afgørelsen	96.26,97.21
— uopsættelige efterforskningsskridt	96.116
Færdselsloven
— færdselssager	96.90ff,97.53f,97.87,97.155f,98.61ff,98.99
— færdselsuheld	97.87,97.151,98.99ff
— færdselssagers behandling	96.117f,98.181ff
— mindre færdselsuheld	96.157f
— udrykningskørsel	96.158,97.88f,97.151ff,98.62ff,97.156ff,98.102ff,98.190
— andre færdselsforseelser	97.89f,98.105f,98.189f
— bevisvurderingen	98.65ff
Grænsekontrol	96.69ff
Inhabilitet
— forvaltningslovens regler	96.119,97.115f,98.125
— statsadvokatens inhabilitet	96.120ff,97.116ff,98.126ff
— rigsadvokatens inhabilitet	96.125ff,97.118f,98.128
— politiklagenævnets inhabilitet	96.127f,98.128
— polititjenestemænds inhabilitet	98.129ff
Klageadgang	96.21,96.33ff,97.19,97.33ff,97.47ff,98.27,98.37ff
Klager uden indhold	96.73
Køreprøvesagkyndige	96.61ff
Misbrug af politiets registre	96.86
Omgørelsesfrister	97.150ff
Personfølsomme oplysninger	96.147ff,97.136ff
Politihunde
— bid	96.109ff,97.109ff,98.123ff
Politiklagenævnet
— kompetenceområde	96.19f,96.129ff,97.16f,97.119ff,98.22f,98.132
— sagsgangen i klagenævnssag	96.22ff,97.19f,98.27ff
— nævnets sammensætning	96.37f
Politiklagenævnsordningen
— væsentlige elementer	96.17f,97.15f
— begrebet "i tjenesten"	96.107ff,97.105ff,98.59,98.117ff
Retsplejeloven
— § 1020a, stk. 1	97.96ff,98.113ff,98.190
— § 1020a, stk. 2	96.21,96.93ff,96.159f,97.18,97.90ff,98.27,98.105ff,98.177f,98.190
Rigsadvokatens ændring af afgørelser	97.49ff,98.52ff
Sagsbehandlingstiden	97.131ff,98.142ff,98.147ff
Statistik
— indkomne sager	96.46,97.37f,98.42ff
— adfærdsklager	96.50,97.41,98.46
— straffesager	96.51,97.42,98.46ff
— rpl. § 1020a, stk. 2	96.51,97.42,98.48
— Visitationssager	98.48
Straffeloven
— straffesager	96.21,96.74,97.18,97.74,98.86
— anmeldelser om vold	96.74ff,97.75f,98.87ff
— ransagninger	96.79ff,98.79
— andre anmeldelser	96.82f,96.87ff,97.81ff,98.92ff
— tavshedspligten	96.83ff,97.79ff,98.91ff
— under efterforskningen	97.77ff,98.90f
— grundløse anmeldelser	97.83ff,98.97ff
— straffesager ctr. klagesager	97.127ff,98.139ff
Tavshedsbrud
— straffesager	96.83ff,97.79ff,98.91ff
— videregivelse til pressen	97.144,97.80,98.172
— konkrete sager	97.144ff,98.172ff
Tilbagekaldte sager	97.125ff,98.98.137ff
Undersøgelsessager	97.43ff

Sagsregister

Henvisningerne refererer sig til journalnummer, årgang og sidetal

Rigsadvokatens j.nr.

203/96 96.121
255/96 96.125
G 1803 96.108
G 1866 97.131
G 2134 98.149
G 2141 98.151
G 2321 98.173
G 2406 98.151
G 2516 98.150
K 004/96 96.120
K 005/96 96.121
K 020/96 96.122
K 028/96 96.137
K 029/96 96.125
K 030/96 96.130
K 034/96 96.138
K 035/96 96.139
K 038/96 96.135
K 047/96 98.178
K 050/96 96.123
K 051/96 96.124
K 052/96 96.146
K 064/96 96.142
K 067/96 96.136
K 077/96 96.124
K 078/96 98.127
K 082/96 97.158
K 084/96 97.118
K 102/97 96.133,97.51
K 105/97 97.144
K 111/97 97.146
K 116/97 97.49,97.63
K 119/97 97.51
K 119/97 98.187
K 124/97 97.147
K 128/97 97.118
K 129/97 97.148
K 130/97 97.48
K 134/97 97.51,97.120
K 136/97 97.141,98.192
K 138/97 97.82
K 143/97 97.110
K 144/97 97.135,97.140,98.191
K 146/97 97.110
K 148/97 97.110
K 149/97 97.110
K 153/97 97.52,97.113,97.128
K 157/97 97.72
K 161/97 97.151
K 166/97 97.68
K 167/97 97.49,97.68
K 173/97 97.52,97.122
K 175/97 97.152
K 176/97 97.50,97.149
K 179/97 97.99
K 183/97 97.59
K 186/97 98.53
K 187/97 97.151
K 191/97 97.53
K 195/97 97.54,97.129
K 196/97 97.84
K 200/97 97.55,98.146,98.165,
98.187,98.190
K 201/97 98.72
K 202/97 97.55
K 205/97 97.53,97.105
K 206/97 97.114
K 207/97 97.102
K 211/97 97.117,98.80
K 212/97 97.55,98.189
K 214/97 97.54,97.158
K 219/97 97.54,97.157
K 220/98 98.128
K 225/98 98.126
K 233/98 98.130
K 240/98 98.62,98.185
K 242/98 98.126
K 243/98 97.95
K 244/98 98.185,98.62
K 246/98 98.63,98.100
K 249/98 98.58,98.103,98.136
K 250/98 98.65
K 253/98 98.64
K 262/98 98.66,98.124
K 264/98 98.173
K 267/98 98.121
K 268/98 98.118
K 270/98 98.55,98.89,98.140
K 271/98 98.66
K 276/98 98.58,98.134
K 278/98 98.101,98.164
K 281/98 98.155
K 284/98 98.176
K 285/98 98.53,98.79
k 287/98 98.74
K 288/98 98.155
K 292/97 98.118
K 299/98 98.97
K 313/98 98.69
K 315/98 98.54
K 319/98 98.114
K 320/98 98.67
K 325/98 98.88
K 326/98 98.64,98.186
K 332/98 98.77
K 344/98 98.62
K 352/98 98.59,98.119
K 358/98 98.65,98.186
K 361/98 98.55
K 363/98 98.60,98.122,98.135
K 366/98 98.109
K 369/99 98.76
K 380/99 98.60,98.120
K 389/99 98.136

Statsadvokaternes j.nr.

SA1-96-321-0011 96.100,97.133,98.146
SA1-96-321-0063 98.169
SA1-96-321-0064 98.169
SA1-96-321-0095 96.86
SA1-96-321-0095 97.101
SA1-96-321-0140 96.87
SA1-96-321-0159 97.51
SA1-96-321-0168 97.77
SA1-96-321-0179 96.96
SA1-96-321-0180 96.90
SA1-96-321-0197 96.79
SA1-96-321-0201 98.90
SA1-96-321-0205 98.55,98.89, 98.140
SA1-96-321-0209 97.78
SA1-96-321-0221 98.64
SA1-96-321-0228 98.63,98.100
SA1-96-321-0232 98.155
SA1-96-321-0234 97.51,97.120
SA1-96-321-0238 97.89
SA1-96-321-0337 97.55,98.187,98.190
SA1-96-44-0020 96.63
SA1-96-44-0024 96.64
SA1-96-44-0040 96.57,96.87
SA1-96-44-0041 98.191
SA1-96-44-0042 97.54,97.129
SA1-96-44-0063 96.73
SA1-96-44-0077 97.51,98.187
SA1-96-44-0080 97.57
SA1-96-44-0086 96.55
SA1-96-44-0099 97.141,98.192
SA1-96-44-0103 96.56
SA1-96-44-0123 97.79
SA1-96-44-0130 97.126
SA1-97-321-0233 97.48
SA1-97-321-0245 97.53
SA1-97-321-0255 98.89
SA1-97-321-0256 97.87
SA1-97-321-0264 98.173
SA1-97-321-0268 97.151
SA1-97-321-0271 98.65
SA1-97-321-0274 97.75
SA1-97-321-0280 97.81
SA1-97-321-0286 98.115
SA1-97-321-0297 97.152
SA1-97-321-0299 98.99
SA1-97-321-0300 97.151
SA1-97-321-0301 97.122
SA1-97-321-0303 98.92
SA1-97-321-0311 97.54,97.158
SA1-97-321-0312 97.54
SA1-97-321-0313 98.103
SA1-97-321-0317 98.128
SA1-97-321-0319 97.88
SA1-97-321-0321 97.52,97.93,97.157
SA1-97-321-0323 98.91,98.138
SA1-97-321-0336 97.94
SA1-97-321-0337 98.62,98.185
SA1-97-321-0353 98.62,98.185
SA1-97-321-0362 98.87
SA1-97-321-0367 98.58,98.103,98.136
SA1-97-321-0376 98.183
SA1-97-321-0383 98.93
SA1-97-321-0390 98.58,98.134
SA1-97-44-0113 97.114
SA1-97-44-0145 98.142
SA1-97-44-0154 97.65
SA1-97-44-0156 98.66,98.124
SA1-97-44-0194 98.81
SA1-97-44-0210 98.66
SA1-98-321-0252 98.64,98.186
SA1-98-321-0284 98.100
SA1-98-321-0387 98.116
SA1-98-321-0388 98.106
SA1-98-321-0407 98.121
SA1-98-321-0499 98.111
SA1-98-321-0626 98.113
SA1-98-42-0099 98.163
SA1-98-44-0237 98.77
SA1-98-44-0248 98.59,98.119
SA1-98-44-0273 98.60,98.122,98.135
SA2 97-44-0203 98.73
SA2 97-44-0207 98.73
SA2-96-321-0063 97.124
SA2-96-321-0064 97.124
SA2-96-321-0067 98.176
SA2-96-321-0069 97.158
SA2-96-321-0091 96.82
SA2-96-321-0103 96.80
SA2-96-321-0108 97.52,97.113,97.128
SA2-96-321-0122 96.95
SA2-96-321-0128 96.75
SA2-96-321-0130 97.58,97.115
SA2-96-321-0140 96.100
SA2-96-321-0143 96.74
SA2-96-321-0146 96.76,97.101
SA2-96-321-0149 97.96
SA2-96-321-0153 96.91
SA2-96-321-0160 97.75
SA2-96-321-0165 98.127
SA2-96-321-0168 96.105,97.102
SA2-96-321-0223 98.190
SA2-96-321-0237 97.118
SA2-96-322-0010 97.147
SA2-96-44-0011 96.53
SA2-96-44-0012 97.62
SA2-96-44-0015 96.57
SA2-96-44-0016 96.52
SA2-96-44-0031 96.110
SA2-96-44-0034 96.64
SA2-96-44-0065 96.65
SA2-96-44-0066 96.65
SA2-96-44-0080 96.58
SA2-96-44-0098 96.61
SA2-96-44-0118 97.140
SA2-96-44-0136 97.61
SA2-96-44-0143 96.61
SA2-96-44-0152 96.59
SA2-96-44-0155 97.107
SA2-96-44-0164 97.62
SA2-97-321-0111 97.55
SA2-97-321-0163 98.189
SA2-97-321-0174 97.53,97.105
SA2-97-321-0175 97.126
SA2-97-321-0176 97.98
SA2-97-321-0180 98.154
SA2-97-321-0184 97.80
SA2-97-321-0190 97.84
SA2-97-321-0202 97.78
SA2-97-321-0218 98.104,98.132,98.153
SA2-97-321-0223 97.88
SA2-97-321-0224 98.106
SA2-97-321-0236 98.153
SA2-97-321-0242 97.97.98.190
SA2-97-321-0248 97.87,98.189
SA2-97-44-0012 97.135
SA2-97-44-0074 98.153
SA2-97-44-0145 97.72
SA2-97-44-0163 97.55
SA2-97-44-0182 97.74
SA2-97-44-0183 97.72
SA2-97-44-0185 97.66
SA2-97-44-0191 97.108
SA2-97-44-0203 98.73
SA2-97-44-0207 98.73
SA2-97-44-0208 98.67
SA2-97-44-0222 98.83
SA2-97-45-0005 97.67
SA2-97-46-0052 97.44
SA2-98-322-0016 98.60,98.120
SA2-98-44-0232 98.83
SA2-98-44-0239 98.84
SA2-98-44-0277 98.86
SA2-98-6201-0470 98.140
SA3-96-321-0048 96.93
SA3-96-321-0079 97.80
SA3-96-321-0084 97.82
SA3-96-321-0087 97.84
SA3-96-321-0090 97.134
SA3-96-321-0091 97.136
SA3-96-321-0095 98.145,98.147
SA3-96-322-0006 96.83
SA3-96-44-0003 96.141
SA3-96-44-0022 96.60
SA3-96-44-0024 96.69
SA3-96-44-0028 96.70
SA3-96-44-0031 96.71
SA3-96-44-0040 96.72
SA3-96-44-0046 97.49,97.63
SA3-96-44-0052 97.134
SA3-96-44-0076 97.68
SA3-96-44-0080 98.53
SA3-97-321-0107 97.136
SA3-97-321-0110 97.133
SA3-97-321-0112 97.44
SA3-97-321-0117 97.45
SA3-97-321-0118 97.95
SA3-97-321-0121 97.44
SA3-97-321-0125 98.98
SA3-97-322-0009 97.99
SA3-97-44-0064 97.65
SA3-97-44-0090 97.67
SA3-97-44-0092 98.69
SA3-97-44-0093 98.155
SA3-97-44-0108 98.71,98.72
SA3-97-44-0121 98.72
SA3-97-44-0132 98.54
SA3-97-44-0138 98.146
SA3-97-44-0140 98.79
SA3-98-321-0132 98.102
SA3-98-321-0134 98.88
SA3-98-321-0144 98.95
SA3-98-321-0145 98.50
SA3-98-321-0147 98.105
SA3-98-321-0157 98.50
SA3-98-321-0163 98.105
SA3-98-321-0164 98.50
SA3-98-322-0012 98.97
SA3-98-44-0149 98.53,98.79
SA3-98-44-0152 98.78
SA3-98-44-0159 98.145
SA3-98-44-0164 98.76
SA4-96-321-0037 96.78
SA4-96-321-0041 96.77
SA4-96-321-0062 96.78
SA4-96-321-0074 96.102,97.103
SA4-96-40-0008 96.67
SA4-96-44-0014 96.66
SA4-96-44-0025 96.65
SA4-96-44-0041 97.135,97.140
SA4-97-321-0112 97.92
SA4-97-321-0107 98.102
SA4-97-322-0010 97.85
SA4-97-322-0012 98.80,98.97
SA4-97-44-0080 97.49,97.68
SA4-97-44-0090 97.59
SA4-97-44-0099 97.61
SA4-97-49-0037 97.118
SA4-98-321-0130 98.114
SA4-98-321-0138 98.94
SA4-98-321-0141 98.118
SA4-98-321-0147 98.136
SA4-98-321-0153 98.108
SA4-98-321-0155 98.65,98.186
SA4-98-321-0156 98.109
SA4-98-321-0159 98.110
SA4-98-44-0164 98.74
SA5-96-321-0036 97.85,98.189
SA5-96-321-0040 96.94
SA5-96-321-0051 96.101
SA5-96-321-0052 97.90
SA5-96-321-0053 96.108
SA5-96-321-0061 96.103
SA5-96-321-0062 97.82
SA5-96-44-0007 96.67
SA5-96-44-0019 96.84
SA5-96-44-0030 97.70,97.130
SA5-96-44-0032 97.70
SA5-96-44-0062 96.54
SA5-97-321-0086 98.92
SA5-97-321-0099 98.96
SA5-97-321-0106 98.107
SA5-97-322-0002 97.144
SA5-97-44-0081 97.73
SA5-97-44-0124 98.126
SA5-97-44-0151 98.75
SA5-98-321-0107 98.139
SA5-98-321-0120 98.109
SA5-98-321-0133 98.112
SA5-98-322-0008 98.98
SA5-98-44-0130 98.84
SA6-95-321-0033 96.85
SA6-95-6205-0005 97.146
SA6-96-321-0044 96.89
SA6-96-321-0049 96.92
SA6-96-321-0061 96.97,98.178
SA6-96-321-0078 97.148
SA6-96-321-0091 98.130
SA6-96-41-00269 98.118
SA6-96-44-0013 96.62
SA6-96-44-0019 96.68
SA6-96-44-0041 97.110
SA6-96-44-0042 97.110
SA6-96-44-0047 97.110
SA6-96-44-0050 97.50,97.149
SA6-97-321-0112 97.91
SA6-97-321-0121 97.76
SA6-97-322-0012 97.81
SA6-97-322-0016 97.117
SA6-97-329-0015 97.117
SA6-97-40-0009 97.100
SA6-97-44-0127 98.78
SA6-98-321-0132 98.101
SA6-98-321-0145 98.126
SA6-98-321-0169 98.115
SA6-98-321-0171 98.87
SA6-98-321-0175 98.112
SA6-98-44-0148 98.74
SA6-98-44-0154 98.77
SA6-98-44-0173 98.55
SA6-98-44-0188 98.85
SA5-97-322-0002 97.144
SA5-97-44-0081 97.73
SA6-95-321-0033 96.85
SA6-95-6205-0005 97.146
SA6-96-321-0044 96.89
SA6-96-321-0049 96.92
SA6-96-321-0061 96.97
SA6-96-321-0078 97.148
SA6-96-44-0013 96.62
SA6-96-44-0019 96.68
SA6-96-44-0041 97.110
SA6-96-44-0042 97.110
SA6-96-44-0047 97.110
SA6-96-44-0050 97.50,97.149
SA6-97-321-0112 97.91
SA6-97-321-0121 97.76
SA6-97-322-0012 97.81
SA6-97-322-0016 97.117
SA6-97-329-0015 97.117
SA6-97-40-0009 97.100

Bilag

Bilag 1

Politiklagenævnenes medlemmer

Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og Tårnby,
Gammel Torv 8,
1457 København K

Formand:
Advokat Søren Arentoft
Advokat Nina Anderskouv (Suppleant)

Indstillet af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg:
Faglig sekretær Ellen Hanne Sørensen
Konsulent Anni Vejstrup Nielsen (Suppleant)

Indstillet af Københavns Borgerrepræsentation:
Selvstændig Torkild Damgaard Schrøder
Apotekerassistent Helen Hedemann (Suppleant)

Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Sjælland,
Stengade 70,
3000 Helsingør

Formand:
Advokat Ulla Degnegaard
Advokat Poul Jost Jensen (Suppleant)

Indstillet af Roskilde Amt:
Hans Christian Eisen (Suppleant)

Indstillet af Københavns Amt:
Forstander Grethe Blomberg

Indstillet af Vestsjællands Amt:
Reparatør Niels Mathiesen

Indstillet af Frederiksborg Amt:
Konsulent Jens Greve (Suppleant)

Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland,
Lolland, Falster og Bornholm,
Vestergade 15, Postboks 1159,
5100 Odense C

Formand:
Advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen
Advokat Kjeld Danielsen (Suppleant)

Indstillet af Storstrøms Amt:
Ældrekonsulent Bodil Holm
Sygeplejerske Merete Boye Larsen (Suppleant)

Indstillet af Fyns Amt:
Gårdejer Torben Jørgensen

Indstillet af Bornholms Amt:
Centerleder Majbritt Månsson (Suppleant)

Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Aalborg,
Tiendeladen 7, Postboks 1363,
9100 Aalborg

Formand:
Advokat Bent Holmberg
Advokat Elin Tjærby Kesting (Suppleant)

Indstillet af Århus Amt:
Else Christiansen

Indstillet af Nordjyllands Amt:
Sygeplejerske Medzait Ljatifi
Grethe Munch (Suppleant)

Indstillet af Viborg Amt:
Sygeplejerske Jette Marie Svensson (Suppleant)

Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Viborg,
Torvet 12,
7400 Herning

Formand:
Advokat Peter Junge
Advokat Karen Marie Henningsen (Suppleant)

Indstillet af Vejle Amt:
Lis Laursen (Suppleant)

Indstillet af Viborg Amt:
Lærer Søren Panny Pedersen

Indstillet af Århus Amt:
Chefsekretær Britta Jordt Bang (Suppleant)

Indstillet af Ringkøbing Amt:
Vicebrandinspektør Finn Lundorff (Suppleant)

Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Sønderborg,
Kongensgade 58, Postboks 140,
6701 Esbjerg

Formand:
Advokat Karen Marie Dyekjær
Advokat Jens Ole Mengel (Suppleant)

Indstillet af Sønderjyllands Amt:
Filialdirektør Peter Falk
Fiskeskipper Oluf Stenrøjl Kristensen (Suppleant)

Indstillet af Ribe Amt:
Eva Johansen

Indstillet af Ringkøbing Amt:
Kasserer Jørgen Roslev (Suppleant)

Bilag 2

Medarbejdere i Rigsadvokaturen og statsadvokaturerne til behandling af politiklagenævnssager pr. 31.12.1998:

Rigsadvokaten:
Rigsadvokat Henning Fode
Statsadvokat Kaspar Linkis
Statsadvokat Lars Stevnsborg
Statsadvokat Hanne Schmidt
Vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg
Vicestatsadvokat Lis Hjortnæs
Konstitueret vicestatsadvokat Jan Reckendorff
Rigsadvokatassessor Birgit Foltmar
Konstitueret rigsadvokatassessor Jette Bjerg Clausen

Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby:
Statsadvokat Karsten Hjorth
Vicestatsadvokat Karen-Inger Bast
Vicestatsadvokat Kim Christiansen
Statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürup
Statsadvokatassessor Poul Gadegaard
Statsadvokatassessor Karen Marie Olesen
Statsadvokatassessor N.T. Søndergaard

Statsadvokaten for Sjælland:
Statsadvokat Erik Merlung
Vicestatsadvokat Jørgen Jensen
Vicestatsadvokat Vibeke Uldal
Statsadvokatassessor Dorthe Vejsig
Statsadvokatassessor Birgitte Pock

Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm:
Statsadvokat Birgitte Vestberg
Vicestatsadvokat Mette Vestergaard
Vicestatsadvokat Charlotte Alsing Juul
Statsadvokatassessor Margit Wegge
Statsadvokatassessor Kirsten Frikov
Statsadvokatassessor Erik Hjelm
Statsadvokaten i Ålborg:
Statsadvokat Elsemette Cassøe
Vicestatsadvokat Søren Gade
Vicestatsadvokat Kirsten Dyrmann Nielsen
Statsadvokatassessor Lars Ole Pedersen
Statsadvokatassessor Peter Rask
Statsadvokatassessor Henrik Kjær Thomsen

Statsadvokaten i Viborg:
Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen
Vicestatsadvokat Peter Adamsen
Vicestatsadvokat Marian Thomsen
Statsadvokatassessor Ulla Kaspersen
Statsadvokatassessor Christian Højgaard
Statsadvokatassessor Steen Thomsen

Statsadvokaten i Sønderborg:
Statsadvokat Preben Alsøe
Vicestatsadvokat Marianne Damm
Vicestatsadvokat Helle Kyndesen
Statsadvokatassessor Jens Kjærgaard Christensen
Statsadvokatassessor Claus Guldbrand
Konstituereet statsadvokatassessor Peter Urskov

Bilag 3

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 787 af 21.9.1992 om fordelingen
af forretningerne mellem statsadvokaterne

/Bilag 3,1/

/Bilag 3,2/

Bilag 4

/Bilag 4,1/

Bilag 5

Retsplejelovens kapitel 93b-93d

/Bilag 5,1/

/Bilag 5,2/

/Bilag 5,3/

/Bilag 5,4/

Bilag 6

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1041 af 15.12.1995 om forretningsorden
for politiklagenævn

/Bilag 6,1/

/Bilag 6,2/

Bilag 7

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1042 af 15.12.1995
om politiklagenævn

/Bilag 7,1/

/Bilag 7,2/

Bilag 8

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29.12.1995 om behandling af klager
over politipersonalet m.v.

/Bilag 8,1/

/Bilag 8,2/

/Bilag 8,3/

/Bilag 8,4/

/Bilag 8,5/

/Bilag 8,6/

Bilag 9

Justitsministeriets skrivelse af 5.1.1996 om vidne- og transportgodtgørelse

/Bilag 9,2/

/Bilag 9,2/

Bilag 10

/Bilag 10,1/

/Bilag 10,2/

/Bilag 10,3/

Bilag 11

Justitsministeriets notits 3.10.1996 om aktindsigt i politiklagenævnssager

/Bilag 11,1/

/Bilag 11,2/

/Bilag 11,3/

/Bilag 11,4/

/Bilag 11,5/

/Bilag 11,6/

/Bilag 11,7/

/Bilag 11,8/

Bilag 12

Vejledning til indklagede og sigtede i sager omfattet
af politiklagenævnsordningen

/Bilag 12,1/

/Bilag 12,2/

/Bilag 12,3/

/Bilag 12,4/

/Bilag 12,5/

/Bilag 12,6/

Bilag 13

Behandlingen af straffesager mod personer ansat i politiet
og anklagemyndigheden

RIGSADVOKATEN	Meddelelse nr. 2/1999
Christians Brygge 28, 3. tv	Den 3. februar 1999
1559 Kbh. V	J.nr. G 2237

De generelle regler, der regulerer kompetencen mellem statsadvokaten og politimesteren til at behandle anmeldelser om strafbare forhold, findes i retsplejelovens kap. 65 og kap. 67. Disse regler suppleres af administrative bestemmelser om påtalekompetence, forelæggelse m.v. Herudover findes der i retsplejelovens kap. 93 c særlige regler, der vedrører behandlingen af straffesager mod politipersonale.
Med henblik på at sikre ensartethed i den formelle behandling af straffesager mod personer ansat i politiet og anklagemyndigheden og på baggrund af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale fastsættes hermed følgende:

1. Sager mod politipersonale.
1.1. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten behandles, uanset sagens karakter, af vedkommende regionale statsadvokat, jf. retsplejelovens § 1020. Dette gælder også anmeldelser mod politimesteren (politidirektøren), rigspolitichefen og politiets øvrige jurister. Statsadvokaten træffer ligeledes afgørelse vedrørende tiltalespørgsmålet, medmindre afgørelse herom skal træffes af Rigsadvokaten eller justitsministeren, jf. retsplejelovens § 1020 c.
1.2. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale (som defineret i pkt. 1.1.) uden for tjenesten behandles af vedkommende politimester (Politidirektøren). Sagen forelægges vedkommende regionale statsadvokat til afgørelse af tiltalespørgsmålet, medmindre afgørelse herom skal træffes af Rigsadvokaten eller justitsministeren.
Forelæggelse for statsadvokaten kan dog undlades, når anmeldelsen eller sigtelsen viser sig grundløs, jf. retsplejelovens § 749, stk. 1 og stk. 2 og § 721, stk. 1, nr. 1. Forelæggelse kan ligeledes undlades, når sigtelsen angår mindre alvorlige lovovertrædelser, der ikke indebærer nogen krænkelse af private interesser, og hvor det efter et rimeligt skøn må være utvivlsomt, at der ikke er nogen begrundelse for forelæggelse, f.eks. mindre alvorlige overtrædelser af færdselsloven.
Hvis der kan rejses begrundet tvivl om politimesterens (politidirektørens) habilitet forelægges sagen — uanset dennes karakter — for statsadvokaten. Dette gælder f.eks. hvis den pågældende er tjenstgørende i den politikreds, der skulle behandle sagen. Uopsættelige efterforskningsskridt skal dog foretages.
1.3. Forelæggelsen sker fra politimesteren (Politidirektøren) i den kreds, hvor anmeldelsen er indgivet eller hvor efterforskningen finder sted.

2. Sager mod andre ansatte i politiet
Sager mod andre ansatte i politiet, f.eks. kontorpersonale og civilmedarbejdere, behandles uanset om forholdet er begået i eller uden for tjenesten i overensstemmelse med reglerne anført under punkt 1.2. - 1.3.

3. Sager mod ansatte i statsadvokaturerne
3.1. Anmeldelser om strafbare forhold begået af personale, der er ansat i en statsadvokatur behandles af politimesteren (Politidirektøren). Reglen gælder alle grupper af ansatte, herunder statsadvokaten, og uanset om forholdet er begået i eller udenfor tjenesten. Sagen forelægges vedkommende regionale statsadvokat til afgørelse af tiltalespørgsmålet, medmindre afgørelse herom skal træffes af Rigsadvokaten eller justitsministeren.
Sagen må i givet fald ikke forelægges og afgøres af den statsadvokat, hos hvem den pågældende gør tjeneste, jf. pkt. 3.3. om fremgangsmåden i disse situationer.
Forelæggelse for statsadvokaten kan dog undlades, når anmeldelsen eller sigtelsen viser sig grundløs, jf. retsplejelovens § 749, stk. 1 og stk. 2, og § 721, stk. 1, nr. 1, eller hvor sigtelsen angår mindre alvorlige lovovertrædelser, der ikke indebærer krænkelse af private interesser og hvor det efter et rimeligt skøn må være utvivlsomt, at der ikke er nogen begrundelse for forelæggelse, jf. pkt. 1.2.
3.2. I tilfælde, hvor tiltalespørgsmålet skal afgøres af statsadvokaten, skal politimesteren (Politidirektøren) orientere vedkommende regionale statsadvokat om sagen. Orienteringen skal så vidt muligt ske inden efterforskningen påbegyndes. Uopsættelige efterforskningsskridt skal dog foretages. Væsentlige spørgsmål vedrørende efterforskningen forelægges ligeledes for statsadvokaten.
3.3. Hvor den pågældende gør tjeneste hos den statsadvokat, der ellers skulle have behandlet sagen, — eller hos den, til hvem en afgørelse er påklaget — forelægges sagen for Rigsadvokaten med henblik på en stillingtagen til den videre behandling af sagen, herunder eventuelt videresendelse til en anden statsadvokat. Tilsvarende gælder sager mod den pågældende statsadvokat. Forelæggelse sker fra enten politimesteren (Politidirektøren) eller fra en statsadvokat.

4. Sager mod ansatte i Rigsadvokaturen.
Jeg har ikke fundet anledning til at fastsætte særlige regler om kompetencen til at behandle anmeldelser om strafbare forhold begået af personale, der er ansat i Rigsadvokaturen. Det er således de almindelige regler i retsplejelovens kap. 65 og kap. 67, der finder anvendelse, medmindre der findes særlige forelæggelsesregler.
Såfremt det drejer sig om sager af lidt alvorligere karakter, må det afgøres efter en konkret vurdering, på hvilket niveau en afgørelse bør træffes.
5. RM nr. 4/1989 om forelæggelse af straffesager mod personer ansat i politiet ophæves.

Henning Fode

Rigsadvokaten Version 1 d. Maj 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk/publikationer/rigsadv_ber1998/
Copyright (c) Rigsadvokaten